torsdag den 31. maj 2012

Øjne


Når vi oplever livets smertefulde sider, er det de færreste af os, som har brug for andre menneskers råd. Vi trænger derimod til at se ind i et par øjne, som også har set og måske oplevet lige netop det, vi går igennem nu. Sådan skrev Majbritte Ulrikkeholm på sin blog forleden dag og ordene satte sig fast. For det er de øjne, man husker, når man ser tilbage på en periode med sorg. Det er ikke de velmenende råd, der hagler som skud fra et maskingevær. Det er ikke fordømmelserne,  utålmodigheden med sorgen eller rejs-dig-og-kom-videre rådene.

Det er de øjne, som selv har set.

På et tidspunkt i mit liv forstod jeg, at det ikke kunne nytte noget at flygte. Hvis jeg altid forsøgte at leve livet på langs og i yderbanen af frygt for at blive overhalet indenom af sorg og smerte, ville jeg for evigt have både sorg og smerte i hælene. Ikke at jeg har kunnet flygte fra sorgen, jeg har mistet kære og gennemgået en skilsmisse, men jeg tænkte at jeg en dag ville komme over det. At det, jeg havde oplevet og det, det havde gjort ved mig, ville svinde ind og blive til en lille følelsesmæssig og næsten usynlig farveplet, der ikke længere forstyrrede det store billede. Jeg tog fejl. For tiden læger ikke alle sår. Sår bliver til ar, men smerten forsvinder ikke. Man lærer bare at leve med den. Men for at leve med den på et fredeligt sted, må man acceptere sorgen og dens lidelsesland og det kan være en svær øvelse.

Nu indser jeg, at jeg er den, jeg er, fordi jeg oplevet det, jeg har. Sådan er det jo med os mennesker. Når vi tør se smerten i øjnene, sker der noget. Når vi favner hele livet og forstår, at det ene ikke findes uden det andet, bliver det alligevel lettere på en sær måde. For det er så pokkers ulideligt og tungt altid at skulle flygte. Og det er befriende at kunne overgive sig til sorgen eller det, der volder smerte, for det har sin tid og selvom det er tungt og slidsomt at være dér, så er det endnu mere voldsomt og smertefuldt at være en slags undvegen fange fra sorgens fængsel. En dag går det nemlig op for en, at sorgen slet ikke er et fængsel. Det er et værested på samme måde som glædens park. En del af livet.

Når man så oplever andres smerte, forstår man, at man ikke kan gøre noget for at trække vedkommende ud. Man kan ikke redde en fange fra et fængsel, som ikke findes. Men det er svært at acceptere, at man ikke har en gylden nøgle til frihed, som man kan sætte i låsen.  At man ikke er en redningsmand eller kvinde på en hvid hest, som kan løfte den sørgende op i sadlen og ride mod solnedgangen, men at man i stedet må sætte sig stille ned og bare lytte. Være. Se ind i øjne. Lade et kærtegn eller et knus gøre det ud for ord, der alligevel ville være meningsløst tomme, hvis man altså forsøgte at finde en slags udvej mellem linjerne. Lad mig sidde her lidt ved siden af dig. Lad mig holde din hånd. Det er alt.

At udvikle medfølelse og indre forståelse er noget af det, der opstår, når man selv tør se sin smerte i øjnene. Det er aldrig forgæves at gå igennem det svære, for man bliver stærkere, selvom styrken hverken mindsker sorg eller smerte. Styrken findes i sårbarheden.

Øjne, som ser.
Øjne, som ved.
Øjne som udstråler kærlighed, omsorg og medfølelse,
fordi de selv har set.
Det er de øjne, man husker.

onsdag den 30. maj 2012

Tanker om et badekar


Jeg boede to år i Glasgow. Det var i 90’erne. Efter jeg havde taget min uddannelse og været på arbejdsmarkedet i et par år, fik jeg lyst til at prøve kræfter med udlandet og valget faldt på Skotland, som jeg havde besøgt flere gange. Jeg delte lejlighed med en skotsk kvinde. I et par måneder arbejdede jeg for et vikarbureau og havde mange forskellige jobs, men skæbnen ville det at jeg mødte en mand, hvis kone ejede et såkaldt incoming bureau. Der blev jeg ansat.
Så startede en egentlig hverdag i Skotland. Hver morgen tog jeg enten toget fra Central Station i Glasgow til Greenock eller også tog jeg med metroen til et mødested, hvor jeg blev samlet op. Jeg var nemlig så heldig, at to af mine kolleger også boede i Glasgow og ofte kørte vi sammen og delte udgifterne.

Min hverdag i Glasgow og i lejligheden på St. Georges Cross indeholdt også en kat og et badekar. Katten tilhørte min flat mate, men badekarret var fælles eje. Og ofte, når jeg tænker tilbage på mine dage og nætter i Skotland, kredser tankerne om det store badekar, hvor jeg tilbragte mange gode stunder alene med mig selv og mine tanker. Mine morgener var travle, så de afslappende timer i badekarret fandt ofte sted om aftenen og gerne før sengetid.
Det var en skøn måde at afslutte dagen på. Te, stearinlys og skumbad. Synke dybt ned i karret, lukke øjnene og lade sig opløse af sæbebobler. Det hændte også at jeg læste i badekarret, men for det meste lå jeg bare. Reflekterede. Og så lod jeg tankerne flyve eller måske nærmere drukne. De forsvandt. Tilbage var den nøgne stilhed kun afbrudt af sæbelyd og vejrtrækning. Meditation. Det var jo det, det var. Uden at vide det praktiserede jeg mindfulness og fandt roen i mig selv.

Der er noget særligt ved at karbad. Og her taler vi ikke miljø og vandspild. Vi taler egenpleje. Og selvom det er længe siden, jeg selv har haft glæde af et badekar, er der dage, hvor jeg ønsker mig tilbage og dybt ned i karret. Bare ligge. Reflektere.  Drukne lidt og genopstå på ny, lidt renere på krop og i sjæl. I går aftes havde jeg stor badekarslængsel. Jeg læste noget om et badekar et sted og så kom den. Længslen. Det bløde vand, det nedsunkne legeme, de opløste tanker og roen i stearinlyset skær.
En dag vil jeg igen have et badekar. Med løvefødder. Og mindfulness i hver eneste vanddråbe.

Badekarret er lånt hos blandet-landhandel.dk

tirsdag den 29. maj 2012

Solskinsdage


Det var en vidunderlig pinseferie. Det var næsten som at rejse sydpå. Vi lærte huset og haven at kende på en anden måde. Dørene stod åbne, havemøblerne kom frem og vi rendte ind og ud forfulgt af en luftig brise. Sol fra morgen til aften. God kaffe og samtaler. Flere af pinsedagene havde vi gæster, tændte op i grillen og lod solen tatovere den dengang blege hud. Nu ser vi sunde og solbrændte ud.  Sådan da.
Men Pinsen er forbi og det samme er det gode vejr. Der skete noget i nat. Da jeg vågnede her til morgen, var det med en anderledes følelse af kroppen. Væk var det nysgerrig sollys gennem sprækkerne i persiennen. Et gråt skær havde lagt sig over soveværelse og den vind, der kom gennem de åbne vinduer, var køligere.

Jeg forsøgte forgæves at kalde det gode vejr tilbage. Solen, varmen og den blå himmel, hvis horisonter strakte sig mod evigheder og gule kornblomster. Syrenerne dufter stadigvæk, men landskabet er malet gråt. Det er for tidligt, at det fine vejr trækker sig, hvis du spørger mig. Men skyerne synes stærke og standhaftige, de har igen fået overtaget og vinden blæser op fra vest. Der er regn i horisonten. Landmanden, kæresten, nikker tilfreds. Det trænger faktisk. Selv har jeg mest lyst til at hænge fast i sommersirup og solskinsdage.
Den slags dage er som balsam for sjælen. Nu går rejsen videre og i dag hedder stationen kursus. Toget kører om få sekunder. Jeg snupper en trøje i farten og hopper ombord.

fredag den 25. maj 2012

Usynlige stjerner og sommeris


Morgen langs marken, en luftig brise.
En dans, en duft, og flittige Lise.
Solen står til himmels for at skue.
Verden fra sin himmelstue.

Ser hun mon Lise, den gode sol.
En kvinde, et liv, i en liggestol
Som suger til sig af den kærlige kraft
Der er i den gule solskinssaft

Den nikker, solen, og hilser på sky
En rejsende gennem en himmelsk by
Af sommerduft og havblå dis
Usynlige stjerner og sommeris

torsdag den 24. maj 2012

Hverdagspoesi


Ved at have fokus på de nære ting, finder jeg øjeblikke af lykke. Små sanselige hverdagsoplevelser. Jeg nyder at beskrive dem. Forlænge dem. Dvæle. Lyset, der forsigtigt kigger gennem sprækkerne i persiennen en sommermorgen. Lyden fra kaffemaskinen, duften af kaffe, der breder sig i køkkenet, bare fødder i sandaler. Jordforbindelse. En lille slags lykke.
Har du prøvet at lege med lydene? Lyset? Det, der strømmer imod dig. Tager du imod? Gør du noget med det, lader du det opfylde dig og berige dig?

Når jeg løfter blikket og ser mig omkring, ser jeg et smukt og frodigt majlandskab. Jeg ser bladene glitre i vinden, kærtegnet af solen og det skarpe lys, der kun findes på denne årstid. Jeg ser fugle, som kredser i horisonten. Skyer. Og jeg ser sommerfugle.  Skønhed og flot symbolik. Naturlig perfektion af dimensioner.

Herfra går min vej ud i verden. At dvæle i morgenen, lade sig kysse af lyset og indsnuse duften af kaffe længe inden man tager den første tår, er en gave så simpel og så god, at den ikke fås meget bedre. Og sådan er livet fuld af gaver. Hvis man vil.

Hverdagen. Detaljen. Ved at være opmærksom på hver eneste detalje i øjeblikket kan jeg fastholde et forunderligt strejf af lykke, der hænger ved. Jeg kan tage det med mig ud i dagen. Give det videre.

Jeg bliver mildere og mere rummelig, når jeg har drukket hverdagspoesi.  

onsdag den 23. maj 2012

Dit indre kompas


Når jeg går tilbage i tiden, kan jeg efterhånden se, hvor mange gange jeg er gået imod min egen personlige overbevisning. Jeg har altid haft en stærk intuition, men i mange år stolede jeg ikke på den. Selvom jeg mærkede ubehag i hele kroppen, spændte muskler og en næsten iørefaldende kvalme, valgte jeg ikke at lytte. Jeg stolede ikke på mig selv og det, der rørte sig i mit indre.
Når man i en tidlig alder lærer, at ens egen mening og handlekraft påvirker andre og at det, man gør og siger, kan fremkalde ubehagelig situationer, bliver det på et tidspunkt nemmere at gemme sig selv væk. Stemmen, der stille hvisker om egne sandheder, er nem at begrave i de murbrokker, de højtråbende og selvdestruktive tanker skaber omkring sig. Og når man gerne vil elskes, og finder ud af, at man tilsyneladende kun kan føle sig rigtig elsket, hvis man går med strømmen og ikke skiller sig synderligt ud fra mængden, så bliver det sådan. Man strømliner sig. Nikker og bider tænderne sammen. Tænker irriteret, at den dér mavefornemmelse, der er næsten smertelig, fordi situationen er så grotesk, uden tvivl skyldes, at man spiste en dårlig pizza aftenen i forvejen. Og at man skal lade være med at købe så meget take-away og selv lave sin egen pizza. Der er masser af undskyldninger. Kvalmen skyldes mistanke om graviditet. Eller bare varmen. Det eneste, det absolut ikke handler om, er at man ubevidst overskrider sine egne grænser og går imod sin egen indre overbevisning.

Kender du det? Du kan mærke, at du er uenig og at det, du nu skal foretage dig, slet ikke hænger sammen med det, din intuition, din mavefornemmelse eller dit hjerte fortæller dig? Men du vælger at undgå konflikten. Du vælger at overhøre dine egne signaler. Du slukker dit kompas for at gøre andre tilpas. Fordi du derigennem kan blive accepteret og måske, hvis du er heldig, elsket.

Og det føles som at tisse i bukserne for at holde varmen.
Jung mente, at intuitionen ikke står i modsætning til fornuften, men at den ligger udenfor fornuftens rækkevidde. Det er bare noget, vi ”ved”. Føler. Fornemmer. Og der er situationer, hvor vi måske slet ikke kan forklare, hvorfor vi handler, som vi gør, men noget i os siger, at sådan er det. Det sker med et ryk, som når man haler en fiskesnøre ind. Og det viser sig ofte, at det intuitionen fortæller os, er det rigtige. Det sande. For os. Vi har et fantastisk indre kompas, som vi i mange tilfælde vælger at overhøre, fordi vi følger andres dagsorden. Eller tror, at de begrænsninger, vi har lært os selv at navigere efter, er selveste sandheden. Og når vi begynder at lytte til andres meninger, gode råd og tilsyneladende gode intentioner i forhold til, hvordan vi skal gebærde os og navigere, så kommer vores gode skib ikke så langt på sin sejllads. Først lidt i den ene retning, så i den anden. Frem, tilbage, vipper efter forgodtbefindende og farer vild i vinden.

Bruger du din intuition? Siger du fra, hvis du føler, at noget er forkert, også selvom du måske ikke kan forklare, hvorfor det er sådan? Og føler du i det hele taget, at du er nødt til at forklare? Mærker du en anden og subtil sandhed bag den begrænsende overbevisning, at du skal handle i overensstemmelse med andres mening om, hvad der er godt og skidt? For dig? Hvad du kan og ikke kan? Hvem du er?

Slukker du dit indre kompas for at gøre andre tilpas? Og hvad får du ud af det?
Eller har du lært at navigere efter din egen mavefornemmelse og følge dit hjerte?

mandag den 21. maj 2012

At skifte kurs


Hvis du skifter kurs på din rejse, så skal det være fordi dit hjerte siger det. Skift kurs. Gør noget andet. Noget nyt. Anderledes. Sejl mod den kyst, der ligger til venstre for næste bølge. Følg den måge, der lige nu flyvsejler i luften over dit skib.
Har du prøvet det? Du sejler af sted og du skriver møjsommeligt i din dagbog om det, der rører sig. Du beskriver dagen og natten, det du føler, tænker og du krydrer med ord fra både sol, hav og vind. Du mærker efter og du finder ud af, at det der gør dig glad, er det helt tæt på dig. Og det indeni. Det er en fin opdagelse, for med et forstår du, at du uden dit indre kompas aldrig vil finde din kurs.  Du opdager, at du ved at være opmærksom på hver eneste detalje i øjeblikket kan fastholde et forunderligt strejf af lykke, der varer ved. At du ved at fokusere på det nære og det indre og finde alt det gode frem, pludselig kan række ud og røre andre mennesker. Berøre. At du ved at se indad, pludselig kan se klart ud. At verden ændrer sig, fordi du har ændret dig. Og at du nu har et personligt overskud, du aldrig før har oplevet i dit liv.

De fleste, du møder på din vej, vil dig det godt. De tiltrækkes af din glæde ved at være dig. De finder det spændende, at du er taget på en anden slags rejse end den, der går til Spanien, Grækenland eller andre gode lande. De spørger. De er nysgerrige og åbne for det, du erfarer. De glædes ved din glæde. Og de deler af deres. Der opstår udveksling og I finder ud af, at en del af rejsen er den samme.
Med indsigten kommer udsigten. Ved at kigge ind, kan du se ud. Ved at være den, du er, og ved at stå ved alt det, du rummer og i grunden er stolt af, kan du nå andre mennesker. 

Så sker det. En dag møder du en person, ja måske endda flere, som pludselig langer ud efter dig. Kalder dig egocentret. Burde du ikke? Skulle du ikke? Du får stillet en diagnose, du ikke kan genkende, men som tydeligvis hører til på den anden side af bordet. Ikke desto mindre rammer ordene som en giftig pil. De gør lidt ondt. Du var helt uforberedt på, at nogen kunne have noget imod, at du fulgte dit hjerte og malede dit helt eget landskab med farver af egen komposition.

Mellem os og linjerne handler det ikke om dig. Det handler om den person, som i stedet for at kigge indad og finde lykken i sig selv og meningen med sit eget liv, får næring ved at kritisere andre. Sige noget mindre pænt. Eller decideret grimt. Som føler en lille sejr ved at gøre andre i tvivl eller kede af det.  Mobbe. Som føler sig stor ved at stille sig på skuldrene af andre.

Du kan ikke gøre alle tilpas. Det findes ikke. Og hvis du altid bøjer af og lader andre styre dit skib og sætte din kurs, så finder du aldrig hjertets vej. Så når du aldrig en kyst, som passer til den, du er. Du finder aldrig fred. Hvis du ikke tør søge indad af frygt for at blive egocentreret og hvis du ikke tør stå ved det, du finder, så vil du for altid forblive en skygge af dig selv. En skygge skabt af andre. En hvileløs skygge. Et levende genfærd. For altid et offer for andres meninger og for altid fortabt. 

Der findes kun er en kurs for dig.  Følg dit hjerte og gør det på din måde.
Hold dit gode skib på den kurs, du finder rigtigt. Stå ved roret og styr selv. Og hvis du skifter kurs, så gør det fordi du har lyst.

Luftet, lyset, vejret og vejen


Det er noget livgivende over at stå op til solskin. Mens jeg lavede kaffe og kiggede ud af vinduet, tænkte jeg på at jeg til vinter ikke vil kunne se noget som helst. Måske vil jeg kunne skimte lysene fra Ringsted, hvis jeg kniber øjnene sammen og strækker mig lidt. Men det vil være mørkt. Sort som kul.
Sommeren derimod. Klokken meget tidligt står fuglene op og begynder at pudse fjer. De synger skønsang og nogle har øvet sig uden lyd hele natten, så når himlen tager sit tidlige morgenlys på, åbner de næbbet og giver pokker i alle fordomme. De synger. I vilden sky. Og jeg vågner en smule forvirret og mærker lyset gennem persiennerne. Snart når deres sang mine ører. Det lyder uvilkårligt, som om de har sat sig lige udenfor soveværelsesvinduet og kun har én ting i hovederne: At vække mig og sørge for, at jeg ikke sover igen. Dagen er vågen, synger de. Se, nu stiger solen og farver himlen i øst. Duggen danser og træerne rasler i vinden. Bladene gør i hvert fald. Bladene, som nu er grønne og fyldige.

Hvilken kontrast fra vinterens mørke og dybe stilhed. Selvom jeg føler mig en smule træt, fordi de kære fugle underholdt mig med skønsang ved femtiden, må jeg glæde mig over lyset og lydene. Kaffen, der dufter fra maskinen og lyden af vand, der koges og løber igennem tragten.  Jeg har stukket mine bare fødder i et par sandaler og jeg fryser ikke. Det er sommer. Igen. Vinterens dybe mørke er langt væk. Jeg kan se horisonten. Se at himlen er blå, kun afbrudt af travle hvide lammeskyer og en enkelt stribe fra en flyvemaskine. Jeg kan se vores gamle fasanhane spankulere omkring på gårdspladsen. Jeg kan mærke, at jeg er heldig.

Hvor er det dejligt at være udenfor tid og sted.
Og bare ha luften og lyset
og vejret og vejen med.
Og bare være som sten og træer
og skyer og græs og jord.
En tid som ingen ved grænser for
Et sted som ingen ved hvor.
- Piet Hein -

lørdag den 19. maj 2012

Mig og min usynlige butler


Fuglene sang. Hun vågnede tidligt og fornemmede lyset gennem persiennerne, selvom øjnene stadig var lukkede. Jeg sover videre, tænkte hun og gav ordløshed til tankerne. Men det var for sent. Tankerne havde taget deres egne ord. De handlede mest om dagen, der var i gang, for dagene starter tidligt om sommeren. Og selvom vejret skulle vise sig at være gråt, var det faktisk tæt på at være sommer.

Solen kommer senere. Jeg ved det. Hun lod persiennen glide op, kastede et blik ud på den brogede majhimmel og trak på skuldrene. Hvem bryder sig om skydække, når der er kaffe i horisonten?

Nu skinner solen faktisk forsigtigt. Hun, som er mig, sidder med dagens anden kop kaffe og lytter til fuglenes sang. Vinden glider gennem trækronerne. Det pusler af liv derude. Lysegrønt liv og frodighed. Jeg drømmer om en eftermiddag med sol og blå himmel, mange kapitler i min krimi og en lind strøm af kaffe, vand og frugt serveret af min usynlige butler. Og måske vil selvsamme butler sørge for aftenens gæster, der kommer til grill og hygge?

Når kaffen er drukket og ordene er sluppet op, gør jeg mig klar. Jeg har i sinde at købe ind forholdsvist tidligt og, tænker jeg, undgå de helt store menneskemængder. Jeg har endnu ikke styr på aftenens menu, men jeg vil konsultere min grillkogebog med alskens gode sager og så i øvrigt forhøre mig hos Butler Usynlig. Det er jo ham, som skal lave maden. 'Butlere laver ikke mad', sukker Filosoffen og Skytsenglen nikker samtyggende. 'Hun er skør, vores danske værtinde. Men hun har en god fantasi.'

På billedet ser du min magiske lampe. Den skal tændes, når aftenen kommer. Men der er længe til. Livet er her og nu og det er morgen.

fredag den 18. maj 2012

Ord, bøger og en rejse


Jeg har købt en bog om turen. Hedeturen. Rejsen til et andet sted. Den handler om overgangsalderen og er skrevet af Hanne Rolsted Jensen. Jeg glæder mig til at læse den. Lige nu læser jeg bare små bidder. Glimt. Jeg bliver lidt forskrækket.  Er det virkelig dér, jeg er? Er jeg blevet så gammel, at jeg er på vej til et andet sted, hvor kvinder gennemgår en forunderlig slags forvandling? Jeg læser om kroppens forfald, alt det, der sker rent fysisk og jeg ryster på hovedet i vantro og afmagt. NEJ! Det har jeg på ingen måde lyst til. Men alternativet er langt værre og jeg elsker mit liv.

Svaret på spørgsmålet er i øvrigt ’ja’. Det er dér, jeg er. Om jeg vil det eller ej. Og jeg vil leve godt, så jeg udforsker min tilstand og krydrer med nysgerrighed.  Jeg vil gerne med på rejsen til ”det andet sted”. Jeg vil vide mere og lære mig selv at kende på ny. Jeg har tænkt mig at få det bedste ud af denne grænseoverskridende tid og give videre, hvis jeg skulle støde på guldkorn. I første omgang vil jeg læse ’Hedeturen’ og tage det med mig, jeg kan bruge. Tak til Hanne fordi hun skrev bogen og kastede lidt lys over noget, som på mange måder er tabu. Ikke mindst den psykiske del.
På bordet ligger også et par bøger med digte. De sidste par måneder er der dukket digte op i mit univers. Små poetiske sætninger. Noget andet. Jeg tager imod og skriver ivrigt ned. Og det har gjort, at jeg igen er blevet interesseret i andres digte. Jeg har netop læst Bengt Jacobssons fine tankelyriske bog ’Eftersom min lade er brændt ned, kan jeg nu se månen’. Et zenbuddhistisk budskab som rummer fin og paradoksal indsigt.

Min lade er brændt og ilden ulmer. Nye horisonter dukker op bag røg og ruiner.

Så har jeg læst bøger om Gud og hver mand, kvinde og en om enneagrammet. Forleden aften slog det mig pludselig, at det er længe siden, jeg sidste læste en krimi og jeg mærkede et stik. Et savn. Jeg har lyst til en helt almindelig eller ualmindelig god krimi, bare sidde i min sofa med te og tæppe og læse en god historie. Et velkomponeret plot. Jeg granskede min reol og blev lidt skuffet. Jeg har ikke mange ulæste krimier på hylden, men en masse andre bøger, som jeg glæder mig til at læse. Jeg fandt dog en. Marekors af Jo Nesbø. Den er jeg nu i gang med. Og jeg har lovet historien, at den bliver min weekendven. Vi skal sidde ude i solen og læse. Solbriller, kaffe og nydelse. For vejret bliver godt!
Læser du noget spændende i øjeblikket? Noget, du vil anbefale? Fortælle om? Jeg lytter gerne, mens jeg sniger mig ud i formiddagen iført løbesko, klar til at indtage dagen, livet, på vej mod nye horisonter og et andet sted.

God fredag.

torsdag den 17. maj 2012

Noget om fokus og rabarbersalsa


Jeg vil ikke skrive om vejret, siger jeg til mig selv, mens jeg går op af trappen med en kop nybrygget kaffe. Dampende, duftende, varm og fristende. Det er mere end hvad man kan sige om det vejr, jeg ikke vil skrive om. Fordi jeg ikke vil have fokus på, at det fortsat er blæsende bidende koldt og slet ikke som man kunne ønske sig på dette tidspunkt af året. Jeg savnede mine handsker, da vi gik morgentur med hundene. Jeg fryser indeni og jeg længes efter en blid solskinsdag, at mærke varmen på min hud, i mit ansigt, lukke øjnene og glide ind i noget andet. En tilstand af væren i solskin. Varme. Duft af sommer.

Sådan kan det gå, når man har fokus. Retter sin energi mod noget, man i virkeligheden ikke ønsker at give opmærksomhed. Selvom det bemærkelsesværdige kølige og ustadige majvejr efterhånden er svært at komme udenom! 'Tænk ikke på den lyserøde elefant', fniser Filosoffen fra sin vindueskarm. I dagens anledning har han en et norsk flag i sine manglende hænder. Det er nemlig 17. maj, Norges nationaldag og efter hvad jeg har hørt, går de til den, deroppe i Norge, når deres dag skal fejres. Filosoffen nikker og ønsker vist, at han var et helt andet sted. Der er ikke meget fest over en vindueskarm i et landhus. Og dog. Det er hvad man gør det til!

Mit køkken. Jeg vil i stedet skrive om mit køkken. For efter vi flyttede ud i det store og dejlige hus for enden af markvejen, hvor det i øvrigt ikke spøger, nyder jeg køkkentjansen i endnu højere grad end tidligere. Jeg finder på og eksperimenterer. Jeg lader mig inspirere af mine kogebøger, som har fået deres helt egen reol i køkkenregionerne og jeg lader mig fortrylle af sanselige ord og illustrationer, der lover kulinariske drømmerejser af uventede dimensioner. Men mest af alt bruger jeg min kreativitet på at finde på nyt. Nye smage, farver og sammensætninger.

I går fandt jeg på en rabarbersalsa med tomat og chili. Egentlig ville jeg lave endnu en portion rabarberkompot. Den første portion var en stor succes og blev spist som del af en isdessert, og jeg elsker rabarber. Den intense syrlige smag er perfekt sammen med det søde. Røde. Når den rigtige balance rammes, kan jeg høre englene synge. De synger smukt!

I går fik rabarber og rørsukker selskab af tomater og chili. Jeg brugte syltede røde jalapenos, men jeg forestiller mig, at friske chili vil give en endnu mere pikant og stærk smag. Jeg tog hensyn til mere sarte ganer end min egen og valgte en mellemvej.

Den blev god, min rabarbersalsa. Anderledes. 'Det er sådan man produktudvikler', sagde en af aftenens gæster, som selv er vanvittig god til at lave mad. 'Den er fræk og anderledes'. Det var hans ord. Jeg smilede. Jeg havde kreeret en fræk og anderledes rabarbersalsa med tomat og chili. God til mexikansk mad og i det hele taget.

Venner, ha' en dejlig Kr. Himmelfart og glædelig 17. maj til venner i Norge. Vejr er bare vejr, smid andre ingredienser ind i dagen og gør den til noget godt. Helt efter din egen smag!



Rabarbersalsa med tomat og chili

onsdag den 16. maj 2012

Værdi og varmrøget laks


There is no value in life except what you choose to place upon it and no happiness in any place except what you bring to it yourself.

Jeg lånte citatet hos Janna. Der er nemlig altid inspiration at finde i Blogland. Og citatet kender jeg, det er faktisk et af dem, jeg altid vender tilbage til og tænker på. Thoreau. En klog mand. Han vidste noget om livet. Sådan som jeg også mærker det. Efterhånden.

Citatet er helt perfekt til det, jeg har oplevet de sidste par uger. Jeg har været på kursus, jeg har mødt nye mennesker og jeg har suget til mig. Lærdom, visdom, andres kloge ord. Blandet med mine egne. Uden jeg skal gå i detaljer, blev forløbet og kurset noget anderledes end vi havde forestillet os. Der var færre deltagere end forventet. 
Faktisk var vi for få til at forløbet kunne gennemføres med den dagsorden, der var lagt for dagen. Og hvad gør man så? Man kunne vælge at aflyse, begræde situationen og sende de folk, der var mødt op, ud i dagen. Aflyst. Men sådan blev det heldigvis ikke. Kursuslederen mærkede efter, improviserede og pludselig var vi i gang med noget helt andet. Vi fik essensen af det, vi var kommet for, og meget mere end det. Vi valgte at se det som en fordel, at vi ikke var flere og vi kastede os selv ind i øjeblikket. Vi gav. Vi modtog. Og vi lod os inspirerede af hinanden. Der opstod gode og lærerige snakke og emnerne nåede uanede højder. Og dybder.

Kurset blev godt, fordi vi hver især brugte os selv og vores personlige visdom. Fordi vi aktivt deltog. Stillede spørgsmål. Og spørgsmålstegn. Er det sådan, det skal være? Eller kan vi noget andet? Noget mere? Det blev sjovt, det blev rørende, det blev personligt. På den gode måde. Og her sidder jeg nu på en kølig regnvejrsmorgen og føler mig både heldig og rig, fordi jeg endte et sted, hvor tingene ændrede sig og blev som en skræddersyet kjole, man kan tage på og danse i. Fordi man vælger at danse.

Det handler om, at vi tager aktivt del. Hvor vi end ender. At vi forstår, at vi har stor værdi, hver enkelt af os, og at det, vi gemmer på i skattekammeret langt inde i os selv, vil stråle og få vinger, hvis vi tør række ind og siden ud. Dele. Det, der er personligt, viser sig at være kollektivt og brugbart i fællesskabet. Det vækker genklang, det sætter tanker i gang, inspirerer, fører os af nye og uventede veje og ender med en konklusion, vi ikke engang havde turde drømme om. Fordi vi vælger at være modige. Give af os selv. Modtage. Være aktive. Medbestemmende. Og i øvrigt er klar til at improvisere, hvis situationer opstår, som vi ikke havde regnet med.

Og det sker jo hele tiden. Improviser. Vær dig selv. Skab værdi.

Min svigermor er draget på kroferie og har bidraget med noget værdifuldt. Hun har overladt sin fiskepakke fra Skagen til os. Lagt på is modtog vi i morges en velduftende fiskepakke med varmrøget laks. Jeg blev lykkelig på den spiselige måde. Varmrøget laks fra Norge. Altså, laksen er fra Norge, men det er fiskemanden i Skagen, som har sørget for tilberedningen. Og nu er den landet her. Hos os. Og vi får gæster i aften, så jeg forestiller mig en lille lækker salat med varmrøget laks til forret. Hjemmelavet sennepsdressing. Den slags.

Jeg er glad for mad. Og for livet!
Det fine billeder er lånt hos Trudette.

tirsdag den 15. maj 2012

Sart - om livsbevidsthed


Jeg læste med hos Charlotte Skaaning i går. Charlotte fortalte om en bog, som Anne Lise Løvlie Schibby har skrevet om livsbevidsthed. Jeg har ikke selv læst bogen, men noget i den tekst, som Charlotte gengav vakte øjeblikkelig genklang, fordi det mindede om noget, jeg selv havde nedfældet i min hjerteordbog for ganske nylig:

At være til stede i sit liv er at turde lade sig berøre. Stille spørgsmål. Søge svar. Og blive overrasket!

Der var voldsomme bump på min rejse i løbet af det tidlige forår. Jeg troede jeg var passager på et tog, som viste sig at være en trækvogn. Og jeg sad ikke som en del af læsset, det var mig, der trak af sted med den efterhånden tunge vogn. En dag forstod jeg pludselig, at rejsen ikke længere var den samme. Jeg sad ikke på et tog. Jeg trak rundt med en gammel vogn. Knirkede hjul og et skrog, der ikke længere var helt ungt. Jeg var min egen trækvogn. I erkendelse af, at det var sådan, det forholdt sig, brød vognen pludselig sammen. Et hjul faldt af og rullede ensomt ud i horisonten. Jeg stirrede fortabt på det og nåede kun at overveje at løbe efter. Fange det. Reparere min vogn og komme videre. Energien forsvandt sammen med hjulet.

Jeg så et helt nyt billede. Af mig selv. Min rejse. Det sted, jeg var nået til og den ørkenvinter, jeg vandrede i.  Selvom det var blevet forår, var jeg min egen vinter. Tung. Mørk. En smule dyster. Men jeg havde jo lært, at jeg skal turde være i mørket, så jeg lod det indhylle mig. Jeg havde intet valg, for alt andet ville have været en slags flugt. Jeg kapitulerede og blev liggende. Længe. Alting gik i stå. Bortset fra de ivrige hormoner, der havde fået fat i min krop og mit sind og gjorde mig til en levende skygge af den kvinde, der var engang. Ruiner. Murbrokker og byggestøv. Der lå jeg. Der stod min vogn. Toget var kørt. For længst!
Historien er lang. Jeg har ikke tid til at fortælle den nu, men der kommer mere. Det er jo det, min blog handler om. Megans rejse. Min rejse. Og at være på den slags rejse er ikke en dans på roser. Ikke hele tiden. Det er fuld rejse med månenætter og stjerneskud. Med dybe huller af forgangenhed, møder med fortidens uhyrer, et opgør med det, der var og en forestilling om det, der skal komme. Når man pludselig en morgen står op og er forvandlet. Eller rettere sagt, er i gang med at blive forvandlet. Af hormoner og tidens tand. Og i øvrigt selv har kastet sig ud i et eventyr, hvor usikkerheden er det eneste sikre. Det var et valg. Et valg jeg er stolt af. Jeg tør det. Jeg gør det. Men der var noget, jeg ikke havde set komme. Toget forsvandt af et ukendt spor. Trækvognen brød sammen. Og hvad var der så tilbage? 

Jo ser du. Tilbage var mine store eksistentielle tanker om livet og døden og det, der gør et liv værd at leve. Det, der betyder noget, når toge og trækvogne ikke længere er. Det rene, det ægte og det, der får hjertet til at nynne. Værdi. Værdien af mit liv. Det jeg er og det, jeg bliver, når jeg er.

Når jeg lader mig berøre af livet, lever jeg. Når jeg erkender, at lys og mørke er to sider af samme sag. Når jeg forstår, at det, der var min svaghed og det jeg skjulte, fordi min skrøbelighed føltes så fordækt, i virkeligheden er min store styrke. Når mit mørke bliver mit lys og når jeg er modig, fordi jeg været fuldstændig lammet af frygt.
Der findes en vej og livet åbner sig i små øjeblikke af åbenbaringer, når jeg ikke gør modstand. Modstand er blot en slags forsinkelse.

Og her er jeg kommet til. På en tirsdag midt i maj, hvor det blæser køligt og vejret minder mere om tidlig april. Jeg trækker på skuldrene. Drikker kaffe. Gør klar til kursus. Og ser frem til at lære den kvinde at kende, der på forunderlig vis er ved at rejse sig fra murbrokkerne. En sart og sjælden blomst fuld af anderledes styrke.

mandag den 14. maj 2012

Vi for vild i frodighed!


Vi kørte en tur nordpå i går. Efter lørdagens vinterlige storm og regn, hvor jeg var en frysende skygge af mig selv, var søndagens fine og mildere vejr en kærkommen gave. Og vi havde gode planer. Efter frokost kørte vi af sted for at besøge min bror og svigerinde, som bor lidt nord for København.

Det var en smuk dag. En frodig farvelade af mesterværker mødte os på vores tur. Gule rapsmarker og mælkebøtter ditto. Blå himmel. Hvide skyer. Grøn, grønnere, grønnest så langt øjet rakte.

Og solen skinnede. Vi drak kaffe på terrassen, inden vi tog de gode sko på og begav os af sted. En tur i skoven med hundene blev til en hel vandring i et meget smukt område. Skov. Rideskole. Sø. Marker. Bakker. Vi gik i flere timer og glemte helt, at vi også havde en aftale om aftensmad, hvor vi i øvrigt stod for desserten. Det blev lidt sent.

Jeg smagte på hver eneste detalje. Hele turen var et sanseligt mekka af indtryk. Farver, dufte, lyde. Tiden stod stille, mens vi gik. Skridt, mennesker, hunde. Vi hilste på får og heste. Vi gik op og vi gik ned og da vi pludselig stod på bredden af Farum Sø var der ingen tvivl. Det var badevejr! Hvis man altså spurgte Keeva hund og det gjorde vi. Hun fik lov at svømme og nød det. Oh herlighed! Aimee nøjedes med at soppe. Hver hund sin glæde.

Meget senere satte vi os til bords, skålede for en skøn eftermiddag og måtte med smil om læberne erkende, at det var en temmelig sen søndagsmiddag.

For vi for vild. I maj. I frodighed. I glæde over, at naturen kan være så gavmild og så forunderlig smuk. Og at vi er en del af det hele!

søndag den 13. maj 2012

Forvandling


Det er en underlig tid. Overgangen. At stå på en bro og kigge ned i vandet. Løfte blikket og lade øjnene glide videre ud i horisonten. Mærke, hvordan det hele er under forvandling. Kroppen. Sindet.

Hormonerne har deres egen dans. Jeg har ikke helt lært trinene. Men jeg gør hæderlige forsøg og krydrer med en god portion accept. Det er her, jeg er nu. På en bro. En eftermiddag midt i maj, hvor stormen raser. Det føles mere som efterår end en overgang på vej mod sommer. Tomrum. Jeg er på vej mod sommer, tænker jeg og lukker øjnene. Det svejer under mine fødder. Min sommer. En ny kvinde, et andet liv, anderledes, noget, meget, mere.

Det er ikke noget særligt, er der flere kvinder, som har sagt. De smiler endda. 'Overgangsalderen er noget opreklameret pladder. Eller jeg har i hvert fald ikke mærket noget særlig til den. Hvad er en hedetur eller to? Man kan bare tage en trøje af og så tage den på igen, når ilden i kroppen er brændt ud. Ikke noget særligt. Det skal bare overstås. Tænk på noget andet.'

Men sådan er det ikke for mig. Det, der sker med mig i disse dage, er langt større og mere omfangsrigt end noget, jeg har oplevet tidligere. Jeg er under ombygning. Jeg er et sammenstyrtet hus, hvor kun enkelte rum består. Overalt ligger murbrokker, støv og forgangenhed. Der blæser en kølig og ukendt vind igennem det, der engang var et kvindeligt hjem med vægge og læ for blæst og regn. Og taget mangler.

Nu kan jeg pludselig se himlen! Det går op for mig, i det jeg med tårer i øjnene sørger over mit sammenstyrtede tag. Jeg løfter blikket med et snøft og betragter det uendelige blå over mit hoved. Skyerne sejler af sted i vinden, alting er åbent. Nyt. Større. Og mere forunderligt mirakuløst end nogensinde før. Det er flere timer siden jeg sidst havde en hedetur og jeg falder lidt til ro. Læner mig op af en ny følelse. Mærker, hvordan den ligesom støtter mig. Jeg finder trøst i noget, jeg endnu ikke ved, hvad er. Trøst som rummer meget mere end bare det.

Midt i min sorg opstår ren glæde.

Det er en underlig tid. Overgangen. At stå på en bro og kigge ned i vandet. Løfte blikket og lade øjnene glide videre ud i horisonten. Mærke, hvordan det hele er under forvandling. Kroppen. Sindet.

lørdag den 12. maj 2012

Mary Poppins og læringen


Maj er anderledes i år. Eller også er det bare mig. Udenfor stormer det. Hvis jeg lukkede mine øjne og undgik det frodige grønne syn, der møder syn og sjæl udenfor, ville det ikke være svært at mærke efterår. Blæst. Kulde. Lyd af forandring.

Kan det virkelig være sommeren, der må gøre så voldsomt et væsen af sig for at komme til? Skulle det være nødvendigt? Jeg skutter mig.
Mest af alt har jeg lyst til en kop kaffe, et tæppe og en god bog. Og det er vel usædvanligt på denne tid af året? Jeg burde være fuld af energi med lyst til at begive mig ud. Lade varmen trænge igennem min endnu vinterblege hud. Lade solen danse i skyggerne og gøre vinter til sommer. De sidste vintersår lukkes, arrene bliver en del af erfaringen. Som små mønstre vil de for altid være en del af mig og den, jeg er. Nu. Men burde er bare et ord. Det er ikke sådan. Og maj er ikke som maj kan være. Det er virkelig koldt i dag. Det stormer. Huset knirker og kvinden ved tastaturet falder ned i en dyne af vinterlig dovenskab.

Endnu en uge på kursus er vel overstået. Jeg har fået meget med. Og, må jeg med smil om læben erkende, læringen har været så uventet og forfriskende anderledes end jeg havde forestillet mig. Det fortæller mig endnu engang, at man skal huske at være åben og nysgerrig. Indstille sig på, at uventede drejninger kan finde sted, at vejen til læring, forståelse og indsigt på ingen måde er en lige linje, men ofte noget der opstår i finurlige krumninger. Hist hvor vejen slår en bugt forstod jeg pludselig, at jeg havde en betydningsfuld rolle. Og at roller pludselig kan byttes om. Lærer bliver elev og omvendt. Vi har alle et ansvar. Et ansvar for at tage imod, stille spørgsmål og mærke efter. Men så sandelig har vi også et ansvar for at sørge for, at både underviser og andre kursister eller elever nyder godt af vores personlige visdom. En visdom som vi alle besidder. Nogen i anderledes moden grad end andre, men det kan snyde. Og det har intet med alder at gøre. Det har jeg også lært i den forgangne uge.
Det er lørdag på en stormfuld station midt i maj og jeg har pause. Jeg har brug for at lægge tankerne lidt væk og lade dem modne. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg har fået gode guldkorn med mig i rygsækken og mere end det, men det skal have tid til at spire. Det, som jeg skal have med mig videre. Det, der skal skrives om. For alvor. Resten er subtilt og betydningsfuld for kun mig. Det vil aldrig få ord, som igen vil få vinger. Det vil i stedet integrere sig i mit indre og udvikle til noget, der først langt vil komme til orde. På sin måde. Med sit udtryk.

Rengøring og praktiske gøremål skal overstås. Forude venter også en god løbetur og vejret taget i betragtning, skal den nok løbes i skoven. Ellers vil jeg ende som en flyvende Mary Poppins uden paraply.
Ha’ den dejligste stormfulde weekend. Gør noget vildt. Eller bare noget vildt dejligt.

torsdag den 10. maj 2012

Skriv om det


Jeg stjæler nogle minutter af den tid, der skulle bruges på bad og morgentoilettet og sætter mig ved tastaturet. Morgener uden ord er fattige. Der mangler noget. Selv mangler jeg tid til for alvor at reflektere og få nedfældet noget af alt det, der rører sig lige nu. Dagene er fulde af kursus og opgaver, der opstår i kølvandet. Et hoved, der bliver træt af tanker.

Jeg har stor lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænder og hoved, og rejse sydpå. Og her taler vi ikke længere om den spændende personlige og åndelige rejse, jeg har begivet mig ud på, nej, vi taler om god gammeldags lyst til at opleve sig selv under sydligere himmelstrøg. Mærke varmen mod huden, lade fødderne få luft og blive solbrændte i behagelige sandaler. Spise frisk fisk, som fiskerbådene tidligt om morgenen har hentet ind fra havet. Stirre på solnedgange og drikke kølige vin.. Vandre langs vandet, bade, sole, læse og bare være. Se på mennesker. Tale. Tie. Mærke livet, som det er, uden alt det andet udenoms, der ofte fejlagtigt får den titel. Livet. Men livet er noget helt andet. Det egentlige. Og det kunne jeg godt se mig selv opleve under lidt varmere forhold.

Skriv om det. Skrive om det. Skriver om det.

Jeg var der i få minutter. Spanien eller Grækenland. Jeg gik på stranden og jeg var et med himmel og hav. Nu er jeg tilbage på mit lille kontor med udsigt til frodighed og fuglesang.

Skriv om det. Skrive om det. Skriver om det.

Sådan tænker jeg tit. Når jeg oplever noget som er helt hen i vejret. Som jeg ikke forstår, må ryste på hovedet af, en situation, et system, noget som bare slet ikke giver mening. Som måske endda er helt grotesk. Set med mine øjne. Mærket med mit hjerte. I det mindste kan jeg skrive om det. Skrive om det. Når jeg får tid.

'Tid får man ikke', siger Filosoffen med et bestemt udtryk i blikket, morgenhår og ukuelighed, 'tid er noget man giver sig'.

onsdag den 9. maj 2012

Symfoni i grøn


Det er anden uge på kursus. I dag vågnede jeg tidligt og stod op før vækkeuret. Det sover endnu. Jeg er til gengæld i fuld gang med forberedelser til dagen, men pludselig savnede jeg mine egne ord. Et stik. En smerte. Jeg savner tiden til mig selv. Fordybelsen. Men samtidig får jeg dagligt så meget inspiration og ting at reflektere over, at det uden tvivl vil dryppe i dagevis, når jeg først har tid til at samle indtrykkene.
At være kommet dertil, hvor jeg oplever et decideret savn, når jeg ikke skriver, er en sejr for mig. Nu ved jeg, at jeg aldrig mere kommer til at lægge skriverierne på hylden, tværtimod.  Jeg forstår, at jeg slet ikke kan ignorere ordene og det, der rører sig under overfladen. At ordet er min gave. Min måde. Min vej.

Samtidig forstår jeg, at det ikke er nok. At jeg er en sammensat person, der også skal noget andet, men at det andet på finurlig vis vil hænge sammen med det, jeg skriver. At der bliver en helhed, en smuk mosaik af noget, jeg har skabt og som afspejler hvem jeg er. Og at jeg i øvrigt i skrivende stund slet ikke kan sige, hvordan farverne og mønstret vil være, men at jeg har en klar fornemmelse.
Og sådan kan det gå. Man rejser, man opnår indsigt, forståelse, noget er subtilt, andet er klart som blæk på en motorvej. Man ser det tydeligt, men ved alligevel ikke helt, hvad det er. Før man er tæt nok på. Er det en død fugl? Nogen, som har tabt en sort plastiksæk fra en trailer og som i farten slet ikke har opdaget det? Og i det man i fuld fart passerer stedet, ser man, at det er blæk. Ord. Og så er det i øvrigt slet ikke nogen god ide at køre på motorvej, når man er på den slags rejse. Det gælder nemlig ikke om at komme frem hurtigst muligt. Det handler om at nyde turen. Udsigten. Smagte på indtrykkene. Bruge sanserne. Mærke efter. Og forstå, at processen tager den tid, den skal. Som en god gryderet skal den simre. Som et æble skal den modnes.

Jeg drikker det sidste af min kaffe og kigger ud af vinduet. Dagen er i fuld gang. Maj måned ditto. Alting blomstrer, landskabet er lysegrønt og velduftende, fuld af frodige knopper og farverige blomster. Et sanseligt mekka af indtryk, en symfoni i grøn.

tirsdag den 8. maj 2012

Paradoksalt paradis


Jeg skriver egentlig bedst om morgenen. Der er noget ved det tidspunkt, når dagen er ny og det hele er friskt som duggen. At rejse sig fra søvnen og starte dagen med at tømme sig for umiddelbare ord og indtryk, udtryk og i det hele taget, har været fantastisk givtigt for mig. Men jeg indser, at det ikke altid kan lade sig gøre. Jeg må lære at lade ordene komme til mig på andre tidspunkter af døgnet. Stole på dem. Og når jeg lytter til poeten, der rumsterer i det indre, drypper der små vers i løbet af dagen. Der kvidres og der leges. Lidt.
Jeg smiler og lader det komme. Der sker meget i øjeblikket. Eksperimenter og anderledesheder. Det skal prøves. Det skal leges. Det skal bruges. Måske. Det er ikke helt klart.

Og det er helt i orden ikke at være klar. Det er befriende at indse, at man ikke er klar til at træffe en beslutning eller vælge. Lige nu. Det er helt i orden at stille sig dér, hvor vejen skiller, og gruble lidt over livet. Mærke. Reflektere. Og gøre status. Nu er jeg nået hertil. Endnu en skillevej på min rejse. Jeg er ikke klar til at vælge vej. Jeg har brug for en pause. For når man lytter til sit hjerte, skal man ofte være lidt mere stille en gennemsnittet. Hjertet har mange sprog og det er ikke altid, at sproget er en klar hvisken.  Det kan hænde, at hjertet bruger sendebud. En slags go-between for at vise, hvad hjertet mener. Et menneske dukker måske op. Siger noget. Giver udtryk for noget. En impuls. Pludselig forstår man. Og så nikker hjertet samtyggende. Kuldegysning. Man ved det, når man ved det. Så er der ingen tvivl.

Vejen valgte mig.
For et par indlæg siden skrev jeg, at jeg er ved at blive min vej. Det er sandt. Og når jeg giver mig tid og stoler på processen og det, jeg skal lære og bruge, så sker der noget. Når jeg giver slip, får jeg pludselig fat. I noget. I mig selv.

Det er helt fint ikke at være klar. Også når man skriver indlæg. For når man giver plads til alt den uklarhed, der opstår i processen og sætter ord på, hvor usammenhængende og mærkelige de end kan forekomme, så opstår der en slags klarhed i uklarheden.  Og når man så tager et skridt, går lidt ud til siden, betragter og mærker efter, så forstår man pludselig. Noget. Subtilt. En fornemmelse. En usikker sikkerhed. Paradoksalt paradis.
Men en ting står klart. Jeg har en caféaftale med en god veninde i aften og jeg glæder mig.

Billedet er lånt hos healingwithart.

søndag den 6. maj 2012

Havet med hjem


Jeg har taget havet med mig hjem.

Så jeg kan se, høre og mærke roen.
Dulmende bølgeskvulp,
blå horisont, himmel, hav.
Så jeg kan vandre i sandet, langs stranden.
Søge ro, styrke og større forståelse.
For den kvinde, jeg er ved at blive.
Så jeg kan spejle mig i overfladen.
Og se omridset af noget, der bevæger sig,
bevægende.
Sagte, søgende, sansende.

Jeg har taget havet med mig hjem.

fredag den 4. maj 2012

Lige en kop kaffe mere


Lige en kop kaffe mere,
Undersøge, reflektere.
Mærke lys og fuglesang,
Noget dejligt er i gang.
Udenfor og indeni.
Sommerfugl og humlebi.

Dagen var varm. Det var sommer. En dag. Jeg løb lidt frem og tilbage. Lavede min opgave ved køkkenbordet bevæbnet med kaffe og stor udlængsel.

Det gode vejr trak. Jeg blev som en menneskelig elastik og det lykkedes mig skam at få farve i ansigtet, andet end den naturlige rødlige kulør, der med jævne mellemrum rammer mig som et lyn. Overgang. Undergang. Nej da. Men lidt irriterende. Måske. Ret så meget faktisk!

Dagen blev sluttet af med månelys. Fra altanen, som vel ikke er en altan i ordets egentlige forstand, men som er en del af mit byboordforråd, kunne jeg stå som en dronning og skue ud over landskabet. Månen rejste sig og gjorde mig til prinsesse. For hun er dronning, ingen tvivl om det. Fuld af beundring fangede jeg hendes færd mod himlen, op over træerne, måneskygge og dansende lys af sølv. Magiske øjeblikke. En stund. En følelse.

I dag er det St. Bededag. Jeg vil sende tanker af taknemmelig af sted og så vil jeg i øvrigt gøre mig klar og køre i sommerhus. Det er en tradition. Denne gang er det kun gamle Josie og jeg som skal til Nordsjælland og det bliver hyggeligt. Bare os to. Og min mor. Ture til vandet, stranden, fjorden, lyset, kysten.

Men lige en kop kaffe mere ...


torsdag den 3. maj 2012

Altandør på klem


Jeg har ladet altandøren stå på klem. Jeg smiler lidt af mit ordvalg, for altandør minder mig om byen. Og i byen er jeg i hvert fald ikke. Frisk og knasende sprød morgenluft siver gennem vinduet og når mine næsebor. Fuglene synger i et kor, der nu har fundet melodien. De er sikre på sig selv og på sommeren, der folder sig ud. Der er en helt speciel duft af dugvådt græs, der kærligt tørres i solen, stråler, der leger med lyset i hvert græsstrå og får det til at ligne et malerisk mesterværk.
Hvordan skal jeg kunne arbejde i dag, tænker jeg, mens jeg drikker af dagens anden kop kaffe. Koppen er rød og kvinden er træt. Efter 3 dage på kursus har jeg hjemmeopgave og den skal laves i dag. Tro mig, det er en god og vigtigt opgave, men trætheden har lagt et gennemsigtigt slør om min krop. Mest af alt har jeg lyst til at finde en plads i solen, lukke øjnene og bare suge til mig. Nu mærker jeg savnet, hvor stor længslen har været. Sol. Varme. Fuglesang. Velbehag.

Det gør godt at ankomme til sådan en morgen. Trække persiennen op og blive mødt af glinsende solstråler, og marker, der er endnu grønnere nu end da jeg trak persiennen for og sagde godnat. Der sker noget hele tiden. Knopper brister, det, der bare var en bule på en gren folder sig ud og bliver til den smukkeste blomst, verden endnu har set. Fuld af potentiale, selvtillid og helt i harmoni med sig selv og omgivelserne. Sådan vil jeg også blomstre, tænker jeg og mærker, at jeg på en måde allerede har gjort det. De sidste par dage har jeg mødt mig selv et nyt sted og kan mærke forskellen. Der er også sket noget med mig. Og så har jeg været så utrolig heldig at ende på et kursus med andre gode og spændende kvinder i en lignende situation som min. Tror du vi kan bruge hinanden? Tror du vi har noget at tale om? Noget at lære? Svaret svæver i den fine morgenstund. Ser du på mig, ser du en smilende kvinde, som drikker kaffe af en rød kop.

Jeg har haft mange spændende tanker og fået så meget input og inspiration de sidste par dage, at det lige skal bundfælde sig, før jeg kan begynde at dryppe ord. I dag skal jeg lave research til mit helt eget projekt og så skal jeg have mig en kop kaffe mere.

Jeg har ladet altandøren stå på klem.

tirsdag den 1. maj 2012

En vej og maj


Jeg vågnede før uret. Det hænder ofte for mig om sommeren. Og nu skriver jeg sommer helt uden at tænke over det, men er der ikke noget særligt sommerligt over den første dag i maj? Når solen skinner fra en skyfri himmel og fuglene synger skønsang, inden en vis herre har fundet sine sko?

Jeg stod op. Uret fik slet ikke lejlighed til at give lyd fra sig, jeg slukkede det og gik en tur ud i morgenen med hundene. Frisk sprød luft kom mig i møde, en smule kølig, men ikke koldere end i sig selv et løfte om godt og varmt vejr senere på dagen. Det kan mærkes. Den måde træerne forsigtigt bevæger sig i vinden, græsset, der dugvådt spejler sig i himlen. Det er vokset siden i går. Markerne er blevet grønnere og hvert skridt op af markvejen afspejlede en vis kådhed. Jeg kunne blive ved med at gå, tænkte jeg, men skulle tilbage og hente næste hund. Og så kaffe!

Jeg er på vej. Jeg har taget det første skridt ind i sommeren og går en lysere tid i møde. Sådan er det bare. Jeg lægger vinteren bag mig og smider endda melankolien over borde, selvom jeg nu har lært at den er sundhedstegn. Den overlever. Heldigvis. Den kommer tilbage og er pludselig om bord igen, når skibet er sejlet godt ind i efteråret og har fundet de vande. Men det skal vi ikke tale om nu. Den tid, den glæde.

Havet ligger spejlblankt som en blå dug under åben himmel. Mågerne kredser om mit gode skib og følger mig på vej. Vi sejler mod dag to på det kursus, jeg deltager i.

Hvis vejen ligger synlig og klar foran dig, er det sandsynligvis ikke din vej. Det læste jeg et sted. Derfor er jeg ret sikker på, at jeg er på rette vej, for det jeg ser, ser jeg slet ikke i ordets egentlige forstand. Jeg mærker det.

Men noget er sket. Jeg er begyndt at blive min vej. Og hvad jeg egentlig mener med det, vil jeg fortælle om en anden dag, for nu skal jeg så sandelig i bad og gøre mig klar. 

Billedet er lånt hos healingwitheart.