mandag den 31. december 2012

Dæmpet lys og dråber.


 
Året lakker mod enden. Den sidste dag er kommet sejlende gennem regntunge skyer og lyset er så dæmpet, at det næsten er usynligt. Nat og dag holder fast i hinanden, sammenslyngede som et elskende par, uvillige til at give slip, hver især. Regnen pisker mod ruden, stormen holder hof og alting synes sammensmeltet i dæmpet lys og dråber. Jeg har ordnet et par praktiske ting og sidder nu med dagens anden kop kaffe. Eftertænksomhed blander sig med kaffeskummet. Det er tid til at gøre status.
Mens jeg sidder her ved mit skrivebord i lampens skær, pakker December de sidste ting og lægger dem i sin kuffert. Det undrer mig, men hun både fløjter og nynner, tilsyneladende munter trods afskeden. Hun virker tilfreds og jeg fristes til at spørge hende, hvorfor hun er så fornøjet. Men jeg vil ikke forstyrre hende, nyder lyden af hendes vigør, rumsteren og raslen, der blander sig med regnens toner. Decembers sidste symfoni, tænker jeg og mærker vemodigheden rejste sig i mit bryst. Den hører sig ligesom til, eftertænksomheden, her på årets sidste dag. Hvad lærte jeg i det gamle år? Og kan jeg tage det med mig videre, kan jeg drage nytte af mine erfaringer og kan jeg blive til den visdom, jeg høstede? Forstår jeg, at det gamle år har gjort mig klar til det nye? At jeg har fået nogle vigtige lektioner, som jeg skal bruge på min vej videre og at ikke et sekund var forgæves, ej heller de svære stunder i mørket. Tværtimod.

Noget af det vigtigste lærte jeg af stilheden. Den kom til mig og bad mig flytte ind. Lad mig være din dyne, hviskede den, så stille at man næsten ikke kunne høre den. Jeg har noget at fortælle dig. Stilhed. Den øredøvende tavse stilhed, hvor man kan høre sit eget hjerte slå. Hvor alting standser, fastfryser og verden holder op med at eksistere. Vi er så vant til at omgive os med lyde, musik, fjernsynet, hinandens stemmer, den ene højere end den anden, køkkenmaskiner, trafik, lyden af fingrene på tastaturet og tankernes evindelige rumsteren ikke mindst. Tankerne. Kan de overhovedet være stille? Og det var det, stilheden kom og fortalte mig om. Bag de mange tanker findes der et andet land. Et sted, hvor du kan være dig selv i ren væren. Hvor egoet holder pause og hvor sjælen tager dig med på den smukkeste rejse, du kan forestille dig. Sæt dig og lyt. Luk dine øjne. Vær. Du har ikke travlt, der er intet du skal nå. Alting kommer til dig. Sæt dig. Lyt. Tag imod.
Hver dag besøger jeg det land. Og det land vil jeg tage med mig ind i 2013. Når jeg bader i stilhedens kilde, finder jeg en ro, der gør mig uendelig godt. Når jeg bare sidder og lytter, så er det virkelig som om det hele kommer til mig. Jeg behøver ikke at fare ud og jagte sandheden. Den findes i mig.

Steve Jobs har sagt, at du ikke skal lade larmen fra andres meninger overdøve din egen indre stemme. Det har han ret i. Det var en anden vigtig lektie for mig i 2012, jeg lærte i endnu højere grad at lytte til min indre stemme. Det var som om jeg pludselig mødte en anden kvinde inde i mig selv, en smuk sjæl, som vil mig det allerbedste. Den ved besked, den er altid positiv og kærlig og jeg ved, at den altid vil støtte mig og fortælle mig sandheden. Min sandhed. Og måske er det i virkeligheden den kvinde, som skriver disse ord, måske er hun min indre poet. Jeg smiler ved tanken. Hun er min kilde, min visdom og min kærlighed. Hun skal med på vejen videre.
’Selvfølgelig skal hun da det’, siger December. Jeg har ikke hørt hende, forsigtigt er hun trådt ind i rummet og står nu næsten rejseklar ved min side. Jeg kan mærke hendes varme hånd på min skulder. ’Den kvinde er jo dig!’ Jeg smiler og ryster på hovedet,’ nej December, så perfekt er jeg slet ikke. Hun er så fin og sårbar og klog på en helt speciel måde. Hun er stærk, når det gælder, hun kender både latter og gråd og hun forener det hele til et smukt maleri. Et vers. Poesi. Hvis bare jeg var som hende, så var alt meget nemmere.’

Nu ler hun højt, den gode December og kysser mig forsigtigt på kinden. ’Du bliver klogere’, siger hun og nikker. ’Du vil opdage, at du er alt det, du ønsker at være, at du har alt det, du ønsker at få og alt det, du skal bruge. Hvis du fortsat følger hjertet og tillader dig selv gode timer i stilhedens land, så du kan bære roen i dig som en sjælden skat. Din skat. Og den gode nyhed er, at det samme gælder for alle andre mennesker og måneder.’ Hun gør et par kunstneriske dansetrin, snurrer rundt på gulvet i en veludført piruette, graciøs og morsom på samme tid. Nu ler jeg også. ’Tror du virkelig, December, ja det var da en fantastisk viden at tage med sig ind i det nye år!’
Og tænk hvis det virkelig er sådan. Vi behøver ikke at fare hvileløse rundt og lede efter en sjælden skat. Den findes allerede dybt i os. Vi skal blot tillade os selv at bade i stilhedens kilde. Øve os på at lytte. Mærke efter. Vi behøver ikke at opsøge alverdens eksperter og betale for dyre konsultationer, selvom vi naturligvis med fordel kan gøre brug af andres viden til at få det bedste frem i os selv. Men i sidste ende bærer vi selv vores svar og vores glæde. Vores hjerter ved, hvilken vej vi skal følge og vores sjæl kender alle svarene.

Den tygger jeg lidt på og bliver helt glad ved tanken. Og når jeg kigger dybt i Decembers vinterøjne ved jeg instinktivt, at det er sådan, det forholder sig. Vi er vores egen magiker. Det vi tror på, kan vi. Det vi vælger at tro på, vil åbenbare sig for vores øjne og i vores hjerter.
Med disse ord vil jeg ønske dig et magisk og lykkebringende nytår. Besøg stilhedens land og lyt til din indre stemme. Vid, at du er en smuk sjæl. Tro på, at du har alle svarene i dig selv og at vejen videre vil bringe dig gode stunder fuld af mindeværdige oplevelser, udfordringer og glæder som perler på en snor. Vælg det, der instinktivt føles godt. Følg glæden og gå i tillid. Og giv dig selv tid til bare at være.

Tak fordi du fulgte med på rejsen i året, der gik. Tak for gode kommentarer, refleksioner og inspiration.
Godt nytår!
Dæmpet lys og dråber.
Sjælekongen måber.
Større skønhed findes ej.
End den, der danser dybt i dig.

 

12 kommentarer:

  1. Tak for det gamle år og de oplevelser vi har haft sammen. tak for alle dine ord. Kom godt ind i det nye år:)
    Håber det nye år vil give tid og mulighed for vi kan ses- knus :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, søde Miri og jeg er sikker på at det nye år vil give os rig lejlighed til at ses. Glæder mig til gode stunder med dig. Knus. :)

      Slet
  2. Smukke og tankevækkende ord - Godt Nytår og tak for i år ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og selv tak. Godt nytår! :)

      Slet
  3. Riktig godt nyttår til deg og dine, Lene - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde, kære Siv. Klem.

      Slet
  4. Godt nytår og på genkig i det nye år. Tak for fine indlæg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde. Må 2013 blive et fint år! :)

      Slet
  5. Selv tak og godt nytår til dig også. Lad os besøge stilhedens land og lytte til den indre stemme, der giver os så mange ord. Ord, der kan glæde - det må være det vigtigste af alt... Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, ordene bor der i stilheden og venter blot på, at vi skal give os tid til at lytte. Mere af det i 2013! ;) Knus.

      Slet
  6. Rigtig godt nytår til dig :) Håber du og hundepigerne kommer godt ind i det nye år. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Anette, vi kom godt ind i det nye år. Håber det samme for jer. Knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.