torsdag den 23. august 2012

Græske notater


Jeg holder en lille blogpause. Om to dage går turen til Kreta. En uge i græsk sol, slukket telefon og ingen PC. Bade, nyde, vandre, spise, læse.
Og skrive. Jeg medbringer en tom notesbog og en god kuglepen. I den skal de græske indtryk nedfældes i det omfang, jeg føler for det. Opstår der små digte eller vrøvlevers, skal de have en side eller to i bogen. Ideer, tanker og billeder malet i ord. Alt og ingenting, som det må dukke op. Eller ej.

Jeg glæder mig til gensyn med Grækenland, som altid har haft en stor plads i mit hjerte. Og jeg glæder mig til at komme tilbage og genoptage skriverierne her på Poetiske Paradokser.
Indtil da, nyd dine dage, øjeblikke og gør det bedste, du kan.

mandag den 20. august 2012

Hjertelige ferietanker


Der dufter af kaffe. Der dufter af ferie. Og det er varmt, jeg har fået det, som jeg ønskede. Morgenen er ny og ferien er lige startet.
Den skal nydes til sidste dråbe. Ferien. De gode øjeblikke skal samles som perler på en snor. Jeg tillader ikke mig selv at tænke dårlige tanker om noget som helst, hver eneste tanke, der opstår, bliver badet i en speciel kærlighedsblanding af lyst og leg. Den forvandles. Livet er et eventyr, siger Augusta og hun er hverken til at hugge og stikke i, hvad det angår. Ryster på hovedet, hvis jeg overhovedet begynder at tvivle på det. Og tvivlen er jo bare en gammel vane. Inderst inde tror jeg på det. Ved det.

I disse dage er huset for enden af markvejen ikke blot et hus med et gæsteværelse, som månederne nu tilsyneladende har tænkt sig at indtage. De kommer og går som året skrider frem. En dans af variation, fornyelse og forandring. Nej, huset fungerer nu også som en slags hundepension, for vi passer en 8 måneder gammel labradorpige ved navn Soya. Der er liv og glade hundedage i hus og have. Kun gamle Josie ligger i skyggen på trappen med et ene øje på klem og betragter begivenhederne med en anstændig afstand. Engang var det mig, der legede med jord og gravede huller, tænker hun og smiler lidt ved tanken. Sukker. Nu nyder jeg at ligge her i skyggen og holde lidt øje. Glæde mig over livet, udsigten til en lille gåtur senere og aftensmad. Og hun følger lidt med mig rundt, vi taler om livet og om at blive ældre. Den gule sol vil altid være i mit hjerte.
Kæresten høster på livet løs. Vejret er ideelt og det bliver sent. Det var langt ud på natten, da jeg hørte bilen i gruset udenfor og så lyskeglerne mod vinduet. Jeg stod op og betragtede nattehimlen. Fuld af stjerner, små blinkende lys som dioder af håb. Og mørket, spørger du måske, hvad med mørket? Jo ser du, det er kun i mørket at man kan se stjernerne.

Hvis jeg skal drage en konklusion på min rejse, tegne en lille streg her, hvor jeg nu er kommet til, må det være, at livet er ligeså paradoksalt vidunderligt og skrøbeligt som jeg anede. Efterhånden som jeg bliver klogere, eller måske bare mere vis, forstår jeg, at det, jeg troede var min svaghed, i virkeligheden er min styrke. Jo stærkere jeg bliver, desto mere sårbar bliver jeg. Jo dybere jeg søger, desto højere kan jeg flyve.
Det som synes svagest og mest usikkert i jer, er det stærkeste og mest beslutsomme, siger Profeten i Kahlil Gibrans fortælling. Jeg siger amen. Og ønsker dig en dejlig solskinsdag.

fredag den 17. august 2012

Uvishedens perle


Det findes ikke uden. Livet. Usikkerheden er en del af eventyret. På det seneste er jeg stødt på begrebet i forskellige sammenhænge og desuden er emnet kommet op, når jeg har talt eller korresponderet med gode veninder. Kvinder, der som jeg, forsøger at følge hjertet og danse til den musik, der strømmer ud fra et sted indeni. En sang, der har været skjult i årevis og pludselig vil frem og synges. En melodi, man kender og som er blød som en vuggevise, blidt som et sommerfuglekys og stærkere end noget, man nogensinde har oplevet. Når man hører den, så findes der ingen anden vej. Alt andet er en kopi, en forvrænget afspejling af noget langt større og smukkere. Og alligevel har denne skønne sang en trofast ledsager. Toneart. Usikkerheden.
Sandheden er, at man aldrig slipper for usikkerheden. Uvisheden. Ikke at vide er en del af eventyret, selvom det samtidig gør noget ved os. Det gør os bange.

Jeg hørte mig selv sige til min veninde, at vi må lære at leve med uvisheden. Lære at elske den. For det gør vi i grunden allerede. I usikkerheden og uvisheden ligger der nemlig muligheder. Alt kan ske. Man opdager ikke et nyt land eller et nyt kontinent, med mindre man tør miste kysten af syne. Og derude på havet er der bølgegang.  Til tider raser orkanen og man tror, man bliver opslugt af en kæmpemæssig bølge og forevigt vil være en del af havets fødekæde. Farvel. Indtil man opdager, at bølgen er opstået i ens egne tanker, krop og sind. Frygtens vibrationer er så stærke, at hele havet kommer i oprør.
Skønt vi har potentialerne til at opleve sommerfuglens frihed, foretrækker vi af mystiske årsager egoets lille frygtsomme kokon, skriver Pema Chödrön i en af sine bøger. Vi bliver i vores lille bekvemme bur, hvis mure er gjort af frygt. Vi bliver dér, fordi vi kender det og fordi vi har bildt os ind, at det er trygt. Godt. Velkendt og forudsigeligt. Og vi undlader at spørge os selv, om vi er tilfredse med det. Vi pakker den gode sang ind i papir og lægger den nederst i sjælens skattekiste. Jeg tør ikke synge dig, siger vi med gråd i stemmen, men vi tørrer trodsigt vores tårer, lukker kistelåget og forsøger at glemme. Så pynter vi vores bur med smukke blomster og bilder os ind, at vi er lykkelige. At vi er dér, hvor vi skal være. At det er livet.

Når jeg bliver bange og mit sjæleskib ender i kaotisk bølgegang, så tænker jeg på Pemas ord og mit lille bur. Jeg læser ordene, smager på dem og mærker dem helt ind i hjertet. Så spørger jeg mig selv, om jeg er tilfreds med at blive i mit bur. Eller om jeg er villig til at miste kysten af syne og begive mig ud på den rejse, jeg udmærket ved, at jeg skal foretage. Og som jeg allerede er midt i. Hjælp! Hvor er kysten? Tør du, spørger jeg mig selv og jeg nikker trodsigt. Selvfølgelig gør jeg det!
Så lyver jeg og ved ikke længere, hvad der er løgn og hvad der er sandhed. Indtil jeg kan mærke, at jeg slet ikke tør blive i buret. Det gør ondt at være dér og det gør ondt at begive sig ud. Der ligger en stor sorg i afskeden. For vist gør det ondt, når knopper brister!

Men hvem vil ikke gerne være sommerfugl? Eller en smuk lotusblomst? Folde sig ud og opdage et væld af underskønne kronblade?
Når vi siger ja til vores sang, siger vi også ja til usikkerhed og uvished. Vi accepterer. Og i acceptens favn bliver denne tilsyneladende frygtsomme rejse til en lille perle.

Lad ingen vægt veje de ukendte skatte. 
 -Kahlil Gibran "Profeten"
-

torsdag den 16. august 2012

Dansende diva


Jeg kan godt lide hende. Augusta. Hvordan kan jeg andet? Sommerens sidste måned, dansende på kanten til forandring, noget andet. Hun er en linedanser af frodighed. Balancerer. Og her til morgen var hun tidligt oppe, svøbt i dis og tankefuld tåge. Hun satte kaffe over, sørgede for, at duften sneg sig op af trappen og gennem nøglehullet, ramte mine næsebor og fik mig ud af sengen. Jeg gik over og trak persiennen op. Landskabet lå badet i tågedis.
Det var et smukt syn. Fuglene var næsten stille. Alle holdt vejret, en ny morgen ventede i kulissen, en prima donna og et skuespil, som anmelderne har sagt så meget godt om. Hun er en diva. En sand mester. Og forventningerne gjorde os tavse. Anspændte. I kontrastfyldte sekunder ønskede vi, at tæppet måtte forblive nede, men samtidig krævede vi forløsning. Spænding. Sitren i kroppen. Jeg holder det ikke ud! Hiv så det tæppe op, lad os se hende, lad hende forføre os og fortælle os, at alting bliver godt til sidst. At der er en mening med alt dette. Ventetiden. Tomrummet. Alt det, jeg mærker og ikke kan sætte ord på. Og dog. Jeg vil forsøge!

Nu er tæppet gået op. Den dansende diva er i fuld gang med sit mesterlige skuespil. Disen er forsvundet, men små våde rester ligger som perler over landskabet. En brise rasler i træerne. Fuglene synger. Forsigtigt. Alle kan mærke, at sommeren går på hæld. Lyset er anderledes. Lugten. Og alligevel er den her lige nu i al sin pragt. Sensommeren. Augusta nikker. Smiler. Den er som hende. En kvinde i sin bedste alder. På grænsen til at være overmoden og dog. Der er noget pirrende ved hende, denne flirten med overgangen og det, der vil forgå.

Selv danser jeg på kanten til ferie. Jeg har udsigt til en uge på Kreta. Men først en uge i høstens tegn. Landmanden, kæresten og co. er i fuld gang og det går over al forventning. Tak. I dag skal jeg lave mad til hele holdet og det glæder jeg mig til. Faktisk. Jeg må i sandhed erkende, at jeg er begyndt at følges med de skridt, årstiderne tager. Jeg kender ikke alle dansetrin, jeg snubler, falder, men jeg rejser mig igen og mærker, at alting venter på mig.

Kom med. Videre.
Tag det gode med, det, du kan bruge, det, du mærker i hjertet
og det, du tror på.
Livet. Eventyret. Gør det, du er skabt til.
Det, du brænder for. Det, du ved. Vi ved.
Trylleformlen er så enkel, at ingen forstår, at det virkelig kan være sådan.
Det handler blot om, at du tror på det. Dig. Ja.
Helt ind i hjertet. Sjælen.
Mærker det.
Lever det.
Kom.



tirsdag den 14. august 2012

Den mærkeligste tid ...


Jeg tøver lidt, mens jeg sidder med det tomme ark foran mig. Udenfor blæser det op og sommeren går på hæld. De sidste dråber skal nydes som god vin. Selv har jeg ferie fra fredag og i to uger. Det bliver en slags afslutning på sommeren og vil samtidig være enden på et kapitel i min historie.
Alle slutninger er nye begyndelser. På et tidspunkt må man gøre status og huske på alle de gode ting, man har lært i den forgangne tid. Jeg har lavet mig positiv statusliste og har remset alt det glædelige op, jeg har lært og erfaret.

Jeg har været nødt til at ændre fokus. Jeg har valgt at have fokus på alt det glædelige, der er sket midt i en tid, som faktisk har været svær for mig. Overgangsalderen og dens hormonhav slår til tider benene væk under mig som bølger i frodigt ocean. Store eksistentielle tanker gør deres indtog og jeg har føler mig som en skibbruden gjort af drivtømmer og sorg.

Det er svært at beskrive, hvad der egentlig sker, men i de sidste måneder har jeg oplevet en sær, skrøbelig og i grunden vidunderlig skildring af livet, når man er nået et stykke ud af vejen. Og er kvinde. Som i mit tilfælde. Jeg har oplevet, hvordan sorg og glæde snor sig om hinanden som to elskende, uadskillelige og krævende i deres begær. Jeg har mærket, hvordan latteren ligger helt tæt på gråden og hvordan sårbarheden kan forvandles i et splitsekund og blive til styrke.

Der har været tidspunkter, hvor jeg måtte kapitulere. Og i modsætning til tidligere har jeg ikke kæmpet imod. Jeg måtte sætte mig i sorgen og bare være. For i hver eneste afsked er der sorg. På dette tidspunkt i mit liv må jeg sige farvel til tidligere overbevisninger. Jeg skræller lag efter lag og alting tages op til overvejelse. Skal jeg beholde eller smide væk? Og når jeg spørger mit hjerte, får jeg svar, som ikke altid er lette at acceptere for hovedet, men eftersom hjertet er mit kompas og jeg har valgt den vej, så lytter jeg.

Så kommer sorgen. Snigende, sejlende i tågen en tidlig morgenstund, dens skib kaster anker i min krop og sjæl og jeg må sidde helt stille og mærke den. Forstå den. Acceptere den. Og lade den gå. Jeg bøjer mig forsigtigt ud over sorgens ræling og lader min tidligere trofaste følgesvend, overbevisningen, sejle af sted. Et lille skib af skrøbeligt papir, en lille båd, som i mig har været stærk og stædig. Fordi jeg troede på den. Jeg siger farvel og ser den forsvinde i tågen.

I disse dage har jeg fokus på vejen videre. Jeg samler alt det gode, jeg har lært og erfaret og jeg beslutter mig for, hvad jeg skal have med mig. Jeg indser, at jeg er min egen skaber og at dette tidspunkt i mit liv er en enestående chance for at starte forfra. Et nyt kapitel. En ny kvinde.

Dette er dog den mærkeligste tid.
Jeg barsler med en kvinde …
som er gold og dog gravid.

mandag den 13. august 2012

Læremestre og kaffekopper


’Forhindringer er læremestre’, siger Augusta og spilder lidt kaffe på sin korngule tunika. Hun smiler bare og lader pletten sidde, mens hun reflekterer over sine egne ord. Jeg nikker. Jeg er enig. Det kan være svært at tænke sådan, når man ramler ind i den ene forhindring efter den anden eller bliver ved med at møde den samme irriterende personlighed forklædt i forskellige kroppe, men det er jo sandt. Der er noget, man skal lære, noget man skal bruge for at komme videre. Det er som et slags spil. Hvis man ikke løser gåden og forstår, hvilken lektie der ligger i forhindringen, er der ingen veje, som fører til Rom. De fører bare hen til næste forhindring, som indeholder samme lektie og så fremdeles, indtil en dag der går et lys op for løberen. Aha! Så det var det, jeg skulle lære. Forstå. Mærke helt ind i sjælen, så forståelsen aldrig forsvinder igen. Og så åbner der sig pludselig en ny dør.
’Er du stødt på mange forhindringer på din vej gennem året? spørger jeg hende, min kære logerende, selveste sensommer Augusta, som vi alle kender som August. Jeg har stadig ikke fattet, hvad der bliver af mine skønne månedlige gæster, når de forlader pensionatet eller huset, som det jo egentlig bare er nu. Jeg havde ingen planer om at have pensionat igen, men det lader til, at både månederne og huset havde en anden agenda. Smilende indser jeg, at jeg ikke altid forstår at tænke mig til det allerbedste for mig selv. Jeg tror, jeg ved bedst, men der er nogen, som ved en lille smule bedre. Mit hjerte taler sit eget sprog og det er ikke kun mig, som lytter. Og nu bliver det måske lidt mystisk, men sådan er livet faktisk. Mystik på den gode måde, hvis det er sådan, man vil have det. Og det vil jeg. Eventyr, mystik, magiske formler og døre, der åbner sig, når jeg mindst af alt venter det. Åbenbaringer og forståelser, der rækker vidt og dybt og som har tråde langt tilbage i tiden. En del af noget større.

’Forhindringer? Augusta slår en skraldende latter op. ’Om! Min rejse gennem året består af en hel række forhindringer, men eftersom jeg ved, at de er til for at jeg skal lære, så ser jeg på dem som en udfordring. Først bliver jeg måske lidt slukøret, frustreret og utålmodighed, men så sætter jeg mig ned og tænker det igennem. Hvad kan du lære af denne tilsyneladende håbløse forhindring, Augusta, større end den kinesiske mur og dybere end Lake Tahoe? Så sidder jeg dér et sted på vej mod min måned og tror, at det aldrig bliver min tur igen, men pludselig forstår jeg noget, indser, hvad der ligger i lige netop den forhindring og så sker der altid noget. Jeg kommer videre! Turen går mod august, spirer bryder op af jord og asfalt og som svalerne på vej op i Europa, nærmer jeg mig mit mål. Mit midlertidige mål. For målet er jo ikke noget egentlig mål, det er blot endnu en station og sådan fortsætter det.’ Hun smiler til mig. ’Og når efteråret banker på og min afløser tripper for at komme til, følges jeg med svalerne tilbage, hvor jeg kom fra. Bortset fra at det sted ikke længere findes. Det er forandret. Jeg er forandret. Alt er nyt og så er jeg klar til at lære igen. Og leve, ikke mindst. For det er selve rejsen, det gælder, som du så udmærket ved!’
Jeg nikker. Det har jeg efterhånden lært. Rejsen. Læringen. Og hvor rejsen nu går hen, ved jeg faktisk ikke helt. Jo, noget ved jeg. Om to uger går den til Kreta, for mor og jeg har booket en afbudsrejse i stedet for vores årlige sommerhustur. Vi trænger til græsk salat af store solmodne tomater, sol og hav. Og bagefter? Fortsættelse følger, for meget er faldet på plads kun for at trævle sig selv op igen. Der er puslespilsbrikker overalt på mit bord. Og mit hoved. Men mit hjerte synger stadig samme sang og den danser jeg til.

’Ligegyldigt hvad der sker, og hvilke forhindringer, der dukker op på din vej, så kan du lære og bidrage ved at være dig selv, gøre dit bedste, søge din højeste sandhed og følge dit hjerte!’ August giver mig en krammer og forsvinder ud af køkkenet. Hendes halvtomme kaffekop står stadig på bordet. Jeg ryster på hovedet og retter mig selv.

Hendes halvfulde kaffekop står stadig på bordet …

lørdag den 11. august 2012

Høst og landsbydrama


Og så kom der sommer. Sensommer. Og sensommeren er mere blød og mere poetisk end højsommeren, som Fruen i Midten skrev det i en fin kommentar i går. Jeg kunne mærke det. Det er de helt rigtige ord. Blødheden, det modne og frodige dansende på kanten til forandringen, det andet, efteråret. Men ikke helt, der holdes igen og slappes alligevel af, luften er sprød, der lugter af korn og røg og selv stjernerne sender liflige drømmedufte i denne retning.
Dagen skal nydes. Kæresten har fødselsdag og den bedste gave, han kunne få, var dette gode høstvejr. Vi spiste morgenmad sammen og han fik sine andre gaver, men intet kan hamle op med solskin og tørvejr. En drømmegave. Så han er kørt i marken i højt humør og vi fejrer ham en anden dag. Høsten skal i hus. Livet går sin gang. Nu går det op for mig, hvor meget jeg i grunden nyder denne naturlige udvikling af året, måned for måned, jorden, afgrøderne, hvordan vejret afgør, hvornår og hvordan.  Byboen har fået landforståelse! Det er i grunden en slags grouding.

Kusinen var på besøg i går, det blev sent. Vi snakkede og hyggede. Vi har fundet hinanden i vores bedste alder, hun er syv år ældre end jeg, og da vi var børn, var hun barnepige for os, ikke en jævnaldrende legekammerat. Men nu kommer vi tættere på hinanden og snakker, som om vi ikke har bestilt andet. Og vi er jo familie. Det er noget trygt og dejligt i det ord og min kusine er en skøn kvinde!
Klokken to i nat blev vi banket op af politiet. Jeg sov, tungt. Endelig havde jeg fået fat i et dybere drømmeland og blev vugget blidt, men ordensmagten ville det anderledes! Jeg vågnede brat til lyden af høje bank på døren, det var ikke en drøm, nej, jeg vaklede ud af sengen og så både lommelygtelys og blå blink. Jeg fik kæresten op, han måtte ud og åbne. Jeg nåede både at tænke bål, brænd og det, der er værre.

De var på jagt efter undslupne banditter, sagde de. Der var stjålet en landbrugsmaskine og den vilde jagt gik gennem landsbyen. Det var ren Barneby, men knap så idyllisk at blive hevet ud af sin gode søvn på den måde. Hjertet i halsen. Men der var ingen tyve og røvere her og da politiet var kørt igen, var der heller ingen nattesøvn. Den kom først langt senere. Nu er landbrugsmaskinen fundet i en nabos indkørsel, det velkendte polititape sidder omkring den, men historien melder ikke noget om, om tyven er fanget og hvem det var.
Byboen på landet er lidt træt, men dagen er så fin, så pyt!  Jeg skal bare ud og have sol og læse min krimi. I dag vælger jeg selv min spænding og den skal være med måde og kaffe til.

God lørdag.

fredag den 10. august 2012

Sensommer


There's a crack in everything, that's where the light comes in.
- Leonard Cohen -
Jeg har rendt huset rundt med støvsugeren i hælene. Rengøring på morgenkvisten. Den slags skal jeg ikke tænke for meget over. Det er bare at gribe øjeblikket og gøre det. Og efter vi er flyttet ud i huset for enden af markvejen, er der jo alt andet lidt mere at gøre rent. Jeg fik følge af min iPod, god musik, dansede lidt rundt og vupti.
Huset. Nu nærmer vi os efteråret, vi har boet her i over et halvt år. Spørg ikke, hvor tiden bliver af. Eller sommeren for den sags skyld. Det gode vejr fik aldrig rigtig fat. Der tales stadig om højtryk og mere sommerlige dage, men herfra hvor jeg sidder, kan jeg se sorte skyer og høre rumlen i træerne. Efterårets ånde mærkes som en tung dugdyne, lugten af høst er tæt, selvom kornet ikke er helt modent endnu. Jeg har opgivet tvangstankerne om mere rigtig sommer på disse breddegrader og glæder mig over den nye tids kommen. Glæder mig til at se, hvad efterårets lys gør ved huset. Og omvendt. Det lever sin eget liv, hver eneste dag, og jeg er taknemmelig for at få lov at være her. Følge lyset gennem stuerne, høre vægge og murværk sukke, mærke tilfredsheden brede sig i hussjælen, fordi den igen har fået lov at være mere end bare ruin og murbrokker. 

Selv har jeg stor forståelse for den udvikling, huset har gennemgået. Og stadig gennemgår. Det bliver aldrig færdig. Jeg spejler mig.

Huset er klogt! 'Tag den med ro', hvisker det spillende og bruger vinden som solist, 'alting ordner sig'. Jeg ser ud på det ukrudt og de voldsomme tidsler, der har bredt sig baghaven. Ser, hvordan sandet på fra de nylagte fliser på terrassen er fløjet ind i mine smukke udelamper. Der er spindelvæv på mit cykelstyr. Flere af blomsterne i krukkerne er allerede visnet og gør klar til at dø. Fordærv. Forandring, et skridt af gangen, liv, død, åndedrag.

Jeg spejder ud i sensommeren og er ikke helt sikker på, hvor skillelinjen mellem den ene og den anden årstid vil blive trukket. Men når jeg går ved havet, og det gør jeg jævnligt i øjeblikket, kan jeg mærke høsten i vinden. En anderledes sprødhed og en rislende kulde. Bølgerne ved det. Tidevandet.
Det er godt, tænker jeg. Vi skal jo videre. August er et slags sensommer tomrum, sådan har det altid været. Jeg elsker faktisk, når mørket kommer tidligere, selvom jeg begræder de lyse nætters afsked. Jeg nyder at gå ud i aftenkøligheden og se på stjerner, når skyerne ellers tillader det. Se op, se ud og drømme. Vide, at året går sin gang, at alting er i skønneste orden og at jeg skal tillade mig selv at give slip og flyde med.

Modstand er en slags forsinkelse. Der er ingen tid at spilde. Livet er i øjeblikket, glæden findes i nuet og jeg vil mærke, at jeg lever. Glæde mig. Helt uden grund. Og dog. Sensommer.  

torsdag den 9. august 2012

Det sidste øje


Vi havde sat hinanden stævne til en dejlig eftermiddag. Kaffe i haven under hyldetræet. Næsten modne brombær på busken. Stokroser i vinddans og magiske marmorskyer i horisonten. Tre stole, tre kvinder. Det var længe siden sidst og snakken gik lystigt. Vi har ikke så meget tid, sukkede vi, for vi kunne mærke, at vi havde en del på hjerte. Ting, vi ville dele. ’Vi må putte så meget nydelse i timerne som muligt’, sagde jeg og det gjorde vi.
Da kaffen var drukket, gik vi gennem den idylliske landsby ned til havnen. Tre kvinder, to hunde og sensommerduft. Snak over hækken, menneskemøder og inspiration så tyk, at jeg kunne have sat mig ned og skrevet på stedet. Jeg fandt endda en titel til den historie, der bare må fortælles om det sted ved fjorden.

Vi nåede ned til den lille havn og hilste på de kaffedrikkende mandfolk, der sad på kajen. Eller var det øl, de hyggede sig med? Solen skinnede gennem skyerne og guldglimt ramte vandet, strakte sig mod horisonten og bredte verden ud et sted i periferien. Selv rejste vi ikke længere end til enden af bådebroen, men det skal man heller ikke kimse af. Dybe vejrtrækninger og havluft i lungerne. Masser af frisk vind med et strejf af efterår og tang. Det var et som et øjebliks vidunderlig meditation.

Så så jeg hende. En lille jolle kom nærmere og mit blik fæstnede sig. Der var noget velkendt ved den måde, hun holdt sit hoved på, håret, der flagrede i vinden og de solbrune arme, der målrettet roede mod land. Jeg blev stående og ventede til hun var helt henne ved kajen. Så tog jeg imod det reb, hun kastede op til mig og fastgjorde båden på en af de tomme pæle. Det var som om lige netop den pæl havde ventet på den jolle. Hun rejste sig i båden og vores blikke og hænder mødtes. Jeg hjalp hende op på kajen og hun faldt mig om halsen. Augusta!

Jeg blev så glad og overrasket, at jeg slet ikke havde ord. Så vi sagde ikke noget, men hun stak sin arm under min og sammen med de andre kvinder gik vi tilbage gennem landsbyen, til det hus, hvor vi nu skulle forberede et lækkert aftensmåltid. Små vegetarretter krydret med urter og kærlighed. Men inden vi gik i køkkenet, trak jeg hende til side for at være helt sikker på, at hun ikke bare var en slags overgangshallucination.

’August’, sagde jeg med grødet stemme, ’er du virkelig kommet for at blive’? Og det lød jo lidt fjollet, men sådan sagde jeg altså, for jeg kunne ikke finde på noget bedre. Jeg måtte bare vide. Et eller andet. En slags sikkerhed, der var til at føle på, noget mere stabilt end vejret og mere håndgribeligt end de vindblæste skyer.
Hun lo sin velkendte frodige latter og kastede med hovedet, så det korngule hår flagrede om ansigtet. De blå øjne søgte mine, sandheden lagde sig til rette og hendes smukke hoved nikkede ivrigt.

’Naturligvis! Ja, resten af min måned selvfølgelig. Jeg blev lidt forsinket, det må du undskylde, men vind og vejr ville det anderledes end jeg. Jeg for vild på havets bund, men kom op til overfladen og fandt så jollen. Den var ligesom jeg alene og forblæst og så rottede vi os sammen. Der er et sted, jeg bare må hen, sagde jeg til jollen og det forstod den godt. Den ville gerne hjælpe mig. Jeg skulle bare ro, så lagde den vandtæt bund til. Og resten af historien kender du. Jeg mærkede, at du ville være i Stavreby netop i eftermiddag og nu er jeg her også!

Hun gispede efter vejret, så hurtigt talte hun. Latteren lå mellem linjerne og kærtegnede hvert ord.

’Åh, hvor er det godt at se dig’, sagde jeg bare og gav hende et knus. ’Jeg glæder mig til at vise dig mine nye omgivelser og til at du flytter ind på gæsteværelset i huset for enden af markvejen’.

Så gik vi ind til de to andre gode kvinder og lavede mad. Spiste, drak og sagde gode ord. Og da dagen gik på hæld, satte vi os i bilen og kørte hjem. Efteråret fulgte med et stykke af vejen, men jeg tror jeg fik det lagt bag mig. Eller måske var det efteråret, der lavede en hasarderet overhaling på landevejen lige udenfor Haslev? Lige gyldigt hvad, så tog jeg August med hjem, redte op til hende og nu er hun har. Endelig!

Sådan kan man tage af sted og tro, at man skal have en dejlig dag og så bliver den endnu bedre, end man turde forestille sig. Hvilket minder mig om, at man aldrig kan drømme for stort. Sigt efter månen, er der en, som har sagt. Selvom du misser, vil du altid ramme en stjerne. Noget i den stil.

Nyd din augustdag!

onsdag den 8. august 2012

Kvinder og vejrguder


’Skal vi ikke tage på picnic en dag’, sagde jeg til veninden, da vi mødtes over en latte i en lokal café. Hun var netop kommet hjem fra en dejlig ferie og hverdagen bankede på. Så bliver man lidt melankolsk. Det kender jeg. Om! Hun trænger til lidt eventyr i hverdagen, tænkte jeg, og jeg trænger generelt til eventyr.
Heldigvis er det muligt at skabe sit eget eventyr. Lige dér hvor man er! Det gælder bare om at bruge sin fantasi og det, man har for hånden.

For livets formål er vel at glæde sig. Drage på eventyr. Lære. Og glæde sig ikke mindst.

’Det kan vi godt’, svarede hun og så talte vi om andre ting, som veninder nu gør. Jeg havde ikke glemt ideen om picnic, en lille tur ud en aftenstund, men havde blot skubbet den lidt foran mig, fordi vejret skubbede regn og blæst denne vej. Sommeren sejler mod efterår og dagene bliver kortere. Men august kan være så dejlig med sin stjernehimmel og lune aftenstunder i mørket. På kanten til efterår og alligevel ikke.

Og så kom der en SMS fra veninden i går. ’Er det i aften, vi skal på picnic?’, spurgte hun og jeg nikkede til tastaturet. Hvorfor ikke? Jeg kikkede ud af vinduet, vinden ruskede i træerne, skyerne sejlede over himlen og spredte regn. ’Lad os gøre det’, skrev jeg tilbage og glædede mig over den drejning, dagen tog. En impulsiv aftenplan. En tur ud i det blå. Et lille eventyr.

Picnic blev det dog ikke, vejret ville det anderledes, en storm kom ind over landet og regnen fulgte den lige i hælene. De legede muntert og højlydt, storm og regn. I mens kørte vi til Enø og fandt ly på en cafe, hvor vi i det mindste havde udsigt til havet. Der sad vi og snakkede, mens bølgerne slog mod land og vinden tudede i de svajende palmetræerne, caféen havde placeret ved bordene udenfor. Dér sad ingen. Palmerne dansede ensomt i vinden, mens de andre gæster gjorde som os. Søgte indendørs.

Vi talte om livet, om overgangen og om kvinder i deres bedste alder. På grænsen til noget nyt, akkurat som sommeren, der går på hæld. Ikke at vi er færdige med at blomstre, tværtimod, livet skal først for alvor til at begynde nu. Håber vi. Tror vi. Og man skal både tro, håbe og gå den vej, hvor glæden lyser op. Vi glædede os over hinandens gode selskab og et godt måltid og så begav os så ned på stranden for at blive blæst igennem. Himlen så to kvinder vandre i sandet, mens stormen sang en højlydt klagehymne til sommeren, der ikke blev. Bølgerne skyllede ind over land. Kvinderne så en enkelt modig mand bade i selskab med havmåger. Og solen sank i horisonten, mens et fantastisk lys malede med sine farver som på et lærred. En flygtig regnbue kom forbi og forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet.

Pandekager med råsyltet brombær blev fortæret på havnekajen, mens håret gjorde sig fri af frisuren. Bådene vippede faretruende og et dramatisk skuespil udspillede sig for vores øjne. Orange. Rød. Lilla. Blå. Der blev sunget opera mellem bådene. Tro mig, stormen har talent!  Jeg svajede i vinden som de dansende palmer foran caféen. Nu flyver jeg, tænkte jeg, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg satte mig ind i bilen og veninden og jeg kørte i retning af hjem.

Det var en god aften. En picnic, der blev til noget andet. Et lille hverdagseventyr, hvor vi holdt fast i essensen af planen. Venindeaften og god snak. Eventyr. Resten lod vi vejrguderne om. Festlige fyre!

tirsdag den 7. august 2012

Og morgenen talte til mig


Jeg vågnede tidligt. Det har været en af de nætter, hvor søvnen fragter fra havn til havn og hormonerne danser cancan på pudebetrækket. Sved på panden og andre gode steder. Jeg har besluttet mig for accept, at danse med så godt jeg kan, forsøge at ignorere i det omfang, det lader sig gøre, den slags. Så selvfølgelig er jeg ikke morgensur og tvær, fordi jeg har sovet dårligt og fordi denne fase giver mig dybe eksistentielle tanker. Sådan er det bare! Det er en del af rejsen, udbryder jeg tappert, og forsøger at betragte mig selv og det, der sker. Dømmer ikke.  Registrerer. Accepterer.
Jeg stod op før vækkeur og kæreste, satte kaffe over og gik tur med første hund ud af markvejen. Morgenen stod søvnigt og blinkede til mig fra sin himmelplads. En ny dag, en ny station. Og morgenen talte til mig. ’Hvad vælger du? At være tvær og fokusere på din træthed eller går du ud i dagen med dit tornyster på ryggen, søger efter eventyret og vender hvert blad for at finde glæden?’
Jeg skrev i min notesbog, mens jeg drak min morgenkaffe. Alene på skansen. Jeg tog mig selv i at savne Juli, siddende overfor mig med sit sommerhår og sine skriverier, hendes tilstedeværelse som et fjeld af ro. Jeg må klare mig selv, tænkte jeg og skriblede i den bog, Juli gav mig. En bog med gode ord om livet og rejsen. Påmindelser. Lektier. Ting, jeg så gerne vil huske og lære.

Og der er meget at huske på, når man rejser og tager til sig af lærdom. En ting er at læse dem. Ordene. De gode, de blide og bløde, de kloge og de vise. De smager som en vidunderlig kage gjort af glæde, men hvad når man har slugt den sidste bid? Smagen bliver hængende lidt, man kan fornemme det søde mod det syrlige og dejligheden fylder. Men snart er den bare en slags skygge, som også forsvinder. Går gennem systemet, fordøjes og kommer ud den anden vej. Og så ikke flere detaljer!

Men hvad så? Hvordan bibeholder man de gode følelser og hvordan husker man på det, man læste?

Måske vidste man det i forvejen. Måske kendte man allerede smagen af den gode vise kage og da man spiste den, opstod der en slags genkendelse. Aha! Selvfølgelig. Og man tror, at man hører det for første gang, men i virkeligheden opstår den søde genklang fordi man allerede ved det. Et sted dybt nede, derinde, helt inde i sjælen. Man er i gang med at lære, hvad man allerede ved. Man spiser en kage, man allerede har smagt. Det gælder blot om at få det frem, ud i lyset, finde det.  Og det sker ofte ved at man spejler sig. I smagen af en kage. I strålerne fra aftensolen, der synker i havet. I et kys. En andens øjne. Et smil. Et kærtegn. Gode ord og oliven sågar. Men man kan ikke plukke det på et træ i haven, selvom æblerne er ved at være modne og deres fine overflade er skinnende rød og grøn. Saftige uden tvivl. Det findes ikke. Det er bare en bid af noget, man allerede rummer. Uden at vide det. Fordi man ikke tror det.

Jeg ser på morgenen og den nikker.

’Du har forstået det. Subtilt, ganske vist, men noget begynder at dæmre. Det kaldes fremskridt. Du har al mulig grund til at være stolt af dig selv. Nuvel, kære ven, gå ud i dagen og tag eventyret med dig. Bring glæden derhen, hvor du ønsker at finde den. Og gå i kærlighed. Som dig selv.’

mandag den 6. august 2012

Genklang


Vi opfinder dybest set intet. Vi låner og genskaber. Vi afdækker og opdager. Alt er givet, som mystikerne siger. Vi skal blot åbne vores øjne og hjerter for at blive ét med det, der er.
- Henry Miller -
Jeg har tit tænkt på det. Når ord vækker genklang. Hvad er det, der sker?  Og hvorfor er det, at jeg kan læse en bog om et emne uden at det fanger mig overhovedet. Det er som om jeg blot glider på bogstavernes overflade og falder ned. De er glatte og utilgængelige. Jeg forsøger, for jeg ved at budskabet er vigtigt og noget, som jeg gerne vil læse og lære mere om. Men jeg bliver ikke lukket ind og på et tidspunkt lægger jeg lettere irriteret bogen væk. Tænker, at jeg ikke var parat. Det kommer senere.
Jeg søger videre og støder pludselig på en anden bog om samme emne. Titlen er lidt anderledes, forfatteren en anden, men budskabet er mere eller mindre det samme. Jeg liver op, læser interesseret på bagsiden og kan mærke, at jeg skal bevæge mig hen til kassen uden at tænke nærmere over det, købe bogen og gå hjem og læse den. Det gør jeg og noget sker. Inden længe åbner ordene sig og jeg glider stille ind mellem linjerne. Læser, drages, berøres. Min notesbog ligger trofast ved min side og jeg skriver flittigt noter, som jeg plejer, når noget taler til mig. Jeg får ideer, subtile tanker, men mest af alt kan jeg mærke, at noget rører mit hjerte. En dyb genklang runger i krop og sjæl. Nu er emnet tilgængeligt for mig, også i den grad, og jeg glæder mig over endelig at få sat ord på det, jeg havde behov for at der blev sat ord på.

Senere skriver jeg måske selv om emnet. Jeg er blevet inspireret, jeg har taget noter og nu ligger det og ulmer som gløderne fra et bål. Der går lidt tid, men pludselig vælter ordene frem som et kildespring. Nu har jeg gjort emnet til mit eget. Jeg har blandet det med hvem jeg er, hvad jeg ved, fornemmer og så stoler jeg på de ord, der nu pibler frem. Jeg håber i mit stille sind at andre end jeg kan få glæde af det, der nu kommer frem. Lidt forbavset ser jeg på min tekst. Hm. Hvor kom det fra? For det er som om jeg vidste noget, jeg ikke vidste. Noget, jeg bare må stole på og give videre.
Og sådan er det. Vi opfinder dybest set intet, som Henry Miller så rigtigt har sagt. Vi låner og genskaber, gør det til vores eget og hvis vi formidler det med hjertet, vil det bevæge sig, få sit eget liv og finde nye modtagere. En ny og vigtig proces sætter i gang.

Og ikke nok med at vi låner og genskaber. Det er som om vi dybest har, hvad vi har brug for, når vi lærer at stole på os selv, vores intuition og pludselig forstår, hvad det vil sige at følge hjertet. Om det handler om ord eller andre måder at udtrykke sig på, så er det som om vi besidder uanede ressourcer og visdom, når vi tør lukke op og lukke ud. Slippe fri.
Selvom alt er blevet sagt før, har vi brug for at høre det igen og igen og ikke mindst har vi brug for at høre det sagt således, at det rører netop vores hjerte. Lige dér, hvor vi befinder os nu, på rejse, på vej i livet, fuld af lyst til at lære og leve. For er det ikke det, vi har fået livet til?

Og kun du kan sige det på din måde. Og lige netop din måde at sige det på, vil åbne og berøre hjerter, der ellers ikke kunne høre det. Skabe genklang.

søndag den 5. august 2012

Dæmoner, hormoner og frisk luft


Det er sådan en søndag. En af dem, hvor morgenen kommer snigende, først med lys, siden regn. Det silede, mens vi spiste morgenmad siddende ved vinduet som tilskuere. Vi var i en slags togvogn, som ikke kørte.
Og dog. Jeg blev alligevel fragtet med og pludselig befandt jeg mig i et tordenvejr. Jeg var en tordensky fuld af ustadig energi.

Jeg er tilbage i overgangsalderens herlige hurlumhej. Efter nogle måneder med en slags pause og næsten normale kvindetilstande, er jeg tilbage på broen. Et skridt frem og to tilbage. Denne gang er jeg forberedt, tænker jeg og mærker, at jeg ikke kan forberede mig. Hormonerne slår benene væk under mig og tager humøret med på rutsjebanetur.

Accept, siger jeg forsigtigt til mig selv og håber, at jeg ikke svarer igen. Det buldrer lidt i sindet, mens det tygger på tanken. Accept. Nøglen til forandring og det eneste. Man kan ikke ændre noget, man ikke har accepteret først. Er det sådan, det er? Og nogle gange skal man blive i det, det har jeg også lært. Bare være. Mærke følelserne og lade tordenvejret drive over. For det gør tordenvejr! Og hormonerne skal vel også have deres skønhedssøvn? Jeg slukker for babyalarmen og forsøger at glemme dem. Mig selv. Tager hunden og går en hastig tur ud af landevejen. Tilbagelægger 5 kilometer og forfølges af fugtighed og tordenfluer. Ved, at dæmoner hader frisk luft, men hvad med hormoner?

Jeg leder efter August, mens vi går gennem den lille skov, det område, de lokale kalder Bankerne. Jeg er sikker på, at hun må dukke op før eller siden. Ikke at jeg har pensionat længere, men nu har både Juni og Juli boet på gæsteværelset og jeg savner at have den slags besøg. Det er som om deres blotte tilstedeværelse beroliger min sjæl. Men August er ikke at se nogen steder. Til gengæld er der masser af modne blommer på jorden og summende insekter, der forsyner sig. Hunden har fart på og jeg følger med. Det samme gør hormonerne. Vi kan da godt lide frisk luft, synger de i en nærmest drilsk tone. Gå du bare, løb, vi er lige ved siden af dig. Vi er dig.

Så slemt er det ikke, siger jeg til mig selv og drikker et stort glas vand. Det driver over, på samme måde som regnvejret og skyerne, der sejler over himlen.

Vi tager på søndagstur! Frem med bilen, ud til vandet, spise is og se på nye horisonter.

Måske får jeg øje på Augusta et sted, hvor jeg mindst af alt venter det. Og måske bliver hormonerne hjemme. Jeg drejer nøglen om, låser og lister stille af sted. Ud i søndagen.

fredag den 3. august 2012

Havet og jeg


I have seen the sea when it is stormy and wild; when it is quiet and serene;
when it is dark and moody.
And in all its moods, I see myself.
- Martin Buxbaum -

 
Vi tog på en af vores aftenture i går. Høsten lader venter på sig, kornet er ikke helt modent, så der er aftener, hvor kæresten er til rådighed. Og i går var vi heldige. Vejret var med os og derfor besluttede vi os for at tage en af hundene med. Denne gang var det Aimees tur.
Vi spiste aftensmad på en af de lokale caféer. Vi dumpede lige midt ned i sommerlandet. Gæster i shorts og letsindige sommerkjoler myldrede ud fra sommerhuse. Feriehuse. Der duftede af kød og fisk på grill, der var røg i luften, en let brise fra havet, stemmer, summen, sandaler. Der var sågar et bord til os og vi fik os et lækkert måltid. Min mad var en græsk udgave af dansk hakkebøf og kødet kom fra egen kvægavl. Salaten var en som en lille rejse. Store skiver tomat, fetaost, oliven, sprøde salatblade og krydret olivenolie. Jeg var i Grækenland. Siddende på en taverna så jeg livet gå forbi og solen falde forsigtigt mod havet. Kæresten blev, hvor han var og spiste bøf bearnaise.

Senere gik vi tur på stranden. Solen sank forsigtigt i havets skød og lyset var vidunderligt. Jeg fik sand i skoene, mellem træerne og Aimee soppede lidt. Havluften lagde kærligt en arm om mine skuldre og sammen vandrede vi i solnedgangen. Jeg vil bo ved havet, sagde jeg til kæresten, det har jeg altid ønsket mig. Han nikkede. Det var som om han forstod, lige dér i solnedgangen, selvom han mest er til frugtbare marker og muldjord. Han er ingen vandhund. Og det er Aimee egentlig heller ikke, men hun nyder at gå i vandkanten og kigge på muslingeskaller og hvad stranden ellers byder på.

Havet er min ven. Mit sted. Jeg er som en dråbe fra det mægtige ocean og vi hører sammen. Om to uger har jeg ferie og selvom det endnu ikke er bestemt, hvor turen går til, så er en ting sikkert. Jeg skal til havet!

torsdag den 2. august 2012

Giv mig lov


Jeg har en veninde, som har det svært lige nu. Den, hun elsker og har valgt at dele sit liv med, vil det anderledes. Hendes verden falder sammen. Da jeg fik det at vide, blev jeg både overrasket og ked af det på hendes vegne. Jeg kender det jo! Når kærligheden slipper op. Når der er tørke. Og når man erkender, at hverken vand eller gødning vil hjælpe. Det eneste er bruddet. Afskeden.
Jeg har selv været igennem en skilsmisse, men det er ikke det, indlægget skal handle om. Det skal handle om de havne, man kan søge ind i, når ens skib ligger med slagside og stormene raser. Når man tror, at alt håb er ude og at livet er forbi. Man ser kun horisonten gennem et sløret skær af regn og tårer.

På det tidspunkt kan man næppe sejle sit skib mod nye lande. Man har jo lyst til at blive. Tage tilbage og opdage, at alt er i skønneste orden, at det hele bare var en ond drøm. Et mareridt, man vågner op fra, badet i sved, og ser sin elskede ligge på puden ved siden af. Og man skynder sig ud af sengen for at lave kaffe og glæder sig over den nye morgen og kærligheden, der lever i bedste velgående. Eller. Selvom man har udfordringer, selvom kærligheden ikke altid er en dans på roser, så kan man få skibet på ret kurs igen. Gøre sig umage. Gøre noget anderledes, bedre, øve sig.

Men det er ikke en drøm. Man sover ikke engang. Så hvad gør man, når ens verden synker i grus og skibet tager vand ind? Hvor går man hen? Alt er tåget, uklart og så sørgeligt, at man næsten ikke kan rumme det. Og man gransker, søger i sig selv efter svar. Hvornår gik det galt, hvorfor, hvad gjorde jeg forkert, var det min skyld, er jeg ikke god nok, ikke attraktiv nok? Der kommer intet svar. Det findes ikke altid. Nogle gange tager livet og kærligheden nogle drejninger, man ikke kan forstå. Ikke når man står midt i det i hvert fald. Hvor går man hen?

Husk at du har venner. Husk at lade dem favne dig. Giv dem lov.
Jeg fandt en havn, dengang min skude sank. Jeg havde en veninde, som lagde hus og skuldre til i det omfang, jeg havde brug for det, og jeg benyttede mig ofte af det. Jeg flygtede ud af byen og jeg boede nærmest i min bil. På vejen. Frem og tilbage. Weekenderne blev tilbragt på landet, ved vandet, jeg gav mig selv en pause og lyttede til gode ord, selvom jeg ikke rigtig kunne rumme dem på det tidspunkt. Men jeg mærkede venskabet, mens mit skib lå for anker. Accepten. Og det var så underligt at være dér alene, at det nu kun var mig, for hvem var jeg uden ham og det liv, vi havde haft sammen? Og hvad skulle der ske fremover. Spørgsmålene buldrede i mig som et tordenvejr. Der var lyn af smerte.
Husk at du har venner. Kom! Lad mig være dit skib for en stund. Sæt dig i stavnen, så sejler vi ud.
Nu ønsker jeg at være sådan en havn. Jeg har inviteret min veninde til at komme i weekenden eller så snart hun vil og jeg håber hun gør det. Jeg vil rede op til hende i gæsteværelset og jeg vil give hende et frirum, et sted, hvor hun bare kan være. Lave mad, skænke vin og lytte, til hun ikke orker at sige mere. Tænde bål og lade augustnatten lægge sit bløde tæppe om os. Sidde. Lytte. Være. Jeg husker, i hvor høj grad det gjorde mig godt, da jeg havde brug for det. At vide, at der var et sted. En slags havn.

Giv mig lov til at være din ven, når livet er svært. Kom!

onsdag den 1. august 2012

Der var en himmel


Så forsvandt hun. Juli. Jeg vinkede farvel siddende i vindueskarmen i soveværelset. Jeg trak benene op under mig. Måske var det den kølige natteluft. Måske var det månen. Jeg frøs.  Jeg så hende traske af sted og mine øjne fulgte hende, indtil hun forsvandt i træernes skygge. Farvel Juli, hviskede jeg uden ord. Månen blinkede til mig fra sit sølvbad. Sådan er livet. Ankomst. Afsked. Jeg tror hun refererede til sin egen cyklus, den gode måne. Tiltagende, aftagende, ny, fuld. Hun har mange ansigter. Nogle kalder hende lunefuld. Det er fordi de ikke forstår hende.
Det føles tomt i huset uden Juli. Jeg havde håbet, at Augusta, som bare kalder sig August, var dukket op i nattens løb. Det første jeg gjorde, da jeg vågnede, var at liste ind på gæsteværelset og se efter. Hun var dér ikke. Sengen var tom. Vinduet stod åbent og morgenen spejlede sig i ruden. Jeg hørte en dyb lyd af længsel. Et suk. Jeg vendte mig om, troede der var en anden i rummet, men jeg var alene. Det gik op for mig, at det var mit eget suk, jeg havde hørt. Jeg følte mig opslugt af tomhed i gæsteværelset, hvor Juli havde boet i sin måned. Jeg må skifte sengetøjet, tænkte jeg og prøvede at skubbe tristheden væk med tanker om praktiske gøremål. Støvsugning. Oprydning. Noget, der kan transportere mig væk fra denne perron, hvor den eneste passager på toget er en slags ensomhed.

Nu er jeg ikke typen, der føler mig ensom. Jeg nyder mit eget selskab. Men når man har haft en vidunderlig måned boende i ugevis og man har solet sig i venskab, så føles kontrasten lige lovlig voldsom. Jeg måtte selv lave kaffe, sørge for at hundene kom i haven, dække bord. Og mens jeg sad med min morgenkaffe, savnede jeg uvilkårligt Juli og hendes skriverier på den anden side af bordet, lyden af pennen mod papiret, den måde, hun bed i blyanten på og så drømmende ud af vinduet. Lugten af hendes shampoo. Duften af hendes sjæl. At vejret kunne have været bedre i hendes måned og at vi alle længtes efter rigtig sommer, tænkte jeg ikke på. Hun var så meget mere end bare et solstrejf. Hun var min ven. Jeg slugte en klump sammen med brødkrummerne. Skyllede ned med kaffe. Nu går livet videre og landet tilhører Augusta. August i folkemunde.

Først da jeg med dagens anden kop kaffe gik op af trappen og nærmede mig mit arbejdsværelse, så jeg det lysegrønne papir og jeg genkendte det straks. Det var et stykke papir fra Julis notesbog! Det lå sirligt placeret på toppen af min PC. Jeg satte mig forsigtigt på stolen og foldede papiret ud.

Der var en himmel, der var et hav
Jeg samlede sten på stranden, jeg fandt rav
Jeg badede i månelys
Og kyssede med en bølge
Jeg gik med fødderne i sand
Af måger fik jeg følge

Der var en klit, der var et hjerte
I sandet, hvor jeg gik og følte smerte
Jeg solede mig i evighed
Jeg længtes efter livet
En søgen efter noget mere
End det jeg så i sivet
Der var en himmel, der var et hav
Der var en kvinde, som samlede rav
Hun søgte efter sjælefred
En god og evighed kærlighed
Som aldrig vil forsvinde
Hun kiggede ned, i vandets spejl
Hun endelig fandt sin kvinde.