torsdag den 22. november 2012

På hjertets vej, 1.


 
Der var noget, jeg ikke vidste, da jeg besluttede mig for at følge hjertet. Og heldigvis for det. For hjertet møder frygten lige dér, hvor den er. Hvad er det, jeg siger?
Jo, ser du, Hjertet tager en med på en rejse, der ikke bare går af snoede veje, hvor blomstrende mandeltræer danser frydefulde trin til vindens sang. Rejsen går helt ud i de mørkeste kringelkroge, ja helt derind, hvor man før slet ikke turde tænke på at gå ind. Havde hjertet på forhånd fortalt mig, at vi skulle rejse på de dybdegrader, havde jeg nok fundet på en god undskyldning. For hvem har lyst til at opsøge de steder, hvor det er mørkt, klamt, koldt og hvor smerten er så dyb og næsten uforklarlig, at man slet ikke kan tænke tanker, der går i den retning? Steder, man kun kender alt for godt og som man vil gøre sit allerbedste for at gemme og glemme?

Men hjertet har lyst. Og når man først har truffet en beslutning om at følge sit hjerte gennem tykt og tyndt, så er der ingen vej tilbage. Selvfølgelig kan man stå af toget, men når man først sidder dér i sin hyggelige kupe og ens navn står på døren, så skal der alligevel en del til, før man forlader varmen og sit hjerte og kaster sig af toget. Der er bare noget, som driver en videre. Tør du blive siddende, hvisker hjertet, så skal jeg vise dig, at det mod, du da udviser, er hele rejsen værd.
Hvor skal vi da hen, kære hjerte? Det hænder, at man må stille det spørgsmål, for der er tidspunkter, hvor alt peger i samme retning. Vildledning! Der er tåget, det er koldt og de sprækker, der dukker op i skydækket, viser sig at afsløre trapper til steder, hvor man absolut ikke vil hen. Trapper, der går ned. I kældre. Og dernede står der ting og sager, som man for længst har lagt låg på og som man ikke ønsker at møde igen! Aldrig! Så helt ærlig hjerte, hvorfor skal vi derned? Det kan du da ikke mene!

Jeg har protesteret. Jeg har forsøgt at gå den anden vej, men så snart jeg vendte hjertet ryggen, mærkede jeg et voldsomt savn og som en slags magnet trak hjertet mig tilbage. Du tør godt, hviskede det bare, for hjertet taler aldrig med høj stemme. Husk nu, hvad jeg har sagt. De steder rummer forløsning. For sandheden er, at du slet ikke aner, hvad der gemmer sig i dine kælderskakter. Du tror bare, at du ved det. Og skriften på kasserne er frygt.
Fortsættelse følger. Dette er en lidt anderledes føljeton, kan jeg ligesom mærke. Noget mit hjerte vil fortælle. Sige højt. På sin stille måde.

Billedet er lånt hos healingwithart

7 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Så herlig å følge din "føljetong".
    Jeg bruker magefølelsen like mye som hjeret. Det slår aldri feil. Du vet, den følelsen som du kjenner dypt inne i magen, om at noe ikke riktig er som det skal være. Men, hva menes med det? Jo, det er et varsel om noe som skal komme, eller noe som er, og så må man følge sin intuitivitet og stole på den. Jeg følger den alltid.

    SvarSlet
  2. Svar
    1. Godt at høre. Og det gør jeg igen. Taknemmelig! ;) Fortsættelse følger.

      Slet
  3. Jeg er spændt på fortsættelsen. Rigtig god aften til dig og dine hundepiger. Knus Kenzo og Anette :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og god weekend til dig og skønne Kenzo! :) Knus.

      Slet
  4. Glæder mig meget til at følge dit hjertes ord :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.