søndag den 16. september 2012

Søndagsvisit


’Man skal tilbage for at komme frem’. September dukker pludselig op på marken, jeg kan se hende gennem vinduerne. Hun trasker gennem de gule stubbe og beslutter sig resolut for at klatre over hegnet i stedet for at benytte en af lågerne. Forbavset ser jeg op fra randen af min kaffekop, rejser mig og går hen og åbner vinduet.

Jeg sidder igen i spisestuen, jeg er ved at lære den at kende. Den har stået tom en del måneder, lige efter vi flyttede ind i huset, men nu er den møbleret med de gamle spisestuemøbler fra Pilegården. Fortiden er flyttet ind midt i vores nu. Og her. Med nypolstrede turkisblå betræk. Den passer godt til mine farver, jeg er ret vild med turkis og blå, men samtidig kan jeg mærke, at der skal en varm farve ind for at bryde den klassiske kølighed. Orange eller rød måske. Jeg ved det ikke endnu og det er en gave at få lov til at vente. Pludselig er tiden inde. Se ser man, så ved man. Ingen hast, pludselig en dag rammer lyset en overflade og kaster genskær på en helt speciel måde. Lige i det sekund forstår man, hvilken farve der mangler og hvad der skal til for at bløde lidt op. Runde af. En modsætning, kontrast, der skaber den perfekte balance.

Der kommer folk igennem, som er fuld af gode ideer. Du kunne også, du kunne prøve, hvad med. Åh, de er så utålmodige på mine vegne. Men huset, kæresten og jeg har vores egen dagsorden og en vigtig ingrediens i vores lille husmenu er tid. Vi har nu lavet en liste over alle rummene i huset og hvad vi mener, der mangler både her og der. Hvad vi kunne tænke os. Når vi får tid. Eller råd. Og det er godt at have gode planer, godt at lege med ideer og ønsker. Kald det bare at drømme. Man skal tillade sig selv at visualisere, mærke og vandre omkring i lys gennem vinduer. Lytte. For huset har sin egen stemme, tag ikke fejl af det.
Og nu er September dukket op!  Jeg bliver helt målløs, da jeg ser hende planke den. Med flagrende hår og viftende arme kommer hun hen imod mig, hendes smil lyser op på en ellers grå formiddag og jeg tænker et kort sekund, at nu vil hun også kravle ind gennem vinduet. Hun har rygsæk på, det er da noget nyt, den husker jeg ikke. Var hun ikke en af de måneder, der havde kuffert og orden i tingene? Sirligt strøgne skjorter og kjoler og farver, der passer sammen? Det var hun altså, jeg er ret sikker, men nu ser hun anderledes ud. Noget er sket. Hun har forandret sig siden sidste år, sidste gang jeg så hende. Hun har vandret gennem året og taget til sig af næring og læring og ser nu ud som en helt ny kvinde. Måned altså. Der er noget ved smilet og lyset i hendes øjne, det snedige glimt, der synger en ny slags sang.

Hun kravler ikke gennem vinduet! Hun går hen til døren, banker på og venter pænt på, at jeg skal komme ud og åbne for hende. Jeg kan mærke suget i maven, jeg føler mig nervøs, overvældet og glad ved tanken om den uventede visit. Jeg troede virkelig, at månedernes besøg var forbi, selvom sommeren fortalte mig noget andet. Jeg tror så meget. Jeg bliver klogere. Eller bare mere vis? Mine ben ryster lidt under mig, da jeg åbner døren og ser hende stå med åbne arme og rygsæk. Vi kaster os i favnen på hinanden, jeg har savet dig, jeg har også savnet dig, vi vælter over ordene, ler højt af hinanden og tillader os endnu et knus. Hun dufter af noget, jeg havde glemt og minderne vælter frem. Pludselig mærker jeg, hvor meget jeg har savnet hende.
’September, det var godt du kom. Jeg har noget, du skal hjælpe mig med. Og eftersom vi allerede er nået til din måneds 16. dag, så har vi ingen tid at spilde!’

Hun smiler bare. Ryster på hovedet, skubber mig kærligt til side og går hjemmevant gennem døren.
’Jeg trænger til kaffe’, siger hun, ’en velkomponeret kop kaffe, som kun du kan lave den. Og vi har masser af tid’, tilføjer hun og stiller sin rygsæk midt på køkkengulvet. Hundene snuser ivrigt til den og til hende, de virker glade, også de kan huske, at hun er indbegrebet af fornemt besøg. En god sjæl.

Egentlig ville jeg spørge hende om, hvad hun dog mente med den sætning, hun råbte, mens hun gik på marken og nærmede sig hegn og hus. Man skal tilbage for at komme frem. Jeg vælger dog at vente lidt og går med fornyet søndagsenergi i gang med at brygge mere kaffe.
Og jeg skal da også lige have lagt betræk på sengetøjet i gæsteværelset.

10 kommentarer:

  1. Jeg sitter ved peisen i et hotell i Nord-Irland og leser bloggen din.
    Det er så godt å være her. Både her og inne hos deg. Et poetisk rom, et rom for hvile, ettertanke og inspirasjon.
    Jeg har stengsler jeg må løs fra. Jeg har tanker som så vidt har lært seg å sveve på egne vinger. Jeg har en vei foran meg, som jeg må gå. Som jeg vil gå. Men ting må modnes...

    Takk for at du finnes.
    Lill-Karin

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære du, det lyder spændende, jeg kan se dig for mig, ved pejsen på hotellet og Irland (også Nord) har en helt særlig klang i mit hjerte. Er spændt på at høre mere om, hvad du mon laver dér.

      Tanker der svæver på egne vinger, er det mon gode tanker? Mange spørgsmål, nysgerrig ja, men jeg vil blot fæste blikket ved kvinden foran pejsen og ønske dig et fortsat godt ophold.

      Klem.

      Slet
  2. Åh hvor er den smuk din stue ...
    Glæder mig til at se hvad du finder ud af, og ... jeg kender godt det med at vente på den rette inspiration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, billedet er faktisk fra kontoret på første sal, men det kan man jo ikke vide. Og det er fra før vi flyttede ind. Masser af lys og rum ... ikke andet! :)

      Ja, vi må se hvad det hele ender med. Eller, også det er vel i grunden en proces, der aldrig slutter. Heldigvis! :)

      Slet
  3. Så koselig at September stakk innom igjen da :-) Skal ikke se bort fra at hun bringer med seg farven som 'mangler' :-))

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god tanke Siv, September bringer muligvis den farve, som mangler. Tak for den! ;) Og klem tilbage.

      Slet
  4. Jeg beundrer jeres evne til at indtage jeres hus i jeres tempo- i ro og mag, i venten på huset viser hvad det har brug for.
    Dejligt med besøg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Miri, det har jo i grunden også meget med rytmen på landet at gøre, årstiderne og den måde landmanden arbejder på! Nu kommer efterår og vinter og så kan vi træffe nogle beslutninger. MEN det gør faktisk godt at lade huset få et ord eller to indført! ;)

      Slet
  5. Sikke et fantastisk rum, I har dér. Skønt lysindfald.
    Jeg er HELT enig i, at det godt kan betale sig at have tålmodighed og gå og vente lidt med at gøre alt i stand, for giver man sig god tid, så kommer der også flere gode idéer i sindet, og større klarhed over, hvordan det nøjagtigt skal være.
    Mit soveværelse feks, det stod med gammelt tapet i 4 år fra vi flyttede ind - i mellemtiden blev jeg skilt, og så fik jeg lyst til at male det helt hvidt. Men så skulle jeg have nyt stråtag og dermed nyt kvistvindue, og hele buen skulle laves større indenfor i rummet, fordi vinduerne havde andet mål end de gamle. Så fik jeg lavet den smukke smukke bue fin sidste vinter og atter malet det hvidt. Fik lyst til at smide den gamle gamle seng ud og bare have madrasser på gulvet og ikke have så meget andet derinde end et gammelt bogskab og fine små "hellige" opsatser af ting:-)
    Held og lykke med jeres skønne rum:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at læse Gitte. Det lyder som om du har fået dig et skønt soveværelse!

      Vi har altid så travlt med at få indrettet os "perfekt", men det er faktisk skønt at give tid og lade det komme. Vi har jo ikke boet her et år endnu og det er fantastisk som lyset skifter gennem årstiderne og rummene ændrer sig.

      Nu skal vi dog have gjort lidt ved lys (i den mørke tid) og i det hele taget. En fin proces! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.