tirsdag den 11. september 2012

Og så efterår


Vi tog af sted sidst på eftermiddagen, veninden og jeg. Det var en af de dage i september, hvor man vipper tilbage i sommer. Solen havde skinnet varmt og venligt hele dagen. Det var en slags retrodag og egentlig svært at navigere. Jeg forsøgte at samle tankerne om mine opgaver, planerne for vejen videre blinkede på skærmen, men jeg var rastløs som en tikkende bombe. Ude, inde, hvad skal jeg vælge? Og det overhovedet at have et valg er en luksus, det ved jeg, men min luksus i går bestod i ikke at træffe nogen beslutning. Jeg dansede frem og tilbage som tungen på en vægtskål, vippede fra sommer til efterår og fra en slags ferietilstand, der ikke længere var og ind i efterårets arbejdsglæde og lyst til at åbne nye døre.
Og lyset er helt specielt i september. Har du lagt mærke til det? Igen denne blanding af årstider, der mødes. Dugvåd overgang, forsigtig balanceren mellem det, der var og det, der skal komme. Men når nuet findes på en tynd line spændt ud mellem tagrygge over et uendeligt landskab i forandring, må man træde varsomt. Være helt stille. Lade være med at gøre andet end at holde balancen og trække vejret med forsigtighed og glæde. Unde sig selv denne væren uden at handle, selvom man ved, at man meget snart skal balancere mellem hårfin skaberkraft, kreativitet og praktikerværen.

Når tiden er inde. Snart. Danse i tomrummet. Slippe utålmodighedens modstandslignende energi, give slip og alligevel ikke falde. Svæve. Som en fugl. Opdage at man har vinger og at der en grund. Som ikke bare er en afgrund. Svæve. Flyve.
Vi tog af sted sidst på eftermiddagen, veninden og jeg. Vi kørte til havet, det sted, som vi før har besøgt sammen og som ligger perfekt til en aftenudflugt. Ikke for langt, men alligevel langt til at man får følelsen af at foretage en slags rejse. En café, et godt måltid, god snak og udsigt til havet udenfor døren. Bølger og uendelig horisont, der hvor himmel og hav mødes.

Da vi havde spist og var klar til en tur på stranden, mødte tusmørket os i cafedøren. Allerede, tænkte jeg og trådte så gennem en usynlig dør og direkte ind i efteråret. Jeg mærkede en forsigtig prikken i huden, sjælen sukkede og i det sekund vidste jeg, at jeg var kommet ud på den anden side. Jeg svøbte tørklædet om halsen og var klar. Lettet.
Så gik vi langs stranden, fangede øjeblikke med både hjerte, sjæl og kameralinse. Vi sagde ikke så meget, vimsede lidt rundt hver for sig og lod os opsluge af havets vidunderlige maleri og tusmørkekys. Vi opdagede, at vores elskede pandekagehus havde lukkede skodder og døre og der duftede ikke længere af boghvedemel i bageform, men af skumsprøjt og efterår.

Det blev mørkere. Gadelamperne blev tændt. Dem havde jeg ikke lagt mærke til før. Lyset var drømmeagtigt blåt.

Så smukt, tænkte jeg, at være kommet gennem slugten til efterår, selvom det gjorde ubeskriveligt ondt at være strandet i overgangen. Som en knop, der er ved at briste. En larve i sin puppe, der skal ud og blive til sommerfugl. Ulidelighed. Passage. Og så efterår.

4 kommentarer:

  1. Hei, kjære Lene
    Nå......virkelig lenge siden jeg var inne hos deg. Jeg har hatt det travelt, og vært syk, som deg. Da orket jeg ikke slå på pc`n engang, men bare pleiet meg selv.
    Jeg ser du har vært på ferie også, på Kreta. Det var jeg for mange år siden. Jeg forstår godt at du fant deg selv der nede.
    I morgen drar jeg på en reise....til familien i Spania; der jeg også skal feire min fødselsdag, sammen med dem. Og min datter Sopgia er også med. En mor-datter tur, så hyggelig.
    Ja, så var høsten kommet. dagen startet med vind og regn, så kom det sol. men det kjennes i luften at det er en annen årstid, selv når solen varmer. Men jeg elsker den rå duften av høst. Høsten er faktisk min favorittårstid.
    Jeg håper du nyter dagene, og får skrevet mye ned. Så er jeg snart tilbake, g lover å komme på besøk her inne igjen. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ønsker dig en vidunderlig rejse sammen med din datter. Det bliver fint. Vi skrives ved, når du er tilbage! :)

      Knus tilbage.

      Slet
  2. Man kommer igjennom, hele tiden. Til mn ikke kommer bidere i det hele tatt. Er det ikke flott å kunne møte alle aspekten?

    SvarSlet
  3. Det har du ret i. Og jo, det er flot at møde alle aspekter, højder, dybder. :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.