torsdag den 6. december 2012

Englen i kaffeskummet



Det er en iskold morgen. Der er faldet lidt sne i løbet af natten, men i forhold til andre dele af landet, har vi vist været heldige. Med mindre man da ønsker sig sne i dynger. Og det gør vi egentlig ikke. Det er fint, som det er lige nu, helt perfekt, et tykt drys af hvidt og driver i vejkanten.
December føler sig hjemme på gæsteværelset. Hun har hængt en julestjerne op i vinduet, der lyser i mørket, når man kommer vandrede op mod huset ad markvejen. Og huset er glad for at have fået liv og varme. Det står stolt i vinterstormen og kaster lys ud i sneen. Endelig, tænker det og sukker veltilfreds, det har jeg ventet længe på. Årevis. Årtier. Ensom og forladt har jeg stået i forfald og mange gange har jeg tænkt, at nu var det nok snart ude med mig. Men jeg havde et drøm. Et lille håb dybt i hjertet fortalte mig, at det kunne blive anderledes. Hvis jeg turde tro. Håbe. Og hvis jeg væbnede mig med tålmodighed, for ting tager tid. Og se nu bare! Det knirker i murværket. Jeg kender den lyd. Efter måneder som beboer i det nu stolte hus, har jeg lært dets små lyde og åndedræt at kende.

Jeg har lavet kaffe og December kommer løbende for at få en kop med. ’Har vi det ikke hyggeligt’, konstaterer hun og slubrer kaffe med mælk, så en dråbe løber fra hendes mundvig og ned på bordet. Skødesløst tørrer hun den væk med ærmet og smiler stort.  Jeg nikker bare. Nyder hendes selskab og den ånd af vinterlig energi og kuldevarme, der stråler fra hende. Og hvordan kan kulde være varm, spørger du måske og ryster på hovedet. Men det kan den. Se bare på December!
Når hun dukker op og det gør hun jo altid, når tiden er inde, fyldes jeg med et stille håb. Der er noget over hendes tilstedeværelse, den måde, hun giver alle lov til at være sig selv. En sand lettelse. Det er anstrengende altid at skulle forestille sig og være noget, man egentlig ikke er. Hun får mig til at indse, hvorfor så mange mennesker ikke holder af sig selv.

Hun nikker og ser pludselig alvorligt på mig. Sådan kan hun også være. Det skal man ikke tage fejl af. Hendes jupiterske natur er håbefuld og optimistisk, der er en glød, som ingen kan slukke, men alvoren boltrer sig side om side med det muntre sind. Og dette ligger hende på hjerte, selvværd og selvkærlighed er så vigtig for ægte trivsel. For hvis vi ikke er os selv, hvordan skal andre så kunne være det? Når du lærer dig selv at kende, starter forfra og accepterer alle dine fine sider, ser, hvor underskøn og unik, du i grunden er, så stråler du og giver automatisk andre tilladelse til at gøre det samme. Og det er sådan, December er. Sig selv. Med hud, hår og kolde vintervinde. Sne og slud. Gråvejr og pludseligt solskin, der overrasker horisonter og kaster fint lys og skygge over land og by. Alsidig. Sårbar. Og stærk lige dér, hvor hun er allermest blød.
’Livet er et smukt paradoks’, nikker hun og leger med mælkeskummet i sin kaffe. ’Kan du se, at det ligner en engel?’ Jeg bøjer mig frem. Hun har ret. En fin engel danser formiddagsjig i kaffeskummet. Vi ser på hinanden og smiler.

Og englen i kaffeskummet smiler med.

6 kommentarer:

  1. Så fint og koselig bilde :-) Her har desember kommet med kulde - i dag er det 15 kalde grader. Det kom bittelitt snø i går, men det er bare så vidt - uvant for årstiden.

    Kos deg med engelen din - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Siv, ja det er blevet vinter! ;) Klem til dig.

      Slet
  2. Jeg er stum av beundring, og hjertet smiler et blått desembermorgensmil :) Tusen takk, Lene - dine skriverier varmer og lyser opp dagen ! Skriv mer, du poetiske venn ! Adventsblå morgen her i nord. Fyr i ovnen. En kopp peppermyntete. Godt å leve ! Så mye å være takknemlig for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det er en glæde at lytte og skrive! ;) Og altid så dejligt at få en hilsen fra flotte dig i Nord. Gode ord og stemninger. Tak. Klem.

      Slet
  3. Så poetisk og underskjønt et bilde du tegner av desember, Lene. Den beste måned, på så mange vis, og for meg er paradokset det at den er så fin på både godt og vondt.

    Har ikke tid til å blogge så mye for tiden, ei heller til å legge igjen hilsninger, men jeg er innom og leser dine skriverier, og som alltid gir de meg gode billeder, tanker og ting til overveielse med på veien.

    Ha en fortsatt fin adventstid,
    Stor klem fra meg til deg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Er glad for at vide, at du er dér, Janna. Om du skriver en hilsen eller ej. Men naturligvis bliver jeg ekstra glad, når der kommer lidt ord fra dig. :)

      Ønsker dig en fin vinterdag. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.