lørdag den 30. juni 2012

Den sidste junidag


 Og så pludselig ankommer man til en station. En morgen. Lyset er anderledes, fuglenes sang har ændret karakter. En tone lysere. Man slår vinduet på badeværelset op og mærker morgenen strømme ind. Der dufter af sommer. Dagen kalder. Kom herud. Og man smiler og tager hurtigt noget tøj på, laver kaffe og bærer bakken med morgenmad ud i solen. Skuldrene sænker sig, tankerne falder til ro. Det er alligevel sommer.

Jeg er forelsket i denne station. Jeg vil blive, jeg henter mine ting i toget, en hurtig beslutning. Ikke mere rejsen omkring. Søgning. Afsøgning. Det er tid til en pause. I solen. Tid til at læse en god bog, drikke iste, spise vandmelon og lade sig kærtegne af solens stråler. Tid til sommerkjole og sandaler.

Lykken er, når sommeren bare står der. Pludselig. Et kys på panden, et strejf af lykke. Bare sådan. Efter endnu en dag med skybrud af tvivl.

Og jeg har lært det, tænker jeg, der er ingen tid at spilde. Livet er nu. Denne morgen. Den sidste junidag.

fredag den 29. juni 2012

En lille rejse


Det gør godt at komme væk et par dage. Lægge landet bag sig og køre over broen, der fører til nye kontinenter og oplevelser. I vores tilfælde Sverige. Og det lyder måske ikke specielt eksotisk, men der sker bare noget, når man tager på den slags ture. Det behøver ikke at være til fjerne himmelstrøg i ugevis, selvom det bestemt også frister. Mindre kan gøre det, når nu landmanden ikke har uger til rådighed i disse snart-høst tider. Og Sverige gjorde det for os. Igen.
Vi havde lejet os ind på et pensionat et stykke udenfor Helsingborg. Det var egentlig lidt tilfældigt, at det blev der, vigtigst var det, at vi kunne have hundene med. Jeg fandt en svensk hjemmeside, som har samlet hundevenlige hoteller og pensionater i hele Sverige og med den på skærmen, blev det ret nemt. Vi var velkomne og det samme var vores firbenede venner Keeva og Aimee.

Vi blev taget godt imod, fik vores værelse og så kørte vi ellers af sted igen. Turen gik til Helsingborg. Vi spiste frokost på havnen og gik så en tur ind i bymidten. Og der sker noget, når man har to søde hunde med sig. For pludselig kommer man i snak med folk. De kommer hen og klapper hundene, spørger og så står man pludselig der midt på gågaden og får sig en sludder med vildtfremmede. Det er hyggeligt og det gør godt. Hundene er en slags hjerteåbner.

Om aftenen spiste vi middag på pensionatet og senere gik vi aftentur i området med hundene. Vi så solen gå ned og over svensk land og jeg bad i mit stille sind en bøn om godt vejr dagen efter. Som bekendt har det været småt med sommervejr indtil nu og jeg er trængende. Så er det sagt! Og nogen må have hørt mine bønner, for da vi vågnede næste morgen, skinnede solen. Først var himlen iført lette skyer, men senere smed den dem og solen fik frit spillerum. Åh, det gjorde godt. Endelig lidt sommer!

Vi kørte over til østkysten og fulgte den hele vejen hjem. Spiste frokost på vejen på en hyggelig gæstgivergård og senere drak vi eftermiddagskaffe i Simrishamn, som virkelig havde taget sommertøjet på. Der var fyldt med mennesker, liv i gaden og på fortovsrestauranter og caféer. Jeg blev smittet af stemningen og fik spontant lyst til at blive, men landmanden rystede på hovedet. Den går ikke, unge dame. Vi skal videre. Og det skulle vi, men vi nød turen i fulde drag, solen og de ophold vi gjorde. Ikke mindst på stranden ved Foruboda, hvor hundene fik lov at boltre sig i sand og vand. Solen skinnede og for en stund var vi hensat til en slags bounty ø. Der er smukt på Sveriges sydøst kyst.

Nu er vi tilbage i huset for enden af markvejen. Det blæser og regner. Vi forlod vist sommeren i Sverige og jeg savner den. Men hjertet er fuld af fine små minder. To dage, en overnatning. En lille rejse. Den gjorde godt!

Jeg anbefaler små afstikkere i ny og næ. De kan mere end man tror! ;)

tirsdag den 26. juni 2012

Fotoglæde


Der er mange måder at opleve verden omkring sig på. En af dem er med et kamera. Jeg har altid været glad for at fotografere og er kendt for at tage billeder af både det ene og det andet. Jeg ser motiver alle vegne. Så da jeg opdagede Instagram, var det jo oplagt. Man tager billeder med sin iPhone og lægger dem ud på sin dertil indrettede profil.  Og så kan man få følgere akkurat som på Twitter. Her er det bare en verden beskrevet i billeder.
Jeg tager billeder og lægger på Instagram hver dag. Min dag beskrevet i billeder. Og jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg hver eneste dag ville fange ting, som gjorde mig glad. Glimt af små hverdagsdetaljer, som man måske ikke altid ser, men som altid er tilgængelige og bare venter på, at man opdager dem. I disse regnvejrstider er skyerne helt fantastiske. Formationer i fantastiske farver sejler over himlen og lyset spiller op, spejler sig, laver skygger og leger med farverne. Det er bare at rette linsen mod herlighederne, fange dem i et øjeblik, bearbejde og lægge ud. Og jeg glæder mig over, når andre synes godt om mine billeder og lægger en hyggelig kommentar.

Når jeg er på tur med hundene, tager jeg min iPhone med og mens de snuser efter spændende dufte, snuser jeg efter motiver som en bedre detektiv. En gammel dør eller vindue. Farverne på en husmur, den måde muren slår revner på, valmuer i grøftekanter og andre smukke blomster, der bare må foreviges. Jeg går tæt på, fanger regndråber og små detaljer. Og det bedste er, at jeg bliver glad af mine egne billeder. Jeg nyder, når jeg har fundet et godt motiv.  Det er sjovt og det er livsbekræftende. I går tog jeg billeder af et gammelt hus, jeg mødte i skoven, da jeg gik tur med hundene. Det gamle træ i vinduesrammerne, spindelvæv og et stråtag, der havde kendt bedre dage. ´Og søen, hvor himlen spejlede sig. Himlen, som er en sø i sig selv.
Når dagen er gået har jeg foreviget små øjeblikke og ved, at det har været en fin dag. Jeg er blevet mere opmærksom på detaljerne og de små ting, der tegner det store billede. Jeg kan anbefale Instagram, hvis du har en smart phone og er glad for at fotografere og i øvrigt gerne kigger med hos andre fine amatørfotografer. Det er en hel verden i sig selv.

I morgen drager vi i øvrigt en tur til Sverige og så skal jeg se på svenske sommerdetaljer. Se og fotografere. Og det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg håber at det bliver i solskin!

mandag den 25. juni 2012

Juni og vejret


’Jeg ved ikke med dig Juni, men jeg er ved at være gevaldig træt af vejret. Det regnede fra morgen til aften i går og i dag er det mere efterår end sommer’. Selvom jeg har besluttet mig for ikke at lade mig påvirke af vejret, sniger det sig alligevel ind under huden på mig. Den kølige luft, vinden, de blafrende persienner og de tunge skyer, der sejler over himlen som store vandbeholdere. Jeg ser en smule irriteret på Juni, som tilsyneladende veltilfreds og upåvirket sidder overfor mig med kaffe og bog. Håret er strøget om bag ørerne, blikket er fuld af bogstaver og kaffens aroma blander sig med hendes sommerparfume. Hun er nok det mest sommerlige lige nu. Hendes navn. Tanken om hendes måned. Vi var så fulde af håb, endelig kom Juni med sommeren og så sidder hun bare der og læser poesi, mens dråberne tegner mønstre på ruden og skyerne spejler sig i de efterhånden enorme vandpytter på gårdspladsen.
Hun svarer mig ikke og jeg sukker. Dybt. Hun ser stadig ikke op fra bogen og i et kort sekunds hysteri rækker jeg ud og tager bogen fra hende. Det er ikke poesi. Ikke som sådan. Hun læser krimi.

’Det er jo sommer’, konstaterer hun og smiler sødt til mig, mens jeg betragter bogen. Hun virker ikke engang spor sur over, at jeg har hugget bogen fra hende. Hvordan kan hun være så mild og glad, når vejret er så dårligt? Når efteråret har stjålet sommeren og rusker op i alle de gode drømme om blide briser og blå himmel? Selv er jeg godt træt af ventetiden. Hver eneste morgen at vågne op med et lille håb om sommerglimt. En drøm om at mærke varmen helt ind i sjælen og lade de sidste vinterlige tanker fordampe. Åh, jeg længes sådan, at jeg i smug er begyndt at kigge på afbudsrejser til varmere himmelstrøg. Drømmer mig væk til blå oceaner, solopgange over vandet og bare fødder i morgenluften.
’Jamen helt ærligt Juni, det kan da ikke være rigtigt! Skal vi slet ikke have sommer i år?

’Det er da sommer!’. Hun ler højt. ’Hvornår har du nogensinde kunne stole på vejret i min måned eller i den danske sommer overhovedet? Der er skrevet sange om det. Der er lavet vers, poesi, malerier, ja sågar læserbreve fra utilfredse borgere, der skyder skylden på først vejrguder siden metrologer. Nogen må tage ansvar! Men sandheden er, at vi ikke kan gøre noget ved vejret. Og månederne har slet ingen indflydelse, tilføjer hun og fastholder mit blik, for hun kan mærke, at jeg har lyst til at bebrejde hende. Det er jo oplagt. Hun sidder lige der og kalder sig Juni. Den første sommermåned. Og så føles det mere som efterår!
’Lykken vokser på egen jord og kan ikke plukkes i fremmede haver’. Hun tager min hånd i sin. Hvis du satser din lykke på vejrets lod, kan du næsten kun blive skuffet. Det er enten for koldt eller for varmt. Og hvis du tror, at du kan finde din blomst ved at stjæle en spire i naboens have, tager du også fejl. Der er kun en, som kan give dig det, du leder efter og det er dig selv. Og jeg ved det er frustrerende at høre det, tilføjer hun, mens hun klemmer min hånd i en trøstende gestus, for det er et kæmpe ansvar. Man er virkelig sin egen lykkes smed!

Og jeg ved, at hun har ret, men jeg glemmer det bestandigt. Jeg lader mig påvirke af vind og vejr, jeg fryser, jeg skutter mig i vinden og jeg er træt af de store gummistøvler. Jeg kastes rundt i overgangens vande, jeg tænker tanker, jeg var bedst foruden og jeg begår de samme fejl gang på gang. Jeg falder, jeg slår mig og i det sekund, hvor smerten er størst, glemmer jeg at det går over igen. At der er dage, hvor jeg sejler på en blød sommerbrise, hvor livet kærligt lægger armen om mit liv og hvor kvinden i spejlet smiler til mig, fordi hun slet ikke kan lade være.
’Tak fordi du mindede mig om det’. Jeg kysser Juni på kinden og rejser mig. Jeg skal smede, mens jernet er varmt.

Billedet er lånt hos healingwithheart.

søndag den 24. juni 2012

Alsidig


Det blev en fin dag i går. Sankt Hans. Og vejret var helt uden overraskelser. Det regnede og solen skinnede. Der var skyer. De hvide og de sorte. Vi havde gæster fra morgenstunden. Det er så hyggeligt at mødes til morgenmad og have en hel dag foran sig. Mændene havde praktiske gøremål i baghaven, der blev fældet og ryddet op, mens vi kvinder drog på shopping og indkøb. Jeg forkælede mig selv med en midsommer kjole, som jeg bare ville have på om aftenen. Og sådan blev det, selvom jeg måtte supplere med varme gamacher, strømper og sko. For vi sad skam ude og spiste, men så snart vi havde spist den sidste bid, rejste vi os og gik ind. Dér sad vi så i sollyset gennem køkkenvinduerne, ved det store køkkenbord, drak rødvin og nød varmen.
Senere lavede vi bål og så røgen rejse sig mod midsommerhimlen. Der blev serveret te og kage. Og sidst på aftenen startede gæsterne bilen og begav sig nordpå. Vi faldt i søvn til duften af bål og vågnede op til lyden af regn. Den danske sommer er i fuld gang. Og det siler ned.

Her sidder jeg midt i morgenen. Lyset er dæmpet. Jeg har kaffe i koppen og håb i sindet. Selvfølgelig bliver det rigtig sommer. Snart. Vi skal bare lige have dette massive regnvejr overstået. Og hvad er mere perfekt end en søndag, hvor man ovenpå en god dag og aften kan dase i sofaen med kaffe og en god bog. Jeg skal have læst min krimi færdig og så skal jeg i gang med tidligere omtalte bog af Ali Smith. Den er ankommet fra England og jeg er fuld af forventninger. Jeg skal læse en bog, som har skrevet sig selv. Jeg skal inspireres.
Juni trækker på skulderen, mens hun med hænderne hvilende i siden ser ud på sommerregnen. Hun sukker. Ligesom jeg. Hun tænker. Ligesom jeg. Og hun er i grunden ikke så meget anderledes end en god gennemsnitlig kvinde. Hun har gode dage og mindre gode dage. Hun er fuld af håb og livsmod, men hun får også strejf af melankoli og tungsind. Dage, hvor benene er som bly. Mens man på andre færdes på sommerfuglevinger, letter og spreder støv af inspiration og kærlighed.

 ’Livet’, siger hun, ’er som en typisk dansk sommer. Alsidigt. Og det er der vel også en god portion charme i.

fredag den 22. juni 2012

Farver og sommerregn

Jeg faldt pladask for Jessie Lilacs tegninger. Da jeg så dem, blev jeg ligesom fanget i et farvespind. Jeg har besluttet mig for at købe et par stykker til væggene her i huset, men selvom jeg er i beslutningsfasen i forhold til, hvilke det så skal være, så var det ligesom ikke nok. Farverne havde gjort noget ved mig.

Så i går drog jeg til byen, der i mit tilfælde er en provinsby midt på Sjælland. Engang en by for dronninger; nu er den vist mest kendt for at være byen i midten. Hvis overhovedet. Men det spiller heller ingen rolle, for hovedsagen er, at der i byen findes en boghandler og at denne boghandler også forhandler farveblyanter og den slags. Der gik jeg ind. Og da ekspedienten spurgte, om farverne var til en gave, rystede jeg voldsomt på hovedet. Nej da, de er til mig selv!

Det er længe siden, jeg sidst malede og tegnede, men som barn og helt ung var det en del af mine kreative udfoldelser. Ord og farver. Og der var noget i Jessie Lilacs tegninger og farvevalg, som vækkede den lille pige i mig, der elsker at lege med farver og udtryk. Hun rejste sig simpelthen dér, hvor hun var faldet og så købte hun farveblyanter. Hun tegnede lidt i går og nu har hun spredt de farverige blyanter ud over skrivebordet og en lille begyndertegning ligger ovre til højre, så jeg kan se den ud af øjenkrogen, når jeg skriver.
Det er lidt underligt, for der faldt ligesom noget på plads. Det var som en puslespilsbrik, man har stået og manglet. Kender du det? Der dukker noget op på rejsen, man ser det og nikker i salig genkendelighed. Nå ja. Jeg tegnede jo også. Jeg malede. Og man kan meget med farver og hvidt papir. Man kan for eksempel male sig en god dag. Eller en sol på regnvejrsdage. Som i dag.

Så mal dig en flot fredag og nyd turen gennem sommerregn og vandpytter.

Klik på billedet og besøge Jessie Lilacs side


torsdag den 21. juni 2012

Fordi


Når man ankommer til sådan en morgen ved man, at man ikke rejst forgæves. Gennem vinterens lange gange, gennem mørke og tvivl.
Duggen ligger som et tyndt lag film over græsset, solen stiger til himmels og skyerne smyger sig som hvide bomuldsstykker mod den blå himmel. Helt forsigtigt forlod jeg dynen og listede hen til vinduet. Men jeg vidste det allerede. Det var en smuk sommermorgen. En af dem, jeg har længtes efter i vinterens mulm og mørke. En af dem, der kan være et slags pejlemærke og samtidig et sted, hvor man har helle. Hvor man kan læne sig mod vinden og sommerluften og bare være. Menneske. Ankommet.
Jeg bader i langsomhed. Drikker dagens anden kop kaffe. Går med bare fødder i sandaler og nyder duften af vasketøj i vinden. Åh, som jeg har længtes efter sådan en morgen, mærke duggen under fodsålerne, livet mellem tæerne. Insekter, sommerfugle, edderkopper og katte på vej hjem efter nattens jagt.

Vinden rusker kærligt op i træerne, bladene rasler. Jeg finder mig selv siddende ved skrivebordet med blikket rettet mod vinduet. Mod sommeren. Mod den tid, hvor vinterens mørkerejse skrives i erfaringens bog og man føler sig rig i livet. Fordi man har rejst. Fordi man er ankommet.
Det smukke billede er malet af Jessie Lilac. Ren inspiration.

tirsdag den 19. juni 2012

Måske


’Hvad læser du’, spørger jeg Juni, som er forbavsende stille her til morgen. Godt nok var kaffen lavet, duften havde bredt sig i køkkenet, men Juni sad allerede dybt begravet i en bog ved køkkenvinduet. Respektfuldt lod jeg hende være, bar min kaffe og morgenmad over til bordet og sad stille og lod mig fragte ind i morgenen. Jeg tænkte, at det nok bare var et spørgsmål om tid, inden hun ville løfte blikket og begynde at pludre på sin sædvanlige Juni facon, men hun forblev stille. Bladrede i bogen og drak af kaffen. Morgenlyset legede i hendes hår og spandt guldtråde. Et dybt suk, en side, der blev vendt. Papir. Ord. Sætninger.
’Jeg læser digte’, siger hun med et suk og ser på mig. ’Digte af den chilenske forfatter Pablo Neruda. Kærlighedssonetter.’ Hun snøfter. ’De er så romantiske. Tænk at skrive sådan. Tænk at nogen føler så stor en kærlighed, at han eller hun kan udtrykke den med ord. Det er som et maleri i de smukkeste farver. Kærligheden danser, driver og vrider sig i hver eneste sætning.’

Måske er det fordi Juni læser digte, at solen har rejst sig og skyerne gjort plads til himlen. Der er noget poetisk over denne morgen, noget skrøbeligt og stærkt alligevel.

’Måske skulle jeg læse den’. Jeg nikker. Det er egentlig min bog, som Juni har fundet i bogreolen. Jeg købte den på poesiens dag for et stykke tid siden. Den har ventet på mig lige siden, men er nu i Junis hænder og gør åbenbart et stort indtryk på hende. I hvert fald hvis man skal dømme efter de dybe suk og det svømmende blik.
’Har du nogensinde skrevet digte?’, spørger jeg hende så. Jeg har lyst til samtale. Jeg kan mærke ordene trænge sig på, lysten til at få hendes opmærksomhed, de himmelblå øjne og blikket, man kan hvile sig i som på en blød pude. Jeg kan se, at hun føler sig splittet. Juni har altid lyst til at tale, samtale, men bogen drager hende. Så nikker hun.

’Jeg skriver digte hver dag. Jeg har en bog, som jeg tager frem hver aften. Så lader jeg ordene flyde som honning. Lytter. Smager. Jeg er faktisk også en poetisk sjæl’, tilføjer hun og smiler så sødt som den honning, hun lader flyde i sine digte. Digte som jeg får lyst til at læse, men som jeg fornemmer, er hemmelige. Det er ikke alt, der skal ud i offentligheden eller deles. Noget kan man beholde for sig selv. Gemme i sit hjerte.
’Kærlighedsdigte’. Hun lægger Pablos kærlighedssonetter til side og læner sig frem mod mig. Jeg kan dufte hendes parfume. Syrener. Roser. En brise løfter hendes øjenbryn og et smil lader sig tegne over læberne. ’Kærlighedsdigte til livet. Jorden. Himlen. Min måned, som er så uforudsigelig. Græsset, der vokser, blomsterne, bierne. Livet. ’

’Måske vil du en dag lade mig læse et af dine digte?, spørger jeg forsigtigt uden egentlig selv at opfatte det som et spørgsmål. Jeg træder ind over en usynlig grænse, jeg går med bare fødder i nøgen dug, der ikke tilhører mig eller min store kærlige nysgerrighed. Men hun nikker.
’Måske. Hvis du til gengæld lover mig at gøre det skriveri, du nu pusler med færdigt. Så jeg, når jeg kommer til dig igen næste sommer, kan læse dine færdige ord og sætninger og nyde det som jeg nyder Pablos digte. I bogform.

’Måske’. Jeg føler mig pludselig lettere og får lyst til at give et kæmpe knus. Der ligger et lille løfte i de fem bogstaver. Måske.

mandag den 18. juni 2012

Morgen i huset


Jeg har åbnet vinduet i arbejdsrummet. Lydene og lyset strømmer ind. En svag duft af sommermorgen fuld af håb. Fuglesang. En forsigtig raslen i bladene. Vinden er forbavsende rolig i dag. Skyerne har lagt sig til rette som hvide vattotter, stille sejler de forbi.
Huset giver sig til kende i små etaper. Det afslører ikke det hele med det samme. Det er virkelig som om man skal lære det at kende. Se. Smage. Sanse. Den måde lyset strømmer gennem vinduerne om morgenen og går rundt om huset i løbet af dagen for at sende sine stråler gennem køkkenvinduet ved aftenstide. Den måde skyggerne danser ballet i yndefulde formationer på gulve og vægge. Lydene, den måde væggene knirker og noget på taget rasler. Et knirkende gulvbræt. Et klaprende vindue. Den måde jeg til stadig opdager små ting, der er karakteristiske for huset og dets personlighed, noget, jeg ikke havde lagt mærke til, da vi først flyttede ind.  Det er som et menneske, huset. Et menneske, man skal lære at kende. Så afslører det små sider af sig selv, løfter sløret for hemmeligheder, der længe har været gemt væk. Jeg er heldig, tænker jeg, når jeg opdager noget nyt.

Der er historier i hver revne. Der er sprækker, der minder om ar. Sår, der er helet. Sorger, der for længst er overstående, men som hænger ved som spindelvæv. Ting, der ikke kan glemmes, men som det har lært at leve med. Huset. Og som nu har fået lov at gå videre og fremstår som et helt nyt hus. Det er det bare ikke. Det er et gammelt hus med fortællinger fra en tid, der gik. Og det mærker man.
Hvis du spørger, om vi er glade for at bo her, så er svaret ja. Huset har åbnet sine arme og taget os i sin favn. Vi har fundet os godt til rette og opdager stadig nye sider af hinanden. Hemmeligheder. Særheder.

Jeg har åbnet vinduet i arbejdsrummet. Lydene og lyset strømmer ind. En ny uge har taget sin begyndelse.

søndag den 17. juni 2012

Lyt, skriv, lev


’Hvad skriver du?’. Hun kommer sejlende op af trappen og ind i arbejdsværelset.  Og jeg som troede, at hun var gået ud i dagen. Troede jeg havde dette øjeblik og mine ord for mig selv og. Hun smiler. Jeg kan ikke modstå hendes smil, det ved hun, den søde nysgerrighed som en moden blomme. Sur og sødlig på samme tid.
Jeg ryster på hovedet. ’Det kan jeg virkelig ikke afsløre Juni. I øvrigt er jeg slet ikke sikker. For jeg har lært noget. Så i skrivende stund lytter jeg’.

Hun ler og purrer op i mit hår. Lange fingre, drillende. Kigger mig over skulderen og ser på skærmen.
’Lytter du med fingrene’, siger hun så. Former sine læber som et spørgsmålstegn. Der er gået en god journalist tabt i hende. Hun har sans for at få formet ordene på den rigtige måde, dreje dem, sno dem om sin lillefinger og stille dem således, at man bare må lade svaret flyde over. Skvulpende. Næsten. Jeg skal til at sige noget, men lader være. Dækker mine ord til og nikker.

’Jeg lytter Juni. Jeg lytter til en historie i mit indre. Og jeg lader være med at blande mig alt for meget. Der er noget, som vil ud, skrives, formes og gøres noget med og det lader jeg ske. Hvert eneste bogstav er formet med kærlighed. Ærlighed. For historien handler om et menneske’.

’Og så kan du ikke sige mere!’. Hun ler. ’Det er også i orden. Jeg er sikker på, at du vil lade mig være gennemlæser, når tiden er inde. Jeg, som boede under dit tag, da inspirationen kom som tidevandet. Ved fuldmåne rejste den sig og erobrede dig. Sølvagtig. Svævende.’

Det er jo det, jeg siger. Hun har sans for det. Og hvem ved, måske er hun den helt rigtige til at gennemlæse, når den tid kommer. Lige nu er jeg bare ydmyg. Afventede, lyttende og skrivende. Jeg har ikke travlt. Men noget former sig, danser langs tastaturet, udspringer fra mine fingre som en kilde. Jeg sender en kærlig tanke til Ali Smith, som jeg i øvrigt netop har bestilt en bog af. Den er på vej fra England. Jeg lader historien skrive sig selv. Og jeg er ligeså spændt som Juni.

’Det kan man i øvrigt også gøre med sit liv’. Juni er ikke færdig endnu. Hun smådanser foran mig på gulvet, mellem bord og reol. Kigger på bøger, leger sit hår og hvirvler rundt som en let brise.

’Man kan lytte. Lytte til den sagte stemme. Søge derind, hvor livet er. Kærligheden. Den dybe. Og så kan man skrive. Skrive sit liv. Første kapitel er dagen i dag. Der findes ingen fortid. Ikke i denne historie. Det starter med et ord, en linje, et øjeblik. En solstråle gennem vinduet og en beslutning om, at dagen bliver god. Så former man ordene, et efter et, lader dem danne sætninger og beslutter sig hen af vejen for handlingen. Hvis man koncentrerer sig om dagen i dag’, siger hun og ser på mig med underfundige og kloge øjne, ’så kan man alt. Der er ikke et andet. Nuet. Nuet er fuldt af bogstaver, som gerne vil lege. Lege med dagen, med livet og med kærligheden. Du sætter dem sammen. Til sætninger. Det er din historie. Dit liv.

 Jeg nikker. Hun har ret, min gode veninde Juni. Og i dag vil jeg skrive mig en nydelig søndag.

Billedet, som til forveksling ligner Juni, er taget af den engelske fotograf Tim Walker.

lørdag den 16. juni 2012

Herligt!


De lovede regn. Så jeg havde indstillet mig på regn. Jeg vågnede op til regn. Troede jeg. Men dagen ville det anderledes, skyerne spredte sig og solen kiggede frem. Det var forbavsende varmt.

Vi har ordnet vinduer i spisestuen, pudset, haft dem ude, det helt store. Jeg måtte have solbriller på, mens jeg stod dér med øjnene mod øst. Nu er vinduerne fine og gennemsigtige. Og solen skinner stadig.

Hvad kan man lære af det? Grib dagen og nyd solen, mens den er dér.

Vi skal spise ude, grille, lave bål. Se det havde jeg ikke regnet med. Herligt! :)

torsdag den 14. juni 2012

Budbringer


En god nats søvn i bagagen. Gråvejr fra mit vindue i kupeen. Her sidder jeg med dagens første kaffe mens toget bumler mod nye horisonter. Jeg tænker på, hvilke stationer, der mon venter mig. Hvor jeg skal stige ud og udforske eller hvor jeg bare bliver siddende og lader passere. Jeg tænker på, hvilke nye passagerer der vil stige om bord på toget og hvad de har at sige mig. Budbringere. Er det sådan det er?

På det seneste har jeg lagt mærke til, at jeg får svar de mest uventede steder. Pludselig dukker der et menneske op, der uden tilsyneladende selv at vide det, giver mig et svar på noget, jeg har spekuleret på. Tænkt over. Noget, som måske har bekymret mig lidt eller gjort mig frustreret. Og måske har jeg ikke spurgt direkte, men noget i mig har bedt om hjælp. Et tegn.

Følg tegnene, var der for et stykke tid tilbage en veninde som sagde til mig. Hvad mener hun mon med det, tænkte jeg, men når nogen siger den slags bliver jeg nysgerrig. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, ja faktisk ved noget i mig det, men jeg bliver alligevel fanget af det tilsyneladende. Af den grå landevej og småstenene, der ruller under mine fødder. Jeg snubler endda. Vrider om. Og jeg lader mig irritere. Til tider. Andre gange ænser jeg dem ikke, går bare, følger vejen, ser på valmuer og indsnuser morgenluften. Drikker regn og lader mig fascinere af de fantastiske skyer, himlen har besøg af. Men det hænder at jeg må sætte mig ned i en grøftekant, energiforladt og en smule fortabt. Videre, tænker jeg uden at bevæge mig synderligt, nu er det, at du skal gå videre.

Så sker det. Et menneske dukker op. Et møde, som kan virke tilfældigt. En hilsen. Og pludselig er man faldet i snak med en fremmed, som ikke længere er så fremmed endda. Man kan mærke en ven mellem linjerne. Der er ligesom noget, der drager og gør mærkelig tryg. Nysgerrigheden vokser. Det er en slags venlig bølge. Og så kommer svaret sejlende som et skib med stolte sejl. Et gennemsigtigt skib. For man kan nemt overhøre budskabet, der er pænt pakket ind mellem andre ord og linjer. Men det er der. Svaret. Og man kigger forundret på det menneske, som tilfældigvis kom forbi og sagde lige det, man havde brug for at høre. Uden selv at vide det.

Det falder det mig ind, at det til tider er mig, som er budbringeren. Rollerne byttes om. Jeg vandrer af vejen og møder en, der sidder opgivende i grøftekanten og spejder ud i intetheden. Så sætter jeg mig og byder på en kop te. Eller lidt vand. Vi deler og udveksler. Der opstår ord og sætninger og pludselig siger jeg noget, jeg ikke ved hvor kommer fra. Den anden lyser op i et smil. Øjnene får et helt bestemt skær. Og selvom vedkommende siger ikke noget, kan jeg ofte mærke det.

Jeg vil altid gøre mig umage med at sige gode ord. Ord fra hjertet. Huske det.

Budbringer.

onsdag den 13. juni 2012

Duggedans og genklang



Jeg stjæler nogle minutter af morgenen. Sætter mig med min kaffe. Tager en parfume på, der dufter af solskin og begynder at skrive. En stille stund før dagens arbejde. Opgaver. Et møde.
Der er tidspunkter på rejsen, hvor man ligesom sejler ind i en tidslomme. Der sker ingenting. Alting står stille, man kan høre knappenåle falde til jorden og vinden trækker vejret. Dybt. Der opstår små øjeblikke af smertelig erkendelse. Der er steder, man er nødt til at træde for at komme videre. Og det går ikke at springe over. Stederne skal betrædes og man snubler over småsten, som er både velkendte og forbavsende anderledes nu. Snart sommer. Man rækker ud efter lyset og prøver at fange det. Et splitsekund. Noget. Men det er som et timeglas. Som at forsøge at holde på vand. Det glider mellem fingrene, siler, drypper og forsvinder. På gulvet ligger en lille sø. Dér kan man spejle se og se, at noget faktisk er sket.

Peter Gabriel har skrevet mange fantastiske sange. En af dem hedder Downside Up. Når jeg hører den, synker jeg ind i en anden verden. Jeg ser billeder. Ord og musik smelter sammen og hans stemme giver dimensioner til min fantasi. Han synger til min sjæl. I et af versene lyder teksten
The only constant I am sure of
Is this accelerating
rate of change


Ja, tænker jeg. Det er sådan, det er. Da Peter skrev teksten, må han have forudset, hvor jeg ville være på dette tidspunkt i mit liv. Kender du det? Der er en tekst, en bestemt sang, nogle ord, en tone, som bare vækker dyb genklang?
Jeg har stjålet nogle minutter af morgenen. Sat mig i en tidslomme med min kaffekop. Duggen danser fra himmel til jord og jeg skal ud i dagen.

tirsdag den 12. juni 2012

Små øjeblikke


’Det er de små øjeblikke, der tæller’. Stemmen er Junis. Hun er for længst stået op og har taget solen med sig. Blidt har hun puffet skyerne til siden, så man nu skifter små glimt af blå. De ligner søer. Uendeligt dybe søer af blåt. Det er lidt diset derude. En fugtig tøven daler ned og lægger sig til rette mellem de grønne blade. Min udsigt består nu primært af grønt, en tæt skov af blade, græs og ukrudt. Hvor jeg før kunne se marken og hestene, der går på marken på den anden side af hegnet, ser jeg nu grønt.

Jeg nikker. Det er de små øjeblikke, der tæller. Dem, man kan samle som perler på en snor og tage med sig ud i livet. Duggen på græsset en sommermorgen. Dråber på valmuens orangerøde blade. Fasanen, der spankulerer over gårdspladsen med en livshemmelighed, han ikke røber til hvem som helst. Han har været her længe. Man kan se det på ham. Den måde, han fører sig frem på. Den måde, han med indigneret ro ser sig omkring og puster sig op, mens han indtager en af grusbunkerne, der stadig befinder sig på gårdspladsen. Han ved besked. Om noget. Når jeg ser ham, kan jeg mærke læberne bevæge sig, et smil.

’Men jeg glemmer det ofte’, sukker jeg og ser på Juni, som har taget sommerkjole på i dagens anledning. ’Jeg skubber livet frem foran mig og tror, at svaret ligger et sted på den anden side. En vej, jeg har overset. Noget, jeg ikke fik med mig og som jeg nu skal finde, før det er for sent. Altid et sted derude.’
Hun ryster på hovedet. Smiler. Juni med sit ustadige vejr, som slet ikke er hendes, når det kommer til stykket. Vejr er vejr. Juni har ingen indflydelse på regn, vind og vejrguder og i et fortroligt øjeblik fortalte hun mig, at hun faktisk også er ligeglad. For hvis jeg lader mig påvirke i en sådan grad af vejret, vil mit humør for altid være lunefuldt og let påvirkeligt. Det skal komme indefra, påstår hun. Glæden, troen og sandheden. Du bærer rundt på den. Hver eneste dag. Du overhører stemmen, mens du jager lykken et sted i horisonten. Altid på farten, aldrig helt tilfreds. Der må være noget mere. Noget andet.

’De små øjeblikke’. Jeg nikker. Og er det ikke det, jeg så ofte prøver at fange? Igennem ordene. Billederne. Det er som om noget i mig kender sandheden og vil fortælle hende, der haster af sted og tror at lykken ligger lige om hjørnet, at hun skal sætte farten ned. Mærke efter. Følge stemmen. Hjertet.
Der var noget, jeg ville spørge Juni om, men nu har jeg glemt det. Jeg kigger op og ser en sommerfugl flyve forbi vinduet. Kaffekoppen klirrer, mens jeg skriver. Hopper lidt i sin underkop. Utålmodig. Mere kaffe måske? Et hjerte af kaffeskum og lys gennem vinduet. Sol. Små øjeblikke af evighed. Glæde. Helt enkelt.

mandag den 11. juni 2012

Splitte mine bramsejl


Nogle gange må man lægge planerne om. Justere lidt. En ny kurs sættes uden garanti på kompasset. Det er et forsøg. Det hele er et forsøg. Men skibet sejler, gynger lidt i vinden, tunge regnskyer kalder i horisonten og vi sejler ind i dagen. Skibet er ladet med håb.
For mange år siden forestillede jeg mig et hus på landet. Et hus, hvor jeg boede. Jeg havde mand, hunde og en skrivemaskine, hvor jeg forfattede gode historier. Skrivemaskinen var dengang. Jeg husker stadig lyden af hvert eneste bogstav, fingrene der måtte arbejde for at fremtrylle hvert ord, farvebåndet der til tider sad fast og skulle skiftes. Der skulle nyt papir i. Og bunken voksede som dagene gik. Ord, sætninger. Min far havde foræret mig en skrivemaskine og det var uden sammenligning den bedste gave, jeg nogensinde havde fået. Og før jeg fik min egen skrivemaskine, kastede jeg mig over andres. Det var min største fornøjelse, hvis nogen, vi besøgte, havde et kontor, hvor jeg kunne bure mig inde med papir og fantasi. Stjæle en time eller to i en anden verden, som jeg selv skabte, mens mine fingre arbejde sig gennem bogstaverne. Nogle taster var hårdere at trykke ned end andre. Og hver eneste skrivemaskine havde helt sit eget udtryk, sin egen måde at printe bogstaver på. Der opstod historier. Og hvert eneste ord var en lille glæde.

Nu bor jeg i huset. Jeg har mand og hunde. Skrivemaskinen er for længst erstattet med en computer. Men noget er anderledes. Jeg tænker mere over det hele. Jeg tvivler mere. Jeg er ikke længere så god til at lade glæden være katalysator. Jeg forsøger, jeg øver mig, men jeg er blevet alt for voksen. Jeg må tilbage, tænker jeg, og drejer på roret, så skibet sejler i en lidt anden retning. En lidt anderledes horisont med flere sprælske skyer.
Jeg læste om en skotsk forfatterinde, som lader sine historier skrive sig selv. Hun lægger fingre til og computer til og så skaber historien sig selv. Det handler om at lytte, siger hun og så lade være med at blande sig for meget. Fantasien er et fantastisk land. Men man skal turde begive sig helt derind og ikke være bange. Forfatterinden hedder Ali Smith og jeg er blevet så nysgerrig, at jeg snarest vil læse hendes seneste roman. Men jeg er også blevet nysgerrig på anden vis. For hendes måde at skrive på minder i høj grad om den proces, jeg selv gennemgik, da jeg var yngre og bare gjorde det. Ingen tvivl, ingen tøven. Bare skriveglæde og en sprudlende fantasi.

Tænk hvis man turde gøre sådan i det hele taget. Ikke kun når man skrev historier eller malede malerier. Hvis man nu stolede på, at livet vil en det godt og at man derfor ikke behøver at være så kontrollerende. At man ender dér, hvor man skal, hvis man pakker sin rygsæk med tro, håb og kærlighed og en masse eventyrlyst. Det betyder ikke, at man skal lade stå til, tværtimod, men man skal lytte mere og se efter de tegn, der viser sig. Og så stole på, at de fyrtårne, der dukker op i horisonten, har noget at sige. At man kan pejle efter dem. Lade sig føre lidt med strømmen, ride på bølgerne og vide, at man faktisk kan svømme.
Jeg vil lade mig inspirere af Ali Smith. Både hvad mine skriverier og hvad mit liv angår. For det er ofte, når man holder mest krampagtigt fast og tror, at man mister alt, hvis man slækker på grebet, at man skal give slip. Lade gå eller sejle, for nu at blive i den skønne skibsmetafor. Splitte mine bramsejl!

søndag den 10. juni 2012

Kaffe og skyer


Søndagen kommer til syne i dæmpet lys. Jeg vågner op på mit gamle pigeværelse i sommerhuset. Jeg svæver mellem fortid og fremtid. Søvnen holder fast i mig.
Dagen er i gang, selvom skyerne er tunge af regn. Keeva og jeg kører straks ned på stranden og går morgentur i sandet. Det er en fin måde at starte dagen på. Mærke vind, salt og havvand og se skyerne sejle forbi. Vinden blæser natten ud af håret. Hunden drøner af sted gennem sandet på den inderste revle og nyder livet. Jeg betragter hende med beundring. Den impulsive glæde, det umiddelbare, energien, bevægelsen. Det er værd at kopiere. Vi kaster med pind. Vi går tur. Vi indtager dagen. Skridt i sand.

Da vi kommer tilbage til sommerhuset, er kaffen klar. Frisk brød og en hyggelig stund over morgenbordet. Så går turen tilbage til Midtsjælland.
Skyerne hænger stadig tungt over landskabet. Regnen rumler i horisonten. Luften er tyk af dråber. Det er søndag. Tid til en god bog. Og en kop kaffe mere.

fredag den 8. juni 2012

Snart weekend



Det er snart weekend. Selvom kæresten siger, at det bedste vejr lige nu ville være regnvejr og jeg må bøje mig, for afgrøderne trænger faktisk, så håber jeg i mit stille sind på blidt solskin, hvis det alligevel ikke vil regne. Den stride, kølige vind og de grå dage har sat sine spor. Men i går eftermiddag, da jeg kørte ud til Sørup Herregård for at gå med Aimee, kom solen frem og pludselig var det sommer. En slags sommer. Himlen malede sig selv i en underskøn blå farve og skyerne blev hvidere og mere gennemsigtige.
For hvert skridt jeg gik, blev jeg ligesom lettere. Til sidste svævede jeg. Ind gennem parken med hunden i snor. Dufte af mad fra køkkenet nåede min næsebor. Stemmer i det fjerne sang for mine øre. Men mest af alt mærkede jeg stilheden kun afbrudt af det knasende grus under mine fodsåler. Og solen.

Jeg har besluttet mig for at tage i sommerhus. Når dagens gøremål er vel overståede, pakker jeg bil og kører nordpå. Jeg trænger til at komme ud til vandet. Det er altid en lille længsel i mig. Vandet. Det blå ocean. Lyden af bølger og tidevand og himlen, der er dybere havet. Dér hvor de mødes, vil jeg danse.
Jeg drikker af kaffekoppen og gør mig klar til opgaverne. Tænker på den gode aften i går, hvor jeg mødtes med veninden og vi spiste sushi på byens bedste sushisted. Sad ved vinduet og kiggede ud i provinsen. Drak et glas koldt hvidvin og lod livet glide gennem fingrene som sukkerdrys. Solen skinnede, da jeg kørte hjem. Landskabet lå badet i gyldent aftenlys og håbet hang til tørre.

Jeg ønsker dig en dejlig weekend. Regn, sol eller ej, nyd dine dage.

torsdag den 7. juni 2012

Fantasi


’Hvad er det lige med fantasien’, spørger jeg Juni, mens vi rydder op efter morgenmaden og gør klar til dagen og vejen. ’Så snart man overfor voksne mennesker nævner noget, der kalder på fantasien, fralægger de sig ansvaret og foreslår, at man i stedet henvender sig til børn.
Jeg har tænkt over det flere gange. Det er som om at vi, når vi bliver voksne, forlader det land, hvor fantasiens flod løber mod havet. Vi drejer af mod højre og går i retning af logik og forklarelighed. Det, der tidligere pirrede vores fantasi og gjorde os varme om hjerterne, lægger vi bag os. Tager afsked uden at se os tilbage. Og når vi konfronteres med noget, der minder om det vi følte engang, enten i ord, lyd eller billede, skynder vi os at kaste bolden videre til det nærmeste barn. Det er som om vi har glemt at lege.

’Jeg har tænkt på det samme’, svarer Juni og sætter sig tungt ned på en stol. Hun betragter himlen, der i dagens anledning er klædt i skyer og køligt vejr. Sommeren lader vente på sig. ’Hvad er det med jer mennesker, som gør, at I frasiger jer at rejse i det smukkeste land af dem alle? Og som gør, at børnene kun for en kort stund får lov at boltre sig, før de skal rejse videre og væk fra det, som burde være et sted, man blev i alle sine dage. Et sted, man kunne vende tilbage til, igen og igen, og hente hjertehonning. Sanke salighed. Lege og boltre sig. Le, så man får ondt i maven og tårerne triller?

’Der er faktisk en del, siger jeg og smiler til min månedlige gæst, som påstår at det er fri fantasi, når jeg fortæller at jeg har besøg af en måned. Juni. Ja ja, siger de og ryster på hovedet med et overbærende smil. Det har vi vel alle. Men altså! Og så klager de over vejret, fordi det mest er det, vi forbinder med de enkelte måneder. Maj er frodigt forår. Juni er den første sommermåned og det forventes ligesom at vejret er derefter. December er jul og den skal helst være hvid. Den slags.

’De skulle bare vide’. Juni rejser sig igen. ’Tænk hvis de vidste hvilken visdom der bor i hver eneste dag, i hvert eneste øjeblik? Tænk hvis de åbnede øjnene og lod sig forbavse, fortrylle og igen turde åbne lågen til den have, hvor landet fra for længe siden starter. Fandt floden og vandrede langs den mod havet. Plukkede blomster i grøftekanten, forført af duft og farver. Stak de hvide fødder ned i det uendelig blå vand og mærkede livets rislen mellem tæerne. ’Menneskelivet er i grunden fattigt uden det’, tilføjer hun og ryster beklagende på hovedet. ’Jeg er glad for at jeg er måned. Juni. Mig’.

Hun forlader køkkenet. Jeg kan høre hendes trin på trappen. Døren til gæsteværelset åbnes og lukkes. Jeg bliver siddende over den sidste slurk kaffe og tænker lidt mere over det med fantasi. Og jeg mærker, hvor lidt jeg i grunden leger og morer mig uden at spørge fornuften om lov. Men noget dybt i mig rumsterer. En lille fantasifuld skrivelyst.

Bruger du din fantasi? Husker du at lege?

onsdag den 6. juni 2012

Spejle



’Kender du det, Juni’, siger jeg. Vi har lige lidt tid, inden jeg skal ud i dagen og Juni har lavet os en kop kaffe. ’Man tror, man er på rette vej. Ja, faktisk er man helt sikker på det. Nu føles det helt anderledes. Livet. At stå op hver morgen og vide, at man gør det rette. Følger sit hjerte. Mærker efter og følger den bølge af velvære og stolthed, der opstår, når man er stået af toget for at finde helt sin egen vej. Men så en dag standser man op og ser sig omkring. Man har gået så længe og så tilsyneladende målrettet man kan, når man ikke aner, hvor man er på vej hen. Og hvad ser man? Et vildnis. Et krat af vilde planter. Et virvar af grønne spørgsmålstegn, der rejser sig som små tårne og som alle har blikket rettet mod samme sted. Dig. Og man indser, at man faktisk er faret vild.
Juni smiler bare. Nikker forsigtigt. Hun drikker af kaffen og det svar, jeg venter på, hænger i luften mellem os. Slow motion. Så meget tid har vi altså heller ikke, Juni. Jeg har faktisk en aftale i dag. Og en køretur foran mig. Men Juni sløser med tiden, lader den glide gennem de lange slanke fingre som sukkerdrys. I dag skinner solen gennem vinduerne og jeg har været så letsindig at smide strømperne. Igen. Min parfume dufter af sommerhåb. Jeg ser på hende og fanger hendes blik. Hun kender det. Jeg kan se det. Mærke det. Et lille sus af lettelse glider gennem min krop. Så er det altså ikke bare mig. Eller?

’Måske er det meningen, at man skal fare vild?’, siger hun så og leger med den elegante sølvring, hun har om langefingeren. ’Der findes ingen lige vej og det er nødvendigt at fare vild, så man ved, når man er på rette sti. Har du lagt mærke til, at man, mens man vandrer og føler sig både alene og fortvivlet pludselig støder på spejle? De er placeret de mærkeligste og mest uventede steder. Og spejle er jo mange ting, tilføjer hun og kigger mig dybt i sjælen. Et vandpyt, en sø eller et butiksvindue, som man går forbi, netop som lyset står rigtigt. Man ser tydeligt sig selv. Og man bliver forbavset. Hvem er hun? Den kvinde i spejlet? Jeg nikker.
’Men Juni, siger jeg, ’vil det så sige, at det faktisk er en fordel at fare vild? At man skal ud, hvor man ikke kan bunde og ikke aner, hvad der er op og ned? At man skal svæve som en fortabt fugl mellem skyerne og kastes rundt i vinden for en stund, fordi man så, når man lander og igen står på landjorden, fødderne nederst, pludselig indser, at man har gennemgået en slags forvandling og er blevet lidt mere sig selv?’

’Det tror jeg, svarer hun og slikker kaffeskum af læberne. Når man ser i spejlet, om det så er en genspejling i en sø eller et glimt i et vindue, så får man en fornemmelse. Det er som om man skal ud på dybt vand og mærke fortvivlelsens tårer, synke lidt og tro at man at drukner for at mærke, at man egentlig er, hvor man skal være. Fordi det bare er sådan. Når man følger sit hjerte, så bliver man stillet på forskellige prøver. Og at spejle sig i himlen er en af dem. Hvordan føles det? Er det stort? Usikkert? Føler man sig lille og alligevel stor indeni, fordi man fornemmer noget mere, noget andet og pludselig får lyst til at gå videre, fordi man lever som aldrig før. Genspejlet. Reflekteret.
Jeg vil tænke lidt mere over det. Over himlen i spejlet. Over fuglene, der krydser mine spor og solen, der hilste på Venus engang i nat, mens jeg sov. Vi rejser os uden ord og træder ud på dagens røde løber. Forbi et spejl og ud i livet.

tirsdag den 5. juni 2012

Syrener og valmuer



Vi taler om gode ting ved morgenbordet. Hun har igen taget et forspring ind i dagen og dækket op, inden jeg kom ud af dynen. Kaffeduft og morgenkomplet. Med beslutsomme skridt går jeg ned af trappen og ind i dagen. Jeg føler mig lettere til bens ved tanken om Juni, som rumsterer i køkkenet og har min morgen klar. Jeg skal blot sætte mig og glide ind i det første sekund, så det andet. Øjeblikke af sanselig fryd opstår og jeg mærker, at jeg sidder og smiler. Hun gengælder mit smil. Duft af syren.
’Kan vi ikke bare standse dagen her’, siger jeg og nipper forsigtigt til kaffen. Hun kan noget med vand og bønner, den perfekte dosering som en slags alkymi. Og der er morgenløfter i det skum, der dækker overfladen, et mønster af håb om en lang sommer med sol og uendelig blå himmel. En hvid kop, et hvidt bord og en grøn have. Jeg savner solen og varmen nu, men jeg forsøger at lade være at tænke på det. Undgår at mærke, hvordan min hud længes efter igen at mærke solens kærtegn. De dage, hvor alting går op i en højere enhed og himlen lægger sig til rette i en blå symfoni af sommer. Hun ser på mig, et blik der ikke behøver ord. Ikke tale vejr, ikke tænke vejr, bare leve i nuet, i morgenen opstået af vind og i fuldmåneskær, i kaffeskummet og i det fornemme selskab, jeg nu har i mit køkken. Juni. Jeg nikker indforstået. Her taler vi ikke om dårligt vejr. Her drømmer vi måske om sol og varme, men som Victor Hugo sagde, har man ikke sol, må man lave en selv.

Vi taler lidt om valmuer og syrener. Den korte tid, hvor de blomstrer. Og alle de minder, der hænger i syrenernes duft. Om somre for længe siden. Da syrenerne blomstrede og jeg cyklede på tur med veninden. Ned af de små stier mod vandet. Vi var i sommerhuset, vi kørte på grusvej og cyklen hoppede hen over de bump og huller, der var i vejen. Venindens hår flagrede i vinden, solen stod lavt i horisonten og vi havde planer om at se den gå ned fra en hemmelig plads på stranden. I læ af hybenbuske og med udsigt til blå. Og valmuerne, som prydede marker og grøftekanter. Den sarte og uendeligt skønne valmue med sine rødorange blade, en blomst, man ikke kan plukke, men som man må nøjes med at nyde. Gerne lidt på afstand og med respekt. Forsigtighed. Man kan stjæle et lille kærtegn fra dens skrøbelighed. Åh, jeg elsker valmuen, den er min yndlingsblomst. Med tårer i øjnene ser jeg igen på Juni, som smiler sødt med kaffeskum på overlæben. Minder. Og nu overgang.
En god morgen med tid til at være er en forudsætning for en god dag. Og jeg har haft en sådan morgen i selskab med selveste Juni, som i dag har en noget usikker aftale med solen. Men pyt, siger hun og når hun siger sådan, siger jeg det med. Pyt. Det bliver en fin dag, sol eller ej. Syrenerne blomster. Endnu. Og der er valmuer i grøftekanten.

mandag den 4. juni 2012

Venskab



Jeg vidste det i det øjeblik, jeg slog øjnene op. Søvnen hang stadig i cellerne, trak blidt i mig og det var fristende bare at lukke øjnene igen, men noget gjorde at jeg ikke overgav mig. Duften af kaffe. Jeg blev liggende stille og lod mine næsebor indsnuse duften. Og det var ikke kun kaffe, en umiskendelig duft af morgen og gråvejr blandede sig og tilsammen udgjorde de en udsøgt lugt, jeg bare måtte følge. Jeg slog dynen til siden og forlod sengen efter en god nats søvn. Tung søvn. Den slags, der bare kunne blive ved og ved. Hvis ikke det var for duften af kaffe og lyden af rumsteren i køkkenet.
Hun kom mig i møde med et stort smil. Allerede i tøjet, morgenfrisk og velduftende som den kaffe, hun havde brygget. Der var dækket op ved køkkenbordet og selvom der hang grå skyer som gardiner udenfor, måtte jeg bare overgive mig til den lille følelse af lykke, der kan opstå i det øjeblik, man kigger på en ven og ved, at kærligheden er større end så meget andet. Det meste. Og der var kærlighed i både kaffe og det brød, hun varmede i ovnen, i marmeladen, osten og det knus, hun gav mig på vej hen mod køleskabet for at hente mælk.

’Velkommen til min morgen’, sagde hun og slog ud med armene.
’Juni’, udbrød jeg og mærkede en lille tåre kigge frem i øjenkrogen. ’Du drømmer ikke om, hvor meget jeg har savnet dig!’.

’Jamen, det har jeg skam drømt om’. Hun smilede listigt og hældte mælken op i en kasserollen, så den kunne lunes. Hun huskede stadigvæk, hvordan jeg kan lide min kaffe. Nu blev jeg endnu mere rørt og måtte skynde mig at tørre en vildfaren tåre væk, der var på vej ned af kinden og kaldte på flere. Det er også tidligt, undskyldte jeg overfor mig selv. Og så er jeg en kvinde i sin bedste alder, som efterhånden bliver mere og mere sårbar i takt med, at hun bliver stærkere. Det er som om de to følges ad og desto mere den ene vokser, desto stærkere og mere trofast bliver den anden. Der er dage, hvor det hele bare går direkte ind. Et syn. En duft. Noget, der griber mig om hjertet og gør mig blød som smør. De mindste ting. Samtidig mærker jeg en lille oase af styrke som et bål, jeg kan varme mig på i kolde nætter. Er det sådan det er? At blive ældre og gå over den bro, der skal betrædes, begrædes og læres at kende?
Jeg rystede på hovedet og opdagede at Juni stod og betragtede mig. Hun hørte hver en tanke og lagde forsigtigt en hånd på min arm. Det er sandt. Jeg havde glemt at månederne kan læse tanker. Man kan ikke holde noget hemmeligt for dem. Og det i grunden befriende, at man ikke behøver at tage maske på. De ser lige igennem.

’Du skal ikke begræde den tid’, sagde hun. ’Jeg har været der. Mange gange. Min måned er på mange måder en overgang. Man håber, at det nu er sommer, men vejrguderne har ofte andre planer. Bedst som man tror, at man nu kan sidde på en solfyldt plet med blomsterduft i næsen og kaffekop i hånden, begynder det at regne. Som et lyn fra en klar himmel mærker man de første dryp og ved, at man er ramt. Og man må bare blive siddende. Blive våd, gennemblødt endda og vente. Det går over igen. Pludselig kommer solen frem bag skyerne, kaster sine stråler ned gennem trækronerne og man ved, at det er det hele værd. Turen. Livet. Det svære, man må igennem for at blive stærkere og alligevel mere sårbar.
Jeg nikkede og satte mig ved bordet. Hun skænkede kaffe og vi sad et stykke tid uden ord. Duft af kaffe og af morgen. Et venskab, der på mærkværdigvis havde vokset sig stærkere i fraværets favn. En bølge af taknemmelighed skyllede ind over mig. Det er godt at have Juni tilbage.

søndag den 3. juni 2012

Juni


Dagene flyver af sted med vinden. Vinden, der blæser køligt og gør sommeren til en skygge af sig selv. Hvis sommer altså er sol, varme og blå himmel. Sådan er den ikke her. Det er koldt, blæsende og ustadigt. Tunge skyer suser i travlhed over himlen, der skifter farve som en kamæleon. I grunden et fascinerende skue, hvis man glemmer, at man drømmer om sol og varme og bare lader sig underholde. Finder en tør plet et sted, hvor man sidder i nogenlunde læ og stirrer ud i horisonten. For skyerne holder festival. Og de har tilsyneladende en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan lave de flotteste formationer. Hvem der kan spille op til lyset og skabe kæmpemæssige skygger på himmel og jord. Farverige og gerne regnfulde.

Der er sket noget, siden jeg sidst skrev her på bloggen. Noget ganske uventet. I fredags tilbragte jeg dagen i min skønne by København og da jeg ved aftentide kom tilbage til huset for enden af markvejen, sad hun på trappestenen. Jeg genkendte hende ikke med det samme, men der var noget bekendt ved den store hvide kuffert, der stod placeret i stenene foran trappen. Hun lænede sig op af hoveddøren og havde tilsyneladende fundet læ for vinden. Øjnene var lukkede og ansigtet var delvist dækket af korngule lokker. Jeg parkerede bilen uden en lyd og steg ud. En gæst? En uventet gæst?

Hun hørte mine skridt i stenene og rejste sig brat op. Strøg håret væk fra ansigtet og lyste op i et bredt smil.

’Jeg fandt dig’, udbrød hun og sprang ned fra trappen og ind i mine arme. Overrumplet lod jeg mig omfavne og da duften fra hendes parfume nåede mine næsebor, var jeg ikke længere i tvivl.

 ’Juni!’. Duft af syrener og tidlig sommer. En sødme af jordbær og en syrlig tørhed som sandblæst glas. Den perfekte balance af overgang. Hun holdt mig fast i et varmt knus og jeg mærkede, hvor meget jeg havde savnet hende. Ja, faktisk mærkede jeg et savn delt i tolv. Og jeg lod mig fragte tilbage til de dage, hvor jeg ejede et lille pensionat nogle kilometer herfra og månederne en efter en flyttede ind og gjorde mig rigere med deres visdom. Men hvad lavede Juni nu her på min trappesten? Foran mit nye hus?

’Jeg er kommet for at tilbringe min måned hos dig’, svarede hun og skubbede mig blidt fra sig. ’Nogen mener, at det er på tide, at du igen åbner dørene for månedlige gæster. Du har jo fået et stort hus. Et gæsteværelse!’. Hun smilede og hankede op i sin kuffert. ’Lad mig så komme ind og se herlighederne. Jeg glæder mig til at lære dig at kende igen!’.