onsdag den 29. februar 2012

Drømmebalsam


Jeg havde en dejlig dag i går. Den var lige hvad jeg trængte til. Det var en anden slags terapi end den, jeg kan hente i skoven, men ikke desto mindre.

Først var jeg til frisør og blev klippet. De slidte spidser røg for frisørens saks og det føltes næsten symbolsk. Samtidig er det bare dejligt at sætte sig i frisørens stol og lade sig forkæle. Caffe latte, hårbundsmassage og en god klipning ledsaget af samtale. Snak. Bare sidde og være, mens en anden pusler med hår og på magisk vis får lidt af det gamle jeg tilbage på en ny måde. Håret ser stærkere og sundere ud og det forplanter sig. Da jeg igen så mig selv i spejlet, så jeg en ny kvinde. Håb i hår og sind. Modet kom tilbage med varmebølgerne fra føntørreren.  Da jeg igen gik ud af døren, var mine skridt en smule lettere.
Fra frisøren gik turen til café med en veninde. Frokost og mere samtale. Små stearinlys på bordet, en eventyrlige salat med gode ingredienser, farver, sanseindtryk og glæde ved at befinde sig i en god venindes selskab. Man kan finde styrke i den slags samvær. Specielt hvis veninden, som min, forstår hvad det egentlig handler om og kan bidrage med mod og inspiration i den rigtige retning. Jeg følte mig dybt taknemmelig som jeg sad der og forstod, i hvor høj grad vi kan hjælpe hinanden ved at være dér, virkelig lytte, føle og fornemme. Det handler ikke om rådgivning som sådan, det handler om bølger af energi og medmenneskelighed. Medfølelse og forståelse. Og så handler det om at være med til at give troen tilbage. Ved at støtte og ved at være der. Drømmen fik lappet sine vinger og så kunne den pludselig flyve igen. Jeg var endnu lettere, da jeg forlod caféen og tog hjem.

Det gælder om at huske på de gode ting i livet, når man støder på udfordringer, der dræner for energi og udsyn. Hvad gør mig glad? Hvem i min omgangskreds kan jeg finde støtte og kærlighed hos? Hvem kender mig og ved, hvad det handler om? Et besøg hos frisøren, en kop kaffe med en veninde, en løbetur eller en vandretur i skoven. Når man pludselig ændrer fokus bare en lille smule, løfter blikket og ser sig omkring, får man pludselig igen øje på de små glædelige ting, som betyder så meget. De fleste er helt gratis. Naturen har et arsenal af godtgørende medikamenter. Det er balsam og det godt for både krop og sjæl.
Vi mennesker har brug for styrke. Vi har brug for små åndehuller, hvor vi kan tanke op og få energien igen. Det kom jeg heldigvis i tanke om og nu kan jeg lidt igen. Vinger er vinger, også selvom de skal lappes igen og igen. Der opstår huller, både i luften og i vejen, men de kan lappes med gode tanker og kærlighed.

Det er ganske vist drømmebalsam.

tirsdag den 28. februar 2012

At turde være hvor man er


Det kræver mod at turde være dér, hvor man er. For det er modigt at blive i en uvant og måske svær situation, hvor følelser og tanker står i kø for at lave ravage i krop og sjæl og hvor man føler sig som et insekt, der er kommet for tæt på stearinlysets flamme. Der er ild i vingen. Det er tæt på. Man mærker varmen, ser lyset, men forstår også, at dette kommer til at gøre ondt. Instinktivt har man lyst at flygte. Finde en udvej, hurtigt, gøre noget. Men faktisk er den største gave man kan give sig selv at blive lidt i det, siger Pema Chödrön. At turde være hvor man er.
At blive i sorgens centrum, at støde på dette usikre og følsomme sted har en forvandlende virkning ifølge Pema. Det føles måske vaklende og nervøst, men det er samtidig en stor lettelse. En autentisk venlighed mod sig selv. At være medfølende nok til at give husly til sin egen frygt kræver mod, det går stik imod ens intuition. Men det er det, man er nødt til.

Tak for kaffe. Ordene ramte mig og jeg forstod, at det er sådan det er, dér hvor jeg befinder mig i min proces lige nu. At turde blive. Og nogle af jer gav mig da også det gode råd, da jeg i fredags stødte på grund med mit gode skib og råbte om hjælp. Der kom mange gode ord og kærlige tanker og det gjorde godt. Men der er kun en, som kan få mit skib til at sejle videre og det er mig. Når tid er. Og det er lige netop det, der er svært. At det ikke altid er tid. At man nogle gange skal blive på stranden og sidde midt i det, der føles ubehageligt og gør ondt. Jeg får stor lyst til at handle og gør det ofte. Ganske impulsivt. Bare for at gøre noget. Men lektien er at blive lidt. Det indser jeg nu.

Nu er jeg kommet så langt, at jeg tænker: Hvad kan jeg lære af dette? Hvad er det livet vil vise mig? Og hvordan gør jeg mig selv modig nok til at se frygten i øjnene og lade den omfavne mig for en stund, samtidig med jeg beholder troen og håbet på, at jeg nok skal finde en god vej videre? Jeg er indstillet på at lære af mine oplevelser, af min fejltrin og af det, som jeg helst flygtede fra. Det er svært, men jeg ønsker at gøre det. Blive på stranden, lade skibet ligge lidt, bare sidde, være og vide, at det går over, når accepten har gennemsyret min krop og mit sind. Der er healing i accepten. Det er forandringens paradoks.

En ting er at vide, noget andet er at praktisere. Men øvelse gør mester og det skal vi mennesker huske på. Man skal øve sig.  I dag vil jeg blive, hvor jeg er. Og heldigt for mig har jeg et par gode ting på programmet, som vil forsøde min tilværelse. Et frisørbesøg og et venindemøde. Den slags er balsam. Honning. Herligt. Og så god tirsdag, for resten! :)

mandag den 27. februar 2012

Skovterapi


Her i weekenden oplevede jeg det igen. En tur i skoven gør underværker. Det er god terapi for krop og sjæl, simpelthen. Med fødderne solidt plantet på jorden og hovedet rejst, får virkeligheden pludselig et nyt perspektiv, når man vandrer mellem kloge gamle træer. Tunge tanker fordamper og glæden kommer sivende tilbage. Og eftersom vejret var helt forårsagtigt i går, var glæden og udbyttet endnu større.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at skoven er et af mine yndlingssteder. Jeg ved lige, hvad der menes med "i skovens dybe stille ro"!

Jeg er blogget om skoven og grounding hos LW Magazine i dag. Læs med og ha' en fin mandag. :)

søndag den 26. februar 2012

Dråber i havet



Hælder man en dråbe frisk kildevand på en sten i solskinnet, fordamper den hurtigt. Hælder man den i havet, vil den aldrig forgå.
Sådan siger Pema Chödrön om at dele sine belæringer til gavn for andre. Hvis vi beholder det, vi lærer i livet for os selv, og ikke fortæller om vores erfaringer og åbenbaringer, så vil de gå til spilde. Jeg fandt tilfældigvis hans bog ”Veje til Frygtløshed, om at møde de steder, der skræmmer dig” her til formiddag, mens jeg nussede omkring på mit nye kontor og satte lidt på plads. Det er en af de bøger, jeg på et tidspunkt har købt, fordi noget ved den fangede mig, men jeg har aldrig læst den. Det vil jeg gøre nu. Den sprang i øjnene, jeg mærkede den velkendte dragende fornemmelse og kort efter stod jeg med bogen i hånden. Jeg er klar. Det er nu jeg skal læse den.

Jeg slog tilfældigvis op på en side, hvor der står følgende:
Vi bør aldrig undervurdere vores arts lave tolerance over for ubehag. Vi har brug for opmuntring, hvis vi skal kunne hvile i vores sårbarhed.

De ord vakte genklag.  Jeg er på et tidspunkt på min livsrejse, hvor jeg balancerer meget mellem sårbarhed og styrke og forsøger at integrere begge dele i mit liv og som en del af min personlighed. Jeg forstår, at jeg må gå helt ud og finde mig selv både i sårbarhedens til tider skræmmende hav og ud i den styrke, jeg føler, ved at være den jeg er og bruge det jeg kan og har lært. Et sted mellem disse modpoler findes jeg. Og tør jeg ikke integrere begge dele i mit liv og acceptere dem, som en del af det menneske, jeg er, vil jeg aldrig finde indre ro og autencitet.
Det er vigtigt at vi deler vores historier med hinanden. At vi tør fortælle om den smerte, vi føler og at vi også øser af glæden, når ting lykkes og når vi formår at mestre vores liv og gøre det, der får os til at smile og hvile i os selv. Jeg føler en stor trang til at give videre af det, jeg lærer af livet, naturligvis gennem skriverier, men også i det hele taget. Det glæder mig, når andre tør gøre det samme. For det kræver mod at være sårbar. Det kan ikke nytte noget, at vi skjuler os bag en maske af altoverskyggende overskud og undertrykker smerten og usikkerheden, når det drejer sig om svære områder i livet. Det hører med, det skal tackles og leves, men det skal ikke lyves væk. Det skal føles, leves og fortælles. Deles. Medføles. Og hvor er det dog svært!

Medfølelse er evnen til at føle den smerte, vi alle deler. Ubevidst beskytter vi os hele tiden mod smerten, fordi den skræmmer os. Vi bygger mure af meninger og fordomme, der handler om angst for at blive såret. Vores evne til kærlighed og omsorg bliver en sprække i det murværk, siger Chödrön. Jeg vil søge den sprække og gøre den større, så jeg tør se smerten i øjnene og gennemleve den. Fortælle om den. Og være der for andre, som også har smerten.
Livet er alt for kort til at gemme os bort. Vi er for at støtte og hjælpe hinanden, vi har alle vores dæmoner og steder, hvor vi helst ikke vil begive os hen. For mit vedkommende er tiden inde til at gå tilbage for at komme frem. Det er noget af det, jeg tidligere har skrevet om, men nu hvor jeg indser, at det er vejen for mig, mærker jeg en stor modstand. Men jeg går vejen.

I dag skinner solen. Det er den smukkeste vinterdag på kanten til forår. Vi har været ude med hundene og jeg har gået en lang tur alene, hvor jeg mærkede solen i ansigtet og fik fødderne solidt plantet på den frostbelagte asfalt. Det gør godt at få jordforbindelse. Og mærke solen på huden, kærtegne, kysse og fortælle, at livet er helt som det skal være. Også når det tilsyneladende slår knuder og beder en om at gå tilbage for at komme frem. Alt er tilsyneladende. Jeg skulle bare vide! ;)
Men nu skal jeg ud i naturen og nyde solen. God søndag!

fredag den 24. februar 2012

Nyt perspektiv


Lyset er gulligt og træerne vipper i vinden. Der er noget på spil derude, årstiderne mødes og en slags kemisk reaktion aktiveres. Forandringer knager i trækronerne på samme måde, som de knager i min krop. Det er et mirakel hver eneste gang. Hvordan kan dette landskab af mudder, nedfaldne grene, brune marker og nøgne træer blive til et vidunderligt mesterværk, når foråret kommer? Ingen tvivl om at naturen bærer på mange gode hemmeligheder, som egentlig slet ikke er hemmelige. De venter bare på at vi opdager dem og forstår, at vi er en del af det hele. At vi kan lære af naturen, som vi kan lære af hinanden. At vi kan bruge naturen, som vi kan bruge hinanden.
Jeg vil endnu engang takke for gode ord i går. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Nu sejler skibet af sted igen, men jeg vælger at kaste anker i nærheden af land og vil bare sunde mig i weekenden. Gøre de ting, som gør mig glad og tænke gode tanker. Forandring er godt, men for meget forandring på en gang kan nogle gange være overvældende. Så er det man skal huske på de gode pauser og det faktum, at det er tilladt at tage en timeout. Spørge en ven, lave en fifty-fifty eller simpelthen bare være. Acceptere at livet er fuldt af op og nedture og at vi af og til har brug for at restituere, for efterfølgende at vende tilbage og se tingene fra en ny vinkel.

Da jeg var på coaching kursus i sommer, arbejdede vi en del med perspektivering. Vi er tit fastlåste i vores måde at anskue tingene på og når en situation går i hårdknude, tror vi, at alt håb er ude. Det føles tungt og den knude, der er opstået, synes nærmest umulig at binde op. For vi oplever alle verden ud fra vores egen subjektive tolkning og lader information og impulser gå igennem personlige mentale modeller. Modellerne består af vores ubevidste tanker, håb, ønsker og forventninger om tilstande og hændelser. Hvis vi ikke havde disse modeller, ville alt være kaos på øverste etage. Vi skaber simpelthen en form for orden gennem vores modeller og de fungerer også som en slags filtre, så vi hurtigt kan vurdere, hvad der sker. Ulempen er bare, at vores fine modeller samtidig er med til at præge, hvad vi hører og ikke hører. Og at vi dermed let kan overse vores muligheder og gode alternativer.

Jeg vil ikke gå i detaljer omkring psykologien i dette, men som coach kan man få udøver eller klient til at anskue sin situation, problem eller udfordring gennem nye briller. Man sætter en ny ramme omkring en bestemt oplevelse eller situation og skaber dermed et nyt billede af situationen. På den måde kan klienten få en anden oplevelse af sin situation, lære noget nyt og anskue sin situation fra en anden vinkel. Og sandsynligvis komme videre og få klaret sin udfordring på en måde, vedkommende slet ikke havde tænkt på eller troet mulig. Det gode ved det, er, at der er mange slags briller og måde at se en udfordring på. Det tror man ikke, men det er faktisk sådan. Ved at udforske hvert enkelt perspektiv eller det, man ser gennem de nye briller, kan man få klienten til at forstå at han eller hun har mulighed for at vælge et andet perspektiv i stedet for at lade sig styre af ubevidste tankemønstre og indre perspektiver. Dette kan man også gøre selv, men nogle gange er det en god ide at få en professionel og udeforstående til at hjælpe sig.

Selvom det kan være svært at skoven for bare træer, så har vi faktisk altid valgmuligheder. I går, da jeg sad på stranden som en skibbruden (holder meget af den metafor), så jeg ikke mulighederne. Jeg følte mig drænet for energi. Noget er kommet i vejen for mig og min drøm, men det er en udfordring og noget, jeg kan og vil lære af. Senere på dagen gik det op for mig, at jeg havde fastlåst mig selv i min måde at anskue situationen på. Og det sker for selv den bedste. Selv en coach har brug for coaching og en terapeut går skam også i terapi. You best teach what you most want to learn. De kloge ord har jeg læst et sted, og dem tænker jeg ofte på. Og hvem vil ikke gerne lære at mestre sit liv, at navigere sit gode skib mod nye horisonter, at stå i stavnen som en stolt kaptajn bevæbnet med glæde, mod og vilje til at gøre sit liv værd at leve? Sejle mod drømmen og få det til at lykkes. Jeg vil i hvert fald!

Jeg har brug for perspektivering og det har jeg bedt om hjælp til.  Arbejdet skal jeg gøre selv, men det er godt at vide, at der er hjælp at hente. Den slags gør mig glad. Vi er til for at hjælpe hinanden, når skibe støder på grund og horisonten forsvinder i tågedis. Selvom vi i sidste ende må foretage rejsen selv, så skal vi huske at spørge om hjælp, når vi trænger. Og Gud trænger vi! ;)

Men først weekend. Bøger, te og god mad.  Ture med hundene, løbe i skoven og simpelthen bare være. Det gælder også om at huske på de gode ting og prise sig lykkelig for alt det gode, der er i ens liv. Være taknemmelig. Samle kræfter og så rejse sig og gå videre. For i sidste ende handler succes og livsmestring ikke om, at du aldrig faldt. Det handler om alle de gange, du rejste dig op igen. Igen og igen.

Ha’ en fin fredag. Her skinner solen sørme gennem vinduet og rammer mit skrivebord. Der opstår en smuk skyggedans. Nydeligt!

torsdag den 23. februar 2012

Godt at have venner :)


Tusind tak for de fine kommentarer, knus og gode tanker i dag. Det er godt at have venner! ;) Jeg er af den overbevisning, at man skal bede om det, man har brug for, og jeres gode ord i dag var lige netop, hvad jeg trængte til.

Det er jo sådan med gode skibe og kvinder, at vi nogle gange støder på grund og skal have et skub i den rigtige retning. Det har jeg fået.

I dag har jeg løbet tur i skoven. Det gjorde godt. Det gælder om at huske på alt det gode, man har lært og erfaret, når man støder på forhindringer og føler sig drænet. At bruge naturen er noget af det allerbedste og mest virksomme, jeg ved.

Skibet skal sejle i nat. Jeg er om bord. Og jeg har fundet en god kaptajn, som bare sejler mig blidt af sted, mens jeg sover sød i kahytten.

Strandet


Jeg er kommet til et sted på min rejse, hvor skibet er gået på grund. Den slags sker, det ved jeg udmærket, men ikke desto mindre har det sat mig ud af kurs. Hvad gør jeg nu? Og her handler det om at genfinde motivationen, så jeg har fokus på min drøm og det, jeg ønsker mig i mit liv, mens jeg samtidig navigerer gennem farvande, jeg helst undgik. Jeg indser, at disse have er vande, jeg er nødt til at passere og det skal jeg gøre på den bedst mulige måde. I første omgang skal jeg finde motivation og styrke til at få mit skib fri fra det tunge sand på stranden. Der ligger det i øde omgivelser og jeg, en kvindelig Robinson Crusoe, har mest lyst til bare at sætte mig ned i sandet og græde snot. Selvom jeg ved det ikke nytter noget, så er det sådan jeg har det.
Hvad gør man så? For mig gælder det om at finde en gnist, så jeg kan tænde mig et bål og få mig et måltid mad, der kan give mig kræfterne tilbage. For sådan er det. Der er tidspunkter, hvor man ender et øde sted og alting synes som en ørken, hvor man bare kan vandre omkring kun ledsaget af sine egne tunge tanker. Selvom jeg i grunden har masser af gode værktøjer og efterhånden har udstyret mig selv med tro, håb og kærlighed til min drøm, og det jeg vil med resten af mit liv, så har energien forladt mig. Det er en realitet.

Jeg er stadig håbefuld, jeg tror stadig, men tvivlen har sat sine spor i sandet og skibet ser temmelig trist ud. Jeg er lidt træt af det. Hjælp, skriger jeg fortvivlet, giv mig et andet skib. Og jeg spejder ud over havet i håb om at få øje på et nyt skib fuld af gode mennesker, som vil få øje på mig og komme mig til undsætning. Styre direkte mod mig, kaste anker og få mig om bord, mens de med glædestrålende blikke lægger deres arme omkring mig, kysser mig  og lader mig forstå, at jeg er lige den person, de har ventet på. Og jeg bliver sat til højbords, bordet er dækket med de mest fantastiske og velduftende retter og jeg spiser med glæde. Det smager, det dufter og jeg mærker energien komme tilbage. Trætheden også, ja, men selvfølgelig bliver jeg udstyret med den bedste kahyt på skibet, hvor jeg sover i himmelseng som den dronning, jeg jo i grunden er.
Jeg åbner øjnene og ser, at jeg stadig står på stranden. Alt er øde. Der er kun mig, mit skib og havet, hvor bølgerne skummer gråt og hvidt og hvor blæsten ubarmhjertigt kaster rundt med alt og alle, der forsøger at navigere. Og jeg, en pirat med tårer i øjnene, vrider mig i sandet og slår med mine knytnæver, rammer muslingeskaller og får små sår. Nej. Det kan ikke være sandt. Jeg er ingen piratkopi! Jeg er mig selv og jeg er på vej mod det, jeg tror på og som gør mig glad. Men ikke desto mindre er jeg nået til et punkt, hvor jeg skal forholde mig til nogle realiteter og den første udfordring er at få skibet tilbage i søen. Det brusende hav med februarbølger. Der er ingen sol, der er ikke land i sigte.

Nu er det jeg gerne vil spørge en ven. Den mulighed har jeg, så den benytter jeg mig af. Hvad ville du gøre? Hvordan ville du motivere dig selv til at genvinde kræfterne og komme ud på havet på ny? Hvad ville du sige til dig selv? Jeg sidder her og lytter med øret mod en konkylie i håb om at høre din stemme. Jeg ved, at jeg skal om bord i mit eget skib og at jeg er min egen gode kaptajn, men selv gode kaptajner med drømme og vilje i hjertet, har brug for hjælp og inspiration.

tirsdag den 21. februar 2012

Potespor i Mudderland


Det er ikke med min gode vilje, at regnen siler ned udenfor. Heller ikke det mudder og de store vandpytter, der ligger allevegne. Haven er en lille indsø og hundene træder ind i huset med de sorteste poter. Vi tørrer og vasker konstant. Heldigvis har vi en hverdagsindgang med gulve, som kan tåle mudder og vand, MEN det er fast mudderarbejde. I øjeblikket er gamle Josie her også, så det er mange potespor, der skal fjernes. Vi fjerner spor, men de kommer igen. Spøgelset har vi ikke set noget til.

Hurra for regntøj og de gode gummistøvler. Jeg kunne ikke have fået en bedre julegave. De praktiske Aigle har været i brug næsten hver dag lige siden og de kommer helt sikkert også til gavn langt ind i foråret. Når det hele tørrer, skal der lægges sten ud på gårdspladsen og haven skal ordnes. Den tid den glæde.

Jo, man må gerne glæde sig til foråret og tør have, blomsterkrukker og solskin både her og der. Det skal man faktisk. Og nyde turen. Gennem mudder, regn og slud. Skuden sejler skam, selvom den er lidt tung.

Ha' en fin tirsdag. Her skal der uden tvivl fjernes flere mudrede potespor! ;)

lørdag den 18. februar 2012

Lidt om længsel, forår og telefoner


Det er lørdag formiddag. Udenfor er det diset og dråberne falder tungt fra himlen. Her sidder jeg og læner mig op af formiddagen med dagens anden kop kaffe. Jeg er i venteposition. Jeg venter på, at posten skal finde herud for enden af markvejen og aflevere en lille pakke til mig. Den kommer i dag. Jeg ved det bare. Og jeg glæder mig til min gæst, som i virkeligheden er min nye ven. En af dem, man kan købe for penge. En ven, jeg bare må have nu, hvor min gamle telefon er blevet museumskandidat. Jeg takker for god og tro tjeneste. Nu kommer efterfølgeren og jeg håber, at den kommer i dag. Så meget, at jeg nægter at køre af sted for at købe ind, inden postens gule bil har været forbi på matriklen.
Vejen op til huset er mudret nu. Temperaturerne er steget markant og sneen forsvandt ligeså pludseligt som den kom. Selvom det er køligt og vinden med punktlige piskesmæld får regnen til at snuble, er det en anden slags luft i dag. Jeg synes jeg kan dufte foråret. Og jeg ved det er tidligt, jeg ved jeg er som en knop, der længes efter at springe i blomst. På bristepunktet. For tidligt. Igen.

Men det dufter lidt af forår derude. Der er noget med regnen, den måde vinden bevæger sig på, danser fra side til side med skridt, der er ligeså rastløse som mine. Fuglene er begyndt at synge lidt, forsigtigt, de første toner som et lille orkester, der håber på at blive større. Øver sig. Måske holder de korprøve. Der sker noget derude, og det går direkte ind i mine årer og giver mig vokseværk. Jeg strækker mig forsigtigt i formiddagsdisen og smager på kaffen, mens jeg retter blikket mod vinduerne og horisonten. Jeg vil derud. Derud hvor kragerne vender og livet begynder.
Det er godt at længes. Jeg ved, at livet levet i nuet og at det er her, det foregår, men min længsel er en slags drivkraft. Den maler ord med sin pensel og den får mig til at strække mig længere end jeg ellers kan nå. Den tænder en gnist af poesi i mit hjerte og synger gode sange. Uden min længsel havde jeg ingen poesi. Måske endda ingen ord. Og uden ord var jeg som en pianist uden klaver. En tømrer uden træ. En fugl uden vinger. Et år uden vår.

Der er ord i foråret og en pakke med posten. Til mig.

fredag den 17. februar 2012

Den lyserøde elefant


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har mange gode selvhjælpsbøger i mine bogreoler. Nogle elsker at hade den slags bøger, men jeg er altid på jagt efter gode måder at gøre det selv på. Så jeg elsker at elske dem, som har noget på hjerte og har lyst til at hjælpe andre ved at give deres egne erfaringer og virkefulde værktøjer videre. Hvad skulle jeg dog have gjort uden? Og i sidste ende er det jo op til mig selv. Jeg kan plukke, spise af buffeten og tage det, jeg kan bruge. Den slags er individuelt. Nogle elsker rejer, andre hader dem. Det handler om at smage på retterne og prøve sig frem. Hvad dufter godt, hvad kildrer sanserne og giver et øjebliks rus af sandhed og listig lykke? Min yndlingspizza er ikke nødvendigvis din. Og så videre.
Og hvor kommer den lyserøde elefant så ind i billedet? Jo ser du, et eller andet sted har jeg læst om denne her lyserøde elefant, som man ikke må tænke på. For Guds skyld, lad være med at tænke på den lyserøde elefant, tænk ikke på dens lange snabel og store pink farvede ører. Og endnu værre. Forestil dig ikke, at du kan lugte dens moskusagtige krop. Og hvad sker der. Den lyserøde elefant er allestedsnærværende. Jeg må ikke tænke på den, men det gør jeg. Selvfølgelig. Prøv selv at lade være. Når man har fokus på noget, så vokser det og den lyserøde elefant bliver pludselig til en kæmpemæssig flyvende Dumbo. Den flytter nærmest ind mig. Dumbo og jeg bliver til et. Forenet i fokus. Og det selvom det var det eneste, jeg ikke ville og ikke måtte tænke på.
Nu ser jeg Dumbo alle vegne og verden er lyserød. Og det er måske ikke så tosset, eftersom lyserød symbolsk er en optimistisk farve, omend lidt naiv, men...  Jeg har fokus på det, jeg ikke skulle have fokus på. Jeg er nærmest blevet en Dumbo selv.

Egentlig ville jeg vist bare sige til dig, at du skal tænke på alt det gode, du har i dit liv. Være taknemmelig og lade det, som er godt, vokse. Hvis Dumbo insisterer, så brug ham aktivt og positivt på din rejse mod et bedre liv og husk på, at hvad der ligger i bedre, ved du kun selv. Dig og dit hjerte.

Ha’ en god fredag og glem alt om den lyserøde elefant! ;)

torsdag den 16. februar 2012

Tusind ting


I dag har jeg tusind ting i hovedet og kroppen. Jeg er fuld af ord, inspiration og gode ideer, men min krop er som en tikkende og temmelig rastløs bombe. Det er tid til en løbetur! Når jeg har det sådan, så er det landevejen som kalder. Og jeg kommer. Jeg kender jo mig selv. Efterhånden. Selvom jeg ofte glemmer, hvad der er godt for mig. Igen og igen. Der er jo så meget at holde styr på. Tusind ting.

I dag skal jeg løbe, skrive, købe ind og gøre klar til min kære bror, som kommer i aften. Jeg skal hjælpe ham med noget af det, jeg kan og det glæder jeg mig til. Hvor ofte har han ikke ordnet min gamle bil James og stillet op, når jeg havde brug for et par praktiske og broderlige hænder? Mine egne hænder er bedre til andre ting. Og mit hoved. Det er godt at vi er så forskellige og kan bruge hinanden. Til tusind ting.

Har du forresten lagt mærke til lyset? Det er anderledes nu.  Jeg kan høre fuglene synge og solen skinner derude. Jeg glæder mig til min løbetur på grænsen mellem frost og tø. En balanceren mellem årstider. Helt symbolsk er jeg også selv en slags linedanser. Jeg bevæger mig med vaklende skridt og kommer alligevel frem. Fra sten til sten. Skridt for skridt. Mens jeg glæder mig over rejsen og livet og over ... tusind ting.

Og har du læst om min kære søster? Hun er god som vinteren er lang. Til tusind ting.

onsdag den 15. februar 2012

Min søster Vinter


Melankolien har danset på min dyne de sidste par uger. Jeg længes efter at se de første spirer fra de frø, jeg har sat i jorden, men jorden er hård af frost og bortset fra enkelte vintergæk og erantis, ser jeg ingenting. Endnu.

Det kan være svært at tro på noget, man ikke ser. Og det kan være svært at acceptere de dybe dale, når det eneste man ønsker sig er at stå på den højeste tinde med udsigt til paradis. Jeg drømmer mig til sommeren og forestiller mig de varme dage, hvor jeg i hvide gevandter danser barfodet i græsset og hvor vinden er lun og lækker.

Og man skal have gode drømme, det er faktisk en lov, for hvordan skal en drøm kunne gå i opfyldelse, hvis man slet ikke har en? Det starter med en drøm. En drøm, som man forsigtigt lægger i jorden som et kostbart frø. Man tænker kærligt på den, vander den med gode tanker og gøder den med håb.

Du vil se det, når du tror på det, har Wayne Dyer sagt. Klog mand.

Vejen fra drøm til virkelighed kan være lang. Den går gennem årstiderne, og vinteren og mørket er en del af vejen. Og man skal igennem. Jeg har lært mig at acceptere og at turde være i det. Jeg øver mig stadig. Det er ikke let, nej, det kræver sin kvinde, men sådan er det at gå vejen. Man falder og man rejser sig igen. Forslået og fortumlet men ikke fortabt.

Mit blogindlæg hos LW Magazine i dag handler om vinteren. Om skyggesiden, modsætninger og kontraster og om at lære at elske det, der er anderledes. Den handler om min søster.

Læs med her og ha den dejligste vinterdag.

tirsdag den 14. februar 2012

Suppe og broer


It takes time to build solid bridges
Between where you are and where you want to go
 
 
Det er aften I mit køkken. Jeg er ved at lave mad, eksperimenterer med en vintersuppe, en opskrift jeg har fundet i en af de kogebøger, der nu har deres faste plads på hylden i køkkenstuen. Kogebøger skal være dér, hvor det foregår og hvor maden laves. De skal inspirere og ligesom blande sig i indretningen. Sådan er det blevet nu, de har fået deres helt eget sted og jeg genopdager med fryd kogebøger, jeg havde glemt alt om. Blandt andet den om supper. Og så har jeg har fået musik i mit køkken. Min ghettoblaster med Cd-afspiller er flyttet ind og med den musik, som jeg ikke har lyttet til længe. Nu er mit køkken et sandt inferno af inspiration og jeg danser lidt, mens jeg laver mad og kigger i kogebøger. Jeg nyder bevægelsen og det flow, der opstår, kreativiteten, krydderierne og selvom jeg studerer og bruger opskriften til den suppe, jeg er i gang med at lave, kommer jeg alligevel til at improvisere. Opskrifter et til for at blive ændret. Bare lidt. Og den suppe jeg lavede i går smagte gudeskønt. Så er det sagt.
Jeg lytter til musikken og til teksten, som jeg har det for vane. Jeg hører Tina Dickow og hendes fine sang Long Way Home. Teksten får hurtigt sin helt egen historie i mig, der opstår genklang og jeg nikker med et smil til mit spejlbillede i køkkenvinduet. Der var noget. Noget jeg kan bruge. Skrive om. Tænke mere over. Refleksionerne danser i vintermørket og dråber af deres saft og kraft blandes med suppen.

Nu sidder jeg så her ud på formiddagen en kølig og diset februardag og tænker på de broer, jeg allerede er gået over på min rejse, der aldrig slutter. Nogle broer var der i forvejen, men de fleste må jeg bygge selv. Og det tager tid, som Tina D synger i sangen. Hun synger også noget om at brænde de broer, man så er gået over. Det har jeg også gjort, men kun dem, jeg med sikkerhed vidste, at jeg aldrig skulle over igen. Fordi jeg ikke vil tilbage! Men samtidig har jeg en klar fornemmelse af at de broer slet ikke findes længere. De opstod, for at jeg kunne komme over og så forsvandt de. Måske brændte de, måske fordampede de som dug for solen. Det tilkommer ikke mig at filosofere over det. Jeg ved bare, at jeg skal videre og at nye broer skal bygges. Hele tiden. For der er mange kløfter og ufremkommelige fremspring på rejsen. Tilsyneladende.
Det tager tid at bygge broer og lave veje. Og det er svært at skelne skoven for bare træer, når man i forvejen kan se tusindvis af store hovedveje og mennesker, som bevæger sig af sted på dem. Vejene forbindes med store, fine broer, som har eget navn og i mange henseender ender med at blive trafikknudepunkter mellem landsdele og små øer, som bare flyder for sig selv. Og nu kommer det svære. At forklare overfor sig selv, at man faktisk ikke kan bruge de allerede eksisterende broer og veje til ret meget. De kan anerkendes, accepteres, men de kan ikke anvendes til at følge hjertets vej mod drømmen. Det sker, at man krydser dem, men der skal nye broer til, broer, som man kun selv kan bygge og gå over, broer i mærkværdige konstruktioner og som man kan have sine tvivl omkring, både mens man bygger og når man skal bevæge sig over på den anden side.

Jeg forsøger mig med nye broer og forbinder mine drømmeprikker som en slags usynlig mælkevej. Det knirker faretruende, alt er nyt, og jeg indser, at jeg balancerer på en slags hængebro. Der er meget langt ned. Det kilder i maven og tvivlen kommer sejlende som en havørn på fisketur. Et offer. Mig. Et offer for tvivl og for frygt? Jeg ryster på hovedet, jeg vinker til ørnen med et stivnet smil og fortsætter med at gå.
Der findes kun en vej, når følger sit hjerte. Og den kræver at man lærer at bygge broer, selvom man slet ikke tror man kan.
Billedet af broen er taget af Sidse.

mandag den 13. februar 2012

Hus og spøgelser


Jeg skrev om spøgelser på januars sidste dag. Og jeg fortalte en lille historie om den gang, jeg mødte et spøgelse i et gammelt hus på Frederiksberg. Der er løbet meget vand i stranden siden den aften, og jeg tror faktisk ikke, at jeg har mødt et spøgelse siden. Men jeg har været lidt spændt på at flytte herud i huset, fordi der som bekendt var rygter om spøgelser.

Da min kæreste købte huset og jorden, som hørte til, var det egentlig meningen at huset skulle rives ned. Det så forfærdelig ud. Og han skulle ikke bruge en gammel faldefærdig rønne til noget. De talte om at bygge et svensk træhus på grunden, kæresten og svigerfar. Der er noget smukt ved træhuse og det ville have gjort sig godt her på matriklen og de åbne arealer. Et sådan hus kræver ligesom plads. Men noget fik dem til at ændre mening. Der var noget med det gamle murstenshus fra 1918, som man ikke bare kunne ignorere. Beboerne var flyttet og havde efterladt det hele. Inventar. Rod. Uendelige mængder af møg, støv og murbrokker. De var vist ikke helt raske, de tidligere beboerne. Jeg kender ikke hele historien, men allerede inden huset blev forladt, havde det været forsømt. Det havde lidt en grum skæbne og det havde ikke fået den kærlighed og respekt, det fortjente. Det græd. Tårer af mursten lå overalt, sorgfuldt støv hang på vægge og lå på gulve. Der var spindelvæv og en duft af levende død.

Huset fik lov til at blive. De to herrer så potentialet og besluttede sig for at genopbygge. Inventar blev fjernet, gulve, vægge og der kom nyt tag på. Det tog tid. Mange år. Det skal vi ikke ind på. På et tidspunkt kom jeg ind i billedet og der blev huset ligesom vores fælles projekt, der alligevel ikke var det. Heller ikke det skal vi ind på. Men huset. Det fik sin anden ungdom. Langsomt med sikkert kom det til sin fulde fem og fik nye lemmer. Gulve, vægge. På ydersiden ligner det sig selv, et flot gammelt stuehus med stil. Her er højt til loftet og her er godt at være. Huset smiler. Det kan slet ikke forstå, at det har fået lov til at blive genfødt og nu har nye beboere, som sætter pris på det hus, det er.

Men spøgelset, tænker du. Jeg kan mærke din utålmodighed, for det var jo egentlig spøgelset, der var historien. Og her må jeg beklage. Jeg ved det ikke. Jeg har intet mærket til det. I fredags var jeg alene hjemme, om aftenen, kun hundene og jeg og jeg skal ærligt indrømme, at tanken strejfede mig. Vil spøgelset vise sig for mig, nu hvor jeg er her mutters alene? Et stort hus. Ikke lys allevegne. På et tidspunkt hørte jeg en lyd udenfor og hundene gøede. Det gøs i mig! Jeg for op og hen til vinduet. Det var en kat. Dem er her mange af. Men spøgelser? Vi har haft flere sjove episoder, hvor vi et kort sekund har troet noget. Rødbedesaft spildt på gulvet. Blod? Jeg bukkede mig ned og som en modig kvindelig detektiv dyppede jeg fingeren i blodet og snusede til det. Det lugtede af eddike og var ikke helt så tykt som blod. Hunden Aimee har opført sig lidt underligt og jeg overvejede, om hun mon have mødt spøgelset. Som den eneste. Men eftersom hun havde ædt kattelort, pardon my French, og havde været mavesyg og sløj, så var det nok nærmere det, hun reagerede på.

Jeg tror på spøgelser, men jeg har en fornemmelse af noget andet her. Det er noget med huset. Det er noget med et ulykkeligt hus og en sjæl, der ikke kunne tåle at se sit livsværk forfalde. Det gjorde så ondt i sjælen, at den måtte spøge. Gøre noget. En forskel. Nu er huset igen et prægtigt hus og det knejser med sit skinnende tag for enden af markvejen. Og det er ikke spor uhyggeligt.

søndag den 12. februar 2012

Orddanser på vintervej


Jeg er vokset op til tonerne af en melodi. Det er som om alt jeg husker er ledsaget af en sang. En rytme. En tekst. Min mor spillede klaver, mens jeg lå i maven. Jeg hørte stemmer og tekster. Jeg kunne høre hende synge. Nynne. Min mor. Og selvom jeg ikke vidste det, så spillede min far guitar til. Det lærte jeg først senere. De sang i kor. Der var altid musik. Jeg er sandsynligvis lavet til musik.
Jeg har spillet på både guitar og blokfløjte, jeg har sunget i kor, både klassisk, jazz og gospel. Og jeg har gået til folkedans! Og nu, mens jeg skriver mine søndagsord, får jeg lyst til at spille på klaver. Ikke at jeg kan spille klaver, men jeg forestiller mig alligevel, at jeg kan finde en slags melodi et sted mellem tangenter. En melodi, som skal følge mine ord og ledsage dem. De skal danse sammen og blive til et. En slags elskov. Jeg kan mærke rytmen, når jeg lukker øjnene og jeg kan høre takten, ordene, stødene, op og ned og ud og ind. Ord. Musik. En tone. En takt. Syntaksens dans.

På forunderlig vis er mine ord en slags musik. Jeg har et instrument i mig, som kun jeg kan spille på. Vinterskygger danser tango med vinden. Disen flyder forbi vinduerne. Regntunge dråber drypper fra tagrenden som en bagvedliggende bas. En dump rytme. Der er musik i ordene og ord i musikken. Min sjæl følger takten og hjertet begynder at nynne. Jeg lytter koncentreret. Det er en anderledes melodi i dag, en smule melankolsk. Mol. Men det er en smuk sang, tag ikke fejl, en slags vintersang. Den sætter aftryk i sneen, jeg kan se sporene i horisonten. Gå, bare gå, hvisker hjertet, bliv ved med at gå. Følg din egen sang og lyt til ordene. Luk øjnene og lad dig opsluge af dansen.
Så jeg danser. Forsigtigt. Et skridt. Fremad. Så et til. Tilbage. Armene begynder at bevæge sig, først tæt til kroppen, men snart får de deres egne bevægelser. De bliver dristigere, strækker sig ud, snor sig, laver magiske fagter i luften. Jeg snurrer rundt og rundt, men jeg er ikke svimmel. Stol på at du kan, synger hjertet, bliv ved med at danse. Dans dine ord. Syng dem.

lørdag den 11. februar 2012

Karsen og håbet er grønt


Der er noget fint over det at blogge. At åbne sit ansigt mod verden og øse lidt af det, der befinder sig på indersiden. Lette på låget og lade en lille bid af det univers, man befinder sig i, sive ud i cyberspace og ramme andre hjerter og verdener. Vi har alle en historie og på mange måder er blogging at fortælle sin historie. I små bidder. For mig er det et af hverdagens lyspunkter og noget, jeg bare må gøre. Blogge. Jeg skriver om det, der falder mig. Jeg kigger ud af vinduet og inspireres hver eneste morgen af naturen, der bor udenfor mine vinduer. Og som en del af vinteren, spreder jeg også lidt af de tungere tanker, af melankolien og det, der kan være svært at tale om. Følelser, de store, de dybe, det, der bobler i bunden af mellemgulvet. Når jeg har skrevet det, der nu ville ud den dag, føler jeg mig en smule lettere. Som om det var meningen. Ordene er lettet og flyver nu af sted.

Det er altid spændende at læse kommentarerne. Jeg sætter uendelig stor pris på dem, på jeres ord der følger efter mine. Det er inspirerende at læse, hvad jeg har sat i gang, hvad min lille dominobrik har væltet og forårsaget af tanker og følelser og hvilke ord, der kommer på. Det er ikke altid, man kan give udtryk for det, man fyldes af, når man har læst noget, men mange af jer sætter ord på og det glæder mig. Jeg inspireres tilbage, jeg får reflektioner og ofte giver en kommentar eller to stof til nye blogindlæg og andre skriverier. Det er guld. Guld som den sol, der nu stiger op over trætoppene og kaster et køligt vinterlys over landskabet. Det er en kold dag. Men den er smuk.

Karse kan gro i vindueskarmen og blive grøn i februar, skrev Rina i går. ;) Jamen selvfølgelig. Hvorfor glemte jeg karsen? Karse er grøn og sund og kan bo i et vindue. Den spirer og leverer farver og vitaminer midt i vinterens uigennemtrængelige kulde. Selv i februar kan den boltre sig i lyset, den gror i varmen som vi kan vokse herinde. Blomster kan også gro i drivhuse. Selv bor jeg ikke i drivhus og min proces er anderledes, men når det er sagt, så nyder jeg både karse og de orkideer, der blomstrer i mine vinduer på alle tider af året. Men jeg nyder faktisk også at alting har sin tid. Det kan være svært, der er tunge dage, hvor melankolien danser i dynerne og breder sig som ringe i vandet, hvor tankerne er tunge og skridtene hænger fast i både fortid og fremtid, men det giver også mening. I al sin paradoksale enkelhed er der ting, man ikke kan forcere. Og det er kun godt. Måske går vi og tror noget andet, men vi mennesker kan være så blåøjede. Naturen ved bedre. Og blomster springer virkelig ikke ud i februar, selvom man selv sagtens kan blomstre i etapper og lade livet glæde og begejstre. Og det skal man da! Men man skal også acceptere processen og den tid, det tager. Fra frøet lægges i jorden til den første spire kommer til syne om foråret. Ting bliver til i mørke. Alt ser stille og forladt ud, goldt og ufremkommeligt er landet, der åbner sig om vinteren, men man skal ikke tage fejl. Det er kun i mørke, man kan se stjernerne og kun i mørke bliver frø til spire.

Det var lørdagsordene. I dag får jeg en kær gæst her på matriklen og det bliver hyggeligt. Måske kender I hende allerede, hun er en af beboerne i Blogland, hende der maler de skønne malerier. Blandt andet. Kan I gætte hvem det er?

Ha' en god lørdag. Karsen er grøn og det samme er håbet. Livet er ikke let, men hvem har også sagt at det skulle være det? Men det er rejsen værd. Det ved jeg bare!

fredag den 10. februar 2012

Blomster springer ikke ud i februar


Lyset er anderledes nu. Det er en smule skarpere, lidt mere markant, som om det er trådt i karakter og mener det alvorligt. Det bryder natten lidt tidligere og morgenen toner frem som et mesterligt kunstværk. Naturen kan sit kram.
Vi går mod forår, et skridt af gangen, et døgn med helt sin egen agenda. Hver eneste dag er lidt længere på scenen. Jeg danser omkring scenekanten, tripper lidt utålmodigt og kan mærke noget i mig. En slags rastløs utålmodighed, som jeg kender fra tidligere. Den kommer snigende med lyset og laver uro i min krop. Nu sidder jeg ikke længere hensunket i mørket og lader mig opsluge, nu mærker jeg kanterne og fornemmer, at der er ved at ske noget. Men jorden er hård og frosten bider. Det er stadig vinter. En dag af gangen. Et skridt. Jeg vrider mig lidt, strækker mig og prøver at nå lyset. Hvis jeg bare kunne skubbe skyerne til side og lade solen komme helt frem. Jeg vil bade i dens stråler, mærke varmen i mit ansigt og lade mig forvandle. Men jeg ligger endnu i den sorte muld, mens morgenen træder i karakter. Et frø er blevet til en spire, men tiden er ikke kommet. Endnu.
Og den dag kom, da risikoen ved at forblive en knop var langt mere smerteligt end risikoen ved at blomstre, sagde den franske forfatterinde Anais Nin. Jeg ved hvad hun mente og ville ønske, at jeg havde skrevet det. Men blomster springer ikke ud i februar. Ikke i Danmark i hvert fald. Smerten er subtil og skrøbelig som lyset, men hver dag vokser den sig lidt større. Bare en anelse, et lille knæk af vokseværk i krop og sjæl. Udviklingen findes ikke uden den smerte. Det har jeg efterhånden lært, men selvom jeg ved det, forundres jeg alligevel over intensiteten i hver eneste bevægelse mod lyset og foråret. Så stopper jeg op som en skræmt hare og ser mig over skulderen. Alene på en vintermark. Jordknoldene er hårde skorper og ujævne under mine fødder. Frosten bider mig i kinderne, små nap, som ikke føles helt kærlige.

Hvad vil livet fortælle mig? Hvad er det jeg skal lære? Jeg løber lidt videre og gemmer mig i en jordhule for enden af det levende hegn. Det er ikke tid. Endnu. Blomster springer ikke ud i februar.

torsdag den 9. februar 2012

At følge sit hjerte


Nogle gange er man så heldig at støde ind i nogen, som har gjort lige netop det, man gerne selv vil gøre. Følge sit hjerte. Nogen, som har gået vejen, er snublet, faldet, men som har rejst sig igen, lidt stærkere, stoltere og meget klogere. Forhindringer er til, så vi kan lære noget. De er med til at styrke os og ruste os til det, der skal komme. De giver uvurderlig erfaring, selvom vi ikke altid kan se det lærerige, når vi ligger med næsen i gruset og har slået os gevaldigt. Først senere forstår vi, at lige netop det fald gjorde noget ved os. For mens man ligger der og græder salte tårer, mærker man pludselig en form for vilje rejse sig i krop og sjæl. Sig det skal være løgn! Jeg vil. Jeg har en plan, en mission og jeg følger mit hjerte. Hvem siger vejen skal være nem? Hvem siger overhovedet at der er en vej? Hvis man skal bane vej for sin drøm og følge sit hjerte, må man nogle gange åbne døre, som slet ikke findes. Finde veje, som ingen før har gået og prøve noget, man ikke før har gjort. Men som den gode Pippi Langstrømpe kækt udtalte: Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare!
Og nu sidder du sikkert og tænker, hvem er det, jeg har mødt, som har inspireret mig til disse ord? Jo, det skal jeg fortælle dig. Kvinden hedder Lill Wadel og hun har helt på egen hånd startet sit eget livsstilsmagasin i vores gode naboland Norge. Lill er en kvinde, som elsker udfordringer, og en udfordring blev det, da hun for et par år siden besluttede sig for at lave et magasin på nettet. Uden penge og forudgående erfaring fra journalistik eller branchen i øvrigt, gik hun i gang med at forfølge sin drøm. Hun lavede en liste over de ting, hun måtte gøre for at få sin drøm til at gå i opfyldelse. Et magasin på nettet. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men det blev et par år med mange frustrationer, udfordringer og tårer, inden hun i 2007 lancerede sin første blog for at inspirere til en sundere livsstil både fysisk og psykisk. Og i dag er bloggen blevet til LW Magazine. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men Lill holdt fast i sin drøm og lyttede til sit hjerte. Og med en klar målsætning lykkedes det hende. Jeg elsker den slags. Jeg bliver så glad, når jeg støder ind i kvinder som Lill, som har gået vejen og gjort drømmen til virkelighed.

Jeg er så heldig, at jeg har fået mulighed for at gæsteblogge hos LW Magazine og i går var mit første indlæg i magasinet. Den handler om kunsten at leve, noget jeg også tidligere har blogget om og som jeg sikkert vil vende tilbage til igen og igen. For det er sgu en kunst! Og det er en kunst at følge sit hjerte. At gøre det man drømmer om og gå vejen, selvom den er fuld af huller, stejle skrænter og forhindringer, der kan synes umulige at forcere. Men intet er som bekendt umuligt for den der bærer viljen hjertet, og det gør både Pippi og Lill samt en masse andre kvinder, jeg har været så heldig at møde på min egen hjertevej. Kvinder som inspirerer mig og som på deres egen måde siger mig: Når vi kan, så kan du også!
Men kig forbi magasinet og bliv inspireret. Der er fine artikler om sund livsstil, motivation, den indre rejse og spirituelle spøgelser og spørgsmål. Der er skriverier om at følge drømmen og eksempler på kvinder, som har gjort det og nu opfordrer andre til at gøre det samme. Der er opskrifter på god og sund mad og meget mere. Følg med … og følg dit hjerte! ;)

onsdag den 8. februar 2012

Valkyrierne, ritualer og mig


Endnu en kop kaffe. Op af trappen balancerende med kaffekop og et stykke papir med noter. Fra køkken til første sal og en formiddag i skriveriernes tegn. Nye rutiner. Det er uvant for mig ikke at skrive over morgenkaffen, men lige nu er det anderledes. Vi spiser morgenmad sammen og taler om det, der skal ordnes i løbet af dagen. Der er stadig mange løse ender. Jeg forsøger at finde ro bag den lukkede dør, kaffen dufter og morgenen sniger sig af sted i usikkert lys. Det virker en smule diset, det er ikke så klart som de andre morgener. Solen er forsvundet bag skydækket. Kommer der mon mere sne?

Mens jeg gik tur med hundene, tænkte jeg på rutiner. Det er vigtigt at have gode rutiner, når man skal have ting gjort, men samtidig er det farligt at blive en slave af dem. Jeg har i lang tid haft den samme morgenrutine, hvor jeg skrev mit blogindlæg som noget af det første. Det var blevet en god vane og den har bragt mig langt. Men jeg kan mærke, at jeg er ved at blive afhængig. Hvis ikke jeg kan skrive ord i det øjeblik, jeg har rejst mig fra sengen og gjort min morgenmad klar, er jeg ilde stedt. Så lukker ordkilden sig som en vandhane, man slukker for. En enkelt dråbe. En til. Så ikke mere. Tørke. Nej, tænker jeg, sådan skal det ikke blive. Ordene skal kunne flyde frit til alle tider og på alle tidspunkter. Det er godt at have rutiner, godt at kunne lukke døren og beslutte sig for, at nu arbejder man, skriver eller hvad man nu gør, men jeg har lyst til at mestre kunsten på alle tidspunkter af døgnet. Måske er den lukkede dør det nye tegn. Når døren er lukket, skriver jeg. Og det om klokken er otte morgen eller otte aften. Det må komme an på en prøve. Rutiner har brug for at blive udfordret.

Jeg læser Paulo Coelhos "Valkyrierne" i øjeblikket. I går aftes læste jeg om ritualet, der nedbryder ritualer. Det er i grunden en mærkelig bog, jeg kan ikke rigtig finde mig til rette, som jeg kan det i Alkymisten, men jeg læser alligevel med en vis interesse og spænding. Coelho påstår at alt omkring os er ritualer. Nøje planlagte og gennemførte. Ligesom en gudstjeneste er et stort ritual sammensat af flere dele, er den enkeltes hverdag det også. Et nøje planlagt ritual, som man forsøger at udføre til punkt og prikke, fordi man er bange for, at hvis man undlader noget eller gør noget anderledes, vil det hele falde sammen som et korthus i stormvejr. Blæse omkuld. Blive til kaos. Derfor må man dagligt gennemføre sit ritual uden at glemme noget. Og navnet på det ritual er rutine. De daglige ritualer bliver mere og mere inkorporerede og til sidst begynder de at styre vores liv, siger Coelho. Og når tingene jo for det meste går, som vi havde tænkt os, så tør vi simpelthen ikke bryde ritualerne. Hvad nu hvis ... får en negativ klang. Vi bilder os ind at vi er tilfredse med, at den ene dag mere eller mindre ligner den anden. Så skal vi ikke gå og tænke på, hvad der kan gå galt. Vi opererer ikke længere med ukendte faktorer og høje klippeudspring, hvorfra vi kunne falde, nej, vi går den vej vi kender og gør det, vi plejer. Der er mange ting forbundet med ritualet. Det handler om børn, det handler om penge, karriere og kærlighed sågar. Og når ritualet bliver en fast rutine, bliver vi slaver af det.

Det er i grunden lidt uhyggeligt. Jeg ved godt, hvad Coelho mener. Jeg kender det fra mig selv. Og jeg er i færd med at nedbryde nogle af de ritualer, jeg har haft i mit liv. Det giver usikkerhed og en vis frygt. Vi er så vant til at gøre tingene på en bestemt måde. Dagen er i forvejen indtegnet på et kort, som vi kan følge til punkt og prikke. Krak go home. Og vi bliver frustrerede og til tider nærmest hysteriske, hvis noget går galt på vejen. Galt som i anderledes. Hvis vi bliver forsinkede, ikke får købt ind, glemmer at lægge make-up og farer ud af døren med det ansigt, Gud har givet os. Tak Gud, jeg er glad for mit ansigt, men der sker jo ikke noget ved at pynte lidt på det. Selv det er en del af ritualet. Sminken. Masken. Og når den falder, begynder det hele at krakelere. Ting sker i omvendt rækkefølge og noget bliver helt anderledes. Usikkert. Uvant. Og man vakler, fordi man ikke længere ved, hvad det næste punkt på dagsordenen er.

I bogen er jeg kommet til det sted, hvor Valkyrierne gennemfører ritualet, der nedbryder ritualerne. Og måske er jeg i grunden også kommet til det punkt i mit eget liv. Skræmmende. Det er det. Men det er den eneste måde, man kan komme videre på, som i udvikling. Hvis man gør det, man altid har gjort, får man det, man altid har fået. Og jeg vil som bekendt gerne have noget andet. Og det ville Paulo Coelho også på det tidspunkt, han skrev Valkyrierne. Kampen mod frygten og tvivlen på sig selv. Lyder det bekendt?

Der er kun én ting som kan hindre os i at virkeliggøre vores drømme:
Vores egen angst
- Paulo Coelho -

tirsdag den 7. februar 2012

Kvinden på landevejen


Jeg gik ud af landevejen med Josie i snor. Vintersolen stod lavt over landskabet og kulden var knasende sprød og gennemtrængende. Den slags, der bider i kinderne. Faktisk har jeg været nødt til at købe en ekstra fed creme på apoteket for tør vinterhud. Min hud bryder sig bestemt ikke om den slags frostgrader. Men det var et sidespring. Som det sidespring måtte jeg foretage, da en bil pludselig kom kørende imod os. Der er ikke meget plads på de smalle landeveje, der bugter sig mellem markerne og bilerne kommer pludseligt til syne, når de passerer bakken gennem den lille landsby, vi netop var gået igennem. Josie og jeg stod således i grøften og ventede pænt på at bilen skulle passere. Der ligger både is og sne, så man skal bevæge sig med en vis varsomhed både som fodgænger og som bilist. Da bilen var oppe på siden af os, satte den farten lidt ned og den kvindelige billist med lyst hår og solbriller hilste venligt på os. Et kækt smil. Et glimt af et ansigt. En slags genkendelse. Kender du det? Der stod jeg tilbage i grøftekanten med en underlig energi, der kan opstå når to mennesker møder hinanden. Jeg kender hende, for det gennem hovedet på mig, men noget andet i mig benægtede. Jeg havde vist aldrig set hende før. Men der var noget ved hende. Et strejf af noget bekendt.  Jeg kiggede efter bilen og så den forsvinde ud af syne. Den blev slugt af solen og jeg missede med øjnene. Mærkeligt. Hvem var hun, kvinden bag rattet?
Jeg begyndte at gå, men jeg kunne ikke få hende ud af tankerne. Der opstod en historie, som mest handlede mest om, at jeg havde lyst til at lære hende at kende. Hun var jo en ven. Og det er i grunden noget mærkeligt noget at føle, mens man vandrer i vinterkulden og tilfældigvis ser en bil passere. Jeg har stadig ikke glemt hende. Gad vide, om hun bor et sted her i nærheden? Eller var hun bare en tilfældig søndags billist på vej ud eller hjem? Jeg burde kende hende, tænkte jeg, vi har noget at sige hinanden. Og den følelse bor stadig i mig her flere dage efter.

Menneskemøder er en slags udveksling af energi. Og hvis der sker noget som helst i det møde, så er begge for altid forandrede. Man påvirker hinanden, noget bliver sagt, der går elektricitet fra den ene til anden. Der er ord. Og der er tavshed. Alt det, der ikke bliver sagt, det mellem linjerne.  Men sandheden er, at jeg jo egentlig ikke har mødt kvinden. Ikke sådan rigtig. Vi har ikke udvekslet ord, blot en hilsen fra bil til fodgænger og tilbage. Alligevel har mødet, der fandt sted i en brøkdel af et sekund på en landevej på en kold februardag, påvirket mig og jeg aner ikke hvorfor. Jeg ved bare, at jeg så en kvinde og mærkede en sælsom energi. Tilsyneladende tilfældigt og alligevel tror noget i mig slet ikke på den forklaring. Jeg tror på, at jeg en dag vil møde hende igen. Kvinden på landevejen.
Har du oplevet noget lignende?

mandag den 6. februar 2012

Frostsprød sart mandag


Dagen er i fuld gang og jeg netop skrevet en opgave færdig. Nu kaster jeg et kærligt blik på bloggen og beslutter mig for at standse lidt her. En lille mellemstation, en slags pause, som egentlig slet ikke er en pause, men et værested for mine ord. De kan lide at boltre sig her. Mens jeg sidder her på mit nye arbejdsværelse, rejser solen sig på himlen og kaster sine stråler gennem vinduet. De rammer mig i øjnene. Lyset er skarpt, vintersolen går ikke så højt på himlen. Samtidig med at jeg nyder varmen, irriteres jeg lidt over den skarpe forstyrrelse. Jeg kan se mit eget fuldmånetrætte spejlbillede i skærmen, hvor jeg hellere så ordene klart og tydeligt. Men måske er det bare en sådan dag? Hvor ingenting er klart og tydeligt.

Jeg kan vælge at give fuldmånen skylden, det er jo sket før. Søvnen blev brat afbrudt ud på de tidlige morgentimer, hvor mørket stadig er tykt. Da jeg vågnede med et sæt, det velkendte pling, var jeg ikke spor forbavset. Månelyset strømmede gennem vinduerne. Søvnen tog på nattevandring og forsvandt ud i morgenen. Den kom aldrig helt igen. Lidt blunden mig her, lidt tanker mig der, en drøm, der balancerede på kanten mellem søvn og vågen tilstand. Et slags grænseland. Fuldmånen nikkede, jeg gik på toilettet, kom tilbage, vendte og drejede mig. Det blev aldrig helt det samme igen og jeg var lettet, da uret med sine røde tal proklamerede morgen og jeg allerede inden jeg forlod sengen kunne dufte den kaffe, jeg nu skulle ned i køkkenet og lave.

Nu sidder jeg her i solens varme stråler på en iskold vinterdag. Der er smukt derude. De nøgne træer mod himlen, lyseblå og rosa, pastelfarver i horisonten, kulden der næsten svæver gennem grenene og pirker på vinduet som de fugle, der fryser i frosten. I dag skal jeg have lavet en fuglefodringsplads udenfor hegnet, bag lågen. Jeg tænker at småfuglene vil trives med gode fedtkugler i de gamle frugttræer og jeg vil kunne nyde synet, når jeg sidder her og skriver, tøver lidt, kaster et blik gennem vinduet, fanger en solstråle, ser en skygge, en gren, omridset af et rådyr. Der er nok at blive distraheret af. På den gode måde. Jeg tænker at den slags er guf for inspirationen. Og jeg ved, at jeg er heldig. Trods søvnforliset og sammenstød med fuldmånen, sidder jeg her i solselskab og med en vidunderlig vinterudsigt. Resten er op til mig.

Det er i grunden lidt af et ansvar. Med trætheden på slæb som et slør, kan man let blive viklet ind i noget, der kunne minde om en dårlig dag. Man er lidt gnaven, fordi man mangler en flig af søvnen, som et færdigt puslespil, der blot mangler én brik. Samtidig er det den tid på måneden også hvad min egen cyklus angår, så der er basis for på forhånd at kassere denne dag som en af de trælse. På godt jysk. Det er et valg og det er op til mig at beslutte mig for, hvordan det skal være. Mit ansvar. Og dagen er så smuk, vinteren viser sig fra sin bedste side, solen skinner og hundene er igen fuldtallige her i huset for enden af markvejen. Så hvorfor ikke bare beslutte, at det bliver en god mandag. En fin en. En frostsprød og måske lidt sart mandag, men den slags har også ret. Jeg nikker og drikker den sidste slurk af min te. Sådan bliver det. En god mandag!

lørdag den 4. februar 2012

Flyvende ord og et gæsteværelse


Jeg kan lige nå lidt formiddagsord, mens solen leger med lyset og kaster sine stråler henover mit skrivebord. Skyggerne danser og glæder sig over lyset for uden det var de ingenting. Dagen er kommet for at blive og jeg glæder mig på den stille måde, mens morgenen bliver til formiddag i skyggedansens kølvand.

Tak for jeres ord omkring bøger i går. Nu har jeg skrevet et par anbefalinger på min læseliste. Og jeg har tænkt lidt over hvad Ingeveig skrev, at bøgernes ord påvirker dig bare ved at stå i boghylderne. Tænk, det tror jeg faktisk er rigtigt. Jeg kan mærke det. Hver eneste bog har sit eget liv. Man kan fornemme det liv, hver bog rummer, når man ser på den. Tager man den i hånden, kan man mærke en slags puls. Og skulle man driste sig til at åbne den, flyver ordene ud. De danser på samme måde, som skyggerne danser i lyset. De frister og fortryller. Bag hver eneste bog er der et menneske, en sjæl fuld af ord, en historie, som skulle fortælles. Ord, der blev til sætninger og siden til afsnit, kapitler og til sidste en færdig bog. En fortælling. Ord som på sommerfuglevinger rejser sig mod himlen og spreder sig. Jo, jeg tror det er sandt.

I dag skal gæsteværelset indvies. Den første overnattende gæst ankommer snart til vinterland og så skal vi hygge os gevaldigt. Jeg har glædet mig meget til at få overnattende gæster og kunne tilbyde dem helt deres eget værelse. Jeg holder af selskab på samme måde som jeg holder af ensomhed. Jeg er så sammensat som dagen og natten, skyggen og lyset. Jeg holder af variation.

God lørdag!

fredag den 3. februar 2012

De glemte bøgers land

Det er en smuk vintermorgen. Solen er stået op i horisonten, lyset er sprødt som frosten og det er iskoldt derude. Efter gåturen med hundene gør det godt med endnu en kop kaffe. Jeg sidder med udsigt til en reolfuld af bogrygge med forskellige titler og farver. Jeg har endnu ikke sat dem i nogen form for orden, men det kommer. Jeg forestiller mig at arrangere dem i genre. Psykologi. Coaching. Magi og trolddom. Krimier. Tykke romaner og klassikere.

Der er mange af bøgerne, jeg havde glemt. Når man ikke har plads til at have dem stående fremme, går de ligesom i glemmebogen. De glemte bøgers land. Men nu hvor de kommer frem i lyset, nikker jeg genkendene til mange af titlerne. Andre tager jeg imod som for første gang. Glæder mig til at læse dem. Der er bøger, som jeg støder på og bare må eje. Jeg får dem ikke altid læst med det samme, men noget siger mig, at de skal bo hos mig og at jeg en skønne dag vil få brug for lige netop de ord. Og det slår sjældent fejl. Måske glemmer jeg dem, men når tiden er inde, siger noget i mig at lige netop den bog skal ud af reolen og studeres nærmere. Jeg finder den og så giver det fuldstændig mening. Andre gang er det en glædelig genlæsning.

Læser du noget godt i øjeblikket? Spændende? Intereressant? Selv læser jeg Paulo Coelho's Valkyrierne efter at have afsluttet en spændende Tom Egeland roman. Jeg nyder at læse om aftenen i sengen, det nye soveværelse og en god lampe på natbordet. Det er en dejlig måde at afslutte dagen på. Og når jeg slukker lyset, ligger jeg lidt og kigger ud på stjernerne. Himlen er fuld af stjerner i øjeblikket. Skyerne har trukket deres tæppe væk og frosten er mægtig. Det er snart fuldmåne og der er næsten lyst derude, når øjnene har vænnet sig til mørket. Så ligger jeg lidt og laderne tankerne falde til ro. Finder stilhed i en stjerne. Lader min øjne hvile på den og mærken roen i kroppen. Så kommer søvnen. I en glidende bevægelse tager den mig med, fejrer mig op i sin favn og sammen sejler vi af sted til drømmeland. Eller de glemte bøgers land? Ordene sidder endnu i kroppen, men langsomt glider også de væk. Så sover jeg.

God fredag! Pak dig godt ind og nyd det fantastiske vintervejr.

torsdag den 2. februar 2012

Forår på vej?


Det er vinter og udenfor er temperaturen gået under. Den er nu nede på minus 10. Heldigvis virker det ikke så blæsende. Jeg har ikke været ude endnu. Jeg er kuldskær i disse dage og drømmer mig gerne til varmere himmelstrøg. Ikke fordi jeg ikke kan lide vinter. Jeg vil sågar påstå, at jeg egentlig nyder den og synes, den har sin berettigelse, men nogle dage gider man bare ikke mere. Så længes man efter forår, de første små spirer, en smule varme og det fuglekor, der efterhånden bliver større og større. Men der er trøst at hente!

I dag er halvdelen af vinteren nemlig gået og det er Kyndelmisse. En gammel dansk helligdag og en fordanskning af det latinske ord for lysmesse. I dag markeres vinterens vendepunkt og i den katolske kirke fejres dagen stadig med en stor lysmesse, hvor alle de lys, der skal bruges i det kommende år, skal velsignes. Selvfølgelig følger der også en masse gamle traditioner og varsler. En af dem er, at vejret i dag skulle varsle om forårets kommen: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej! Jeg havde tænkt mig at invitere 18 andre gode kællinger og simpelthen prøve, men jeg må med beklagelse konstatere, at det faktisk ikke blæser. Og så siger jeg ikke mere! ;)

onsdag den 1. februar 2012

En fin dag

Solen sender sine stråler gennem vinduet og rammer mit skrivebord. Det giver mit arbejdsværelse et behageligt skær. I dag skal jeg indrette mig lidt. Mit nye skrivebord kom i går aftes og har fundet sin plads midt på gulvet. Her kan jeg både sidde og stå, mens jeg skriver mine ord. Og når jeg kigger til venstre, ser jeg ud over æbleplantagen som jeg har døbt den. Det lyder så kønt. Egentlig er der bare et par æbletræer, men lidt har også ret. Der er en fin låge fra haven og ud til plantagen. Vildnisset. Her kommer jeg til at skrive gode ord. Her kan jeg lide at være. Foran mig står reolen, som nu er fuld af bøger. At betragte bogryggene, farverne, titlerne og vide, at også de er fulde af gode ord, er en inspiration i sig selv. Da jeg stillede dem på plads, gik det op for mig, at der stadig er mange, som jeg slet ikke har læst. De venter nu længselsfuldt på at blive taget ved hånden, hvorefter de vil føre mig på eventyr.

Jeg har lavet mig en kop kaffe og står nu for første gang her i formiddagens sollys. Skriver. Tænker. Mærker efter. I det fjerne kan jeg skimte en hest på en snehvid mark. Den står i skellet med sit dækken. Måske spejder den herover. Måske ved den, at huset har fået nye beboere og at også den kan blive en slags inspiration, når ordene flyder. For sådan er det. Mens man skriver, sker der noget. Måske har man tænkt sig noget bestemt, men hvis man overgiver sig til processen og virkelig åbner op uden at fortænke og bedømme, får ordene deres eget liv. De synger en sang. De finder en rytme og så danser de. En hest på en mark kan pludselig blive inddraget i handlingen. Et æbletræ. En fugl, som flyver forbi vinduet og helt bestemt kigger ind. Alt kan ske. Og hvis man er modig, lader man det ske. Hesten nikker i det fjerne og går langsomt tilbage mod den gård, hvor den bor. Jeg har vist fået mig en ny ven.

Lille fugl fra himlen. En bogtitel. Mit blik flakker lidt. Lyset ændrer sig. Jeg ser en fugl foran vinduet. Jorden er dækket af sne og kulden er kold derude. Det er for alvor blevet vinter. Vinduerne trænger til at blive pudset. Der er er endnu meget, der skal ordnes. Men hver eneste dag sker der lidt, små skridt, et af gangen. En sky træder ind foran solen og lyset på mit skrivebord dæmpes. Skyggerne danser. Fingrene skriver. Det er onsdag og det bliver en fin dag.