lørdag den 15. september 2012

På efterårsvej


Eftermiddagen er stået af toget. Med tøvende skridt tog jeg imod den på perronen. Jeg havde taget trøje på. Kuldskær på efterårets trinbræt. Tunge skyer bevægende sig med majestætisk ro hen over himlen, upåvirkede af vindens drillelyst. Men jeg mærkede den. Vinden. Den bærer kulde med sig. Den kulde, der pludselig spytter det sidste sommerstykke ud, vender ryggen til og går.
Eftermiddagen fulgte med mig hjem. Uden ord stak den sin arm under min. Jeg lavede kaffe og besluttede mig for at sidde i spisestuen med udsigt til have og gule høstmarker. Den gule farve, der langsomt bliver mere brun for hver dag der går. Forvandler sig, danser rundt, hvirvler med vinden, pludselig dybere. Brunlig. Brun. For til sidste at blive sort som vinterens mørke muld. Men så langt er vi slet ikke kommet, minder eftermiddagen mig om og trækker mig kærligt tilbage til nuet.

Nuet, hvor stille musik spiller i min radio. Hvor kaffen dufter og bliver nydt i små, søde slurke. En vis dovenskab har svøbt sig om min krop. Og på samme krop er nu plantet et stort tørklæde og en striktrøje. Det er nye tider. Jeg har uldtrøjer i vaskemaskinen og kigger med et vist vemod på sommertøjet i bunken, der nu skal vige pladsen for varmere gevandter. Samtidig elsker jeg det tidspunkt, hvor jeg genser mine kære trøjer og sweatre og husker, hvordan de ser ud med de og de bukser, tørklæder og støvler. Støvler!
Hvor blev sommeren af? Jeg elsker dette fine tidspunkt på året, men jeg strækker automatisk armene ud efter sommerens favn. Forgæves. Jeg kan ikke længere nå. Sommeren er falmet og gået bort.

Men når alt kommer til alt er der noget fredfyldt i tanken om, at alting er, som det skal være. Midt i september. Livet går gennem falmede gange mod vinter. Vandrende på efterårsvej tager året frakke på.
Og jeg tager mig en kop kaffe mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.