lørdag den 17. november 2012

En gave


 
Det er en gave, hvisker stilheden og puffer blidt til mig, mens jeg vandrer dér gennem novemberdisen.
Samme landvej som i går. Umiddelbart ligner landskabet det, jeg indåndede, da jeg sidst gik her, men hvis jeg anstrenger mig en smule, mærker jeg, at noget er forandret. Det er så skrøbeligt og fint, at man næsten ikke kan se det. Hvis man bare spurter forbi, fordi man har et mål et sted forude, overser man det fuldstændigt. Det er så nemt. At gå forbi. Fordi man tror, at forandring har noget med store brag og voldsomme åbenbaringer at gøre. Som tårnet, der vælter ved egen eller andres hjælp. Og fordi man har en forestilling om, hvordan det vil se ud, følger man kun den tanke. Videre. Forbi alt det, der sagte bevæger sig i vinden og hvirvles op med de sidste nedfaldne blade.

Man glemmer at mærke. Glemmer at lytte. Glemmer at være.

Jeg blev passeret af en løber, da jeg gik på landevejen i dag. Han kom bagfra, jeg fornemmede hans skridt i asfalten og vi hilste på hinanden. Så var han foran mig og snart en prik i horisonten. Jeg mærkede et stik af misundelse og savn, for jeg ville også gerne løbe, men da jeg havde ladet den følelse passere, spurgte jeg nysgerrigt mig selv, hvorfor jeg dog ønskede mig det. Hastværk? Jo ser du, begyndte jeg, men min stemme forstummede. Svaret smagte forkert i munden, besk som en dårlig mandel. Jeg spyttede den ud og faldt tilbage i mine rolige skridt. Fulgtes med vinden og bladene på vejen og vidste, at jeg ikke længere havde det ønske. Jeg ville bare være. Gående. Lige her. Midt i november.

Det er en gave, hvisker stilheden og danser som en usynlig sommerfugl foran mig. Kan du mærke det? Den måde, november spreder sit dæmpede lys og træerne strækker sig mod himlen som et kor af suk. Det er en gave at kunne gå og opdage, at forandring sker ganske langsomt.

Jeg løfter blikket og får øjne på en flok fugle på novemberhimlen. Næsten lydløst passerer de over mit hoved og jeg står stille i åndeløs beundring. Igen et stik af misundelse. Jeg vil også flyve. Følges med flokken på himlen i lydløse vingeslag og møde mig selv højt oppe uden tanke på at lande. Men jeg spurgte ikke mig selv, hvorfor jeg havde den længsel. Jeg kender jo svaret. Nogle ting ved man bare. Dybt i sjælen.
Det er en gave. At kunne gå. At følges med november gennem disen og vide, at alting har sin tid. At november er en slags hemmelig tunnel til vinter og forandring, og at spirer skal vokse sig store og stærke i mørket, for at kunne bryde gennem jorden og blomstre, når tid er.

4 kommentarer:

  1. At kunne gå i november er en gave. En gave er det også at kunne læse dine ord. En gave at kunne mærke dine ord vække genklang inderst inde - derinde, hvor det betyder noget og gør en forskel. Hjertelig tak for at gøre en forskel for mig i denne fredfyldte morgenstund :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig, Louise. Tak for dine ord. Håber din søndag bliver fin og fredfyldt! :)

      Slet
  2. Kære Lene, hvor har jeg dog savnet dine ord, da de var på pause. Også jeg har i år lært at holde af november, der dog også har været uventet mild omend særdeles lærerig. Tak fra hjertet.
    Knus Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, kære Charlotte! :)
      Knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.