mandag den 17. september 2012

Prøvelser


September har brugt formiddagen med at pusle på sit rum, gæsteværelset, der nu ser helt anderledes ud, fordi hun bor dér. Rygsækken har hun dog ikke pakket ud, det lagde jeg straks mærke til, for før i tiden var hun så sirlig med den slags. De tomme skuffer, jeg har lavet til hende, står stadig tomme. Hun går rundt og nynner, håret er slået ud og hendes ansigt ser anderledes ud i de viltre krøllers rammer. Sådan husker jeg hende slet ikke. Jeg betragter hende nysgerrigt fra min plads ved skrivebordet, ud af øjenkrogen kan jeg skimte hendes gøre og laden på den anden side af gangen. Jeg kan også mærke hende. Pustet af efterår, den friske luft med antydninger af både sommer og høst. Det er som om hun ikke helt har bestemt sig for, hvad hun egentlig er.
Til sidst beslutter jeg mig for at spørge hende. Min formiddag har været besat af et stramt arbejdsprogram og opgaver, jeg bare skulle have lavet, så jeg ventede lidt med at gøre væsen af mig. Hun har respekteret min travlhed, selvom jeg ikke lukkede døren. Jeg brugte frisk luft som undskyldning, jeg kunne jo ikke så godt sige, at jeg bare måtte se lidt nærmere på hende. Fra en vis afstand naturligvis. Samtidig var jeg også lidt flov på egne vegne over, at jeg fandt September og hendes hemmelighedsfulde puslen mere spændende end det, jeg skulle have gjort. Jeg var jo gået i praktikermode og egentlig burde jeg bare have lukket døren og haft fuldstændig fokus på opgaverne. Men min nysgerrighed sejrede. Det gør den som regel. Den sover aldrig rigtig, det er kun tilsyneladende, den har altid et øje på klem, en usynlig antenne ude. Den opfanger alt det, der er subtilt, spændende og som jeg gerne vil vide mere om. Den sejler som et lille skib på høje bølger, tilsyneladende upåvirket af skumsprøjt og bølgegang, den kæntrer aldrig. Det er som om den har sat sig for at udføre sin mission. Uanset hvad.

Jeg prøver at fange hendes opmærksomhed, jeg går med tunge skridt rundt i køkkenet og jeg laver kaffe på Nespresso maskinen. Det larmer. Jeg kan godt lide lyden, den er lovende og kildrer mine sanser. Kort tid efter, at den har sunget første linje i sin melodi, breder kaffeduften sig i rummet. En helt igennem sanselig fornøjelse, tanken om den første slurk kaffe er næsten ligeså så fyldig som den egentlige kaffesmag.

Og September kan godt lide kaffe, det ved jeg, hun slog hænderne sammen af begejstring, da hun så maskinen i går. Den er ny, den havde du ikke sidste år. Og de mange skønne kapsler, farverne, fristelserne. Lige mig, det var hendes ord, inden hun sluprede den ene kop i sig efter den anden. Også det forbavsede mig. Hun plejer da ikke at være så … grådig, det var ordet, der kom op, men sådan mener jeg det egentlig ikke. Hun plejer bare at være mådeholden. Kritisk sågar. Men alt det, hun så og mødte på sin vej gennem søndagen, gav hende tilsyneladende bare endnu større glæde og tilfredsstillelse. Hun smilede. Øjnene strålede. Jeg er glad for at være tilbage hos dig, sagde hun og så smeltede mit hjerte selvfølgelig. Jeg tilgav hende de mange dyre kopper kaffe. Drik bare, tænkte jeg, så drikker jeg dine smigrende ord.
Hun bliver på øverste etage. Jeg hører, at hun blidt lukker sin dør bag sig og gennem de åbne vinduerne kan jeg nu høre guitarmusik. Er det hende, som spiller? Jeg mindes ikke, at hun spiller guitar og i øvrigt bar hun da ikke rundt på et musikinstrument, da hun kom i går. Eller? Jeg er helt forvirret, jeg troede jeg kendte hende og tog for givet, at alting ville være som sidste år, hvis hun igen skulle dukke op her på matriklen.  Jeg genkaldte mig minder fra sidste gang, hun var her, jeg troede ærlig talt, at vi skulle gentage, det vi gjorde dengang. Jeg kunne dufte hendes parfume, jeg vidste, hvordan hendes hår faldt. Og jeg huskede det som glat og velfriseret. Jo, hun var flot og nydelig klædt, klassisk, en smule stram i antrækket, men spændende at tale med, klog, vis sågar på sin særlige septemberfacon. Og så dukker hun op, kravlende over hegnet, rygsæk og viltre lokker. Drikker kaffe uden hensyntagen til mit budget og dasker i øvrigt rundt som om hun havde mødt lykken eller noget, der ligner. Jeg sætter mig ned med min kaffekop og sukker dybt. Hvad ved jeg egentlig?

Prøvelser, tænker jeg, det må være en slags test. Nu er månederne for alvor ude på at drive gæk med mig og det starter åbenbart med September. Der i øvrigt kommer alt for sent og planker den. Med rygsæk og usynlig guitar. Det er da heller ikke nemt at være menneske længere.
Jeg beslutter mig for at være åben og modtagelig i mit forsøg på at lære September at kende. Den nye September vel at mærke. I må have mig undskyldt, men fortsættelse følger, for jeg nænner ikke at forstyrre hendes guitarspil. Jeg lader hende være og, må jeg indrømme, jeg nyder i grunden den blide musik, der blander sig med eftermiddagslyset, danser med solen og sender gode vibrationer rundt i huset.

Måske er alt i virkeligheden, som det skal være?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.