onsdag den 28. november 2012

I dansen mellem mørke og lys


’Spændende at følge hjertet’, siger hun, November, mens hun blidt frigør sig fra morgendisens favntag. Hun smiler. Selv synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at smile af. Jeg er pludselig blevet alvorlig træt af uigennemsigtige vejr. Jeg savner solen og at mærke dens varme på min hud. Og det er for tidligt, siger jeg formanende til mig selv, vinteren skal først til at begynde. I morgen skifter vejret, så daler temperaturerne og vinteren træder i karakter.

’Hjertet? Nå ja.’ Jeg har ikke tænkt mig at skrive på hjertehistorien i dag, det kan hun godt glemme. Jeg er ikke i humør til at gå tilbage til den kælder, hvor jeg forlod historien i går, heller ikke selvom den sluttede på et spændende sted, hvor læseren blev lovet, at man ved at lære sig selv og sine følelser bedre at kende kan slutte fred med de evige kampe, der altid buldrer som ilden i kaminen. Og den ild går jo ud, tænker du jo nok, hvis man ikke giver den brænde og opmærksomhed. Og så er du rykket et skridt nærmere sandheden. Men fortsættelsen kommer ikke i dag. Mit hjerte er faret vildt i disen.
November stryger mig på kinden og gør klar til mere kaffe. En god plan. Hun varmer mælk i den lille kasserolle på komfuret, jeg kan høre lyden af hvid væske, der gør sig lun. Og den er tiltrængt, den kaffe. Jeg er ikke rigtig vågen, det er som om det tunge vejr og fugtigheden har lagt en klam hånd om mig. Tynger. Bare lidt altså, men nok til at energien brænder på lavt blus. Og hvad gør man så? Bliver irriteret? Frustreret? Slår sig selv i hovedet og går i seng, som den gode Maude i Matador ville have gjort det?

November hælder den varme mælk i kaffen og rækker mig et krus. Jeg kan mærke varme fra keramikken brede sig ud i mine håndflader. Et kort sekund føles det godt, så forvandler varmen sig til en lille smerte og jeg stiller kruset fra mig. Der må være en pointe med dagen i dag, tænker jeg, den dag, som metrologerne kalder årets sidste efterårsdag. I morgen vil sneen dale fra blåsorte horisonter og vinteren vil kræve både krop og sjæl. Så skal der for alvor lægges indre brænde på, for at blive i den metafor.

’Men du, siger November og slubrer kaffe i sig, ’du har jo fornemmelse for vinter! Jeg husker en artikel, du skrev sidste år. Måske skulle du læse den igen?’
Jeg husker den svagt. Jeg skrev ordene i et klart øjeblik. Og den slags øjeblikke opstår, som et glimt ser man hele sandheden og forstår livets mysterium. Man ved, at årstiderne og deres cyklus giver fuldstændig mening, at naturen er klog og at alting har sin tid. Man danser med dønningerne og synger fuldmånesenater. Krammer et træ og flyver med fuglene over himlen. I dag er dansen lidt tung. Men kaffen gør godt, det må jeg erkende. Den vækker mig og gør mig klar til en dag med dårlig sigtbarhed. Og hvem siger, at det er dårligt?

’Er du ked af at skulle af sted’, spørger jeg November, for at snakke om noget andet.
’Kommer du til at savne mig?’, spørger hun og slår en skraldende latter op. Det spørgsmål kræver vist ikke et svar. Hendes latter er et kærligt tordenvejr. Hun ved godt, at hun kan være krævende på mange måder, men bagefter ser man sig tilbage, sådan ganske kort over skulderen, og får øje på en underskøn kvinde i disen. En kvinde, som blev så smuk og vis, fordi hun turde blive på den vej. Fordi den vej rummede en historie, hun havde brug til at lytte til. Hun er vidunderlig dyb og sensuel, tænker man. Lidt mystik. Og meget dragende. Sådan ville jeg også gerne være, tænker man måske.  Selvom man godt kan få for meget af tågedis, sukkende blade og lys, der ligesom bare slukkes. Fordi.

’Du skal have ros’, siger hun så og lader sine efterårsfingre glide igennem mit hår. ’Du er blevet meget bedre til det. At være med det, der er. Når du ikke tror, at jeg ser dig, betragter jeg dig fra mit stille skjul. Der i tusmørket, hvor grenene strækker mod fløjsmørket. I skæret fra stearinlyset.
I dansen mellem mørke og lys, som livet jo er.

4 kommentarer:

  1. ...og den dansen er det viktig å stå i - og å våge det. Takk for dine fine formuleringer og for alt du deler.
    jeg er ikke en god blogger for tiden - alt for mye som skjer ellers. Ønsker deg en god dag videre :) klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Og tak fordi du kiggede forbi. Håber at det er gode ting, der sker hos dig! :) Klem tilbage.

      Slet
    2. Dessverre ikke...Men vi står det over. Som alltid. Håper dine dager er gode, at armen din er helt god igjen - og at du tar gode pustepauser når du trenger det :) klem klem (...nå skal jeg sitte og lese de siste tekstene dine, som jeg har gått glipp av!)

      Slet
    3. Jeg ønsker dig gode dage og styrke til det, du skal klare. Og tak, min arm og skulder har det meget bedre nu, men jeg skal stadig passe på og skrive "med måde"! ;) Som du siger, tage gode pustepauser, lave øvelser og tænke mig om.
      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.