fredag den 7. september 2012

På kanten af Europa og efteråret


For en uge siden vandrede jeg i Chanias gader og mærkede solens stråler på huden. Den faldt ned gennem hustagene og fandt vej til små gader med huse klemt ind mellem hinanden. Der var lys og skygge og en duft af grillet fisk og krydderurter. Der var mennesker, lyde og stemmer. Og helt nede ved kajen blandede havet sine toner med byens liv, bølgerne slog ind mod de store sten og havnefronten. Lystbådene vuggede i solen og spejlede sig i turkis. Det var en særlig sang. Turister. Tavernaer. Tid.
Hvordan mon der er midt på vinteren, tænkte jeg. Hvor koldt bliver det? Og lukker alle de mange restauranter og tavernaer deres døre, når den sidste turist har sat sig ind i flyet og forladt den sommerkaotiske lufthavn? Hvad laver de lokale, når de ikke forsøger at hverve kunder på havnekajen? Hvad taler de om, når mørket og vinteren lukker sine håndflader om deres lille by og havet ikke længere har samme turkisblå farve? Nyder de stilheden og den kølighed, der kommer med skyerne? Ligger fyrtårnet badet i vinterdis og er farven en helt anden, når vinteren tager bolig i Europa og kræver sin mænd og kvinder? Forsvinder den muntre, lette sommerstemning og tonerne af ulidelig lethed? Bliver de lokale også en smule melankolske, tænkende og drømmende og synes de det er trist, at restauranterne nu ligger øde hen bag skodder, lås og slå?

Jeg legede med tanken om at blive og finde arbejde på en taverna. Et simpelt liv som lyshåret tjener. En af dem, der spottede de skandinaviske gæster og kunne tale med dem på deres sprog. Men nej, jeg ville lære græsk og måske ville jeg farve mit hår mørkt og lade som om jeg ikke forstod de nordiske sprog. Så kunne jeg lytte og opfange brudstykker af samtaler. Bruge det som inspiration og dialog til kommende historier. Det var en behagelig tanke. Der var noget afslappet over stemningen, der var tid nok og selv i travlheden synes der at opstå luftbobler af dvæletid. Eftertanke. En slags munter leg med livet og mulighederne. Et perfekt sted at blive inspireret, opfange, skabe og bare være.
Måske var det tidspunktet? Og stedet? For på kanten af Europa og efteråret emmede det af uudtalte længsler og mennesker, der følte dem.

Der er noget med udkanter. Grænser. Overgange. De steder, hvor man kun skal tage få skridt før forandringen for alvor får fat og der ikke længere er nogen vej tilbage. Hvor man pludselig er på vej mod Afrika og kyster, man aldrig før har besøgt og egentlig heller havde intentioner om besøge. Det sker bare. Man drages. En stemning, en duft, noget uforløst et sted i maven eller hjertet, tager en på rejse. Så opdager man, at man ikke længere er hverken der, hvor man var eller den man var. Forandringen kærtegner og udover vold på samme tid. En slags massage foretaget med stavblender.
Men så vi tager hjem. Os turister. For vi skal hjem til hverdagen og det liv, vi har forladt. Måske drømte vi, da vi så fyrtårnet i det turkisblå vandmaleri og måske håbede vi, at noget ville blive anderledes. Måske søsatte vi vores længsler, da vi satte os på kajkanten og stak de bare fødder ud over vandet. Vi mærkede skumsprøjtet under fodsålerne, en kildrende fornemmelse af utæmmet lyst, men vi trak benene til os og lod os suge tilbage til menneskemængden og tjenerne, der råbte om souvlaki, calamari og andre lokale lækkerier.  

Det er bare et kort sekund og dog en evighed. Den lyst. Den vildskab. Den følelse, der opstår, når himmel møder hav og sjælen spejler sine længsler og drømme i det blå ocean. Sandet mellem tæerne, solen på huden, duftene, blødheden. Hvorfor forlader vi den? Hvorfor vender vi det ryggen og går tilbage, hvor vi kom fra? Og gør vi egentlig det? Eller sker der noget, når vi ser på fyrtårnet og føler alt det forbudte, vi har fortrængt og altid vil længes efter i hemmelighed?
Er det for sent at gå tilbage i det sekund, hvor blikket rammer horisonten og følelsen af eventyr rejser sig som bølgerne mod havnekajen? Eller er det bare mig?

2 kommentarer:

  1. Det må have været skønt at være på Kreta nu, hvor temperaturen sikkert er lige tilpas. En af mine tidligere er flyttet til Grækenland permanent og er helt vild med at bo der.
    Klem og rigtig god dag og weekend til dig, Lene! Vejrudsigten ser heldigvis rigtig dejlig ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tog gerne tilbage til solen og varmen! ;) Men vejret er nu lovende her i weekenden og når alt kommer til alt, holder jeg meget af efteråret. God weekend til dig også. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.