tirsdag den 20. november 2012

Tændstik


’Sig mig, hvorfor tænder du ikke lidt stearinlys?’ November ser på mig med kærlig hovedrysten.’ Du vandrer rundt i halvmørke!’
Jeg ser forundret på hende. Ved hun slet ikke, hvordan hun ser ud? Diset, grå og med himlen hængende tungt ned som vådt pandehår. Koldt og klæbrigt.

’Jamen, det er jo fuldstændig uklart derude’, sukker jeg lettere irriteret. Diset og gråt. Sigtbarheden er lille. Jeg kan ikke se naboens gård og de heste, jeg ellers nyder at rette mit blik mod. Der er noget storslået over heste.  Jeg betragter dem på afstand med respekt og ærbødighed. Prægtige dyr. Men i dag kan jeg ikke se dem, tågedisen danser over markerne til usynlig musik og indhyller træerne i vamsede grå dynefrakker. Alligevel ser de ud som om de fryser, træerne.  Det samme gør jeg.
’Du misforstår mig’, svarer November bare og kaster et blik på fyrfadsstagerne, der står rundt omkring. Det handler ikke om mig og mit vejr. Det handler om dig! Om at du har mulighed for at tænde dit eget lys og lade det skinne indefra. Det kræver ikke solskin og høj blå himmel. Tværtimod, vil jeg næsten påstå, hvis jeg nu skal fremhæve mine egne og årtidens attributter. Du har tændstikker, du har lys. Du har alt, hvad du skal bruge for at få både lys og varme. Hvorfor vandrer du så hvileløst rundt i tåget kulde?

Jeg skal til at sige noget, men min stemme vil ikke lystre mig. Det første bogstav bliver til et stykke papir, der krølles sammen og kastes bort. Protesterne forstummer. Jeg har hørt hende. Og jeg ved det jo godt, men jeg glemmer det, når jeg lader blikket vandre ud gennem vinduet, kun for at konstatere at det støder på en mur af grå uvished. Tåge. Uklare øjeblikke. Og så taler hun om at tænde lys, både dem af stearin og de indre. Skinne indefra, ja god formiddag, November, hvad er dog det for et råd?
Pludselig smiler jeg af min egen indre dialog. Hører mit ego byde op til dans, en dans så velkendt, at jeg kan trinene i søvne. Selvsikkert rækker det hånden ud og søger min. Den velkendte undskyldnings dans. Egoets dans. Alt det udenoms. Omstændighederne. Vejret. De andre.

Hun rækker mig en tændstik. Så spinkel den ser ud, helt skrøbelig og sart med sin slanke krop og det lille rødbrune hoved. Tænk at sådan en lille størrelse kan tænde ild! Og jeg står med dette mægtige våben i min hånd og betragter det med sand forundring. Så leger jeg lidt med ordet. Lyden. Tændstik.  Jeg beslutter mig for handling og med forsigtighed stryger jeg tændstikken mod svovlet på æsken. Den flammer op. Orange. Og en lyd. En duft. Af ild. Svovl. Varme.

Jeg tænder et par fyrfadslys og opdager, at jeg smiler til November. I samme sekund beslutter jeg mig for, at jeg vil lade min indre ild brænde i dag. Side om side med de stearinlys, jeg nu har tændt. Det indre lys står stærkt i stormen, hvis man vil. Det lader sig ikke slukke med mindre man selv vælger det. Skræmmende.

Lysene blafrer. Jeg drikker det sidste kaffe og takker for, at jeg igen kan stryge en tændstik med højre hånd. Og for at November bor her, misforstået, forhadt og ensom på mange måder, men stolt som en dronning og varmere end man tror. Klogere, mere vis og langt mere kærlighed, end man tør drømme om.

OG dér i disen danser en tændstik.

6 kommentarer:

  1. Du skriver så smukt og malende ...
    Elsker at læse dine tekster, som altid giver mig stof til eftertanke.

    Jeg vil så gerne at månederne også flytter ind til mig... men har ikke rigtig fundet ud af hvortil jeg skal sende invitationerne.
    Jeg leder videre.

    Mit indre lys brænder også nu ... tusind tak

    SvarSlet
    Svar
    1. Månederne kommer uanmeldt! ;) Måske vil du opdage, at november har sovet under din seng. Stik hovedet ned og sig god morgen!

      Ønsker dig en fin dag. Lad dit fine lys brænde!

      Slet
  2. Hei Lene
    Ja, du skriver så fint, så levende. Jeg kan kjenne duften av svovel når jeg leser ditt innlegg.
    Her tenness det lys hver kveld, og noen ganger om morgenen også. Vi tenner også for vår Pus som er blitt borte. Snart en uke er gått......Vi har alltids et håp, men hun er nok død. Det er trist. Derfor tennes det ekstra lys i vinduet, så hun kan finne veien hjem, om hun kan det.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg håber sådan at din kat vil finde vej hjem igen, se lyset og mærke varmen. Krydser fingre og sender gode tanker.

      Knus.

      Slet
  3. Nydelig og betagende skrievet, Lene. Kjenner at dine ord, beskrivelsene, så malende og poetiske, griper fatt i meg. Leder meg til ettertanke, innsikt, forståelse, glede. For det er jo så sant, det du her skriver: Vi har selv makt til å tenne våre lys, finne fram vår tennstikke, og sette fyr til veken.

    Akkurat nå tender jeg mitt indre lys.

    Ha en fin kveld.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for altid gode ord, Janna. Lad dit lys skinne. Det er så smukt! :)

      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.