tirsdag den 11. december 2012

Snedronning på vintervej


Morgenen starter i næsten mørke, men sneen lyser landskabet op. Over vores hoveder hænger en bid af månen i rummet mellem to skyer. Sneen er dyb og tyk, som en dyne har den smidt sig over jorden. Vi synker i og skridtene er tunge. Lyset kommer kun langsomt til syne, helt forsigtigt stiger det op i horisonten. Kulden bider i næse og kinder og vi laver små skyer af varm ånde, hver gang vi trækker vejret.
December er med på morgenturen, hun insisterede. ’Du skal da ikke gå alene rundt i mørket’, sagde hun og trak i hue og vanter. Så vandrede vi gennem snedriverne og bød morgenen velkommen. Decemberdage starter som regel i mørke, en famlen efter lyset uden at vide, hvordan landskabet ser ud. Alt er muligt. Ikke mindst i disse dage, hvor vinteren har lagt sin klamme hånd over land og by og holder fast. Dagens højdepunkt er sneplovens brummen ned af markvejen. Jeg håber i mit stille sind, at sneen vil holde pause nu. Jeg har gøremål ud af huset de kommende dage og det kan blive besværligt, hvis vejen igen fyger til. Vi står ikke først på listen over steder, der får ryddet sne og landmanden selv er ude med ploven andre steder. Men sådan er det at bo på landet. December nikker og smiler i vintermørket. ’Ganske hyggeligt’. Hun udstøder en sky af varm ånde.

Sneen dæmper lydene. Vi hører kun vores egne støvler i sneen og hundene, der med legesyge skridt løber foran os gennem de tunge driver. December havde et vigtigt spørgsmål at stille mig, det tænker jeg på, mens vi går dér, men det synes ligesom upassende at minde hende om det. Vi er i nuet og i sneen.
Jeg bruger en del tid på at tænke over det i disse dage. Nuet. Og hvordan livet kun kan være lige her. Ikke i fortiden og i fremtiden, ikke i spekulationer om, hvordan det mon vil blive rundt om næste hjørne. Jeg kan alligevel ikke forestille mig det, ikke rigtigt, jeg må bare stole på, at det bliver godt. Tidligere brugte jeg meget tid på at forsøge at forberede mig og være på forkant. Spekulationer. Bekymringer. Men ofte blev det alligevel anderledes end jeg havde troet og de elefanter, jeg havde skabt i min fantasi, viste sig at være små mus i dansesko. December nikker. Hun kender det godt. Jeg har brugt meget tid på at befinde mig i både januar og februar, siger hun og så ler vi begge højt. Det virker komisk. Hendes latter minder mig om en sommerdag og jeg mærker en varm vind stryge mig over kind. Det gør godt at le. Vi klukker så meget, at sneen drysser fra grenene. Så ler vi endnu mere.

’Jamen, i grunden er det jo ganske tåbeligt’, klukker hun. ’Vi har fået et liv, et nu fuld af gode øjeblikke og vi har oveni købet et valg. Vil vi bruge det nu, vil vi vælge det og være i det. Lade det omsvøbe os som kælen silke og mærke livet i al sin vidunderlige enkelhed. Eller vil vi pine os selv med tanker om fremtiden. Jeg har vandret gennem kulde og mørke i januar i stedet for at være i min egen måned. Jeg har kigget med misundelige blikke på hende, min efterfølger, ønsket at være i hende i stedet for at være den, jeg er. December. Lige nu og her.’
Lige nu er der snedriver og en svag sol i horisonten. Hun er December. Snedronning på vintervej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.