onsdag den 5. december 2012

Sommerkvinden


Og der sad jeg i solen med min kaffe. Lænede mig op af skyggerne på husmuren. Mærkede en brise danse forbi. Så sommeren boltre sig på marken udenfor hegnet, mens en del af den havde omfavnet haven. Og mig. Jeg læste og tog notater. Tænkte gode tanker og lagde brænde på mine drømme. Kom nærmere essensen dér i sommersolen ved husmuren.  Aha, tænkte jeg, snart er jeg helt klar til at gå videre af den vej, der åbner sig, når jeg begynder at gå. Et skridt af gangen. Det vigtigste er at vide, hvad den dybere mening er. Selveste formålet.
Et mål er kun et pejlemærke. Ofte kan man ophæve målet, når man nærmer sig, fordi man er blevet klogere, mens man rejste og lærte nyt. Om livet og om sig selv. Selve rejsen er målet. Drivkraften er formålet.

Jeg så hende sidde der. Mageligt tilbagelænet med ryggen mod sommermuren. Solen dansede i hendes hår og spandt tråde af guld. Bag mørke solbriller sad hun fordybet med blikket hvilende i bogen. Ordene spejlede sig i brilleglasset. Et lille smil spillede om hendes læber. Visdom, tænkte jeg og så hende skrive i notatbogen, der lå strategisk placeret ved siden af kaffekoppen. Hun har opdaget noget. Tænkt en tanke, der vakte genklag og som et ekko kom tilbage til hende og tog bolig i hjertet. Jeg stod musestille bag et træ og betragtede hende. Ikke forstyrre, hun måtte under ingen omstændigheder få øje på mig og afbryde sit forehavende.

Jeg mærkede pludselig at jeg frøs. Hvad var nu det? Forbavset og en smule forvirret løftede jeg blikket mod træets grene. De var tunge af sne. Den blå himmel havde fået et andet skær og isblomsterne havde erstattet de sommerlige af slagsen. Det er jo vinter, tænkte jeg og da jeg løftede min fod og igen plantede den på jorden, mærkede jeg sneen knitre under mig. Kulden havde bredt sig, jeg frøs om fingrene. Men jeg havde jo lige set hende! Der i solen, det var sommer, hun sad blandt bier og blomster med sin kaffe. Mit blik afsøgte det sted, hvor jeg havde set hende. Ja endda mærket hende på den helt specielle måde, man nogen gange kan mærke et andet menneske. En sjæl. Men hvor var hun nu, sommerkvinden? Og hvad var der mon blevet af de ord, hun havde noteret og de tanker, der fik hende til at smile?

En slags tomhed bredte sig i mig. Et savn. Sneen gav lyd fra sig, da jeg begav mig over den nu hvidklædte plæne og hen til husmuren. Der var hverken bord, stol eller kvinde. Og dog. For noget var sket. På et tidspunkt havde hun rejst sig, kvinden. Og lidt senere fulgte sommeren i hendes fodspor. Forsigtigt tog efteråret over og som en sælsom og næsten sørgmodig sang dæmpede lyset sig på sin rejse og lod andre årstider komme til. Efterår. Vinter. Og sommerkvinden forvandlede sig. Måske vidste hun ikke selv hvordan, og måske undrede hun sig over tiden, der ligesom var smuldret mellem hendes fingre. Men det var sket. Og hun var kommet videre.
Jeg smilede og vendte mig mod de sneklædte marker. Det er i grunden både magisk og vidunderligt, at tiden tager hånd om det meste, tænkte jeg og sukkede, som det hører sig til, når man må overgive sig til det, der er. Noget større. Tiden. Nuet. Forandringen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.