fredag den 21. december 2012

Dommedagstanker


Så jeg vågnede til en ny dag. Dommedag. Og verden lå endnu omkring mig, jeg var prinsessen på ærten og lyden kom fra vækkeuret. Ingen fare på færde, bare en forsigtig solopgang i horisonten, kan det passe, er vi her endnu? December kiggende frem fra sit værelse, døren på klem, vi så på hinanden og nikkede. En helt ny morgen, samme gamle jord. Lad os passe godt på den og hinanden fremover.
Jeg tænkte faktisk på det i går aftes. Hvad nu hvis verden virkelig går under? Hvad nu hvis dette er min sidste aften, huset for enden af markvejen, hundene, kæresten? Og hvad med juleaften, som nærmer sig og gæsterne, der kommer. For første gang skal vi alle fejre juleaften hos os, spisestuens skal for alvor indvies, der skal steges og brases og dækkes op til konger og dronninger. Jeg købte lys til vinduet i går, formet som et hjerte. Smukt og enkelt minder det mig om livet og de gode øjeblikke. Hvert eneste lille lys er med til at danne helheden, men hvis bare et holder op med at skinne, vil hjertet ikke være helt så perfekt. Måske ser man det ikke eller tænker over det, når det stråler i sin helhed, men hvert eneste lys har sin rolle.

Vi var i Roskilde, vi vandrede gennem de julepyntede gader, lyttede til stemmer og lod os opsluge af dufte. Brændte mandler. Gløgg. De strømmede ud fra døre og vinduer, dufte, stemmer og den helt særlige lyd af sød forventning. Nej, det kan ikke passe, sådan slutter det ikke. Jeg går jo lige her, lyslevende, jeg har købt gaver, kæresten er ved min side og vi har talt om at lave god mad til aften. Drikke god vin. For hvad nu hvis? Og burde vi egentlig ikke altid leve sådan, fuldt ud og levende, med sanserne åbne, fulde af forventning? Give hinanden af det bedste, vi har, gøre os umage, hver eneste dag? Vi har jo bare nu.

Når der sker noget uventet og sørgeligt, så mærker vi det. Hvor skrøbeligt livet er. Da min far døde, talte jeg med præsten om det. De gode øjeblikke, huske at værdsætte dem, være til stede, være taknemmelig. Han døde alt for tidligt og jeg havde mange tanker. Jeg fik sagt til ham, at jeg elskede ham og at jeg på min måde ville bære livet videre, tage imod det, han havde været med til at give mig, for livet er en gave. Og præsten sagde til mig, at vi glemmer det i farten, igen, men jeg rystede på hovedet gennem tårer. Troede ikke, at jeg nogensinde kunne glemme det igen. Denne dag i mit liv, mødet med præsten før bisættelsen, de tunge tanker og sorgen, der svøbte sig om mig som en kåbe. På en måde føltes det, som om alting sluttede. Lige dér. Men det gjorde det ikke.
Og det slutter heller ikke i dag. Heldigvis. Men jeg tænker over det igen, præstens ord og mine egne, mødet med sorgen og med livets vinter.

Vi spiste godt og sad længe ved middagsbordet i stearinlysets skær. Vi havde ikke travlt, nød hinandens selskab, talte og skålede. Hundene snorkede og alt åndede fred. Det lille hjerte i mit vindue strålede om kap med himlens stjerner. Vinteraftenen trængte sig på. På et tidspunkt faldt der lidt sne. Jeg havde glemt det igen, da vi gik i seng. Tænkte ikke på, at dette kunne være min sidste aften, den sidste nat før verdens ende. Men da jeg stod op og December lavede kaffe, da vidste jeg det.
Livet er en gave. Alting er nyt. Og det er aldrig for sent at være sit eget lys. Gøre sig umage. Skinne, så godt man kan. Og have en god fredag med den helt specielle dato 21.12.12.

2 kommentarer:

  1. Ja, hver dag er en gave, og det er godt at blive mindet om det. Min far døde jo ligesom din alt for tidligt, og det kom som et chok. Han havde jo altid været i mit liv, og jeg følte ikke, at jeg kunne leve uden min faste klippe. Men det gør jeg jo, og det kan jeg. Men du godeste, hvor jeg savner ham... Knus

    SvarSlet
  2. Riktig god jul til deg og dine, Lene - kos dere masse :-))

    Klem Siv

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.