onsdag den 21. november 2012

Tågetid


 
Noget får mig til at gå op af trappen og ind på arbejdsværelset. Jeg tænder skrivebordslampen, for der kommer ikke meget lys gennem vinduerne i disse dage.
Tågetid. Hver eneste morgen står dagen op og skutter sig i sin grå frakke. Det bliver ikke rigtig lyst. Disen svøber sig over landskabet, indhyller træer og gør horisonten uklar.

Tågetid. Jeg kom til at tænke på det ord, fordi det i dag er begyndelsen på mørketiden i nord. Mørketid er et ord, som fascinerer mig. Jeg får associationer og en masse spørgsmål rejser sig. Hvad gør det ved mennesker at bo i mørket i to måneder hvert år? Hvordan finder man energi og livslyst, når man ikke ser solen og ikke kan bade i lys, selvom det er svagere på denne årstid? Er mørketiden blot noget, der skal overstås eller findes der mennesker, som ligefrem længes efter at himlens lys slukkes? Hvor den blålige dyne af mørklilla silke lægger sig til rette over rastløse sjæle, der altid søger lyset? Som blomster og planter, der drejer sig mod lyset og solen, men hvor skal man vende sig hen, når man vandrer i mørke i ugevis gennem en del af vinteren?
Det er sikkert helt anderledes, end jeg forestiller mig. Der må være en slags kompensation, der er noget, jeg ikke ved. Der findes en hemmelighed dér i mørket, det er jeg ganske sikker på. Og jeg får lyst til at kende den hemmelighed, nogen må kunne løfte det mørke slør og med stolthed proklamere, at der findes en god vej gennem mørket. Der må være noget, man skal lære og have med sig videre, hver gang denne tid på året ankommer. Jeg kaster et skævt blik på filosoffen, som står i min vindueskarm. Måske kender han svaret?

Men hvad så med tågetiden, tænker jeg i mørketidstankernes kølvand. For det er jo ikke kun i det nordlige Skandinavien, at man mærker vinterens kommen. Her er det ofte diset og tåget på vejen gennem både november og december, ja tågen kan sågar finde vej helt ind i januar og februar. Der er dage, hvor lyset er så dæmpet, at det næsten ikke findes. Det er bare en antydning. Som i dag. Og jeg kan mærke min egen energi sænke sig i takt med naturens. Denne tid opfordrer til at rejse endnu dybere ind i sig selv og det, der er. Sådan tænker jeg, men jeg ved det jo ikke. Igen kigger jeg i retning af Filosoffen, som indtil videre formår at holde sin lerkrop helt stille. Stolt og rank står han med strithår og skulderhjerte og et blik, der ikke afslører meget. En svag bevægelse, noget, måske. Eller også var det bare mit håb, der rørte på sig?
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fandt vejen gennem tågen, op af trappen og hen til tastaturet. Noget dragede mig. Det ene ord tog det andet.

Mørketid. Tågetid. Snart vinter.

2 kommentarer:

  1. Mørketiden er for meg ikke mørk i det hele tatt; den er lysenes tid; stearinlys i mengder,varme medmennesker imellom, de blåe timene, gode samtaler foran peisen, ettertanker, stjerneklare netter og nordlys.

    Men tiden vi her nord går inn i nå representerer også savn, savn jeg ikke kjenner så mye på resten av året. Ikke etter lyset, men etter de og kanskje det som er borte, de som er døde eller som av andre grunner ikke kan være sammen med oss. Savn etter den forgagne tiden sammen med mennesker jeg elsket... Men dette savnet er ikke bare vondt, heller, det gjør noe med meg; det er godt å savne, huske, dvele ved gode minner, bearbeide de vonde.

    Jeg blir en mykere utgave av meg selv i mørketiden, mer introvert, kanskje, men likevel mer tilstede i hvert nyanserte øyeblikk.

    Ha en fin kveld videre, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, Janna. Jeg var med dig i mørketiden og så alle de blafrende lys.

      Klem til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.