torsdag den 11. oktober 2012

Og jeg smiler

 
Nothing can be more useful to a man than a determination not to be hurried.
- Thoreau -
 
Jeg er tilbage på en station, jeg kender fra tidligere. Der er åbenbart noget med oktober, dette tidspunkt på året, hvor træerne falmer i storslået pragt. De dør en storslået død. De smukkeste gyldne farver opstår, en slags varme midt i kulden. De virker nærmest glade. Bladene. Muntre. Men hvordan kan man være munter med udsigt til sit eget endeligt?
Jeg indser pludselig, at toget jeg venter på måske slet ikke kommer. Jeg har stået længe på perronen og jeg fryser om både fingre og tæer. Og det føles endnu koldere, fordi jeg er her alene. Stemmen er forsvundet, den melodi jeg hørte. Jeg prøver febrilsk at genkalde tonerne og jeg opdager, at jeg synger højt. Jeg kigger mig stjålent omkring, pludselig fuld af forloren selvbevidsthed og den velkendte flovhed over at give min stemme til kende, men der er ingen, som hører mig. Hvordan var det lige? Gik tonen op her? Eller ned?

Teksten kan jeg da huske. Det er nu, du skal give slip. Jeg synger ordene med omhu, men opdager snart at melodien er helt forkert. Den føles mærkelig i min mund, den smager besk og jeg bliver fortvivlet ved tanken om at have glemt en så vigtig sang. Kom tilbage, hvisker jeg og ender med at synge de ord. Kom tilbage. Kom tilbage. Kom tilbage og lad mig lære den fine sang, du nynnede med din hviskende stemme. Hvem du så end var.
Nu er sangen en helt anden. Både tekst og melodi er glemt. Jeg tramper irriteret i jorden og sparker til en bunke nedfalde blade, så de forskrækket hvirvler op og skaber gyldent kaos. Så falder de ned igen. Det gør jeg også. Jeg sætter mig på bænken i læskuret og fryser endnu mere. Så ensom kan et menneske ikke være. Overladt til sig selv på en øde perron, ventede på et tog, som måske ikke kommer og en tom stationsbygning, hvor ingen kan give svar på gode spørgsmål. Der er heller ingen tidstabeller, den slags, hvor man kan se, hvornår toge kommer og hvor de går hen.

Jeg kommer til at tænke på, at man skal vide, hvor man gerne vil hen, hvis man skal købe billet. Er det derfor, at der ikke engang findes en billetdame eller en slags stationsforstander? Fordi jeg ikke aner, hvor jeg skal hen? Og i øvrigt netop har fået en smuk og dragende melodi foræret, som nu også er forsvundet.
Måske skal jeg bare sidde lidt her, tænker jeg. Jeg trækker frakken om ørerne og sætter mig til rette i en solstråle. Jeg mærker en lille bitte gnist af håb og varme og kan mærke et smil på mine læber. Øjnene lukker sig.

Jo, solen varmer. Det er oktober og jeg venter. På en melodi, som forsvandt. På et tog, som måske ikke kommer. Og jeg smiler.

6 kommentarer:

  1. ...og her jeg sitter med min tekopp og en liten snack, smiler jeg med deg, og venter - i spenning - sammen med deg, fordi jeg vet at toget kommer...

    Ha en fin ferd mot helg, og en god klem får du av meg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg smiler nu, igen, Janna, fordi du smiler. Og fordi du måske ved noget, jeg ikke ved? ;)

      Vældig spændt på fortsættelsen.

      Klem.

      Slet
  2. Du kan noget med ord, som selv de dygtigste poeter bruger hele livet på at lære. Tak fordi du deler det med os andre. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tak fordi du lagde en lille hilsen til mig. Tusind tak! ;)

      Slet
  3. Så fint, at du nyder nuet og smiler - det gør mig glad at læse dine ord :-)

    Solskinskram til dig med ønsket om, du får en dejlig weekend :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, kære Louise! :) Kram tilbage til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.