fredag den 7. december 2012

Hvad nu hvis?



Et blankt stykke papir. En ny morgen. Forsigtigt kommer den sejlende med disen, der slører horisonten. I huset for enden af markvejen starter vi morgenen på den rolige måde. Det kunne godt gå hen og blive en god vane. December minder mig om, at livet er her og nu. Det første øjeblik, hvor man slår øjnene op, kan man beslutte sig for, at dagen bliver god. Inden tankerne tager på langfart og som et møl søger ilden, kan man vende tilbage til et stille sted dybt i sig selv.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at skynde mig, tænker jeg, mens jeg med påtaget langsomhed varmer kaffemælken i den lille kasserolle. Der lå et lag af travlhed i luften. Det krøb ind under huden og gjorde mig urolig. Det var som om, jeg skulle nå noget bestemt til en bestemt tid, problemet var bare, at jeg ikke rigtig vidste hvad. Jeg lod mig føre og forføre af tilsyneladende velmenende vinde, der talte om succes. Men succes for hvem? Jeg turde ikke stille spørgsmålet, jeg kastede det vredt fra mig, når det dukkede op. Det landende i snedynger og det landende på havbunde. Det blev taget af vinden som efterårsblade og det strøg over markerne på ryggen af en hare. Men det vendte altid tilbage. Og det spørgsmål gjorde mig endnu mere urolig over den kurs, jeg var på. Uden at ane, hvor jeg egentlig skulle hen og hvad det var, jeg skulle nå. Jeg må gøre noget, tænkte jeg. Noget andet, noget mere.

Nu har livet og omstændighederne lært mig noget andet. Månederne, som på hver deres måde er dukket op på mit pensionat og i mit hus, har fået mig til at standse op og mærke efter. Og er det i grunden ikke det, vi alle længes efter? Virkelig at mærke efter og lytte til det, vores hjerte synger om? Udfordringen er bare, at vi altid har haft så travlt og været på vej så mange steder hen, at vi bliver helt svimle ved tanken om at stå stille. Jeg dør, hvis jeg stopper nu, tænker man og løber videre. Overser den smukke bænk, der står og indbyder til stilhed i eftermiddagssolen. Glemmer at høre fuglene, der synger så underskønt gennem sommeren, græshopperne med deres melodi, blomsterne, træerne og den blå himmel. Fuglene. Hvad med fuglene? Kunne jeg flyve med dem, hvis jeg ville? Det tænker man ikke på, for nogen sagde engang, at den slags ikke lader sig gøre. Flyve som fugle og gå på vandet, det kan mennesker ikke. Og da slet ikke dig! Den historie valgte man at tro på og derfor er det fælt og grænseoverskridende at lade sådanne tanker komme til orde. Man fortsætter bare. Videre. Mod noget. Døden? Tal ikke om den!
Hvad nu hvis selveste lykken findes i det øjeblik, man sætter sig på bænken og lukker øjnene. Falder til ro og begynder at lytte? Hvad nu hvis glæden indfinder sig og stilheden spiller den smukkestes musik, hjertet nogensinde har hørt? Jeg spurgte bare. Og nu er jeg her. Sammen med December og på en helt anden kurs end den, jeg befandt mig på i mange år. Hjertekurs.

’Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om’, siger hun og afbryder mine skriverier. December. Der står hun i sin vinterkjole med kaffekop i hånden og et nærmest alvorligt glimt i øjnene. Det tegner godt, tænker jeg og mærker, at jeg har forandret mig. Tidligere ville mine alarmklokker have ringet ved synet af den slags blikke og den følelse af sandhedsfordybelse, der ligger i dem. Nu nyder jeg spørgsmål, der kan vrikke ved eksisterende antagelser. Tænk hvis det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og troede. Tænk hvis bænken i eftermiddagssolen virkelig findes. Hvad nu hvis?
Fortsættelse følger, som fortsættelser har det med at gøre … jerHjer


4 kommentarer:

  1. Dejlige tanker, de sidste 2 år har jeg brugt på at tænke den slags tanker :-) Jo længere jeg kommer ned i tempo jo mere opmærksom bliver jeg på de små ting. Tiden gør at opmærksomheden skærpes og det er lettere at give sig selv lov til at f.eks bruge den til at sætte sig på bænken eller stirre ud i luften.
    God fredag til dig.
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder godt Margith, der er en god portion visdom i langsomhed, tror jeg! :) God mandag. Klem.

      Slet
  2. Det er i virkeligheden det, jeg har mest imod i vores moderne samfund. Det er ikke "in" at tage det roligt; at være i nuet og bare eksistere. Vi er altid på vej et sted hen og glemmer at være dér, hvor vi er. Jeg øver mig hele tiden på at blive bedre til at "være", men det er nemmere sagt end gjort... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig nemmere sagt en gjort, men hvis man øver sig ... :) God dag til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.