onsdag den 12. september 2012

At turde svæve


I forandringens navn og i rejsen gennem livets processer, ikke mindst den åndelige udvikling, er der tidspunkter, hvor alting er i fuldstændig kaos. Selvom vi har en god anelse, hvor vi er på vej og selvom vi har sat os gode mål og forsøger at gøre dem så håndgribelige og opnåelige som mulige, så findes der timer og dage, hvor vi må overgive os til det kaos, der omgiver os, for vi er selv en del af det. Vi er kaos.
Bevægelsen i et kaotisk system er til en vis grad uforudsigelig. Der findes en grad af usikkerhed, som er naturlig og som vi mennesker har svært ved at overgive os til. Vi vil gerne vide. Læne os op af noget håndgribeligt og mens vi svæver som en fugl uden vinger gennem timer, dage eller uger, søger vi med lys, lygte og panik efter noget at holde fast i. Et pejlemærke. Noget synligt i horisonten, noget vi kan se og røre og allerhelst kan klynge os til, mens forandringens vinde tager os med på en rutsjebanetur, vi ikke kan mindes at have stået i kø og købt billet til.

Når jeg ser tilbage på det sidste års rejse, ser jeg mig selv som en fugl, hvis bur pludselig er blevet åbnet. Nogen lod lågen stå på klem. En tidlig morgen opdagede jeg til min fryd og rædsel, at døren til mit bur ikke længere var låst. Jeg ænsede en duft af frisk luft, en slags særlig sødme, som på samme tid dragede mig og gjorde mig rædselsslagen. Jeg skal ud, det vidste jeg, ingen tvivl om at jeg måtte udnytte den åbne dør og følge dufte af frisk luft og forandring. Mens jeg havde siddet i mit bur, på min velkendte pind med den forudsigelige udsigt, som jeg holdt så meget af, men som jeg alligevel til tider irriterede mig over, havde jeg gjort mig tanker om, hvad der skulle ske, når jeg hoppede fra min pind og over på kanten til friheden. Jeg havde drømme. Gode drømme. Jeg ville noget andet med mit liv. Noget mere ægte. Jeg ville finde min sandhed og jeg ville følge mit hjerte. Endelig afprøve de vinger, som vi alle har fået, men som for mange af os for evigt bliver gemt bag et låg af længsel.
En dag hoppede jeg. Jeg havde taget mange tanketilløb, men selvom gode tanker er vigtige og har en mægtig kraft, skal de på et tidspunkt kombineres med handling for at kunne skabe magi. Det er en slags alkymi. Tanke, handling, sætte noget nyt i bevægelse. Flyve. Kan jeg flyve? Og hvor skal jeg flyve hen, når jeg først har forladt mit ellers så fine bur med de nydelige vinduer og døre, jeg kunne gemme mig bag? Bare tanken tog vejret fra mig.

Men jeg fløj. For det kunne jeg faktisk. Bare sådan. Jeg skulle ikke engang tænke over det, jeg opdagede, at det faldt mig helt naturligt. Og hvor var udsigten dog smuk højt oppe under skyerne. Dernede på jorden så jeg mit lille bur. Nu var det bare en lille ubetydelig prik.  Jeg fløj længere væk, opdagede nye landskaber og hilste på spændende skyformationer. Jeg nikkede til andre fugle og undervejs fløj vi lidt i flok. Så skiltes vores veje og jeg var igen alene. Stadig på en slags himmelrejse.
Der var tidspunkter, hvor jeg tvang mig selv til at lande, fordi jeg fik højdeskræk og lod mig stresse af alt det kaos, der pludselig omgav mig. Men når jeg ser tilbage, var det netop i det kaos, at den største og vigtigste forandring fandt sted. I de øjeblikke, hvor jeg overgav mig og bare svævede, skete der mere, end når jeg forsøgte at styre min imaginære jumbojet gennem skyer og lande på kendte kontinenter. Jeg ville så gerne forklare, når nogen spurgte, fortælle, hvad jeg ville, hvor jeg var på vej hen, give nøjagtige skildringer af vejen og de drømme, der først lige var ved at blive til mere end bare tankespind.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se mig selv forsøge at tegne og tilrettelægge, fordi jeg følte mig uendelig sårbar og udsat i kaos. Også selvom det var lige dér, at jeg fik skrevet og skabt de mest spændende sætninger, kapitler og i det hele taget. Men det var et ukendt land, stedet, hvor jeg ikke kunne sige nøjagtigt hvem jeg var og hvorfor jeg befandt mig lige der.
At turde svæve, tænker jeg i dag, denne smukke september morgen, det er noget af det vigtigste, når man tager på en rejse som min. At turde overgive sig til dagen og vejen, den dugvåde morgen, det ukendte. At turde svæve og ikke hele tiden ville kontrollere. Jeg er på vej. Det er faktisk nok.

Undervejs bliver du mødt med både nysgerrige, kritiske og til tider lettere hånlige spørgsmål. Men fat mod! For de spørgsmål handler slet ikke om dig, men om den, der spørger! Hvor er du på vej hen, vil alle vide. Forklar. Sæt dig mål. Gør dem håndgribelige og gå efter guldet. Nu. Ikke vente. Og jeg lod mig forføre af den utålmodighed, der faktisk er en slags modstand. Jeg satte ord på. Jeg vil sådan og sådan. Og naturligvis var der en stor portion drømmesandhed i det, jeg fik formuleret, men den største sandhed var, at jeg ikke var parat. Endnu. Jeg var et frø, der endnu skulle ligge i den sorte muld, i mørket og uvisheden og blive til en spire.
I skrivende stund er mit bedste råd til mig selv og andre gode drømme på vej mod nye horisonter følgende: Lær dig selv at turde svæve. Det er vigtigt. Lad være med at lade dig stresse af andres tilsyneladende gode intentioner og spørgsmål. Lad dig udfordre, når du er parat, men der er tidspunkter i processen, hvor du udelukkende skal stole på din egen intuition og din evne til at give slip. Du vil vide, når du er parat til at sætte egentlige mål. Du vil mærke, når det mål, du sætter dig, er et hjertemål og ikke bare et håb om at bestige et slags Mount Everest bare fordi. Det vil være som at tisse i bukserne for at holde varme. Når du når toppen, vil du nyde udsigten, føle dig sej og uovervindelig, du vil fejre dig selv, måske prale lidt, nyde at du gjorde det og … Hvad så? Inden længe vil du se dig om efter et nyt Mount Everest, en bjergtinde, som ligger lidt højere. For der mangler stadig noget. Den indre længsel har fulgt med hele vejen, som en trofast hund har den vandret i dine fodspor og bare ventet på, at du gjorde holdt og virkelig mærkede efter.

Så svæv, når du mærker forandringens vinde. Nyd det kaos, der omgiver dig, hvis det overhovedet er muligt. Vid, at i netop det kaos finder den største udvikling sted. Og det er helt fint ikke altid at vide. Det er faktisk en slags usynlig lov. Svæv. Mærk vinden under vingerne, suset af forandring, synet af kaos. Fragmenter. Et puslespil spredt for alle vinde.
Dit liv. Dine muligheder. Din svævetur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.