onsdag den 5. september 2012

Jeg er dér endnu


Tiden gik og nu er hun tilbage. Mig. Her sidder jeg med min kaffe, en smule følelsesmæssig forslået, lidt ondt i halsen og småsnottet, hjemvendt fra Kreta med sjælen i behold og drømmen endnu stærkere og mere krævende. Jeg forstod det, mens jeg sad på en taverna med min formiddagskaffe og spejdede ud i det turkisblå ocean. Det velkendte fyrtårn knejsede stolt på kanten af det sted, hvor Europa møder andre kontinenter. Det sidste sydlige stop inden vejen går videre.

Og jeg var et skib. Et skib gjort af kød og blod, en kvinde med kaffe og med hovedet fuld af følelser og ord. Ord, der ikke kunne skrives lige der, men som svøbte sig som silkesnore et sted i hendes indre. En kvinde, som blev opfyldt af et betragte, se livet gå forbi, mærke stemninger og følelser. Og der, midt i menneskevrimlen, på tavernaen med turkisblå udsigt, fyrtårn og vandveje videre, forstod hun, hvem hun virkelig var. Hun mødte sig selv, så kvinden med det lyse hår og kaffekoppen, kiggede på sig selv med både forundring og beundring og en følelse af genkendelse og hjemkomst, der var stærk og højst uventet.

Hun blev rørt. Berørt. Og takkede Gud for, at hun havde solbriller på, så ingen så tårerne, der piplede frem i øjenkrogen og fyldte hjertet med en sær taknemmelighed. Sorg og glæde tog hinanden i hænderne og dansede en vals. Snurrede forbi på kajen foran bordene, hvirvlede rundt i luften og forsvandt i bølgerne, der skvulpede mod stenene. Er det mig? Hende ved bordet med kaffen, ordene i hovedet, de stærke følelser og sløret blik rettet mod det fyrtårn, der pludselig var blevet hendes helt personlige symbol. Dér, nederst i Europa. Langt hjemmefra og alligevel aldrig tættere på.

Nu er der virkelig ingen vej tilbage. Det forstod hun. Så græd hun lidt mere. Gav det skarpe sollys skylden og pudsede næse, for hun havde sovet i et værelse med aircondition og så bliver man naturligvis snottet. Ha! Hun smilede også. Det var forunderlige øjeblikke. Tiden stod stille, hun gik ind i sig selv, helt ind og vidste med et, at der ikke findes andet. Jeg har fundet mit sted, det vidste hun og tænkte det så højt, at hun var sikker på nogen havde hørt hende. Og det sted er alle vegne. Det findes på kanten til Europa og Afrika, det bor i fyrtårnet, det danser med vinden og skvulper med bølgerne.

Jeg sidder stadig på tavernaen. Jeg betragter fyrtårnet, spejder ud i det turkisblå vandmaleri og forstår, at jeg aldrig kan gå tilbage. Jeg kender ikke vejen frem, jeg aner ikke om mit skib kan holde vand og om sejlene er stærke nok til vinden, men jeg er nødt til at forsøge.

Kaffen er næsten drukket. Tjeneren kredser i nærheden af mit bord, jeg kan blot løfte blikket, selv bag solbriller vil han kunne se, at jeg ønsker endnu en kop kaffe og et stykke med evighed. Jeg har ingen lyst til at rejse mig og forlade det sted, jeg har fundet.

Men jeg gik. Betalte og forsvandt som alle de andre turister, der slentrede langs kajen.

Jeg aner ikke, hvordan det går til, men jeg er dér endnu.

4 kommentarer:

  1. Smukke ord:-) Kan næsten mærke stemningerne hos mig selv med den beskrivelse, du giver:-) TAK

    SvarSlet
  2. Selv tak Gitte, er glad for at du læser med og kan mærke stemningerne, ikke mindst! ;)

    SvarSlet
  3. God morgen,Megan fra Humlehagen!Du er med i trekningen om keramik lysdame og hjerte,for du er medlem på bloggen - trekker vinnerne 30 september - bare som litt moro fordi det er ett år siden jeg begynte å blogge.:)Ønsker deg en fin dag!:)klem fra Else Britt:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære dig fra Humlehaven. Jeg er glad for at få lov til at være med i din hyggelige konkurrence med de fine præmier! :)
      Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.