mandag den 12. november 2012

Vokseværk



I disse dage går jeg mange ture. Dagligt. Turene er en del af min genoptræning, men de er meget mere end det. De er min direkte forbindelse til kilden, inspirationen og til det i livet, der gør mig glad. Turene er symbolske, for jeg husker på, at jeg kan bevæge mig. Gå. Ud. Hjem. Ud. Hjem.
Det ikke anbefalelsesværdigt at løbe i øjeblikket, siger min fysioterapeut, og det er faktisk meget sigende for min rejse på nuværende tidspunkt. Hastværk er lastværk. Utålmodighed er modstand.

Jeg oplever november på nært hold. Jeg ser forandringens væsen hver eneste dag, når jeg trasker gennem våde blade. Jeg får fugtens skarpe lugt op i næseborene, mens jeg går på kanten til vinter og altings forrådnelse og endeligt. Tilsyneladende. For samtidig vandrer jeg på grænsen til noget helt nyt og glæder mig over, det der skal komme. På mærkværdigvis føler jeg mig klar. Begrænset måske, men klar som aldrig før. Der findes ikke andet. Overgang. Bro. Videre. Når tid er.
Jeg må endnu tage stort hensyn til min nakke og skulder. Skriverierne brænder på lavt blus, men de brænder kraftigere og mere levedygtigt end nogensinde før. Når man ikke kan gøre noget, man holder så uendeligt meget af, indser man, hvad der er vigtigt. Og det er vigtigt! For mig. At kunne skrive. Så fremover vil jeg have stor fokus på evnen til at kunne gøre netop det.

Jeg skriver, mens jeg går. Inspirationen kommer sejlende med hver eneste sky og rejser sig med morgenrøden. Den findes i de store flokke af gæs på deres færd over himlen. Novembers lys er dæmpet på en næsten sælsom, magisk måde, men det er også fuld af overraskelser. Kan man lade sig inspirere uden at tage notater, tænker jeg tit, mens jeg går der og føler mig fyldt til randen af godhed og poesi? Kan man gemme det et sted i hjertet og tage det frem, når det skal bruges? Vil det skrive sig selv, når man en dag sætter til tasterne og åbner op for brønddækslet?
Det er spændende tider. Som aldrig før sætter jeg pris på November og hendes tunnel mod vinter. De våde blades sagte suk. Som aldrig før får jeg lov til at vandre med hende gennem hver eneste time og mærke på min egen krop og i egen sjæl, at alting har sin tid.

’Du har vokseværk’, siger hun til mig og blinker underfundigt. November.

4 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at læse, at du har vokseværk, kære Megan....det kan man også godt fornemme:-))))) Stort knus

    SvarSlet
  2. Altså, disse kroppe.. At gå er at leve :) Godt du ikke er helt slået ud af dine begrænsninger, men kan vende det til noget brugbart.

    SvarSlet
  3. Riktig, Lene, alt har sin tid, og det er det som er så vidundelig - hvis man ser det, opplever det og sanser det - aksepterer det, ikke minst... Og det gjør visst du til fulle.

    Ha en fin aften videre.
    Klem

    SvarSlet
  4. Ja tålmodighed er nødvendigt når man skal genoptræne. Nyd dine ture - glæder mig til du er tilbage. knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.