onsdag den 10. oktober 2012

Ukendt musik


 
It’s anguish to come to that place in life, where you know all the words, but none of the music.
- Sue Monk Kidd -
Formiddagen er flere timer gammel. Solen bryder frem mellem skyerne og kaster sit klare efterårslys ind på mit bord. Det rammer kanten og skaber en trekant. Et hjørne af et papir bliver fanget i strålerne og skifter farve. Forandres i mødet med sin egen skygge. Halveres, deles i to. Tilsyneladende splittet men dog hel. To dele integreres og finder en ny slags rytme. En melodi. Et øjebliks balance.

Jeg er tilbage på en station, jeg kender fra tidligere. Der er åbenbart noget med oktober, dette tidspunkt på året, hvor træerne falmer i storslået pragt. De dør en storslået død. De smukkeste gyldne farver opstår, en slags varme midt i kulden. De virker nærmest glade. Bladene. Muntre. Men hvordan kan man være munter med udsigt til sit eget endeligt? Og det kunne jeg jo passende have spurgt Oktober om, men hun er taget på skovtur. Perfekt dag til det, udbrød hun ved morgenbordet og tøvede ikke. Drak kaffe, spiste ostemad og så forsvandt hun. Nu danser hun på skovbunden, mens bladene hvirvler i vinden, draget af den smukke oktobermusik og sangen om naturlig død.
Selv venter jeg på et tog. Der er en smule koldt på perronen, solens lys varmer ikke meget mere. Vinden hyler om hjørnet på stationsbygningen og jeg overvejer at gå indenfor, men noget holder mig tilbage. Ude i lyset. Livet.  Jeg spejder en smule febrilsk efter toget, men jeg ser kun tomme jernbaneskinner og mærker en ukendt kulde. Jeg bliver stående lidt. Venter. For det har jeg jo lært, at man skal. Vente. Have tålmodighed.

Det er nu, du skal give slip, hvisker en stemme. Jeg ser mig omkring, pludselig oplivet ved tanken om et andet menneske, der kunne dukke op og give mig et svar. En slags synkronicitet, nogen, som mærkede, at jeg stod lige her. Hvis ikke et tog med vogne og kærlige kupeer, så et andet levende væsen, som har et slags svar eller i det mindste en ledetråd. For den findes jo, det ved jeg. Ledetråden. Og ordet må jo være opstået, fordi det er meningen at man skal lede efter den? Ikke sandt? Stemmen ler ikke. Det havde jeg ellers troet. For jeg har sagt det, jeg tænkte, højt og tydeligt og jeg havde en klar forventning om, at nogen ville enten bekræfte eller afværge mit udsagn.
Det er nu, du skal give slip. Det er en sang. Stemmen synger ordene. Jeg nikker og forsøger at lytte. Koncentrere mig på den musikalske måde, der falder mig så naturligt. Rytme. Vers. Melodi. Stik mig nodearket, skal jeg lige til at udbryde, men så stopper musikken.

Ordene forstummer. Stemmen er væk. Nej, råber jeg, du må ikke gå, jeg ved det godt, jeg kom til at tænke noget forkert og sige det højt. Jeg lytter, kære stemme, jeg lytter så intenst at jeg er ved at gå i stykker. Kom tilbage!

 

3 kommentarer:

  1. Hmmm - nå har ordene dine fått meg tankefull igjen,og det hender stadig vekk. Håper du får fatt i musikken...

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet
  2. Dette blir jo nesten som en liten gåte, Lene. En del av et musikkstykke som du har hørt de de innledende akkordene av, og nå må du prøve å finne resten...

    Spennende! Håper du finner det...

    Klem

    SvarSlet
  3. Kære Siv, kære Janna

    Tusind tak for jeres fine hilsener. Og Janna, jeg er vild med gåder. Helt paradoksalt! ;)

    Klem til jer begge.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.