lørdag den 31. marts 2012

Nydeligheder


Så vendte vinteren tilbage. Pludselig fik den kolde fødder, vendte om og forsøgte at få varmen i det tidligere forår. Da jeg vågnede, var det med udsigt til en blåsort himmel og hagl, der trommede mod ruden. Senere gik det over i sne. Vi spiste morgenmad i stearinlysets skær og var atter hensat til de mørke vintermorgener, hvor det er svært at se forskel på lys og mørke.

Egentlig havde jeg håbet på forårsagtigt lunt vejr i dag, for turen går til København. Jeg havde forestillet mig en tur gennem Frederiksberg Have og mit gamle barndomskvarter, men nu er jeg lidt i tvivl om den beslutning. Vi får se. Under alle omstændigheder skal jeg til staden og jeg glæder mig. Den står på koncert med den gode Bjørn Eidsvåg i kirken på Christianshavn og senere på god middag og hygge.

Og jeg tager toget. Jeg nyder den lille rejse. Når jeg kører i bil, er det jo bare motorvej og fuld fart fremad. Toget har format. Og det skal være regionaltoget, som standser på alle stationer og giver sig den tid, der skal til for at få sjælen med. En god bog og små kig ud af vinduet. Landskabet der suser forbi. Andre passagerer, stemmer, lyde og København i horisonten.

Det bliver en fin lørdag. Byboen vender hjem for en stund! ;)

Ønsker dig den dejligste weekend. Vær god mod dig selv og dem, du møder på din vej. Og det er altså stadig forår!

fredag den 30. marts 2012

Livets klasselokale


”Du er her for at lære”, siger Filosoffen og vender sig mod lyset som en anden blomst. Han tager en dyb vejrtrækning og sænker skuldrene. Lyset fanger hans strithår. Jeg synes det ligner små stjerneskud. Det passer godt til ham, det høje vilde hår. Han har aldrig hørt tale om en frisør og han er også ligeglad. Han har vigtigere ting i livet end at bekymre sig om sit udseende.
”Jeg er her for at lære”, gentager jeg og nikker. Den er jeg helt med på. Og faktisk er det sådan, at jeg elsker at lære. Jeg forsøger selv i de sværeste tider at se en slags lektie i situationen. Måske bliver jeg overrumplet og fortvivlet, men det varer ikke længe før jeg spørger mig selv: Og hvad kan jeg så lære af det? Det hjælper mig at forstå, at der er en mening med alt det skøre, man kan komme ud for på sin rejse. Nogle gange går det op af bakke, man slider og maser og når så op. Nu skal jeg tage turen ned, tænker man og glæder sig til vind i sejlene, god behagelig fart og den kælende kilderen i maven, der opstår, når man er i flow. Yes! Så opdager man, at man står foran endnu en bakke, der skal bestiges. Ja, faktisk er det nærmest et bjerg. Så er det svært at samle mod og kræfter og tage turen endnu engang. Jeg må altid sætte mig lidt og reflektere. Restituere. Jeg samler kræfter og jeg samler mod. Jeg taler pænt til mig selv og forsøger at finde det positive ved situationen. Trods alt.

Nu venter jeg på at Filosoffen skal sige noget klogt og følge op på de seks ord, han ytrede for lidt siden. Men han står stadig med ryggen til mig og spejder ud i forårshorisonten, der er lidt tvivlsom i dag. Store skyer sejler forbi. Køligere vinde blæser og hue og vanter er igen kommet i brug. Foråret er skrøbeligt på dette tidspunkt og alt kan ske. Spændende, bør jeg så tænke. Alt kan ske! Det er et eventyr. Men i dag er jeg mere stille hvad eventyr angår. Der er dømt nøl.
"Kom nu Filosof, sig noget, som inspirerer mig. Sig noget smukt og godt om livet og rejsen. Noget som fragter mig direkte ud af tomrummet og videre ud i fredagen". Han trækker på skuldrene og vender sig langsomt om. Jeg glemte, at han kan læse tanker. Mine tanker. Nu ser jeg smilet om hans læber, det er som en slags bølget krusedulle og det kan betyde hvad som helst. Jeg prøver at fange blikket i hans øjne for at lægge to og to sammen, men de afslører heller ikke noget. Øjnene. Bare et drilsk smil. Bare et underforstået ”jeg ved bedre, men du skal selv lære det her”.

Nu bryder solen igennem skyerne. Lyset bliver skarpt og baner sig vej gennem Filosoffens stjerneskuds strithår. Jeg kniber øjnene sammen og fanger et glimt af noget større. Et glimt. Er det sådan det er? Visdommen kommer i glimt og erfaringen i små afmålte doser. Vi lærer, hvad vi skal lære, når vi er klar. Mit næste spørgsmål, hvis jeg stod overfor en læremester, ville være: Og hvordan bliver jeg så klar? Hvad ville du spørge om? Jeg ville naturligvis vide, hvordan jeg skulle gøre og så ville jeg gøre det. Hvor svært kan det være. Giv mig en opskrift, så skal jeg forsøge at følge den.
”Følg dit hjerte og brug din intuition” kunne jeg forestille mig en vis læremester sige. Løfte en pegefinger mod loftet og se snu ud. Meningen med livet? Et liv med mening? Subjektivt. Subtilt. Find det selv. Gå din vej. Altså ikke ud af livets klasselokale men din vej, hjertevejen, du ved. Find den. Vær den.

Filosoffen nikker. Han behøver ikke at sige mere. Vi smiler underfundigt til hinanden og en slags melodisk genklang opstår i rummet mellem lys og mørke. Et glimt. Af noget. På en fredag. I livets klasselokale.

torsdag den 29. marts 2012

Du skal plante et træ


I forbindelse med mit møde med overgangsalderen er jeg begyndt at tænke lidt over de valg, jeg har truffet i livet og hvorfor jeg traf dem. Hvad gjorde, at mit liv fik den kurs, det har haft og hvad kan jeg tage mig med videre, når jeg nu går over broen og ind i et nyt slags livskapitel? Klogere, mere vis og ældre ikke mindst.
Det sidste års tid og månederne op til, har været meget anderledes end de tidligere år af mit liv. Noget skete og gjorde, at jeg trak i håndbremsen. Jeg måtte af. Jeg måtte finde mig selv, gå tilbage og samle det op, der i sin tid gjorde mig så glad og som har ligget og ulmet i mit indre gennem hele rejsen. En dag vil jeg skrive, tænkte jeg altid og visualiserede mig selv i et hus på landet. Det var jeg sikker på, men jeg anede ikke hvordan. Dagen kom bare ikke, før jeg selv greb den. Årene gik og jeg flød med. Jeg forsøgte at finde mig selv i de jobs, jeg havde og i starten gik det fint. Jeg fordybede mig i opgaverne, gjorde mig dygtigere og jeg var så heldig at få gode kolleger de fleste steder. Sådan gik mine dage. En skilsmisse, da jeg var 40 efter mange i år i det samme forhold. En brat opvågnen. En depression, blandt andet fordi jeg kastede mig for hurtigt ud i nye eventyr og ikke fik sjælen med. Endnu et sår skulle heles og arret tager jeg med mig videre. Så mødte jeg min nuværende mand, en ny kærlighed og jeg flyttede fra byen til landet. Det var en stor omvæltning på den gode måde. Jeg brugte nogle år på at finde roen.

Jeg var ikke kommet hertil, hvor er jeg er i dag, hvis jeg ikke var flyttet på landet. Naturen og dens cyklus, den livsrytme, naturen indbyder til og som jo i øvrigt forstærkes af at kæresten er landmand, har gjort underværker for mig. Jeg har lært mig selv bedre at kende og jeg har haft mulighed for at reflektere. Naturen inspirerer mig hver dag. Den er blevet min tro følgesvend. Min fortrolige. Jeg har brug for roen, selvom jeg i grunden er et meget sammensat menneske. Jeg nyder ensomheden, men jeg elsker også godt selskab og interaktion mellem mennesker. Jeg har brug for begge dele.
Nu sidder jeg her på en kølig morgen sidst i marts. Jeg er i overgangsalderen, jeg er i livsmidten. Og det giver mange tanker. Store tanker. Jeg kommer omkring nogle ting, som jeg har forsøgt at undgå, spørgsmål, som jeg nu må stille igen og forsøge at finde svar på. Forsonende svar. De sår, som har været åbne og som har smertet, må jeg tilbage og lukke. Det gøres med blide kys og accept. Og tro mig, nogle af de sår er svære at kysse. Men jeg ved, at det er nødvendigt og når det er gjort, mærker jeg en dyb indre ro og en utrolig lettelse. Det er dér, jeg er lige nu og det har, må jeg indrømme, væltet læsset for mig. Mit gode skib stødte på grund. Jeg har været nede, en tur inde i mørket igen, men jeg forstår nu at det er en vigtig del af rejsen.

Nu er jeg kommet ud igen og jeg er klar til at gå videre som den, jeg er, langt mere mig selv og ude af stand til at gå på kompromis med mine værdier og den, jeg er kommet for at blive. Spørgsmålet er nu, hvordan jeg kommer ud i verden igen og får det hele sat sammen som et nydeligt puslespil, der er mig i en nøddeskal.
Jeg tager drømmen med mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mine skriverier er selve nøglen til det, jeg skal. Når jeg skriver, sker der noget. Det er som at komme hjem. Men der er også andre kompetencer, jeg ønsker at gøre brug af, jeg vil arbejde med mennesker, inspirere, coache, jeg vil være et godt eksempel på, at man altid kan starte forfra eller begynde på ny, at det aldrig er for sent og at man ikke skal give op.

Jeg har mange tanker og jeg har gode stærke drømme, som jeg ved vil gå i opfyldelse. Jeg ved bare ikke helt hvordan. Endnu.
En ting er sikkert. Jeg ønsker at dele. Jeg mener, at det vi hver især oplever og erfarer i virkeligheden er kollektive oplevelser, som aldrig er forgæves og som bliver værdigjort af at blive delt. Det kan gøres på mange måder og jeg vil finde min. Jeg håber, at andre mennesker kan få glæde af nogle af mine erfaringer, som de selvfølgelig må plukke af og gøre til deres egne. Gå vejen på deres unikke måde.

Mit liv er ikke en lukket bog. Jeg vil åbne mig endnu mere. Jeg vil gøre en positiv forskel. Og så vil jeg slutte denne lille torsdagsstatus med et digt af Piet Hein, som jeg holder meget af. Det fanger i tre vers det, jeg bare ved. God torsdag!
Du skal plante et træ
Du skal gøre en gerning
som lever, når du går i knæ
en ting som skal vare
og være til lykke og læ
Du skal åbne dit jeg
Du skal blive et eneste trin
på en videre vej
Du skal være et led i en lod
som når ud over dig
Du skal blomstre og dræ
Dine frugter skal mætte
og så kun det simpleste kræ
Du har del i en fremtid
For den skal du plante et træ
- Piet Hein -

onsdag den 28. marts 2012

Kvindeting og drømmekurs


Formiddagen var besat af gøremål og kvindeting. Jeg har besluttet mig for at få det bedste ud af overgangsalderen og det inkluderede et besøg hos lægen. Undersøgelse og en snak om det sted, hvor jeg er kommet til på min fysiske rejse. Jeg ville gerne flyve udenom det sted, det skal jeg ærligt indrømme, men nu har jeg besluttet mig for at lande og være med. Det er jo min krop og mine hormoner! Og det er ikke en sygdom, det er et livskapitel som er vigtigt og stort på mange måder. At jeg er ankommet lidt tidligt, er så en helt anden sag. Den slags er individuelt.

Og her står jeg så, med benene plantet i eftermiddagen og kaffe i kruset. Solens stråler rammer mit vindue, vinden tager til og lidt køligere vejr melder sin ankomst. Som et tog, der nærmer sig, kan man høre vinden tude i advarselstrekanten. Grene vugger og træer knirker. Huset synger med, som det har for vane. Nu kender jeg dens sang og forveksler den ikke med hundene, som sover sødt nede i køkkenet. Huset har helt sin egen sang og når vinden vender, drejer huset ligesom med.

På mit bord ligger lister med gøremål og planer for den videre rejse. Selvom man skal forsøge at være tilstede i nuet og leve fra øjeblik til øjeblik, er man nødt til at sætte sig mål og løbende justere dem. Det er en slags navigationspejling. Man kan sagtens sejle uden sejl og vind, men begge dele hjælper. Det er en god ide at gøre sig klart, hvor man ønsker at sejle hen uden at lægge sig fast på kun én kurs. Og dog. For man må samtidig lære at holde sin kurs, når stormene raser og bølgerne går højt. Man må have fokus på det, man satte ud for at gøre og aldrig glemme den drøm, man har plantet i hjertet. Det er muligt, at man skal betræde græs og steder, hvor man egentlig ikke havde tænkt sig at gå, og det er muligt at man må gå tilbage for at komme frem, men man skal hele tiden være tro mod sin drøm og sit hjerte. Vide, hvad man vil, selvom man måske ikke helt ved hvordan.

Og vi har det med at drømme for småt, er der nogen som siger. Drømme skal være store!

Jeg har været lidt ude af kurs, men er nu ved at samle mine sejl og drage videre. Båden ligger på stranden, et lille hul i skroget er lappet og sejlene er store og stolte. Måske er de blevet lidt beskidte og slidte af vind og vejr, men de fejler ikke noget. Tværtimod.

Og den slags sker. Man støder på grund, man kæntrer og master knækker. Det bliver stormvejr, uvejr, møgvejr og man river sig håret og mister orienteringen. De voldsomme vinde overdøver hjertet og hajer dukker op for at få sig en bid af håbløsheden. Heldigvis måtte mine hajer vende om og svømme tomfinnede videre.

Jeg er klar til gå videre. Sejle. Køre. Hvad end det måtte kræve af mig. Udfordringerne står i kø. Og den eneste, som kan løse rebussen og finde den røde tråd, det er mig. Såkvinde!

Kvindeting og drømmekurs. Jeg er på vej!

tirsdag den 27. marts 2012

Om værktøjer, drømme og rejser


Der er så mange værktøjer til selvhjælp, bøger om at få et bedre liv, om at mestre sin gave, livet, det man drømmer om og gør glad. Der er utallige teknikker og hver enkelt forfatter skriver uden tvivl om det, som har hjulpet enten ham eller hende godt på vej. Det, som virkede for dem. Men sandheden er at vi er forskellige. Ikke to stjerner er ens og der findes ikke et universalmiddel til at opnå lykke. Men hvis man vil finde sig selv, så må man starte med at lede. Det er sikkert og vist.
Personligt forsøger jeg at se på mulighederne som en slags buffet. Dér på det store indbydende bord ligger værktøjer, bøger og gode ord, som jeg kan sammensætte efter bedste overbevisning, så de passer til mig. Udfordringen er selvfølgelig, at jeg ikke i forvejen ved, hvad der vil virke på mig og hvad der vil vinde indpas. Jeg må prøve mig frem. Og jeg er kræsen, når jeg står der med min tallerken ved buffeten, jeg leder nemlig efter bøger, som udover at have et vigtigt og brugbart budskab, også er velskrevede. Hvis bogen ikke har et flydende sprog og forfatteren forstår at bruge ordene, hvis man ikke kan mærke forfatteren mellem linjerne og vedkommende ikke har smidt sit liv og sin sjæl ind i bogens tilblivelse, så sidder jeg tilbage med en bismag i munden.

Jeg har efterhånden læst mange af den slags bøger, man kan finde under kategorien selvhjælpsbøger. Jeg har bøger om psykologi, coaching, drømmekraft og drømmetydning, bøger om tankens kraft og betydning, kroppens intelligens, sjælen og astrologien, frygten og fryden, kunsten at leve og så videre. Man kan skabe sit eget held og sig selv, man kan omvende negative tanker til positive, man kan gå vejen og lære at tro på, at døre vil åbne sig og nøgler dukke op af det rene ingenting. Man kan lede efter synkronicitet og øve sig på at få øje på de mennesker og tilfældigheder, der slet ikke er så tilfældige endda. Man kan dyrke sin kreativitet, finde sin sjæl, møde sig selv og blive ven med sin skygge.
Det er bare at komme i gang. Der er så mange muligheder og buffeten vokser som dagene går. Der spises med god appetit, nogle retter sælger bedre end andre, men lysten til at blive en bedre udgive af sig selv og leve sit liv på en autentisk måde, bliver efterhånden det største status symbol, man kan søge at tilegne sig. Det og så tid.

Det slår mig, at jeg egentlig har været på vej meget længe. Min rejse startede længe før Megan slog sig ned i mit indre og startede Poetiske Paradokser. Hun startede et nyt kapitel i mit liv og hun åbnede min øjne og et dæksel ned til den brønd, hvor ord og kreative påfund har ulmet siden jeg var en lille pige. Dengang stod brønden vidt åben og jeg kravlede lystigt op og ned og hev både det ene og det andet frem. Men på et tidspunkt satte dækslet sig fast og det rigtige liv tog over. Det tilsyneladende rigtige liv. Men det, der går op for mig nu, er jeg faktisk har ledt efter mig selv og et værktøj til livsmestring og forståelse siden jeg var ganske ung. Bøgerne på reolen er mit vidne.  Jeg har været amatørastrolog, lagt tarotkort og jeg har altid troet på mere mellem himmel og jord. Siden kom bøger om psykologi til og jeg fik desværre også brug for bøger, der fortæller om hvordan man kommer ud af depression.

Så langt så godt. Jeg er blevet klogere, endda mere vis, men jeg leder stadig efter mig selv. Jeg ønsker at forstå, hvem jeg virkelig er bag tanker og følelser. Hvad jeg rummer, hvad jeg kan, hvis jeg kan lære at se ud over de begrænsende briller på min næsetip og virkelig mærke livet.
Jeg husker at jeg stillede mig selv spørgsmålet allerede i en tidlig alder. Hvem er jeg? Og det spørgsmål svæver stadig i luften, som duen, der kredser om mit vindue for at forsvinde i forårshorisonten. Hvem er jeg og hvorfor er jeg kommet? Hvordan kan jeg bruge resten af mit liv på bedste vis, så jeg er glad og tilfreds, laver det, jeg brænder for og er god til, tjener penge til dagen og vejen og samtidig giver det videre, jeg har lært og som jeg kan? Mine ord. Historier. Inspiration. Mennesker.

Tidligere tænkte jeg bare på at dagen skulle gå. Livet startede ved fyraften. I grove træk. Jeg var altid på vej mod weekend. Altid på vej et eller andet sted hen. Men nu er det ikke længere nok. Jeg stopper op og jeg ser mig omkring. Jeg vender blikket indad. Jeg stiller spørgsmål og så ser jeg atter ud. Sætter mig på en træstub og lukker øjnene, mærker den kølige forårsvind på huden og hører dens raslen mellem træerne. Så langt, så godt.
Rejsen mod sig selv er ikke en charterrejse og det er ikke en sviptur. Den tager lang tid. En livsrejse. Og der er ingen genveje, men der er forhindringer, som man skal tage ved lære af, der er huller af tvivl, frustration og der er tilsyneladende forsinkelser. Der er brug for tålmodighed, tro og et klart ønske om ikke at give op. Rejse sig, når man falder. Blive ved, selvom man er træt og modløs og har lyst til at kaste drømmen ud af vinduet og se den blive forvandlet til småstykker i det voldsomme møde med jorden. Det var lettere før, tænker man, før jeg fik denne vanvittige ide om at følge mit hjerte, finde mig selv og gå efter den drøm, jeg nu har ladet vokse og som ikke længere kan ignoreres. Det var lettere at blive i tryghedens fængsel og længes mod weekend og bedre tider.

Men når man først ser drømmen i øjnene, tager den til sig og planter den i sit hjerte, så er der ingen vej tilbage. Selvom man også må tilbage.
Og så starter en ny rejse. Igen.

mandag den 26. marts 2012

Duft af forår og tjære


Der lå frost på græsset, da jeg lod persiennen glide op. I horisonten fangede solens første stråler mig. Jeg følte mig ikke specielt udhvilet trods en ganske god rejse gennem natten. Nattoget gjorde kun et enkelt ophold. Der opstod nogle tanker. Jeg lå vågen lidt og lyttede. Hvad var det, mine tanker var i færd med? Midt om natten. De kredsede om dette og hint og var i det hele taget ganske irriterende. Men jeg forsøgte med accept og venlighed at lytte til dem uden fordom. Interessant hvad man kan finde på at tænkte klokken midt om natten. Tankerne har deres eget liv og følelser danser til deres vandpibe. En slags fløjte, der som den konduktøren er i besiddelse af, kan få toge til at køre. Et pift og så ruller de. Tankerne. Toget. Og om bord er der mange kupeer, man skal blot åbne døren på klem, så vrimler det ud med små trolde gjort af alt og ingenting. Trolde med stor magt. Tilsyneladende.
Har du tænkt på, at du ikke er dine tanker? Du sidder et sted bag deres endeløse tromlen og kan betragte dem. Lytte. Måske, tænker du, men hvad så med de følelser, der opstår i umiddelbar forlængelse af en tanke? Det er jo egentlig følelserne, som er den store udfordring. For hver tanke har et væld af mentale og kropslige reaktioner med sig. Når vi glemmer, hvem vi egentlig er, så er det så nemt at blive tankeforført. Og følelserne danser troligt med, de kender melodien, de snor sig som en slange tæmmet af en skikkelse med tanketurban. Først den ene vej, så den anden vej. Og vi vrider os i følelsernes fængsel og identificerer os med det, vi føler. Jeg er frustreret. Jeg er modløs. Jeg er deprimeret. Nej! Du er nemlig heller ikke dine følelser. Og er det ikke en god nyhed? Du er hverken dine tanker eller dine følelser. Du kan have en følelse af modløshed, men du er den ikke. Din følelse har sit eget liv. Du har dit.

Men hvem er jeg så, hvis jeg ikke er mine tanker og heller ikke mine følelser? Og nu kommer vi til noget af det mest interessante på livets rejse, hvis du spørger mig. Hvem er jeg så?
Her er jeg nået til på denne mandag i marts, hvor solen ikke er sikker på, om den egentlig har magt. Derfor tøver den og skinner lidt uklart. Og sådan er det også med mennesker. Hvis vi ikke ved, hvem vi egentlig er og lader tilfældige eller velkendte vanetanker og følelser styre vores dag, så skinner vi også lidt uklart. Hvis vi da overhovedet har tid til at skinne, mens vi haster gennem timerne uden at kigge op og se de små daglige mirakler omkring os.

Jeg ønsker at skinne klart. Jeg ønsker ikke at være slave af hverken tanker eller følelser. Og det er lettere sagt end gjort, det er jeg fuldkommen klar over. Men i den erkendelse har jeg ligesom begivet mig ud på en ny rejse midt i den anden. Jeg har åbnet en dør, der pludselig stod på klem, en dør, jeg ikke havde set før. Måske havde jeg læst om det, hørt nogen sige det, men jeg var ikke parat. Og når vi ikke er klar, så overser vi det åbenlyse. Fra nu af vil jeg være min egen iagttager. Et slags vidne. Jeg smiler. Jeg vil prøve. Gøre et helhjertet forsøg, for jeg fornemmer en sandhed dér et sted. Min sandhed.
Jeg står på perronen og spejder efter toget. Der er helt stille. Næsten. En lille fugl synger i et træ. Hvem har mon plantet et træ midt på stationen? Jeg lader blikket hvile på fuglen og glider ind i de smukke toner. Glemmer at jeg venter på et tog og at jeg var irriteret over, at det er forsinket. Husker at jeg ikke er min irritation. Heller ikke i datid. Alting forstummer, roen kommer sejlende og jeg optages af nuet, fuglen i træet, skyggerne i den tidlige morgen og duften af tidligt forår og tjære.

Verden viser sig gennem mine sanser. Jeg forsøger at lade være at reagere. Bare være. Mig. Morgen. På vej.

søndag den 25. marts 2012

At lade livet komme


Jeg kom ikke til at sidde i en lækrog i går. Det var diset til langt ud på eftermiddagen og da solen brød frem af skydækket, gik jeg tur med hundene. Det var sådan en dag, hvor ambitioner om det helt store ingenting svæver i luften, lige udenfor rækkevidde, mens man selv går bagefter med halvtunge skridt.

Jeg kunne godt mærke den. Forkølelsen. Den gode kaffe, jeg tilberedte, da jeg var kommet tilbage fra traveturen, smagte sært. Først undrede det mig, jeg havde købt økologiske bønner fra Mexico, havde selv malet dem, så de var perfekte til stempelkanden. Kaffen havde trukket som den skulle, mælken var tilsat i perfekt alkymi, men da jeg satte læberne til kruset og smagte på den dampende drik, var skuffelsen enorm. Og skuffelsen smagte som den skulle! Kaffen derimod ... Jeg endte med at hælde den ud. Noget må være gået galt i processen, tænkte jeg med en vis irritation, mens jeg mentalt gjorde klar til næste kulinariske smagsoplevelse. Risotto med svampe. En af mine livretter.

Kæresten er i marken nu, forårsarbejdet i fuld gang, alting er som det skal være. Solen danser med disen, vinden er for kold til at være lun, men det er nydeligt forårsvejr. Denne weekend har jeg ingen planer og jeg lader op til de kommende weekender med sociale aktiviteter, en koncert, påskebesøg, god mad, samtaler, liv og glade dage. Og jeg havde gode intentioner om at læse, skrive, være lidt i haven og sidde og stirre på fasanhanen, som altid spankulerer så stolt omkring herude foran hegnet. Han bor her og føler sig tryg og det gør mig glad på en særlig måde. Og hvad sker der? Jeg får besøg af en forårsforkølelse. En af dem, der lægger sig godt tilrette, når man selv har været på en nylig rutsjebanetur og så endelig finder en slags ro igen. Det slår sjældent fejl. Ikke hos mig i hvert fald. Jeg burde kende turen, vejen, rejsen, men jeg forbavses til stadighed. Altid en slags nybegynder.

I mit vindue står den sibiriske valmue. Jeg fik den af min veninde i indflytningsgave, da hun var på besøg i sidste uge og den gjorde stor lykke. En fin gave. Et symbol på venskab. Et tillykke med de nye omgivelser og tak fordi jeg måtte komme. Hun vidste ikke, at det var min yndlingsblomst. Valmuen. Men det er det, og derfor gjorde den mig endnu mere glad. Lige netop denne valmue stammer fra Sibirien og den er snart klar til at flytte udenfor. I første omgang tiltænker jeg den en stor krukke foran på trappen, hvor den kan knejse i eftermiddagssolen og sende kærlige hilsener til fasanhanen, den gode fætter. Senere skal den ud i haven et sted.

Men lige nu skal den bare stå lige dér. Og jeg skal sidde lige her, putte mig i mit store tørklæde og bytte kaffen ud med te, som jeg forestiller mig vil smage lidt bedre. Lade søndag være den hviledag, den er skabt til at være og lade livet komme til mig. Læse. Være. Velkommen.

lørdag den 24. marts 2012

Fugle, længsel og lykke


Jeg går op af trappen bærende på et krus med kaffe i turkis. Kaffen damper og dufter og jeg glæder mig til at drikke den i langsomhed. Jeg stiller den fra mig på skrivebordet og mit blik møder vinduet og det grålige lys, der siver ind. Det er en doven morgen. Der er et rum af tomhed i luften og et sted, hvor man kan sætte sig uden at gøre andet. Jeg finder mig selv ved tastaturet, hvor ordene drypper dråber i takt med dem, der hænger i morgendisen.

De sorte fugle kredser om trætoppene, i det fjerne kan jeg høre deres skrig. De misforståede fugle. Når vi taler om dem, os mennesker, er det med en vis form for frygt i stemmen. Og en slags had. Den slags had, der opstår, når der er noget vi ikke forstår. Når ukendtheden tager overhånd og fantasien går i den forkerte retning. Jeg er en hemmelig beundrer af de sorte fugle og deres misforståede liv. Jeg betragter dem og anerkender dem uden ord. Jeg tænker de mærker det. Min nysgerrighed. Min vilje til at åbne mig og lade deres uden tvivl spændende tilværelse folde sig ud. Mine øjne ser dem. Mine ører hører dem. Og min kærlighed åbner sig som en blomst en sommermorgen. Et skrig. En skygge. En sort silhuet mod himlen. Om aftenen samler de sig i store flokke i trækronerne for at tilbringe natten i flok. Sammenhold. De bliver et med natten og det er måske derfor, vi ikke kan fange dem. Forstå. Og frygten sætter spor.
Mit blik vender tilbage til skrivebordet og bøgerne, der har fået lov at bo der. For en stund. Digtene. Bogen om frygtløshed og min egen dagbog og planer for fremtiden. Drømme, der ikke længere er tankespind og små frø under jorden, men nu spirer og med længsel søger lys og liv. Skriverier, der har vokset sig store og stærke og som ulmer i mit bryst. Poesi, der som morgenen rejser sig stille, strækker sig mod himlen for senere på eftermiddagen at bryde ud i lys lue. Et bål antændes. En gnist og indre glød.

Det bliver en fin lørdag. Jeg har tænkt mig at dedikere den til impulsive indskydelser og små skriverier. Sidde et sted i solen, i en lækrog, drikke kaffe og pusle med ord. Som i går, hvor jeg listende mig til en halv time med jakke og notesbog. Det var ikke så varmt, vinden var kølig, men jeg stjal de minutter og bildte mig ind, at jeg ikke frøs. Det er snart sommer, tænkte jeg og kunne mærke længslen blande sig med tilfredsheden over nuet. Der er altid en snert af sprød mulighed, potentiale, noget, der bare vil blande sig og ruske lidt op i status quo. Og jeg accepterer det som min drivkraft, min åndelige benzin.

Ikke desto mindre fik jeg i hovedet formuleret følgende, som jeg skyndte mig at skrive ned. Sådan satte min eftermiddag et nydeligt stempel i bevidstheden og med de ord rejste jeg mig og skyndte mig ind i den rigtige varme igen.
At sidde i solen med kaffe og briller,
mens fuglene fløjter og stilheden spiller,
betragte en hund som betragter en himmel,
er lykke.

fredag den 23. marts 2012

Smertelykke



Jeg tøver lidt denne solskinsmorgen. Har lavet en kop kaffe til og drikker den til de stille toner af en ny dag. Jeg har lovet mig selv at være effektiv, at udnytte sekunder, minutter og timer på denne fredag i marts. Foråret har taget forskud på de lyse tider og dagene er længere. Der er al mulig grund til at føle sig højt hævet over tvivlens jordiske fangenet. Der er al mulig grund til at synge morgensang i vilden sky og danse barfodet, om ikke på dugvådt græs, så i hvert fald på gulvet i soveværelset med udsigt til fredag.
Smertelykke. En afsked, en lille sorg og en hjertesmeltende lykke over at være på vej. Jeg talte med min veninde om det i går og mærkede taknemmeligheden dryppe som forår fra tagrenden. Tænk at stå her og være i tvivl. Hvad vej skal jeg gå? Hvad jeg skal gøre, gribe i, satse på? Er jeg lykkelig og hvis ikke, hvordan bliver jeg det? Velvidende at lykkelig ikke er noget man bliver, det er noget man er. Når man griber dagen og øjeblikket og synker nøgen ned i badekarets lune kildevand. Lige dér. Ingen forbehold og forventninger, ikke fordomme og ønsker om snarlig ændring. Bare være i vandet og mærke det smyge sig om kroppen, lukke øjne, lukke larm og lade roen brede sig. På vej. Midt i livet.

Jo flere spørgsmål jeg stiller, desto flere kommer der til. Det er som jeg genopdager verden nu. Som om jeg har sovet dvalesøvn og nu vågner til de første fuglefløjt. Alting er nyt. Jeg går med vaklende skridt på en hængebro, mens jeg lader mig fortrylle af landskabet omkring mig. Jeg ser bogreoler med farvestrålende bøger. Ord. Andre, som har gået vejen og har skrevet om den. Deres model af sandheden, ganske vist, men der er meget læring i det. Spejle sig. Jeg læner mig ud over rækværket og ser mit aftryk i vandet dernede. Det flagrende hår og nysgerrigheden, der næsten falder. Flyver. Jeg vil vide mere. Leve mere. Gå videre.
Der er ingen vej tilbage. Heller ikke selvom man faktisk må tilbage og hente noget færdigheder. Hvis jeg gik og troede, at mit liv indtil nu har været spildt, så troede jeg så sandelig fejl. Jeg er summen af alt det, jeg har levet og lært. Erfaret. Det smukke, dejlige og alt det, som smertede mere end ord kan beskrive. Selvom jeg forsøger. At beskrive det. Og opdager, at det faktisk er muligt og at der er stor healing i den kunst. Accepten. Sætte ord på og lade følelserne danse i farver. Sætninger. Bare lege med det, der kommer ud. Se kærligt på det og forstå uden fordom. Elske.

Det er fredag. Jeg tager smertelykken og lægger den i min håndflade. Betragter den som det, den er en. En smuk og sjælden perle. En lille skat. Og hvad der fylder mest, smerten eller lykken, det er såmænd ligegyldigt. De går hånd i hånd. Kærester. Uadskillelige. Og de er fine sammen, når alt kommer til alt, deres lys og skyggedans og det, de skaber sammen. Et liv.
Det er fredag. Det er forår. Det er godt.

torsdag den 22. marts 2012

Poesi i posen


Det var en fin dag i går. Den første rigtige forårsdag og alting vågnede. Jeg vågnede. Mens jeg sad i toget på vej til Roskilde og så landskabet, der fløjtede forbi, forstod jeg at tiden var inde. Og da jeg stod af på stationen og gik gennem byen ledsaget af sol og blå himmel, var det ikke længere overgangen, jeg fulgtes med. De lange vinterskygger var væk. Som dug for solen. Den sol, der nu banede sig vej ned mellem de gamle huse i Roskilde by og fik folk frem i gaderne. Som forårsmyrer vrimlede de ud af revner og sprækker og alting genopstod.

Det var Verdens Poesidag i går. Det tænkte jeg på, mens jeg gik op langs gågaden mod Domkirken og så på vinduer. Mennesker. Der var lyrik i genspejlingerne og alting var i sig selv et digt. Formålet med poesidagen er at skabe opmærksomhed om læsning og skrivning af poesi og lyrik og for at fejre det og vise min uforbeholdne støtte, gik jeg ind i en boghandel og spurgte efter afdelingen for poesi.

Jeg havde ikke regnet med, at der var bid, men jeg måtte jo bare sige det. Jeg vil shoppe poesi på denne skønne forårsdag. Og ekspedienten smilede såmænd og viste mig vej til de små hylder, hvor bøgerne stod. Der var ikke så mange, men de var der. Poesi, lyrik, rim og remser. Jeg lod mig forføre af det, der var og faldt pladask for en samling kærlighedssonetter af den chilenske digter og nobelpristager Pablo Neruda. Han skrev de voldsomt lyriske digte til sin kone i 1959, drivende floder af kærlighed og ord. Og så valgte jeg også en lille fin samling af vores egen Piet Hein, digte og gruk. Jeg sukkede dybt af salighed og betalte.

Med poesi i posen gik jeg ud i Roskilde by og blev en del af selveste livet. I solen. På en bænk. Siden et fint menneskemøde med frokost ved havnen med udsigt til Sagafjord og evigheden.

Sådan en dag kan man leve længe på. Den er flyttet ind i min sjæl, mens jeg sidder her og byder endnu en fin solskinsdag velkommen. Vinteren er væk. Det er forår, nu er det endelig forår.

onsdag den 21. marts 2012

Og dagen er ny


Højtrykket lader vente på sig. Disen dingler fra træer og grene, himlen er tyk af dråbeluft og vinden er ikke varm. Endnu. Men efter hvad metrologerne siger, skulle foråret være på vej tilbage med fornyet styrke. Jeg satser på at det dukker op ved middagstid på samme tidspunkt som jeg stiger af toget i Roskilde. Solen vil tage imod mig på stationen, det som kæresten kalder en banegård, og vil følge mine skridt fra tog til centrum. Jeg vil mærke varme og med letsindighed lukke jakken op. En brise, en kælen kildren rundt om en husmur, et glimt af uendelige sommerdage, der starter med et lille skud i hækken. En duft. Et skridt. Mod centrum og et møde. Jeg glæder mig.
Jeg er klar til at gå videre. Fra vinter til forår og aldrig mere tilbage. Lidt for længe har jeg stået på broen og spejdet ud i uvishedens tågeland. Men måske er det meningen, at man skal stå dér lidt? Man kan ikke forcere foråret og få blomster til at springe ud, blot fordi man mister tålmodigheden. Alting har sin tid.

I dag venter en fin by og et menneskemøde. Og på mit bord ligger lister med gode ord og planer, som jeg er klar til at tage fat på. Det er atter tid til handling. I går gik det op for mig, at jeg med stor fordel kan genfinde mit veludviklede koordineringsgen. Jeg orkede det ikke, jeg forkastede den side af mig selv, den side, som holdt fast i alverdens tråde og styrede spillets gang fra sidelinjen. Jeg ville på scenen og slap snorene. Lod dem flyve, så det tunge teatertæppe faldt sammen med et brag. Det støvede.

Jeg forlod etablissementet uden at se mig tilbage og tænkte at nu kan den slags færdigheder overtages af andre. Jeg skal være den kreative! Udvikle mit forsømte jeg. Og det har jeg gjort hele vejen ind i kaos og gennem mørke vintergange. Op og ned, ud og ind. Dømt til at skabe og gøre alting om igen. Kun for at ende med at stå foran det tunge tæppe, jeg i sin tid lod falde og med nye øjne betragte det som en forslået bylt på scenen. Med rystende hænder tager jeg snorene i min hånd og mærker en velkendt følelse af kontrol. Jeg smiler til mig selv. Det er jo dig, jeg skal koordinere min ven. Sammen kan vi alt!

Roskilde venter. Og mens jeg har skrevet lidt ord og drukket kaffe af mit blomstrende krus, har lyset ændret sig en smule på overgangshimlen. Det er blevet lidt skarpere, lidt mere markant. De sorte fugle kredser om træerne og sætter sig med himmeludsigt kun for at flyve igen. Intet varer evigt. Der er bevægelse i hvert eneste sekund. Jeg har været fartblind. Jeg troede jeg var groet fast. Nu forstår jeg, at jeg har bevæget mig i stilhed og er lige hvor jeg skal være. På kanten til forår, på broen, i overgang og medgang.

Og dagen er ny.

tirsdag den 20. marts 2012

Om nær druknedød og håbefulde horisonter


Jeg ved det er rigtigt. Man skal have gode rutiner. Og det handler ikke om at skemalægge hele sin dag og hele sit liv, men at skabe nogle gode rammer omkring det, man foretager sig og gerne vil have udrettet. Det er faktisk den fineste udgangspunkt for resultater. Og det skulle komme fra mig, som efter at have levet et arbejdsliv med rutiner, skemaer og time management, har været nødt til at kaste sig ud i kaos. Jeg har fundet dele af mig selv helt ovre i en anden grøft, hvor ingenting er lagt på hylder, kasser og hvor skemaer for længst er brændt med den ild, jeg fandt et sted i hjertet. Selvom jeg et lille og hemmeligt sted godt vidste, at jeg på et tidspunkt var nødt til at tage noget af mit koordinatorgen tilbage, har jeg længe sejlet på må og få. Og jeg har ikke følt mig modig hele tiden. Jeg har været tæt på at drukne. 
At kunne rumme kaos er en vigtig del af det at være kreativ. Der er steder, hvor man slet ikke når hen, hvis man planlægger hver eneste detalje og i forvejen tror, at man ved, hvad man vil. Hvis man inden man overhovedet er kommet helt derned i brønden, hvor der begynder at ske noget, allerede har hevet sin indre kritiker frem fra skuffen og begynder at pille det hele fra hinanden. Kritik. Meninger. Fordømmelse. Og kritikeren kan være en hård dommer, der er i stand til at ødelægge det hele, før det overhovedet er begyndt. Man kan nå til et punkt, hvor man slet ikke orker at åbne brønddækslet, fordi kritikeren allerede står lige bag ved med hænderne i side og svært dårlig ånde. Stemmen er skinger, stadig hviskende, en smule drilsk og meget selvsikker. Det bliver aldrig godt. Glem det. Den ide er håbløs. Du kan ligeså godt vende om og gå din vej, der er tørke på bunden af den brønd. Ildelugtende og chanceløst mudder. Og slukøret rejser man sig op og trasker videre, ikke løbe, kritikeren skulle jo nødigt have kronet sin sejr, men skridtene er tunge. Vi taler gammeldags træskostøvleskridt her.

Kaos. Kritiker. Jeg har mødt begge dele på min rejse og befinder mig på sin vis stadig på oprørt vand. Vinde blæser kold, lyden af overgang rumler i horisonten. Men her på mit skrivebord står kaffen og dufter, jeg drikker af den, mens jeg holder status og beslutter mig for at starte forfra. Så langt så godt. Så meget erfaring, så meget bundvand, så mange følelser, højvand, lavvand, tørke, tsunami. Jeg indser at jeg rummer det hele. Nu har jeg været derude, hvor ikke engang måger kan bunde. Jeg vender om. Sejler lidt tilbage. Og selvom jeg ikke kan se land nogen steder, så ved jeg at det findes. Landet. Mit land. Og jeg ved også, at man ikke kommer langt, hvis man ikke tør miste fodfæstet og horisonten af syne.
Det er en fin dag i dag. Det er forårsjævndøgn og i eftermiddag kommer et højtryk forbi. De næste dage vil foråret igen få fodfæste, har jeg hørt en fugl synge om. Og det er en smuk sang fuld af håb og inspiration. Jeg bliver så glad, når der er håb i sigte. Når mit hjerte igen får overtaget og jeg kan høre den hviskende stemme og mærke roen, der breder sig i kroppen som en lille sommervarme.

Måske er det meningen. At man skal helt ud, hvor man ikke kan bunde og tror at man drukner. Nogle gange skal vi åbenbart være nær druknedøden, før vi igen begynder at svømme. Før vi husker, at vi faktisk kan svømme og at vi har lært nogle nye svømmetag siden sidste gang, vi var døden nær i det selvsamme hav. Og så sker der noget fantastisk. Det føles pludselig lidt anderledes. Den måde, vandet smyger sig om kroppen på, den måde armene arbejder sammen med benene på, kroppen, der svømmer gennem vandet og hovedet, der hele tiden glider op over overfladen. Vejrtrækningen, der regelmæssigt får luft. Jeg er blevet en slags fisk på det her hav.
En havfrue med hang til forår. Og livet er ligeså skønt som det er skørt!
Det fine billede af havfruen er malet af 13 årige Stetsenko Alexandra og lånt her. 

mandag den 19. marts 2012

Musvågen og mandagen


Der tales og skrives meget om foråret i disse dage. Og vi er heldige i år, foråret er kommet tidligt, selvom det endnu er skrøbeligt som den fineste tråd i et edderkoppespind. Vi kravler forsigtigt i retning af længslen og håber, at spindet holder. Glimtvis mærker vi varmen, solen stiger højere på himlen, dristigt leger den kispus med skyerne og får mere magt. Den strækker sig dovent og tænker at dens tid er kommet. Og nyder den langsomme fart mod de tider, vi alle helligholder som det kæreste eje. Et smykke af store forventninger. Men som alle andre må solen til tider trække sig lidt. Skyerne vender tilbage, lidt stærkere, vinden blæser, vinter og forår kæmper stadig om den gyldne plads på hædersskamlen. Som et pendul svinger årstiderne mellem vinter og forår. I dag er det vinter. Igen. Frem og tilbage.
Jeg skriver til lyden af vinden, der med iskold styrke har taget mandagen i favn. Mere en brydekamp end kærlig omfavnelse. Jeg kan mærke at dagen protesterer lidt, også den vil gerne huskes for alt det gode, den gjorde. En forskel. En positiv forskel. Jeg vil ikke gå i glemmebogen som den dag, vinteren igen gjorde indtog og mennesker frøs. Jeg vil være den dag, hvor foråret glimtede i trætoppene og hvor I mærkede en lille varme brede sig. Det sprødeste forårskys. Et håb.

Jeg har forståelse for mandagen. Når man er klar til det helt store gennembrud og bare vil kaste sig i armene på sol og varme. Skrive de fineste ord og lade dem flyve med vinden, så de lander lige dér, hvor de gør allermest gavn. Glæde og genklang. Og når nogen så dukker op og stiller sig op midt på den smalle vej, armene over kors med næsten triumferende beslutsomhed. En stemme. Det er ikke endnu. Tiden er ikke inde. Du mangler noget. Der er noget, du har glemt. Men hvad er det mandagen har glemt? Og hvad med mig? Og i det jeg stiller spørgsmålet, kommer svaret flyvende forbi mit vindue skarpt forfulgt af et af efterårets blade. Marts er ikke forår. Marts er overgang. Og jeg er indbegrebet af overgang. Jeg er min egen bro.

Gøre en forskel. Leve livet på godt og ondt og mærke den sælsomme rytme af hjertets slag og tidens gang. Et sekund, et skridt, en evighed. Et håb, der som en musvåge sejler over de endnu golde marker, i jagten på en enkelt mus. Et måltid. Jeg ser den flyve og beundrer dens skønhed. Dens længsel efter tilfredsstillelse. Et sekund. En bid.
En musvåge. En mandag.

Billedet er lånt hos skoven-i-skolen.dk

søndag den 18. marts 2012

Søndagspoesi


Søndagen kom snigende, lys bag gardinerne og en god nats søvn i bagagen. En smule dvask slår jeg øjnene op og indser at livet er lige her. Under dynen og udenfor. Vi ligger og snakker lidt, kæresten og jeg, langsomme, ord, en beslutning, et bagerbesøg.
Kaffen begynder at snurre i maskinen, duften breder sig og samtidig ser jeg et glimt af solen bag skyerne. Lyset ændrer sig i et splitsekund og en stille lykke slår ned i mit indre. Her vil jeg være, lige nu, ikke tænke videre, bare mærke gulvet under mine fødder, jorden, livet, der kysser god morgen. Jeg dækker bord, vælger farver, skænker den første kop kaffe, som fryder sig i mødet med mælken. Bilen kører ind over stenene, en bildør smækker, poser med frisk brød, morgenbord og udsigt til dugvåd søndag.
Accepten af nuet er som et knus, en klem. Det varer ikke ved, men i omfavnelsen opstår et samhørigt velvære. Lukkede øjne, ro i hjertet, dyb vejrtrækning. Et stille suk. Salighed. Der er sådan en ro i netop de sekunder, det minut, hvis vi forstår at holde ved og bare være. Holde ved og dog give slip. Lade det flyve som en fugl mod grålige skyer, en silhuet af ophøjet ro og en indsigt. Et sekund. Et glimt.

Lykken kommer glimtvis og det samme gør indsigten. I dag holder jeg pause fra refleksionerne og lader søndagspoesien kærtegne min krop og sjæl. Om en times tid kører Keeva hund og jeg ud i skoven. Løbesko og sele. En tur på våde skovstier, duft af forrådnelse og forår, en blanding af det, der var og det der skal komme. Et sted der i midten vil vi løbe tur. Bare os to. Hund og menneske. Et venskab, ingen andre helt forstår.
Senere skal jeg mødes med en af de dejligste kvinder, jeg kender. Og kender er en mild overdrivelse, men jeg føler, at jeg kender hende. Meryl Streep. Min yndlingsskuespillerinde. Fru Vidunderlig. En kvindelig forvandlingskugle som i den film, vi skal se, portrætterer Maggie Thatcher. Jernladyen. Og jeg glæder mig.

God søndag. 

Billedet er lånt på heart-work.dk

lørdag den 17. marts 2012

Gennem ord, ild og vand


Der er noget over lørdage. At sove en time længere, stå op, lave kaffe og gøre det hele i et lidt langsommere tempo. Selvom der venter en times rengøring og andre praktisk gøremål, tager jeg turen ned af trappen og laver mig en frisk kop kaffe. Jeg vil bare sidde lidt i morgenlyset og være et med ordene.

Nu står kaffen ved min side. Dampende duftende varm. Bare at betragte den, måden overfladen stadig roterer på efter mødet med skeen, skummet, der lægger sig til rette langs kanten. Det gør mig rolig. Og kaffe er jo egentlig ikke som sådan en beroligende drik, men for mig er den en sanselig oplevelse af duft og smag. Mælken er vigtig, jeg kan den ikke uden. Der opstår en slags magisk alkymi, når mælk møder kaffe og skal det være ekstra godt, skal mælken være lun. Farven er gyldenbrun og kruset har blomster. Og i dag er kruset måske det mest forårsagtige, jeg har, for udenfor er lyset dæmpet og vinden temmelig kold. Solen er taget på weekend.

Jeg tænker over de ord, jeg skrev i går og er glad for, at jeg gjorde det. Der opstår en slags subtil forståelse i mit indre, når jeg lader det, jeg tumler med, komme til udtryk gennem ord og skriverier. Jeg begynder at forstå, at ord har en slags healende virkning på mig. Velvalgte ord naturligvis. At jeg ikke kan undertrykke dem, tværtimod, at jeg må skrive og berette og dermed også kunne håndtere de svære ting gennem ord. Også når jeg står midt i dem. Og hvem har tid og overskud til at beskrive, hvordan kviksandet langsomt hiver en under overfladen, mens man synker? Stop, råber jeg til det kvikke sand, mens jeg hiver blok og kuglepen frem fra tasken. Vent lige. Jeg skal skrive om det her. For hvordan skal jeg kunne huske det bagefter, tænker jeg og noterer mig med ivrighed de tanketrolde, der dukker op i mit indre. Følelserne følger med, de kender dansen og vejen, deres trin er i grunden ganske forudsigelige. Jeg er begyndt at lære noget. Vigtigt. Jeg har pludselig indset, at jeg ligesom kan træde lidt udenfor mig selv og blot betragte det, jeg gør. Og det hjælper mig.

Jeg læser i øjeblikket en bog  af Pema Chödrön som handler om veje til frygtløshed. Det handler om at møde de steder, som skræmmer os. Og vi ved jo alle, at vi instinktivt ønsker at flygte fra de steder. Hvem går direkte ind gennem helvedes port og lader sig opsluge af flammer? Hvem trykker djævlen i næven og stirrer ham direkte ind i øjnene uden at blinke? Nej vej. Man flygter selvfølgelig. Og det kan man gøre på mange måder. Den nemmeste og mest almindelig måde er helt at undgå de grusomme steder. Man ignorerer dem og forsøger at glemme. Men som Pema så rigtigt skriver, så kan vi bruge hele vores liv på at flygte fra frygten og de steder, der skræmmer os mest. Er livet en flugt? Og hvad er i så fald flugtvejen? Alkohol. Stoffer. Forelskelse. Sex. Sport. Begrave sig i arbejde og gøremål. Endda spirituel praksis?

Pema foreslår noget andet og det forsøger jeg at praktisere nu. Pema foreslår, at man anvender nysgerrighed og kærlighed til at undersøge de steder, som skræmmer. Man lægger mærke til det, man gør. Man øver sig i venligt og uden fordømmelse at anerkende, hvad der foregår. Man bliver siddende i frygten og så noterer man. Og ja, det er som at stå i kviksand til halsen og samtidig skrive rapport. Hjælp!

Men så begynder der at ske noget. Man får øje på mønstre, i tanker og handling, som er genkendelige, fordi man har gjort det samme før. Adskillige gange. I lignende situationer. Og det er så fristende at kaste sig i armene på en god flaske rødvin eller ringe til verdens bedste veninde og bede hende om at overtage ens flossede følelser og sige noget godt, der får en til at glemme. Planlægge en fest. Rejse jorden rundt. Eller bare blive sur på kæresten, manden eller elskeren, fordi han ikke rigtigt forstår og ligegyldigt hvad han gør, ikke kan lindre det hul af angst og fortvivlelse, som man bærer på indeni. Der er kun en person i hele verden, som kan det. Og det gøres ikke via smutveje og brandveje. Det gøres ved at blive. Og for mit vedkommende kan det også gøres ved at skrive om det.

Jeg er taknemmelig for at have fundet Pemas gode bog. Hendes måde at skrive på, hendes ideer og hendes milde menneskekærlighed gør mig glad. Jeg tror på det, jeg læser, for mit hjerte begynder at synge. Der opstår genklang. Og så mener jeg som Pema, at vi ikke skal holde det vi lærer og erfarer for os selv, men at vi skal bruge det til gavn for andre. På vores måde. Hælder man en frisk dråbe kildevand på en sten i solskinnet, fordamper det. Men hælder man den i havet, vil den aldrig gå tabt.

Når jeg nærmer mig de skræmmende steder og skriver om dem, på min måde, fortæller jeg andre om oplevelsen og spreder måske et lille slags mod. En ring i vandet. Noget. Genklang. Englesang. Det håber jeg. Når det er svært, så er jeg begyndt at tænke at jeg skal turde. Jeg vil turde. Gå vejen. Den findes ikke uden alt det svære og jeg ønsker at lære de frygtelige steder at kende, for noget i mig siger, at det slet ikke er så slemt, som jeg har forestillet mig og fantaseret om. Hvem ved. Jeg har en god fantasi og en rasende god indlevelsesevne.

Det var lørdagsordene. Mens jeg har skrevet, har jeg drukket af kaffen. Jeg har set skyggen af Skytsenglen og Filosoffen fra deres plads i vindueskarmen, jeg har mærket Pemas ånd og sanset kaffens aroma. Og jeg føler mig heldig. Fordi jeg er mig og fordi at lørdag er sådan en fin dag, solskin eller ej. Fordi jeg har mine ord og fordi jeg måske kan være med til at gøre noget godt for andre. Gennem ordene. Med ordene. Og i det hele taget. Det er min vej videre. Ord og mennesker. Jeg elsker begge dele.

Så er der blot tilbage at ønske dig en god lørdag. Ja dig! Du er det fineste menneske i verden og alt det, du har indeni, også det svære, ikke mindst det svære, det er til for at blive bearbejdet og delt. Livet er en lektie. Du kan gøre det på din måde. Du kan male, skrive eller strikke fantastiske trøjer. Du kan smile til kassedamen i Netto og hjælpe en ældre mand over fodgængovergangen. Du kan blive din drøm, hvis du tør gå vejen og selvom jeg ikke har belæg for mit udsagn, så lover jeg dig, at det er hele turen værd. Og tager jeg fejl, lover jeg, at jeg nok skal fortælle om det også! ;)

Gennem ord, ild og vand!

fredag den 16. marts 2012

Kaos og vindklokker


Der er tidspunkter i livet hvor alt tilsyneladende er kaos. Det er som om de eksisterende mønstre må nedbrydes og nyt opstå af det rene ingenting. Hvis man er bekendt med tarotkortene og deres spirituelle mystik, som for mit vedkommende altid har været et redskab til selvudvikling og et værktøj til forståelse og vækst, så er denne tid i grunden repræsenteret af Tårnet. Tårnet handler om livets hamskifte.
På dette tidspunkt i livet får man revet et plaster af og smerten er pludselig, skærende og skarp. Plasteret beskytter såret og Tårnet er facaden, egoet, som hidtil har beskyttet det sårbare indre. Plasteret har haft sin berettigelse, for beskyttelse er nødvendig men alting med måde. Overbeskyttelse kan nemt ende med at blive et slags fængsel og hæmme al udvikling og vækst og vi mennesker har brug for vækst. Læring. Vi er ikke kommet på vores livsrejse for at sidde bag lukkede mure og gemme os. Men der er tidspunkter, hvor vi har brug for at gemme os lidt væk og søge svarene i os selv. Den gode balance. For en dag har man siddet lidt for længe. Og så …
På dette tidspunkt har den rejsende brug for noget voldsomt til at gøre sig fri. Og heldigvis er det ofte sådan, at den åbenbaring der sker, når plasteret rives af og smerten opstår med kaos i kølvandet, er hele den grusomme oplevelse værd. Det er smertefuldt. Det er hårdt. Men når bunden er nået og den sidste illusion er brast, så har man kun livet tilbage at miste. Og i det sekund forstår man, at livet er en dyrebar gave som kun bliver rigere ved at blive brugt. At det bedste man kan gøre for sig selv, er at tage imod sin fine gave og leve det liv, man har fået. På godt og ondt. I medgang og i modgang.

Tiden er kommet til at gå videre. Selvforsvar, vaner og strukturer må rives ned og erstattes med en slags åndelig opvågnen. Et glimt af indsigt. Igen. En mening med det, man går og tumler med, en slags konklusion på alt det, man tidligere har gjort sig af erfaringer, et sammenbrud, murbrokker og så videre. Rejse sig fra jorden, børste støv og tårer væk, løfte blikket og se videre ud mod horisonten. Endnu en bro viser sig på nethinden. Og der i morgendisen danser livet i solstråler af guld og noget i kroppen vågner. En længsel. En lille indsigt.
Man begynder at gå. Som en falden engel limer man sine vinger og forstår, at man stadig kan flyve. Men man må tænke anderledes. Man må vende det hele på hovedet og tillade, at der opstår kaos og en slags uforståelse. Og det ord findes slet ikke. Wordfeud ville protestere. Men nu har jeg lavet det. Skabt det af ingenting. Og det er i grunden sådan, man skal gebærde sig, når man har mødt Tårnet. Skabe noget af tilsyneladende ingenting. Lette og luftige byggematerialer. Man står ansigt til ansigt med sin frygt og forstår, at det ikke kan nytte noget at flygte mere. Man er nødt til at se den i øjnene. Og gud gør det ondt, det er svært, det svier og smerter, men det er den eneste vej videre. Frygten er nøglen.
Sue Monk Kidd har beskrevet denne del af rejsen som at rejse i det spirituelle mørke. Jeg tror i grunden, at det er lige dér, jeg befinder mig nu. Jeg har mødt Tårnet, jeg har indset nogle ting, slugt kameler og bagt brød af de sværeste sandheder. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Gys og bananer. Følg med i næste afsnit, hvor den rejsende, som i dette tilfælde er mig, møder Eneboeren. Jeg smiler. Hvis ikke livet er en god historie, så ved jeg snart ikke …

God fredag. Rejs. Og rejs dig når du falder. Sid stille og lyt, men gå når du skal. Og nyd rejsen, som på denne fine martsdag er ledsaget af sprød morgenfrost og fuglesang.
Livets vej er en slags spiral, skrev Charlotte til mig som kommentar på gårsdagens indlæg. Et klokkespil, som bevæges i vinden, af vinden og med vinden. Smukt!

torsdag den 15. marts 2012

Broen


Jeg tænkte på dem, da jeg stod under bruseren i morges. Broer. Og jeg har tidligere skrevet indlæg om broer. Så sent som i februar havde jeg tanker om de broer, jeg allerede er gået over på min rejse. De broer, som fandtes i forvejen og dem, jeg selv bygget.

Det tager tid at bygge broer og lave veje. Og ofte bliver man forvirret over de veje og broer, som findes i forvejen og som medspillere i livets roulette så gerne vil have en til at betræde. Kom denne vej. Så finder du lykke. Det er det eneste rigtige for dig. Men hvem ved, hvad det eneste rigtige for mig er? Dette er spørgsmålet til en million. Mindst. Og kun en kan svare på det. Hvem vil ikke gerne være millionær? Jeg spørger bare. Men det var et sidespring, et skridt over en bro, hvor jeg egentlig ikke skal over. Eller? Jeg klapper den pænt på rækværket og vender om. Tager fem skridt i den anden retning og står igen på landjorden et øde sted. Den bro er jo åbenlys. Den er så nem. Det er bare at begynde at gå. Men er det min bro? Og hvorfor tøver jeg, hvorfor denne modstand?
Jeg sætter mig ned og skænker kaffe af min termoflaske. Selvom vejret er gråt, kan jeg mærke at luften er anderledes fløjlsblød og forårsagtig. Den skarpe vind har lagt sig og skyerne er som et lunefuldt tæppe på himlen. Jeg fryser ikke. Jeg sidder forsigtigt på en slags eng fuld af gule erantis, hver eneste er et lille mirakel af grøn og gul. Jeg bilder mig ind at jeg kan dufte dem. Blomsterne. Erantis dufter ikke, er der nogen, der siger, men jeg fornemmer noget andet. Hvis jeg nu er helt stille og koncentrerer mig om lugtesansen. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Gennem næsen sanser jeg deres finurlige forårsliv. Så ganske tidligt på året, her midt i marts, står de stolte som de allerførste pionerer på vinterjord. Der ligger stadig blade fra efteråret og træernes grene er fortsat nøgne. Men her står de. I fuldt flor. Og her sidder jeg og tænker på broer.

Det er gået op for mig, at livet byder på mange tilsyneladende gentagelser. Og det vidste jeg jo godt, men i min iver og naivitet troede jeg, at hvis jeg først for alvor havde taget hjerteskridt over en bro, så ville jeg aldrig mere skulle krydse den igen. Så var jeg videre. Og nu kan jeg høre filosoffen fnise henne fra sin plads i vindueskarmen, strithår og skulderhjerte er på plads, han er i sit es.
’Tror du livet er et spil?’, spørger han og træder sit sædvanlige skridt frem. Det, der betyder, at han nu vil på banen. Og jeg nikker. Det er jo et slags spil. Og det er fuld af labyrinter og broer, som man skal gå over. Igen og igen. Og jeg orker ikke disse evindelige gentagelser. Jeg vil videre. Jeg havde da lært den lektie! Altså.

’Ja!’, udbryder jeg, ’livet er som et spil. Kan du ikke finde spillereglerne frem, for jeg er gået i stå. Jeg kan ikke huske, hvad det var jeg tænkte sidste gang, jeg stod ved denne bro, men det forekommer mig at situationen er næsten er den samme. Og følelserne. Dem kender jeg kun alt for godt!
Han ryster på hovedet og træder tilbage. Laver smaskelyde med sine lertynde læber. Blikket bliver fjernt. Denne samtale gider han alligevel ikke. Spilleregler? Han ryster endnu engang på hovedet og trækker sig ind i sit nordnorske selv. Jeg er igen alene. Alene med kaffe og et tæppe fuld af solgule erantis, som vidner om, at det faktisk er forår og at dette er en helt ny og ganske skrøbelig begyndelse.

Når jeg virkelig mærker efter, ved jeg jo godt at situationen slet ikke er den samme. Jeg er forandret. Jeg lærte noget vigtigt sidste gang, jeg stod ved denne bro og nu skal jeg lære noget igen. Jeg går lidt i panik, men så falder jeg til ro ved synet af naturens skønhed og fuglenes morgensang. Kom igen kvinde. Denne bro er ikke en fælde. Den er en overgang. En simpel overgang som rummer en lektion, der skal studeres og læres for at kunne bestå den eksamen, der er adgangsbevis til næste kapitel i dit livs historie. Der er ingen vej udenom og tro mig, det ønsker du faktisk heller ikke.
Tillid. Tillid til broer. Til processer, der tilsyneladende gentager sig og så alligevel viser sig slet ikke at være de samme. Tillid til foråret, der går sin gang, et skridt af gangen, hver eneste dag en lille forandring, en slags bevægelse, rotation og forvandling. Tillid til livets cyklus og til de ting, der sker i mig.

Jeg drikker forsigtigt af kaffen og kan smage bønnerne. Jeg er i Afrika. Jeg mærker solen og varmen, den tørre luft. Og jeg kan fornemme mælken på tungen og er på græs sammen med de økologiske køer, hvorfra mælken er kommet.
Jeg smiler. Forsigtigt. Den vigtigste bro er usynlig for øjet. Den sværeste bro. Den dejligste bro.

onsdag den 14. marts 2012

Venus, Jupiter og et knirkende hus


Huset knirker. Det er som det ønsker at tale, sige noget, og når vinden blæser, synger huset en underlig slags sang. Hvis jeg sidder ovenpå og arbejder, tror jeg det er hundene, som piber nede i køkkenet. Jeg forsøger at ignorere det, men lyden bliver ligesom hængende i luften og trænger ind under huden. Det er sket, at jeg har taget turen ned af trappen, kun for at finde hundene sødt sovende i deres kurve. De gider dårligt åbne øjnene, når jeg stikker hovedet ind af døren for at se, om de nu også har det godt. Det har vi, siger de uden ord og sukker. Øjnene lukker sig igen. Ingen fare på færde.

Kan et hus tale? Som bekendt er dette et gammelt hus og det har en historie. Og sådan som huset så ud, da kæresten overtog det for snart mange år siden og planlagde at jævne det med jorden, kan det ikke have været en helt lykkelig historie. Lad os bare sige, at huset havde levet livet. Det havde set sine beboere smuldre og blive til skygger af sig selv. Den slags bryder huse sig ikke om. De kan godt lide balance. Vi har lov at være mennesker og sorger og bekymringer hører med, selvom vi helst er foruden, men vi skal også lære at se det smukke i livet. Og nyde vores omgivelser. Se op og se ud. Og vide, at der et liv udenfor vores tanker og de frygtelige ting, vi kan forestille os. Virkeligheden er ofte en helt anden. Men altså. Huset. Det havde været igennem svære tider og det lignede sin skæbne. Faldefærdigt. En ruin.

Det er en saga blot, men selvom huset nu fremstår som nyt og ret så lækkert med lys, der svæver ind gennem vinduerne, kaster spændende skygger og bader stuerne i sanselig rummelighed, så har det en fortid. Er det mon den fortid, det synger om, når vinden blæser omkring husmuren? Vil det fortælle noget? Er den historie, huset bærer på, for tung og for fyldig til bare at gå i glemmebogen? Eller er sangen simpelthen bare husets måde at slappe af på? En slags meditation?
Jeg kan ikke lade være med at lytte. Og efterhånden som jeg lærer huset at kende, kommer der nye lyde til. Det hvisker, det taler og nogle gange hyler det lidt. Næsten som et menneske. Der er ingen tvivl om, at det har noget på hjerte. Det er ikke bare et hus. For gamle huse har sjæl, men det er første gang, at jeg selv får mulighed for at bo i et sådan hus. For enden af en markvej. Hvor kragerne vender.

En dag vil huset stole så meget på mig, at det vil fortælle mig sin historie. Det kræver tilvænning. Man skal første lære hinanden at kende. Små skridt. Mærke efter. Er vi virkelig venner? Kan jeg stolte på dig og vil du se mig, som jeg virkelig er? Ser du mine gode intentioner trods mine fejltrin? Ser du at jeg vil dig det godt? For det er med huse som med mennesker. Og omvendt.
Det bliver en god onsdag. Vinden blæser kold, men fuglene synger og solen er fremme. Så du i øvrigt stjernehimlen i går? Den var pragtfuld. Du skal gøre dig selv den tjeneste, når det igen bliver aften og mørkt, at gå ud og kigge mod vest. Hvis det ikke er skyet, vil du se to lysende stjerner. Det er planeterne Venus og Jupiter, der i disse dage står helt tæt på hinanden. Så tæt kommer de kun på hinanden hvert tiende år. Er der mon tale om to elskende, der mødes i smug, trods afstand og modsatrettede skæbner? Hvert tiende år? Jeg smiler.

Livet er fuldt af historier. I huse, på himlen og i hjertet.
Billedet er ikke fra huset, men fra et andet hus på selve gården. Jeg holder meget af den blå afskallede dør.

tirsdag den 13. marts 2012

Dybhavsdykker


Da jeg skulle skrive mit indlæg i går, var jeg lidt i tvivl. Vil jeg overhovedet berøre dette emne? Overgangsalderen. Måske skulle jeg bare ignorere det og bruge min tid på at skrive om andet end hormoner og store tanker i forbindelse med dette livsskift. Jeg tænker egentlig ikke på tidspunktet som en krise, men måske er det i grunden et godt ord. For krise (fra græsk) betegner en problematisk forandringssituation forbundet med et vendepunkt. Og måske kan vi mennesker slet ikke tage betydningsfulde skridt og virkelig komme videre med store forandringer, uden at der ligger en eller anden form for krise bag os? Måske er det bare en uskreven regel?
Jeg er nok i den unge ende af skalaen i forhold til at bevæge sig ind i overgangsalderen. Jeg havde ikke set det komme. Jeg er i fuld gang med en anden slags rejse og egentlig synes jeg slet ikke at jeg havde brug for denne udfordring. Nej tak! I starten ignorerede jeg det. Det går over eller også går det bare i glemmebogen. Jeg behøver ikke at tage stilling og tænke nærmere over det. Jeg har da nok at se til som det er. Men det er vist ikke meningen at jeg skal ignorere det. Der er ting, som jeg nødt til at tage stilling til og kroppen ændrer sig. Hormonerne danser i blodet og giver sjove reaktioner, kropslige og følelsesmæssigt.

Og så er jeg bare en tænker. Jeg er en undersøger. En følelsesmæssig dybhavsdykker, som ikke kan lade den slags gå ubemærket forbi. Jeg skal åbenbart ned under overfladen og se, hvad der gemmer sig. Prøve at forstå og beskrive det. Og måske er det i virkeligheden bare min måde at lære mig selv bedre at kende på og vide, at jeg ikke er så anderledes end alle andre. At dette tidspunkt, at de ting, der sker, indre og ydre, er et slags fællesanliggende. Det er som om jeg opnår en slags spejling, når jeg indvier andre i mine sjælelige dybder. Derfor gør jeres kommentarer så godt. Jeg får lyst til at dele.

Det betyder på ingen måde at Poetiske Paradokser fremover udelukkende vil handle om overgangsalderen og alle de tanker og følelser, der opstår i den forbindelse. Ikke desto mindre er dette tidspunkt i kvindelivet blevet en del af min rejse om jeg vil det eller ej, og derfor kommer jeg til at berøre det. Jeg håber, at du har lyst til at følge med på denne del af rejsen også og du må meget gerne deltage med kommentarer. Jeg nyder dine ord og din måde at se situationen på. Også selvom du ikke er i overgangsalderen endnu. Eller er mand! ;) Lad os dele og lære af hinanden.

Når alt dette er skrevet og sagt, så håber jeg, at jeg kan finde alle de positive ting frem ved denne del af livet. At jeg i poetiske vendinger kan beskrive de store følelser og det vanvid, der følger i kølvandet. Og at jeg kan lære at være den nye kvinde, jeg er på vej til at blive, på godt og ondt.

Rejsen fortsætter.

Den kvindelige dykker er lånt hos dykkerforum.dk

mandag den 12. marts 2012

Kvindekraft, hormonernes dans


Nogle gange må man gå tilbage for at komme frem. Og det var sådan min blog startede. Med paradokset. Da jeg i tidernes morgen startede Poetiske Paradokser sad jeg med en stor følelse af, at mit liv var et paradoks og at jeg ligeså godt kunne nyde det. Der var så mange paradoksale hændelser og ting, som bare modsagde hinanden. Så begyndte jeg at skrive og resten er historie. Mange historier. Indlæg. Og en rejse, som slet ikke er slut endnu. Megan lever i mig og er blevet en del af min hverdag. Hver dag. Ikke fordi jeg går og taler med hende som sådan, men hun bor i min krop og sjæl og repræsenterer den del af mig, som ikke giver op. Hun er den, som bliver ved med at skrive, fordi hun ved hvor meget det betyder for mig at kunne øse ord ud. Det er et basalt behov. Det indser jeg nu. Og jeg indser også at jeg står ved endnu et vejkryds og må gå lidt tilbage for at komme videre. Fordi det er sådan det er.
Så kalder jeg på Megan og beder hende om at overtage lidt. Skriv nogle gode ord, min ven. Jeg føler, at jeg har stået lidt i stampe på det sidste. Og så støder der ting til, nye udfordringer, som jeg må forholde mig til. Overgangsalder for eksempel. Nu er jeg også nået til det vejkryds og jeg skal lige love for, at det bringer nogle ting med sig. Det er som om det hele bliver nulstillet lige nu og jeg må tilbage til udgangspunktet og gå vejen igen. Det gør faktisk lidt ondt. Jeg mærker stor modstand, jeg orker næsten ikke. Jeg var kommet så langt og glæden over at være på min hjertevej overskyggede alt. Nu forstår jeg, at jeg stadig er på min hjertevej, men at den ikke er en lyserød sti beklædt med anemoner og solskinsdråber. Ikke kun. Den er lige så kontrastfuld og spækket med udfordringer som alle andre veje. For man kan ikke gå vejen uden at udvikle sig. Man skal lære. Og det er faktisk lidt provokerende, når livet stikker udfordringer i ansigtet på en, som man tidligere har fået og synes man klarede, og så alligevel oplever, at man ikke helt har lært lektien endnu. Eller måske er der en ny hage ved lektien, noget man må have med sig for at blive klar. En slags nøgle til den dør, der skal åbnes. Du må tilbage efter nøglen, hører jeg en stemme dybt i mig hviske. Er det mon hjertet, der taler? Og selvom jeg er varm fortaler for, at man skal lytte til og følge sit hjerte, så er det svært, når hjertet siger noget, man ikke rigtig bryder sig om at høre. Fordi. Og så videre.

Og videre er tilbage. Der skal nye boller på den gamle suppe. Der skal samles op på de gode ting, jeg har lært indtil videre og så skal der endnu engang slettes nogle ting på lystavlen, som jeg ikke længere kan bruge til noget. Mærkelig nok er det de ting, som lyser allermest. Paradoksalt.
Min kære veninde Charlotte skrev et fint indlæg om det forleden dag. Kvindekraft. Overgangsalderen er en slags livskrise, men det er også en mulighed for udvikling. Og det er den mulighed, jeg ønsker at åbne mine øjne for. Nu og fremover. Med nye perspektiver og en krop, der vil det lidt anderledes end før.

Hormonerne byder op til dans. Think I better dance now! ;)

lørdag den 10. marts 2012

Gæsteglæder i regnvejr


Regnen siler ned. Metrologerne ramte lidt ved siden af, da de skød på en enkelt byge og ellers opklaring. De ramte i stedet en kæmpe regnvejrssky og nu siler det i stride strømme. Disen danser mellem træerne. Lyset hænger i tynde tråde og vi har lagt de store planer om udendørs aktiviteter lidt på hylden. Der ligger de godt.
I stedet hygger vi med små gode ting indendørs. Bøger, samtale og en bundt orange tulipaner. Der er købt ind til lækker mad i aften. Endelig står menuen på stenbiderrogn til forret, noget jeg har glædet mig til. Det skal serveres på ristet rugbrød med en creme af rygeost og jordskokker. Hovedretten er kalvebov i øl, noget jeg lavede for ganske nylig, men det var så lækkert, at andre gæster også skal nyde godt af det. Det er en vinterret på kanten til forår.
Måske skulle man bare tage sig en middagslur, tænker jeg og spekulerer lidt på, om jeg skal introducere den ide til gæsterne. Det er bare sådan en dag. Regnvejr. Langsomhed. Måske en time på øjet og så ud med hundene i regnvejr, trave lidt af mudrede stier, inden aftensmaden skal simre i timevis.

God weekend.

fredag den 9. marts 2012

På kanten af en solstråle


Sidder på kanten af en solstråle og forestiller mig, at det virkelig er forår. Lys og skygge danser og jeg hviler mit blik i overgangen.
Pludselig kommer roen. Den siver ind af vinduerne med sollyset, der står lavt i den hensunkne eftermiddag. Jeg kan mærke trætheden, men samtidig er der noget andet på spil. Eller rettere sagt, der er noget, som falder på plads. Jeg lukker øjnene et kort sekund. Mærker varmen. Mærker roens rytme i kroppen, der gør afslappet og får mig til at synke længere ned i sofaen. Vent, tænker jeg, mens jeg holder krampagtigt fast i ordene og forsøger at holde fingrene på tastaturet. Her er så fredfyldt lige nu.
Sådan skrev jeg i går eftermiddag. Jeg sad i sofaen med en velfortjent kop kaffe og en god bog. Det er svært at vælge bog i øjeblikket, jeg har gang i flere og de ligger i en lille urolig stak på sofabordet. De vil alle gerne læses. De har noget på hjerte og påstår hårdnakket, at de alle har ord, som jeg skal bruge. Ting jeg skal lære. Jeg er ikke et sekund i tvivl og jeg tager mig selv i at bare stirre på bøgerne og de fine forsider, mens jeg bladrer og ikke rigtig får læst noget. Lidt her og lidt der. Så lagde jeg dem fra mig. Bøgerne. Og opdagede stuen, der lå badet i eftermiddagens lave sollys. Jeg forsvandt i roen og i lysstrålerne, lod mig opsluge af skyggerne og følte mig lykkelig for en stund. Tænkte, at sådan er den i grunden. Lykken. Den kommer og går. Den er som solstrålerne, der kigger forbi og kaster sælsomme skygger på vægge og gulve. Den er pludselig. Et øjeblik. Og hvis man har for travlt med mærke efter, hvordan man i grunden har det, kan man gå glip af dens stjernestøv. Det drysser og man må være dér. Bare være.
Jeg var dér. Lukkede øjnene, nød det. Varmen, lyset og det skrøbelige forår udenfor vinduerne. Den iskolde vind rundt om husmuren, erantis og vintergæk, småfugle, der tager mod til sig og håber, at det snart er tid. Jorden, som flækker i store skorper, vandpytter med isrester. Disen, der lægger sig skånsomt om årstidernes skiften som et tæppe, der skal holde overgangen varm.  

Skønhed er stilhed inderst inde, tænkte jeg og nikkede bekræftende. Jeg søgte roen. Indre skønhed som sejlende skyer.

Senere så jeg månen. Fuld af fornemmelser rejste hun sig på himlen og kiggede kærligt ind gennem vinduet i havestuen. Helt tilfældigt kom jeg forbi bærende på en kop te. Det var aften. Roen lå stadig over huset, hundene sov og kæresten var til generalforsamling. Det sparsomme lys kom nu fra stearinlysene på bordet, lysegrønne som foråret og det håb, jeg holder fast i som en slags usynlig ballon. Månen nikkede og jeg hilste anerkendende tilbage. Tænkte uvilkårligt på den kommende nattesøvn, der muligvis var i fare. Jeg er så månepåvirkelig. Men jeg faldt for hendes skønhed, hendes kvindelige sølvskær og jeg åbnede vinduet og lod aftenluften sive ind. Frisk, ikke vinter, ikke forår. Overgang. Tomrum. Dér stod jeg i det åbne vindue og mærkede køligheden som en stille sang. Månen nynnede. 'Måske snupper jeg lidt af din søvn', sagde hun med ømhed i stemmen. 'Du ved jo, hvordan det er. Du kender mig.'
Det er morgen nu. Snart weekend. Jeg glæder mig til gæster og god mad, lidt praktiske ting i huset og i det hele taget. Der er en mening med overgangen. Med tomrummet sågar. Det er en tilstand, som er nødvendig før tiderne skifter. Og det gør de. Forandres. Det knirker. En fugl sejler forbi vinduet. Det er fredag. Den niende dag i marts.

torsdag den 8. marts 2012

Modersmål og bakkedale


Det er kvindernes internationale kampdag i dag. Og her sidder jeg i grå morgendis og kæmper min egen lille kamp med humøret og en krop, som skranter. Kæresten har det på samme måde. Vi nyser, hygger med hovedpine og ømme kroppe, men ingen af os er rigtig syge, som i ”nu lægger jeg mig ned på sofaen og sover”. Faktisk føler jeg en vis rastløshed og har lyst til at gøre noget. Skrive. Jeg kan mærke ordene presse sig på. Jeg har lyst til at spille på det instrument, jeg har valgt som min kreative udluftningskanal. Og sproget er et instrument, som vi kan lære at mestre. Men vi må øve sig. Selv en violinvirtuos øver sig kontinuerligt for at vedligeholde og lære nyt. Mestre nye toner og nuancer.

Jeg så en påstand fra en børnebogsforfatter den anden dag. Dansk er et grimt sprog. Men det er alt vi har. Vi må lære at elske det. Noget i den retning. Jeg blev lidt stødt. Dansk er ikke et grimt sprog. Dansk er et instrument, et sprog som alle andre, og instrumenter skal man lære at spille på. Man må øve sig og finde de gode ord frem. Der er toner i sproget, der er sange, melodier og de krydres af dialekterne. Der er så mange ord, som vi slet ikke bruger mere. Lad os finde dem frem igen. Lad os smage på dem og se, hvad der sker, når vi igen udvider vores ordforråd og lærer at spille på andet end de hvide tangenter.

Dansk er hvad vi gør det til. Hvis vi kun bruger to strenge på instrumentet, så lyder det derefter. Personligt får jeg hjerteflimmer, når jeg hører ordet ”nice” blive brugt i flæng. Det er ikke et dansk ord. Og det er så unuanceret, at det får kommaer og punktummer til at græde. Hvor blev sætningerne af? De små ordspil, måden at sætte ord sammen på? Hvad skete der med syntaksens dans? Og hvad sker der, hvis vi som danskere påstår at vores sprog er grimt og forkaster det til fordel for andre sprog? Engelsk for eksempel. Personligt elsker jeg engelsk, jeg har studeret det, jeg læser det og på et tidspunkt skrev jeg såmænd også digte på engelsk. Og når jeg lytter til mit hjerte, hænder det faktisk, at det taler til mig på engelsk. Lyder det underligt? Det kan skyldes, at jeg boede i Skotland i to år. Arbejdede. Drømte på engelsk med skotsk accent. Men altså. Jeg er ikke engelsk. Jeg er dansk. Og jeg har fået et sprog, som jeg holder meget af og hvis det lyder fladt og kedeligt, så er det min egen skyld. Dansk har så mange skønne ord, som vi glemmer at bruge.

Charlotte skrev lidt om det i sit indlæg i dag. Mismodig. Hvordan har man det, hvis man føler sig mismodig? Og hvad er forskellen på mismodig og vemodig? For ikke at tale om melankolsk? Og kan vi overhovedet tillade os at bruge sådanne udtryk om vores sindstilstand i tider, hvor vi for alt i verden skal være positive og overskudsagtige hele døgnet rundt, alle ugens dage? Så er det lettere bare at sige ”nice”. Eller jeg har det fint. Også selvom det ikke passer.
Synes du det danske sprog er grimt? Og i så fald hvorfor? Og har du et eller flere yndlingsord på dansk? Er der ord, som du synes vi bør genindføre og som kan være med til at nuancere og gøre vores sprog lidt mere spændende at arbejde med og bruge?

Jeg spørger bare. Jeg elsker sprog og jeg holder utroligt meget af mit modersmål. Det er mit sprog, mit instrument og det er jeg stolt af.
Her fra mit vindue kan jeg se de smørgule erantis dukke frem af disen. Vinden har lagt sig. Foråret er på vej, selvom det må vælge andre veje end den direkte. Livets landevej er snoet. Den bugter sig i bakkedal som vores land og vores sprog.

Når vi stopper op og får øjne på nuancerne, årstiderne, der på uforudsigelig vis boltrer sig og får os til at længes og drømme. Når vi ikke længere forkaster sindstilstande, men tør blive lidt og udforske, mærke efter og måske sætte andre ord på end dem, der ligger lige for.  Og når vi tør nyde nuet, selvom vi ikke føler os himmelhøje af optimisme og letkøbt lykke og erkender, at vi er mennesker på godt og ondt. Så lever vi. Gør vi ikke?