tirsdag den 31. januar 2012

Spøgelser

As I was walking up the stair,
I met a man who wasn't there.
he wasn't there again today,
I wish, I wish he'd stay away
- William Hugh Mearns -

Jeg hørte digtet i går aftes. Det blev sagt af Frost, detektiven fra den engelske TV-serie af samme navn. Jeg spolede tilbage et par gange og genhørte det, indtil det sad fast. Jeg elsker den slags. Og dette lille spøgelsesdigt stammer helt tilbage fra 1910. Det blev første gang opført som en del af et skuespil. Det læste jeg selvfølgelig om senere. Jeg måtte jo vide, hvor det kom fra. Og jeg kom jo straks til at tænke på vores eget husspøgelse, som vi dog hverken har set eller hørt spor til. Det er også bare et rygte, men selvfølgelig har jeg tænkt på det. Passer det mon? Spøger det i vores nye gamle hus? Indtil videre er svaret nej, men jeg skal lade jer vide, hvis noget uhyggeligt sker. Eller usædvanligt, som i "det kan da kun være et spøgelse!".

Tror du på spøgelser? Og har du nogensinde mødt et? Jeg har haft fornøjelsen af at møde selveste Betty Nansen som spøgelse. At det var hende, som gik igen, har jeg dog først senere fået fortalt. Skuespillere og andre, der har deres daglige gang på Betty Nansen teateret på Frederiksberg fortæller, at hun spøger i kulisserne. Men at hun også går igen i et af husene på den sidevej til Frederiksberg Alle, hvor teatret ligger, vidste jeg ikke. Ikke før min veninde og hendes mand flyttede ind. Kort tid efter de havde købt huset, blev jeg inviteret på middag af min veninde. Hendes mand var ikke hjemme. Vi satte os i stuen med ost og rødvin og skulle rigtig hygge os, men vi var ikke alene. Pludselig flyttede mit glas sig. Jeg skulle netop til at tage det og drikke, da det blev trukket væk fra mig og hen over bordet. "Lad mit glas være!", udbrød jeg. Min veninde stirrede først vantro på mig, så på glasset, der nu stod i den anden ene af bordet. Jeg greb glasset og mærkede en sær modstand. Der var nogen, som holdt igen. Jeg mærkede tydeligt følelsen af andre hænder på glasset, usynlige og kolde. Jeg fik dog fat i glasset og drak vist en ordentlig mundfuld. Den slags skal skylles ned! Der må være vådt på bordet, tænkte vi, men det var der ikke. Så skete det igen. Da jeg igen skulle til at tage mit glas, blev det fjernet fra mig. Det gled over bordet og min veninde så det også. Hun sprang op og udstødte et lille skrig. Jeg sad blot fascineret tilbage og begyndte at mumle noget om spøgelser. Men det var jo heller ikke mit hus. I det samme begyndte køkkendøren at åbne sig. Så lukkede den. "Det trækker bare", udbrød min veninde og vi skyndte os ud i køkkenet, som lå i forlængelse af stuen. En kold vind fulgte med os. Døren smækkede igen. Det var faktisk lidt uhyggeligt. Men også spændende. Senere fik vi så historien om Betty Nansen og fik at vide, at hun havde boet i netop det hus. Hvad der siden skete, husker jeg ikke. Jeg har ikke længere kontakt med veninden, men jeg ved at hun ikke bor der mere. Men mon ikke Betty stadig huserer og drikker rødvin med husets beboere?

Jeg læste en artikel på Videnskab.dk om spøgelser. Måske gik du og troede, at spøgelser kun findes i gamle støvede slotte med aflåste værelser og måske huse som dette, men sådan er det faktisk slet ikke. I dag oplever folk fra alle sociale lag spøgelser i deres huse og lejligheder. Sådan lyder det i ny dansk forskning, som undersøger, hvad oplevelserne gør ved vores forhold til hus og hjem. Men du kan selv læse artiklen her, hvis du har lyst.

Jeg hører gerne fra dig, hvis du har en god spøgelseshistorie. Den slags historier skal da ud og vandre. Måske har du også set en mand, som ikke var der?

mandag den 30. januar 2012

Det at leve er en kunst


Hvordan tænker du på dit liv? Er det bare noget der er? Dag efter dag, morgen, middag, aften og så en masse små tilfældigheder, der danner en tilfældig helhed? Et job, en familie, begge dele har vi valgt. Børnene, hvis vi har nogen. Omgivelserne. Man traf en beslutning en gang og i kølvandet dukkede en masse andet op. Det var som at trække et fiskenet over skibets ræling. Det væltede ud med små og store fisk. Det er min fangst i livet, tænkte man så. Måske smed man et par enkelte småfisk overbord, men de fleste røg i den store gryderet. Fiskesuppe. Et liv. Er det sådan, det er?

Husk det at leve er en kunst, sagde Henrik Ibsen. Jeg læste hans ord her til morgen og de vakte øjeblikke genklang. En kunst. Et liv. Hver eneste morgen er en ny mulighed, solen, der står op i horisonten og farver himlen lyserød. Fuglene, som fantasifulde silhuetter mod himlen, duften af kaffe, lyden af trin på trappen, lyset gennem vinduerne. Der er tusindvis af gode ingredienser til rådighed, men ofte ser vi dem slet ikke i vores travlhed. Vi sanser ikke duftene, farverne og den vidunderlige himmel, som aldrig er helt ens. Skyerne, der i frie formationer stolte sejler over himlen. Vi ser højst når de dækker for solen. Hvad mente han mon, ham Ibsen, da han skrev at leve var en kunst? Her kan jeg jo selvfølgelig kun tale for mig selv, den slags er subjektivt, men for mig er kunsten at leve at tilsætte livet gode ingredienser. Det er at åbne sanserne, at lægge mærke til de små ting, glæde sig over naturens små daglige mirakler og i det hele taget, at man er i live. Bruge det, der er til rådighed. På sin egen måde.

Hvad hvis hver eneste ny dag er som et tomt lærred. Foran på bordet står utallige farver i gudeskabte nuancer. Nu er det op til dig at male din dag. Hvilke farver vælger du? Og farverne repræsenterer alt hvad du møder i løbet af dagen, men så sandelig også og ikke mindst, hvordan du vælger at møde det. Vælger du en god dag som udgangspunkt, tager du det gode humør på og beslutter du dig for, at det skal være en spændende og lærerig dag? De besværligheder, du kan rende i, er blot udfordringer og lektioner, som skal gøre dig klogere, dygtigere og mere vis. Hvordan tackler du dem? Rejser du dig, hvis du falder og vælger du at betragte dit fald som en del af livet? Vejen er fuld af sten, men ser du dem kun som forhindringer eller opdager du deres egenskaber og særlige former. Også sten har farver. Og blandt stenene kan man finde små skatte i form af forstenede hulepindsvin, ravklumper og måske endda lidt guld. Eller en sten formet som et hjerte. En lykkesten. Det er hvad man gør det til. Livet. At mestre sit liv er som at male et fint billede i de farver, man kan lide. Tilsætte de krydderier, man synes om, men så sandelig også at eksperimentere og prøve nye og ukendte krydderier. Andre sammensætninger. Skabe nye farver, dufte og en smag, verden endnu ikke har smagt. Det er alkymi. Et godt liv. En kunst.
Men hvad hvis jeg allerede har malet mit billede, spørger du måske. Hvad gør jeg så? Det er så fuld af farver, som jeg ikke længere har noget egentlig forhold til. Ja faktisk er der en farve eller to, som jeg slet ikke bryder mig om. Jeg har lyst til at male noget nyt og anderledes, men mit billede er statisk og har set ens ud i mange år. Er jeg så fortabt? Men heldigvis er det sådan, at man kan tage sig et nyt lærred.  Man kan male sig et nyt liv. Måske er man i starten nødt til at anvende nogle af de gamle kendte farver, men efterhånden som maler sine penselstrøg, begynder der at ske ting og sager. Nye farver dukker op. Det er som om noget sker, når man tager det første skridt. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan billedet vil komme til at se ud, men hvis man følger sit hjerte og sin intuition, så opdager man pludselig at man er en kunstner. Sin helt egen kunstner. Mens man står og betragter sit lærred, kan man pludselig se noget. En slags klarhed. Noget tager form, man fik tilfældigvis blandet to gamle farver og en ny opstod. En bedre farve, friskere.

Det er aldrig for sent at male sit et nyt billede. Det vil jeg gerne skrive under på. Her godt oppe i årene og med et liv, der så ud som et fuldendt maleri, som ikke stod til at ændre, har jeg pludselig fået skabt mig noget helt andet. Et nyt billede. Et perspektiv, jeg ikke tidligere havde øjne for. Jeg er glad, hver eneste gang jeg tager min pensel i hånden og vælger en farve. Med forsigtige penselstrøg maler jeg nye linjer, cirkler og buer. Det ser anderledes ud. Det ser bedre ud. Det er kunst. Det er mit liv.

søndag den 29. januar 2012

Søndag, sne og sushi


Vi er vågnet op til et hvidt landskab. Eller det vil sige, sådan er det egentlig slet ikke. Vi blev vækket sidst på natten af kærestens insisterende telefon. Brat opvågning, fra en spændende drøm, der ville mig det godt. Selvfølgelig kan jeg ikke huske den længere. Men jeg husker forbavselsen over at det var sneberedskabskontoret, der kaldte ham ud. Kæresten. Jamen, har det da sneet, udbrød han i en temmelig vred tone. Det er ikke sjovt at blive vækket i sin gode søndagssøvn. Det havde det. Sneet. Landskabet var hvidt, jeg kunne skimte det gennem vinduerne i soveværelset, der endnu ikke har gardiner eller persienner. Han måtte pænt stå op og køre af sted, for han har jo meldt sig til snerydning. Han havde bare ikke regnet det med det lige nu. Midt i flytningen. Vi havde hjælp til at få flytte de store ting i går og i dag havde vi planer om at få flere ting i orden her i huset. Der er mere, der skal samles. Nu sidder han i stedet på en sneplov. Og jeg sidder her alene over morgenkaffen med legende hunde og et blafrende stearinlys. Det er hvidt derude, men ikke så meget. Jeg er på ingen måde sneet inde. Så er det sagt.

Her er helt stille. De eneste lyde er dem, vi selv laver. Hundene og jeg, mine dansende fingre på tastaturet og lyden af ordene, der bliver gentaget i mit hoved, efterhånden som jeg ser dem tone frem på skærmen. Jeg holder en lille pause og drikker af kaffen. Tænker på, at jeg i så fald selv må i gang med få styr på huset. Der er meget. Måske kan jeg samle reolen til badeværelset? Det var modigt sagt. Man kan ikke være modig, hvis man ikke er bange har jeg lært, og venner, jeg bliver faktisk lidt bange ved tanken om at skulle samle en reol i tusind stykker med skruer og dingenoter. Den slags har jeg ikke tålmodighed til. Det er ikke min stærke side. Jeg er bedre til at lægge ting på bagefter og få det til at se godt ud. Men der er noget modigt ved at tænke tanken. Visualisere mig selv siddende på gulvet og samle reol, mens jeg studerer den medfølgende manual, der er tyk som biblen. Tænk hvis jeg kan? Fortsættelse følger, men jeg lover ikke noget.

Forresten fik vi sushi i går. Den lækreste sushi som kæresten hentede inde i byen. Og vi fandt ud af, at Keeva er en hund efter sushi. Hun var helt vild. Hun fik et lille stykke og smilede nærmest. Men den var også god. Vi havde fortjent noget let og lækkert efter endnu en flyttedag. Nu bor vi her midt i snelandskabet for enden af en markvej i et godt hus. Vi kan ikke høre biler eller andre mennesker, der går rådyr i gærdet og udsigten er over marker og træer. Kun når det er helt mørkt, kan man skifte byen fra vinduet i badeværelset. Se de mange små lys. Det er ret hyggeligt, synes jeg. Et lille tegn på at civilisationen er i nærheden og indenfor rækkevidde.

lørdag den 28. januar 2012

Noget om at komme hjem


Nogle gange tænker jeg på, at jeg burde være ensom. En kvinde fra byen, som er flyttet langt ud på landet. Jeg kan ikke se mine veninder hver dag eller en gang om ugen. Der er ingen hyppige cafébesøg og gode samtaler over kaffe. De små byture med shopping og god frokost bliver planlagt lang tid i forvejen og der er ikke nogen, der lige kommer forbi. Man kommer ikke lige forbi en markvej i Udkantsdanmark. Men sandheden er at jeg på ingen måde er ensom. Ikke det, der ligner. Jeg befinder mig storartet med at bo herude og have luft under vingerne. Jeg nyder stilheden og den friske luft. Jeg går ture under åben himmel og jeg lever i en slags pagt med naturen. Ser årstiderne folde sig ud og tage over efter hinanden, de karakteristika, der hører hver årstid til. Jeg lærer rytmen at kende og bliver næsten en del af den. Det føles godt. Jeg mærker en helt anden ro indeni. Og byen ligger et stykke inde af motorvejen og i grunden ikke så langt herfra. Det hænder jeg savner den. Så kører jeg derind og den åbner sine arme og tager imod mig. Veninderne er der stadig. Vi holder kontakt via de velkendte sociale medier, SMS og et par gode telefonsamtaler engang i mellem. Mange sagde til mig, at venskaber ville løbe ud i sandet, når jeg flyttede helt herud hvor kragerne vender, men sådan er det på ingen måde. De venskaber, der betyder noget, består. Og efter vi nu er flyttet ud i det nye hus, kan jeg nu virkelig lægge hus til gode weekendbesøg, hvor gæsterne får deres helt eget værelse. Og hvor vi kan koncentrere os om at være sammen, lave mad, gå ture og have fokus på det gode nærvær. Lige netop det har jeg glædet mig ekstra meget til.
Jeg er ikke en enspænder, men der er noget i mig, som kræver plads. Jeg er på ingen måde et flokmenneske, jeg smutter som regel ned af en sidevej. Jeg nyder godt selskab, men jeg holder også af at være mig selv. Alene. Måske har noget i mig blot ventet på dette tidspunkt og vidst, at jeg en dag ville bo på landet, hvor nærmeste nabo hverken er overbo eller ham på anden sal til højre. Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske drømme, hvor jeg forestillede mig et sådan liv. Som om jeg bare vidste, at det ville passe til mig og gøre mig godt. Jeg har altid været et naturmenneske og da jeg boede i byen, benyttede jeg enhver lejlighed til at komme udenfor byen. Jeg har brugt skovene og strandene mere end jeg har besøg museer i den indre by. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide museer. Jeg er vild med spændende kunst. Blandt andet. Men den smukkeste kunst er for mig den, jeg finder ude i naturen. Det er skyerne, som danner fantastiske formationer og gamle træer med krogende grene, der kaster skygger som kildrer fantasien og taler til sanserne.

Den oprindelige drøm. Den har altid boet i mig og jeg vidste bare, at den en dag ville blive til virkelighed. Jeg vidste ikke hvornår og slet ikke hvordan, for hvordan kan man forestille sig et liv på landet, når man bor i en lejlighed i hovedstaden? Og når man slet ingen forbindelse har til landet som sådan. Men jeg troede på det og jeg drømte om det. Nu er drømmen blevet til virkelighed og jeg bor i det skønneste hus med højt til loftet. I næste uge skal jeg have indrettet mit kontor, mit magiske arbejdsrum, hvor jeg skal sidde med udsigt over æbletræer og marker og skrive, mens fuglene synger. Det er en vigtig del af min drøm. Jeg er kommet hjem. Det siger mig bare, at man aldrig skal opgive sin drøm. Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet og som vælger at lytte til det, der pusler i den indre drømmeverden. Giv aldrig op! Tro på det, håb, og bliv ved med at drømme. Og når der en dag åbner sig en dør eller bare en sprække, hvor et håbefuldt lys bryder mørket, så følg det. Gå efter det lys.
Ha' en fantastisk lørdag. Jeg ved godt, hvad jeg skal lave. De sidste flytteøvelser. Sæt i gang!

fredag den 27. januar 2012

En god sjæl



Jeg glæder mig til at få indrettet kontoret i næste uge. Der bliver ikke skrevet meget i disse dage og det føles næsten som et stort hul i mig. Men tiden bliver brugt på de praktiske ting rundt omkring i huset, udpakning, lidt indretning, oprydning og rengøring. Jeg tror ikke, at man skal forsøge at multitaske i alt for høj grad, når man flytter. Jeg har brug for ro, når jeg skriver. Og jeg mangler i grunden også min læseeftermiddag, min time på Café Morgana, hvor jeg sidder i mit inspirationshjørne ved et stearinlys og fordyber mig i ord. Jeg tror læsecafeen flytter ind i havestuen. I morgen ankommer sofaen, hvorfra der skal læses gode ord, mens vinden hyler i piletræerne og stearinlyset blafrer. Ord, som siden vil inspirere til egne skriverier både her og der. Tanker, der tæller.
Det er godt at have noget at glæde sig til. Vi er snart færdige, i morgen flyttes det store læs og så kan vi for alvor begynde at få tingene på plads. Køkken og spisekøkken er husets åndehul lige nu, her er der nogenlunde orden og her mødes vi til måltiderne og taler om flytning og planer. Der er mange gode ideer. Vi har ting, der skal prøves af i den kommende tid. Man skal ligesom være lidt i huset og mærke efter. Der er en bestemt ånd, en rytme, og man kan ikke bare danse ud af takt. Man skal først lære grundtrinene og siden kan man improvisere. Huset er en god danser. Jeg kan mærke dets kraft og dets lyst til at føre an. Jeg synes også jeg kan fornemme glæden over, at det nu har fået nye beboere. Det er så godt som nyt. Et gammelt hus med nye organer. Men hjertet har været der hele tiden. Det har bare været gemt i murbrokker. Nu banker det side om side med mit. Her er godt at være.

Tror du på, at huse har sjæl? Og har dit hus en god sjæl i så fald? Jeg føler virkelig en stor respekt og kærlighed overfor dette hus, som har været døden nær. Nu er det genopstået som et godt sted at bo. Nogle taler om spøgelser, men jeg har ikke mærket skyggen af noget uhyggeligt, og tro mig, jeg har flair for den slags. Jeg har før hilst på spøgelser. Dette hus har en god sjæl, og her skal jeg skrive mange gode historier. Blandt andet. Jeg glæder mig.
God weekend til alle jer, kære venner og læsere. Tænk gode tanker og nyd livet.

torsdag den 26. januar 2012

Hjertevejen, et godt valg


I går læste jeg min gode veninde Eirins blog og et indlæg som handler om at vælge. Jeg blev inspireret og har gået og tænkt lidt på det med at vælge. For livet er fuldt af valg. Hver eneste dag står vi ved veje, der deler sig, og vi må beslutte os for hvilken vej vi vil gå. Og hvad gør man? Slår man plat eller krone og går så den vej, mønten viser. Bruger man sin intuition og vælger den vej, der umiddelbart synes rigtig? Eller mærker man efter og lytter til sit hjerte. Sætter man sig på den store sten, der tilfældigvis står i vejkanten og spekulerer lidt over, hvad man egentlig ønsker sig?

Bevidste valg har noget med modenhed at gøre, tror jeg. At være bevidst om sine personlige værdier og at handle ud fra dem, gør egentlig valg lidt lettere. Når man ved, hvad der virkelig betyder noget i livet, er det ikke så svært at vælge. Jo mere man lever efter sine værdier og nærmest bliver dem, desto lettere bliver det at træffe gode valg. Og her mener jeg valg, som man ikke fortryder. Hver gang man vælger noget til, vælger man jo også noget fra. At turde træffe gode valg handler også om at sige fra og nej tak til det, man ikke kan tilslutte sig. Da jeg var helt ung, havde jeg svært ved at sige nej. Eller det vil sige, noget i mit indre råbte så højt, at jeg faktisk fik sagt nej til meget, men mit nej blev efterfulgt af en sort samvittighed. Jeg havde kvaler, fordi jeg havde truffet et valg. Det gjorde næsten ondt at sige nej. Av! Sådan er det ikke længere. Med modenheden kommer også viljen til at ville det gode i livet. Og det gode er subjektivt og har i høj grad noget med personlige værdier at gøre. Jo bedre jeg lærer mig selv at kende, desto mere tør jeg stå frem og sige ja til det, jeg kan tilslutte mig og nej til det, som ikke vækker genklang. Jeg kan nemlig lide at gå helhjertet ind i det, jeg siger ja til. Jeg bryder mig ikke om at stå og vakle efter jeg har truffet et valg. Så går jeg linen ud.

Selvfølgelig kan man blive i tvivl. Man er jo bare et menneske. Det er ikke altid let at træffe valg og da slet ikke, hvis man på forhånd vil være sikker på, at man nu træffer et godt valg. Men det er altid en god ide at lytte til sit hjerte. At være så stille, at man kan høre det hviske, for en ting er sikkert: Hjertet har altid ret. Og hvis man virkelig er i tvivl, så kan man faktisk slå plat eller krone. Alene af den grund, at når man virkelig skal vælge mellem to, så ved man egentlig godt, hvad man håber, når mønten er i luften. Piet Hein har sagt det så smukt:

Stejler man foran et vanskeligt valg
og vil ha det afgjort prompte,
er det et såre fornuftigt princip
at platte og krone om det.

Ikke at valget skal ske per hasard,
imens man selv sidder og måber,
men: lige når mønten er kastet til vejrs,
Så ved man præcis, hvad man håber.


Heldigvis er det ikke altid, at man behøver at vælge. Man kan godt sige ja tak til begge dele, hvis valget står mellem to. Jeg er ganske ofte en både-og kvinde. Men når man kender sine værdier, bliver det lettere at træffe gode valg i livet og gå den rigtige vej, når man står ved et af livets vejkryds. Hjertevejen.


onsdag den 25. januar 2012

Og en orange stjerne



Lige en lille pause. Lige et par ord. Jeg har flyttet flere kasser og pakket tøj ud. Forsøgt at få det til at være i det nye klædeskab. En del bliver givet videre til et godt formål. Jeg har hverken plads eller behov for at beholde det. Fremover vil jeg være bedre til kun virkelig at købe, hvad jeg ønsker mig og vil bruge. Længe. Og langt mindre end tidligere. Tænker jeg. Men jeg tænker så meget.
Dagen går på hæld. Et par dage endnu, så er det gamle hus pakket ned og vi kan flytte det store læs. Lørdag. Det begynder at ligne et hjem med en masse løser ende, men sådan skal det være. Jeg nyder at være her. At vågne om morgenen og se dagen rejse sig for enden af sengen. Lyset som kommer. Gå ned af trappen og træde ind i et stort og rummeligt køkken. Og apropos køkken, så glæder jeg mig til at lave en lækker curry i aften. Den store og helt igennem uundværlige støbejernsgryde er flyttet ind. Den er genial til den slags retter. I morgen vil her dufte af karry i hele huset, for emhætten er endnu ikke tilsluttet. Elektrikeren har svigtet os og er rendt fra de sidste løse ender. Vi har haft fat i ham. Han lover. Jeg nyder at lave mad i det nye køkken. Køkkenbordet passer i højden og der er masser af plads til kulinariske krumspring.

Mens jeg sidder her og snyder mig til et par ord, siger dagen så småt farvel. Der blev lovet nordlys i går, eller vi blev i hvert fald stillet i udsigt, at der var mulighed for at se det. Jeg så ingenting, men stjernehimlen var smuk. Vi har frostklare dage og nætter. Jeg elsker at betragte stjernehimlen og sige godnat, inden jeg går i seng. Fra mit soveværelsesvindue kan jeg se maleriet. Jeg tænker på Van Gogh. Og jeg ser en helt vidunderlig stjerne hver aften, der ligesom blinker til mig. Den er nærmest orange. Jeg tror det er et godt tegn.

tirsdag den 24. januar 2012

Tranebærte og morgentanker


Morgenen er i fuld gang. Lyset har rejst sig over land og frosten danser med sprøde skridt på jorden. Her sidder jeg efter gåtur med hundene. En kop dampende varm tranebærte fuld af C-vitamin til dagen og vejen. Det er jo vinter. Og hvilken en. Forandringens strømme bølger ind over mig. Flytningen, som pågår i disse dage. Hver eneste dag sker der nyt og mere. Ting falder i hak og på plads. Mændene arbejder flittigt på at samle skaffe og skuffer, dørene får håndtag og huset bliver mere og mere hjemligt. Jeg nusser rundt og sætter på plads. Pakker og flytter kasser fra det gamle hus. Et skridt af gangen. Om aftenen sidder vi i den nye stue med te og kigger os forundrede omkring. Det er som om vi ikke helt kan fatte, at det er nu. Vi er her. Endelig.

Samtidig sker der ting på skrivefronten. Små åbninger og sprækker, der kunne blive til noget mere. Et vindue. Et dør. Jeg begynder at se en større sammenhæng og kan mærke, at drømmen har fået fast grund under fødderne. Endnu er det skrøbeligt, som den lyserøde frostmorgen, men troen og viljen har store evner. Og følelsen af at følge hjertet, at tage roret og sejle sit eget skib er så god og stor, at det får fuglene til at synge i hjertekor. Midt om vinteren. Jeg ser svaner flyve over den skyfri himmel, hører lyden af deres vingesus og jeg flyver lidt med dem. For hvis man vil, kan man give sin drøm vinger. 

Tænk hvis det virkelig er sådan. Man kan, hvad man vil. Tænk hvis verden bare venter på, at man skal komme ud af sin hule, folde sine vinger ud og flyve. Brug dog din livsgave, er der en der hvisker. Hvorfor skjule dig bag en maske? Hvorfor ikke springe ud og flytte grænser? Gøre det, du er bedst til? Hvorfor ikke leve livet og puste liv i drømmen. Tage skridtet. Gå planken ud. Man har jo kun et liv. Og jeg begynder at fornemme, at der er en helt bestemt mening med det liv, vi har fået. Vi skal nyde det. Bruge det. Leve det. Nu.

Jeg ønsker dig en smuk tirsdag. Lad den blive lige så god som dig! :)

mandag den 23. januar 2012

Lidt længere ude på landet


Jeg gik tur med hundene sidst på eftermiddagen. Solen gik ned for enden af vejen. I morges så jeg den farve himmel lyserød. En morgenmaler af fineste slags. Der stod jeg, direkte fra sengen og ind i solopgangen. Poesien svulmede i mit bryst. Min nye morgenudsigt! Og når jeg vender næsten hjemad efter tur med hundene og dagen overvejer at lade aftenen overtage, kan jeg nyde solnedgangen. Hvis den altså er der, solen. Det var den i dag. I den grad. Jeg har nydt hvert sekund og den gode energi, der opstår når lyset boltrer sig. Energien er selvfølgelig blevet brugt i huset. Flere flyttekasser og endnu en tur til Ikea.

Nu skuer skumringen mod vinduerne. Et ensomt stearinlys blafrer til lyden af hundesnork. Ellers er her stille i det nye hus. Filsoffen og skytsenglen ser på mig fra øverste hylde i den reol, vi har sat i køkkenet. En reol som skal huse kogebøger og bøger om vin og det gode liv. Hylden er et midlertidigt opholdssted for de to norske Senja venner. Jeg kunne ikke undvære dem længere. Selvom han protesterede lidt, lod Filosoffen sig pakke ind i avispapir og transportere de få kilometer til det nye hus. Her skal du bo, min ven, sagde jeg og pakkede ham ud igen. Jeg tror nok han smilede. Der var glimt i øjet. Og Skytsenglen klukkede lidt. De kan også lide det nye hus. Det har en god sjæl.

I dag fik dørene dørhåndtag og vi fik hentet skabslåger til klædeskabene. Dem havde vi sørme glemt i sidste uge. Det hele falder på plads lidt efter lidt. Der er stadig meget at pakke i det gamle hus, men vi tager lidt af gangen og nyder at kunne pakke ud og stille på plads, inden nye kasser kommer til. På lørdag flytter vi det store læs med hjælp fra et par stærke mandfolk. Men jeg er flyttet og det samme er min sjæl. Jeg nyder livet her lidt længere ude på landet!

søndag den 22. januar 2012

Oaser af hygge


Tusmørket sænker sig og landskabet viskes ud. En usynlig pensel nedtoner lyset og trækker streger over himlen. Jeg har tændt stearinlys og sat mig ved spisebordet. Jeg trænger til lidt ord efter dag med flyttekasser, udpakning, frem og tilbage. En lille tilstandsrapport i skumringstimen, inden jeg begynder at forberede aftensmaden i det nye køkken.

Jeg nyder de øjeblikke, hvor jeg kan stille ting på plads. Når et skab er samlet og glas kan flytte ind. Jeg finder små oaser af hygge midt i rodet, tænder stearinlys og sætter en blomst i vindueskarmen. Jeg skaber stemning. En duft af olivenolie, hvidløg og basilikum. Og det kan man faktisk gøre. Man kan nyde processen og finde små åndehuller midt i det kaos, der nødvendigvis må opstå, når man flytter. Rydde lidt op på spisebordet og lave en god middag. Tage en velfortjent pause og bare sidde lidt. Mærke efter. Høre husets åndedrag.

Processen er god. Et skridt af gangen. Der er mange løse ender og hvis man kun spejder efter målet, hvor alt er på plads og i orden, så er der lang vej endnu. Faktisk kan man næsten ikke se det. Det forekommer uoverskueligt. Men på denne måde. Fejre et skab, der pludselig står færdigt, de glas, der flytter ind, tænde stearinlys og bare nyde at være her. På vej. Det er et øjebliks lykke, en lille oase af hygge midt i det store flyttepuslespil.

lørdag den 21. januar 2012

En dans i mit køkken


Det er en anderledes morgen. Den 21. dag i januar og lyset kommer sejlende ind over trækronerne. Det viser mig udsigten gennem vinduet til venstre, de store træer som strækker sig mod himlen, hegnet og et glimt af gården gennem grenene. Jeg kender den måde træerne kommer til syne på efter natten og hvordan lyset giver dem karakter. Jeg ved, hvordan de kaster skygger om sommeren og hvordan solen kan kigge direkte gennem mit vindue og bade mit bord i sollys og varme. Jeg har befundet mig godt her på min lille skrivestue, som jeg genindrettede i sommer. Der har været god energi på det sidste. Men nu flytter vi os. I dag forlader vi det gamle hus til fordel for det nye. Det betyder på ingen måde, at vi er færdige med at pakke, tværtimod, men nogle gange må man vælge. Her eller der. Vi føler os så godt tilpas i vores nye omgivelser trods kasser og møbler, der endnu ikke er samlet. I aften overnatter vi for første gang under nyt tag på madrasser på gulvet og så tager vi den derfra. Det gamle liv er en saga blot.

Nu skal jeg lære nye træer at kende. Jeg skal se, hvordan lyset har sin gang fra solen står op om morgenen til den går ned om aftenen. Lære skyggerne at kende, se hvordan de kærtegner husmuren og kaster skikkelser gennem vinduerne. Jeg skal gå gennem stuerne og lære huset at kende. Høre, hvad det har at sige. En historie. Det har taget vel imod os. I går aftes lavede jeg mad i det nye køkken for første gang. Jamen, alt den plads! Jeg boltrede mig og lyttede til musik. Drak et glas vin. Og så slog det mig. Dette er et køkken, man kan danse i! Og jeg tog et par dansetrin, mærkede musikken og den frydefulde fornemmelse af at være ankommet. Endelig og langt om længe.

I dag er det sidste gang, jeg sidder her og skriver mit indlæg. Det er også soldag i det nordlige Norge, i dag kommer solen tilbage. Det må være stort. Og datoen i dag er heller ikke en hvilken som helst dato, for det var nemlig min farmors fødselsdag. Farmor, min store inspiration. Farmor, som mærkede hvem jeg var og lagde brænde på min kreative ild. Som pustede til min fantasi og fik den til at brænde. Viste mig, hvad jeg indeholdt og troede på mig. Altid. I dag vil jeg sende hende en kærlig tanke. Jeg fik aldrig takket hende, men jeg håber hun ser mig nu. Hvis jeg nogen sinde skulle miste glæden ved at skrive og skabe, så tænker jeg bare på farmor. Så ser jeg det igen. Mærker det.

Hvis du spørger mig om jeg er vemodig, må jeg svare nej. Jeg har ventet på dette øjeblik længe. Nu skal jeg rumme flyttekasser og kaos, men som mange har sagt, sådan er det at flytte. Og sådan er det faktisk også at flytte sig mentalt. Og sjæleligt. Der opstår både tomrum og kaos og der er dage, hvor man tror, at man aldrig får det samlet igen. Et puslespil. En masse brikker, der ikke længere kan samles som man gjorde før. Der er kommet nye brikker til og gamle forsvinder. Nogle brikker bliver væk kun for at dukke på på steder, man slet ikke havde regnet med at finde dem.

Livet er en dans i mit køkken. Mit nye køkken.

fredag den 20. januar 2012

Sjælegartner



Help us to be faithful gardeners of the spirit, who know that without darkness nothing comes to birth and without light, nothing flowers.
- May Sarton -

Det er morgen og livet er allerede i fuld gang. I dag skal der pakkes kasser og flyttes små ting ud i huset. Kæresten og en trofast medhjælper er i gang med at samle møbler. Jeg kapitulerer ved synet af små dele og skruer. Jeg har andre styrker. Det gælder om at finde det, man er god til og gøre det. Mit hjerte er splittet i arbejdet med flytningen og med at give tid til det, jeg nu skriver på. Men jeg må stole på, at det er stærkt nok til at tåle en mindre pause. Jeg bliver nødt til at have fokus på det praktiske.

Jeg danser på afgrunden af det, der var og det der skal komme. Den fysiske flytning er næsten som en håndgribelig manifestation af den forandring, der er sket på det indre plan. En rejse, der kun lige er begyndt og som aldrig vil slutte. Jeg glæder mig ved tanken om, at jeg et valg og at jeg har valgt at følge mit hjerte. Tro på min drøm. I starten er det næsten uhåndgribeligt skrøbeligt, en lille gnist, et håb, der flyver som flygtig sommerfugl på kanten af efterår. Senere bliver det stærkere. Et frø er lagt i jorden. Man giver det kærlige tanker, vander og gøder. Der sker ingenting. Der er dage, hvor man vandrer i mørke og leder efter en gylden nøgle, som man ikke aner om findes. Der er tilbagefald, hvor det gamle blusser op som en glød, der pludselig får flamme. En lille angst. En tvivl. Men det hører med. Det har jeg lært. Og nu kan jeg se spiren. Den er lysegrøn.

Når man går efter sin drøm og følger sit hjerte, er man en slags sjælegartner. Man planter, man vander og gøder. Og så venter man. Tålmodighed er en dyd. Det ved jeg nu. Jeg øver mig. Jeg kæler for de gode tanker og giver dem vand, så de kan vokse sig større. Jeg skiller mig af med gamle tanker og mønstre, som jeg ikke længere kan bruge. Nogle har slået dybe rødder. De er svære at få bugt med. Jeg går ud i verden og søger efter brugbare værktøjer kun for at opdage, at jeg har dem i mig selv. Jeg har alt det, jeg skal bruge. Hvis jeg tror på det. Hvis jeg passer på det. Værner om det. Drømmen. Hjertet. Glæden.

Jeg ønsker dig en dejlig fredag. Vær din egen gode gartner. Plant gode drømme og tro på dem. Vand dem. Giv dem gødning. Elsk dem og styrk dem. Den slags. Jeg ved du kan! ;)

torsdag den 19. januar 2012

Flyttekvinde


Lyset brænder, en ensom flammes dans i orange. Det er morgen. Torsdag. Og der er opbrud i lejren. Jeg kan mærke koncentrationen flakke, jeg tænker på flyttekasser, det praktiske. Officielt flytter vi næste lørdag, men nu står vi ligesom med et ben i to lejre. Nye møbler er ankommet til huset. De skal samles og flytte ind i de rum, de er tiltænkt. Jeg begynder at visualisere det. Hvordan vil det se ud, hvordan vil det føles? Vi skal have fat i flere flyttekasser. I dag røg internetforbindelsen her på matriklen. Nu er jeg så heldig at jeg har mobilt bredbånd, men jeg føler alligevel, at jeg sidder lidt mellem to stationer. Toget har efterladt mig et sted i ødemarken. Nu er det op til mig at finde hjem. Og hjem må vel være det nye hus, tænker jeg. Men jeg skal først gøre mig færdig med det gamle. Jeg skal pakke og tænke praktisk. Samtidig er jeg inde i en god skrivefase, jeg har midt i noget og jeg føler en gnistrende irritation over at blive afbrudt i mit kreative fyrværkeri. Ideerne flammer op som stjernekastere.

Jeg må skabe en god balance, tænker jeg. Et par timer ved tastaturet her til formiddag, så kan jeg kaste mig ud i planlægning og gå i praktikermode. Kæresten er allerede taget ud til huset for at tage imod internetmændene, som skal gøre den nye forbindelse klar og de gode mænd, der kommer med vores nye sofa. Faktisk har vi talt om at få samlet sengene og lave base i det nye hus allerede i weekenden eller i begyndelsen af næste uge. Gøre det omvendt. Vi har jo muligheden. Flytte køkkengrej. Det nye køleskab står allerede klar. Jeg tror det bliver sådan. Jeg får alligevel ikke skrevet meget i næste uge. Det gælder bare om at få gjort rent, pakket og komme på plads. Og så flytte de store tunge ting næste lørdag, hvor vi har flyttehjælp. Det er da en plan.

Morgenen kommer svævende ind over trætoppene. Januar boltrer sig med mildt vejr. Det er en god kærlighedsaffære. Den kunne ikke være bedre, for havde der været sne, skulle kæresten jo ud med sneploven. Nu har han i stedet mulighed for at dedikere sig til hus og flytning. Jeg vil gøre det samme. Den sidste slurk kaffe og så i gang med dagen. God torsdag! :)

onsdag den 18. januar 2012

Stjerner og drømme


For my part I know nothing with any certainty,
but the sight of the stars makes me dream.
- Vincent Van Gogh -

Jeg skrev om stjerner i går. Stjerner på nattehimlen, som kan rumme gode tanker og transportere dem over himmelrummet til en, man holder af. I går aftes var himlen fyldt med stjerner. Jeg stod i soveværelsesvinduet og betragtede dem og sende en tanke af sted med en helt speciel stjerne. Det var lidt anderledes end de andre. Den blinkede til mig. Det var som om den kunne mærke, at jeg stod dernede i vinduet og kiggede ud. Kvinde i aftenmørke. Klar til at tage med søvntoget og alligevel ikke. Der er noget, jeg gerne vil sige. Viderebringe. En stor følelse i mit hjerte. En tro. Hvad er der med de stjerner? De er små drømmetændere. Som Vincent Van Gogh også så smukt siger det. Min stjerne forstod og bragte tanken videre. Den landede, hvor den skulle. Jeg trak gardinet for og lagde mig til at sove.

På samme måde som man kan sende gode kærlige tanker af sted til nogen, man holder af og som måske ikke er lige i nærheden, bruge stjernerne som en slags go-between, så kan man også bruge dem til at rumme en drøm. En stjerne er et symbol. Den er et lys, som brænder. Den er et lys, som brænder i mørket og som man kun kan se, når natten har taget sin dunkle kåbe på. Det er ofte et tidspunkt, hvor tvivlen kommer snigende som en tyv rundt om hushjørnet med skumle hensigter. Tvivlen vil stjæle de gode tanker og skabe usikkerhed. Mørket kan føles koldt og ja, mørkt, men men hvis man retter blikket på himlen, kan man på en klar nat se stjernerne. De danser i himmelrummet, de lyser og de danner smukke formationer. Billeder. Mange har navne, men det tager de ikke personligt. Der er stjerner nok til alle. Og du kan vælge helt din egen stjerne til at rumme din drøm. Nothing happens unless first a dream, har Carl Sandburg sagt. Det starter med en drøm. Og med en stjerne. Så hvis du bliver i tvivl om der virkelig er lys i mørket, så kig ud på nattehimlen og ret dit blik mod stjernerne. De er deroppe. Også når du ikke kan se dem. De er der, bag skyerne. Altid. Find din stjerne og se din drøm. Mærk den. Tro på den. Din drøm rummer et potentiale. Den er slet ikke tilfældig. Den opstår, fordi den vil fortælle dig, at det kan lade sig gøre. Hvis du kan drømme det, kan du gøre det.

På dette tidspunkt i min rejse har jeg lært meget. Og jo mere jeg lærer, desto mere er der at lære. Men en ting har jeg forstået. Man skal tage sine drømme alvorligt. Ikke de overfladiske drømme om lottomillioner og den slags, men dem som hjertet synger om. Man skal stole på sine indre billeder, for de billeder er en slags drømmevejviser. Hjertet synger ikke om tilfældigheder. Det rummer en stor sandhed om, hvem du er og hvad du er kommet for.

tirsdag den 17. januar 2012

De gode tankers stjerner


Det er en af de morgener, hvor man føler sig lidt som en skibbrudden. Søvnen var underlig, som en rejse, hvor toget holder ved alle stationer og man vågner hver gang. Drømme blev til virkelighed og omvendt. Jeg var en blind passager i et nattetog gennem søvnland, overladt til søvnkonduktørens ide om, hvordan sådan en rejse skulle være. Han var svært glad for afbrud. Små pauser i søvnen, brat opvågning fra drømme, jeg gerne ville have fulgt længere. Og pludselig lød en høj hvislen fra hans ubambjertige morgenfløjte. Så er vi ankommet. Alle mand - og kvinder - ud af dynerne!

Nu sidder jeg her og kigger på det blafrende stearinlys. Dagen er i gang, selvom man godt kunne tro noget andet. Udenfor smyger mørker sig stadig. Himlen er sort. Hvis det ikke var for kaffen, ville jeg tro at det var midt om natten. Snart kommer lyset, hvisker filosoffen og blinker forstående til mig. Om ikke så længe vil det være lyst, når fløjten lyder. Så vil du kunne se dagen og mærke den gennem gardinet. Bortset fra, at jeg på det tidspunkt vil vågne op i et helt andet soveværelse. Uden gardiner. Jeg vil have morgenlyset serveret på sengen. Det er da den bedste gave, man kan få på denne tid af året.

Kender du det? Du har en god ven, som er noget helt specielt. Vedkommende bor langt fra dig. I kommunikerer primært pr. mail eller SMS. Den slags. Der er dage, hvor man ønsker, at det ikke var sådan. For lige netop denne ven har en stor plads i dit hjerte. Og der er tidspunkter, hvor man bare helst ville være tæt på. En bestemt situation. Fordi der er ord, der skal siges og fordi der er ord, som kun kan siges med stilhed i nærhedens favn. Men afstanden er stor. Jeg har sådan en ven. I går kiggede jeg ud på nattehimlen inden jeg gik i seng for at finde en stjerne. Himlen er god at skue, når man tænker på den slags venner. En hjerteveninde. Jeg kunne ikke se nogen stjerner, men jeg forestillede mig alligevel en. Højt oppe på himlen blinkede den. Den lod mig forstå at afstand kun er tilsyneladende. Man kan meget med gode tanker. Man kan sende dem af sted, lade dem hæve sig mod himlen som en ballon og lade dem flyve med en stjerne over himmelrummet og frem til den, man tænker på. Her slipper stjernen forsigtigt tanken og lader den blidt dumpe ned. Den svæver lidt og flyver så som en smuk sommerfugl og lander på skulderen af den, som tanken var tiltænkt. Den tager aldrig fejl. Den gode tanke ved, hvor den skal hen. Og vedkommende mærker den som et flygtigt kys, en slags varme, der opstår og ved umiddelbart, at man har sendt en kærlig tanke. Og når hun (eller han) ser op mod himlen, ved hun at man er der. Lige henne om hjørnet. Det er bare at sende en tanke til vejrs, lukke øjnene og mærke efter. Så ved man det. Afstand er tilsyneladende.

Jeg ønsker dig en dejlig dag. Send en kærlig tanke til en, du holder af. Lad himlen fyldes af gode tanker, der som et væld af stjerner kan ses, når det igen bliver mørkt. De gode tankers stjerner.

mandag den 16. januar 2012

Verden har brug for originaler!


Der er noget jeg er stødt på utallige gange I de mange gode bøger, jeg læser. Selvudvikling. Den slags. Mange ryster på hovedet. Kan ikke holde tanken ud. Hvorfor skal jeg udvikle mig selv og ovenikøbet læse om det? Personligt synes jeg det er et de mest spændende emner overhovedet. Hvor kan man tage sig selv hen? Hvad er man lavet af? Er det virkelig tankerne, som begrænser og derfor kun en selv, som sætter en stopper for de virkelig gode drømme og som udsætter dem, undskylder dem og begraver dem en mørk nat, hvor ikke engang månen lyser? Jeg har mange gode bøger af i kategorien "selvudvikling", selvom nogle af dem går under overskriften psykologi, coaching og hvad ved jeg. Det er i grunden også uden betydning. Det, der betyder noget, er at man kan lære meget ved at læse den slags bøger. Om sig selv. Nogle er bedre end andre, bevares. For mig handler det meget om sproget. Om de billeder, forfatter formår at tegne og beskrive med sine ord. Om der er genklang til stede, om jeg kan finde mig selv mellem linjerne og bruge de værktøjer, der bliver serveret. For sådan er det jo. Der er en hel buffet af gode værktøjer til rådighed. De har forskellige dufte og farver. Der er noget for enhver smag. Bøgerne kan være en slags vejledning til den indre rejse. En slags rejsebøger. Men man er selv sin egen guide. Det skal man huske.

Noget andet, man skal huske, er ikke at sammenligne sig selv med andre. Det er det, jeg er stødt på. Du troede måske, at jeg havde mistet tråden, men det har jeg ikke. Jeg holder godt fast i den, når nu jeg endelig har fundet den. Man skal ikke sammenligne sig selv med andre. Man er sig selv, unik og har sin egen måde at gøre tingene på. Det tror man ikke. Man går og tror, at man skal ligne alle andre. Specielt i begyndelsen. De unge år. Man gør sig umage for at efterligne andres måder at gøre det på. Man får fortalt, hvordan det skal være og så forsøger man. I skolen får man karakterer. Det er jo et fantastisk sammenligningsgrundlag. Din karakter var bedre end min. Hvad gjorde jeg forkert? Eller hvad gjorde du bedre end mig? Næste gang vil jeg prøve at være mere ligesom dig. Gøre det, som du gjorde det. Så tror jeg at læreren bedre kan lide mit arbejde. Bedre kan lide mig. Jeg begynder at læne mig op af andres teorier, jeg sidder med tungen lige i munden og forsøger at lave en tegning magen til sidemandens. Eller kvindens. Det er svært. Det føles ikke rigtig. Blyanten ligger ikke rigtig i hånden, stregen bliver til en cirkel, en bue og pludselig er der et par øjne, der ikke burde være der. Jeg græmmer mig. Andre gange lykkes det. Jeg får ros. Og måske er det som at tisse i bukserne for at få varmen, men ikke desto mindre. Jeg er blevet en fin lille kopi.

Først langt senere viser det sig, at det var en slemt dårlig ide. Verden har ikke brug for kopier. Verden har brug for originaler. Så jeg skulle ikke have gjort mig sådan umage for at tegne ligesom Hans eller skrive en stil som den Ursula præsenterede for klassen og fik tårnhøje karakterer for. Læreren havde næsten tårer i øjnene. Hun kunne godt lide Ursula. Det var nemt for hende. Men altså. En original. Og pludselig må man rive alt det ned, man har bygget op, mure, sandslotte, hjerter af glas. Nu handler det om det rigtige hjerte. Det af kød og blod. Og det handler ikke om at sammenligne sig selv med andre. Tværtimod. Det handler om at gøre det på sin egen måde. Finde sin egen vej. I starten er det svært. Senere bliver det en befrielse. En af dem, man fejrer ligesom den 4. maj. Eller 5. maj. Vidste du at Danmark faktisk har to befrielsesdage. Et sidespring. Men sæt lys i vinduerne og fejr, når du har genfundet dig selv i den originale udgave. Den rigtige dig. Ingen sammenligninger. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Jan Vincents Johannessen, du ved, ham med kunsten at leve, har sagt det således: Find din egen vej gennem livet. Gå ikke af hovedvejen, der hvor alle andre går. Gå der, hvor der ikke findes en vej. Da vil du sætte spor efter dig. Alle mennesker bliver født som originaler, men de fleste dør som kopier. Gør hvad du kan for at leve og dø som en original!

Det var egentlig bare det, jeg ville sige på denne mørke mandag morgen midt i januar. Det var ordene, der piplede frem i lyset fra det orange stearinlys, det var sætningerne, der kom ud, mens morgenkaffen gled ned. Lad være med at sammenligne dig selv med andre. Gør det på din måde. Og vær stolt af den du er. Med hud, hår og et hjerte, der fortæller dig gode sandheder, hvis du er parat til at lytte. Og ha' så en god mandag. Din mandag!

søndag den 15. januar 2012

Søndagsplan B


Eftermiddagen strækker sig dovent. Solen er forsvundet bag skyerne og energien forsvandt med den. Vi havde gæster i går, fik god mad og rødvin, kom lidt sent i seng. Vi stod op til den flotteste morgen, frost og solskin. Så glemmer man trætheden. Vi spiste morgenmad og gik tur med hundene. Jeg løb tur sidst på formiddagen og nød det fine vejr. Dansende skridt mod solen i horisonten, lyden af løbesko på asfalt, frosne vandpytter og sprød vinterluft. Men efter badet kunne jeg mærke den igen. Trætheden. Den kom snigende og nu hvisker den søde ord i mine ører. Sofa. En lille lur. Bare sidde med en stor kop te og læse krimi, mens timerne kærtegner søndagen og tager den med på tur.

Faktisk har vi ændret planerne for vores søndag. Egentlig ville vi have været i biografen. Film og café. Den nye Sherlock Holmes film skulle være god. Men da vi mødtes over frokostbordet, kæresten og jeg, rystede vi begge på hovederne. Vi gider simpelthen ikke tage af sted. Vi har lyst til at være dovne. Og det med at være doven må vist stå for egen regning, for han er igen kørt ud til huset for at male og behandle spisebordet. Han er ikke typen, som bare sidder stille. Det er jeg til gengæld. Jeg kan sagtens se mig selv sidde ovre i sofaen med en stor kop te og bog. Om lidt. Det er sådan en søndag.

Og er det ikke sådan, man bør gøre? Lade lysten råde. Hvis man har lavet planer, som pludselig ikke er så tiltalende længere, så er de som regel til at lave om. Udskyde. Vi mødes med Sherlock senere på ugen i stedet for. Vi ringer efter pizza, den gode italienske, og vi tænder stearinlys, når skumringen kommer. Vi planlægger næste uges arbejde med huset og de møbler, vi skal have bestilt. Og så slapper vi af.

God søndag. Gør det du har lyst til. Det har søndagen ikke spor imod.

lørdag den 14. januar 2012

Weekendsysler


Lyset kommer lidt før. Dagen tager til, hver eneste dag snupper den lige en bid mere. Når vi når frem til den 21. januar, har dagen givet sig selv en hel time. Så begynder der at ske noget. I dag er himlen klar, den ser næsten blå ud i kontrast til træernes mørke aftegninger. Vinden er stille. Morgenen danser i horisonten og får øje på flammen fra mit orange stearinlys. Måske kan den endda dufte kaffen?

Det er ikke en hvilken som helst morgen. Det er lørdag. Weekend. Kaffen smager lidt anderledes. Filosoffen betragter mig gennem stearinlysets skær og husker mig på vigtigheden af gode venskaber. Det står på hans mave. Venskab er en sjæl i to legemer. Det står selvfølgelig på norsk. Hans sprog. Filosoffen fra Senja. Jeg synes i grunden det er lang tid siden, jeg har hørt ham tale, han har været stille her i de første uger af det nye år. Men han ser veltilfreds ud. Det er ikke altid man behøver at sige noget. Nogle gange kan man bare være, hvile i sig selv og betragte. Som han står der, kan han skue ud over hele verden, som udspiller sig for hans øjne. I min stue. Snart skal han forsigtigt pakkes ind i avispapir og transporteres ud til det nye hus. Det samme gælder skytsenglen. Og når hun igen rulles ud af papiret, limer jeg hendes vinger på. Det er et løfte. Jeg vil finde en speciel plads til de to.

Officielt flytter vi om to uger. Så kommer flyttebilen og vores tro væbnere. Hjælpere. Men inden da har vi nok at se til. Der skal pakkes. Vi gør huset klar. Gør rent. Det vi køber, flytter direkte ud på den nye adresse. I går spiste vi frokost ved vores nye spisebord og stole i køkkenstuen. Det var stort at sidde der og se på et færdigt hus. Toilettet fungerer. Der er vand i vandhanen. Lys. Varme. Glæde. Jeg kniber mig i armen og kan næsten ikke tro, at det endelig er nu. Efter alle de år. Tålmodighed er virkelig en dyd.

Måske har du gættet, hvad weekenden skal bruges til? Rigtigt, vi skal være praktiske i vores kommende hjem. Men jeg skal også lave et lækkert måltid af en kalvebovsteg, som jeg har taget ud af fryseren. Gå tur med hundene. Skrive. Læse. Men først en kop kaffe mere. Det er jo lørdag. Ha' en dejlig dag!

fredag den 13. januar 2012

Bøger, bøger, bøger


I går eftermiddag kom jeg til at kigge mig omkring. Jeg skal snart til at pakke, det hele skal lægges i kasser for om to uger kommer flyttebilen. I den mellemliggende periode kører vi også selv meget derud. De nye møbler flytter selvfølgelig direkte ud i huset, som nu har toilet, rindende vand, strøm og lys. Spisebord og stole er samlet og har fundet deres plads i hverdagsspisekrogen.

Jeg så mig omkring i stuen og tænkte på bøgerne, der nu skal i kasser. Jeg har et specielt forhold til mine bøger. De er noget særligt. Betydningsfulde. Og det er ikke alle, som befinder sig i reoler. På sofabordet lå der bøger. Min alamanak, romanen Cirklens Ende og en bog om synkronicitet. Den er en del af mit researcharbejde. Og som om det ikke var nok, lå der også en notesbog og en pen. Jeg har snart fyldt endnu en notatbog med gode sætninger, citater, ting jeg gerne vil huske. Ideer. Påfund. Finurligheder.

Så faldt mit blik på arbejdsbordet. Foran computeren er der arrangeret bøger i små fine bunker. I den første bunker ligger første udskrift af mine egne seneste skriverier. Sue Monk Kidd har sin egen lille bunke, som jeg ofte sender et blik og en kærlig tanke. En bog om mod og kunsten at leve. En bog om leveregler, drømmekraft, karma, en roman, jeg ikke er blevet helt færdig med, fordi en anden sprang ind og tog min opmærksomhed, Valkyrierne af Paulo Coelho, som tålmodigt venter på at jeg skal blive færdig med Tom Egeland. Og så videre. Jeg tænker bo hvor bøgerne skal bo i det nye hus. Hvem skal sidde i reolerne i havestuen og være med på læseaftener? Overhøre samtaler med gode venner, mens fakler eller olielamper brænder på terrassen, som egentlig slet ikke er en terrasse, men jeg aner ikke hvad jeg skal kalde den. Hvem skal indtage bogkasser langs de skrå vægge på øverste etage og hvem flytter med ind i det magiske arbejdsrum med udsigt over marker og æbletræer?

Og kan de overhovedet være der, alle bøgerne? Jeg aner det ikke. Jeg har jo også flyttekasser, som ikke har været pakket ud i årevis og jeg har på fornemmelsen, at der muligvis også er bøger i nogle af dem. Et bibliotek havde været løsningen og tanken gør mig varm indeni. Men så meget plads får vi altså heller ikke. Ikke desto mindre glæder jeg til at pakke bøgerne ud og arrangere dem. Skal jeg have et slags system, tænker jeg, eller skal jeg lade tilfældighederne råde? Skal det se godt ud, bogrygge i bestemte farver eller størrelser eller er det genren, som bestemmer hvor bogen skal stå?

Hvordan har du arrangeret dine bøger? Og har du det mon ligesom mig, er dine bøger også blandt dit kæreste eje? De hører ligesom med til mit liv, de danner rammen, de minder mig om vigtigheden af at fortælle historier, at give videre, at ord kan underholde, uddanne, berige og berømme. Nu kommer jeg også til at tænke på, at jeg vil have styr på mine efterhånden mange notatbøger. De skal have en speciel plads. De rummer mange gode tanker og ord. Både egne og andres. Snart hopper de i flyttekasser og kører den lille tur ud til huset, der nu står færdigt og venter på sine nye beboere. Vi er på vej! :)

torsdag den 12. januar 2012

Lykke feng shui


Det stormer derude. Jeg har hørt vinden i nat. Den har suset om husmuren, pevet, skreget og på et tidspunkt vækkede den også træerne. De begyndte at danse. Grenene knagede. Synet af de dansende træer gjorde vinden endnu mere kåd og den besluttede sig for at blive til storm. Flere gange i løbet af natten blev jeg vækket, men faldt hurtig i søvn igen. Der er noget hyggeligt ved at ligge inde og lytte til vejret. Kender du lyden af regnen, der trommer på et sommerhustag? Selvom man ønsker sig sol og blå himmel, når man er i sommerhus og dage på terrassen, grille, sole, være ude, så er der noget over regnvejr den slags steder. Ikke mindst lyden af regnen. Og så kan man i øvrigt krybe sammen i sofaen og drikke kaffe med mælk, mens man læser en god bog. I morgen bliver det bedre vejr igen, tænker man og ved godt, at sådan er den danske sommer.

Men det her er altså den danske vinter. Det er januar. Jeg sidder igen ved det orange stearinlys i skrivestuen, mens dagen forsøger at få ørenlyd. Stormen tumler stadig rundt derude. Hundene skyndte sig ind fra haven her til morgen. Aimee fortæller med sin gøen at flokken vil ind. Tålmodig er hun ikke. Det bliver hurtig til en klagesang, der er helt på højde med stormens. Nu holder vi alle morgenandakt. Det er et vigtigt tidspunkt. Tage den med ro. Blive til menneske. Eller til hund.

Jeg læste et sted, at lykkelige mennesker vælger at være lykkelige. De tillader sig selv at være lykkelige. Der er mange grunde til ikke at være det, og den kloge Storm P sagde sågar, at hvis du er lykkelig, så er det din egen skyld. Der er nok at være ked af. Men er lykken et valg? Hvis du havde spurgt mig for et par år tilbage, så ville jeg havde protesteret. Rystet på hovedet og tænkt, at du var tosset. Det gør jeg ikke længere. Nu nikker jeg. Jeg er enig. Det er sådan, det er. Jeg har spiren til lykke inde i mig selv og jeg har også ansvaret. Jeg kan vælge at betragte livet som en gave, jeg ønsker at få det meste ud af. Tidligere troede jeg at dagen bare kom. Det kunne være en dårlig dag lige fra starten. Alting gik galt og i øvrigt var jeg i dårligt humør. Jeg vidste ikke altid hvorfor. Jeg er taknemmelig for, at jeg på et tidspunkt fik mulighed for at se anderledes på det. Jeg læste bøger om emnet, jeg studerede positiv psykologi og en morgen forstod jeg, at jeg kunne vælge mig en god dag. Måske var jeg skepsisk, men jeg prøvede og snart opdagede jeg, at der var noget om snakken. Jeg blev uvilkårligt i bedre humør, fordi jeg valgte at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det kræver øvelse og man skal udskifte dårlige vaner med nogle, der er bedre og tjener en bedre. Gamle begrænsende overbevisninger skal skiftes ud, som man skifter en pære i lampen over spisebordet.

I øvrigt kan man være med til at give det gode videre, når man selv har det. Man kan sprede det. Godt humør. Det er som gødning, det får glæden til at gro. Og på magisk vis bliver glæden større ved at blive delt. Den findes i øjeblikket, i de små ting, samtaler, knus og gode ord. Den findes i naturen, i solnedgangen, i solsortens sang eller ved synet af en smuk stjernehimlen. Havet synger om den. Muslingeskaller, rav og småsten. Smagen af frisk fisk, synet af en ven, et smil, en hjælpende hånd og varmen fra bålet. Den er overalt og den viser sig for dem, som ønsker at se. Man kan lukke døren op og lukke den ind. Lykken findes i en historie og man kan fortælle den historie. Lade den vandre og give den videre. Men måske skal forberede sin sjæl på at være lykkelig. Jeg ved det ikke, men jeg tror at man skal muge ud og gøre plads til den. Det er en slags lykke feng-shui. Og det er et valg!

Jeg vælger mig en fin torsdag og går ned af det godes vej. Vil du med? :)

onsdag den 11. januar 2012

Dit valg ... kunsten at leve

Da jeg læste Jan Vincents Johannessens bog "Kunsten å leve" stødte jeg på mange gode ord. Som han selv indledningsvis skriver, er der egentlig ikke noget nyt under solen i det, han fortæller, men sådan er det med de fleste ting. Det er ikke det, vi fortæller. Det er måden, vi fortæller det på. JVJ er fuld af indsigtsfulde tanker om, hvad det vil sige at leve. Bogen er god at læse. Den er en slags reminder om at tage et fast greb om livet og kræve det tilbage. Sit eget liv. Tage ansvar og gøre det til et liv, man ønsker at leve og som man er stolt af. Der findes ingen opskrift på kunsten at leve og der er heller ingen enkle svar. Enhver er sin egen lykkes smed. Men JVJ giver livet mange gode ord med på vejen og så er det bare at tage for sig af retterne. Han har lavet visdomsmad og anrettet det hele på en buffet. Smag. Prøv dig frem. Tag det, du kan bruge og gå videre med det, du kan lide.

Der var nogle ord i bogen, som gjorde ekstra stort indtryk på mig. De lyder som følger.

De største idebanker i verden er kirkegårdene. Der ligger der en uendelighed af ideer, som aldrig fik lov til at blomstre fordi ejerne var bange for at udsætte sig selv for kritik eller fordi de blev bedømt af mennesker mindre end dem selv.

Trist. Han har jo ret. Vi lader gode ideer dø med os, fordi vi aldrig turde afprøve dem. Vi frygtede at give dem liv, fordi der i den gerning ville ligge en slags blottelse. Det ville gøre os sårbare. Vi ville udsætte os selv for kritik. Nogen kunne finde på at sige, at vores ide var en dårlig ide. At vi var latterlige. Og frygten for at blive upopulær eller for at dumme sig gør, at mange lever i skyggen i stedet for at komme frem i solen, hvor de hører hjemme. Vi er alle skabt til at boltre os i solen og til at give vores ideer liv. Hvad er det, der gør, at vi frygter andres mening? Ikke alene skal vi præsentere vores ide for kritikeren i os selv. Her har vi at gøre med selveste drømmedræberen, som jeg skrev om forleden dag. Men vi skal også slippe ideen ud af mørket, vi skal træde frem i sollyset og vise, hvem vi egentlig er. Vores tanker og ideer skal blottes og spejle sig i andres misundelse. I det sekund er vi nøgne, vi er små og vi søger anerkendelse. Et forkert ord kan få os til at trække os tilbage som en skildpadde til sit skjold. Frygten for at blive til grin. Kritikken. Nej, så hellere gå i graven med indebrændte ideer og et livspotentiale, man aldrig afprøvede. Eller?

Jeg bliver så trist. Jamen det gør jeg. Verden er en legeplads og den længes efter mennesker, som har lyst til at lege med. Men som på alle andre legepladser opstår der uenighed og slåskampe. Mobning. Og på et tidligt tidspunkt i livet lærer vi, at det ikke er sjovt at stå alene. At blive udsat for drillerier og mobning er tortur. Derfor brænder mange mennesker inde med deres livsdrøm. De tør simpelthen ikke risikere at blive gjort til grin. At være den udsatte. Men frygt og mod hænger nøje sammen. Mod er at møde frygten og at kæmpe imod den. Igen og igen. Man er ikke modig, hvis man ikke gør noget, man ikke er bange for. Sagt med andre ord: Man kan ikke være modig, hvis man ikke er bange.

I sin gode bog skriver JVJ at den eneste, som reelt kan forhindre dig i at nå dine realistiske mål og det du drømmer om, er dig selv. Hvem? Mig selv? Ja dig. Du må spørge dig selv, om du vil leve det liv, du drømmer om eller om du er tilfreds med at skøjte på overfladen af det, der kunne være? Det er dit valg. Du bestemmer. Livet vil gerne have at du kradser i overfladen og går i dybden. Du vil ikke blive straffet for at udforske dit potentiale og leve din drøm. Du vil blomstre. Hvad ønsker du, at der skal stå på din gravsten? Og skal din drøm begraves med dig eller skal den flyve som en fri sjæl og fortælle alle, der har lyst til at lytte, at du levede dit liv og var til stede?

tirsdag den 10. januar 2012

Den gode hverdags alkymist

Det månbelysta torpet

Det er fuldmåne og stjernerne glimter på himlen. Frosten har dækket græsset med et tyndt islag og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at det var julenat. Men det er tirsdag i januar og det er morgen. Endnu engang sidder jeg med kaffen og det orange stearinlys, ord og ostemad. Det er et godt tidspunkt på dagen. Jeg har ikke travlt, selvom der er ting jeg skal senere. Jeg planlægger min morgen således at der er tid. Jeg har brug for en stund med mig selv. Jeg vækker ordene og blidt begynder de at strømme som den kaffe, der løb igennem maskinen og nu bor i mit krus. Blandt med mælk er den en frydefuld morgendrik, et ritual. En god start på dagen betyder alt.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale at lægge nogle gode pauser ind i løbet af dagen. Og et pusterum på et tidspunkt, hvor du har brug for at sidde med benene oppe og bare være. Disse stunder er som oaser i hverdagen. De er små caféer på vejen, hvor du kan gå ind og nyde en time i dit eget selskab. Selv har jeg til vane at besøge Café Morgana, som jeg skrev om forleden dag. Hver eftermiddag i skumringen åbner jeg døren til et univers, hvor der serveres te og ord. Hundene er luftet og det er timen mellem lys og mørke. En magisk time. Så sætter jeg mig tilrette, mens teen damper og dufter, åbner min bog og glider ind i historien. Jeg slapper af. I øjeblikket er jeg på besøg i Tom Egelands fantastiske univers af koder og symboler, i arkæologen Bjørn Beltøs verden. Cirkelens Ende.

I går trak jeg hyggen og roen med mig videre ind i aftenen. Kæresten skulle af sted til aftenmøde og kørte tidligt. Jeg benyttede lejligheden til at lave mig selv et sundt og godt måltid med et stærkt pift. Frisk chili og ingefær, koriander, løg og hvidløg. Brocolli, gulerødder, røde løg og grønne asparges. Et farvestrålende syn og en vidunderlig duft. Til sidst blandede jeg med rejer og fuldkornsnudler og spiste herligheden foran fjernsynet i selskab af et glas rødvin. Så sad jeg der og tænkte over, hvor godt jeg har det. Chilien prikkede på tungen og vinen varmede min krop. Fuldmånen steg op på himlen og sendte nysgerrigt sit blik ind gennem køkkenvinduet. Jeg vinkede til hende og bød på en kop te. Måske har hun lyst til at se en krimi sammen med mig, tænkte jeg, men hun afslog. Jeg er nødt til at blive her på min himmel, betroede hun mig. Fuld og feminin. Jeg sendte hende et fingerkys og tænkte på, om hun mon ville stjæle min søvn i nat. Det gjorde hun ikke. Hun forbarmede sig. Godt nok vågende jeg med det sædvanlige månepling kl. 3 i nat, men jeg sovhurtigt igen. Udenfor lyste måne og stjerner. Det er vinter.

Dagen i går blev fyldt op med hverdagslykke. Der er ting, man skal og må gøre og ikke alt er nødvendigvis noget, man lever højt på. Men at krydre tilværelsen med gode ting, det er enhver forundt. Læsetime. Sund og lækker mad. Fuldmåne og te. Stearinlys. En god bog. Samtale. Positive tanker. Glæde og taknemmelighed. Der er krydderier nok på det godes hylde og man kan prøve sig frem. Blande og være den gode hverdags alkymist. For det er der, i hverdagen, i øjeblikket, at livet leves.

Det fine vinterbillede med fuldmåne er taget af Mats Andersson , hvis blog jeg anbefaler på det varmeste. Mats tager nogle eventyrlige og poetiske fotos ofte med naturen i centrum. Tusind tak for lån Mats! :)

mandag den 9. januar 2012

Kaffe, fuldmåne og stjerner


Weekenden er forbi. Med hvinende bremser kører toget til perron og en station opstår af mørket. Jeg vågner i det sekund, selvom jeg allerede var stået op, men der er noget næsten symbolsk ved det ryk, det giver i toget, inden det holder helt stille. Verden standser i et kort sekund. Jeg har åbnet vinduet, skubbet det op og stikker hovedet ud i den kolde luft. Vinterhimlen ligger som et stort blåt tæppe over byen, jeg kan skimte stjernerne og månen, der nu er fuld. Der er noget magisk ved de byer, vi besøger ved fuldmåne, har jeg ladet mig fortælle. En af de andre passagerer talte over sig. Det skulle vist være forblevet en hemmelighed, men nu ved jeg det. Jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg smiler ved tanken om, at jeg er en af de eneste, der kender den. Hemmeligheden. Jeg blinker til fuldmånen og lukker vinduet igen. Det protesterer lidt. Jeg skutter mig, frosten nåede lige at hive fat i mig med en lang hvid finger. Jeg kunne mærke pustet fra dets ånde. Nu skal jeg have mig noget morgenmad og dagens første kop kaffe. Tanken kalder et smil frem på mine læber. Der er noget over den første kop kaffe.

Apropos kaffe og den første, så var vi ude i huset i lørdags. Vi gjorde køkkenet rent. Vi fjernede tildækningen og malertape og så gjorde vi skabe og skuffer rene. Vi støvsugede og vi kæmpede lidt med resterne af den tape, der vist havde siddet for længe på bordpladerne. For at kunne varme vand til rengøringen, havde jeg taget min kedel med. Og der midt på eftermiddagen, en lørdag i januar, lavede jeg den første kop kaffe i det nye hus. Måske kan det lyde af ingenting, men det var stort. Jeg stillede en dåse med småkager ind i skabet. Og så nød jeg kaffen, mens jeg betragede det nye køkken, der nu skinnede. Indbydende. Jeg får lyst til at lave mad, sagde jeg til kæresten. Og så talte vi om, hvordan det vil være, når vi om nogle uger indtager det allerførste måltid i det nye hus. Jeg kunne se det for mig. Duften af mad i køkkenet, stearinlys og en god flaske rødvin, så vi kan skåle og fejre indflytningen. Da jeg havde drukket min kaffe, vaskede jeg vindueskarmene i stuerne. Jeg tændte to fyrfadslys i vinduet, lod dem brænde et øjeblik. Snart bliver vi hos dig, hviskede jeg til huset og jeg er sikker på at jeg kunne mærke, at det smilede.

Nu er mandagens første kop kaffe næsten drukket og dagen kalder. Det er fuldmåne i aften. Hvis vejret er klart, vil stjernerne lyse og det betyder, at du vil kunne se din helt personlige stjerne. Den, der kan lede dig mod drømmen. Så det er måske værd at tage på måneskinstur? På en mandag, spørger du måske og jeg nikker. Nemlig. På en mandag. Drømme har ingen foretrukne ugedage, de drømmes ligeså gerne om mandagen. Og din stjerne lyser altid. Også når du ikke kan se den.

søndag den 8. januar 2012

I drømmebærerens favn

The future belongs to those who believe in the beauty of their dreams.
- Eleanor Roosevelt –

Drømmebæreren går aldrig tom. Hun møder nye veje, længsler og håb på deres egne betingelser og kan hele tiden holde drømmene friske. Dræb drømmedræberen, jag hende bort, forvis hende til helvede. Og med de ord ønskede Janna mig en dejlig lørdag i drømmebærerens favn.

Jeg smilede stort. Det var gode ord. Det var vand på min mølle og fantasien dansede lystig i stuekrogene. Det orange lys brændte. Hvis du var en ludobrik, drømmedræber, så slog jeg dig hjem! Hun kiggede forbavset på mig og luskede ud af bagdøren. Det var ikke en lørdag efter hendes smag. Kvinder, der forstår, at vi må tro på vores drømme. Give dem plads. De er som planter, de skal have lys og luft. De skal vandes og de skal passes og plejes. De trives, når man tænker på dem. Hvis man virkelig koncentrerer sig, kan man få dem til at vokse. Når man lukker øjnene og mærker den gode drømmefølelse. Lader sig kærtegne af de tanker, der er spundet af drømmeguld og virkelig fornemmer, hvor godt det gør, når man ikke længere lader sig diktere af andre. Hjertet har sin egen dagsorden. Drømmene opstår i hjertet og de spirer og gror, hvis man giver dem gødning.

Men hvor skal jeg finde gødning henne?, spørger du måske og ryster på hovedet. Det er søndag og skyer sejler ind over den himmel, der var blå i den tidlige morgenstund. Nu er den tvivlsom, himlen. Og som bekendt er tvivl noget af det, drømmedræberen synes allerbedst om. Så slår hun til. Måske mærker man det ikke med det samme, men hun sniger sig ind. Bagholdsangreb. Det mindste tegn på svaghed, et drys af tvivl, så er hun et skridt nærmere sit mål. Man kan mærke hendes ånde i nakken og den dufter ikke af syrener. Så er det sagt. Men du, der findes faktisk et sted, hvor man kan gå hen i sådanne situationer.

Et sted ude i skoven ligger der et lille hus. Man kan ikke se det fra vejen, man må dreje ned af den lille sti, der fører til højre efter det store egetræ. Og når du nu alligevel passerer det gamle egetræ, så stands op og giv det et kram. Det sætter det stor pris på. Faktisk er det sådan, at træet gerne vil give dig lidt af sin kraft. Dets rødder går dybt ned i jorden og det bærer på gode hemmeligheder. Bliv stående lidt og lad dig fylde af mod. Styrke. Gå så videre ned af den lille sti og tag dig ikke af, at vejen synes lidt ufremkommelig. Den giver dig plads, efterhånden som du kommer frem. Et skridt af gangen. Vejen åbner sig og pludselig kommer du til en lysning midt i skoven. Der ligger huset. Der svæver en rovfugl over huset, den følger dig med sit falkeblik, selvom det muligvis er en musvåge. Men når du har banket på døren og er blevet lukket ind, vil du erfare, at det ikke er en musvåge. Det er en drømmevåge. Den passer på de gode drømme og holder vagt udenfor huset. Den følger mennesker på vej, som er kommet for at møde den gode kvinde, der bor bag den grønne dør. Denne vej, synes den at sige med sit tavse skrig. Tøv ikke, træd indenfor.

Nu sidder du i stuen hos drømmebæreren. Hun har tændt ild i pejsen og hun serverer krydret te og drømmekage. Du får varmen og bliver rød i kinderne. Tvivlen fordamper og du kan nu mærke en god følelse tage bolig i din krop. Hun smiler, drømmebæreren. Hun har mystiske symboler på sin kjole, der glimter i lyset fra ilden. Du spekulerer på deres betydning, men hun ryster bare på hovedet. Det skal du ikke bryde din hjerne med. Du skal koncentrere dig om din drøm. Du søger i dit hjerte og rækker hende forsigtigt et lille skrin. Hun tager det højtidligt og kysser det forsigtigt med sine røde drømmelæber. Velsigner det. 'Du skal tro på din drøm', siger hun så og giver dig skrinet tilbage. 'Det er en god drøm. Uanset hvad drømmedræberen bilder dig ind, så skal du ikke tro på det. Hun er fuld af løgn!' Nu slår hun en mild latter op og du ler med hende. Her i den varme stue med det blide lys, opfyldt af drømmekage og en te, der varmer både krop og sjæl, har tvivlen ikke en chance. Du forstår, at du må følge dit hjerte. Hold ikke op med at tvivle, har Paulo Coelho sagt, men lad ikke tvivlen paralysere dig. Hun nikker. Paulo har skam også været på besøg der i huset og fået sit drømmeskrin velsignet.

Det går et stykke tid og du ønsker, at tiden må stå stille. Det gør så godt at sidde foran ilden og drikke te, mens drømmen vokser sig stærkere, kysset, velsignet og anbragt i hjertet. Kan den bære, tænker du, når jeg igen står ude for døren? Kan jeg tage den med mig, tro på den og fortsætte med at pleje den? Kan jeg holde drømmedræberen på afstand? Eller vil min tvivl igen og igen sætte mig på prøve? Hun nikker. Men den bliver stærkere for hver gang. Drømmen. 'Og hvis du bliver for meget i tvivl, så kommer du bare tilbage, mit barn.' Hendes smil er som smørblomster på en sommereng. 'Du er altid velkommen her. Fremtiden tilhører dem, som tror på skønheden i deres drømme.'

Skønheden. Drømme. Skønheden. Drømme. Mens du går hjem med drømmeskrinet i dit hjerte, kan du høre hendes stemme i dit hoved. Hun er et ekko fra det godes land. Et land, som du altid kan besøge og få fyldt din drøm op. Det er godt at vide. Der er altid plads til dig og din drøm i drømmebærerens favn. God søndag.

lørdag den 7. januar 2012

Drømmedræberen


Da jeg læste Ellen Vahrs bog Drømmekraft, stødte jeg på et udtryk. Drømmedræberen. Kært barn har mange navne, det kaldes også din indre sabotør, din gremlin eller din indre kritiker, men ingen af de udtryk havde gjort særlig stort indtryk på mig. Så læste jeg ordet ”drømmedræber” og straks blev der tændt på en knap til min fantasi. Desværre er drømmedræberen ikke bare en fantasi. Han eller hun er den største tyv og løgner i hele verden. Og vi er hver især udstyret med vores helt egen drømmedræber i form af den indre stemme, der altid taler højt oghar en meget god grund til at vi ikke skal følge vores hjerte. Drømmedræberen er født til det job. Ødelægge. Den spiser drømme som vi andre spiser risengrød med smørklat. Den tager bo i vores indre og derfra styrer den med myndig og påtrængende stemme vores fornuft og samvittighed. Den kan mange sprog alt efter hvad der virker. Dens manual er fyldt med gode tricks og den er ikke sådan at få bugt med. Drømmedræberen er den stemme, der fortæller dig at du aldrig kommer til at lykkes. Den siger, at du ikke er god nok. Den anbefaler at du bliver i dine trygge rammer og den har en kuffert fuld af undskyldninger for, at du ikke skal tage springet. Dens stemme kan blive høj og skinger og dens fede fodsåler tramper så hårdt på hver en drømmespire, at de udjævnes med jorden. Tilbage er et svundet håb. Modløshed. Og når man giver efter for stemmen, sidder drømmedræberen og smiler i sin hule. Den har fået et point. Den samler på point. Den får sandsynligvis en fin belønning af drømmedræberchefen, når den har sin drømmedræberbog fuld af points Og der er forskel på bedømmelse. Jo større drømme, den slukker, jo flere points

Da jeg var på coaching kursus i sommer blev vi også introduceret for drømmedræberen. Dog hed den noget andet. Vi skulle personificere vores indre sabotør. Sådan hed drømmedræberen på det tidspunkt, men det er en og samme morder. Min hedder Susan. Jeg ved ikke, hvordan navnet opstod, men hun dukkede bare op med sin korrekturstemme, da jeg blev spurgt. Mit navn er Susan og jeg er drømmedræber. Det lød som om hun var stolt, men efterhånden som jeg udspurgte hende om hendes mission, blev hun mere tøvende og til sidst var det ærlig talt som om hun blev lidt ked af det. Det viste sig, at hun ville beskytte mig. Og det var hun god til. Hun er perfektionist til fingerspidserne, hun er en korrekturens mester, hun kender alle kritikere personligt og ved, hvad de vil have. Det ville jeg aldrig kunne leve op til. Jeg ville blive jævnet med jorden. Susan talte for sin syge moster og fanden og hans pumpestok. Kære ven, du er ikke god nok. Jo, måske tror du, at du kan skrive og coache, men helt ærligt. Du er jo bare en middelmådig kvinde, som tror hun er noget. Mere. Det er du ikke. Og når jeg begyndte at skrive, dukkede hun op med jævne mellemrum og læste korrektur. Midt i det hele. Midt i kreativitet og skriveflow lød hendes frøken fejlfri stemme og jeg skal love for, at hun kunne sætte røde streger. Nogle gange mindende Susan mig om tidligere chefer. Men mest af alt repræsenterede hun en lidt bange perfektionist. Jeg besluttede mig for at lære hende at kende. Og når jeg tænker på hende, er det næsten for hårdt at kalde hende drømmedræber. Men det er hun. Hun ødelægger drømme på sin helt egen måde. Hun sætter røde streger til skriveglæden fordamper. Hun spiser ord, fordi hun mener, at de ikke er velvalgte og i øvrigt er der også noget med grammatikken. Du kommer aldrig til at lykkes, siger hun, men på et tidspunkt så hun faktisk ikke så sikker ud. Og dér slog jeg til! Jeg fortalte hende, at jeg var nødt til at forfølge min drøm, koste hvad det vil. Og jeg takkede hende for hendes omsorg og sagde, at jeg vidste at hun gjorde det af en god mening. Men at jeg var en stor pige nu og at jeg ikke havde brug for hendes moderlige formaninger om at blive med min læst. I øvrigt er jeg jo heller ikke skomager. Nu taler Susan ikke så meget mere. Måske høster hun sine drømmedræber points et andet sted, det ved jeg ikke. Jeg har valgt at betragte hende som en ven. Acceptere hende. Tak men nej tak. Jeg kan selv. Og jeg gør det!

Drømmedræberen kan dukke op på forskellige tidspunkter. Den er særlig god om natten. Hvis den kan få foden i døren, når søvnen står på klem og man er vågen et øjeblik, så taler den pludselig meget højt. Den kysser tvivl på din pande. Og den udnytter at man ikke er rigtig vågen. På det tidspunkt er man nemlig endnu mere sårbar. Tvivlen danser ind i kroppen, tankerne lystrer, drømmedræberen spiller sin nattemelodi og trives i mørket. Det gør næsten ondt. Og nu er man vågen og man mærker, at man faktisk ikke tør. Gøre det. Forfølge sin drøm. Forlade trygge rammer og ikke vide, hvad der kommer til at ske. Man er bange for hvad folk vil sige. Det påpeger drømmedræberen også. Man er usikker på, hvordan man skal nå sit mål. Måske lyser drømmen som en lille stjerne på himlen, men den er højt oppe og armen er ikke lang nok til at nå den. Heller ikke selvom man står på tæer. Og nu sender drømmedræberen sit sidste dødsstøds ind i maven på en. Blodet flyder og drømmen ebber ud. Du ved hvad du har, du ved ikke, hvad du får. Tryghed er alt. Faste rammer. Dem, du elsker. De vil blive skuffede. Mor vil blive skuffet. Så er det let at give op. Drømmedræberen har spist sig mæt og talt sig varm. Nu er man ilde stedt. Og drømmen er en uopnåelig by i Rusland, gemt i sneen et sted i Sibirien.

Drømmedræberen er en hindring, når man vælger at følge sit hjerte, men den er på ingen måde en forhindring. Man kan såmænd bare springe over. Og det tror man ikke, når man kigger på den, men hvis man tager tilløb, så kan man faktisk forcere den del af drømmebanen. Jeg anbefaler, at du lærer din drømmedræber at kende. Hvis du altså har en? Spørg hvad den hedder, giv den et navn. Tal med den og fortæl den, at du er taknemmelig for dens bekymring, men at du er en stor pige nu. Eller dreng. At du kan selv og at du trænger til at sprænge rammer. Gøre det, du gerne ville. Husk på at det er dit liv. Ikke drømmedræberens. Den har et job, men det har du også. Dit job er at pakke livets gave ud og tage det i brug. Forvalte dit talent. Gøre det, du er bedst til og som gør dig glad. Kys drømmedræberen og ønsk den god weekend. Sæt dig så ind i din drømmebil og kør væk. Den har intet køretøj. Den har kun din tvivl og din manglende selvtillid at leve af. Kør din hjertevej og husk, at man ikke kan være modig, hvis man ikke er bange. Og ha’ en dejlig lørdag.