mandag den 26. november 2012

Saucer, supper og hjertehistorier


’Jeg kan ikke beslutte mig i dag’.

’Vær med ubeslutsomheden’, svarer November bare. Ryster på hovedet, så flere blade falder af. De sidste. Og det er også de sidste dage, hvad min gæst angår. Den dybe dame, som så ofte spørger, om man tør. Gå hele vejen. Helt ned. ’For man kommer jo op igen’, tilføjer hun og ser snu ud. Hun har mange ansigter. I dag er hun blålig og diset, en kåbe gjort af tvivlsomme vattotter dyppet i akvarel.
’Du er i gang med en føljeton om hjertet’, minder hun mig om. Jeg vil gerne høre lidt mere, inden jeg forlader etablissementet og forsvinder ud i årets intethed for at gøre mig klar til nye udskejelser. ’Næste år, vel at mærke, for snart efterfølges jeg af vinterens lille lys, den tilsyneladende muntre December’. Datter af Jupiter, jo jeg husker hende så udmærket. Og glæder mig på sin vis til hun springer ind på scenen med sin lattermilde optimisme og sine julelys. Solstrejfene er få i november. Og det er ingen bebrejdelse, jeg konstaterer bare. Og er med det dunkle lys og ubeslutsomheden.

’Føljetonen følger’, forsikrer jeg hende. ’Når hjertet vil.’
’Men ikke vent til december’, siger hun og jeg sporer en vis utålmodighed, der får mig til at smile. Her er damen, som altid taler om at vente. Tålmodighed. Ting tager tid, er omkvædet på hendes sang, der med udpint langsomhed tager os gennem dagene i hendes måned. Og sådan er det jo slet ikke, jeg har haft mange gode dage sammen med hende. Anderledes, dybe og disede. Måske. Men ikke desto mindre. Og jeg kommer til at savne hende, for man bliver ikke et helt menneske af at rejse på sommerferie med Juli i den tro, at det er livet. Som det eneste. Vel?

Hun ryster på hovedet. Slet ikke. Men historien vil hun gerne høre. Den om hjertet. For hun ved, at hun har inspireret mig og at jeg har lært meget i løbet af hendes dæmpede dage. Dage, der ligesom opfordrer til lettere dybsindighed. Den slags, man kan lave en god fond af.
’Du smider bare om dig med ord’, konstaterer hun og jeg nikker. Jeg spørger ikke om lov, jeg skriver bare, mens det blålige eftermiddagslys synker længere ned mellem træerne.

’Hvorfor så ikke …?’
’Nej November, du må vente tålmodigt!’ Var det min stemme, den lyder lidt anderledes. Bestemt.

Det tager tid at lave god fond til saucer, supper og hjertehistorier.

8 kommentarer:

  1. Ting tar den tiden det tar :-)

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør de nemlig! :) Klem tilbage.

      Slet
  2. Ja, det tar nok tid:)
    Nyt siste rest med November i hus, gudene vet hva Desember finner på...det tror jeg er en travel dame:)
    Ha ei god uke, klem;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Har December travlt? Eller er det bare os, der har det? ;) God uge til dig også, klem.

      Slet
  3. Ting tager tid.
    Noget jeg , med min utålmodige sjæl, ofte må mumle for mig slev :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det må man forsøge at huske på, tænker jeg. Kender altfor godt det med utålmodigheden, men nogen påstår, at utålmodighed er modstand! ;)

      Slet
  4. Ordene kommer når de kommer. Og jeg gleder meg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det gør de. Ordene. Og i dag kom der lidt flere. Jeg er ret vild med ord og deres lyst til skrive sig selv, når man bare giver lov. ;)

      Og tak!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.