lørdag den 22. september 2012

September musik


 
Vi startede morgenen ved morgenbordet, September havde allerede været i bad og sad med dugvådt hår og et stille smil om munden. Drak kaffe, spiste en ostemad og talte lidt om vind og vejr. Det har regnet i nat og den slags. Morgenen lå badet i regndis, en dag, der ikke rigtig havde bestemt sig. Tøvende strakte den sig i horisonten, gabte dovent og undlod at tage stilling. Jeg følte mig lidt som vejret, men var samtidig glad for, at September havde sluttet sig til os. Jeg ville ikke stille spørgsmål om hendes planer for lørdagen, sad bare og betragtede hende i stilhed, slubrede kaffe og nød hendes tilstedeværelse.
De sidste dage har hun tilbragt på sit værelse. Lyden af guitaren har lydt gennem træværket og blandet sig med murenes knirken. Huset kan lide hendes musik. Det er der ingen tvivl om, det synger ligesom med, nynner lidt, danser uden at røre sig. Men man kan mærke de gode vibrationer. Og som Louise i Gammelby foreslog, har jeg ikke gjort særligt væsen af mig, jeg har blot forsigtigt åbnet døren til gæsteværelset, som i disse dage tilhører September, og stillet god kaffe ind, kaffe som hun kan lide den.

Hun ser ikke op, men jeg kan mærke hendes værdsættelse. Noget i tonerne ændrer sig, den måde, hun slår strengen an på. Og jeg vil ikke forstyrre eller trænge mig på. Men når jeg står der med kaffen i hånden, i sekundet inden jeg forsigtig stiller koppen på kommoden, har jeg lyst til at blive og lytte til hendes musik. Toner af evighed.
Bed mig om at blive, jeg forsøger at føre tanker over i Septembers smukke hoved, men hun tænker slet ikke. Hendes fingre glider kærligt over guitarens strenge, hendes ansigt er gemt bag håret, næsen stikker ud, jeg ser hendes profil og indser, at hun er sin musik. Og jeg er et forstyrrende element, selvom hun ikke lader sig mærke med det. Eller er det bare noget, jeg føler?

Kunne jeg, hvis jeg ville, blot sætte mig forsigtigt ned på gulvet og lytte? Kunne jeg få en tone, være en node og blive en del af den smukke musik, der fylder rummet? Efterårsmusik. Dur og mol i forening, der som yin og yang smyger sig op af hinanden, uadskillelige og samtidig uforenelige. Eller? Sekundet er overstået, jeg har stillet koppen og er på vej ud af døren igen. Lukker den stille bag mig. Det er bedst at lade hende være, jeg er helt enig, for vi har alle brug for et rum, hvor vi kan finde os selv. Igen. Være os selv, lære den nye musik at kende, som strømmer ud et sted indefra.

Efter morgenmaden rejste hun sig og takkede for mad og kaffe. Gav mig et flygtigt kys på kinden og forsvandt op af trappen igen. Nu sidder jeg her og skriver til lyden af guitarmusik og dansende vægge. Mine fingre danser med, dagen tøver stadig, men jeg fornemmer en vis reaktion. Jeg tror den lytter. Bevæger sig sagte gennem skydækket, lader lyset være dæmpet, sejler af sted. Godt det er lørdag, tænker jeg, vi har ikke så travlt. Gode planer kan folde sig ud, men i et anstændigt tempo. Selv nyder jeg at skrive lidt efter nogle travle dage. Bare sidde og lytte. Lidt.
Og hvem ved. Måske kommer September ned af trappen lidt senere på dagen. Måske vil hun endda med til Slagelse?

6 kommentarer:

  1. Dejligt at læse, at smukke September kom ned og spiste morgenmad :-)

    Endnu mere glædes jeg over at læse, at du ligeså stille nyder Septembers musik i dag. Er det ikke som musik som med hjerter - først når man tager sig rigtig tid til at lytte, så finder man budskabet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig. Og det gælder om at huske på det. At lytte. Ikke mindst til det, der ikke bliver sagt. ;)

      Og hjertet har ret, altid!

      Ønsker dig en fin lørdag.

      Slet
    2. Ja, hjertet har altid ret, og ikke to hjerter er ens :-)

      Jeg kom til at tænke på dig - hvordan du stille sad og nød Septembers musik, da jeg læste følgende:

      "Nuets gave

      Man fortæller os, at først sår vi, og siden høster vi. I virkeligheden behøver vi ikke at vente til senere. Når vi retter opmærksomheden mod det smukke i nuet, kan hvert eneste øjeblik være uforligneligt. Når vi retter opmærksomheden mod det smukke i nuet, fyldes vi af taknemmelighed. Når vi retter opmærksomheden mod det smukke i nuet, kan vi høste, MENS vi sår!"
      Fra: Susan Jeffers: "Din lille bog om at være i balance."

      Du høstede, mens du såede, og det er en gave at kunne det :-)

      Ønsker dig en dejlig søndag fuld af glæde over nuet :-)

      Slet
    3. Tusind tak Louise, det var virkelig en fin tekst. Og nuets gave er jo den eneste rigtige, alt andet er løfter. Jeg øver mig hver dag på at nyde nuet og de gode øjeblikke. Dér er livet! Og et lykkeligt øjeblik kaster perler til det næste. Og det næste. Og på den måde, tænker jeg, får man en smuk perlekæde af gode øjeblikke. Men det er ikke så let, som det lyder! ;)

      Tak for gode ord og god søndag.

      Slet
  2. Du skriver så lyrisk, så poetisk til tider, Lene, at det bare er en ren fryd å lese. Blir så berørt, det treffer meg rett i hjertet, og jeg kjenner at jeg hensettes i en stemning som maner til refleksjon. Tilstedeværelse, det å lytte til naturen og en selv... Bevissthet omkring årets rytme, månedenes skiftning, blir metaforer på livet selv, og hvis vi lærer oss å lytte til naturens gang, vil vi kanskje høre musikken; av og til spilt vart og fint, på de tynneste strenger, andre ganger buldrende og stormfullt, der bassen blir mest brukt. Uansett er det noe som fortelles, som blir sagt, og hvis tar oss tid til å tolke, med både hjertet og sansen, leser mellom linjene, åpenbares en dypere forståelse...

    Ha en fin lørdag videre.
    Stor klem fra meg til deg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Janna, jeg er virkelig ydmyg og glad for, at mine ord kan give dig det, du beskriver. Tak fordi du siger det.

      Og jeg er helt enig i din betragtning, bevidsthed om årets og naturens gang er metaforer på livet selv, der er en visdom og en sandhed så subtil i den forståelse, at ... åh! Tak fordi du sætter ord på det!

      Må din søndag blive fin, gode ven. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.