mandag den 24. september 2012

Mandagshemmeligheden


 
Og pludselig står hun i mit køkken. Jeg var bare nede for at lave mig en kop mere, finde lidt styrke til dagens opgaver.
Efteråret kan mærkes, kulden trænger igennem, himlen har taget en dramatisk kåbe på. Den gør klar til regnvejr. Mere kaffe, tænker jeg, jeg har tændt et stearinlys, flammen danser i det grå formiddagslys. Ned i køkkenet, trin på trappen, ranker ryggen, tænker gode tanker og er ved at falde på det sidste trin. Jeg er træt, det er mærkeligt, det har været sådan en god weekend, afslappende og med en solskinsfyldt søndag og tur ud i det høstsmukke vejr. Jeg burde være frisk nu, mere klar end jeg føler mig. Jeg spejder ud af vinduet, mens kaffen laver sig selv, lyden, duften. Køkkenet opfyldes af sanselighed.

Mit blik fæstner sig ved et træ, det svajer i vinden, danser med raslende blade og skifter farve, mens jeg ser på det. Grøn bliver til gul og rød. Jeg nærmer mig træet i tankerne, holder om dets stamme, mærker styrken, glæden ved forandring. Fleksibilitet. Stærke rødder. Jordbundenhed. Styrke. Midt i sårbarheden, der kaster kulde af sig, rammer min hud, går videre ind i sjælen. Jeg ruster mig til den kommende vinter. Jeg er et træ.
Og pludselig står hun i mit køkken. Jeg havde ikke hørt hende og bliver lidt forskrækket, da hun lægger en hånd på min skulder. Jeg vender mig om, hun smiler, ser lidt anderledes ud i dag. Hun vil vel også bare have lidt mere kaffe, tænker jeg, noget at styrke sig på, mens hun laver sin saglige septembermusik og fylder huset med gode vibrationer. Jeg er kommet til at holde af den. Hendes musik. Den måde, tonerne breder sig gennem rummene, maler skygger på væggene, sejler over gulvet, tegner ringe.

Igen griber jeg mig selv i at ville blive i det øjeblik, hvor jeg hører en dyb og velkendt tone i mit indre. En sagte genkendelighed af noget godt. Noget vigtigt. Stands, råber jeg uden lyd, jeg vil gerne høre det igen, føle det igen. Du må aldrig standse din musik, kære september, den er så sød, kontrastfuld. Et møde mellem modsætninger.  Kulde og varme griber ud efter hinanden, skaber understrømme af muligheder og spiller dramatisk teater. Jeg er både tilskuer og medvirkende, ikke længere så sikker på min rolle, men det gør ikke noget. Tværtimod. Jeg mærker noget andet, noget vigtigere, noget der ikke kan sættes ord på lige nu. Det kommer. Senere. Og så smiler jeg stort, for jeg kan mærke, at jeg har lært noget vigtigt.

’Du er blevet mere vis’, nikker September. ’Og jeg trænger til en god kop kaffe!’
Jeg nikker. Sætter mere kaffe over. Hun bliver stående med sit drømmeblik og ser ikke ud til at have travlt.

’Skal jeg fortælle dig en lille mandagshemmelighed’, siger hun og træder et skridt nærmere.
Jeg nikker ivrigt. Åh ja, September, fortæl mig en hemmelighed. Sig noget godt. En god nyhed. Pak den ind i knitrende papir af forventning og fortæl den med kærlig hvisken. Denne dag er skabt til dæmpede toner.

Hun stryger mit hår til side og lægger munden mod mit øre. Det kildrer lidt. Jeg smiler. Lidt fjoget måske, jeg er opfyldt af skøn forventning, nysgerrig til bristepunktet og hungrende efter at høre noget godt. Mandagshemmeligheden. Ordene stiller sig forsigtigt i kø. Et efter et kravler ind i min øregang. Mit smil bliver større. Jeg kan mærke det. Glæden, opfyldelsen, følelsen.  Mine skuldre sænker sig. Smilet bliver siddende.
’Det trængte jeg til at høre’, søde September’, siger jeg til hende og giver hende et velfortjent knus. ’Og nu skal vi have os en kop kaffe mere!’

5 kommentarer:

  1. Smukt - kan næsten se dit smil for mig:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og nu smiler jeg endnu mere! :)

      Slet
  2. Dejligt med hemmeligheder og god kaffe :-)

    SvarSlet
  3. Vidunderlig å lese, kjære deg... Du er fantastisk med ordene, og jeg simpelthen elsker måten du skriver på. Det tror jeg du vet... ;-)
    God klem til deg

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.