mandag den 30. april 2012

Anderledes kvindelig


Plante potter poesi,
sær og særlig kvindelig.
Frø forvandles, spirer gro,
noget nyt på bunden bo.
Plante potter poesi,
anderledes kvindelig.


Et lille digt om at plante om. Overgang. Forvandling. Bristede knopper og nyt håb.

Ønsker dig en fin dag. Selv er jeg på kursus, mens solen skinner og april nærmer sig maj.


lørdag den 28. april 2012

Valmuen og livet



Valmuen blomstrer, uglen er våd.
Selv er jeg sælsom og sommerlig kåd.
Men regnen den hvisker, visker det bort.
Nyd hver en dråbe, livet er kort.

- Lene Frandsen -

torsdag den 26. april 2012

Stille, nu, et minde


Sidde med en kaffekop i regnen, knopper briste.
Give slip på koppen, spilde kaffe, dråber miste.
Stille, nu, et minde.
Kaffe, kop og kvinde.

- Lene Frandsen -

onsdag den 25. april 2012

Luft, jord, en kvinde og en ugle



En eftermiddag med elementerne jord og luft. Har ageret gartner i stormvejr.
Flyvende jord, skønne planter og en kvinde.
Hvis jeg påstår, at jeg ikke er den store gartner, passer det i grunden ikke. Jeg planter så meget. Hele tiden. Men hvis jeg siger, at jeg ikke er det store havemenneske, som nu går jeg i haven i timevis hver uge og får det hele til at ligne en engelsk slotshave, så taler jeg sandt. Men i går gik jeg i haven. Mine blå krukker var stillet op og et par hvide var kommet til. Tomme stod de i formiddagsvinden og ventede. Find os vores sommers kærlighed, synes de at hviske, men det var ikke nemt at høre, for den uforskammede østenvind talte så højt, at andre havde svært ved at komme til orde.

Det gjorde ikke noget. Jeg havde hørt dem. Og efter frokost kørte kæresten og jeg ud til planteskolen for at finde de blomster og planter, som skal gør kur til krukkerne sommeren igennem. Den planteskole altså! Det er i grunden ganske godt, at jeg ikke har opdaget den før. Den er en bid af himlen. Den er fuld af vidunderlige fristelser og her taler vi ikke kun blomster og planter i de skønneste farver og afskygninger. I det jeg træder ind af døren, er jeg fortabt. Jeg drages af dufte og af farver. Jeg må hen og se nærmere og mens jeg lader mig forføre på må og få, opdager jeg nye skatte. Åh! Dette må skrives i nutid, for det kommer til at ske igen og igen. Det kan jeg mærke. Planteskolen er mit nye paradis.

Planteskolen er ikke kun blomster, planter, jord og gødning. Som om det ikke var nok, har de også udsalg af de skønneste brugsting. Der er både til gården, gaden og haven naturligvis. Og så er der kunst i granit og marmor. De smukkeste stenfigurer, som forestiller både dyr, mennesker og fine symboler. Hvad med et lille marmorfuglebad formet som et hjerte? Eller din helt egen hund mejslet i sten? Man kan sågar købe sig en labrador, men eftersom jeg har flere af den levende slags, hilste jeg bare pænt og lod dem stå.

Men uglen. Han gjorde noget ved mig. I søndags var vi på planteskolen første gang og der faldt jeg for ham. Han stjal mit hjerte med sit et smule sørgmodige ugleblik.

”Skal jeg bare stå her hele sommeren? Godt nok sammen med andre gode ugler i granit, men alligevel. Hvem mon forbarmer sig og finder mig en god plads ude i sommeren? Et sted, hvor jeg kan sidde og spejde efter andre ugler og være nogen en helt speciel ven? Jeg ønsker mig en kvinde i sin bedste alder. Ja, det gør jeg, for jeg mærker ligesom, at jeg skal noget med mit granitugleliv. Noget med inspiration.”

Det skal ikke være nogen hemmelighed. I går hentede vi uglen hjem og nu sidder han herude. Jeg kan se ham fra køkkenvinduet og jeg kigger tit derud. Og i går plantede jeg blomster ud i krukkerne, mens østenvinden gjorde sit for at spolere det for mig. Det føg om ørene på mig. Jord. Luft. Jord. Luft.

Men jeg gav mig ikke, jeg fik blomsterne på plads i krukkerne og stillede dem helt ind til huset til østenvindens store fortrydelse. Der var det sværere at få bugt med dem. Faktisk blev vinden så fornærmet, at den forsvandt og i dens kølvand kom regnen.

Regnen er her endnu. Det siler og det har tænkt sig at blive ved. Hele dagen. Jeg behøver ikke at vande.

Og uglen? Han sidder på sin nye plads og tager morgenbad.

tirsdag den 24. april 2012

Hjertets årstider



De grønne spirer er blevet lidt grønnere i løbet af natten. Jeg kan høre vinden i træerne, fuglene, og jeg kan mærke den iskolde østenvind, der spiller op til foråret og gør længslen efter varme lidt større. Min længsel strækker sig i de første solstråler. Jeg søger den velgørende varme som et kærtegn fra en hånd, der kun vil slå. Det er måske forår, men alligevel hænger kulden ved.
Intet menneske kan åbenbare andet for jer end det,
der allerede ligger halvt sovende i jeres egen kundskabs dagning.

Ordene er Kahlil Gibrans. Da jeg læste dem, nikkede jeg. Vi går ud og søger inspiration, vi finder trøst og genklang i andres ord, vi lader vores øjne hvile på læber, der bevæger sig i tale, vi smager på en følelse, der opstår, vi mærker noget, en lille rislen. Kuldegysning måske. Vi opdager os selv. Genopdager os selv. Vi gemmer på så store skatte, at vi ville blive ganske overvældede, hvis vi fik dem alle sammen præsenteret på én gang. Vi ville falde bagover. Besvime. Og mens vi lå der i duggedisen og en kærlig sjæl viftede med lugtesalt for at vække os tilbage til livet, ville vi tro at vi virkelig var døde og kommet i paradis. For hvad skal vi dog stille op med al den visdom?

Vi har det hele i os selv for vi er en del af det hele. Og hver især har vi fået et kostbart liv og en livsvej, som vi skal gå og få det bedste ud af. Det allerbedste! Og det handler om at lære. Denne udlægning af sandheden er selvfølgelig bare mit syn på sagen, for vi har hver vores sandhed, hvert vores landskab at kigge på og opleve. Men ens for os alle er at livet stiller os på prøve. Vores lektier er forskellige, men de er tilpassede den vi er, så vi kan blive til den, vi var. Den, vi er kommet for at blive.

Og her sidder jeg en morgen i april og spejder efter solen, som for længst er stået op, men som alligevel er en smule tøvende. Den er som jeg, solen. Mit lys skinner heller ikke helt klart i dag, men jeg ved, at hvis solen træder i karakter, så gør jeg det også. Jeg vil danse i det skarpe lys og lade mig opsluge af varmen. Lade vinterens sorg fordampe og skylle den af mig i morgendug.

Jeg har gået længe i lange vintergange. Som vand fra loftet, har jeg i små dryp fået væde af forståelse og indsigt. Alligevel er jeg så uvidende som den årle morgen. Forsigtig, smilende, søgende og kvindelig på grænsen til noget andet. Noget nyt. Overgang. Vanvid. Og en pludselig ro, der er dybere og mere fredfyldt end noget, jeg tidligere har oplevet.

Men altså. Kahlil Gibran skriver at hjertet har sine tider akkurat ligesom årstiderne. Han påstår, at vores lidelser er en gennembrydning af skallen, der indeslutter vores evne til forståelse. Og han har jo ret.  Det var noget, jeg ikke vidste, at jeg vidste.

Hjertets årstider. Som naturen har vore hjerter en naturlig cyklus og sorg, lidelse og alt det svære, vi forsøger at undgå og kæmper så bravt med, er ligeså naturligt som efterårets storme og vinterens dybe sorgkældre. Hvis vi dog bare kunne acceptere det og var i stand til at betragte det med forundring og nysgerrighed, som en del af livets mirakler, ville smerten ikke forekomme os mindre underfuld end vores fryd.  Kahlil gav videre og jeg tog imod.

Men hvem tør vise os smerten og tage os med i livets personlige sorgkældre? Hvem tør se døden og fordærveligheden i øjnene og trække den med op til overfladen for at dele med andre? Den er rå, kold og fugtig som kælderen, hvor den bor. Den holder så hårdt om det hjerte, den har taget bolig i, at den næsten knuser det og smerten er så dyb og hul, at den er nærmest ordløs. Og i det vi mærker den, gemmer vi os bag et sort klæde, for at forsøge at sætte ord på det helvede gør den kun større. Tror vi.

Gemmer vi os, går det nok væk. Og får vi chancen, flygter vi, løber, ud over marken, over enge og gennem skoven og på et tidspunkt har vi løbet så længe, at det er blevet forår. Knopper er sprunget ud, mens vi forpustede og stakåndede brugte de sidste kræfter på at kaste os i armene på sommerens salighed.

Og så må det gerne gå langsomt. Stop tiden. Vi vil af i sommeren og aldrig mere forlade den.

Men hjertet har sine årstider. Og vi kan løbe ligeså meget vi vil. Vi skal igennem alle årstider.

Hvis jeg kan acceptere hjertets årstider, gå igennem dem alle med forundring, nysgerrighed og åbenhed, lære at elske deres forskellighed som jeg skal lære at elske hele mig, så er jeg kommet lidt nærmere sandheden om livet. Eller?

mandag den 23. april 2012

Sjæleord


Jeg har ferie. Men jeg må skrive. Jeg er blevet så nysgerrig efter at lære min egen inspiration at kende, hvad der sker, processen, det, der pibler frem, når man giver slip og som kan være så svært at få bugt med, når man holder fast og vil kæmpe. Ord vil ikke presses. De er ikke som citroner, der giver saft, når de kommer i maskinen eller klemmes af en hård hånd. De er små kilder, der springer og danser, når man mindst af alt venter det. Det kræver bare en ting. At man beslutter sig for at være åben. Forblive åben. Sætter sig ved tastaturet eller med sin notesbog og pen og giver lov.
Den indre kritiker er en ordknuser. Hvis han eller hun kommer på banen, når kilden vil sprudle, daler vandet og bliver til en lille forplumret sø. Man forsøger at rode rundt med de tilbageblevne bogstaver, men det bliver ikke til så meget. Det er en kamp. Og ord vil ikke kæmpes. De er frie som sjælen og må have liv, lys og luft for at trives. De sukker efter tillid. Accept. Og er i grunden ikke så anderledes end os mennesker, når vi forsøger at blive os selv. Kun for at forstå, at vi må være for at kunne blive.  

Lyt til sjælen. Lyt til ordene. Mærk kilden. Bliv den.
Men hvordan kan man blive sine ord? Det kan være svært at forstå, for vi har jo altid lært at vi skal stramme os an. Gøre os umage. Og umage bliver ofte ensbetydende med anstrengelser, der lægger sig ganske tæt op af modstanden. Det skal kunne mærkes, blodet og tårerne. Dine fingre skal bløde, mens du tramper af sted på tastaturet som på en cykel, hvor kæden er rusten og ved at hoppe af. Videre. Frem. Pedalerne er hårde at træde, men der opstår da noget efterhånden som man kommer frem. Sved på panden, nu kører det for mig. Eller ej. Måske er det sådan for nogen, men jeg mærker noget helt andet.

Mine ord nægter at agere citroner, der skal give saft. Mine ord nægter at danse efter andres pibe. De fnyser af kritikeren, men nikker samtidig forstående i erkendelse af, at kritikeren er en stakkels usikker egoforplumret mand eller dame, der ikke tør følge med sjælestrømmen og gå den vej, ordene synger om.  For vejen er jo allerede lavet og gjort klar, der er kasser og båse og der er såmænd også en slutning. Værsgo. Få ordene til at passe ind, lad dem boltre sig med måde og i firkanter. Men mine ord er ikke firkantede. Og jo mere jeg forsøger at få dem ind i veltillavede bure og fine fængsler af håb, giver de pokker i mig. De kommer, jo vist, men de er ikke helt sig selv.
Skygger, de har deres hjerte et andet sted.

Jeg har trykket min indre kritiker i hånden og sagt tak for kaffe. Og kaffen var god, det skal ikke hedde sig. Men jeg har måtte frigive hende, den gode kvinde, der vil mig det så godt. Gå ud og leg, find andre græsgange, det er forår og livet danser. Dans med.  Du er velkommen til at kigge forbi, jeg giver gerne et knus og en kop kærlighed, for jeg synes det er synd, at du er så usikker, men helt ærlig. Nu skal ordene og jeg lege. Lege os gennem foråret og sommeren.
Lytte til sjælen. Lytte til os selv. Mærke kilden. Blive den.

I dag er det Verdens Bogdag! UNESCO har udpeget d. 23. april til bogens og ophavsrettens dag. Og det er jo i dag!  Tillykke til gode bøger, forfattere og alle, der ikke kan undvære gode ord!
Billedet er malet af den gode Picasso og lånt på litteratursiden.dk

søndag den 22. april 2012

Dråber af morgendug

Lysegrønne tilnærmelser, fuglesang og den der dis, der daler mellem varme og kulde.
Dråber af morgendug.

Det er søndag og jeg har ferie. Hele næste uge. Og jeg trænger til en uge fyldt med ting, der gør mig godt. Når man har rejst længe og lært en masse, både fra den lette og den tunge skuffe, har man brug for en pause. Lægge tanker om turen væk og bare være. Gå i haven og plante forårshåb. Blomster i krukker. Valmuer på trappesten. Læse gode bøger. Tage på tur. Til Sverige. Drikke kaffe af en rød kop og bare nyde at være den, man er. Lige nu. Give sig tid. Give sig glæde. Holde pause.

Ferien sneg sig ind på mig i går. Som en frydefuld brise kom den. Jeg mærkede det ikke, da det gik op for mig, var den landet. Jeg gik og nynnede. Jeg gav mig tid i badet. Jeg mærkede hver dråbe, det lune vand, lukkede øjne, duft af sæbe. Musik i radioen eftersom min iPod ikke tåler vand. Man skulle have haft et badekar!

Jeg gjorde rent uden anstrengelse, dansede gennem rum efter rum med støvsugeren som følgesvend. Fik det gjort. Byggestøv blev fjernet endnu engang. Huset begynder at træde i karakter. Jeg kan mærke det. Og jeg kan mærke, at jeg har givet mig selv lov til ferie og at jeg er parat til at drikke af det velgørende vandfald af nydelse, der kan ligge i at have tilladelse. Fordi.

Ferie fra det hele hele tænkte jeg, ja måske også fra ordene. Det kan være godt at komme lidt væk. Ud. Gøre noget helt andet, for så sker der nemlig noget. Men knap havde jeg tænkt den tanke, før inspirationen kom dansende i røde poetsko. Det jeg læste, skrevet af anden hånd, gav stof til tænketanke. Nogle ord blev hængende. Og så måtte jeg pludselig bare skrive. Et lille digt. Noget ville ud. Og jeg indser, at jeg nok kommer til at skrive lidt i ugen der kommer, for det bobler som foråret. Ordene. Inspirationen. Dugvåde morgendråber af noget, der vil ud i lyset. Vises. Høres. Prøves. Sanses.

Det er det bedste, jeg ved. De ord. De følelser, der manifesterer sig i bogstaver, bestemmer sig for, hvad der er hvad og ligesom laver sin helt egen dans. Meget er øvelse, for uden øvelse bliver man ingen mester. Eller hvad man nu skal blive.

I grunden er det også lige meget. Af ord er jeg kommet. Og jeg tager ordene med på ferie, om de så skrives eller bare bliver plantet i den fede brune muld ligesom de blomster, vi nu skal pryde haven med.

At kende den store følsomheds smerte,
at mærke den holde for hårdt om et hjerte.
Så dybt som sorg kan tynge,
så himmelhøjt kan glæden synge.

 -Lene Frandsen -

I den kommende uge vil jeg lade min glæde synge så himmelhøjt, den kan. Jeg giver den hermed tilladelse!

lørdag den 21. april 2012

Saftevand og grise



Der er noget saliggørende over at vågne op en grå regnvejrsmorgen og mærke, at man er glad. Sådan en stille glæde, der tages med fra søvnen, det første lys gennem sprækker, og ind i dagen. Der er noget fint ved at mærke, at man ikke behøver at anstrenge sig for at være i godt humør og måske endda i et slags langsomt flow. Man er genfødt til en ny morgen.

Jeg kunne mærke det med det samme. Jeg havde sovet godt. Vi var ude til middag i går aftes og det hænder, at jeg sover dårligt, når jeg kommer sent i seng og i øvrigt har maven fuld af både god mad og vin. I øvrigt havde vi vigtige samtaler og ting, der skal tænkes over. Efterfølgende. Men da jeg ramte min pude, var det med et særlig velbehag og søvnen overtog mig straks. Ingen tøven. Et kærtegn så ømt at jeg øjeblikkeligt lukkede mine øjne. Sov. Husker ingenting.

Og så med et var det morgen. Dæmpet lys gennem persienner, samtale med kæresten gennem søvn, han skulle op og af sted til en aftale. Vi drak kaffe og han kørte. Jeg gik med hundene gennem regnen, først den ene, så den anden. Det er sådan en sileregn, hvor skyerne synker helt ned og rører ved det øverste af hætten på regnjakken. En lørdagståge af fugt. Dufte forstærket af regnen, vand, der siler fra himlen og drikkes grådigt af både træer, græs og planter.

Jeg gik og sang. Når jeg er glad på en helt speciel måde, serveres jeg ord som vil ud og lege. Simpelthen. De laver vrøvlevers. Og eftersom jeg ikke er beriget med børn i den alder, hvor man har lyst til leg og mærkelig ord, så får hundene ofte glæde af mine fjollevers. Måske kan de ikke forstå ordene og de sjove rim, men de kan mærke min glæde. De reagerer. Logrer.

Sikke et dyr, eventyr, saftevand og grise.
Sikke et dyr, eventyr, saftevand og grise.

Tak for kaffe. Kvinden er tosset. Og hvis det er at være tosset, så er det lige netop det, jeg er. Tosset med ord, som kan give glæde og få barnet frem. Barnet, der vil lege og er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker og tror. I øvrigt gik jeg jo alene på en markvej, men de som kender mig godt, kender også mine vrøvlevers og de rim, der kan opstå på det mærkeligste tidspunkter. Og hvis jeg ikke selv kan finde på noget, hvilket er sjældent, så låner jeg af Halfdan Rasmussen. Min helt!

Jeg kunne mærke det med det samme. Jeg havde sovet godt. Og dagen folder sig ud i regnvejrsdis og dæmpede skridt, der ikke skal nå noget. Der er masser af tid. Helt vidunderligt regnvejr, som opfordrer til læsning, kopper med god kaffe, bare være, gøre lidt rent, fjerne byggestøv og planlægge lidt mere indretning. Huset som venter. Tålmodigt.

God lørdag. Og kære du, hvis du har et vrøvlevers eller et godt rim, som du vil dele, så ville jeg blive forfærdelig glad. Det kan være dit eget eller et, du låner. Poeter, skribenter, forfattere og den slags bliver i grunden så glade, hvis de citeres. Jeg skrev noget, andre kunne bruge. Noget værdifuldt. Jeg gjorde en lille forskel med mine ord.

Tak. Del. Giv det videre.

fredag den 20. april 2012

Hvor svært kan det være?



Jeg får så mange ord, der springer som fra en kilde. Små vandfald. Alligevel tøver jeg, mens jeg lytter til en fin sang.  En tekst, en sangerinde, en guitar, et springvand af simpel visdom.
Hvorfor så svært, tænker jeg, mens jeg sidder her og dufter til min kaffe. Livet er så enkelt. Udenfor vinduet har solen trukket sig tilbage igen, den sejler mellem skyerne. Fuglene synger, træerne har fået knopper, hver eneste dag sker der lidt mere. Fine tråde spindes. Det er så skrøbeligt, at man næsten ikke kan se det. Så lysegrønt at det næsten er usynligt. Men naturen er tålmodig. Den ånder i tillid. Og her sidder jeg som en kaffedrikkende tilskuer og forstår, at alting er helt som det skal være. Derude. Herinde. Jeg er slet ingen tilskuer.

Når jeg kan se det og mærke det, går det helt ind i sjælen. Og sjælen går helt derud. Det bliver blandet som solstråler, der rammer vandet, overflade, dybde. Det spejler sig. Lyset gengives og reflekteres. Der er ingen adskillelse, ingen grænser. Og jeg forstår pludselig den fine sammenhæng mellem lys og skygge og det mørke, vi alle sammen frygter. Jeg lærer mig at være i det, siger jeg til mig selv. Jeg tør være i mørket. Og jeg bliver bedre til det i erkendelse af, at det kun er der, jeg kan se stjernerne. Paradoksalt. Når jeg danser barfodet i græsset og duggen danser med, er jeg en slags engel, som fejrer livet og lyset. Og dansen er så frydefuld fyldig og god, netop fordi jeg har været derinde. I kælderen. Mørket. Forsøgt at undgå at kysse dæmoner, kun for at opdage, at de er som frøer. De elsker at blive kysset. Og så bliver de til prinser! Hvor svært kan det være?

I dag sejler jeg af sted som solen. Fra havn til havn. Udforsker hver sky med kærlig nysgerrighed. Hvem er du, er du mon regnbærer? Regn eller ej, hver eneste sky har sin egen unikke skønhed, en form så perfekt, at den ikke kan efterlignes. Den findes kun i ægte skylighed. Træerne strækker sig mod himlen og søger lyset. Knopperne vokser forsigtigt. Det knirker og rumsterer.

På samme måde knirker og rumsterer det i mig selv. Der sker noget. Langsomt. Ingen genveje, ingen smuthuller. Tålmodighed. Tillid.

Hvor svært kan det være?

Du kan lytte til den fine sang, Gold in Them Hills, her

torsdag den 19. april 2012

Det har sin pris ... et eventyr


Det har sin pris at vælge sit hjerte, siger Majbritte Ulrikkeholm. Men prisen for at vælge det fra er endnu højere! Integritet er det, vi udstråler, fordi vi sagde ja til vores hjerte, også da det havde sit pris.

Integritet er en vigtig ting at huske, når man pakker sin kuffert og tager på rejse. Den rejse, du ved, hvor man ønsker at finde sin helt egen hjertevej og gå efter drømmen. Og måske er integriteten i virkeligheden det, man i første omgang søger, når man beslutter sig for at rejsen skal finde sted. For hvis vi gentagne gange er blevet tilbudt noget, der strider imod vores værdier og går stik imod det, vi tror på og ved er sandt, for os, så ved vi inderst godt, hvem vi er. Måske ved vi ikke, hvordan vi nu skal manifestere det og os selv i den virkelige verden, men det er noget af det, som rejsen handler om. En beslutning. En erkendelse af, at vi ikke længere kan gå imod vores egen værdier og på kompromis med vores autencitet. Vi er nødt til at være tro mod os selv og det, hjertet synger om.

Så kan rejsen begynde, vi står på toget med en kuffert fuld af integritet og gode intentioner. Jeg skal finde mig selv og leve mit liv i overensstemmelse med mine værdier. Gøre en positiv forskel for mig selv og andre. Arbejde med det, jeg synes godt om og brænder om. Den slags.

Kufferten er både let og tung. Den er let at bære, fordi den rummer drømmen, der som bekendt har vinger, men den er også tung, fordi rejsen nu handler om at prøve kræfter med sig selv og sit tilsyneladende nye jeg i de omgivelser, man har færdes i så længe og hvor man er kendt, som den man var. Samtidig ved man jo godt, at man skal søge ud i nye kredse og ukendte hjørner for at finde inspiration, læring og mod til at gå vejen. Møde andre, som har gået vejen eller er i færd med det. For rejsen slutter jo som bekendt aldrig, men der altid gode mennesker, som har nået gode mål og som gerne fortæller om det.

Man skal lære sig selv at kende på ny. Og det sker i etaper.

Selv er man et sted i midten. Man har fjernet sig fra sit gamle jeg og bevæget sig ud i et nyt land. For sådan er det. Man tror, at man sidder på et tog med køreplan og spisevogn, men pludselig står man alene i et slags ørkenland af alt og ingenting. Alene. Ingen kan følge med på den rejse. Man kan fortælle om den, man kan åbne sig og øse af sit hjerte, finde trøst, støtte og opmuntring, hvis man er heldig, men man må gå vejen selv.

Det har sin pris at vælge sit hjerte, siger Majbritte og det er sandt. Det koster noget. Blod, sved og tårer. Tvivl. Frygt. Usikkerhed. Skriv det på listen. Når du oplever det, er det helt normalt. Det er ikke dig, der gør noget forkert eller er faret vild. Det hører med. Det hedder læring. Og det er læring af den svære skuffe. Man er nødt til at konfrontere sig selv med både sin frygt og sin tvivl og en masse andet, som man helst var fri for. Og det er i sig selv et mægtigt bjerg at bestige. Man er nødt til at tage pauser på vejen og det hænder også, at man begynder at kravle ned igen, fordi man synes at det hele er for svært, forgæves og forbandet, at man ingen vegne er kommet. Men så kigger man ned og ser, at der er mindst ligeså langt ned til det, der var, som til den tilsyneladende nærmeste bjergtop. På det tidspunkt kommer man måske også i tanke om, at man egentlig har højdeskræk. Hjælp! Men hjælpen består i at erkende at "ja jeg er bange for højder" og så gå videre.

Der findes ingen genveje. Tro mig, jeg har prøvet at finde dem! I det sidste års tid har jeg ledt med lys og lygte efter smuthuller, der kunne give mig et forspring i forhold til mig selv. Jeg har hoppet over lave gærde i håbet om at vinde tid. Men det findes ikke, for tiden er ikke noget man kan vinde. Hvis man forsøger at springe over en lektion ved første vejsving, så får man den bare ved det næste. Og så fremdeles.

Det har sin pris at vælge sit hjerte. Men det er ikke en pris, man på forhånd kan få opgivet. Hvad koster det? Man kan heller ikke prutte om prisen eller købe det på tilbud. Man må bare stole på, at den pris, man kommer til at betale, er det hele værd. Og at man har råd til det. Kræfter til det. Mod til det. Og at det man ikke havde, da man satte ud på sin rejse, vil komme til en, lige netop som man har brug for det.

I næste afsnit vil jeg skrive om alt det smukke, man møder på sin hjerterejse. For rejsen er nemlig og heldigvis både og. Der er monstre og uhyrer, men der er også vidunderlige hekse med magiske formler og der er mennesker, som bare dukker op og siger visdomsord, der gør en forskel. Noget man kan tage til sig, bruge og gøre til sit eget. De har det med at dukke op, netop som man har afsluttet et voldsomt opgør med et monster og lært, at man først bliver af med den fætter, når man accepterer ham og holder op med at give ham mere opmærksomhed.

Accept. Forandring. Paradoksalt. God torsdag! :)

onsdag den 18. april 2012

Savn, København og skiftespor


Jeg læste om en, der var i byen. Og det er der jo mange, der er. Hver dag. Byen vrimler af liv og af lyde, mennesker, biler, busser, toge, larmen er voldsom og livet er pulserende på en nogen gange lidt for hektisk måde. Men der er noget helt vidunderligt ved at være midt i det. Duftene, lydene, mulighederne. Og fristelserne, for det er svært at gå forbi de mange brogede butiksvinduer uden at falde for bare lidt af alt det, byen har foldet ud for at tjene til dagen og vejen. Vejen som i byen hedder gaden.
Jeg læste om en, der var i byen og med et mærkede jeg det. Savnet. Vedkommende var i en anden by end min, men det er jo underordnet. Savnet kom sejlende. Direkte ind på spor 1 som et bedre tog. Det stod ud på hovedbanegården og befandt sig midt i myldretidsvrimlen, en smule forvirret over, hvorfor det pludselig stod på den platform. 

Og hvem er jeg overhovedet, tænkte det og mærkede efter. Så slog det ned som et lyn fra sporskiftet. Jeg er et savn. Jeg er et savn, som findes, ligegyldigt hvor jeg bevæger mig hen. Er jeg i byen, savner jeg landet. Naturen. De store vidder, den åbne himmel, fuglesang og græsset der gror. Den friske luft ikke mindst og søvnen, der ikke forstyrres af hverken bumletog eller fulde folk på gaden for mine fødder. Er jeg på landet, længes jeg mod dette menneskemekka af muligheder. Pulsen. Livet. Føler jeg går glip af noget, mens jeg vandrer af ensomme stier, som jeg i grunden finder så stor velbehag ved.
Nu var savnet for alvor splittet.  

Jeg er en bybo på landet. Det kan aldrig blive det ene eller det andet. København er byen i mit hjerte og den by har på mange måder gjort mig til den, jeg er. Jeg er et barn af gader og stræder, af brosten og kobbertage. Når jeg ankommer til hovedbanegården eller hvor jeg nu vælger at ende min rejse, for i byen er der mange stationsmuligheder, så er jeg kommet hjem. Og det føles som om jeg aldrig har forladt den, byen, jeg kender gadenavne og alting er som det var. Bare helt anderledes.

Når jeg så igen forlader hovedbanegården og rejser mod sydvest og rammer Ringsted midt i det sjællandske landskab, føler jeg en vis lettelse. Så mærker jeg en længsel efter roen og nyder at finde min gode bil James på parkeringspladsen for igen at køre ud på landet og til huset for enden af markvejen.

De fleste dage savner jeg slet ikke. Jeg har truffet et valg og det er jeg glad for. Men jeg er så sandelig også glad for, at København ikke er længere væk end som så, for jeg knuselsker den by, der rummer så meget af den, jeg er. Og i dag savner jeg den del af mig selv.

På billedet er jeg i Norge. Jeg kan også savne fjeldene. Meget. Og det ved jeg altså ikke hvor kommer fra! ;)

tirsdag den 17. april 2012

Glimt og en rød undtagelse


Og nogle dage falder det hele bare på plads og man ser et glimt af noget større. I dag er sådan en dag. Den skal nydes!
Jeg har lavet mig en god kop kaffe. Den dufter i mit røde krus. Skummet smyger sig om indersiden af det røde keramikglasur og tegner et mønster. Det minder om lysebrunt skumsprøjt. Jeg fragtes med et ud til havet og kan høre bølgerne og mærke vinden, salt på mine læber og min hud. Det uendelige ocean ligger foran mig og vandet skyller ind over mine fødder. Jeg står i sandet. Fodspor dannes og skylles væk igen.

Og der i horisonten ser jeg noget. Et glimt. Jeg mærker en bølge af velvære ved synet af det, jeg ser. Mit hjerte begynder at hviske. Jeg forsøger at lytte. Lyden af vinden og bølgerne er stor. Øredøvende. Men så forstår jeg, at jeg altid vil kunne høre mit hjerte alligevel. Det taler mange sprog. Og det smukkeste sprog, mit hjerte kan, er den dér følelse. Den næsten ubeskrivelige stemme af vidunderligt velvære. Dette. Det er mit. Det glimt. Det syn. Den stemme.
Jeg mærkede det i det øjeblik jeg slog øjnene op og den nye dag blidt vækkede mig med fuglesang og solstråler gennem vinduet. Jeg vidste det. Det var ikke en beslutning, det var ikke tanker, der skulle vendes og drejes og gøres til noget, de ikke oprindeligt var. Det var en følelse. Et solglimt på himlen, en rød horisont og resterne af den smukkeste halvmåne. Det var et eventyr malet i pastel. Og det var også en time tidligere end jeg skulle op, så jeg kyssede det billede, jeg så og beholdt følelsen i mit indre, mens jeg slumrede tilbage til søvnen og det drømmeland, jeg havde forladt. Og det forsvandt ikke. En time senere stod jeg op og dagen lagde sig til rette.

Nu står jeg her med kaffen i den røde kop. Der er noget rødligt over denne dag, i det hele taget. Min cardigan er også rød. Det er min jeg-ved-hvem-jeg-er-og-hvad-jeg-vil trøje. Det er min hjertefarve. Og jeg er egentlig slet ikke til rød, men der undtagelser og mit smukke krus, cardigan og morgenrøden er pragtfulde eksempler. Jeg er i grunden fuld af gode undtagelser. Hver gang jeg tænker, at sådan er det og sådan er jeg, dukker der en finurlig undtagelse op.

I dag er det sådan, at ligegyldigt hvad jeg gør og hvem jeg møder, så ændrer det ikke på den følelse og det glimt, jeg har set. Det er en gave. Og med den gave i min hånd og i mit hjerte starter en ny rejse. Jeg har fået et svar. Jeg har fået et pejlemærke. Og jeg er klar til at rejse videre i stor taknemmelighed over det, jeg har lært og det jeg endnu skal lære.
Min rejse. Mit liv. Glimt.

mandag den 16. april 2012

Orddans

Der sker noget, når jeg skriver.
Når jeg er i tvivl og farer vild, kan jeg finde svarene i mine ord.
De ved besked, når jeg ikke gør!

”Hvem tror du, det er, der sidder derinde og spytter ord ud”? spurgte jeg Filosoffen, da jeg i morges lettere træt og frustreret kom ind i kontoret. Han stod badet i morgensollys. Strithår som altid, et lille kækt smil og læber, der minder allermest om et spørgsmålstegn. ’Ja, hvem tror du?’, svarede han bare og lod smilet blive siddende. Jeg tænkte lidt over det, mens filosoffen fra Senja vendte sig mod lyset. Min filosofblomst.

Jeg har lært noget om ordene. Det kan ikke nytte noget, at jeg forsøger at planlægge dem på forhånd. Jeg kan nærme mig det emne, jeg ønsker at skrive om, men det er som om de har helt deres egen dagsorden. Jeg er blot en katalysator. Jeg låner mine fingre til tastaturet som giver bogstaver videre til ordene. Et af gangen. Nogle gange går det stærkt, jeg aner knapt hvad der sker. Noget vil ud, udtrykkes, males. 

Jeg troede, at det var mig, som skulle styre denne proces og at jeg på forhånd vidste, at sådan ville min rejse blive. Det handlede om ord og om at gøre noget med dem. Lade dem svøbe sig om min drøm kun for at opdage, at de var drømmen. Ord. Men jeg anede ikke, at dette var starten på en rejse dybt ind i mig selv og helt derned, hvor der så mørkt og forplumret, at jeg ville have forsvoret at jeg nogensinde turde begive mig derhen. Men ordene banede vej. Jeg har været der mange gange siden og jeg er også skrevet om det. Jeg forsøger at hive det mørke ud i lyset, eller rettere sagt, ordene gør. De fisker noget frem og præsenterer det for mig, mens jeg sårbar og stakåndet står og betragter det maleri, de maler til mig.

Ordene kan også noget andet. På dumme dage, hvor alting synes tungt og svært og hvor udfordringen virker helt idiotisk og jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen, kan ordene pludselig blive til hjerteord. De finder den røde tråd, de minder mig om, hvorfor jeg er her lige nu og at det jeg gør, er min gave. De trøster mig, lægger armen om mig og siger søde ting, som giver mig tårer i øjnene af glæde og taknemmelighed. De siger, at jeg godt tør, gør ordene.

Og når de er rigtig gavmilde, fortæller de mig om livet i poetiske vendinger. Poetiske pasteller, der pludselig rejser sig som kraftige farveklatter i skrigende nuancer kun for at vende om og lande i en skovsø. I juni. Mens fuglene synger og livet danser. Med ord.

søndag den 15. april 2012

Æbletræerne blomstrer


Æbletræerne blomstrer. Jeg har lyst til at give søndagens indlæg den overskrift, men det passer vist ikke helt. Nå ja, hvem bryder sig også om det? Det handler jo om historien og den er god. For da vi gik morgentur med hundene og fra marken kunne se haven fra den anden side, fik jeg øje på de gamle æbletræer. De står udenfor hegnet i en lille ekstra have, vel nærmest er en skov. Også det er en sandhed med modifikationer, men den slags er som bekendt, hvad man gør det til.

Jeg har blomstrende æbletræer og min egen lille skov. Søndagen kan begynde!

Jeg havde inviteret solen og håbet, at den ville tage imod min søndagsgæstfrihed, men tøvende har den lagt sig bag skyerne.  Åhr, jeg ved ikke rigtigt, synes hun at sige. Lyset er tvivlsomt. April driver gæk. Der er regnvejrsskyer mod vest, de møver sig møjsommeligt sydover og overvejer at brede sig til øst. Jeg er ikke i humør til regnvejr. Jeg har dækket op til solen og gjort mig anstrengelser for at give hende den varmeste velkomst i kvindes minde. Vasketøj på snor i den blide brise, et anstrøg af sommer og fornemmelser. Lyst til letsindighed. Det er sådan en morgen. Jeg har trang til at danse barfodet i græsset, klæde mig i hvide luftige gevandter. En sommerpige. Glad helt ud i fingerspidserne. Varm af solen, rød i kinderne, let i kroppen.

Den længsel bærer et kim af inspiration. Den længsel har en duft af potentiale, en knop så smuk og nær bristepunktet, at den næsten ikke kan mere. Lad det være nu! Men vist gør det ondt når knopper brister, som Karin Boye så smukt har skrevet.

Ja, vist gör det ondt når knoppar brister
Varfor skulle annars våren tveka ...

Vi er så lig naturen, vi mennesker, at det næsten smerter mig at vi ikke ser det. Mærker det. Anerkender det. Vi er som lyset og mørket, de skiftende årstider, en utålmodige venten på forår, sorgen over den lange vinter, som vi alligevel må favne, fordi vi indser, at kun i mørket kan vi hvile, udvikle os, se stjernerne og lægge vores drømmefrø. Vi danser i sommerenge og vi knuselsker de lyse nætter og solen, der når den er i sit gavmilde hjørne, kan give os både vitaminer, energi og dristighed. Til overmål.  Vi sørger, når efteråret kommer, selvom vi må prise dets skønhed og de vidunderlige varme farver. Hvis bare ikke vinteren, den lange, den mørke, kom lige efter. 

Se på naturen, se dig selv. Mærk naturen, mærk dig selv. Accepter som naturen, accepter dig selv.

Egentlig ville jeg bare sige god søndag. Til dig, min ven.  Fortælle dig, at dagen er ny og fin og at den er alt, der findes. Her. Lige nu. Træd varsomt ud i den nye dag og nyd hvert sekund. Det er det, du gør i dag, der tæller. Betyder noget. Forandrer noget. Et skridt.

Og æbletræerne blomstrer …  

Billedet er lånt hos havenyt.dk

lørdag den 14. april 2012

Tango


Jeg vågnede til fuglesang og morgenlys. Forsigtige stråler banede sig vej gennem persiennen og lavede fodspor på mit klædeskab. Jeg lå helt stille og betragtede det fine forårslys på den hvide overflade. Egentlig havde jeg lyst til at sove videre, men mine øjne forblev åbne og hvilede på det lysende morgenmønster. Kæresten rørte på sig. Han er i marken i disse dage og sover ikke længe. Det findes ikke og eftersom jeg er velsignet med at være A-menneske, er jeg også vågen og følger med dagen. Op med persiennerne og ind med det blændende forårssolskin. Det var lige hvad jeg trængte til. Mit humør steg flere grader. Solen har bare den indvirkning på mig.

Nu ånder alt fred. Fuglene synger stadig, men har indtaget dagen og er ikke længere så insisterende. Det er lysegrønt derude, der er sket noget, siden jeg sidst kiggede ud af vinduerne. Lyset er anderledes, farverne, den måde solen har sat sig til rette på himlen. Jeg kan høre en fugl eller to danse på taget. Det sker, at de lander herude på verandaen, der endnu bare er en slags afsats, og så kigger de ind gennem vinduet som for at sikre sig, at jeg stadig er her og har det godt. Følg med ud i foråret, synes de at sige. Sug solen til dig og gør dansen til din.

Det har været en uge med mange tanker. Jeg har vandret i tvivlsomme ødemarker og på gyngende grund, mens mit skib lå sikkert i havn et sted i nærheden. Jeg kunne ikke huske hvor. Måske skal skibet sejle i nat, men jeg vil blive her lidt endnu. Tage bolig i weekenden og de gøremål, der ligger ligefor. Rengøring, indkøb, gæster sågar. Og så vil jeg tage mig tid til igen at lære huset at kende.

Det sker at jeg glemmer, at vi stadig er i den proces. Huset. Mig. Vi er begge under ombygning. Vi lære os selv at kende på ny. Os selv og hinanden. Det er en dans, en slags tango og der er lange tøvende pauser, hvor musikken stopper og alting går i stå. Tilsyneladende. Men så danser vi igen.

Tango.

PS Blogger er vist også under ombygning! Den skifter skrifttype og formatering som vi andre skifter ... spor! ;) Fred være med det og glædelig weekend.

fredag den 13. april 2012

Et land ved navn Melankoli



Jeg har luftet ud og lavet kaffe. Morgenen har indtaget rummet, men efter et kort solbesøg, er himlen nu igen diset og uforudsigelig. Jeg nikker anerkendende, fordi jeg ved det er april. Jeg kender hende jo fra hendes dage på mit pensionat og jeg har lært at elske hende, som hun er.  Nogle kalder hende lunefuld, fordi hun flirter med al slags vejr, andre kalder hende alsidig og modig, fordi hun tør prøve sig selv af i usædvanlige vejrmæssige konstellationer. Hun er ikke bleg for at kysse med en lille snestorm samtidig med at hun holder hånd med mildere vinde. Hun har en livslang affære med solen, men de har også en gensidig forståelse af, at man ikke skal lægge bånd på hinanden. Det er et frit forhold.  April er sig selv og rummer hele farveladen. Fra skygge til lys og tilbage igen. Og hvor er det i grunden befriende at kunne sige, at man rummer det hele. Måned eller menneske. Det perfekte er uperfekt.
Jeg har efterhånden konstateret, at hvis jeg skal blive et tilnærmelsesvist lykkeligt menneske, hvad det så end betyder, så er jeg nødt til at acceptere hele mig. Jeg har leget med tankerne om lykken som noget permanent og vedvarende, men det går ligesom ikke. Det føles helt forkert. Det er som at fjerne det ene ben og tro, at man kan gå som før. Det kan man bare ikke. Man mister balancen. Bliver hul i stedet for hel.

I går stødte jeg tilfældigvis og flere gange på artikler, som omhandlede netop det. Hvorfor skal vi være lykkelige hele tiden? Måske har du læst Marie Amalie Rørbys indlæg i Politiken med overskriften ”Undskyld, hvor kan jeg have min melankoli i fred”, som i korte træk handler om det samfund, vi er på vej imod. Hvor det forventes af os, at vi konstant er glade og fornøjelige og hvor eksistentielle overvejelser og melankoli skubbes væk med terapi og medicin. Ifølge Rørby ville kulturen, kunsten og endda livet i sig selv være langt fattigere uden melankolien.

Filosof Anders Fogh Jensen mener sågar, at vi burde omfavne melankolien i stedet for at skubbe den væk som et slags sygdomssymptom. For som han siger, den melankolske sindstilstand tilbyder nemlig helt andre indsigter end dem, der ellers er plads til i vores hverdagsliv. Melankolien skal ikke forveksles med noget sørgeligt eller nostalgisk, nej den handler om en slags længsel efter noget større, da melankolien fornemmer at en større sammenhæng er mulig. Den sætter spørgsmålstegn og filosoferer. Og den er ikke højtråbende lykkelig og jublende glad. Den er eftertænksom. Stille. Og kan måske føles og se ud som en slags tristhed, men den er faktisk helt naturlig og en del af det at være menneske. Den er en sund kontrast. En gave. Som Anders Fogh Jensen skriver, det er faktisk en gave at få hul til noget andet end hvordan vi kommer hurtigst til Helsingør. Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Og jeg smiler over hele hovedet, mens jeg læser de ord. Paradoksalt, men melankolien gør mig glad. På en stille måde naturligvis, men ikke desto mindre! ;)

Tænk, at det som i dag ofte forveksles med en psykisk lidelse i tidligere tider af den europæiske kultur har været direkte påskønnet. Ifølge Aristoteles skal melankolikerne ikke prøve at blive som alle andre. De skal i stedet påskønne at de har kontakt til noget, som de kan bruge i deres kunst. Og det blev jeg sgu ret glad for at læse, for jeg har efterhånden forstået, at noget af det jeg kan og som jeg er lavet af, handler om at have kontakt til netop melankolien og i at turde være i den. Udforske den og turde tænke de tanker, der opstår i dens kølvand. Sætte ord på, male billeder og søge i de uklare vande, der opstår. Jeg indser, at jeg altid har været en del af det land. Og at det gør uendelig godt at acceptere det, omfavne det og sige, at sådan er jeg. Heldigvis! I perioder besøger jeg et land ved navn Melankoli. Det betyder ikke at jeg er konstant melankolsk, men jeg færdes i dens farvande. Jeg drages og jeg længes. Jeg kan ikke lade være. Og det er måske i grunden en himmelsk velsignelse. Det begynder at dæmre.

I dag vil jeg tillade mig selv at færdes i alle slags lande og på alle kontinenter. Jeg vil gå gennem floder af melankoli. Jeg vil danse tango med en kronhjort og salsa med en solsort. Jeg vil smile, når jeg er glad og græde, når jeg er trist. For når April kan, så kan jeg også! Mere naturligt og befriende bliver det ikke.

Og derfor bliver det en fin fredag!

torsdag den 12. april 2012

Livskunsthåndværk


Your journey has molded you for your greater good, and it was exactly what it needed to be. Don’t think that you’ve lost time. There is no short-cutting to life. It takes each and every situation you encounter to bring you to the now. And now is right on time.
- Asha Tyson –

Solen skinner gennem disen. Jeg har åbnet vinduet på klem og gennem det pastelfarvede morgenlys når fuglenes sang mit skrivebord. Fingrene danser på tastaturet og forsøger at finde den samme melodi, som fuglene kender så godt. En sang om livet, en lille hemmelighed.  Der er så meget, jeg ikke forstår, men en ting ved jeg: At sidde her og lytte til fuglesangen og mærke den bløde forårsbrise er en morgengave af den fineste slags.

Det indlæg, jeg nu vil forsøge at sætte ord på, tog bolig i mig i går og har været der lige siden. Det har modnet som en ost på en hylde. Jeg kan lugte den. Fornemme den sødlige, cremede smag, der vil fylde min smagsløg i det øjeblik, min tunge kommer i berøring med osten. For nogen vil osten sikkert være en dårlig og temmelig ildelugtende metafor, men jeg er osteelsker og ved, at en god ost kræver modning. Der er ingen genveje, selvom fødevareindustrien i dag gør alt for at få osten ud til os forbrugere så hurtigt som muligt. Ostene får en indsprøjtning og skal så spille teater. Jeg er en god ost. Spis mig. Men osten er slet ikke sig selv og den, den egentlig burde have været. For en god ost skal ligge på en hylde, vendes, passes og plejes og finde sig selv i en modningsproces, der kræver tid.

Men med al respekt for gode oste og det håndværk det er, at fremelske gode fødevarer, handler mit indlæg i dag ikke om gode oste men om livskunst.

For der skete noget i går. Pludselig forstod jeg, at jeg på ingen måde er på afveje. Måske føltes det sådan, Guderne skal vide at jeg har gennemlevet en vis portion hårrejsende frustration på det seneste og at tvivlen har været min ufrivillige sengekammerat, men i går faldt der en sten fra mit hjerte og jeg snublede over en bog, som jeg umiddelbart fik brændende lyst til at læse. Da jeg løftede blikket og betragtede min bogreol, så jeg at bogen allerede stod der. Tålmodigt har den ventet på mig i årevis. Hun læser mig, når hun er klar, tænkte bogen og væbnede sig med både tålmodighed og byggestøv. I går oprandt dagen. Jeg er klar.

Bogen handler i korte træk om to ting, der optager mig meget. Coaching og livskunst. Jeg har før skrevet om begge dele og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de to ord er nøgler til nogle af de døre, jeg kommer til at åbne fremover. For hvordan lærer man at leve sit liv på den bedste måde? Hvordan lærer man sig selv godt nok at kende til at vide, hvad der er godt og skidt og hvordan sikrer man sig, at alt det gode, man lærer på sin vej, bliver integreret og gjort til ens eget, så man mestrer det og bliver det? Jeg har læst utallige bøger, jeg har været på gode kurser og jeg har lyttet til mennesker, som var både kloge og inspirerende. Jeg har hørt sange af genklang og mærket et stille sus af subtil forståelse. Og jeg er gået hjem helt overbevist om, at mit liv fra nu af ville blive noget helt andet, fordi jeg havde fået selveste nøglen til livskunst foræret. Bare sådan. Kun for et stykke fremme i tiden at erfare, at jeg efterhånden glemte det meste og faldt tilbage i gamle mønstre, tanker og vaner. Øv!

Der er uden tvivl mange bud på, hvorfor dette sker, men når vi oplever det på egen krop, opstår der både irritation og frustration. Hvorfor kan jeg ikke lære det? Hvad er det, der gør, at jeg ikke har forstået den vigtige lektion og hvorfor kan jeg ikke bare integrere de værktøjer, jeg nu har fået foræret på et sølvfad og spise de retter, der skal til? Der er jo medicin. Slug din pille og du bliver et nyt og bedre menneske. Du får det bedre med dig selv, din hverdag bliver lettere og sjovere, glæden sejrer over sorgen. Måske kender du det også? Det virker ligesom bare ikke på dig, selvom du prøver. Hverdagen får overtaget, dagene går og pludselig en morgen har man glemt, hvad det lige var, der vakte så herlig en klang på det kursus for måneder tilbage eller i den bog, man læste. Jeg er fortabt, kan man fristes til at tænke, men det bare en tanke. Ikke desto mindre gør den mere skade en gavn. For den er der, en slags realitet. Hvorfor kan jeg ikke, når han kan, ham kursuslederen, der var en så varm fortaler for netop dette fantastiske livskunstskoncept? Forfatter af selveste livsbiblen. Hvorfor ham og ikke mig?

Jeg har en fornemmelse af at det handler om selvfølelse. Hvis vi ikke får en dybere oplevelse af vores identitet i det, vi lærer og forsøger at praktisere, så falder det til jorden som en død fasan. Jeg har prøvet det utallige gange. Jeg troede jeg havde fundet en slags nøgle, men det var en nitte. Et lod uden synderlig gevinst. Nu forstår jeg, at der manglede noget grundlæggende, en slags kreativ forståelse af skabelsesprocessen. Og det vil jeg komme nærmere ind på i kommende indlæg, du må have mig undskyldt, men det var bare nogle ord, der faldt mig for brystet. Jeg lader dem stå et øjeblik som et godnatbillede på en underskøn aprilmorgen. Som en god ost skal den slags have en vis modningstid.

Kan man lære at skabe sig det liv, man ønsker sig? Og hvad kræver det egentlig? Mestrer du dit liv og lever du sådan, som du egentlig kunne tænke dig det? Kender du dig selv godt nok til at vide, hvad der virkelig gør dig glad i mere en fem minutter af gangen? Hvad som giver en indre ro, der lægger sig til rette og som du kan hvile i, når dagen går på hæld?

Jeg kender ikke helt svaret. Endnu. Men jeg vil lære kunsten at mestre mit liv. For jeg er overbevist om, at livskunst kan læres, at det er et håndværk og det pudsige, svære og helt igennem vidunderlige er, at pensummet skal målrettes til lige netop den, man er.

Det kræver, at man lærer sig selv godt at kende, at man tør gå ind i den kølige skygge og betræde det sagnopspunde mørke, at man søger, forsøger, falder, rejser sig og forstår, at hvert eneste tilsyneladende fejltrin er en vigtig livslektie, som gør både klogere og mere vis. Hvis ikke første gang, så anden eller tredje gang, den læres. Der skal gentagelser til. 

Solen skinner gennem disen. Jeg har åbnet vinduet på klem og gennem det pastelfarvede morgenlys når fuglenes sang mit skrivebord. Fingrene danser på tastaturet og forsøger at finde den samme melodi, som fuglene kender så godt.

onsdag den 11. april 2012

Kom igen kvinde!



Det er endnu en grå morgen. Dagen har rejst sig, lyset er kommet, men det er dæmpet. På samme måde er lyden af fuglestemmerne mere dæmpede end sædvanligt. Måske har dyrene det ligesom os. Når vejret hænger i laser og skyerne får hang til landjord, så sker der noget med energien. Den daler ligesom en ballon, der mister luft.
I går fik jeg vendt det lidt slatne humør og fik taget fat i nogle af de gode tråde fra tidligere. Jeg har tidligere skrevet om det tidspunkt på rejsen, hvor man stopper op og indser, at man må vende om. Egentlig er det ikke for at gå tilbage, det findes ikke som sådan, men det handler om at samle nogle tråde op. Kigge lidt på det, man tidligere skrev og gjorde sig gode tanker om. Jeg fandt mine tankekort frem, et fra sidste år og et fra årsskiftet, og det slog mig, at de altså ikke gør meget gavn på bunden af en flyttekasse. Den slags skal frem i lyset og være til inspiration. Det gælder om at have fokus på det, man drømmer om, ønsker, det der giver energi og gør glad. Det skal ud og leve. Ånde. Det er så nemt at glemme det. Næsten for nemt!

Jeg begik endnu en fejl. Jeg glemte det! Der er kommet andre ting op, som pludselig har snuppet mit fokus og spist af min glæde. Nogle vil måske sige, at jeg har ladet det ske og det kan godt være, men i så fald har jeg ikke været opmærksom på, at det skete. Pludselig står man et sted, hvor man ikke ønsker at være. Man kom til at hoppe af toget en station for tidligt og indser, at man befinder sig på en perron, som på ingen måde virker tiltalende. Der er sat store plakater op, som illustrerer virkeligheden. Sådan ser den ud. Tag den eller lad være. En person med en usædvanlig stor pegefinger, der er løftet i vejret, toner frem på en enorm plakat. Den fylder næsten hele stationen. Eller sådan virker det. Man drages af den, selvom man egentlig ikke ønsker det. Tunge skridt, overfladisk vejrtrækning. Har jeg ikke set den mand før? Det kunne ligeså godt have været en kvinde, absolut, men det er altså en mand. Han minder mig om en. Det slår mig som et smæld fra en pisk. Uncle Sam! Fingeren peger på mig, blikket er stift, bestemt, uundvigeligt. Kan du se ham for dig? Han er virkeligheden. Alt det, du drømmer om og kunne tænke dig at gøre med dit liv, hvis bare, det er en by i Rusland. Og Uncle Sam bryder sig ikke om russiske byer.
Jeg vender mig om for at løbe tilbage til toget. Glæder mig allerede til at sidde i den trygge kupe igen og se landskabet fare forbi, mens toget med sin skinnelyd kører af sted. Men i det jeg vender mig, indser jeg at toget er kørt. Jeg står alene på en station. Alene med Uncle Sam. Nu træder han ud fra plakaten, lyden at papir der flås i stykker smerter mine trommehinder. Jeg bliver nødt til at konfrontere ham, tænker jeg, men bliver bare stående og venter. Er det virkelig ham, som vil hyre mig til sin hær af virkelighed? Eller er det også bare endnu en drøm?

Egentlig ville jeg have skrevet om tankekort og hvordan jeg med glæde genfandt mine ord og tegninger, som illustrerer drømmen. Min drøm handler i grunden om lidt af hvert, men der er bestemt en god rød tråd. Den fandt jeg igen i går. Det gjorde godt at holde fast i den igen, lukke øjnene og se alt det fine, der findes og som kan blive til virkelighed, hvis jeg vælger at holde fokus. Når jeg holder tråden i mine hænder, så rød og spinkel som den er, så bliver jeg stærkere. Noget begynder at boble igen. Drømmen. Rejsen.
Er det virkelig sådan? Skal man ud på så mange afveje og skiftespor på vej mod det, man går og håber på? Begå så mange fejl?
Venner, jeg anbefaler tankekortet. Læg det frem, leg med det, mal flotte farver og skriv gode ord. Det hører ikke til på bunden af en flyttekasse. Det skal ligge på bordet. Hænges op på væggen. Det skal ses, mærkes og drømmes. Lidt ala træet, du ved. Først skal det vises, siden skal det spises ...
Kom igen kvinde. Uncle Sam findes ikke. Du er din egen virkelighed!
Frihed er intet værd, hvis den ikke inkluderer friheden til at fejle.
- Ghandi -

tirsdag den 10. april 2012

Regnvejrstur, trappe og fokus


Regnen drypper tungt fra træer og tage. Himlen har taget skyer på, den slags grå skyer, som ikke kender deres besøgstid og kan blive i dagevis. Og for at det ikke skal være løgn, er påsken forbi. Det er hverdag. Igen.
Jeg havde en dejlig påskeferie med gæster, små fine oplevelser og afslapning. Der manglede ikke noget. Jo, måske lige lidt mere tid til krimilæsning, men det er jo et luksusproblem. Jeg faldt i godt selskab og det gjorde ikke spor. Tværtimod. Jeg var endda en tur i København.

Ikke desto mindre blev det mandag, sidste fridag. En velkendt bølge af vemod tog fat i mig. Med den bølge blev jeg overskyllet af noget af alt det, jeg have lagt bag mig. Følelser, jeg var færdig med. Tilsyneladende ikke. Og så bare den gamle tristhed over, at noget dejligt snart slutter. Det er latterligt, sagde jeg til mig selv, men jeg lyttede ikke rigtigt. Der er stadig en mandag, som skal nydes, hvert sekund, minut og time. Måske var det vejret, som gik over i regn og kastede sig ud i en affære med efteråret? Og der var endda stadig en gæst på matriklen, en lille påskefrokost, en tur ud med hundene og en god film, som vi så midt på eftermiddagen, mens regnen trommede mod ruden.  Men bølgen, den velkendte, der kommer bagfra og i et snuptag skubber benene væk under en. Den holdt fast i mig. Hele dagen var jeg i en slags melankolsk limbo, som jeg trådte ud af for igen at blive overskyllet. Jeg var en slags følelsessurfer. Den sidste feriedag. Måske skal det bare være sådan?

Jeg sluttede dagen af med en aftentur. Efter aftensmaden proklamerede jeg frejdigt, at vejret var perfekt til en gåtur, men ingen af de andre omkring bordet følte sig fristede. De rystede på hovederne. Heldigvis kunne jeg uden problemer overtale Keeva hund til at gøre mig følge, så vi traskede gennem regndis og vandpytter ned i landsbyen og ud af landevejen. Det blæste koldt og regnen piskede mig ind i ansigtet, men de kolde dråber og det lidt vilde vejr satte ligesom tingene i perspektiv. 

Der findes ikke dårligt vejr kun dårlig påklædning. Der er en vis sandhed i den påstand og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var i langt bedre humør, da jeg kom tilbage til huset for enden af markvejen. Jeg lavede te, jeg nynnede, og jeg så film sammen med de andre. Nu er jeg klar til at gå videre, tænkte jeg og smilede for mig selv. I morgen starter et nyt kapitel. Jeg er parat!
I dag er jeg ligeså tung som vejret. Min gæst er kørt på stationen og er på vej hjem med toget. Jeg har købt ind til de næste par dage. Jeg er klar til at tage fat. Frisk og udhvilet efter en god påskeferie. Sådan da. Jeg skal genfinde fokus. Det, jeg ved, det handler om. Det var noget med hjertevejen. Drømmen. De små gode øjeblikke. Troen. Håbet. Fokus.

Et skridt af gangen. Et trin op af trappen. Du behøver ikke at kunne se hele trappen, sagde Martin Luther King, den kloge, bare tag det første skridt. Jeg kan bestemt ikke se hele trappen, faktisk er det meste dækket af fugtige regndis. Men der er et trin. Jeg ved, at der er et trin. Og at den fineste trappe vil afsløre sig trin for trin, når jeg begynder at gå. Videre. 
Jeg synes pludselig at lyset er lidt anderledes derude.

fredag den 6. april 2012

Påskemosaik


Vi spiste pandekager og drak kaffe i køkkenet efter tur ud med hundene. Det blæser koldt, det regner og senere, siger de kloge metrologer, går regnen over i slud. Måske sne. Himlen er grå og horisonten uklar. Den slags påskevejr kræver pandekager, tænkte jeg og tændte op i komfuret. Og sådan foregår det jo ikke i disse moderne tider, men det lyder godt. Romantisk. Så jeg tændte op i komfuret og lavede påskepandekager.

Det var en fin dag i går. Solen skinnede klart, himlen var blå og ud på eftermiddagen dukkede venindens bil op på markvejen. Lyd af hjul i grus. Åh, det var godt at se hende igen. Og der er noget særligt dejligt ved gæster, som bærer en stor taske ind i huset og skal overnatte. Gæsteværelset var gjort klar. Hun fik i rundvisning i huset og siden gik vi tur over markerne med hundene. Måske var vinden kold, men vejret var så flot at vi ikke ænsede det. I øvrigt havde vi meget at tale om, så vi gik bare der og pludrede, mens hundene snusende. Påskepiger.

Senere lavede vi mad. Køkkenet er perfekt til fælles kulinariske udfoldelser. Der er plads til alle. Jeg gjorde lammekøllen klar til langtidsstegning i ovnen. Veninden skar grøntsager til den libanesiske tabouleh, som vi skulle have til. Den skulle trække med masser af citron, krydderurter og olie. Der begyndte at dufte. Vi talte videre, hyggede omkring køkkenbordet, åbnede rødvin og spiste saltmandler. Solen sank i horisonten, lyset begyndte sin vidunderlige skyggedans på køkkenvæggen, alting spejlede sig i et magisk lysshow. Så sad vi der med vin i glasset. Veninder. Tiden stod stille og gik alligevel. Påskelykke.

Maden var vidunderlig, vi forkælede os selv med italiensk brød og aioli til lam og tabouleh. Mere vin, mere snak og lav sol i horisonten, der siden blev til en fin solnedgang. Påskeperfekt.

I dag er vejret anderledes. Veninden er kørt hjem. Hundene er luftet og pandekagerne spist. Regndråberne dingler i vinduerne, trækker vandtråde i mønstre af grå. Påskemosaik.

torsdag den 5. april 2012

Josie min


Josie kom i går. Min gamle hundepige på efterhånden 12,5. Jeg bliver så glad og rørt, hver gang hun kommer tilbage til os og jeg kan se, at hun stadig har det godt. Vi starter som regel hendes ophold med en gåtur. Bare os to. Og jeg får næsten tårer i øjnene af taknemmelighed over hendes aldrende skønhed og det, vi har sammen. Der er en indforståethed mellem os, som ingen andre kender til. Selvom hun ikke hører særligt godt mere, taler jeg lidt til hende. Hun logrer med halen, hører det alligevel. Så går vi. Nogle gange hurtigt, andre gange langsomt. Hendes øjne og lugtesans fejler ikke noget. Engang jagthund!

Du må gerne blive mindst 14 år, siger jeg til hende og lader mine fingre glide igennem den bløde gule pels. Hvordan skal jeg nogensinde kunne undvære min gule sol? Hun kigger på mig med sine brune øjne. De siger alt. En stor kærlighed, som aldrig vil kunne bremses. Selv ikke af døden. Jeg elsker hende herfra og til evigheden.

Her til morgen gik vi lang morgentur. Ud i solen og frosten, ikke en vind rørte sig. Vi spankulerede af sted og jeg lod hende snuse til alt. Hvert et græsstrå skulle vendes og undersøges. Jeg nød at betragte hende. Alt åndede fred. Hun fik lov at bestemme farten, fik lov at stå. Vi inspicerer. Det gør vi altid. Det er et ritual. En sjælden gang kigger hun op på mig. Jeg kunne forsvinde i de der øjne. Hun har den smukkeste sjæl.

Josie er på påskeferie her hos os og jeg nyder hvert sekund. Eftersom hun ikke bryder sig om trappen til 1. sal og derfor ikke går derop, sidder jeg hernede i stuen med min kaffe og skriver. Hun ligger i kurven for mine fødder. Nej, faktisk har hun netop lagt sig ind i den anden stue i en solstråle.

Hun er skønhed. Evighed. Kærlighed. Josie min.

onsdag den 4. april 2012

Café Morgenkåbe og et digt om april


Det er bidende koldt derude. Jeg skyndte mig ind fra morgenen og den isnende vind, lukkede døren bag mig og bestilte dagens anden kop kaffe.  Her sidder jeg nu her som en søvnig rejsende på en station uden navn. Jeg trak i håndbremsen. Toget standsende. ”Gå fra borde, unge dame”, sagde konduktøren med en vis irritation forklædt som høflighed. ”Siden du åbenbart ikke længere ønsker at rejse med os andre, må du forlade toget, så det kan køre videre. Vi andre har en tidsplan at følge. Stationer at standse på. Til tiden!”
Jeg nikkede bare til farvel, hankede op i min kuffert og skyndte mig ind i stationsbygningen, der lå mennesketom hen. Min skridt gav rungende genlyd og jeg flød som et spøgelse mod det lys, der strømmede ind gennem den store glasdør i den anden ende af bygningen. Udgangen, tænkte jeg og lod lyset drage mig. Døren var tung, jeg kæmpede lidt med den. Caféen så jeg i det øjeblik, jeg trådte ud i verden på den anden side af stationen. Badet i skarpt morgenlys, det drilske aprilskær, der kan betyde alt og ingenting, lå den på gadehjørnet direkte overfor stationsbygningen. En sort tavle stod foran døren og svejede lidt i vinden. Med sirlige kridtbogstaver, hvid på sort, var dagens menu nedfældet. Suppe. Forårssalat. Lammekoteletter.

Nu sidder jeg her på Café Morgenkåbe og nipper til min kaffe. Jeg kan høre vinden hyle udenfor. Bortset fra mig og min kuffert, er der kun caféejeren bag disken. Han vasker glas og hører radio. Fløjter lidt åndsfraværende. Jeg er dagens første kunde, en kvinde på gennemrejse og sandsynligvis ikke en, som redder dagens omsætning. Selvom det lyder godt med både lam og forårssalat, for ikke at tale om suppe på denne kolde forårsdag, er jeg ikke sulten. Ikke nu. Det er andre ting end mad, jeg hungrer efter, men mens jeg sidder dér ved cafébordet går det op for mig, at jeg er nødt til at holde pause. Jeg har rejst længe. Og rejsen er på ingen måde slut, den er kun lige begyndt. Jeg er ved at tegne det kort, der skal føre mig videre efter påske, jeg genopfrisker drømmen, revurderer, mærker efter, visualiserer og spørger mit hjerte, hvilke trapper vi nu skal betræde. Men alle gode rejsende har brug for et hvil. Og jeg er faktisk lidt træt.
Ligegyldigt hvor vi er på vej hen i vores liv og hvilke store og gode planer vi har, så er det lov at restituere. Der skal lægges gode pauser ind, hvor man gemmer sine planer, tankekort og drømmelandskaber i en fin mappe og går lidt væk. Og hvad er mere passende end at holde en velfortjent påskepause? Spise både lammekoteletter, forårssalat og drømmesuppe og skylle det hele ned med et godt glas vin. Klæde sig varmt på og gå lange ture i den iskolde forårsvind. Berige sig selv med godt selskab, gode spil og bøger og bare være til stede i nuet og påskeferien.

Der sker ofte noget, når man tager sig selv lidt væk. Gør noget andet. Det er vigtigt at have fokus, men det er ligeså vigtigt at lade op i gode pauser. Det samme gælder, når man løber eller udøver anden form for træning. Man bliver stærkere i restitutionen. Og når det gælder selveste rejsen, så skal man huske at lægge pauser ind. Kompasset viser vej, hjertet har altid ret og hvis man lytter, finder man den gode kurs. Det betyder bare ikke, at man skal følge kursen som en vild hest og bare løbe og løbe. På et tidspunkt mister man pusten. Taber energi og muskelkraft. Når jeg løber surt i det, tænker jeg ofte på Tyren Ferdinand, den gode livsnyder. Hvad er det lige han gør? Jo, han stopper op og dufter til en smuk blomst. For måske findes der et slags svar i netop den blomst, du ikke havde fået med dig, hvis du bare var hastet forbi. Ikke at man altid skal være som ham, man skal være sig selv, men altså. Han har forstået noget vigtigt. Pauser. Sanser. Nydelser.
Jeg skrev dette lille digt i går, som handler om at holde pause. I april. Med det vil jeg ønske dig en god tirsdag. Og påske, hvis du er nået dertil.

Sidder på en træstub, et sted ved Vordingborg
Finder ro i mellem alle timerne, der går
Taler med en solsort, nynner med en spurv
Spiser kirsebær som jeg har plukket i en kurv

Stirrer op på himlen gennem grene, den er blå
Lader mig fortrylle, der er nok at kigge på
Mærker at jeg lever, stille, tæt på Moder Jord
Lukker mine øjne, tyst, en verden uden ord

Tankerne forstummer, stilheden er god
Ser en regnorm sno sig dér for enden af min fod
Gennem øjenlåg, der var lukkede for en stund
Sagte synker himlen ned og kysser blidt min mund

Dufte danser, vinden vender, tavs jeg sidder der
Mærker knapt de kolde fnug fra skyer, at det sner
Jeg vil bare sidde her, jeg trænger til et hvil
Drømme om en sommereng, en dag midt i april.

- Lene Frandsen -

tirsdag den 3. april 2012

Et sted


Hvordan var det lige med April? Var der ikke noget om, at hun var lidt forfløjen? En smule vægelsindet i forhold til præferencer og en forfærdelig flirt hvad både vinter og forår angår?

Det er snart længe siden hun gæstede mit gode pensionat og meget vand er løbet under broen siden da. Den bro, hvor jeg nu står og med et saligt suk spejder mod varmere horisonter. Jeg tager mig selv i at savne hende lidt. Godt nok er jeg flyttet, men nu har jeg jo endnu bedre plads til at huse måneder og andre gode gæster. Det er jo oplagt. Ikke desto mindre er gæsteværelset tomt og April går rundt et sted derude og holder hof. Hun har tydeligvis budt vinteren op til dans, frosten er kommet tilbage og naboens stedmoderblomster hænger med hovederne. Det blev jeg faktisk lidt trist over. Priste mig lykkelig for, at jeg har besluttet mig for at vente lidt længere, før jeg går i gang med mine krukker. Den sibiriske valmue er også blevet indendørs og her har den tænkt sig at tilbringe påsken. I sin vindueskarm med udsigt til gårdspladsen. Så kan den holde et godt øje med både det ene og det andet, og synge en valmuevise, når påskegæsterne nærmer sig.

Det er næsten tid. Påske. En fin lille ferie med mulighed for afslapning og hyggelige sammenkomster i huset for enden af markvejen. På torsdag kommer en god veninde og der står tur med hundene, madlavning, rødvin og masser af hygge på programmet. Gæsteværelse bliver atter beboet. Senere i påsken er der familiekomsammen. Og indimellem skal jeg læse krimi, for jeg har snuppet den fine norske påskekrim tradition og gjort den til min egen. Måske er der nogen derude, som har lyst til at følge trop? I Norge læser alle uden undtagelse krimi i påsken og fjernsynet er med på legen og viser gode krimifilm og serier. Det er vand på min mølle. Jeg er tyvstartet og læser Gert Nygårdshaugs Cassandras Finger. På originalsproget. Den tegner godt og jeg har faktisk svært ved at lægge den fra mig. Det er mit første møde med Hr. Nygårdshaugs univers, men bestemt ikke det sidste.
Den tredje dag i april. Det er egentlig forår, selvom det lysegrønne lærred har fået både frostklatter og revner. Heller ikke et lærred kan gå gennem livet uden at få ridser, revner og buler. Sår bliver til ar og motivet ændrer sig hele tiden. Skønheden opstår af farver, der aldrig før var set blandet sammen, styrken rejser sig midt i sårbarheden og kontrasterne danser.

Motivet minder mig om et slags træ med grene, der rækker mod himlen i et forsøg på at nå evigheden. En fugl lander, en kvist knækker, en lyd forårsager et brud med det eksisterende. Et nyt skud dukker op. En mulighed. En chance. Ved fuglen mon, hvilken gren den skal sætte sig på, når den flyver hen over himlen og får øje på en potentiel landingsplads? Ved den på forhånd, hvilken gren der vil vokse sig stor, stærk og måske direkte ind i himlen? Jeg tror det næppe. Jeg tror at fugle tager chancer.

Lykken kommer ikke med garantibevis. Den sniger sig ind i glimtvise stjernestunder og øjeblikke, man slet ikke kunne planlægge eller forestille sig.  Og en ting er sikker. Den bor hverken i fortiden eller rundt om det næste hjørne. Den er her og nu. Et sekund, et minut, et åndedrag. Et kys, et møde med læber, en fugtig kølighed. I skyggen, om natten, på dugvåde morgener, i skumringen eller midt i eftermiddagens honningland.

Et sted.

mandag den 2. april 2012

Min sammensatte sjæl


Vi gik igennem gaderne på Frederiksberg. Jeg var hjemme igen. Der er ingen tvivl. Lydene, lugtene, larmen. De gule busser banede sig vej gennem efterhånden smalle hovedgader ind mod centrum. Den iskolde vind fulgte os langs husmurene, hvor cykler stod parkerede. Et dybt sukkende savn bølgede i min krop. Himlen var isblå med strejf af skødeløs korrekturlak. Nogen havde forsøgt at viske skyer ud. Solen var skarp som vinden og byen lå åben.
Vi tog metroen til Christianshavn. Fra undergrunden stod vi op til synet af kanaler og vuggende både, der som os igen længtes efter forår. Jeg blev stående med ansigtet mod horisonten, mærkede vinden og byens kærtegn, mens jeg stirrede mod havet i det fjerne. Herfra kan man sejle på eventyr, tænkte jeg og tanken var behagelig. Gå om bord i et af de fine små skibe, sætte sejl og kurs mod nye himmelstrøg og muligheder. Men jeg havde ikke travlt og lod skibene ligge. Det var nok at vide, at de var dér. Hvis nu. Og en koncert i Christians Kirke ventede jo på os, Bjørn Eidsvåg og hans gode band. Vi kendte vejen fra sidste år, der var ikke langt at gå. Ned til kirken, ind og finde en god plads på de hårde træbænke. Sidde i sød forventning sammen med resten af publikum og i de solstrejf, der strømmede ind gennem de vældige kirkevinduer og ramte mig i ansigtet.

Så kom han. Bjørnen. Og bandet fulgte efter, de tog plads, musikken gik i gang. De spillede og underholdt i halvanden time uden pause. Jeg var i en anden verden, underholdt i flere dimensioner. Jeg er vild med hans tekster og jeg lyttede intenst til hans fortællinger. Der skete noget. Der var glimt af både det ene og det andet, ting faldt på plads, ordene svulmede i min krop og en slags stor taknemmelighed over livet lagde sig tilrette. Musikken var sød og rejste sig til noget større i kirkerummet. Genklang. Jeg vil også skrive sangtekster, tænkte jeg på et tidspunkt, hvor jeg var gledet helt ind i musikken og mærkede hvordan ordene smøg sig i favntag med noder. Inspireret. Jeg smagte på den indforståethed, der kan være i en tekst, som er så personlig at den umuligt kan sige andre noget. Paradoksalt nok er det bare sådan, at jo mere personlig den er, desto større effekt har den på andre. Og det kan Bjørn Eidsvåg. Han giver sig selv og man får lyst til at give sig selv tilbage. Sjæl. Liv. Visdom. Lad os dele, lad os synge!
På et tidspunkt sluttede koncerten. Det har koncerter det med at gøre. Vi måtte forlade kirken efter to ekstranumre og begav os ud i det vinterlige aftensolskin mod metroen. Tilbage til Frederiksberg og den restaurant, hvor vi havde besluttet os for at spise og tilbringe aftenen med god mad og vin. Der var stuvende fuldt. Der var liv og vi fik alt det, vi havde sat næsen op efter. Oh herlighed!

Nu er byboen tilbage på landet. En vis balance er genoprettet. Men jeg må snart tilbage, jeg indser min sammensatte sjæls længsel efter både og. By og land. Leben og stilhed.