tirsdag den 16. oktober 2012

Muren


 
Sandheden er at man aldrig slipper for uvisheden.
Ikke at vide er en del af eventyret, selvom det samtidig gør dig bange.

Ordene står skrevet på den mur, jeg går langs, da jeg forlader stationsbygningen og begiver mig ud i byen. Spøgelsesbyen, skulle jeg måske tilføje, for der er ikke et øje. Og det er jo en sandhed med modifikationer, for selv har jeg to og jeg ser ganske udmærket med mine læsebriller, men … Der er ikke andre end mig. Og hvad vej vælger man så? Jeg tøver kun ganske kortvarigt, standser et øjeblik og ser mig forhastet omkring. Tomhed og stilhed kommer mig i møde med åbne arme, min helt egen velkomstkomite.
Jeg vælger vejen til højre og går på fortovet, selvom jeg i grunden ligeså godt kunne have valgt selve vejen. Der er jo ingen biler. Ingen trafik. Men fortidens lovlydighed og alt det, jeg har lært, regler, de skrevne og de uskrevne, følger mig på vej. De bor så dybt i mig, at jeg handler efter dem uden at tænke.

Muren drager mig. Da mit blik falder på den, kan jeg straks mærke, at det må blive den vej, jeg vælger at gå. Højre. På fortovet langs muren. Jeg går hen og lægger forsigtigt hånden på de kolde mursten. Pludselig er muren som en slags ven, en, jeg kan læne mig op af. ’Led mig på vej’, hvisker jeg og begynder at gå. Muren følger med, den bugter sig langs fortovet og fungerer som en slags grænse for det, der er på den anden side. Jeg må straks finde en fornuftig forklaring på murens tilstedeværelse, kan jeg mærke, nogen må jo have opført den og med omhu placeret hver eneste røde mursten på den plads, de nu har. Lagt cement i mellem stenene. Jeg smiler ved tanken om, at jeg faktisk ikke aner, hvad man lægger mellem mursten. Og at det også er fuldstændig lige meget, fordi jeg i grunden har langt større lyst til at nedbryde mure. Og grænser. På den anden side af muren befinder banelegemet sig, beslutter jeg og virker tilfreds. Skinner, så gode toge kan komme og gå, køre gennem dag, nat, lys og mørke.
I det samme slår det mig, at jeg muligvis ikke når mit tog, når nu jeg har forladt stationen og går her langs muren. Ikke at jeg ved, hvad mit tog er, men det kunne jo være at det kom, mens jeg vandrede her. Jeg mærker det velkendte sug i maven, der repræsenterer alt det, jeg skulle og burde have gjort. Alt det, jeg går glip af, fordi jeg træffer et forkert valg og i stedet for bare at vente begiver mig ud på egen hånd. Eventyr, siger jeg til mig selv, husk at du er på eventyr. Og der er ikke meget eventyr ved at blive siddende mutters alene på en kold perron. Eventyr handler vel om at udforske? Se sig omkring. Og gå langs ukendte mure, kan jeg pludselig høre mig selv sige, højt og tydeligt, som om muren var et levende væsen, der kunne både lytte og svare mig, hvis den altså havde lyst. Jeg står stille og kigger på den. Muren. Og så ser jeg den nådesløse graffiti, der med skæve og farvestrående bogstaver proklamerer, at uvisheden er en del af eventyret. Det gibber i mig. Kuldegysning. Er det til mig? Den tekst.

Sandheden er, at man aldrig slipper for uvisheden.
Jeg lukker øjnene, jeg får uvilkårligt lyst til at gå videre og fantasifulde flugttanker springer frem som små drilske troldebørn. Løb, råber de med deres livlige stemmer, flygt! Men jeg bliver stående med bankende hjerte. Jeg læser teksten endnu engang og lader den synke ind. Uvished. Eventyr. Angst. Hvordan kan uvished være eventyrlig? Jo, altså, jeg kan jo godt se, at det er spændende, at intet er afgjort på forhånd og at man aldrig kan vide sig sikker, men det giver altså lidt ro i sjælen bare at vide lidt. Bare lidt. Hvis jeg nu beder pænt om det?

Hvad siger du, mur? Muren svarer ikke. Den blinker bare med sine graffiti bogstaver og inviterer mig til at følge med videre ind i det, der muligvis er en slags by.

8 kommentarer:

  1. Svar
    1. Og du er velkommen. Dejligt med en rejseven! ;)

      Slet
  2. Måske skulle du forlade gaden for en stund og droppe ind til en kop kaffe hos en ven. I eftermiddag. Der er kaffe på kanden. Kom hvis du kan. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det kunne jeg så ikke. Muren måtte følges. Helt til Sverige! ;)

      Slet
  3. Spændende at se, hvor dit eventyr fører dig hen. Det er kloge ord, du finder undervejs, og jeg bliver helt varm indeni af at læse dine poetiske beskrivelser af din rejse :-)

    SvarSlet
  4. På ens reise gjennom livet møter man mye man ikke forstår. Kanskje er det noe viktig, derfor man stopper opp. Man stopper ikke ved noe man forstår. Da går man videre. Din vandring langs muren er ikke bare en vandring i uvisshet, uvissheten er ikke total, selv om du nå har stoppet opp, er den vel? Den trigger bare din fantasi, lokker deg videre; inn, bak muren...

    Ha en fin dag.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Janna. Jeg synes jo det er vældig spændende at se, hvad min historie vækker af tanker ... og kommentarer. Jeg skriver bare! ;)
      Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.