tirsdag den 31. juli 2012

Gør mig sød igen



Gør mig sød igen, velduftende og frisk og vild, og taknemmelig for hver lille begivenhed.
- Rumi –

Det var en aften som så mange aftener før. Jeg hilste pænt på månen, der er ved at gøre sig fuld. Hun kiggede ind af vinduet på mit arbejdsværelse og jeg trådte ud på altanen for at komme endnu tættere på hende. Som sædvanlig var hun et smukt syn. Vi sagde godnat og jeg lagde mig til at sove. Mit drømmeskib vuggende mig gennem natten, men stødte på kaj en time tidligere end vækkeuret. Jeg blev liggende og fandt hvile i vågenheden. Først en time senere stod jeg op.

Månen havde gemt sig i natten og dagen var overladt til sig selv. Himlen var dækket af regntunge skyer med en smule sollys gennem sprækkerne. Jeg rejste mig og gik ud i dagen. Så mærkede jeg det. Mine skridt var tungere end da jeg gik i seng. Det var som om nogen eller noget havde sat sig på mig i nattens løb. Pludselig bar jeg rundt på noget ekstra vægt. Noget trak i mig. Nogen. Det føltes tyngende trist. Det ordner morgenkaffen, tænkte jeg og Juli havde allerede stillet det hele frem. Selv havde hun travlt med at pakke kuffert og gøre klar til afrejse. Ved midnatstid er hun en saga blot. Så rejser hun i månelyset og finder sin vej gennem træernes skygge. Men morgenkaffen gjorde ingen forskel. Den smagte godt, for kaffen er god, når Juli laver den, men tristheden lå stadig som usynlig film over min dag.

Åh hvilken forskel fra i sidste uge, hvor jeg dansede som en ballerina i solens stråler. Alting var muligt og uendelig godt. Jeg sankede vitaminer, mineraler og det skortede ikke på gode tanker. Og hvis jeg tror, at det blot var noget jeg drømte, kan jeg tage min notesbog frem og læse højt for mig selv. Dér står det. I sidste uge var poesien legende let. Dristig endda.  Jeg rejste af en god sti, lærte nyt og frydede mig over hvert øjebliks muligheder. Jeg fløj. Så hvornår var det lige, at jeg faldt ned i en bunke med triste og støvede tanker og hvor blev sommervejret i øvrigt af?

Juli ser på mig. Jeg troede hun pakkede, men med lydløse skridt har hun banet sig vej ind i mit skriveunivers.  Jeg ser på hende. Hun løfter en pegefinger og lægger den over sine læber.

’Ssss’, siger hun og tysser på mig. Standser mine ord. Så kommer hun helt hen og stryger mig forsigtigt over håret. Jeg føler mig som et barn. Trodsighedens tårer baner sig vej og skal til at finde vej ned af mit ansigt.

’At rejse i tillid er at rejse i accept’, siger hun. ’At acceptere hver eneste følelse og tage imod den med kærlighed. Spørg den, hvad den vil? Den er helt sikkert kommet for at fortælle dig noget og for at give dig mulighed for at lære. Når du tager imod den med accept, viser du den tillid. Den tillid vil den give dig tilbage. Du vil få en besked og en lille lektie, som kan gøre dig klogere på dig selv og livet generelt. Så fortvivl ikke, fordi du oplever en dag, hvor tristheden tager tangotrin. Den vil kun danse med dig, fordi den ved, at du kan rumme den. Tør være i den. Forstå den.

 ’Jeg havde tænkt mig at give vejret skylden, siger jeg, kort for hovedet. ’Eller overgangsalderen!’

Hun ler. ’Det handler på ingen måde om skyld. Det handler om livet og om at være menneske. Og hvad ved en måned om det, vil du måske spørge, men det ved en måned faktisk en hel del om.

’Accepter at du er et menneske, som er på vej. Det er ved hjælp af fremskridt, ikke perfektion, at du trækker dine drømme tættere på. Lad være med at presse dig selv. Tillad dig selv dage, hvor tristheden danser vals, tango eller foxtrot, om så den vil. Se på den. Mærk den. Dans med og så lad den gå. Og når du ser den forsvinde ud af dit danselokale, ved du, at du ikke er din tristhed. Den var bare en gæst som alle andre. En midlertidig dansepartner. Og lur mig, om du ikke lærte lidt i den dans. Nye trin? Og måske improviserede du og fandt ud af, at du er vældig god til det. Stol på dig selv!

Nu er det mig, der smiler. Tristheden er bare en dans. Og jeg føler mig pludselig meget sødere!

mandag den 30. juli 2012

Søen. Søndagen. Regnen.


Jeg trækker vejret dybt. Morgenluften hænger over landskabet, tyk af fugt og dufte. Kornet gule mættende duft, græsset, gruset, træerne, blomsterne. Vi går tur med hundene gennem de knirkende småsten på markvejen. Skuer mod horisonten og glæder os over, at solen kigger frem bag skyerne. Jeg ønsker mig mere sommer, hver celle i min krop længes efter mere af den slags vejr, som vi nød godt af i sidste uge. Jeg blev ikke færdig. Åh lov mig, at sommeren kun lige er begyndt, for hvem bryder sig om datoer. Jeg skulle til at skrive ”hvem bryder sig om måneder”, men det gjorde jeg ikke, for det gør jeg jo. Bryder mig om måneder altså! Og Juli ventede i huset for enden af markvejen med morgenkaffe og et kærligt knus. Vejr eller ej, du lever. Dagen er ny. Ugen. Vejen. Gå. Nyd det.
Jeg bliver næsten lidt melankolsk her i julis sidste dage. Den uundgåelige afsked nærmer sig. Det er næsten som den velkendte søndagsfornemmelse, når man bare ønsker at weekenden skal blive ved. Så bliver søndagen ofte en slags bro over til noget, man ikke rigtig gider. Orker. Jeg har haft så mange af den slags søndage i mit liv, hvor jeg bare ønskede at holde fast og nærmest nægtede at lade mig fragte over i hverdagen. Fordi. Men sådan skal man ikke leve sit liv.

Juli ryster på hovedet. Hun er så småt ved at pakke sammen, hendes kuffert står på gulvet med låget åbent, tøj og habengut ligger hulter til bulter. Jeg kan skimte hendes poesibog blandt de sommerlige kjoler og jeg har lyst til at smugkigge, men gør det selvfølgelig ikke. Jeg håber stadig på, at hun vil læse et af sine digte højt, inden hun forlader mig. Jeg tænker, at hun holder på en sød sommerhemmelighed og at jeg måske kan blive indviet. Det smil, der altid danser over hendes læber, det glimt, hun har i øjnene, den måde håret bølger som i en hyldest til livet. Det vil jeg gerne eje. Være. Den glæde, der er så umiddelbar og kommer som lyset, når natten trækker sig tilbage. Jeg giver hende et knus og hun smiler varmt. Betyder det mon?
Jeg tog til vandet igen i går. Efter lørdagens fødselsdagsselskab og dans med havet var jeg opfyldt af havlængsel, men mindre kunne også gøre det. En sø. Turen gik til Sorø, hvor Josie og jeg vandrede på Akademiet og hilste på selveste Holberg i parken. Vi har noget til fælles udover skriverier. Vores fødselsdag. Og søen lå majestætisk og hilste på, bådene vippede og et par kajakroere gled lydløst over vandet. Det regnede. Først lidt, siden meget. Vi måtte skynde os tilbage til bilen, for jeg var ikke klædt på til sileregn. Desværre.

Og hvad handlede dette indlæg så om, spørger du måske. Var der et tema? Og jeg spørger så, om der behøver at være et tema? Altid. Kan man ikke bare skrive. Juli nikker. Absolut. Skriv! Det er sådan, det sker, noget opstår, pludselig ser man en tråd, et tegn, noget kommer op til overfladen, mellem linjerne. Søen. Søndagen. Regnen. 
Nu skinner solen. Jeg ønsker dig en god mandag. Et skridt af gangen, dybe vejrtrækninger. Snus ind. Duft. Det er stadig sommer og det er ganske vist.

søndag den 29. juli 2012

Måske var det havet


Vi kan gå gennem hele livet i bekymring over vores fremtidige lykke
og fuldstændig overse, hvor den sande fred lever.
Lige her, lige nu!
- Peter Russel –

I går gik livet ned til en lille havn, hvor bådene lå og skvulpede mod kajen. Himlen var iklædt store dramatiske skyer, men det skybrud, der havde været varslet, gik udenom den lille havn. Når jeg står ved kajen og kigger ud i horisonten, er jeg mit eget skib. Til hver en tid kan jeg vælge at kaste anker, men jeg kan også trække ankeret op og sejle videre. Der er altid en ny havn. Men livet er om bord. I mig. Og det findes aldrig i morgen eller et sted ude i horisonten. Det er som Peter Russell så rigtig skriver, lige her, lige nu.

Der er meget poesi at finde i små havne. Når man lytter til havet og den måde, det slår ind over molen på, ser solen spejle sig i havoverfladen, ser refleksioner af himmel og skyer og får den sprøde salte luft i næseborene. Hvert eneste øjeblik rummer inspiration. Det er bare at plukke og nyde. Sætte sig på bådebroen og lade benene dingle ud over kanten. Eller gå tur i kanten, soppe gennem siv og tang og få sand mellem tæerne. I hvert øjeblik findes en evighed. En subtil og vidunderlig sandhed om livet, der er så enkel, at man slet ikke ænser den. Man tror at det må sværere end som så. Så simpelt kan det ikke være. Det gode liv.
Svalerne havde fanget den. Hemmeligheden. De legede deres helt egen flyveleg tæt ved havets overflade og bådebroen. De fløj så tæt at det var næsten umuligt at vende om og igen sætte kurs mod himlen, men de gjorde det. Og for hvert forsøg blev de både dristigere og bedre til det. Jeg er sikker på at jeg så dem smile. Og jeg betragtede deres akrobatiske luftøvelser og nød synet af deres leg. Åh, at være en svale, tænkte jeg og fik lyst til at være med.
Fortæl mig om livet. Vis mig hvordan man flyver så legende let og opnår sådan en velsignet ynde. Frihed.
Jeg glemte tid og sted og det faktum, at vi var mange ved havnen. Et helt fødselsdagsselskab faktisk. Jeg var en svale og jeg fløj i cirkler. Himlet og havet var min legeplads. Jeg lavede flotte piruetter i lufter, jeg dansede og jeg sang muligvis også. Nogen gjorde i hvert fald.

Måske var det havet.

fredag den 27. juli 2012

Mennesker og måneder



Den sidste sommerdag i denne omgang, siger metrologen. Nej, udbryder jeg, for jeg nyder hvert sekund. Dagene er lange og gode, fulde af sol og vandmelon. Jeg studerer, mens jeg under mig selv stille stunder i stolen, hvor jeg sanker sommervitaminer og tænker gode tanker. Alt ånder fred. Sommeren har kastet anker og dens smukke skib vugger blidt i bølgerne. Solen glimter i havoverfladen. Blåt. Uendeligt.
Juli smiler, da hun kommer ned af trappen fra sit værelse. Inden længe vil hun igen pakke sin kuffert og drage videre ud i året. Det er fortsat en hemmelighed, hvor hun egentlig bliver af, når hendes sidste dag er forbi. Jeg har spurgt, men det er ikke alle spørgsmål, man får svar på. Ikke med det samme i hvert fald. Og lige netop denne hemmelighed, har jeg på fornemmelsen aldrig vil blive afsløret. Hun ryster på hovedet. Hendes øjne er milde som sommerbrisen. Hun løfter øjenbrynet. Troede jeg virkelig, at hun ville afsløre det? Selvom hun holder af mig, er jeg trods alt kun et menneske.

Måske troede du, at Juli helt havde forladt huset for enden af markvejen, eftersom jeg ikke har nævnt hende de seneste dage. Men dér tog du fejl. Hun har skam været her hele tiden. Vi passer hvert vores, men vi har gode stunder, samtaler og stilhed sammen. Hun er sådan en ven, man kan være stille sammen med. Den allerbedste slags. Vi behøver ikke at sige noget for at fornemme hinandens nærvær og vi sætter pris på det tæppe af vidunderligt velvære, stilheden lægger over os. Vi kan sidde og betragte det samme landskab, kornet, der bølger i vinden og møder himlen et sted i horisonten, himlen, der dovent strækker sig. Vi mærker den anden. Og det sker, at en af pludselig bryder stilheden, et spørgsmål dukker op til overfladen og må stilles, det flyder som drivtømmer på vandet og en af os samler det op. Betragter det våde træ, de gamle årer og forstår. Svaret. Tidevandet. Livet.
’Nu varer det ikke så længe’, siger hun pludselig og refererer til sin afsked. Tanken gør ondt. Jeg føler mig pludselig kold.

’Nej Juli’, det vil jeg ikke tænke på nu! Du er her jo flere dage i endnu og som du selv har fortalt mig så gange, findes livet og glæden i nuet. Lykken bor i øjeblikket. Og lige nu og her er vi sammen. Det er sommer!’
Hun nikker alvorligt. Jeg kan mærke, at hun har noget på hjerte. Det sker, at hun pludselig tager sit eftertænksomme og voksne ansigt på. Ellers er hun egentlig et stort legebarn. Jeg lytter. Jeg ved, at hun er klog som solen, månen, jorden og stjernerne.

’Jeg vil ikke glemme at sige det’, siger hun. ’På min sidste dag bliver alting hurtig så hektisk. Jeg pakker, der er opløsning i luften, du bliver lidt stille, dine øjne sukker ved tanken om afskedens time, som minder dig om sommerens endeligt. Jeg smittes af dit vemod og vi favner hinanden, fordi vi egentlig ikke har lyst til at være adskilte. Men i hvert farvel ligger en ny begyndelse. Og vi har begge en rejse at fortage’.
´Men hvad er det du vil sige?’, spørger jeg og min utålmodige nysgerrighed i kor.

’Det er med mennesker som med måneder’. Hun sender mig et smil og tager min hånd. Jeg mærker sommervarmen helt ind i hjertet. ’Gør hvad du har fået til opgave og du kan ikke håbe, drømme eller vove for meget. For du kan ikke få, hvad du ønsker, uden at lade dit sande jeg komme fuldt til udtryk’.

Hun slipper min hånd og forlader køkkenet, så jeg ikke skal se tåren på hendes kind. Jeg nikker. Jeg har forstået. Jeg tørrer min egen tåre væk. Det er virkeligt med mennesker som med måneder.

Og det bliver en fin julidag.

torsdag den 26. juli 2012

Formål



For et stykke tid siden fik jeg en sårende kommentar på min blog, som faktisk gjorde mig lidt ked af det. Afsenderen var anonym og fra Norge. Mere ved jeg ikke om vedkommende og det er i grunden også helt ligegyldigt. Mit indlæg den morgen handlede om at nyde sin morgen lige fra det første magiske lys, der strømmer ind gennem persiennerne i soveværelset. Det handlede om duften om kaffen og fasanhanen, der spankulerede over gårdspladsen. Det handlede om at være i nuet, i morgenen og vide, at livet er godt, når man befinder sig lige dér.
Indlægget var som sådan helt uskyldigt. Det var ingen provokation. Tværtimod. Jeg var glad og ønskede at dele af min glæde. Vise, hvor meget der i grunden er at glæde sig over. Lyset. Kaffen. Duften. En ny dag, hvor man kan starte forfra, hvis man har lyst til det. Gøre noget anderledes. Tage et skridt mod sin drøm eller bare gå forsigtigt og se sig omkring. Jeg gik rundt i  min morgen og beskrev det jeg så.

Senere har jeg forstået, at kommentaren faktisk lærte mig noget. Jeg siger tak. Og tilføjer i øvrigt, at man ikke skal være anonym. Man skal turde stå ved det, man tænker og tror. Og så skal man ikke pege fingre af andre uden at vide, at tre fingere peger tilbage på en selv. Afsenderen. Og at den slags i virkeligheden siger mere om afsender end om modtager. Men nok om det. Jeg lærte noget. Jeg forstod, at skønheden i sig selv kan være en provokation, hvis man ikke kan se den. Og at et menneske, som rejser i sig selv og finder øjeblikke af fred og skønhed, som han eller hun ønsker at dele med sin omverden, også kan virke afstødende på mennesker, som ikke er i stand til at finde samme slags fred eller skønhed i sig selv. Vedkommende ser sig i stedet omkring og mærker misundelsen stige op som røg fra en skorsten. Og siger noget grimt, for kan man ikke selv finde glæde, kan man i det mindste forsøge at ødelægge andres.
Det lykkedes. Men kun for en stund. Senere forstod jeg, at også det var en lektie til mig.

Tidligt i mit liv lærte jeg mennesker at kende, som kaldte andre egocentriske. Og fordi jeg altid har været et menneske, som søger og afsøger, ikke mindst i mig selv, fik jeg også den titel. Det gjorde mig skamfuld. Jeg kan ikke tillade mig … Så jeg forkastede mig selv og min kærlige nysgerrighed og gik ud for at opleve verden. Men verden afspejlede min egen tomhed. For det, man selv rummer, sender man ud i verden og det kommer tilbage. På den måde er ens indre verden altafgørende for, hvordan verden omkring en ser ud. Alene af den grund bør man unde sig  selv den glæde og tilfredsstillelse at finde sin egen vej. Sin egen glæde. Sin måde. Så ser man pludselig verden i et andet lys og udstråler det. I det lys kan man give videre.
Kommentaren kvalte ikke min lyst til at skrive og vise undere. Den har faktisk gjort mig helt bevidst om, hvad det er, jeg ønsker at formidle gennem mine skriverier og på den måde gjort det lettere for mig at lave min helt personlige formålserklæring.

Har du for resten tænkt over det? Formålet med dit liv og det, du gør eller gerne vil gøre?

onsdag den 25. juli 2012

Toscana - alting har sin tid


Drømmen om Italien ligger som en behagelig skygge i sommervinden. Nu, hvor sommeren har kastet sin kærlighed på øen, hvor jeg bor, er udlængslen ikke længere så stor. Jeg føler stort velbehag ved at sidde ude i solen, lade mig kærtegne, få farve og energi. Måske er det ikke helt det samme som at sidde på en trattoria i Toscana, men når jeg lukker øjnene og lytter til insekternes summen og solens gang over himlen, er jeg lige hvor jeg ønsker at være. Jeg laver min egen frokosttallerken med lækre antipasti og jeg drikker vand med isterninger. Næste sommer drager jeg til Toscana. Lige nu er jeg på plads i den danske sommer.
Jeg er på sommerskole. Jeg har længe haft noget, jeg skulle læse og lære og de solrige dage er perfekte til at være student. Det føles nemt at sidde ved havebordet med notater, bøger og suge til sig. Sol og læring. Jeg gør mig mentalt klar til efterårets program, mens jeg slapper af og glæder mig over, at jeg stadig har så meget at lære. Hver eneste dag er en ny lektie. Og det går op for mig, hvor meget man selv kan gøre. Den viden, man længes efter, er tilgængelig, hvis man er lydhør, åben og opmærksom. Der står intet i vejen. Kun en selv.

Og jeg skal ikke spænde ben for en lærevillig sjæl. Jeg serverer kaffe og isvand, mens solen glider over himlen og hilser venligt på de små lammeskyer, der blot er til pynt i det uendelig blå. Jeg kan dufte lavendel og høre cikader. Der står solsikker på min mark. Jeg bliver i tvivl. Hvor er jeg egentlig? Og betyder det i grunden så meget, når bare man er glad for at være sammen med sig selv? Nogle kalder det egocentrisk, når man værner sig om sit eget velbefindende, men det er i virkeligheden nøglen til at åbne den store dør til verden. Glæden ved at være. I sin egen have. I sit eget jeg. Derfra kan man rejse ud.
Min aften sluttede med bål i haven. Og eftersom kæresten glæder sig over, at frøhøsten nu endelig kan komme i hus, ser jeg ikke meget til ham, så jeg sad alene foran flammerne og nød aftenens rolige åndedrag og bålets knitren. Flammerne havde samme farve som himlen. Orange. Fuld af ild, kreativitet og liv. Jeg tænkte på den rejse, jeg netop havde afsluttet på Caminoen i selskab med Shirley MacLaine. Afsluttet og dog lige begyndt. Jeg tænkte på alle de spørgsmål, hun stillede undervejs og som hun gav videre til mig, spørgsmål, der rejste sig med røgen fra bålet og søgte ud i natten. Jeg følte tomhed over at have forladt både Shirley og Caminoen, en slags ensomhed over at være overladt til mig selv med alle min spørgsmål, men også en sand og gennemtrængende glæde over at være på vej. Over at svarene kommer, når man er klar. Ligesom sommeren.

I dag går rejsen videre. Der er meget mere at lære og heldigvis for det. Læreren venter tålmodigt på mig, mens sommeren går sin gang og kornet modnes. Alting har sin tid.

Billedet er lånt på kulturrejser-europa.dk

tirsdag den 24. juli 2012

Spørgsmål


Jeg er på rejse gennem sommeren. Og endelig er himlen blå. Solen skinner og der har lagt en vidunderlig ro over landskabet. Kornmarkerne bølger i vinden. De er på vej til at blive modne og slikker solen i sig. De har tørstet efter varme på nøjagtig samme måde som jeg. Det er nu, tænker jeg og laver om på agendaen, så jeg i størst mulig udstrækning kan få glæde af de solrige timer. 
Jeg deltager også i en anden rejse. Jeg går Caminoen sammen med Shirley MacLaine. Hendes ord er mine vandresko.

Det er en spændende rejse på mange planer. Jeg er taknemmelig over hendes åbenhed og ikke mindst er jeg glad for alle de vindunderlige spørgsmål, hun stiller undervejs og giver videre i bogen. Hun deler af sine tanker, sin undren og sin visdom. Hun deler, så jeg har mulighed for at plukke og ikke mindst planter hun spørgsmål i mit sind. Jeg får små åbenbaringer. Måske vil jeg en dag gå den fysiske Camino selv. Det er en mulighed. Følge de gule pile og gå under Mælkevejen. Hvem ved. Lige nu nyder jeg en spændende fortælling om en fantastisk kvinde, der allerede har gjort det og som deler alt hvad hun kan.
Det fik mig til at tænke på, hvordan vi altid søger svar i stedet for spørgsmål.  Svarene skal nok komme, når tid er, men spørgsmålene? Vi tror, at vi skal vide alt og det, vi ikke ved, holder vi skjult fordi vi føler os forlegne, udvidende og måske endda dumme. Men der er sand visdom i ikke at vide. Og det er en kunst at stille gode spørgsmål.

Kender du det? Du sidder i en given situation, måske i undervisning og et spørgsmål rejser sig i dit indre. Du skubber det blidt til side. Det kommer igen. Denne gang er du mere kontant i din afvisning. Jeg kan ikke stille dig, vrisser du og spørgsmålet bliver helt bange over din vrede. Du er for dum! Så går der få minutter og pludselig hører du dit spørgsmål formuleret af en anden deltager på kurset. Men det var jo mit spørgsmål, tænker du og undrer dig over, hvor klogt det lyder, når det bliver sagt højt. Og læreren nikker og udbryder, hvor godt spørgsmålet er. For læreren er jo også elev, det må vi altid huske. Vi har altid to roller. Vi er lærer og vi er elev. Nu ærgrer du dig over, at du ikke stillede spørgsmålet, da det kom til dig og forstår, at der ikke findes dumme spørgsmål. Tværtimod. Spørgsmål er noget af det vigtigste på vores rejse gennem livet. At undre sig er en gave. Der er poesi i ren forundring.

Jeg ønsker dig en fin sommerdag. Tillad dig selv at blive overvældet over sommerens skønhed og glæden i de små øjeblikke.

Du aner ikke, hvor stor glæde der kan være i ting, der ikke er større end en flues øje.
 - Clifford Odets -


mandag den 23. juli 2012

Sommer


Himlen er aftenstille.
Jeg ser sommeren sejle forbi.
Nu kaster den anker
på mit himmelmaleri.
Tag og bliv, jeg har savnet dig.
Sommer.

søndag den 22. juli 2012

Sit eget eventyr


Jeg har besluttet mig for at tro på det, der giver mest til eventyret i mit liv.
- Majbritte Ulrikkeholm -

Som Majbritte har jeg for længst besluttet mig for at tro på det, der giver mest til eventyret i mit liv. Det er smukt sagt. For det er der, det starter. Med troen. Jeg vil se det før jeg tror det, har jeg hørt mange bryske stemmer sige i tidens løb. De så det aldrig og derfor troede de ikke på det. Det magiske udeblev. For det vindunderligt paradoksale er, at man skal tro det, før man kan se det. Beslutte sig for at livet er magisk. Vide i sig selv, at når man tror, så ser man. Man er sit eget eventyr.
Hvis du ikke tror på mig, hvordan kan jeg så vise mig fra min bedste side? Hvordan kan jeg afsløre sider af mig selv for en, der står med skeptisk hovedrysten og bare venter på en chance til at håne og fornægte? Hvis du ikke tror på mig, hvordan kan du så forvente min tillid? Min fortrolighed? Min kærlighed?

Det slår mig, at jeg i øjeblikket har mest travlt med at afvikle. Meget at det, jeg har lært og taget for gode varer, skal væk igen. Det skal ulæres. Det er som at trevle en ellers fin sweater op, man møjsommeligt har strikket. Man gjorde sig umage. Der er fine snørklede mønstre og skønne farver. Ikke desto mindre må sweateren igen blive til små garnnøgler af muligheder. Noget andet. For sweateren passer mig ikke længere, farverne klæder mig ikke og den er enten for varm eller for kold. Aldrig tilpas. Så jeg tror på, at når jeg trevler den op, vil der opstå noget, jeg vil se en tråd og opfinde en ny opskrift på den smukkeste trøje i verden. Strikket med hjertet med eventyrpinde og tro.
Måske er dagen i dag perfekt til en ny begyndelse? I dag kan man vælge at starte forfra og tro på noget andet. Noget nyt. Tro på eventyret og gå ud og finde det. Se det danse i kornet under himlens tag. Se det flyde med vandet i åen og høre dets sang. Se det genspejlet i vandpyt. I en valmues røde. Det er overalt, hvis man tror. Og pludselig er ikke det ikke længere blot en tro, det bliver en slags viden. Noget man tager med sig. Noget man bliver.

Måske er dagen i perfekt til at genfinde eventyret.
Thi i de små tings dug finder hjertet sin fornyende morgen
  - Kahlin Gibran -

lørdag den 21. juli 2012

Madam Blå og eksperimenter


Vi tog i skoven i går. Denne gang var det dog ikke for at gå tur. Vi havde bestilt bord på et hyggeligt traktørsted som ligger i de gode skove ved Skjoldnæsholm. Et lille afteneventyr, et kulinarisk møde med fortiden under de gamle tage og vægge. Det var hyggeligt. Mærkelig nok sad der ingen udenfor, vi var alle samlede ved bordene i restauranten, hvor Madam Blå havde stillet sine kander og fade til skue på hylderne under loftet og hvor der hang underlige klenodier og gamle billeder på væggene. Der var stearinlys på bordene og god mad og betjening. 
Jeg faldt over nogle ord, jeg har skrevet i min notesbog. Jeg nedfældede dem, da jeg læste en af Pema Chädröns bøger tidligere på året. Jeg tror i øvrigt ikke jeg blev færdig med den. Jeg har sprunget lidt mellem bøgerne i den forgangne tid, ledt og læst både her og der, fundet små ord og sætninger, men er blevet distraheret og er gået videre. Nu forsøger jeg at få lidt fokus igen. Gøre bøger færdige ud over de krimier, som jeg har slugt på det sidste. For det er vel sommer, selvom man ikke mærker det på vejret.

Men altså. Pemas ord. Hun siger, at man skal leve sit liv som et eksperiment og at eksperimentet bør være til gavn for alle. Mine erfaringer bør deles til glæde for andre, som kunne befinde sig i en lignende situation og som har brug for støtte og opmuntring. Dine erfaringer, som du måske gemmer, fordi du tror de er uvedkommende og dybt personlige, kunne vække vidunderlig genklang i et andet menneske og give vedkommende noget uvurderligt. En gave.

Pema skriver meget om at turde tage chancer med sit liv og prøve nogle ting af. Iagttage med nysgerrighed. Vi er alt for forsigtige, siger hun. Vi kender ikke vores eget potentiale og gemmer os for livets magi. Skønt vi har potentialerne til at opleve sommerfuglens frihed, foretrækker vi af mystiske årsager egoets lille frygtsomme kokon.
Når jeg læser den slags, tænder det en gnist i mig. Nej, tænker jeg, jeg vil ikke forblive frygtsom og hengemt. Jeg vil bruge mit liv, leve det, hver dag, tage chancer, nyde vejen, se, hvad jeg kan drive det til. For man opdager ikke nye lande uden at miste kysten af syne, vel?

Det var ikke fordi vi mistede synet af kysten, da vi spiste middag på restauranten i skovbrynet i går aftes. Men af en eller anden grund har billedet af de blå kander og bageforme printet sig i mit indre. Og mens jeg ser på dem, hører jeg Pemas ord. Tænker på dem. Det er en underlig kobling, men jeg tror aldrig jeg igen kan se på en Madam Blå kande uden at tænke på, at livet bør være et eksperiment. Man skal lege med det, som man leger med ingredienserne i sit køkken. Se, hvad der sker, hvis man tilsætter et stænk peber blandet med rosmarin. Laver sin egen krydderolie og gør noget usædvanligt med lasagnen.
Jeg har lyst til at lege i dag. Jeg har lyst til at afprøve mine nye tegneblyanter og jeg har lyst til at være gavmild med mine ord. Men først skal jeg eksperimentere lidt med rengøring og indkøb!

God weekend!

fredag den 20. juli 2012

Lykke og åndelig pilgrimsfærd


Der skrives og tales meget om hvad lykke egentlig er for en størrelse. Mange stræber efter at blive lykkelige uden egentlig at kunne definere, hvad den indeholder, den lykke. Måske bliver den forvekslet med materielle goder, gods og guld. Hvis bare jeg vandt en million og den slags. Og eftersom jeg endnu ikke har vundet i Lotto og i øvrigt har et dødkedeligt job, som trætter mig og gør mig tvær, har jeg ikke en chance for at blive tilnærmelsesvis lykkelig. Eller har jeg?

Hvornår er du mest lykkelig? Og hvad er det egentlig, der giver dig den næsten berusende fornemmelse af lykke? For hvad hvis man er gået langt ud af en vej, man egentlig ikke bryder sig om, og føler sig både vildfaren og langt væk fra det, man egentlig drømte om. Ja, måske har man endda glemt sin drøm. Hvad så? Hvor findes lykken så henne? Hvordan kan man komme væk fra en vej, som synes endeløs og uden smuthuller og vejkryds, hvor man i det mindste får en chance for at vælge retning?

Da jeg træf min beslutning om, at noget skulle være anderledes i mit liv, handlede jeg på en stærk følelse af mismod. Jeg kendte den fra tidligere, men da jeg ikke tog den alvorligt, gav den mig voldsomme problemer. Et par gange i mit liv har jeg mødt muren og nu forstår jeg hvorfor. Jeg lyttede ikke til mit hjerte. Jeg stoppede ikke op, før det var for sent og jeg lå i et dybt hul. Og muren var høj og ikke til at forcere. Grim var den også, dystre grå mursten og pigtråd for oven. Himlen var sort. Den slags. Og jeg skal undlade at beskrive de små blodsugere, der kravlede rundt og truede med at æde mig op. Så fik jeg hjælp og kom på fode igen. Jeg har altid ville livet. Men da jeg endnu engang mødte den velkendte mur endnu engang, forstod jeg, at jeg måtte træffe en vigtig beslutning.

Jeg har i den mellemliggende periode lært mig selv bedre at kende. Jeg har vandret i skyggen, jeg var nødt til at gå helt derind, hvor jeg egentlig ikke havde lyst til at sætte mine ben. Men der lå nogle svar gemt, som jeg var nødt til at hente med ud i lyset. Så jeg måtte ned på knæ, kravle og møve mig frem. Jeg mødte mig selv nogle ubehagelige steder. Er det nødvendigt, spørger du måske, skal man virkelig opsøge fortiden og kysse gamle spøgelser for at komme videre? Hertil vil jeg svare, at det sikkert er subjektivt og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor du kan finde dine svar, men mine svar lå dér i skyggemørket. Nogle af dem. Andre har jeg fundet i solens første stråler en tidlig morgenstund. I duften af kaffe og i erkendelse af, at hvis man virkelig følger sit hjerte, så føles alting pludselig anderledes. Selvom situationen måske langtfra er ideel og der er mange løse ender, så vokser man i følelse af, at man er på vej og gør noget godt for sig selv. At afsøge, finde svar og tage af sted for at finde sin vej er ikke en let færd. Men den er hele turen værd.
Og på vejen møder man lykken. Den findes i alle former og farver. Og den fremstår endnu mere tydeligt, når man har måtte søge i skyggehuller og kolde kulkældre.

Jeg er netop startet på at læse Shirley MacLaines bog ”Camino”, der som bekendt handler om hendes pilgrimsfærd på Caminoen. I starten beskriver hun det at tage på pilgrimsrejse som at gøre sig hjælpeløs og sårbar undervejs. Og en ven, som selv har gået turen, siger til hende, at hun skal være parat til at dø, fordi det at foretage en pilgrimsrejse betyder, at man er parat til at opgive de gamle værdier, der har fyldt ens liv med konflikt. Så på en måde må man dø for at kunne leve igen.
På samme måde findes der en åndelig pilgrimrejse som kan sidestilles med den fysiske. Også her bliver man hjælpeløs og sårbar undervejs.  Og man stilles i høj grad på prøve, fordi man, når man igen finder drømmer og begynder at lytte til sit hjerte, er nødt til at opgive gamle og slidte overbevisninger. Man er simpelthen nødt at rydde op i sig selv, slutte fred, acceptere og komme videre og den gamle bagage er for tung. Den skal gøres let og smidig. Det kræver mod. Og som Shirley Maclaine skriver, når sjælens rejse erkendes, sker der en genstabilisering af følelserne. For erkender vi ikke sjælens rejse i vores indre, er vi fortabte og bliver kun en del af det, vi er bestemt for at være.

Og hvad har det så med lykke at gøre? Jo ser du, for mig har beslutningen om at være tro mod mig selv og mine værdier skabt grobund for små åbenbaringer og lykkestunder. Jeg har fundet ud af, som så mange andre, at lykken bor i nuet. Den slags må man selv erfare for at tro på det. Sådan er det med det meste. Derfor kan man heller ikke en læse en manual om, hvordan man bliver lykkelig og så blive det. Man må skrive sin egen. Men man kan låne af gode råd og prøve sig frem.

Lykken er subtil, subjektiv og en størrelse, man møder i nuet. I gode øjeblikke. I erkendelse af, at man har et valg. Vil man opleve skønheden, må man opsøge den. Vil man lære sig selv at kende og finde ud af, hvad der gør en glad, ja lykkelig endda, må man tage på rejse og den går ikke til Italien eller solfyldte Grækenland, selvom man bestemt også kan finde gode lykkestunder der. Den går indad. En åndelig pilgrimsfærd.

torsdag den 19. juli 2012

Fantasiføde


Den er nok svær at komme livs, når den først har taget bolig i sjælen. Rejselysten. Og det har med garanti intet med regnen at gøre. Den regn, der trommer mod ruden og laver vandmosaik, mens jeg drikker svensk kaffe af svensk kop. Den regn, der faldt og lavede hyggelige lyde, da jeg lagde mig til at sove. Jeg lå og lyttede. Så faldt jeg i søvn. Og da jeg vågnede, hørte jeg den igen. Regnen.
Men man kan gøre meget for at dulme rejselysten, når man ikke umiddelbart står med den ene fod i lufthavnen, mens man balancerer med sin kuffert. Man kan foretage kulinariske rejser i sit eget køkken. Lade sig fortrylle og forføre af syn og dufte. Citroner. Hvidløg. Krydderurter. Jeg var i Italien forleden aften. Og i går gik turen til Sydamerika i et slags fusionskøkkeneksperiment med quinoa, kylling og gode grøntsager. Det går an at lege, at man befinder sig et helt andet sted. Det går an at rejse gennem sanserne. Lade duft, smag og farver tegne billeder af andre himmelstrøg.

Det er som om man sætter større pris på sine egne omgivelser, når man lige tager sig en sviptur. Kontrasterne. Skyggerne. Modsætningerne. Frem og tilbage.
Jeg nyder den slags. Jeg er nødt til at have farver ind i min hverdag. Jeg må bare opleve noget, mærke livet gennem det, jeg foretager mig. Et måltid. En tur ud i det blå. Og apropos tur, så kørte vi aftentur i går. Hundene i bilen og så af sted. Igen. Denne gang gik turen til Køge, hvor vi gik tur på havnen og spiste is. Så på sejlbåde og spejdede ud i horisonten, hvor verdenshavene møder de danske.

Vi kørte hjem via Vallø. Og jeg bad kæresten standse bilen, for jeg måtte bare foretage en rask lille fotosafari i de brostensbelagte gader. Alt lå øde hen. Det var let at give fantasien frit spil, husene, stokroserne, de skæve vinduer og de gule vægge. Og over broen lidt oppe af alleen lå slottet. Vallø Slot. Jeg vil snart tilbage, tænkte jeg, da jeg igen satte mig ind i bilen. Kort tid efter samlede skyerne sig til et mægtigt regnvejr. Det var næsten mørkt, da vi nåede huset for enden af markvejen.

I dag skal jeg rejse gennem egne og andres ord. Jeg føler mig inspireret af gårsdagen tur, de gamle huse på Køge Havn og brostenene i Vallø. Stokroserne, som jeg elsker.

Hvor turen går hen i dag, vil tiden vise.

tirsdag den 17. juli 2012

Akut tilfælde af rejselyst


Jeg har lyst til at fortælle dig om min snarlige tur til det smukke Italien. Eller den rejse, jeg for nylig kom hjem fra. De dage, jeg havde i solen, hvor jeg sad med min notesbog og fik ideer og inspiration til kommende fortællinger, mens jeg nippede til kold hvidvin og spiste oliven. Når jeg løftede mit hoved, så jeg direkte ud på Middelhavet. Sandet lå for mine fødder og hav og himmel mødtes i en smuk symfoni.  Blå. Nogle ting faldt på plads indeni mig. Der skete noget der under solen. En subtil hemmelighed afslørede sig for mig, da jeg betragtede de små fiskerbåde i den tidlige morgenstund. Jeg smilede underfundigt og skrev små ord i min notesbog, som kun jeg forstod. Senere skal dette danne grundlag for en fin historie, tænkte jeg, men jeg havde ikke travlt. Jeg lukkede bogen og gemte den i min kuffert. Tog min sommerkjole på, stak i sandalerne og begav mig ind til den lille by ved havet, hvor jeg spiste middag med mine venner. Vi skålede og havde gode snakke, mens solen gik ned i horisonten.
Rejselyst! Det gør så godt at komme lidt ud. Krydse grænser og gå over broen, der fører ind til små byer med snoede gader og skæve huse. Møde sig selv under andre himmelstrøg.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går og rejsedrømmer lidt i øjeblikket. Sikkert fordi sommervejret er så elendigt. Så er det sagt. Måske skal man ikke lade sig påvirke af regn og tunge skyer og temperaturer, der hører efteråret til, men ligegyldigt har meget jeg forsøger at lade være, så må jeg konstatere at det påvirker mig. Og når man så læser om venners ferie, ser billeder både her og der og der i øvrigt bliver lagt brænde i længelsovnen ved hjælp af gode ord, så er skaden sket. Længslen vokser. Lysten ligeså. Jeg vil også. Ud. Rejse til et sted, hvor solen skinner og eventyret venter rundt om hjørnet. Om eventyret så blot er den vidunderlige smag af lokale specialiteter.

Og hvad kan man så gøre, når man får akut rejselyst? Jeg tog en tur til Næstved. Det var ikke planlagt, egentlig var der andre ting på programmet, men nogle gange må man ligesom skubbe sig vej og bare rydde kalender og gode undskyldninger og komme lidt ud. Småforkølet og med tørklæde og kamera begav jeg mig af sted. Legede turist gennem gaderne, tog lidt billeder og kiggede på butiksvinduer.

Jeg fandt ly for regnen i en boghandler og kiggede på rejsebøger. Jeg købte ikke nogen. I stedet forkælede jeg mig selv med en ny skitseblok og nogle sofistikerede engelske kulblyanter. Jeg har lyst til at eksperimentere lidt. Egentlig er jeg ikke specielt god til at tegne, men jeg kan godt lide det. Tegne, male og skrive selvfølgelig. Og det skal der være plads til i langt større grad fremover.

Jeg fik også købt ind til aftensmaden og vi skal have italiensk!
At rejse er at leve. Min rejselyst er ikke blevet mindre, men jeg er blevet en lille tur rigere og jeg nød min formiddag som turist i provinsen.

mandag den 16. juli 2012

Livet er den eneste vej


Jeg faldt over nogle ord på min formiddagsvej. Irriteret over min egen fokus på det regnfulde og kølige sommervejr, besluttede jeg mig at forlade skriverierne. Et enkelt lille digt på bloggen for syns skyld og så begav jeg mig ud i verden. Og mens jeg kæmpede lidt med mit eget humør og forsøgte at forklare mig selv, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning, stødte jeg på de ord, der fik mig til at tænke.

Livet er den eneste vej. Sorgen er der. Jeg er så taknemmelig for de små sekunder og minutter, ind i mellem de timer og dage, som pludselig er gode og som fungerer. Det er de øjeblikke, vi skal jagte. Dem skal vi bruge alle midler på at nå. Vi skal bruge kunst, kultur, politik eller hvad det måtte være for at nå de øjeblikke, som giver os glæde og som giver os lyst til livet. For der findes så mange grunde til at have lyst til livet.

Ordene er sagt af norske Aksel Hennie, efter han havde mistet sin bror.

Da min egen far døde og vi talte med præsten, kan jeg huske at jeg formulerede noget lignende. Noget med at leve i nuet, at nyde de gode øjeblikke, som der havde været flere af under hans sygdom. Jeg forstod, at det er livet, ikke før, ikke siden, men lige nu. Hvor vi lavede hans kartoffelsalat efter hemmelig opskrift. Hvor jeg overtog. Hvor vi talte om alt og ingenting og trak tiden ud, fordi vi ønskede at stoppe den. Lige dér. Du må ikke dø, tænkte jeg, men det gjorde han. Og vi talte med præsten og jeg blev pludselig en livsklog pige i begyndelsen af trediverne. Man har bare tendens til at glemme det, sagde præsten, men jeg rystede på hovedet. Tænkte, at jeg aldrig ville glemme det igen. Men det gjorde jeg. Og det gør jeg. Indtil jeg igen husker.

De små sekunder og øjeblikke af lykke. Jeg så ud af forruden på min bil. Himlen var blåsort og i næste sekund åbnede den sine sluser. Et øjebliks regn. Himlen blev om muligt endnu sortere og rakte sine fangearme helt ned på jorden. Den omsluttede min bil og alt var vand. Udenfor. Men inde i bilen sad jeg i mine temmelig upraktiske ballerinasko. Jeg var tør. Jeg havde vinduesviskere. Og jeg kørte af sted uden at blive våd. Ordene ramte mig som de mægtige dråber på ruden. Livet er den eneste vej. De små øjeblikke. Sekunder. Glæde. Lyst til livet.

Jeg kørte ind til siden og tog et billede. Himlen fascinerede mig. Den måde skyerne formede sig i en sort masse, den måde regnen faldt. En tilskuer til et øjeblik, tænkte jeg. I en tør bil. Tørskoet. Og med ord, der er vigtige at huske. Selv når man vælger livets vej, vil man møde sorg og sorte regnskyer. Men der er timer, hvor det hele bare falder i hak. Hvor solen kigger frem bag skyerne. Hvor glæden kommer som tørvejret og dufter af græs og vilde blomster.  

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive et ord mere om vejret denne sommer. Det hele kommer let til at handle om alt det, der ikke er.  Vi har så store forventninger til sommeren og jeg er ingen undtagelse. Den har været en slags station, jeg har set frem til. Det er som at rejse lang tid i tog og glæde sig til ankomsten, den station, hvor man bliver mødt med blomster, flag, kys og klem. Det er næsten som at komme hjem. Her har man helle, her kan man sidde og bare lukke sine øjne, slappe af, mærke varme, lade sig lulle i søvn til lyden af fuglesang og duften af græs og grillet fisk. Høre havet i baggrunden.

Men man kører og kører og der sker ingenting. Toget standser ikke. Stationen findes ikke. Sommeren er aflyst, i hvert fald den sommer, hvor vejret er varmt og solrigt, hvor himlen er evig blå og suk! Pladen stopper, kører rundt i den sidste rille. Lyden af tomhed, pickup, en slags kradsen i overfladen.
Men hvad nu hvis toget er på vej mod en endnu bedre station? Så sidder jeg og sukker i takt med regnen, mens vi kører mod noget, jeg slet ikke aner findes. Noget smukkere og endnu bedre, end jeg ved om. Hvad nu hvis?

Og hvad nu hvis jeg bare tog mit gode regntøj og gik en lang eftermiddagstur med to glade hunde? Fandt lykken i en vandpyt og i en enkelt solstråle, der får møvet sig frem blandt tunge skyer? Og hvad nu hvis vi åbnede en god flaske rødvin til aften og drak den til frikadeller og råkostsalat? Fordi det er mandag. Fordi det regner. Fordi vi kun har et liv og det er lige nu.
 De små øjeblikke. Lyst til livet. Livet er den eneste vej.

Lykken bor i nuet


En kvinde, en kop, mere regn, har fået nok.
Jeg ønsker mig til sydens sol
Og rejser fra min lænestol
Med tanker flyver drømme
Du sommerfryd, du skønne

En kvinde, en stol, mere regn ingen sol
Mit mismod som en bølge
Af skyer får den følge
Jeg mærker kolde dråber
Og håbet står og måber.
En kvinde, øjeblik, i hjertet et stik
Af livets dybe summen
Og utålmodets brummen
Min hjertevej er buet
Men lykken bor i nuet.

torsdag den 12. juli 2012

Sjælemedicin


Og hvad kan man så foretage sig en kølig sommeraften? Drømmen havde været at sidde under himlen. Disse lyse sommernætter, disse magiske aftener. Men virkeligheden er en anden i øjeblikket. Det, vi kalder godt sommervejr, udebliver. Juli er kold og våd. Skal man sidde ud, skal man have godt med tøj på. Regntøj.
Vi tog på tur. Efter aftensmaden samlede Juli mennesker og hunde i køkkenet og proklamerede, at det var tid til en tur ud i det blå. Vi protesterede. Himlen var blåsort. Det ville snart regne. Igen. Og hvem gider spise is i det fri, når regnen siler og temperaturerne leder tankerne hen på efterår? Men Juli gad. ’Visse vasse, sagde hun og kastede jakkerne i favnen på os. Halsbånd på hundene, sko og strømper. Ud i bilen og af sted.

Så sidder man der i bilen og kigger ud på landskabet. Skyerne sejlede forbi i horisonten, dramatiske formationer udgjorde aftenhimlen. Krydret med regn. Markerne bølgede i vinden. Lyset dansede ind og ud mellem skyerne og skyggerne gjorde sig til. De tog hinanden i hænderne. En abstrakt himmeldans udspillede sig for mine øjne og som sædvanlig sad jeg klar med kamera og sjælen fuld af beundring. Kæresten fnøs. Han har svært ved at se bort fra realiterne. Det er snart høst og det tegner ikke godt. Sammen sender vi gode bønner og mariehøner til vejrs. Men lige der på passagersædet sad en kvinde, som for en stund formåede at glemme alt andet end det smukke syn, der mødte hende. Et øjebliks lykke. Et glimt.
Da vi nåede frem til Karrebæksminde, gik vi tur på stranden med hundene. Bølgerne kastede sig ind mod land, solen spejlede sig i havet og som baggrund lå de fine lystbåde. Juli smed sko og strømper. Vi beholdt vores på. Hun legede med hundene, slog smut og fandt smukke muslingeskaller. Og vi havde næsten stranden for os selv. Den lå øde hen bortset fra to drenge, der trodsede vind og vejr og badede. De lo højt. Fryd. Børn kan noget med tiden. Øjeblikket. De tager det og bruger det. Instinktivt. Kloge unger, tænkte jeg og var næsten misundelig på deres hvinende latter og bølgerne, der skyllede ind over dem. Næsten.

Senere spiste vi pandekager købt i det skæve gule pandekagehus. Og vi kiggede på lystbådene, inden vi igen fik varmen i bilen. Juli havde røde kinder. Håret lignende mest af alt en høstak og øjnene skinnede. Da hun så på mig, fik jeg øje på mig selv i hendes blik. Jeg spejlede mig og så, at jeg havde fået et lignende udseende. Forunderligt opløftet og fornøjet.
Den slags varer måske kort, disse øjeblikke af nærvær og umiddelbar tilstedeværelse, men de er balsam for sjælen. Og der er dejligt ved vandet uanset vejr. Det er sjælemedicin.

onsdag den 11. juli 2012

Fødselshjælper


Vejret ser ikke ud til at påvirke hende. Juli. Jeg, derimod, føler mig svøbt i regndis. Forsinket er jeg ankommet til morgenen. Jeg måtte bane mig vej gennem dug og tunge regnskyer, blidt skubbe en sky til side og hoppe ud på den anden side. Forbavset ser jeg mig om i køkkenet. Der dufter af kaffe, men hun er dér ikke.

Jeg skænker kaffe op og sætter mig ved vinduet. Tænker, at jeg om lidt vil se hende komme vandrende. Jeg har hende mistænkt for at gå tidlige morgenture dér, hvor natten møder dagen. Men denne gang har hun sat kaffe over først, lidt usædvanligt. Vi plejer jo at drikke kaffe sammen. Jeg savner hendes selskab, de ting, hun sysler med og de ord, hun giver mig. Eller måske er det nærmere det, hendes ord får mig til at tænke på. Når jeg forlader morgenbordet og har drukket kaffe med Juli, er det altid med favnen fuld af stof til eftertanke. Jeg bliver ligesom lidt smidigere og noget står klarere. Hun er en katalysator. Jeg finder svarene i mig selv, men hun er en slags fødselshjælper.

Nu kommer hun brusende ind, jeg kan høre døren åbne sig, den velkendte knirken. Hun stiller gummistøvlerne i gangen og kommer ind i køkkenet, lyser op i et smil, da hun ser mig sidde ved bordet. Kommer hen og planter et kys på min pande. Dufter af sommerblomster. Våd af regnen. Små prikker på hendes kinder minder mig om modne kirsebær. Hvor får hun energien fra? Selv sidder jeg fast i tråde af et usynligt edderkoppespind. Som en flue. Fanget af morgenen og en følelse, jeg ikke helt kan identificere. Jeg sukker dybt og hun ser på mig, mens hun skænker kaffe. Ryster let på hovedet.

’Hvad sidder du og tænker på?’. Hun sætter sig overfor mig, hviler hovedet i hænderne. Lytter allerede inden jeg får sat ord på. ’Og sig mig, har du fået skrevet noget i bogen, jeg gav dig forleden dag?’.

Jeg rækker hende bogen uden ord. Hun læser højt.
Et solkys på panden.
Et skybrud af lykke.
Fra tid til anden.
En helhed, et stykke.

Et træ i haven.
Et solglimt bag sky.
At give sig selv af selveste gaven.
Og lov til at starte på ny.

tirsdag den 10. juli 2012

Drømmebrik

Selvfølgelig er hun stået op. Jeg vakler ned af trappen, fortumlet af søvn der stadig hænger i kroppen. Jeg var vågen kl. 5 og overvejede et kort øjeblik at stå op. Inspirereret af den tidlige morgen og det dæmpede lys, fik jeg lyst til at sætte mig direkte til tastaturet. Der er noget spirituelt vidunderligt ved det tidlige morgengry. Mørket har forladt natten, som en skygge sejler den væk i horisonten og lyset tager over. Forsigtigt kravler det frem mellem revner og sprækker. I dag er der dog ikke så meget plads til det. Lyset. Store tunge regnskyer hænger på himlen.

Måske har du gættet det. Jeg stod ikke op kl. 5. Jeg faldt i søvn igen og blev hevet ned i et dybt drømmehul. Da vækkeuret proklarede, at det var tid til at stå op, hørte jeg det dårligt. Men kæresten stod op, den var god nok, vi var ankommet og dagen var klar til at blive taget i brug. Sover man for længe, tager dagen over og man kan bruge resten af tiden på at forsøge at indhente den. Løbe bagefter. Puste og snappe efter vejret, mens forspringet bare bliver større.
Kaffen er klar. Og Juli sidder fordybet ved det store bord i køkkenet. Foran sig har hun et væld af puslespilsbrikker spredt ud over hele bordet. Hendes hår dækker en del af ansigtet, brillerne sidder på næsetippen og hun ænser mig ikke. Hendes fingre leger med brikkerne, hun tager dem op, betragter dem. Nogle lægger hun tilbage på samme plads, andre får en ny plads og en slags orden opstår tilsyneladende.

’God morgen Juli’, siger jeg med påtaget munterhed, for synet af grå skyer og regn gør mig faktisk lidt mat. Men kloge folk påstår, at det er som man tar det og det forsøger jeg at huske på. ’Hvad laver du?’
Kender du det? Man stiller et spørgsmål, hvor svaret er så åbenlyst, at det næsten føles dumt. Men man vil have kontakt og så spørger man alligevel. Jeg sætter mig forsigtigt med min kaffe på et hjørne af bordet, mens jeg ser på de mange brikker, der ligger som en sælsom mosaik på den tunge egetræsbordplade.

Hun ser op med et sommersmil. Hvis jeg bare kigger på Juli længe nok, så husker jeg at det faktisk er sommer. Hun er så smuk. Hun opfylder drømme. Når bare Juli kommer, bliver alt godt. Hun er sommerferie, hun er sand, vand, strand, hun er blå himmel og uforløste drømme, der pludselig bliver mulige i farverne fra en solnedgang. Hun er rejse, afslapning og en god bog, man ikke kan lægge fra sig. Jordbær med mælk. Stikkelsbærgrød. Sommerenge og uendelige dage under bagende sol. Barndom. Minder. Glæde.

’Jeg lægger puslespil’, siger hun. ’Jeg samler brikkerne og er nået til det tidspunkt, hvor alt er kaos. Kender du det? Det hele ser håbløst ud. Man stirrer på brikkerne og ingen ser ud til at passe sammen. Løse ender, blindgyder, mørke tunneller. Det ser ud til, at det hele er ved at falde sammen og aldrig ville danne et motiv igen.
’Det kender jeg!’, udbrød jeg ivrigt. ’Mit liv!’.
Hun smiler til mig og nikker. ’Og ved du hvad, min ven? Det er et vigtigt tidspunkt i ethvert puslespil, hvad enten det drejer sig om brikker, der skal samles til et smukt motiv eller det drejer sig om et liv. Hvis man ønsker sig noget nyt og anderledes, må man opløse det gamle. Brik for brik. Og på et tidspunkt hænger intet sammen. Man mister modet, for den eneste løsning synes at være at samle puslespillet på nøjagtig samme måde som før. Gå tilbage til det gamle.

Jeg nikker. Den følelse kender jeg kun alt for godt. Trist kigger jeg på brikkerne på bordet.
’Men det er ikke sådan!’, siger hun triumferende og slår en lille glad latter op. ’Det tror man bare. Bedst som man slukøret er ved at give op og prøver at huske, hvordan det var, man trevlede op, så man kan samle igen, får man øje på en ny brik. Den er smuk og indbydende, og når man ser på den, kan man mærke en lille glæde rejse sig i sjælen. Men man tænker, at den er en vildfaren brik, som man aldrig kan få til at hænge sammen med alt det andet. En slags drømmebrik. Den passer ikke, tænker man og tvivlen leger dåseskjul. Lyden af dåsen er høj og skinger. En fod sender den til vejrs. Og man glor på både dåse og brik og ryster på hovedet over sine egne dristige tanker. Hvordan kunne man tro? Men så opdager man det. Brikken lægger sig til rette og på forunderlig vis begynder de andre brikker at forandre sig. En af gangen.’

’En brik af gangen!’ Jeg sukker. Nikker. Drikker kaffe. Lytter til regnen, der trommer mod ruden. Ser på brikkerne og samler en op. Den er glat og har en velkendt form. Jeg synes den ligner et hjerte. Jeg hører en stemme hviske i mit indre. Den velkendte stemme.
Sometimes when things are falling apart
They may actually be falling into place

mandag den 9. juli 2012

Et digt om sommerlængsel


Det er mandag og papiret er tomt. Helt hvidt og nyt ligger det på bordet. Det er blankt og jeg spejler mig i det. Udenfor er det begyndt at regne. Efter en lille sommeraperitif har vejret igen slået om og byder på ustadighed og regnbyger. Jeg lader mig ikke påvirker af vejret, siger jeg til mig selv. Det er blevet mit mantra for tiden, for sandheden er at jeg længes efter uendelige sommerdage med sol og blå himmel. Jeg vil spise mig mæt. Så mæt, at jeg ligefrem længes efter køligere dage, hvor man putter sig sofaen med et tæppe, tænder stearinlys og nyder det snigende mørke, der vandrer mod efterår. Men ikke nu! Det er jo sommer.
Juli ser på mig og ryster på hovedet. Dér skal du ikke tage hen, min ven, siger hun uden ord. Hun rækker en hånd ud og klapper min. I næste sekund har hun placeret et krus dampende varm kaffe foran mig. Jeg ser bare på hende og drikker af kaffen. God som sædvanlig. Hun kan lave kaffe, det må man give hende. Og hun gir mig den. Kaffen. Jeg trøster mig lidt ved den gode smag og følelsen af den glatte keramik i mine hænder. Den turkis farve minder mig om havet et sted i Grækenland. Jeg er begyndt at drømme om den slags steder, små tanker forlader den danske sommer og rejser mod syd. Jeg tænker på fiskerbåde i den tidlige morgenstund, uendelige strande og ser både sol- og solnedgange. Jeg ser en kvinde gå på stranden. Hun har blå kjole på, sandalerne holder hun i hånden. Hun smiler. Det er mig.

’Måske skulle du skrive et digt om din sommerlængsel’, siger Juli og peger på den gyldne notesbog, som hun forærede mig forleden dag. Gaven. Jeg har kigget på den flere gange, men jeg har ikke fået skrevet et ord i weekenden. Lørdag havde vi gæster og i går var vi selv gæster. Socialt samvær og solskin. Nydelige dage, hvor tiden snoede sig om min lillefinger og vinden hviskede kærligt i mit øre. Nu styrter regnen ned og laver plaskelyde på taget. Jeg skynder mig at drikke lidt mere af kaffen.
’Et digt?’ Jeg ser på hende og kan godt mærke min lette irritation. ’Og hvad skulle jeg skrive om? Hvad skulle dog inspirere mig på denne gudsforladte regnvejrsdag?

Og nu kommer hun sikkert med et guldkorn, den gode Juli. Jeg kigger afventede på hende i sød forventning. Vælger at lægge mandagens stjerneøjeblikke i hendes kyndige sommerhænder. Venter at høre nogle ord, som forvandler mit mismod til lykke. Den lykke, der kan opstå, når man får en sjælden og kærkommen indsigt. Men hun siger ikke noget. Tavs gengælder hun mit blik, så forlader hun arbejdsværelset med et smil. Trækker på skuldrene. Overlader mig til mig selv.

Jeg åbner den gyldne notesbog og ser på de tomme ark. Så lytter jeg til regnen og skriver.

lørdag den 7. juli 2012

Gaven


Luften er tung af fugtighed. Duggen ligger som perler i kornet, horisonten er sløret, men gennem regntågen kan jeg se den nye dag. Og jeg kan se Juli, som sidder ved bordet med kaffe og notesbog. Hun er fordybet i det, hun skriver. Min nysgerrighed blander sig med kaffelyst. Jeg skænker mig en kop og sætter mig forsigtigt ved bordet overfor hende. Juli. Min gode veninde, som er så fuld af sommersødme. Trods regnen danser et smil på hendes læber, øjnene skinner og med stor koncentration skriver hun ord i den gyldne notesbog.

’Hvad skriver du?’, spørger jeg forsigtigt. Jeg ved, at den slags spørgsmål kan være irriterende, når man er fordybet i noget. Man kan være midt i en vigtig sætning, et slags ordflow og bare en lille forstyrrelse kan dræbe sommerfuglen. Det er som at fjerne støv fra de gode vinger. På vej mod himlen faldt den ned. Forstyrret. Forevigt fortabt. Men jeg må lade nysgerrigheden sejre, vi har jo så kort tid sammen og jeg har lyst til at tale med hende. Hun er så klog, fuld af frodighed, visdom og kvindelig intuition. Jeg vil være som Juli, tænker jeg, da hun ikke svarer med det samme. Hun hviler i sig selv, helt og aldeles. Bare den måde hun trækker vejret på, dybe vejrtrækninger, der ligesom gør hende smukkere for hver gang hun puster ud. Jeg lægger hovedet i hænderne og stirrer på hende.
Nu kigger hun på mig. Lægger pennen fra sig og drikker af kaffekoppen. Smiler.

’Jeg skriver om mit liv’, svarer hun, ’min måned. Hver dag skriver jeg de ting ned, jeg har lært. Hvordan jeg bliver klogere. Jeg nedfælder de spørgsmål, jeg måtte have til dagen og vejen, men jeg takker også for alt det gode, jeg har mødt og de erfaringer, jeg har gjort mig. Når jeg skriver i bogen, kan jeg se, hvor meget jeg udvikler mig. Jeg får gode tanker og dem gør jeg til ord i min bog. Og mens jeg skriver, kommer der nye ideer. Det er som om de bliver misundelige!’. Hun ler højt og hendes latter smitter. Jeg ler med.
’Jamen det er sandt’, siger hun, ’de vil med i min bog. De vil i spil. Gode ideer er til for at blive opdaget og gjort noget med. De vil leges med, først i tankerne og senere i praksis. Har du nogensinde tænkt på, at det meste af det, du omgiver dig med hver dag, engang bare var en drøm i en eller andens gode hoved? Den maskine, der laver din kaffe. Den PC, hvormed du skriver dine fine ord? Det tøj, du har på. Din shampoo, der dufter af kirsebær og honning. Eller det smukke smykke, du bærer om halsen de fleste dage. Det lille skæve sølvhjerte?
Jeg nikker. ’Har du lagt mærke til mit sølvhjerte? Du har da aldrig sagt noget om det.’
’Selvfølgelig har jeg det. Hun klapper mig på hånden. Jeg ser det hele. Jeg ser dig, mærker dig og glæder mig over din tilstedeværelse i min måned, også selvom jeg ikke altid siger det til dig. Du må stole på, at jeg mærker hver eneste vibration. Jeg ser dine tårer og jeg smiler, når du smiler. Fra mit vindue ser jeg dig gå omkring i din verden, din færden omkring skrivebordet, timerne med ordene, turene ud, med hunde og i løbesko, de billeder du tager, de tanker, du tænker, den glæde, der opstår i dit hjerte, når du mærker, hvem du egentlig er og bare er det. Dig. Så bliver jeg glad!’
Jeg får tårer i øjnene. Jeg bliver så rørt over, at hun virkelig ser mig. I mine tanker have jeg fået en dum ide om, at hun egentlig ikke brød sig rigtig om mig. At hun kun var her, fordi hun skulle. Det er jo hendes måned og nogen skal åbenbart passe på mig.

’Du skal passe på dig selv’. Det er jo sandt, hun læser tanker. Ikke en eneste tankevibration går hendes sans forbi. ’Du må love mig, min ven, at du tager hånd om dig selv og den, du er. At du værner om din drøm og følger sangen i dit hjerte. Du er kommet så langt.
Hun bukker sig ned og fisker noget ud af den store taske, der står ved hendes fødder. En notesbog. En fin gylden notesbog magen til den, hun selv sidder og skriver i. Hun rækker den højtidligt til mig og jeg mærker klumpen i halsen vokse.
’Denne bog er til dig, siger hun. ’Og i den bog skal du nedfælde det, du erfarer på din vej. Det, du lærer. De svære tider, de modbydelige bump i vejen, turen op af bakken, den tunge regn i dit hår og tårerne, du fælder. Glæden, der sprudler som et fyrværkeri. Så pludselig og uventet. Der er lærdom i hvert eneste øjeblik. Saml det, du kan bruge og skriv det ned. Skriv, hvad du lærte. Og brug det som inspiration til dine skriverier. Giv det videre på din måde. Lad det være din gave til verden. Fortæl om de gode mennesker, der dukker op på din vej og giver dig guldkorn. Fortæl om naturen, der inspirerer og forkynder det, den ved. Gennem tusinder af år har den levet og åndet, hver eneste dag, hver eneste måned. Du ser visdommen i de store træer, når du vandrer gennem skoven. Du fornemmer. Og du blander din egen kundskab med den visdom, du kan hente der som en bi henter honning i blomsterne. Du gør den til dig egen, skriver den ned og giver videre. Hvis jeg ikke tager helt fejl, er det din arv. ’
Jeg nikker og lægger forsigtigt bogen på bordet foran mig. Gaven. Og uden ord lover jeg Juli, at jeg vil skrive i bogen hver dag. At jeg gennem mine egne ord vil forstå, at intet er forgæves og at jeg har en fornem forpligtelse. At bruge mit liv på bedste måned. At leve hver eneste dag, hvert eneste øjeblik og hele tiden udvikle mig, lære, give og tage imod. Gaven.

fredag den 6. juli 2012

Mælkehjerte og dråbemusik



Det er lykkedes hende at lave et fint mælkehjerte i skummet på min kaffe. Det er ikke uden stolthed, hun kommer op af trappen. Uden at banke på svæver hun ind i mit arbejdsværelse og placerer koppen på bordet foran mig. Hun ser på mig og venter på min reaktion. Jeg mærker et smil på mine læber. Hun må have øvet sig. Det er et perfekt mælkehjerte.
’Tusind tak, gode Juli’, siger jeg, ’det er den smukkeste kaffe, jeg nogen sinde har fået serveret! Jeg er så glad for, at du er tilbage og har besluttet dig for at bebo gæsteværelset her i huset. Jeg vender mig lidt. Til venstre, ud af vinduet, mod sydøst, møder mit blik regndisen. Hvis jeg er helt stille, kan jeg høre dråberne ramme taget på verandaen. En monoton lyd. Træerne vugger i vinden, slukker tørsten og strækker mod himlen.  Regnen ser ikke ud til at genere dem. Hvorfor skulle den så genere mig? Nej, i dag vil jeg glæde mig over livet og den hjertelige kaffe, Juli har serveret. Jeg vil nyde hendes selskab, dufte til hendes tilstedeværelse og den sjældne sommerblomst, hun er. Regn eller ej.

’Jeg er glad for at være her’, nikker hun og stiller sig hen foran vinduet. ’Det regner’, konstaterer hun og slår hænder sammen. Hun er klædt i en storblomstret sommerkjole. Bare fødder i sandaler, ligesom mig, det regner jo ikke herinde. Vi er to kvinder i vores bedste alder, vi har kaffe og ord og hinanden. På bordet ligger mine nye farveblyanter bredt ud i tilsyneladende uorden. De indbyder til farvefest. Jeg har tegnet nogle underlige damer, som ville gøre selveste Picasso misundelig. Jeg har lyst til at lege videre med dem. Finde mine akrylfarver frem og se, hvordan jeg kan forandre dem, gøre dem bedre, mere spændende eller hvad jeg nu har lyst til. På samme måde kan jeg farve min dag. Nu hvor jeg ikke længere er omgivet af en selvbygget modløshedsmur, kan jeg se horisonten. Regndis. Nye toner. Dråbemusik.

Juli samler en af farveblyanterne op. Den er grøn. Grøn som træerne, landskabet, græsset og håbet. Uden at spørge, stjæler hun et stykke papir fra min tegneblog og forlader rummet. Jeg kan høre hendes lette skridt over gangen. Døren til gæsteværelset knirker. Hun lukker den bag sig. Nu ville jeg jo gerne være en flue på væggen og se, hvad hun tegner. Men jeg må stille min nysgerrighed. Svaret kommer senere. Juli er kun lige begyndt.

torsdag den 5. juli 2012

Tilladelse


Har du tænkt over, hvor meget af det, du tror du kan, skal, må og burde, alene er styret af dine egne tanker? At det i virkeligheden er dig selv, der sætter dine begrænsninger ved at tænke som du gør?
For nylig opdagede jeg, at jeg pludselig havde sat nogle rammer op for mig selv, som jeg på ingen måde følte mig godt tilpas i. Tværtimod. Men jeg havde bildt mig selv ind, at det var sådan, det var, og jeg troede på det. Jeg forsøgte at navigere indenfor de rammer, men jeg blev ulykkelig og rastløs. Og hver gang jeg lyttede, hørte jeg en streng stemme fortælle mig om virkeligheden. Sandheden. Den var meget overbevisende og i lang tid fulgte jeg dens råd, mens jeg blev mere og mere begrænset. Jeg gik kold. Jeg blev tom, inspirationen forsvandt og jeg mødte mure bygget af tvivl og håbløshed.

Heldigvis vågnede jeg op en morgen og hørte pludselig en anden stemme. Den stemme, der er hviskende og blid. Jeg fulgte den langs floden, på bare fødder vandrede jeg forsigtigt og fulgte flodens bølgende linjer. Nu lyttede jeg kun til vandet og til den blide stemme i mit indre. Hjertestemmen. Efter et stykke tid kom vi ud til havet. Floden havde fulgt mig helt ud til verdens ende og her satte jeg mig nu i sandet. Jeg mærkede vinden i mit hår og mine fingre legede med sandet. Jeg tegnede et hjerte.

Mens jeg sad dér på stranden, helt stille, og lyttede til havet og flodens sang, betragtede fuglene i horisonten, der med svævende lethed sejlede gennem skyerne, kom svaret i form af et enkelt ord. Tilladelse. Du skal give dig selv tilladelse til at vælte de mure, du har bygget op omkring dig selv i misforstået beskyttertrang. Tilladelse? Jeg smagte på ordet. Smagen var både sød og salt. En helt fin balance. Og jeg forstod, at det var mig selv, der havde skabt et rum, hvor jeg på ingen måde trivedes. Dag for dag havde jeg lagt mursten på, som jeg egentlig ikke brød mig om, men jeg bildte mig selv ind, at det var sådan, verden så ud. Jeg så den verden så tydeligt, jeg mærkede den og selvom hele min krop og mit hjerte strittede imod, gik jeg stædigt ind i den og lukkede døren bag mig. I rummet var der to ting. Hjertesorg og en vigtig lektion.

Nu gav jeg mig selv tilladelse til at nedbryde muren.  Jeg forlod mit vakuum. Jeg gav mig selv tilladelse til at gå tilbage til det sted, hvor jeg slap den røde tråd og lede efter den igen. Jeg gav mig selv tilladelse til at give slip og igen trække vejret dybt, mærke livet og lytte til den smukke hjertestemme, der hele tiden havde været dér og blot havde ventet på, at jeg skulle forstå. For den slags lektioner er man nødt til selv at lære og det gøres med krop og sjæl. Det er ikke let, men man skal igennem. Og da jeg gav mig selv tilladelse, forstod jeg. Muren faldt hurtigere end den i Berlin. Som et korthus kollapsede den og jeg kunne igen se horisonten. Jeg opdagede at det var sommer og jeg huskede, at det faktisk er min yndlingsårstid.
Da jeg igen rejste mig og børstede sandet af mine ben, lå verden badet i et helt nyt lys. Og selvom bølgerne brusede og skyllede ind over strandet, var hjertet, jeg havde tegnet, stadig tydeligt. 

Jeg er min egen bedste ven, tænkte jeg og hjertestemmen svarede mig med et veltilfreds suk. Og kun jeg kan give mig selv den fornødne tilladelse til at gå hjertevejen, leve mit liv og gøre det, jeg drømmer om.  Det ligger lige for som hjertet i sandet, men på samme måde som tidevandet skyller ind over sandet og tager hjertet med sig til havs, kan tvivl og modløshed stjæle drømmen og håbet.
Men man kan altid tegne et nyt hjerte.

onsdag den 4. juli 2012

Månen på himlen


Hun sad på himlen, da jeg lukkede persiennerne for natten. Vinduet lod jeg stå åbent, det er jo sommer. Hun spejlede sig i glasset og smaskede af velbehag. Magen til skønhed skal man lede længe efter. Selvtilfreds steg hun højere op på nattehimlen og sendte mig et fingerkys til godnat.
Senere kom hun tilbage. Præcis kl. 3. Jeg vågnede med det sædvanlige månepling og mærkede søvnen fordufte som en flagermus i sommermørket. Kun lyden af dens vingeslag var tilbage. Der lå jeg i en god times tid og talte pænt til månen. Sendte gode tanker til en ven. Forsøgte at lade være med at have for mange tanker overhovedet. I mens spiste månen af min søvn og vendte så ansigtet mod morgen for at foretage den sidste del af sin natterejse. Hun er aldrig i tvivl. Hun stoler på sig selv. Sit indre kompas. Sit hjerte.

Jeg faldt i søvn igen og da jeg vågnede, kunne jeg ikke længere se hende. Solen havde overtaget, vinden bølgede i markerne og himlen spejlede sit blå lys i det samme vindue, som månen havde gjort det, da jeg rejste ind i drømmeland. En ny sommerdag har meldt sin ankomst.
Selvom månen ofte stjæler af min skønhedssøvn, beundrer jeg hende grænseløst. Hendes stolte færd, hendes selvsikkerhed og den måde, hvorpå hun foretager sin rejse. Hvis hun er i tvivl, viser hun det ikke. Hun kender sin drøm og sit værd. Og hun lever.

Måne på din himmel
I blå og stjernevrimmel
Dit sølvlys rammer blidt min kind
Jeg lukker energier ind
Af mod og kvindehjerte
Ud lukker jeg min smerte
For i dit skær er drømmen stor
Dit månelys, min lille jord


(Lene Frandsen)

tirsdag den 3. juli 2012

At give slip


Jeg klædte mig i julinatten og gik sent i seng. Efter en cykeltur ud i sommerlandskabet, fandt jeg mig tilrette i sofaen med en god bog og en stor kop te. Bogen er en overraskelse. Pludselig kunne jeg mærke, at det var krimitid og det er et godt tegn, for jeg plejer at læse mindst en krimi om sommeren. Bogen så jeg i søndags, mærkelig nok, jeg havde ikke hørt om den før, men i sidste uge læste jeg en anmeldelse et sted. Og så lå den der og kaldte. Tag mig med hjem. Det gjorde jeg så. Nu nyder jeg bogen, som foregår midt i den koldeste vinter et sted i Sverige. Mens jeg sidder her i sommeren med min kaffe og fryder mig over denne tid og mit fornemme besøg, der kom ligeså uventet som den gode krimi.
Nye energier, nye veje og nye muligheder opstår kun, når man tør slippe det, man holder fast i, læste jeg et sted. Men hvis man giver helt slip, derimod, opstår det ikke, for så har man ikke givet slip. Paradoksalt. Selv er jeg i en fase, hvor jeg har sluppet tøjlerne og lader det flyve, jeg som en ballon har forsøgt at holde i luften de sidste måneder. Den har svævet som en skygge over mit hoved, men den har været tungere end helium. Jeg tænkte ikke på, at jeg blot kunne give slip i snoren og lade den forsvinde i himmelrummet. Mine fingre holdt krampagtigt fast, så knoerne var helt hvide.

Jeg bad om et svar og jeg fik det. Giv slip. Det gjorde jeg så, selvom det var svært at løsne fingrene. De var næsten smeltet sammen med snoren og ballonen og dens mægtige skygge blevet en del af mit univers. Men pludselig forstod jeg og jeg fik mine fingre fri. Den forsvandt som en kæmpe mod skyerne, svævede forbi solen og blev opslugt af horisonten. En sten faldt fra mit hjerte.
I går mødte jeg den så. Ballonen. På min aftencykeltur så jeg den pludselig i horisonten, svævende over en stor ladebygning med himmel og skyer som stolte kulisser. Jeg hilste pænt på den og stod af cyklen for at tage et billede. Jeg var turist. Ballonen og den mægtige skygge var ikke længere min, jeg havde ladet den flyve og friheden svøbte sig om mig som det fløjsmørke, aftenen nu havde klædt sig i. En kvinde og en cykel. Når man mest af alt har lyst til at holde fast, skal man give slip. Og den korteste vej er sjældent den rigtige. Eller den, der tager kortest tid, for den sags skyld. Og det er ikke for ingenting, at jeg i sin tid kaldte min blog for Poetiske Paradokser. Jeg smiler. En subtil forståelse svæver som ballonen på min himmel.

Nu læser jeg. Nu skriver jeg. Og Juli smiler til mig, mens hun danser forbi i sin blomstrede sommerkjole. ’Der er mere kaffe på kanden, min ven. Og dagen er kun lige begyndt’.

mandag den 2. juli 2012

Og der er kirsebær


Jeg så hende ikke komme. Jeg var fuldstændig fokuseret på tabet af Juni og det tomme gæsteværelse og så ikke op. Mine øjne var fulde af tårer. Og selvom månen gavmildt lod mig sove og jeg vågnede i en tilstand af accept, bar jeg alligevel et slør af usynlig sorg. Det er svært at acceptere afsked. Det er hårdt at sige farvel. Den tomhed, der opstår i kølvandet på samvær, noget man har vænnet sig selv og fundet sig til rette i, er svær at betræde. Og man skal derind. Vejen videre går gennem denne tomhed med kolde vægge, hvor tårerne triller som dug. Og der stod jeg midt i tomheden og frøs, fastfrosset i afskedens kulde, fuldstændig ude af stand til at se den dør, der havde åbnet sig bag min ryg.
Der fandt hun mig. Juli. Blidt lagde hun sine moderlige arme omkring mig og jeg forsvandt i hendes favn. Uden at åbne mine øjne vidste jeg, at det var hende. Hun var ankommet uden ord. Mens månen lyste og legede kispus med skyerne, mens natten slængede sig i sin blålige sommerkåbe, gik hun med langsomme skridt op af markvejen. Ingen hørte hendes skridt i gruset. Ingen så, at hun satte sig med sit staffeli og begyndte at male et billede. Sommermotiv. Og uden at tøve åbnede hun døren til mit hus og fandt mig i tomrummet. Og uden et ord tog hun mig i sin favn og satte en blomst i mit hår.

Her sidder jeg nu med blomst og Juli og har lært endnu en livslektie. Jeg mærker det. Den dør, der åbnede sig, da den anden lukkede med et hårdt smæld. Jeg så den ikke. Jeg var forblændet af det, der nu manglede. Jeg satsede alt på, at Juni havde svaret til mig og da hun en smule sørgmodigt rystede på hovedet og uden ord fortalte mig, at jeg måtte finde svaret i mig selv, kunne jeg mærke tårer og håbløshed lægge armene om hinanden i en opgivende tango. Jeg har ledt så længe. Jeg har fundet, men jeg har også mistet igen. Jeg har mærket suset af håbets vingeslag, men jeg har også følt tomheden rasle som et skellet. Så kom Juni og jeg tænkte, at hun måtte vide besked. At hun var kommet så uventet, fordi hun havde noget til mig. Svaret. Jeg ventede og jeg ventede forgæves. Troede at svaret lå gemt i vejret, at sommeren ville bære det til mig som en sval brise. Og så forsvandt hun bare. Svaret udeblev.
Jeg har lært en livslektie og derfor har jeg ingen forventninger til Juli. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil leve en dag af gangen og nyde hvert eneste sommersekund. Drikke dug og spise morgenfruer. Lade solen synge, hvis den vil og er der regn, vil jeg danse i pytterne. Det er sommer og det er første dag i resten af mit liv. Juli synger lystigt, jeg kan høre hende nede i køkkenet, hun laver kaffe og bager formiddagsbrød. Der dufter af glæde og tonerne fra hendes melodi svæver op af trappen og ind i mit arbejdsværelse. Jeg mærker et lille stænk af lykke, en sårbar dråbe af inspiration. Jeg smiler af mig selv og livet. 

Og der er kirsebær på det gamle træ nede af vejen.