mandag den 19. november 2012

Pensionat


At være menneske er som et pensionat. Hver morgen rummer en ny ankomst.
- Rumi –

Hver morgen rummer en ny ankomst. Ordene vækker genklang og tankerne om pensionatet er ikke ukendte for mig. Det er en god metafor. Jeg er et pensionat og byder livet velkommen. Hver eneste morgen er en ny ankomst af følelser, tanker og, hvis man er heldig, måske en månedlig gæst. Som November.
November har skam været her hele tiden. Lige siden den første dag i denne sidste efterårsmåned, som på mange måder minder mere om vinter. Hun har gjort sig det behageligt i gæsteværelset og hun har ledsaget mig gennem dagene mod helbredelse. Den dårlige nakke og skulder. Smerter. Ingen skriverier. Det var en stor sorg og jeg, må jeg indrømme, gik helt i panik. Hvad skal jeg dog gøre uden mine ord? Men den kære November klappede mig kærligt på kinden og viste mig vej ind i sit disede og ganske dybe univers. ’Du har nok noget at lære’, sagde hun og lod mig forstå, at det var tid at følge med hende.

Det kan være svært at se på skade og smerte som en slags gave og en livslektion, men efter et stykke tid dæmrede det for mig som solen, der bryder igennem morgendisen. Måske er der noget om snakken? Måske havde jeg virkelig noget vigtigt at lære, som kunne erfares i den yderst ubehagelig tilstand, jeg var udsat for. Smerten var stor i starten og jeg boede i den. Den overtog mig og livet blev en kamp for overlevelse. Og det ord er en overdrivelse, men det sætter ligesom tingene i perspektiv. Pludselig var det alt, det drejede sig om. At lindre smerten. At finde en måde at sidde på, sove på. Og at skrive kom slet ikke på tale.
Hvad jeg har lært, vil sikkert dryppe fra min pen i de kommende måneder. Lige nu er det stof til eftertanke og refleksion. Jeg smager på min lektion som på et bolsje, sutter forsigtigt på den og lader det smelte i munden. Det nytter ikke noget at knase og lade bolsjet blive forvandlet til syrlige fragmenter. Så mister lektien sin kraft. Nej, det kræver tid og tålmodighed at rejse gennem november og for hver dag, der går, føler jeg større og større taknemmelighed for det, jeg har erfaret ved at blive sat ud af spillet for en stund. Desuden er jeg dybt taknemmelig for, at det nu går fremad i den fart, det gør. Og vi taler ikke motorvej. Nej, vi taler sindighed, ro og omtanke.

November nikker, mens hun kærligt siger farvel til solen, der har glædet os med sit selskab i dag. Lykke er sol i november, konkluderer jeg, mens jeg ser på min månedlige veninde, som jeg tidligere frygtede. Jeg forsøgte at undgå hende. Jeg kaldte hende ikke veninde, for hun repræsenterede en slags skyggeside i mig, noget, jeg var bange for. Nu fryder jeg mig over hvert eneste minut i hendes selskab. Sådan da. For hun kræver meget af mig, hendes kraft er voldsom og den lærdom, hun bærer med sig, er ikke for nybegyndere. Den kræver mod.
Føler du dig også modig på en helt speciel måde, når du vandrer gennem novembers disede dage og møder dig selv i de nøgne træers skygge?

For det er du. Du er modig. Og November er din ven. Vær et pensionat og tag imod, så skal du se løjer af den udviklende slags.

2 kommentarer:

  1. november er den første måned der seriøst inviterer på hjemmehygge og levende lys
    så jeg hygger mig også med november ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig. November er fuld af hygge, hvis man vil! Ha' en god novemberdag! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.