fredag den 19. oktober 2012

Noget om skøjter og skriverier




Vil du hellere skøjte videre på overfladen og kun komme så dybt, som det spor dine skøjter sætter i isen?
Mure kan ikke tale. Så meget ved jeg da. Ikke desto mindre hører jeg en stemme, mens jeg vandrer langs den røde mur, der løber parallelt med banelegemet. Og måske tror du, at denne mur repræsenterer mine indre mure og de begrænsninger, vi selv sætter op i forvisning om, at de vil beskytte os, og det har du muligvis ret i. Sandheden er, at dette er en historie. Det er noget, der kommer frem, når jeg sætter mig på min stol og beslutter mig for at skrive.

Først tænder jeg det fine stearinlys på chatollet. Det er mit skrivelys og er blevet et slags ritual, der skal minde mig om, at jeg nu er trådt ind på hellig jord. Skrivejord. Og jeg har efterhånden lært, at det ikke kan nytte noget, at jeg forestiller mig, jeg både kan skrive og lave andre ting samtidig. Jeg er nødt til at have et særligt sted, hvor jeg kan gå ind og stole på den proces, jeg nu skal overgive mig til. Det har taget mig lang tid at nå til denne erkendelse. Selvom jeg har læst mange gode bøger om, hvordan man som forfatter in spe og i det hele taget skal gøre, hvis man virkelig vil have gang i sine skriverier, så har det bare været ord i en bog. Jeg forsøgte, men jeg var nødt til at gøre mine egne erfaringer. Gode råd er dyre. Sådan er der nogen, der siger, men jeg siger, at gode råd kun er så gode, som ens egne erfaringer gør dem til. For man er nødt til at gå vejen selv. Erkende. Og det er så individuelt, hvad der virker og hvad der ikke gør, man må prøve sig frem, snuble, falde, rejse sig og gøre sig notater. Huske på, hvad der føltes godt og efterhånden forsøge at genkalde sig og genskabe det.
Det har taget tid. Men endelig har jeg fundet mit rum, mit magiske rum, som Majbritte Ulrikkeholm kalder det i sin inspirerende bog af samme navn. Og det mit helt personlige rum. Det findes indeni mig, mens det har stor glæde af gode ydre rammer. Som nu skrivelyset, der blafrer forsigtigt på chatollet og de små lysende stjerner i rødt. Stilhed. Jeg kan ikke skrive til musik, for jeg er nødt til at kunne høre min egen indre musik. Lukke op. Og nøglen er en underfundig størrelse, for den passer ikke altid til låsen. Man skal invitere kreativiteten, skriver Majbritte også, den kommer ikke bare dryssende, fordi man vil. Man skal næsten gøre sig fortjent til den, skabe plads og rum.

Men historien. Den om muren og kvinden, der skriver om sig selv i 1. person. Er det mon mig? Det kunne det jo sagtens være, for jeg er på en lignende rejse. Er det ikke spændende at forestille sig, at det faktisk er mig, der transformeres og fragtes ind i en historie, der handler om en kvinde i en spøgelsesby med en mur langs banelegemet og en melodi, der blev væk? En melodi, hun må genfinde, for den har stor betydning for hendes rejse videre. Hvad mon der sker? Jeg ved det ikke. Jeg er ligeså spændt som du er. Og sådan skal det være, det har jeg lært. Jeg skal turde lade mig overraske, turde åbne mig og bare lade det komme. Jeg har på forhånd ingen anelse om, hvad der vil ske og hvor historien fører mig hen. Eller hende, kvinden i historien eller hvem det nu handler om. Måske er muren i virkeligheden hovedpersonen?
Og sætningen. Vil du hellere skøjte videre på overfladen og kun komme så dybt, som det spor, dine skøjter sætter i isen? Det var altså ikke mig, der spurgte om det. Det er noget i mig. En slags usynlig røst, der kun vil få stemme, hvis jeg giver den det. Ved at åbne mig. Skabe tid og rum, tænde skrivelys og overgive mig til udtrykket.

Har du gode rutiner omkring de ting, du ønsker at foretage dig? Det kreative ikke mindst? Har du et sted i dig selv, hvor du går hen og bruger en slags magisk nøgle til at låse den knirkende dør op? Og lukker du døren bag dig med et forsigtigt brag og træder ind i rummet med ærefuld glæde, spænding og forventning? Når man lærer det, begynder det for alvor at blive sjovt. Og spændende. Synes jeg.
Og mit svar på spørgsmålet. Sætningen. Nej da! Jeg er nok en af dem, der bare må lave et hul i isen og lade mig glide ned i det tilsyneladende kolde vand for at se, hvad der mon befinder sig i mørket.

Billedet er malet af engelske Jessie Lilac, som laver de skønneste, eventyrlige malerier.

10 kommentarer:

  1. Nydelig skrevet..sånn som bare du kan skrive..og du gir meg alltid noe nytt å tenke på. "Lukke opp til vårt eget magiske rom.." denne lærerike teksten din vil jeg tenke på i dag.:)Klem fra Else Britt:)

    SvarSlet
  2. Så flott du skriver, Megan. Nok en gang lar jeg meg rive med, og nok en gang skriver du om noe som har vært i mine tanker en stund. Jeg går for tiden rundt og "irriterer" meg litt over at så mange mennesker er så overfladfiske. For å være ærlig syns jeg det er SÅ kjedelig! Men det er slik de vil leve, kun der oppe - ikke i dybden, og det er jo deres valg. Men jeg velger noe annet. Og det gjør visst du og. herlig ;)
    Ønsker deg en nydelig helg kjære deg, klem herfra

    SvarSlet
  3. Jeg tror du har helt ret i, at enkle ritualer og et ydre rum, der er etableret for skabelse inviterer den indre magi ud. Og det helt individuelt, hvad der skal til. Men noget, en aktiv indsats. Og på dit spørgsmål: hm...vi er nogen, der altid må derud til kanten, hvor isen er usikker, leve på kanten. Også mig, ja!
    Jeg kan godt lide din historie om kvinden langs muren i spøgelsesbyen. Stemningsfuld melankoli :) god weekend! Knus

    SvarSlet
  4. Spændende historie, følger med på hendes vej. Du skriver så smukt og levende og du har vist fundet dit magiske rum. God bog forresten, har læst den.
    God dag til dig :-)

    SvarSlet
  5. Kære dig:-) Hvor er det dejligt, at du nu har fundet dit magiske rum. Også en rigtig god bog, i øvrigt, som jeg ofte tager frem og læser forfra:-) Jeg tror, at de fleste skabende mennesker, har det bedst med at træde ind i sit helt eget magiske rum, hvor man har sine helt egne ritualer - og hvor der er stilhed, eller kun de naturlige lyde, som et rum har - og måske lidt lyde udefra. Sådan har jeg det i hvert fald - jeg har mit soveværelse, hvor jeg sidder med mine skriverier - det er virkelig mit hellige rum, når jeg skal skrive og tænke i ord. Så har jeg mit værksted/atelier, som er på adressen her, men i en anden bygning (det er en 3-længet gård, jeg bor på), hvor jeg har mit andet magiske rum - det er her, jeg svinger med pensler, leger med farver og finurlige materialer - her kan jeg ofte godt høre glad musik, for jeg maler ofte i glade farver, så det passer så fint her med musikken:-)
    Hvor er det dejligt at følge dig - se hvordan du springer mere og mere ud og går din egen vej - har ikke "kendt" dig så længe, men jeg kan virkelig mærke, at der sker en masse:-) Jeg tror, vi alle har en mission her i livet - og finde vores autentiske jeg og leve efter det, det er da bare så smukt og dejligt. Det gør mig sgu glad i låget:-))))))) God weekend, søde du:-)

    SvarSlet
  6. Å, du har så rett i det du skriver, Lene.
    jeg har nettopp åpnet mitt magiske rom. Jeg har tatt frem malerpenselen igjen i kveld, og grunnet to lerret, som jeg skal fortsette på i morgen. Male på lag på lag, til et bilde dukker frem.
    Og ja, da er jeg i en slags trance, et magisk rom, som du sier. Helt i min egen verden. Når jeg betrakter bildet etter å ha malt, og tatt en pause, kan jeg noen ganger ikke huske at jeg har laget det jeg ser. jeg er i min egen verden. Noen ganger har jeg på musikk, som tar meg med........

    Derfor er det også slik, at noen har et eget atelier eller skriverom, langt vekk fra dagliglivets trivialiteter, som husvask, tørketøy og rot. Det forstyrrer. Særlig det man ikke får gjort, men som skulle vært gjort! da forsvinner iallefall min kreativitet.

    Jeg gleder meg til i morgen.......da skal jeg begynne på en historie....på lerretet!
    ha en deilig lørdag. knus

    SvarSlet
  7. Åh, det glæder mig sådan, at du har fundet rummet! Jeg ser stearinlyset, bordet, computeren og Filosoffen for mig *S* God vind!

    SvarSlet
  8. Jeg har også mit eget rum, mit eget univers hvor jeg kun er mig selv :-)
    Du skriver bare så smukt. Jeg må vist genlæse Majbrittes "det magiske rum"
    Knus og god dag.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.