fredag den 5. oktober 2012

Noget om vægte, skytter og svar



Nu vil jeg have svaret, Oktober, siger jeg, mens jeg lader morgenen træde i karakter. Den er vægelsindet, som Oktober også kan være det. Når man er vægt, er der altid to muligheder. På den ene side. På den anden side. Nogle kalder det objektivitet. Andre kalder det ubeslutsomhed.
Jeg er ikke vægt. Jeg er skytte. En af dem, der skyder pile af sted og søger i øst og vest. En af dem, der kan begejstres og følge sin entusiasme til verdens ende, men som på samme tid kan snuble i sit eget lys og ikke vide, hvad der er op eller ned. Altid leder jeg efter kimen til begejstring. Altid søger jeg efter en tændstik, der kan tænde min flamme og få mit indre bål til at blusse. Altid længes jeg efter selveste livet i en nøddeskal, men finder det de særeste steder. Jeg overraskes. Forundres. Og forfærdes.

For hvordan kan jeg være så blind for livets selvfølgelighed? Hvorfor fortæller jeg mig selv usandheder om, hvordan tingene er skruet sammen, når noget i mig stritter så meget imod? Hvorfor lytter jeg til, hvad andre synes og mener, når jeg har min egen fine sandhed dybt inde i mig? Hvorfor følger jeg ikke bare den klare stemme, der taler så blidt og hjertesikkert? Som aldrig rokker sig og som er rodfæstet dybt i accepten af, hvad der er godt og skidt. For lige netop denne sjæl.  

Stemmen er altid kærlig. Den taler ikke om skyld og den kender ikke ordene burde og skulle. Den synger bare. Sin sang, dur, mol, toner, jeg kender og som kæler for noget i mig, der føles så godt, at jeg ikke kan sætte ord på. Men også det påstår stemmen, at jeg faktisk kan. At det måske endda er meningen.
’Så hvad er meningen?’, udbryder jeg, ’og retter blikket mod Oktober.

Hun smiler bare og ryster kærligt på hovedet. Hun er næsten som den indre stemme.
’Min mening eller din mening?’. Hendes stemme er et slør af rød og orange. Gyldne toner, smukt vævet ind i hinanden, et strejf af kastanje og hekseurt. Der er noget svævende over hende, som om hun vandrer lidt ovenover alting og bare nyder at se og opleve uden at gøre særligt væsen af sig. Det behøver hun ikke. Hun er bare. Efterår. Træer, der skifter farver, skovbund fuld af våde blade, svampe, skarpe dufte og en luft så frisk, at den brænder i næsen.

Jeg ryster på hovedet. Engang vægt, hvordan kan jeg forvente at få et klart svar ud af hende?
Nu ler hun højt. En klukkende latter af visdom og livserfaring. Eller cykluserfaring, skulle jeg måske kalde det? Åh, det piner mig, at hun tilsyneladende ved noget, jeg ikke ved, og at den viden gør hende så rolig som et norsk fjeld.  Det piner mig, at hun har fundet det, jeg stadig leder efter og at hun på ingen måde føler sig i stand til at afsløre det for mig. Kom nu Oktober, næsten råber jeg uden ord, men jeg kan mærke spændingerne knytte sig i hele kroppen. Svaret. Giv mig nu svaret!

Smilet. Dansende.
Et tågeslør over himlen.
Svaret. En fornemmelse.
Rødt blad svævende med vinden.

 

2 kommentarer:

  1. Uhaaaa, ja det er svært det dér....man vil gerne have et SVAR....men det findes jo inde i dig, hvis du ikke skulle tage hensyn til nogen som helst.....og om man er vægt, skytte eller hvad man nu er, så tror jeg, det er opvæksten, der er skyld i, at man gør som andre synes, man bør gøre - ja og selvfølgelig størstedelen af Danmarks befolking.....Janteloven??????

    SvarSlet
  2. Jamen det er jo det. Vi har alle vores svar i os selv, men vi aner det ikke. Eller rettere sagt, vi fornemmer, men går imod. Hvorfor? Spændende emne og noget, man nok aldrig bliver færdig med. Heller ikke at skrive om! ;)

    Janteloven gør helt sikkert sit. Meget. Og opvæksten også. Mange faktorer.

    Ha' en god lørdag, gode kreative kvinde! :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.