tirsdag den 27. november 2012

På hjertets vej, 2.


 
Der var noget, jeg ikke vidste, da jeg besluttede mig for at følge hjertet. Og heldigvis for det. For hjertet møder frygten lige dér, hvor den er.
Når man beslutter sig for at følge hjertet, bliver vejen lyserød og velduftende som morgenroser om sommeren. Faktisk skinner solen altid på hjertevejen. Glæden danser kun få skridt foran en og man kan let række ud og favne den. Men, viser det sig, den er som et væsen fra eventyret Elverhøj. Drilsk. Provokerende. Fuld af udfordringer, for hjertet kan finde på at stille de mærkeligste spørgsmål. Det tager ikke halve svar for gode varer.
Og pludselig befinder man sig i en kælderskakt. Der er mørkt og klamt. Man fryser helt ind i sjælen. Lyset er slukket og natten trænger sig på. Rykker nærmere uden at gøre større væsen af sig. Og det havde man jo ikke set komme, når man nu havde besluttet sig for at gå med glædesskridt på hjertevejens smukke stier med blæst i håret og en svag duft af vasketøj og syren i vinden. Vel?

Nogen vil sikkert påstå, at man skal forsøge at undgå sådanne steder. At den slags skumle kælderskakter hører fortiden og en anden verden til. Man skal tænke gode lyse tanker, der vil tage en derhen, hvor man hører hjemme. På den lyse side af livet. Og vælger man at lytte til de påstande, kan man godt blive temmelig slukøret, for ikke at sige deprimeret, når man pludselig befinder sig et helt andet sted. Gjorde jeg noget galt, tænker man? Kom jeg til at tænke noget forkert? Og så kommer man i tanke om alle de gange, hvor man mærkede frygten trænge sig på, bare i form af en omstrejfende tanke, der gjorde som den plejede. Rystede lidt op i en ellers god dag. Eller nat.

Det er mig, der er håbløs, græder man og tror, at man for evigt vil være hensat til kælderskakter og fugtige huller, fordi man endnu ikke har fået styr på sine løbske tanker. De forkerte tanker. Og man peger fingre af sig selv dér i mørket, måske, fordi man føler sig fortabt. Jeg orker det ikke, tænker man, den evige kamp. Den gør mig så træt. Måske skal jeg bare blive siddende her. Gemme mig i mørket. Det er nok bedst sådan. Jeg fortjener ikke at se dagens lys, når jeg ikke kan finde ud det. Basta.
Så sidder man dér. Om øjnene er lukkede eller ej kan sådan set være lige meget, for det er mørkt ude og inde. Man glemmer at man fryser. Det er man jo så vant til. Suk. Og så pludselig hører man en stille stemme. Den er rolig og kærlig og lægger ligesom et varmt tæppe om den frysende sjæl.

’Kunne du tænke dig et liv uden evig kamp’? spørger den. ’Kunne du tænke dig at lære dig selv bedre at kende?’
Og man nikker, temmelig slukøret, for det var jo ligesom det, man havde besluttet sig for. Lære sig selv og sin inderligste gode drøm at kende, mærke glæden ved livet, øjeblikket, danse den dans, man kendte som barn, inden den tilsyneladende virkelighed slukkede gode tanker og glæden ved at være lige nøjagtigt den, man var. Men det kan jeg jo ikke, svarer man hjertet og sukker så højt, at vandet i kælderen skvulper.

’Jo du kan’, hvisker hjertet og giver en et forsigtigt klem. Du ved, sådan et, der kan mærkes i stilheden. Uden berøring, en sagte væren, et kærtegn så mildt og godt, at noget vækkes til live igen. Man ranker ryggen lidt og mærker at benet sover. Man rejser sig og står der i mørket.
Jeg kan godt, siger man til sig selv og mærket håbet. En glød bliver til stille ild. Og man rykker nærmere varmen og nyder det orange skær af tro og håb. Og tanken om at man måske alligevel selv har noget at skulle sagt.

Fortsættelse følger ...

1 kommentar:

  1. Åh Lene, du gør det gang på gang - beskriver så poetisk og smukt forskellige sindsstemninger, at jeg ikke kan andet end sidde og blive helt stille indeni af at læse dine ord.

    Er modløsheden (eller i det mindste mindet om den) mon ikke nødvendig for at kunne glæde sig så meget over troen og håbet? Jeg tænker, det er vel kælderskakternes mørke, der får os til at værdsætte de lyse stier så meget? Jeg tror, kontrasterne er nødvendige for at give os de største glæder, og så længe man ikke forbliver i de triste og svære sindsstemninger, så tror jeg, at det er meget sundt at vide, at livet består af både mørke og lys.

    Kærlige tanker fra
    Louise

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.