onsdag den 19. december 2012

Lænestol


Hun gik i forvejen og kaldte på mig uden ord. Jeg fulgte duften af kaffe og svovl. I mit arbejdsrum havde hun tændt stearinlys og de små lys med stjerner i rød og blå. Skrivebordslampen var tændt, kaffen stod parat på bordet. ’Nuvel’, sagde hun bare og smilede sit underfundige decembersmil, ’skriv!’
’Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal skrive om’, tilstod jeg og drak af kaffen. Varm mælk, hun havde sørget for det hele. Min ord standsede hende i døren og hun vendte sig om. Lod blikket hvile på mig, granskende. ’Du har lovet at fortælle mere om hjertets vej mod livsglæde og fuldbyrdelse’. Armene lagde sig til rette, over kors, afventende. Ordene smældede i luften som kugler fra et maskingevær. Så der var altså en bagtanke med al den hygge i mit arbejdsrum!

Stilheden lagde sig mellem os som en usynlig madras. Hun satte sig på den og trak vejret dybt. Helt ind i januar. Så ventede hun. Hjertets vej mod livsglæde og fuldbyrdelse. Jeg lo kort. Hvad ved jeg om det? Jeg er jo først selv lige slået ind på den sti og vejen er lang endnu. Fuldbyrdelse. Findes det overhovedet? Handler det ikke om at gøre hvert skridt ære, mærke efter og følge glæden og det, hjertet siger, selvom det ikke altid giver mening, når den sagte stemme ytrer sig? Men hvem ved, hvad det fører med sig? Det er i grunden ganske frygtindgydende at kaste fornuften fra sig som et krøllet stykke tyggegummipapir og lade hånt om alt det, man tidligere har lært. Fordi hjertet pludselig siger noget andet.
’Livet er i øjeblikket’. Hun nikker fra sin stilhedsmadras. Lige nu. Og hvis du kun havde lige nu og her til at beskrive, hvad du har lært i det forgangne år, hvad ville du så sige? Fortælle? Skrive? Hvis nogen spurgte dig og håbede, at du ville sige noget ærligt, med hjertet og uden hensyntagen til, at du også er en rejsende og stadig har lang vej endnu. Vel vidende at rejsen er målet, selvfølgelig.

Tja. Jeg drikker af kaffen og stirrer ud af vinduet. Forbi filosof og skytsengel og ud på de nøgne træer, der svajer forsigtigt mod vinterhimlen. Regndisen svæver i horisonten, sneen er næsten væk. Det nærmer sig jul og snart banker det nye år på. Ja, hvad har jeg i grunden lært?
Noget af det vigtigste er den seneste lektie, jeg har fået. Det var en hård nød at knække, for hvilken velsignet læring er der mon tro i en nakke og skulderskade? Smerte. Manglende nattesøvn. For slet ikke at tale om det faktum, at jeg ikke kunne skrive? Der gik et stykke tid, så kom svaret. Stilhed. Ro. Og det er jo noget mærkeligt noget, når man har travlt som aldrig før og slet ikke har tid til at sidde brak i en lænestol, mens vinteren afløser efteråret og dagene bliver kortere. Mørket kom snigende og tog mig med. Det blev en rejse i sig selv, dagene i lænestolene.

Stilhed og ro. Mens jeg sad der i min lænestol og rejste i tankerne, slog det mig, at vi kaster om os med ordet travlhed. Det er blevet en slags konfetti.  Og det er også blevet et slags underligt statussymbol, fordi vi går og tror, at det er både smart og vigtigt, hvis vi med ægte sved på panden kan sige, at vi er et travlt menneske med fuld kalender. Altid på farten, altid søgende efter lykken derude, traskende gennem andres græsgange, i dialog med tilsyneladende eksperter, opsøgende og talende ikke mindst. Stilhed er ensbetydende med langsom død. Hvis jeg sidder stille, så dør jeg. Og måske gør man faktisk det, dør, for i forandringens navn må noget dø, hvis noget andet skal fødes og blive levedygtigt. Og hvordan i hjertets navn skal man vide, hvad det kunne være, hvis man aldrig er stille nok til at lytte til stilheden og det, der rører sig, når stemmer forstummer og eksperter forsvinder i vintertågen?
Jeg blev tvunget ned i lænestolen og roen bredte sig som ringe i vandet. Pludselig forstod jeg det. Min skade var en slags gave. Og mens jeg alligevel bare skulle sidde der og vente, for der er nemlig en god portion healing i at vente og give tid, fandt jeg bøger frem på min bogreol, som jeg havde købt på et tidspunkt men aldrig læst. Jeg må have vidst, at jeg en dag ville få brug for dem og den dag var kommet. En bog om healing. Selvhealing. Jeg lærte at lytte til min smerte og spørge den til råds. Jeg lærte at vente til svaret kom. Og det kom. Og smerten var klogere end eksperterne, stemmen i mig vidste besked.

Roen bredte sig og lysten til igen at praktisere meditation kom helt naturligt. Hver eneste dag satte jeg mig i meditation og takkede min smerte for den lektie, den havde bragt mig og jeg lod den forstå, at jeg havde fattet budskabet. Tid. Ro. Og en forståelse af, at når man giver slip, så får man fat. Alle de gode ideer, man jagter rundt efter i verden udenfor kommer dumpende, mens man sidder i stilhed og lytter til sin egen hjertestemme. Føler. Mærker. Er lydhør. Og en smule ydmyg, for der er en god portion i magi i den slags. Svarene kommer, når man spørger og giver sig tid til at lytte. Og mærkelig nok kommer de sjældent udefra. De kommer indefra. Fra dig selv.
Så hvad hvis vi bærer alle svarene i os selv? Hvad hvis sandheden bor i stilheden? Og hvad hvis al den travlhed i virkeligheden bare er forsinkelse og modstand i forhold til at få de ægte appelsiner i sin turban?

Hun nikker, min gæst, fra sin stilhedsmadras. Svøber sig i tågedis og gør sig det behageligt.
’Jeg tror bare, jeg vil sidde lidt her og vente’, siger hun så og smiler.

6 kommentarer:

  1. Du har så inderlig ret. "Vi har travlt og vi er stressede" ... høres vi ustandselig. Jeg bliver så vred når jeg hører ordet stress, brugt i flæng, for det er en ganske alvorlig sygdom, og ikke det at vi har mange jern i ilden. Vigtigt er det at lære at sige nej, men det er der vist ikke mange der TØR i dag ...
    Så dine ord er meget kloge og jeg har stor respekt for at du lyttede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord. Du har ret, vi slynger om med ord som stress og travlhed og det er i sig selv med til at piske en stemning op. Vigtigt at sige nej og mærke efter, ja!

      God jul! :)

      Slet
  2. Stilhed og ro er så uendelig vigtigt, når man ønsker at følge sin hjertevej. Og du har ret - svarene findes i os selv - vi skal "bare" turde give os selv ro, så vi kan høre svarene.

    Med ønsket om, du midt i denne travle juletid tager dig tid til at lytte til dit hjerte
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Forhåbentlig vil jeg altid lytte til mit hjerte fremover, Louise! :) Ønsker dig en fin dag.

      Slet
  3. Kroppen ved bedst, og vi gør klogt i at lytte til den. Jeg er også nødt til at have stilhed og ro i mit liv for at fungere, og jeg ved, at ordene begynder at strømme som varme bølger, når jeg får det. Så nyd roen i din meditation og din lænestol; jeg tror og håber, at din nakke og skulder snart får det bedre... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, Mia, inspirationen kommer ofte, når man giver slip. Der er godt i lænestolen og min nakke og skulder har det meget bedre nu. Heldigvis! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.