lørdag den 29. december 2012

At turde give slip

 
Det er svært at komme i omdrejninger i dag. Efter morgenturen ud med hundene, efter fodtrin i vandpytter og mudder, fandt jeg lænestolen og satte mig ned med en kop blåbær te og ventede på lyset. Det kom aldrig. Jeg læste, lod ordene fylde mig, blev en del af en historie og forkastede små tanker om, at jeg bare kunne blive siddende dér hele dagen. Der er så mange bøger, så mange ord, jeg endnu har til gode. På hylden foran mig, i kassen under bordet, på reoler på biblioteket og i alverdens boghandlere. Historier og fristelser, perfekte til regnvejrsdage som denne og i det hele taget.

Men på et tidspunkt rejste jeg mig. Lagde bogen til side med et stille løfte om at vende tilbage lidt senere. Der er ting, jeg skal gøre i dag, sagde jeg til stilheden. Et par praktiske gøremål og så vender jeg tilbage. Efter en dag med selskabelighed og unger i huset, latter, leg og spil er stilheden overdøvende. Kun vaskemaskinen bryder det usynlige segl. En god lyd af renhed. Senere skal jeg hænge tøj op, starte min bil og køre ud af markvejen, se hvordan mudderet kaster prikker på min forrude, høre vandet under dækkene og nærme mig landevejen, der fører ind til byen. Jeg har et par ting at ordne, minder jeg mig selv om. Men så vender jeg tilbage. Til lænestolen og bogen.

Da jeg har truffet den beslutning og føler mig tilfreds ved tanken, dukker en ny tanke op. Hvad med maleriet? Det maleri, du startede på forleden dag? Og jeg husker farverne på spisebordet, aviserne, duften af maling og penslerne, den søde prikkende forventning til det, der vil udvikle sig på lærredet. Hvad maler du, vil nogen måske spørge, hvortil jeg vil svare, at jeg ikke aner det. Jeg fører bare en pensel. Jeg beslutter mig for at overgive mig til processen og låner mig selv til noget større. Og det kan måske lyde underligt, men jeg har erfaret, at det er sådan det er. Hvis jeg på forhånd forestiller mig, at jeg male et bestemt billede og har en ide om, hvordan det skal blive, farer jeg hurtig vild i mine egne begrænsninger. Jeg afskærer mig selv fra den usynlige kilde af inspiration og det, der opstår, når man ikke tænker, men simpelthen bare lader komme. En magisk proces, som man kan blive opslugt af og med sød forventning glæde sig til næste penselstrøg.
Det minder mig om at skrive. Det er samme kreative proces, det er overgivelsen til noget, der er langt større og om sig gribende. Hvis man tør. Jeg lader ordene komme til mig, jeg sætter mig i mit rum, det magiske, og kaster min sirlige korrekturmoster ud af vinduet, så Filosoffen vender sig og betragter hendes fald med et sælsomt smil om lermunden. Jeg kan ikke på forhånd vide, hvilke ord og vendinger, der dukker op, jeg skal ikke forsøge at styre og kontrollere, jeg skal blot lytte og være de hænder, der skriver. En mærkelig proces, som tager en på rejse. Pludselig dufter der af skovjordbær og muld. Og man formulerer ting, man aldrig havde drømt om, aner ikke, hvor det kommer fra, forbavses og hvis man bare fortsætter med at lytter og ydmygt skriver det, der skrives vil, så sker der noget. Man skal turde lade sig overraske, man skal fare vild, man skal ud på eventyr i hver eneste sætning og glæde sig til den næste.

’Nu er jeg i vildrede’, siger jeg til December, der kommer forbi i samme øjeblik, stikker hovedet ind gennem døren og gør opmærksom på, at hun vil gå en tur i regnen. Ud i disen. ’Hvor skal du hen’, spørger jeg, nysgerrig som altid. Hun ryster på hovedet. ’Det aner jeg ikke’, svarer hun, ’bare gå. Se, hvad der dukker op i disen, dufte til stilheden og lyden af regndråber’.
En vovet tanker finder vej og banker på. Kan man leve sit liv på den måde? December hører den, tankelæser som hun jo er. Hun nikker uden tøven. Måske er det i virkeligheden meningen? Måske har man slet ingen anelse om, hvor mange gode og spændende ting, der venter, hvis man følger glæden? Overgiver sig til processen og tillader sig selv at fare vild. Slipper kontrollen og lader komme. Giver slip. Det er så udmattende hele tiden at skulle vide alting, planlægge og forsøge at navigere. Hvad hvis man bare besluttet sig for, at det bliver godt? Langt bedre end man kan forestille sig, fordi vi mennesker tror vi ved alting og dermed også sætter grænser og barrierer op for os selv. Det kan ikke lade sig gøre, siger vi og når vi først har besluttet os for, at sådan er det, jamen så bliver det sådan.

Men hvad hvis vi i stedet beslutter os for at tro? På samme måde som vi overgiver os til penselstrøg, ord og sætninger? Hvis vi øver os i at slippe tøjlerne og bare følger lidt med, lytter til glæden, der synger mellem træerne og følger hjertet, når det med sagte stemme påstår, at det ved besked?

Og måske behøver jeg slet ikke beslutte mig for, hvad jeg vil gøre, når jeg har ordnet dagens gøremål og er kommet tilbage til huset for enden af markvejen. Læse, male eller skrive. Måske ved jeg det bare, når tid er?

4 kommentarer:

  1. Og ja... jeg kjenner meg så godt igjen... Det er viktig å tørre og gi slipp... la tankene fare, la ordene vandre på papiret, og la penselen svinge seg over lerretet... Prosessen som pågår er energifylt og god - og resultatet blir kanskje...overraskende. Gi slipp! Så enkelt - og så vanskelig er det...
    Ønsker deg en flott dag, min venn!
    Her drypper vanndråpene ned i den hvite snøen...
    God klem fra meg

    SvarSlet
    Svar
    1. Enkelt og vanskeligt, ja! :) Og jeg må hele tiden øve mig og huske på, at det faktisk er sådan. For instinktivt holder vi fast, når vi bør give slip.

      God klem tilbage.

      Slet
  2. Endnu engang sætter dine ord tanker i gang hos mig - du har en vidunderlig evne til at skabe magi, som inspirerer meget - hjertelig tak for det :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.