lørdag den 6. oktober 2012

Uperfekthedens lidenskab



Vi vågner lidt senere end ellers. Eller det vil sige, jeg gør. Både kæresten og Oktober er stået op. Kæresten har allerede forladt det gode hus. Selv sejler jeg på min drømmeflåde og lader livet komme. Lyset gennem vinduerne, morgenen, der har taget sin skykåbe på, lyden af stilhed og dæmpet himmel.

Og der sidder hun ved bordet. I skæret fra et ensomt stearinlys drikker hun sin kaffe, mens hun med et saligt suk beundrer den noget disede udsigt fra køkkenvinduet. Da jeg åbner døren, løfter hun hovedet og møder mig med kærlighed. Den rammer mig som et lille lys og trænger helt ind i sjælen. Fortæller mig, at dagen er god som den er. Der er intet er, jeg skal ændre. Der er ingen andre steder, jeg skal være end lige her. Oktober har sørget for kaffe og morgenmad, jeg skal bare sætte mig og være. Gøre som hende, nyde regndisens dans og den gode mokka med meleret mælkeoverflade. Jeg kan høre mig selv sukke og vores sukke bliver en slags sang. Hun rækker hånden ud, jeg tager den i min. Vi smelter sammen i orangerødt oktobervenskab. Alt er godt. Vi er lige, hvor vi skal være. Som dem vi er. Perfekte i uperfekthedens lidenskab.
Jeg spørger hende om Janteloven findes blandt måneder. For ser du, siger jeg, den findes mellem mennesker. Hun ryster på hovedet og beder mig forklare nærmere. Det er svært, synes jeg, for følelsen af Jantelovens paragrafer gør ondt i min sjæl. Det er noget med, at man ikke skal tro, man er noget. Noget særligt altså. At man skal sætte sit lys under en skæppe og så i øvrigt gå stille med dørene. Ikke skabe sig. Ikke være til ulejlighed og bestemt ikke stikke næsen for langt frem. Findes det blandt jer måneder? Det vil jeg gerne vide, Oktober.

Hun klør sig i de kastanjebrune lokker. Virrer med hovedet, hendes øjne får et skær af medlidenhed og omsorg, jeg ikke tidligere har set. Hun ser næsten trist ud, som hun sidder der og skal fordøje fornemmelsen af Jantelov sammen med morgenkaffen. Hun ryster på hovedet.
’Åh I kære mennesker’, siger hun og klapper min hånd. ’I har så meget at lære!’ Hun kan se, at jeg bliver helt opgivende ved tanken om alt det, jeg endnu ikke ved og ikke forstår, for hun klemmer min hånd lidt hårdere og fortæller mig uden ord, at hun er kommet for at hjælpe mig. At hun altid er her, når det er hendes tur og at hun så i øvrigt bliver afløst af sin helt naturlige efterfølger, den gode November. Som hun elsker, beundrer og ikke kunne drømme om at være misundelig på. November er noget helt særligt, fortæller hun og jeg elsker hende, som hun er. Jeg kan spejle mig i hendes nærvær, for hun er jo tæt på mine sidste dage, men jeg behøver ikke at gøre andet. Acceptere hende og naturligheden i den cyklus, vi begge er en del af. Med hver vores pragt. Jeg lærer af hende, men jeg lærer allermest af mig selv. Søger min sandhed i sårbarhedens dis og de nedfaldne blade, der på en og samme tid rummer den skønneste skønhed og uundgåeligt forfald.

’Jeg har fokus på helheden’, tilføjer hun. ‘Janteloven er fuldstændig umulig at implementere i naturlighedens navn. Måneder er ikke kommet for at ændre hinanden. De er kommet for at supplere hinanden. Hjælpe hinanden. Være dem, de er, uanset vind, vejr og menneskers ideer om, hvad der er godt og skidt. Den slags etiketter opererer vi ikke med. Vi kender ikke til kasser og mærkelige systemer. Alt har sin grobund i naturlighed og kærlighed. Alle er perfekte eller ej. Det er bare et ord.
Jeg nikker. Jeg forstår. Måneder har lov til at gøre som de vil. Oktober kan flirte med vejr, der minder om sensommer, men hun kan også kaste sin kærlighed på kolde vinde. Hun kan plukke hyldebær og lave suppe, men hun kan også lade være. Måneder er her for at leve, ånde, elske og lære. Være, lære, elske, nyde.

Og med den simple indsigt i naturlighed sejler jeg mit gode skib ind i weekenden. I stavnen står Oktober og ser så yndig ud. Lige som hun er. Nu og her. Perfekt i uperfekthedens lidenskab.

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.