torsdag den 27. september 2012

Guitarglæde og speltboller ditto


 
Det er gode dage i huset for enden af markvejen. September spiller musik og jeg skriver. Vi har fundet melodien, det er samme slags sang og rytme. Hun der, jeg her, en akkord, et ord. En strofe, en sætning. Huset nynner og nyder at have fået så meget liv og glæde i sig. Og meget mere, tilføjer det med et kærligt host. Murværket sukker tilfreds. Glem ikke de svære ting. Nej tak, kære hus, det er også en svært. For ikke at sige umuligt. Tingene går hånd i hånd på samme måde, som September og jeg nu vikler os omkring hinandens kreativitet og skaber gode øjeblikke. For det er alt, hvad vi har. Øjeblikket. Nuet.
Der bliver drukket en del kaffe. Tænkt tanker. Der åbnes døre og lukkes vinduer, vi prøver os frem. Nye dansetrin opstår, vi snubler, falder, ler eller græder, fordi vi slår os. Der er toner i guitaren, som trækker i mine tårekanaler. Guitaren minder mig om min far. Han spillede altid guitar. Jeg husker ham nu som min far med guitaren. Og han var musikalsk og skabende, han legede med strengene, lod alle sine drømme strømme ind i den musik, der opstod. Hans stemme. Hans fingre. Når September sidder dér fordybet i sin musik, får jeg ofte tårer i øjnene og klump i halsen. Men på den gode måde. For jeg har arvet hans musik og de dybe undertoner og jeg har tænkt mig at gøre noget med dem.

I øvrigt har jeg også arvet hans guitar. Den står inde i lejligheden hos min mor og snart flytter den ind i mit arbejdsrum. Der var engang. Jeg har nemlig også spillet guitar. Og jeg ved, at jeg kommer til det igen. For sjov, af glæde og i kærlighed til min far, for det er hans guitar og hans musik, der strømmer ud, nu videregivet til mig. Jeg er den, der skal være noget ved musikken. Og det mener jeg ikke bogstaveligt!
Jo, vi er i godt humør og midt i kreativitetens glade cirkus opstod der speltboller. Sådan kan det gå. Nu er det ikke bare toner og ord, vi ælter, nej vi fik skam også gang i bolledejen. Jeg fandt mig selv i køkkenet med mel og opskrift. Og mens jeg stod dér med fingrene i dejen, tænkte jeg på, hvordan alle gode ting tager tid. De kan ikke skubbes og skyndes på. De skal modne eller som i dejens tilfælde, hæve. Og det var en god proces, den gav fuldstændig mening. Det blev en næsten symbolsk handling, den bollebagning. Tiden, kærligheden, kreativiteten. For jeg fulgte ikke helt opskriften, det gør jeg sjældent, i dette tilfælde udelod jeg hvedemelet og det gjorde ikke spor. Tværtimod. Først på aftenen kom de varme speltboller ud af ovnen og lidt senere spiste jeg en med smør og hybenmarmelade. Den smagte af tid og kærlighed tilsat Septembers guitarmusik og en god kop te.

Og sådan er der fine dage. Gode øjeblikke. Flow, der glider og tager mere godt med sig. Og hvis man tillader sig selv at flyde lidt med, opdager man ofte, at der kommer mere glæde til. Det er som en slags magnet. Pludselig har man skabt sig noget glædeligt. Et lille rum af velvære som øjebliksperler på en regnbuesnor.
Og det har intet med vejret at gøre, tro mig. Regnen siler, efteråret er løbet løbsk og giver den fuld skrue. Her i huset for enden af markvejen smiler vi bare. Lad bare regnen sile. Vi bager speltboller, spiller musik og skaber glæde. Lige nu.

onsdag den 26. september 2012

Ord


 
Ord er ikke bare en lyd eller et skrevet symbol.
Ordet er en styrke; det er den magt, man har til at udtrykke sig med og meddele sig, til at tænke med og derved til at skabe begivenhederne i sin tilværelse. Vi kan tale. Ordet er det mest magtfulde redskab, du har som menneske, det er et magisk redskab. Men som et tveægget sværd kan dit ord skabe den smukkeste drøm eller ødelægge alt omkring dig. Dit ord er uforfalsket magi og misbrug af ordet er sort magi.
- Don Miguel Ruiz -

Ord. De slippes løs. En stemning opstår, man vil gerne udtrykke den. Ord opstår. Et forsøg på at gøre følelsen håndgribelig og sanseligt tilgængeligt for andre. Fordi man gerne vil dele. Fordi man gerne vil gøre sig forståelig og kommunikere. Fordi det at dele gør noget ved følelser. De både forstærkes og mister intensiteten på samme tid. Det er næsten magisk. Ord.
Og ord er ikke bare ord. Hvert eneste ord, bogstaver sat sammen i en bestemt rækkefølge, har en helt bestemt betydning. Og den betydning er forskellig alt efter hvem, der hører ordet. Det, der for mig er forbundet med noget positivt og dejligt, kan for dig være ensbetydende med svie og smerte. Fordi nogen sagde det ord. Fordi nogen brugte det i en sarkastisk sårende vending, som en giftpil af ondskab. Og jeg, helt uvidende om din historie og alt det, der er hægtet op på netop det ord, smiler glad, mens jeg fortæller dig om noget, som jeg allerbedst beskriver ved brug af netop det ord. Glæden. Giftpilen. Farligt.

Jeg stivner. Jeg mærker din smerte i det øjeblik, jeg har sagt ordet. Jeg gjorde mig endda umage med at udtale det, lod det rulle på tungen, smagte på det som et sødmefuldt jordbær. Det var gjort af sommer. Kunne du ikke mærke det, så du ikke smilet danse i mine øjne, mærkede du ikke min glæde ved at fortælle dig min lille historie, en slags frydefuld hemmelighed?
Min glæde bliver til en istap. Det er ikke længere sommer, det er midt i den dystre vinter og ingenting er som før. Hvad har jeg dog gjort? Sagt?

Du slår blikket ned, du skjuler en tåre, dine hænder er knyttede. Knoerne er kridhvide. Din krop er et levende fængsel. Et ord. Bare et ord. Som for mig var en softice af dryppende glæde. Der var endda chokoladedrys på. Men min is smagte bitter i din mund. Det mærker jeg nu. Din smerter forplanter sig, og bølgerne når mig. Nu ved jeg, at jeg sagde noget forkert. Men hvordan kunne jeg dog vide?

Og det kunne jeg jo ikke. Det var bare et ord. Et lille uskyldigt ord med så stor magt. Et ord, der på samme tid var gjort af sorg og glæde. Og vi delte som bedste venner, men du fik det brodne stykke. Uden at vide det blev jeg til en slags morder. Mit ord var mit sværd. Jeg huggede dig i tusind stykker med mit ord og det var ikke engang med vilje. Tværtimod. Jeg ville bare dele. Fortælle dig om min glæde, give udtryk for det, der rørte sig i mig. Men du?
Du vender dig væk, jeg ser dine tårer. Jeg ønsker at række ud for at nå dig. Holde om dig. Din smerte er min. Men hvad gjorde jeg, min ven, hvad sagde jeg? Hvilket ord brugte jeg? Sig mig, kan du fortælle mig det? Du ryster bare på hovedet. Ordet har slået dig omkuld.

 

tirsdag den 25. september 2012

Tilsyneladende



Hun er ikke til at blive klog på. Bedst som jeg troede, at hun ville tilbringe resten af sine septemberdage bag en lukket dør, proklamerede hun, at hun havde lavet en stormende aftale. Guitaren lå henslængt på sengen, en notesbog vendte selv sine sider i trækket fra den åbne dør og jeg kunne se, at hun havde gjort sig notater. Var det noder? Eller bogstaver? Eller nogle helt andre tegn, en slags kode, jeg ikke kendte? Min nysgerrighed er som en loppe på spring. Altid parat til at følge sin næse, sin sans for subtil sensation, en slags dans man bare må bevæge sig til. En rytme, en underfundig tone.
Og jeg synes stadig, at jeg kunne høre musik, men September sad altså nede i køkkenet, drak kaffe og spiste syndige chokoladekiks. Det er lige vejr til det, sukkede hun med et smil, da hun fiskede dem ud af køkkenskabet. Hov, unge dame, går du i mine skabe? Du føler dig vist hjemme. Men jeg måtte jo bare smile. Sådan er hun. Måske er hendes nysgerrighed ligesom min? Og måske har hun også sans for syndige chokoladekiks gjort af speltmel og kildrende kærlighed?

Musikken følger mig ned af trappen. Tonerne fylder førstesalen. Og det er guitaren, der spiller, jeg er sikker eller også er jeg ved at blive skør. Efterhånden kender jeg fraseringerne, det er jo den melodi, hun har øvet og øvet. Dage med søgende fingre, musik og toner. Frem og tilbage. Øvelse gør mester, jamen det er sandt! Og hun har selvdisciplin, det må jeg give hende. Mere end du har, siger stemmen i mit hovedet, du ved, den man ikke skal give for meget plads. Jeg ryster på hovedet. Nu lytter jeg til hjertet, vrisser jeg. Koncentrerer mig om musikken, der smyger sig om trappetrinene. Det er fyldige toner, søgende, men alligevel med en slags sikkerhed. De ved, hvad de leder efter, tænker jeg og står så i gangen. Musikken bliver svagere. Jeg åbner døren ind til køkkenet, hvor September sidder ved det store bord og nyder udsigten. Kaffekop og et væld af krummer fra de spiste chokoladekiks. En sammenkrøllet pakke. Du skal vist købe flere kiks, mumler hun og sender mig et uskyldigt blik. Slår øjnene ned. Diva!
Jeg opdager, at jeg skriver i både nutid og datid. Leger med tidsangivelser og lader mig forføre af øjeblikke. Og hvad er tid i grunden? Er en lineær, som vi tror, eller fylder den i helt andre retninger, som vi ikke har begreb om? Det er spændende at tænke på, tænk hvis det slet ikke er, som vi bilder os selv ind? September ser på mig, nu er blikket fast, næsten gennemtrængende. Hun nikker voldsomt. Ja, er det ikke vidunderligt, hendes stemme er ivrig, jeg tror det er sådan det er. Hvilket forklarer en hel del om årstidernes gøren og laden og hvor jeg er, når jeg ikke er her! Hun ler og gør tegn til mig. Kom herhen, lad mig give dig et knus. Alting er helt anderledes, end du forestiller dig. Lad være at bekymre dig, kvinde. Hun lægger armene omkring mig. Jeg bliver helt rørt. Klump i halsen, tårer i øjenkrogene, den tid på måneden. Jeg er jo menneske!

’Jeg har brugt mine morgenord’, udbryder jeg og gør mig fri af hendes favntag. Pokkers også! Jeg ville jo fortælle om vores lille stormfest i går aftes. Den er virkelig et par linjer værd. Et helt indlæg endda.’

September rejser sig og udfører et par dansetrin. En slags efterårsballet.
’I morgen er der atter en dag’, ler hun. ’Eller. Senere. Lidt til højre. Venstre. Eller i en helt anden retning, som du ikke kender endnu’. Håret flagrer, øjnene slår smut.

Og i dag skinner solen.

mandag den 24. september 2012

Mandagshemmeligheden


 
Og pludselig står hun i mit køkken. Jeg var bare nede for at lave mig en kop mere, finde lidt styrke til dagens opgaver.
Efteråret kan mærkes, kulden trænger igennem, himlen har taget en dramatisk kåbe på. Den gør klar til regnvejr. Mere kaffe, tænker jeg, jeg har tændt et stearinlys, flammen danser i det grå formiddagslys. Ned i køkkenet, trin på trappen, ranker ryggen, tænker gode tanker og er ved at falde på det sidste trin. Jeg er træt, det er mærkeligt, det har været sådan en god weekend, afslappende og med en solskinsfyldt søndag og tur ud i det høstsmukke vejr. Jeg burde være frisk nu, mere klar end jeg føler mig. Jeg spejder ud af vinduet, mens kaffen laver sig selv, lyden, duften. Køkkenet opfyldes af sanselighed.

Mit blik fæstner sig ved et træ, det svajer i vinden, danser med raslende blade og skifter farve, mens jeg ser på det. Grøn bliver til gul og rød. Jeg nærmer mig træet i tankerne, holder om dets stamme, mærker styrken, glæden ved forandring. Fleksibilitet. Stærke rødder. Jordbundenhed. Styrke. Midt i sårbarheden, der kaster kulde af sig, rammer min hud, går videre ind i sjælen. Jeg ruster mig til den kommende vinter. Jeg er et træ.
Og pludselig står hun i mit køkken. Jeg havde ikke hørt hende og bliver lidt forskrækket, da hun lægger en hånd på min skulder. Jeg vender mig om, hun smiler, ser lidt anderledes ud i dag. Hun vil vel også bare have lidt mere kaffe, tænker jeg, noget at styrke sig på, mens hun laver sin saglige septembermusik og fylder huset med gode vibrationer. Jeg er kommet til at holde af den. Hendes musik. Den måde, tonerne breder sig gennem rummene, maler skygger på væggene, sejler over gulvet, tegner ringe.

Igen griber jeg mig selv i at ville blive i det øjeblik, hvor jeg hører en dyb og velkendt tone i mit indre. En sagte genkendelighed af noget godt. Noget vigtigt. Stands, råber jeg uden lyd, jeg vil gerne høre det igen, føle det igen. Du må aldrig standse din musik, kære september, den er så sød, kontrastfuld. Et møde mellem modsætninger.  Kulde og varme griber ud efter hinanden, skaber understrømme af muligheder og spiller dramatisk teater. Jeg er både tilskuer og medvirkende, ikke længere så sikker på min rolle, men det gør ikke noget. Tværtimod. Jeg mærker noget andet, noget vigtigere, noget der ikke kan sættes ord på lige nu. Det kommer. Senere. Og så smiler jeg stort, for jeg kan mærke, at jeg har lært noget vigtigt.

’Du er blevet mere vis’, nikker September. ’Og jeg trænger til en god kop kaffe!’
Jeg nikker. Sætter mere kaffe over. Hun bliver stående med sit drømmeblik og ser ikke ud til at have travlt.

’Skal jeg fortælle dig en lille mandagshemmelighed’, siger hun og træder et skridt nærmere.
Jeg nikker ivrigt. Åh ja, September, fortæl mig en hemmelighed. Sig noget godt. En god nyhed. Pak den ind i knitrende papir af forventning og fortæl den med kærlig hvisken. Denne dag er skabt til dæmpede toner.

Hun stryger mit hår til side og lægger munden mod mit øre. Det kildrer lidt. Jeg smiler. Lidt fjoget måske, jeg er opfyldt af skøn forventning, nysgerrig til bristepunktet og hungrende efter at høre noget godt. Mandagshemmeligheden. Ordene stiller sig forsigtigt i kø. Et efter et kravler ind i min øregang. Mit smil bliver større. Jeg kan mærke det. Glæden, opfyldelsen, følelsen.  Mine skuldre sænker sig. Smilet bliver siddende.
’Det trængte jeg til at høre’, søde September’, siger jeg til hende og giver hende et velfortjent knus. ’Og nu skal vi have os en kop kaffe mere!’

søndag den 23. september 2012

Selvaccept og søndag


 
You best teach what you most want to learn.

Det er en fin efterårssprød morgen. Og sådan starter min dag, jeg slår øjnene op og retter blikket udad. Når jeg ser en fin morgenstund og mærker detaljerne smyge sig om min sjæl, ved jeg, at jeg er på rette vej. Det er altid smukt udenfor. Der er altid spændende detaljer, fantastiske skyer eller en himmel så blå som paradis, men det er ikke altid, at jeg kan se det. For det er det, det handler om. Den, der ser. Det blik, der betragter sender kærlighed til objektet og i det lys skabes skønhed. Eller det modsatte.
Jeg husker på et tidspunkt, at en anonym kommentar på bloggen her gav mig stof til eftertanke. Med ord, vedkommende ikke ville sætte sit navn på, fik jeg at vide, at jeg var egocentreret og at jeg trængte til at vende blikket ud. Mod verden. Se. For det var virkelig synd for mig.

Og det virkede så paradoksalt, næsten komisk, for det var jo lige netop det, jeg var i gang med at lære mig selv. Jeg øvede mig i at skue detaljerne og se, hvilket mirakel der udfoldede sig for min øjne, hver eneste morgen, hver eneste dag, hvis jeg valgte at se det. Hvis jeg besluttede mig for at kaste et kærligt og nysgerrigt lys på alt, hvad der rørte sig omkring mig, blev jeg glædeligt overrasket. Som et barn i forundring over nye mirakler. Et solstrejf i en vandpyt, en myretue, et blad i vinden, en sejlende musvåge. Eller en kop kaffe. Forberedelsen, forventningen, lyden af maskinen, duften, det krus, jeg har valgt. Egocentreret. Og fordi jeg tidligere har fået et lignende prædikat af uvidende mennesker og voksne, der ikke forstod livets lille hemmelighed, gjorde kommentaren faktisk lidt ondt. Kortvarigt. Jeg var tilbage i fortiden. Svie. Smerte. Men det er en helt anden historie.

Jeg nævner den igen, fordi det er en udfordring. Er man det mindste interesseret i, hvad andre tænker og mener, kan man få at vide, at man er egocentreret, fordi man vælger at finde glæde i de nære ting. Man bliver ramt af skud med spredehagl, man stiller sig i skudlinjen, fordi det kan være voldsomt provokerende, at man tilsyneladende har fundet noget, som ikke alle forstår. En subtil glæde, en perle, som kun hjertet kan se. Mærke. Men i beskrivelsen af det objekt, den følelse, fornemmelse eller glæde, der opstår, kan man dele.  Og er det ikke det, vi er kommet for. Lære. Gå vejen. Skabe. Og dele det, vi får? Gaver. Glæde. Erfaring. Visdom.
Det er en fin efterårssprød morgen. Mine fingre rammer tasterne. De har øvet sig, de kender vejen, bogstaverne. Og hvis jeg bare lytter, lader være med at tænke og kritisere på forhånd, så opstår der musik. Og det er sandt, det er musik fra sjælen. Om andre kan lide musikken? Betyder det noget, hvis det gør min sjæl glad? Betyder det noget, hvis jeg i denne del af skabelsesprocessen opdager, at jeg har fået en unik gave, som det gør mig uendelig lykkelig at bruge. Når jeg tør lytte? Når jeg tør mærke? Når jeg bare er? I nuet.

Min søndagsopfordring til dig er enkel. Det er også en slags kliche, for mange siger det, men hvem mestrer det? Hele vejen, hver dag, mærke, ære, give kærlighed til det, man er og har indeni? Når man giver sig selv fra det sted, er gaven, man giver til verden fuld af ægte lys og kærlighed.
Vær dig selv.
Og hvad det er og indebærer, det ved dit hjerte.
Spørg din sjæl. Lyt til den indre stemme.
Bliv ved med at øve dig. Start med søndagen.
Skab. Skab dig. Og søndagen.
Gør den god!

 
 Det smukke billede hedder Acceptance og er malet af Jessie Lilac.

lørdag den 22. september 2012

September musik


 
Vi startede morgenen ved morgenbordet, September havde allerede været i bad og sad med dugvådt hår og et stille smil om munden. Drak kaffe, spiste en ostemad og talte lidt om vind og vejr. Det har regnet i nat og den slags. Morgenen lå badet i regndis, en dag, der ikke rigtig havde bestemt sig. Tøvende strakte den sig i horisonten, gabte dovent og undlod at tage stilling. Jeg følte mig lidt som vejret, men var samtidig glad for, at September havde sluttet sig til os. Jeg ville ikke stille spørgsmål om hendes planer for lørdagen, sad bare og betragtede hende i stilhed, slubrede kaffe og nød hendes tilstedeværelse.
De sidste dage har hun tilbragt på sit værelse. Lyden af guitaren har lydt gennem træværket og blandet sig med murenes knirken. Huset kan lide hendes musik. Det er der ingen tvivl om, det synger ligesom med, nynner lidt, danser uden at røre sig. Men man kan mærke de gode vibrationer. Og som Louise i Gammelby foreslog, har jeg ikke gjort særligt væsen af mig, jeg har blot forsigtigt åbnet døren til gæsteværelset, som i disse dage tilhører September, og stillet god kaffe ind, kaffe som hun kan lide den.

Hun ser ikke op, men jeg kan mærke hendes værdsættelse. Noget i tonerne ændrer sig, den måde, hun slår strengen an på. Og jeg vil ikke forstyrre eller trænge mig på. Men når jeg står der med kaffen i hånden, i sekundet inden jeg forsigtig stiller koppen på kommoden, har jeg lyst til at blive og lytte til hendes musik. Toner af evighed.
Bed mig om at blive, jeg forsøger at føre tanker over i Septembers smukke hoved, men hun tænker slet ikke. Hendes fingre glider kærligt over guitarens strenge, hendes ansigt er gemt bag håret, næsen stikker ud, jeg ser hendes profil og indser, at hun er sin musik. Og jeg er et forstyrrende element, selvom hun ikke lader sig mærke med det. Eller er det bare noget, jeg føler?

Kunne jeg, hvis jeg ville, blot sætte mig forsigtigt ned på gulvet og lytte? Kunne jeg få en tone, være en node og blive en del af den smukke musik, der fylder rummet? Efterårsmusik. Dur og mol i forening, der som yin og yang smyger sig op af hinanden, uadskillelige og samtidig uforenelige. Eller? Sekundet er overstået, jeg har stillet koppen og er på vej ud af døren igen. Lukker den stille bag mig. Det er bedst at lade hende være, jeg er helt enig, for vi har alle brug for et rum, hvor vi kan finde os selv. Igen. Være os selv, lære den nye musik at kende, som strømmer ud et sted indefra.

Efter morgenmaden rejste hun sig og takkede for mad og kaffe. Gav mig et flygtigt kys på kinden og forsvandt op af trappen igen. Nu sidder jeg her og skriver til lyden af guitarmusik og dansende vægge. Mine fingre danser med, dagen tøver stadig, men jeg fornemmer en vis reaktion. Jeg tror den lytter. Bevæger sig sagte gennem skydækket, lader lyset være dæmpet, sejler af sted. Godt det er lørdag, tænker jeg, vi har ikke så travlt. Gode planer kan folde sig ud, men i et anstændigt tempo. Selv nyder jeg at skrive lidt efter nogle travle dage. Bare sidde og lytte. Lidt.
Og hvem ved. Måske kommer September ned af trappen lidt senere på dagen. Måske vil hun endda med til Slagelse?

onsdag den 19. september 2012

Hvad ville du gøre?


Dagene er travle i huset for enden af markvejen. Måske ser det ikke umiddelbart sådan ud, når man nærmer sig. Huset ligner bare et hus, men hvis man træder ind af døren og bliver stående musestille i gangen og lytter, kan man høre små fugle synge om forandring akkompagneret af Septembers eksperimenterende guitarspil. Og lister man op af trappen uden at gøre væsen af sig, kan man se mig sidde bag skærmen og lave både det ene og det andet. Der er papirer og planer på skrivebordet, et stearinlys blafrer i vindueskarmen, Skytsenglen og Filosoffen ligner til forveksling bare to norske lerfigurer og vinduerne trænger til en kærlig pudsende hånd.

Lister man forbi min dør og drejer lidt til højre, opdager man en lukket dør for enden af gangen. Det er bag den dør, at September slår sine folder. I gæsteværelset sidder hun på sengen dybt koncentreret, håret hænger ned som et kastanjebrunt gardin for hendes ansigt. I favnen har hun sin guitar. Hun spiller på den, så fingrespidserne bliver helt røde. Men det stopper hende ikke. Hun øver sig på en ny sang, siger hun og vifter afværgende med hånden, da jeg forsigtig stikker hovedet indenfor og spørger, om hun vil have en kop kaffe. Det svar er ikke til at tage fejl af. Hun er fordybet i sin kunst og jeg misunder hende på den gode måde. Jeg er ikke så god til fordybelse lige nu. Jeg har mange bolde i luften. Jeg jonglerer med både det ene og det andet, som handler om min vej videre.

Det er lidt som at navigere gennem kaos. Tage et par puslespilsbrikker op og lægge dem til rette på bordet. Se, om de umiddelbart passer sammen. Og hvis de ikke gør, så kan man måske få dem til det? Skal brikkerne indrette sig eller skal jeg? Kan jeg klippe en hæl og hakke en tå uden at forbløde? Eller skal jeg glemme alt om selvpineri af den slags og bare følge hjertet hele vejen. Gøre det, der gør mig glad? Vil resten så falde på plads, vil brikker på magisk vis forvandle sig og finde deres helt egen plads i et større perspektiv?
Det havde været spændende at høre Septembers bud på den gåde. Og så er jeg i øvrigt også interesseret i at få svar på de spørgsmål, jeg endnu ikke har fået stillet hende. Jeg venter bare på en lejlighed. Men hvad hvis hun slet ikke kommer ud? Skal jeg igen banke på, bryde ind og forlange, at hun kommer ned og slutter sig til os andre ved middagsbordet? At hun som tidligere drikker kaffe med mig og at vi har gode samtaler, hvor vi får vendt nogle af livets små og store spørgsmål?

Og hvad mente hun i øvrigt med det, hun råbte, da hun i søndags kom vandrede fra marken og klatrende over hegnet ind i mit liv? Man skal tilbage for at komme frem.  
Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Og det er du jo ikke, det ved jeg, men nu leger vi en lille leg. Vil du være med? Hvad ville du stille op, hvis September boede på dit gæsteværelse?

Kom gerne med forslag, så bringer jeg det videre til den guitarspillende madame med det drømmende blik og ømme fingerspidser.

mandag den 17. september 2012

Prøvelser


September har brugt formiddagen med at pusle på sit rum, gæsteværelset, der nu ser helt anderledes ud, fordi hun bor dér. Rygsækken har hun dog ikke pakket ud, det lagde jeg straks mærke til, for før i tiden var hun så sirlig med den slags. De tomme skuffer, jeg har lavet til hende, står stadig tomme. Hun går rundt og nynner, håret er slået ud og hendes ansigt ser anderledes ud i de viltre krøllers rammer. Sådan husker jeg hende slet ikke. Jeg betragter hende nysgerrigt fra min plads ved skrivebordet, ud af øjenkrogen kan jeg skimte hendes gøre og laden på den anden side af gangen. Jeg kan også mærke hende. Pustet af efterår, den friske luft med antydninger af både sommer og høst. Det er som om hun ikke helt har bestemt sig for, hvad hun egentlig er.
Til sidst beslutter jeg mig for at spørge hende. Min formiddag har været besat af et stramt arbejdsprogram og opgaver, jeg bare skulle have lavet, så jeg ventede lidt med at gøre væsen af mig. Hun har respekteret min travlhed, selvom jeg ikke lukkede døren. Jeg brugte frisk luft som undskyldning, jeg kunne jo ikke så godt sige, at jeg bare måtte se lidt nærmere på hende. Fra en vis afstand naturligvis. Samtidig var jeg også lidt flov på egne vegne over, at jeg fandt September og hendes hemmelighedsfulde puslen mere spændende end det, jeg skulle have gjort. Jeg var jo gået i praktikermode og egentlig burde jeg bare have lukket døren og haft fuldstændig fokus på opgaverne. Men min nysgerrighed sejrede. Det gør den som regel. Den sover aldrig rigtig, det er kun tilsyneladende, den har altid et øje på klem, en usynlig antenne ude. Den opfanger alt det, der er subtilt, spændende og som jeg gerne vil vide mere om. Den sejler som et lille skib på høje bølger, tilsyneladende upåvirket af skumsprøjt og bølgegang, den kæntrer aldrig. Det er som om den har sat sig for at udføre sin mission. Uanset hvad.

Jeg prøver at fange hendes opmærksomhed, jeg går med tunge skridt rundt i køkkenet og jeg laver kaffe på Nespresso maskinen. Det larmer. Jeg kan godt lide lyden, den er lovende og kildrer mine sanser. Kort tid efter, at den har sunget første linje i sin melodi, breder kaffeduften sig i rummet. En helt igennem sanselig fornøjelse, tanken om den første slurk kaffe er næsten ligeså så fyldig som den egentlige kaffesmag.

Og September kan godt lide kaffe, det ved jeg, hun slog hænderne sammen af begejstring, da hun så maskinen i går. Den er ny, den havde du ikke sidste år. Og de mange skønne kapsler, farverne, fristelserne. Lige mig, det var hendes ord, inden hun sluprede den ene kop i sig efter den anden. Også det forbavsede mig. Hun plejer da ikke at være så … grådig, det var ordet, der kom op, men sådan mener jeg det egentlig ikke. Hun plejer bare at være mådeholden. Kritisk sågar. Men alt det, hun så og mødte på sin vej gennem søndagen, gav hende tilsyneladende bare endnu større glæde og tilfredsstillelse. Hun smilede. Øjnene strålede. Jeg er glad for at være tilbage hos dig, sagde hun og så smeltede mit hjerte selvfølgelig. Jeg tilgav hende de mange dyre kopper kaffe. Drik bare, tænkte jeg, så drikker jeg dine smigrende ord.
Hun bliver på øverste etage. Jeg hører, at hun blidt lukker sin dør bag sig og gennem de åbne vinduerne kan jeg nu høre guitarmusik. Er det hende, som spiller? Jeg mindes ikke, at hun spiller guitar og i øvrigt bar hun da ikke rundt på et musikinstrument, da hun kom i går. Eller? Jeg er helt forvirret, jeg troede jeg kendte hende og tog for givet, at alting ville være som sidste år, hvis hun igen skulle dukke op her på matriklen.  Jeg genkaldte mig minder fra sidste gang, hun var her, jeg troede ærlig talt, at vi skulle gentage, det vi gjorde dengang. Jeg kunne dufte hendes parfume, jeg vidste, hvordan hendes hår faldt. Og jeg huskede det som glat og velfriseret. Jo, hun var flot og nydelig klædt, klassisk, en smule stram i antrækket, men spændende at tale med, klog, vis sågar på sin særlige septemberfacon. Og så dukker hun op, kravlende over hegnet, rygsæk og viltre lokker. Drikker kaffe uden hensyntagen til mit budget og dasker i øvrigt rundt som om hun havde mødt lykken eller noget, der ligner. Jeg sætter mig ned med min kaffekop og sukker dybt. Hvad ved jeg egentlig?

Prøvelser, tænker jeg, det må være en slags test. Nu er månederne for alvor ude på at drive gæk med mig og det starter åbenbart med September. Der i øvrigt kommer alt for sent og planker den. Med rygsæk og usynlig guitar. Det er da heller ikke nemt at være menneske længere.
Jeg beslutter mig for at være åben og modtagelig i mit forsøg på at lære September at kende. Den nye September vel at mærke. I må have mig undskyldt, men fortsættelse følger, for jeg nænner ikke at forstyrre hendes guitarspil. Jeg lader hende være og, må jeg indrømme, jeg nyder i grunden den blide musik, der blander sig med eftermiddagslyset, danser med solen og sender gode vibrationer rundt i huset.

Måske er alt i virkeligheden, som det skal være?

søndag den 16. september 2012

Søndagsvisit


’Man skal tilbage for at komme frem’. September dukker pludselig op på marken, jeg kan se hende gennem vinduerne. Hun trasker gennem de gule stubbe og beslutter sig resolut for at klatre over hegnet i stedet for at benytte en af lågerne. Forbavset ser jeg op fra randen af min kaffekop, rejser mig og går hen og åbner vinduet.

Jeg sidder igen i spisestuen, jeg er ved at lære den at kende. Den har stået tom en del måneder, lige efter vi flyttede ind i huset, men nu er den møbleret med de gamle spisestuemøbler fra Pilegården. Fortiden er flyttet ind midt i vores nu. Og her. Med nypolstrede turkisblå betræk. Den passer godt til mine farver, jeg er ret vild med turkis og blå, men samtidig kan jeg mærke, at der skal en varm farve ind for at bryde den klassiske kølighed. Orange eller rød måske. Jeg ved det ikke endnu og det er en gave at få lov til at vente. Pludselig er tiden inde. Se ser man, så ved man. Ingen hast, pludselig en dag rammer lyset en overflade og kaster genskær på en helt speciel måde. Lige i det sekund forstår man, hvilken farve der mangler og hvad der skal til for at bløde lidt op. Runde af. En modsætning, kontrast, der skaber den perfekte balance.

Der kommer folk igennem, som er fuld af gode ideer. Du kunne også, du kunne prøve, hvad med. Åh, de er så utålmodige på mine vegne. Men huset, kæresten og jeg har vores egen dagsorden og en vigtig ingrediens i vores lille husmenu er tid. Vi har nu lavet en liste over alle rummene i huset og hvad vi mener, der mangler både her og der. Hvad vi kunne tænke os. Når vi får tid. Eller råd. Og det er godt at have gode planer, godt at lege med ideer og ønsker. Kald det bare at drømme. Man skal tillade sig selv at visualisere, mærke og vandre omkring i lys gennem vinduer. Lytte. For huset har sin egen stemme, tag ikke fejl af det.
Og nu er September dukket op!  Jeg bliver helt målløs, da jeg ser hende planke den. Med flagrende hår og viftende arme kommer hun hen imod mig, hendes smil lyser op på en ellers grå formiddag og jeg tænker et kort sekund, at nu vil hun også kravle ind gennem vinduet. Hun har rygsæk på, det er da noget nyt, den husker jeg ikke. Var hun ikke en af de måneder, der havde kuffert og orden i tingene? Sirligt strøgne skjorter og kjoler og farver, der passer sammen? Det var hun altså, jeg er ret sikker, men nu ser hun anderledes ud. Noget er sket. Hun har forandret sig siden sidste år, sidste gang jeg så hende. Hun har vandret gennem året og taget til sig af næring og læring og ser nu ud som en helt ny kvinde. Måned altså. Der er noget ved smilet og lyset i hendes øjne, det snedige glimt, der synger en ny slags sang.

Hun kravler ikke gennem vinduet! Hun går hen til døren, banker på og venter pænt på, at jeg skal komme ud og åbne for hende. Jeg kan mærke suget i maven, jeg føler mig nervøs, overvældet og glad ved tanken om den uventede visit. Jeg troede virkelig, at månedernes besøg var forbi, selvom sommeren fortalte mig noget andet. Jeg tror så meget. Jeg bliver klogere. Eller bare mere vis? Mine ben ryster lidt under mig, da jeg åbner døren og ser hende stå med åbne arme og rygsæk. Vi kaster os i favnen på hinanden, jeg har savet dig, jeg har også savnet dig, vi vælter over ordene, ler højt af hinanden og tillader os endnu et knus. Hun dufter af noget, jeg havde glemt og minderne vælter frem. Pludselig mærker jeg, hvor meget jeg har savnet hende.
’September, det var godt du kom. Jeg har noget, du skal hjælpe mig med. Og eftersom vi allerede er nået til din måneds 16. dag, så har vi ingen tid at spilde!’

Hun smiler bare. Ryster på hovedet, skubber mig kærligt til side og går hjemmevant gennem døren.
’Jeg trænger til kaffe’, siger hun, ’en velkomponeret kop kaffe, som kun du kan lave den. Og vi har masser af tid’, tilføjer hun og stiller sin rygsæk midt på køkkengulvet. Hundene snuser ivrigt til den og til hende, de virker glade, også de kan huske, at hun er indbegrebet af fornemt besøg. En god sjæl.

Egentlig ville jeg spørge hende om, hvad hun dog mente med den sætning, hun råbte, mens hun gik på marken og nærmede sig hegn og hus. Man skal tilbage for at komme frem. Jeg vælger dog at vente lidt og går med fornyet søndagsenergi i gang med at brygge mere kaffe.
Og jeg skal da også lige have lagt betræk på sengetøjet i gæsteværelset.

lørdag den 15. september 2012

På efterårsvej


Eftermiddagen er stået af toget. Med tøvende skridt tog jeg imod den på perronen. Jeg havde taget trøje på. Kuldskær på efterårets trinbræt. Tunge skyer bevægende sig med majestætisk ro hen over himlen, upåvirkede af vindens drillelyst. Men jeg mærkede den. Vinden. Den bærer kulde med sig. Den kulde, der pludselig spytter det sidste sommerstykke ud, vender ryggen til og går.
Eftermiddagen fulgte med mig hjem. Uden ord stak den sin arm under min. Jeg lavede kaffe og besluttede mig for at sidde i spisestuen med udsigt til have og gule høstmarker. Den gule farve, der langsomt bliver mere brun for hver dag der går. Forvandler sig, danser rundt, hvirvler med vinden, pludselig dybere. Brunlig. Brun. For til sidste at blive sort som vinterens mørke muld. Men så langt er vi slet ikke kommet, minder eftermiddagen mig om og trækker mig kærligt tilbage til nuet.

Nuet, hvor stille musik spiller i min radio. Hvor kaffen dufter og bliver nydt i små, søde slurke. En vis dovenskab har svøbt sig om min krop. Og på samme krop er nu plantet et stort tørklæde og en striktrøje. Det er nye tider. Jeg har uldtrøjer i vaskemaskinen og kigger med et vist vemod på sommertøjet i bunken, der nu skal vige pladsen for varmere gevandter. Samtidig elsker jeg det tidspunkt, hvor jeg genser mine kære trøjer og sweatre og husker, hvordan de ser ud med de og de bukser, tørklæder og støvler. Støvler!
Hvor blev sommeren af? Jeg elsker dette fine tidspunkt på året, men jeg strækker automatisk armene ud efter sommerens favn. Forgæves. Jeg kan ikke længere nå. Sommeren er falmet og gået bort.

Men når alt kommer til alt er der noget fredfyldt i tanken om, at alting er, som det skal være. Midt i september. Livet går gennem falmede gange mod vinter. Vandrende på efterårsvej tager året frakke på.
Og jeg tager mig en kop kaffe mere.

torsdag den 13. september 2012

Forsømt filosof bærer ikke nag


’Vil du lytte lidt mere til mig dette efterår’, spørger Filosoffen og træder frem i eftermiddagslyset. Han har holdt øje med mig siden i morges, siden den første kaffe blev lavet og mælken dannede et fint hjerte ligesom det, han har tatoveret på sin skulder. Jeg havde næsten glemt ham. Det må jeg indrømme. Jeg har været så optaget af sommeren og min egen rejse gennem de lyse dage og nætter, at jeg slet ikke har skænket ham og hans velpolstrede veninde, Skytsenglen, en tanke.
’Selvfølgelig vil jeg lytte til dig, søde Filosof. Jeg nikker bestemt. ’Men det kræver jo, at du siger noget. Du har været så stille hele sommeren. Ikke sagt en lyd. Du har bare stået der og solet dig, mens sommeren gik sin gang. Du har lyttet til fugle og set på fluer, ja du har måske endda haft fornøjelse af deres kildrende ben på din lerkrop. Men du har ikke sagt noget!'

’Du har ikke set mig’, svarer han uden at blinke. ’Du har ikke lyttet og derfor har du ikke hørt, at jeg faktisk har talt. Du har været så opslugt af din egen verden og af dit smukke tankespind, som et sølvnet af edderkoppekærlighed. Og det er helt i orden', tilføjer han og smiler pludselig uventet venligt til mig. Den slags smil, der får hjertet til at give et lille hop. Som om en usynlig hånd pludselig berører et skjult og sårbart sted. En tåre leger i min øjenkrog. Et suk breder sig i rummet, som vi deler. Arbejdsværelset. Kontoret. Hans plads er i vindueskarmen, min ved skrivebordet. Og jeg havde næsten glemt ham! Åh, jeg bliver helt ked af det, han er jo så fin med sit strithår, så fuld af gode norske ord. Jeg skulle skamme mig!
’Nej du skal ikke’, sukker min lille tankelæser og ryster ivrigt på hovedet. ’Det er helt i orden! Vi har alle brug for tid til os selv og den tid kommer ikke altid i vinterens mørke gange. Næh, den kan sagtens stå op en sommermorgen og danse på bare fødder i dugvådt græs. Ork ja! Og det tror jeg din gjorde. Det har været en eftertænksom sommer på mange måder. Filosoferende. Bevægende. Sanselig. Søgende. Lærerig.'

Jeg nikker. Jeg forbavses til stadighed over hans evne til at mærke, hvad jeg føler og hvor jeg er på min rejse. Og hvis man kigger på ham uden at vide det, uden at kende hans evner og hans drilske filosofkærlighed, på trods af at han tilsyneladende bare er af ler, så skulle man ikke tro det. Strithår. Undertrøje. Og så med prikker! Han har en tatovering, men eftersom den forestiller et fint hjerte, har jeg for længst tilgivet ham og lukket ham ind under huden. Skinnet bedrager. Han er en stjerne og jeg er dybt taknemmelig for at have mig i min vindueskarm. Jeg elsker, når han siger bevingede filosoferende ord og jeg holder af hans tavse dybsindighed og grublen over livet, kærligheden og dets genvordigheder. Paradoksale perler. Dem deler vi.
Men selvom han er tankelæser, så vil jeg huske at give ham lidt mere plads fremover. I mit hjerte. I min opmærksomhed. Forsigtigt tager jeg ham op og giver ham et kys på panden, der nærmest er ikke eksisterende og derfor rammer jeg hans strithår. Det kildrer mig i næsen og jeg opdager et fint lille edderkoppespind spundet mellem to stride hårstrå. Åh, jeg har forsømt ham!

Men tilgivelse er alt! Ingen er ufejlbarlige, hverken mennesker eller lerfigurer. Så vi tilgiver hinanden og jeg støver ham af. Han smiler og peger så på sin kære veninde, Skytsenglen. Gud, tænker jeg, hun har stadig ingen vinger! De knækkede, da jeg væltede hende for snart længe siden. Siden har hun været tavs. Nej, jeg har ikke dårlig samvittighed, jeg har haft andet at tænke på. Og jeg ved lige hvor vingerne er. Nu skal piben have en anden lyd.

Og hvor skal vi danse!

onsdag den 12. september 2012

At turde svæve


I forandringens navn og i rejsen gennem livets processer, ikke mindst den åndelige udvikling, er der tidspunkter, hvor alting er i fuldstændig kaos. Selvom vi har en god anelse, hvor vi er på vej og selvom vi har sat os gode mål og forsøger at gøre dem så håndgribelige og opnåelige som mulige, så findes der timer og dage, hvor vi må overgive os til det kaos, der omgiver os, for vi er selv en del af det. Vi er kaos.
Bevægelsen i et kaotisk system er til en vis grad uforudsigelig. Der findes en grad af usikkerhed, som er naturlig og som vi mennesker har svært ved at overgive os til. Vi vil gerne vide. Læne os op af noget håndgribeligt og mens vi svæver som en fugl uden vinger gennem timer, dage eller uger, søger vi med lys, lygte og panik efter noget at holde fast i. Et pejlemærke. Noget synligt i horisonten, noget vi kan se og røre og allerhelst kan klynge os til, mens forandringens vinde tager os med på en rutsjebanetur, vi ikke kan mindes at have stået i kø og købt billet til.

Når jeg ser tilbage på det sidste års rejse, ser jeg mig selv som en fugl, hvis bur pludselig er blevet åbnet. Nogen lod lågen stå på klem. En tidlig morgen opdagede jeg til min fryd og rædsel, at døren til mit bur ikke længere var låst. Jeg ænsede en duft af frisk luft, en slags særlig sødme, som på samme tid dragede mig og gjorde mig rædselsslagen. Jeg skal ud, det vidste jeg, ingen tvivl om at jeg måtte udnytte den åbne dør og følge dufte af frisk luft og forandring. Mens jeg havde siddet i mit bur, på min velkendte pind med den forudsigelige udsigt, som jeg holdt så meget af, men som jeg alligevel til tider irriterede mig over, havde jeg gjort mig tanker om, hvad der skulle ske, når jeg hoppede fra min pind og over på kanten til friheden. Jeg havde drømme. Gode drømme. Jeg ville noget andet med mit liv. Noget mere ægte. Jeg ville finde min sandhed og jeg ville følge mit hjerte. Endelig afprøve de vinger, som vi alle har fået, men som for mange af os for evigt bliver gemt bag et låg af længsel.
En dag hoppede jeg. Jeg havde taget mange tanketilløb, men selvom gode tanker er vigtige og har en mægtig kraft, skal de på et tidspunkt kombineres med handling for at kunne skabe magi. Det er en slags alkymi. Tanke, handling, sætte noget nyt i bevægelse. Flyve. Kan jeg flyve? Og hvor skal jeg flyve hen, når jeg først har forladt mit ellers så fine bur med de nydelige vinduer og døre, jeg kunne gemme mig bag? Bare tanken tog vejret fra mig.

Men jeg fløj. For det kunne jeg faktisk. Bare sådan. Jeg skulle ikke engang tænke over det, jeg opdagede, at det faldt mig helt naturligt. Og hvor var udsigten dog smuk højt oppe under skyerne. Dernede på jorden så jeg mit lille bur. Nu var det bare en lille ubetydelig prik.  Jeg fløj længere væk, opdagede nye landskaber og hilste på spændende skyformationer. Jeg nikkede til andre fugle og undervejs fløj vi lidt i flok. Så skiltes vores veje og jeg var igen alene. Stadig på en slags himmelrejse.
Der var tidspunkter, hvor jeg tvang mig selv til at lande, fordi jeg fik højdeskræk og lod mig stresse af alt det kaos, der pludselig omgav mig. Men når jeg ser tilbage, var det netop i det kaos, at den største og vigtigste forandring fandt sted. I de øjeblikke, hvor jeg overgav mig og bare svævede, skete der mere, end når jeg forsøgte at styre min imaginære jumbojet gennem skyer og lande på kendte kontinenter. Jeg ville så gerne forklare, når nogen spurgte, fortælle, hvad jeg ville, hvor jeg var på vej hen, give nøjagtige skildringer af vejen og de drømme, der først lige var ved at blive til mere end bare tankespind.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se mig selv forsøge at tegne og tilrettelægge, fordi jeg følte mig uendelig sårbar og udsat i kaos. Også selvom det var lige dér, at jeg fik skrevet og skabt de mest spændende sætninger, kapitler og i det hele taget. Men det var et ukendt land, stedet, hvor jeg ikke kunne sige nøjagtigt hvem jeg var og hvorfor jeg befandt mig lige der.
At turde svæve, tænker jeg i dag, denne smukke september morgen, det er noget af det vigtigste, når man tager på en rejse som min. At turde overgive sig til dagen og vejen, den dugvåde morgen, det ukendte. At turde svæve og ikke hele tiden ville kontrollere. Jeg er på vej. Det er faktisk nok.

Undervejs bliver du mødt med både nysgerrige, kritiske og til tider lettere hånlige spørgsmål. Men fat mod! For de spørgsmål handler slet ikke om dig, men om den, der spørger! Hvor er du på vej hen, vil alle vide. Forklar. Sæt dig mål. Gør dem håndgribelige og gå efter guldet. Nu. Ikke vente. Og jeg lod mig forføre af den utålmodighed, der faktisk er en slags modstand. Jeg satte ord på. Jeg vil sådan og sådan. Og naturligvis var der en stor portion drømmesandhed i det, jeg fik formuleret, men den største sandhed var, at jeg ikke var parat. Endnu. Jeg var et frø, der endnu skulle ligge i den sorte muld, i mørket og uvisheden og blive til en spire.
I skrivende stund er mit bedste råd til mig selv og andre gode drømme på vej mod nye horisonter følgende: Lær dig selv at turde svæve. Det er vigtigt. Lad være med at lade dig stresse af andres tilsyneladende gode intentioner og spørgsmål. Lad dig udfordre, når du er parat, men der er tidspunkter i processen, hvor du udelukkende skal stole på din egen intuition og din evne til at give slip. Du vil vide, når du er parat til at sætte egentlige mål. Du vil mærke, når det mål, du sætter dig, er et hjertemål og ikke bare et håb om at bestige et slags Mount Everest bare fordi. Det vil være som at tisse i bukserne for at holde varme. Når du når toppen, vil du nyde udsigten, føle dig sej og uovervindelig, du vil fejre dig selv, måske prale lidt, nyde at du gjorde det og … Hvad så? Inden længe vil du se dig om efter et nyt Mount Everest, en bjergtinde, som ligger lidt højere. For der mangler stadig noget. Den indre længsel har fulgt med hele vejen, som en trofast hund har den vandret i dine fodspor og bare ventet på, at du gjorde holdt og virkelig mærkede efter.

Så svæv, når du mærker forandringens vinde. Nyd det kaos, der omgiver dig, hvis det overhovedet er muligt. Vid, at i netop det kaos finder den største udvikling sted. Og det er helt fint ikke altid at vide. Det er faktisk en slags usynlig lov. Svæv. Mærk vinden under vingerne, suset af forandring, synet af kaos. Fragmenter. Et puslespil spredt for alle vinde.
Dit liv. Dine muligheder. Din svævetur.

tirsdag den 11. september 2012

Og så efterår


Vi tog af sted sidst på eftermiddagen, veninden og jeg. Det var en af de dage i september, hvor man vipper tilbage i sommer. Solen havde skinnet varmt og venligt hele dagen. Det var en slags retrodag og egentlig svært at navigere. Jeg forsøgte at samle tankerne om mine opgaver, planerne for vejen videre blinkede på skærmen, men jeg var rastløs som en tikkende bombe. Ude, inde, hvad skal jeg vælge? Og det overhovedet at have et valg er en luksus, det ved jeg, men min luksus i går bestod i ikke at træffe nogen beslutning. Jeg dansede frem og tilbage som tungen på en vægtskål, vippede fra sommer til efterår og fra en slags ferietilstand, der ikke længere var og ind i efterårets arbejdsglæde og lyst til at åbne nye døre.
Og lyset er helt specielt i september. Har du lagt mærke til det? Igen denne blanding af årstider, der mødes. Dugvåd overgang, forsigtig balanceren mellem det, der var og det, der skal komme. Men når nuet findes på en tynd line spændt ud mellem tagrygge over et uendeligt landskab i forandring, må man træde varsomt. Være helt stille. Lade være med at gøre andet end at holde balancen og trække vejret med forsigtighed og glæde. Unde sig selv denne væren uden at handle, selvom man ved, at man meget snart skal balancere mellem hårfin skaberkraft, kreativitet og praktikerværen.

Når tiden er inde. Snart. Danse i tomrummet. Slippe utålmodighedens modstandslignende energi, give slip og alligevel ikke falde. Svæve. Som en fugl. Opdage at man har vinger og at der en grund. Som ikke bare er en afgrund. Svæve. Flyve.
Vi tog af sted sidst på eftermiddagen, veninden og jeg. Vi kørte til havet, det sted, som vi før har besøgt sammen og som ligger perfekt til en aftenudflugt. Ikke for langt, men alligevel langt til at man får følelsen af at foretage en slags rejse. En café, et godt måltid, god snak og udsigt til havet udenfor døren. Bølger og uendelig horisont, der hvor himmel og hav mødes.

Da vi havde spist og var klar til en tur på stranden, mødte tusmørket os i cafedøren. Allerede, tænkte jeg og trådte så gennem en usynlig dør og direkte ind i efteråret. Jeg mærkede en forsigtig prikken i huden, sjælen sukkede og i det sekund vidste jeg, at jeg var kommet ud på den anden side. Jeg svøbte tørklædet om halsen og var klar. Lettet.
Så gik vi langs stranden, fangede øjeblikke med både hjerte, sjæl og kameralinse. Vi sagde ikke så meget, vimsede lidt rundt hver for sig og lod os opsluge af havets vidunderlige maleri og tusmørkekys. Vi opdagede, at vores elskede pandekagehus havde lukkede skodder og døre og der duftede ikke længere af boghvedemel i bageform, men af skumsprøjt og efterår.

Det blev mørkere. Gadelamperne blev tændt. Dem havde jeg ikke lagt mærke til før. Lyset var drømmeagtigt blåt.

Så smukt, tænkte jeg, at være kommet gennem slugten til efterår, selvom det gjorde ubeskriveligt ondt at være strandet i overgangen. Som en knop, der er ved at briste. En larve i sin puppe, der skal ud og blive til sommerfugl. Ulidelighed. Passage. Og så efterår.

mandag den 10. september 2012

I dette øjeblik


 
Jeg vil blive i dette øjeblik,
hvor alt er perfekt.
Standse tiden og svøbe
mig i den den dugvåde septembermorgen.
Alt giver mening.
Alt ånder fred.
Et følsomt og hårfint balancepunkt.
Som en silketråd,
der har vævet dette sekund.

lørdag den 8. september 2012

Lørdagslykke


Min søvn forsvandt midt i nat og det var ikke engang fuldmåne. Jeg stod op og så fra soveværelsesvinduet en lysende stjerne, større og mere iøjnefaldende end de andre fine stjerner. Jeg er din, hviskede den. Godt du så mig. Vid, at jeg altid er der, findes, men det er kun i mørket, at du kan se mig. Når du har allermest brug for det.

Og det var mørkt. Dog faldt et sært lys gennem de støvende vinduer og ramte klædeskabet. Det tegnede med lys og skygge på gulv og skabslåger, det malede en lille nattehistorie om gode skibe på usikker færd og om stjerner, der lyser, så gode sømænd og kvinder kan finde vej. For det er normalt og forventeligt at komme på usikker kurs. Det er en del af rejsen.

Jeg læste historien og jeg så på stjernen. Og jeg fandt ro tilbage i mit skib, bølgerne var knap så kraftige mere.

Heldigvis er der en stille lørdag i farvandet, tænkte jeg, da morgenen kom sejlende imod mig som en slags kystvagt. Kæresten skulle i marken, han pløjer og sår, sådan som det hører september og efteråret til. Han er en slags sømand på landjord. Jeg besluttede mig på stedet for, at denne lørdag skal være en slags ankerplads for gode drømme. Det er tilladt at slappe helt af og gøre lige netop det, man vil og har lyst til. Ikke mindst ingenting.

Kun én forpligtelse havde jeg. Jeg skulle en tur i Irma og finde noget godt kød til aftenens middag, for kæresten og jeg har besluttet at vi trænger til et fælles aftensmåltid og lidt kvalitetstid. Det er ikke så meget, vi har set til hinanden på det seneste. Brudstykker mellem høst, rejser og gøremål.

Da jeg stod ud af bilen og gik over til butikken, var jeg glad for at jeg var kommet af sted. For udenfor i store kasser lå de smukkeste, velduftende æbler dette efterår endnu har set. Danske æbler! Jeg følte en stille fryd rejse sig i mit indre ved synet og duften og jeg tog straks et af de små æbler i min hånd og førte det op til næsen. Lukkede øjnene. Snusede. Og med et forstod jeg det. Igen.

Lykken findes i de små ting. I øjeblikket. I uventede stunder, hvor man overraskes af et smukt syn, noget forunderligt, velduftende og imødekommende. Som et dansk æble. Den fine kombination af surt og sødt, sprødheden, der ikke er for voldsom og smagen, der er gennemtrængende vidunderlig.

Selvom vi allerede havde æbler derhjemme, udvalgte jeg mig seks fra de bugnende kasser, puttede dem i en pose og følte mig rig. Jeg har allerede spist et af æblerne. Det var saftigt, syndigt og forbavsende godt. Lige hvad jeg trængte til. Lørdagslykke!

fredag den 7. september 2012

På kanten af Europa og efteråret


For en uge siden vandrede jeg i Chanias gader og mærkede solens stråler på huden. Den faldt ned gennem hustagene og fandt vej til små gader med huse klemt ind mellem hinanden. Der var lys og skygge og en duft af grillet fisk og krydderurter. Der var mennesker, lyde og stemmer. Og helt nede ved kajen blandede havet sine toner med byens liv, bølgerne slog ind mod de store sten og havnefronten. Lystbådene vuggede i solen og spejlede sig i turkis. Det var en særlig sang. Turister. Tavernaer. Tid.
Hvordan mon der er midt på vinteren, tænkte jeg. Hvor koldt bliver det? Og lukker alle de mange restauranter og tavernaer deres døre, når den sidste turist har sat sig ind i flyet og forladt den sommerkaotiske lufthavn? Hvad laver de lokale, når de ikke forsøger at hverve kunder på havnekajen? Hvad taler de om, når mørket og vinteren lukker sine håndflader om deres lille by og havet ikke længere har samme turkisblå farve? Nyder de stilheden og den kølighed, der kommer med skyerne? Ligger fyrtårnet badet i vinterdis og er farven en helt anden, når vinteren tager bolig i Europa og kræver sin mænd og kvinder? Forsvinder den muntre, lette sommerstemning og tonerne af ulidelig lethed? Bliver de lokale også en smule melankolske, tænkende og drømmende og synes de det er trist, at restauranterne nu ligger øde hen bag skodder, lås og slå?

Jeg legede med tanken om at blive og finde arbejde på en taverna. Et simpelt liv som lyshåret tjener. En af dem, der spottede de skandinaviske gæster og kunne tale med dem på deres sprog. Men nej, jeg ville lære græsk og måske ville jeg farve mit hår mørkt og lade som om jeg ikke forstod de nordiske sprog. Så kunne jeg lytte og opfange brudstykker af samtaler. Bruge det som inspiration og dialog til kommende historier. Det var en behagelig tanke. Der var noget afslappet over stemningen, der var tid nok og selv i travlheden synes der at opstå luftbobler af dvæletid. Eftertanke. En slags munter leg med livet og mulighederne. Et perfekt sted at blive inspireret, opfange, skabe og bare være.
Måske var det tidspunktet? Og stedet? For på kanten af Europa og efteråret emmede det af uudtalte længsler og mennesker, der følte dem.

Der er noget med udkanter. Grænser. Overgange. De steder, hvor man kun skal tage få skridt før forandringen for alvor får fat og der ikke længere er nogen vej tilbage. Hvor man pludselig er på vej mod Afrika og kyster, man aldrig før har besøgt og egentlig heller havde intentioner om besøge. Det sker bare. Man drages. En stemning, en duft, noget uforløst et sted i maven eller hjertet, tager en på rejse. Så opdager man, at man ikke længere er hverken der, hvor man var eller den man var. Forandringen kærtegner og udover vold på samme tid. En slags massage foretaget med stavblender.
Men så vi tager hjem. Os turister. For vi skal hjem til hverdagen og det liv, vi har forladt. Måske drømte vi, da vi så fyrtårnet i det turkisblå vandmaleri og måske håbede vi, at noget ville blive anderledes. Måske søsatte vi vores længsler, da vi satte os på kajkanten og stak de bare fødder ud over vandet. Vi mærkede skumsprøjtet under fodsålerne, en kildrende fornemmelse af utæmmet lyst, men vi trak benene til os og lod os suge tilbage til menneskemængden og tjenerne, der råbte om souvlaki, calamari og andre lokale lækkerier.  

Det er bare et kort sekund og dog en evighed. Den lyst. Den vildskab. Den følelse, der opstår, når himmel møder hav og sjælen spejler sine længsler og drømme i det blå ocean. Sandet mellem tæerne, solen på huden, duftene, blødheden. Hvorfor forlader vi den? Hvorfor vender vi det ryggen og går tilbage, hvor vi kom fra? Og gør vi egentlig det? Eller sker der noget, når vi ser på fyrtårnet og føler alt det forbudte, vi har fortrængt og altid vil længes efter i hemmelighed?
Er det for sent at gå tilbage i det sekund, hvor blikket rammer horisonten og følelsen af eventyr rejser sig som bølgerne mod havnekajen? Eller er det bare mig?

onsdag den 5. september 2012

Jeg er dér endnu


Tiden gik og nu er hun tilbage. Mig. Her sidder jeg med min kaffe, en smule følelsesmæssig forslået, lidt ondt i halsen og småsnottet, hjemvendt fra Kreta med sjælen i behold og drømmen endnu stærkere og mere krævende. Jeg forstod det, mens jeg sad på en taverna med min formiddagskaffe og spejdede ud i det turkisblå ocean. Det velkendte fyrtårn knejsede stolt på kanten af det sted, hvor Europa møder andre kontinenter. Det sidste sydlige stop inden vejen går videre.

Og jeg var et skib. Et skib gjort af kød og blod, en kvinde med kaffe og med hovedet fuld af følelser og ord. Ord, der ikke kunne skrives lige der, men som svøbte sig som silkesnore et sted i hendes indre. En kvinde, som blev opfyldt af et betragte, se livet gå forbi, mærke stemninger og følelser. Og der, midt i menneskevrimlen, på tavernaen med turkisblå udsigt, fyrtårn og vandveje videre, forstod hun, hvem hun virkelig var. Hun mødte sig selv, så kvinden med det lyse hår og kaffekoppen, kiggede på sig selv med både forundring og beundring og en følelse af genkendelse og hjemkomst, der var stærk og højst uventet.

Hun blev rørt. Berørt. Og takkede Gud for, at hun havde solbriller på, så ingen så tårerne, der piplede frem i øjenkrogen og fyldte hjertet med en sær taknemmelighed. Sorg og glæde tog hinanden i hænderne og dansede en vals. Snurrede forbi på kajen foran bordene, hvirvlede rundt i luften og forsvandt i bølgerne, der skvulpede mod stenene. Er det mig? Hende ved bordet med kaffen, ordene i hovedet, de stærke følelser og sløret blik rettet mod det fyrtårn, der pludselig var blevet hendes helt personlige symbol. Dér, nederst i Europa. Langt hjemmefra og alligevel aldrig tættere på.

Nu er der virkelig ingen vej tilbage. Det forstod hun. Så græd hun lidt mere. Gav det skarpe sollys skylden og pudsede næse, for hun havde sovet i et værelse med aircondition og så bliver man naturligvis snottet. Ha! Hun smilede også. Det var forunderlige øjeblikke. Tiden stod stille, hun gik ind i sig selv, helt ind og vidste med et, at der ikke findes andet. Jeg har fundet mit sted, det vidste hun og tænkte det så højt, at hun var sikker på nogen havde hørt hende. Og det sted er alle vegne. Det findes på kanten til Europa og Afrika, det bor i fyrtårnet, det danser med vinden og skvulper med bølgerne.

Jeg sidder stadig på tavernaen. Jeg betragter fyrtårnet, spejder ud i det turkisblå vandmaleri og forstår, at jeg aldrig kan gå tilbage. Jeg kender ikke vejen frem, jeg aner ikke om mit skib kan holde vand og om sejlene er stærke nok til vinden, men jeg er nødt til at forsøge.

Kaffen er næsten drukket. Tjeneren kredser i nærheden af mit bord, jeg kan blot løfte blikket, selv bag solbriller vil han kunne se, at jeg ønsker endnu en kop kaffe og et stykke med evighed. Jeg har ingen lyst til at rejse mig og forlade det sted, jeg har fundet.

Men jeg gik. Betalte og forsvandt som alle de andre turister, der slentrede langs kajen.

Jeg aner ikke, hvordan det går til, men jeg er dér endnu.

mandag den 3. september 2012

Fyrtårn

 Fra de varme vinde på Kreta blev jeg båret gennem natten og luftrummet, månen, skyerne og landede i København midt på natten. Det gik næsten for hurtigt, ferien, de lune dage, afskeden med sommeren. Jeg forsøgte at være til stede, drikke af nuet som blide dråber, slukke tørsten uden at være grådig. Jeg lod varmen indtage krop og sjæl, vandrede i Chanias gader og langs stranden på gyldent sand med bølgerne som følge. Turkis, blå, himmel, hav. En evighed så skrøbelig, at den kunne briste hvert øjeblik. Og dagen kom, da vi skulle tage afsked med Kreta, bussen kom med mørket, lyden af dens motor brød chikanernes skingre aftenmusik.
Det sluttede, da jeg tog det første trin op i bussen. Brat. Lyden af stemmer brød illusionen.  Stemmer fortalte om ferien, deres, ophidsede, leende, højt. For højt. Jeg havde lyst til at pakke mine egne oplevelser ind i det plastik, man får til skrøbelige genstande. Plastik med små luftbobler, der sprænges med et smæld, når man trykker på dem. Jeg forsøgte at lukke stemmerne ude, lod blikket hvile i det velgørende fløjsmørke, jeg nu blot kunne betragte gennem støvende busvinduer. Bussen fragtede os gennem aftenlys ud til lufthavnen, et sandt kaos af kufferter med mennesker i den anden ende. Lyde. Opbrud. Ferier, der var forbi.

Jeg nåede lige at gribe ud efter den. Ferien. Pausen. Det øjeblik, hvor den turkisblå farve trænger helt ind i sjælen og der ikke findes andet. Mit notatbog forblev tom bortset fra enkelte linjer. Jeg var ikke parat til at sætte faste ord på. De skulle have lov at svømme, boltre sig bølgerne, turkis, grønne, blå. De var fri. Lykkelige i øjeblikke af bølgeskvulp. Jeg betragtede. Andre. Mig selv. Siddende på en taverna i skyggen, lyttende, observerende.
På kanten til efteråret dansede jeg med solen som en svale tæt på havets overflade. Jeg behøver ikke mere end dette, tænkte jeg. Jeg mødte mig selv og så for første gang, hvem jeg egentlig er. Hvad der falder mig naturligt. Denne betragten, denne nysgerrighed, lyst til at forstå, sætte ord på, se de mennesker, der går forbi, mærke, hvad de mærker, når de står med ansigterne vendt mod havet og spejder mod fjerne himmelstrøg. Forbi fyrtårnet og videre mod afrikanske kyster.

Fyrtårnet om dagen midt i det turkisblå ocean. Fyrtårnet om aftenen, når mørket havde sænket sig. Fyrtårnet i fuldmånens søjler af sølvlys. Tændt. Slukket. Lys. Mørke.
Jeg har taget det med mig hjem, fyrtårnet, for man er nødt til at have et pejlemærke. Sit eget fyrtårn. Et lys, man kan gå efter. Sejle. Svømme. Mærke. Finde ud og finde hjem.