søndag den 30. december 2012

Skyggedans på årets sidste søndag


Det stormer udenfor. En bleg solstråle finder vej gennem mit vindue og rammer chatollet. En skyggedans opstår. Og her sidder jeg og danser på sin vis med mine egne skygger. Tænker over året, der næsten er gået og det, der skal komme. Over alt det, jeg lærte på min vej gennem 2012, de erfaringer, jeg gjorde mig og de indsigter, jeg høstede. Visdommen, der på næsten sørgmodig vis kommer sejlende som en papirbåd på en mægtig flod. Den virker så skrøbelig med sit skrog af papir. Sårbarheden står malet med store bogstaver på siden. Det, jeg lærte. Det jeg tager med mig videre. Kan det bære? Vil jeg kunne omdanne det og gøre det til mit eget, tage det med mig i hjertet og med tiden lære at være det?
Indsigter som morgensol gennem vinduerne i det spæde forår. Og selvom vi kun lige er trådt ind i vinterens mørke gange, tager jeg mig selv i at favne en lille forårslængsel, et saligt suk, der opstår som solglimt, når skyerne sejler over himlen og giver solen plads. Et slags håb. For jeg ved jo, at det bliver forår igen, men jeg har også lært at vinteren har sin berettigelse og at alting har sin tid. Den utålmodige kvinde har fået en lektion af sit hjerte. Om tålmodighed. Om at turde vente. I tillid.

Og her vender vi så tilbage til den lille føljeton om hjertets vej og det, jeg ikke vidste, da jeg i sin tid besluttede mig for at følge mit hjerte. Jeg havde ingen anelse om, at hjertet ville bede mig følge med sig ned i min frygts dybeste kælder. Havde jeg vidst det, var jeg sandsynligvis løbet den anden vej. Flygtet. Men i året, der gik, har jeg måtte erfare, at hvis man følger sit hjerte i tykt og tyndt, så sætter man uvilkårligt sig selv på nogle prøver, der overgår meget af det, man tidligere har prøvet. Og man må gøre det helt alene.
I 2012 har jeg været på hjertevej, men i modsætning til, hvad jeg havde forestillet mig, gik turen endnu dybere ind i mig selv i stedet for at føre mig ud i verden. De udfordringer, der mødte mig gennem året, viste sig primært at være møder med gamle dæmoner, som jeg nu fik mulighed for at lære bedre at kende. Jeg forstod instinktivt, at det ikke ville nytte noget at flygte denne gang. Så jeg har befundet mig i mørket en del af tiden, men har samtidig oplevet, at fordi jeg turde være dér, opløstes gamle mure pludseligt og lyset strømmede ind. Og det lys var langt skarpere og smukkere end det lys, jeg kendte fra tidligere. Der opstod øjeblikke af sand lykke, af ren væren, og jeg forstod, at jeg på en måde havde bestået en slags hemmelig eksamen dybt i mig selv. Jeg havde danset med min skygge. Set min frygt i øjnene. Men bedst som jeg troede, at jeg nu skulle følge det lys som et vejskilt mod helt nye tider, tog mit hjerte mig på endnu en kældertur.

På et tidspunkt forstod jeg det. Jeg har i 2012 fået muligheden for at rejse ind i alle skumle afkroge af mig selv, fjerne gammelt spindelvæv og rydde lidt op. Kærligt kysse sår, som så kunne hele og blive til ar. Opdage, at dæmonerne var ligeså bange for mig, som jeg var for dem. Vi havde bare misforstået hinanden.
Og på den konto lærer man så om hjertets tålmodighed. Det kræver mod at sidde i stilhed og lytte. Vente. Væbne sig med tålmodighed og tro på, at tingene udvikler sig på bedste vis, hvis man ikke altid har så travlt med at kæmpe og stritte imod. Dér i mørket kan man pludselig se stjerner. Og mens man sidder og venter på et stjerneskud eller to, så man kan sende gode ønsker af sted, forstår man pludselig at det slet ikke handler om at se dem. Stjernerne. Eller om at høre dem. Skuddene. De er der altid. Man skal bare tro på dem. Og så ønske.

Og hvad så nu? 2012 lakker mod enden, December er ved at pakke sin kuffert og som tidligere år bliver jeg både vemodig og melankolsk ved tanken om hendes afsked. Datter af Jupiter, min månedlige søster, julelys og englelyd. Huset føles så tomt, når du går ud af døren og lukker den bag dig. Januar kommer så brat og jeg nægter for en stund at elske hende, endda at holde af hende. Fordi hun ikke er dig. December. Fordi hun bringer så meget nyt med sig, når hun melder sin ankomst ved rådhusurets første slag nytårsnat. Alt det nye, som jeg både frygter og længes imod.
Og December smiler sødt til mig, jeg siger det samme hvert år, hun kommer hen og lægger armene omkring mig, du er fjollet min ven, du ved bedre. Men efterhånden hører det bare med, denne sørgmodige stilhed, der sænker sig på årets første dag, synet af de nedfaldne nytårsraketter og bordbomberne, der nu bare er papir og konfetti på gulvet. Tomme flasker og sørgelige rester. Og et helt nyt år, langstrakt, åbent, fuld af muligheder. Skræmmende og fristende på samme tid.

2013 bliver helt anderledes, det er jeg sikker på. Jeg pakker de ting væk, jeg ikke længere kan bruge, håber at mit lille skib er stærkt nok til at bære mig, nu lastet med ny viden og visdom, det meste høstet et sted i hjertet. Skrøbeligt. Sart. Til tider helt uden logik men fuld af sælsom kærlighed og tro på noget helt andet. Noget, der skal prøves i det nye år. I praksis.
Pludselig slår det mig. Den eneste måde virkelig at danse med livet, kærligheden og lyset på, er ved at lære trinene i skyggedans.

 

6 kommentarer:

  1. Nydelig, Lene! Skyggedans...vi får lære oss trinnene! <3

    SvarSlet
  2. Kære Lene,

    Dit skib ER stærkt nok til at bære dig, og jeg føler mig overbevist om, at dit skib både vil bringe dig til velkendte rolige og spændende ukendte farvande i 2013.

    Med ønsket om, at 2013 bliver fuld af gode stunder for dig i 2013, sender jeg dig mine kærligste tanker med en hjertelig tak for det forgange år.
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, kære Louise. Jeg ønsker dig et lykkebringende nytår. Du skal vide, at dine kommentarer har bragt mig glæde og inspiration i det gamle år. Glæder mig til vejen videre! :)

      Slet
  3. Så vakkert du skriver, Lene! Igjen blir jeg dratt inn i historien, også assosierer jeg og lager min egen ut fra det du skriver.... Du skriver knallbra! Og ja, å danse med livet, det er vel en kunst - og kan føles skummelt av og til - men så lurt om vi klarer....
    Jeg vil takke deg for alt du deler og gir. Takk for alle spor du har lagt igjen hos meg. Savner høre fra deg - men mest av alt ønsker jeg deg nå et nydelig 2013. Syns du er tøff som har "ryddet" så mye i 2012. Det holder jeg også på med nå.
    Sender deg en klem og ser frem til å følge med deg videre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære du. Tak for dine gode kommentarer her og dine egne gode, tankevækkende og vedrørende indlæg. Jeg kommer snart på besøg igen! ;) Godt nytår, god klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.