torsdag den 27. december 2012

Solfarver


Der er et tomt ark foran mig. Sorte bogstaver blinker på hvid skærm. Lyset er dæmpet, regnen drypper tungt fra decemberhimlen og en vis mathed har lagt sig over landskabet. Efter dejlige juledage med mad og selskabelighed er jeg gået i en slags hi. Det var egentlig ikke tiltænkt, men nu kan jeg mærke det. Jeg putter mig i den regntunge himmeldyne og lader være med at tænke længere end til lige nu.
December er så småt ved at pakke sammen. Jo, selvfølgelig, hun fejrer lidt af sin sidste dag og aften med os, men så rejser hun som året slutter og begiver sig derud, hvor kun drømme finder fodfæste. Der skal man bo, siger hun uden at tøve, lægge sig forsigtigt på guldstøv og tænke gode tanker. Tillade drømme at slå rødder og tro på, at de vil spire og gro, når tid er. Og hendes tid er jo som bekendt en måned om året, men der sker så meget andet, når man ikke er på. Det har hun betroet mig. Selvom mennesker ofte tror, at det egentlige finder sted, når man er ude og gøre sig synlig, er det faktisk omvendt. Jamen, det påstår hun. Det egentlige er næsten usynligt for øjet, det er noget hjertet tager sig af.  I stilhed.

Vi tager en beslutning. Den er oplagt. For i en stor pose til venstre for min stol venter de tuber akrylmaling, jeg købte lige før jul. Og foran mig, på gulvet ved chatollet, står der tre lærred med rammer. December har smugkigget i posen og overtaler mig. Et glimt i øjet. Kom, hvisker hun, lad os dække spisebordet med aviser og sprede farver over alt. Lad os male hvert vores drømmebillede i skønne farver og lad os hylde livets gode øjeblikke. Dem, hvor solen bryder frem bag skyerne. Hvor en længe savnet ven melder sin ankomst og hvor omfavnelsen fortæller, at man ses alt for sjældent. Hjertesuk. Det første skud på busken i haven efter en lang og kold vinter. Månelys gennem vinduerne. Et kys. Ord i bog, der vækker dyb genklang. En sang, man havde glemt, man kendte. Og som fortæller om døre, der har ventet tålmodigt på at blive genopdaget og åbnet.
Det er længe siden, jeg sidst har malet. Jeg tøver med at åbne posen. Men December har allerede fingrene i den, det knitrer og så hører jeg hendes begejstrede udbrud. Ekstra farver med rød og orange. Solfarver! Jeg vidste det, udbryder hun og ser virkelig ud til at glæde sig. En kreativ eftermiddag bag regnvåde ruder. Hvorfor ikke? Man kan jo tegne sin egen sol. Og lade sig fortrylle af farver, male, en slags rejse i sig selv.

Vi tager posen og går ned af trappen. Spisestuen skal omdannes til atelier for en dag! Dér hvor vi sad omkring bordet juleaften og nød god mad og hinandens selskab, skal vi nu male vores eftermiddag.

8 kommentarer:

  1. Du skriv så bra! Poetisk og kjekt å lese. Og så skriv du om at du skal male, og då lurar eg på: Er det du som har laga bildet først i innlegget?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak.
      Men nej, det er ikke mig, som har malet billedet i indlægget! ;)

      Slet
  2. Og så maler du: Dans med livet!

    Nyt studen i atelieet, nede i spisestuen.

    Klem fra Stavanger

    SvarSlet
    Svar
    1. En ny proces er i gang! Dejligt. Klem tilbage.

      Slet
  3. Åh, det lyser af forår og glæde ...

    SvarSlet
  4. Det lyder hyggeligt :)Håber i har haft en skøn jul :) knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det var en dejlig jul. Håber det samme for jer. Knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.