fredag den 14. december 2012

Stjerneskud





Vi gik ud i vintermørket. Det var aften og vinden var begyndt at røre på sig. Kulden smøg sig om husmuren på en alt for hjemmevant måde. Lavede en sælsom musik i huset. Træerne svajede.  Det er en slags symfoni, tænkte jeg og lyttede som for første gang til den dragende komposition. December nikkede. Også hun var gået ud i kulden og havde forladt den varme stue.
Vi var gået ud for at se på stjerneskud. Og det er jo en chance, man tager. En regn af stjerneskud, havde metrologerne talt om. Geminiderne. Ordet er som et løfte i sig selv. Så December og jeg tøvede ikke, da hundene skulle ud på deres havetur inden natten. Vi går da med! Tager det varme tøj på og bevæger os ud i vintervinden, mørket og bliver et med stjernehimlen. Ser på stjerneskud. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde et par gode ønsker parat i drømmelommen. Åh, hvis bare, tænkte jeg, da mine skridt knirkede i sneen og vi stod dér, tavse og afventede, med blikket rettet mod himlen.

Da så jeg skyerne. De havde samlet sig og gemt stjernerne bag et tykt og næsten uigennemsigtigt tæppe. Skuffelsen ramte mig som et sværd. Håbet sank og jeg mærkede, at jeg frøs. Jeg blev stående lidt, men forstod at det var omsonst. Vi ville ikke få øjne på stjerneskud med de skyer. Tungt vendte jeg mig om og fik øje på December. Med lukkede øjne og hænderne foldet stod hun dér midt i sneen og så helt salig ud. Frøs hun slet ikke? Jeg ville egentlig ikke forstyrre hende, men min egen skuffelse og frustration var ikke til at bære. Ikke alene. Geminiderne var på spil og jeg kunne ikke se dem. Mine ønsker ville fryse ihjel i vinterkulden.
’Åh December, sukkede jeg, ’vi kan jo ikke se dem!’.

Hun åbnede øjnene og så på mig. Kom et skridt nærmere og lagde forsigtigt armene omkring mig.
’Og du kan da slet ikke se dem’, fortsatte jeg og vred mig løs af hendes favntag, selvom jeg egentlig nød varmen fra hendes arme. ’Du står bare dér og sover!’

Hun lo og rystede bare på hovedet. ’Jeg sover ikke, min ven, jeg ønsker’.
’Ønsker?’ Min stemme var endnu mere forbavset end jeg. ’Jamen, hvordan kan du ønske, når du ikke kan se stjerneskud?’.

Hun lagde igen armene omkring mig og holdt mig fast. Sådan blev vi stående lidt uden ord. Jeg mærkede hendes ånde tæt ved mit øre, det kildede lidt og jeg smilede uvilkårligt. Hvem bryder sig også om stjerneskud, når man har December at varme sig ved?

’Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed’, hviskede hun og ordene sneg sig gennem øregangen og ud i kroppen, dansende tæt på hjertet.
’Det handler ikke om at se stjerneskud. Det handler om at ønske!’.

2 kommentarer:

  1. Præcis søde Megan.....du skal selv ønske og tro så meget på det, at det manifesterer sig i dit liv.....så kan det godt være, man falder og "slår sig" lidt engang imellem.....rejs dig op, ønsk og tro videre......that's the way:-)
    Skønt skrevet - du er VILDT dygtig til at skrive:-) Ønsker dig og dine kære en skøn weekend:-) Knus Gitte

    SvarSlet
  2. Tusind tak for dine ord, Gitte. Ja, det gælder om at ønske! ;)

    Også god weekend til dig og dine. Knus.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.