fredag den 17. august 2012

Uvishedens perle


Det findes ikke uden. Livet. Usikkerheden er en del af eventyret. På det seneste er jeg stødt på begrebet i forskellige sammenhænge og desuden er emnet kommet op, når jeg har talt eller korresponderet med gode veninder. Kvinder, der som jeg, forsøger at følge hjertet og danse til den musik, der strømmer ud fra et sted indeni. En sang, der har været skjult i årevis og pludselig vil frem og synges. En melodi, man kender og som er blød som en vuggevise, blidt som et sommerfuglekys og stærkere end noget, man nogensinde har oplevet. Når man hører den, så findes der ingen anden vej. Alt andet er en kopi, en forvrænget afspejling af noget langt større og smukkere. Og alligevel har denne skønne sang en trofast ledsager. Toneart. Usikkerheden.
Sandheden er, at man aldrig slipper for usikkerheden. Uvisheden. Ikke at vide er en del af eventyret, selvom det samtidig gør noget ved os. Det gør os bange.

Jeg hørte mig selv sige til min veninde, at vi må lære at leve med uvisheden. Lære at elske den. For det gør vi i grunden allerede. I usikkerheden og uvisheden ligger der nemlig muligheder. Alt kan ske. Man opdager ikke et nyt land eller et nyt kontinent, med mindre man tør miste kysten af syne. Og derude på havet er der bølgegang.  Til tider raser orkanen og man tror, man bliver opslugt af en kæmpemæssig bølge og forevigt vil være en del af havets fødekæde. Farvel. Indtil man opdager, at bølgen er opstået i ens egne tanker, krop og sind. Frygtens vibrationer er så stærke, at hele havet kommer i oprør.
Skønt vi har potentialerne til at opleve sommerfuglens frihed, foretrækker vi af mystiske årsager egoets lille frygtsomme kokon, skriver Pema Chödrön i en af sine bøger. Vi bliver i vores lille bekvemme bur, hvis mure er gjort af frygt. Vi bliver dér, fordi vi kender det og fordi vi har bildt os ind, at det er trygt. Godt. Velkendt og forudsigeligt. Og vi undlader at spørge os selv, om vi er tilfredse med det. Vi pakker den gode sang ind i papir og lægger den nederst i sjælens skattekiste. Jeg tør ikke synge dig, siger vi med gråd i stemmen, men vi tørrer trodsigt vores tårer, lukker kistelåget og forsøger at glemme. Så pynter vi vores bur med smukke blomster og bilder os ind, at vi er lykkelige. At vi er dér, hvor vi skal være. At det er livet.

Når jeg bliver bange og mit sjæleskib ender i kaotisk bølgegang, så tænker jeg på Pemas ord og mit lille bur. Jeg læser ordene, smager på dem og mærker dem helt ind i hjertet. Så spørger jeg mig selv, om jeg er tilfreds med at blive i mit bur. Eller om jeg er villig til at miste kysten af syne og begive mig ud på den rejse, jeg udmærket ved, at jeg skal foretage. Og som jeg allerede er midt i. Hjælp! Hvor er kysten? Tør du, spørger jeg mig selv og jeg nikker trodsigt. Selvfølgelig gør jeg det!
Så lyver jeg og ved ikke længere, hvad der er løgn og hvad der er sandhed. Indtil jeg kan mærke, at jeg slet ikke tør blive i buret. Det gør ondt at være dér og det gør ondt at begive sig ud. Der ligger en stor sorg i afskeden. For vist gør det ondt, når knopper brister!

Men hvem vil ikke gerne være sommerfugl? Eller en smuk lotusblomst? Folde sig ud og opdage et væld af underskønne kronblade?
Når vi siger ja til vores sang, siger vi også ja til usikkerhed og uvished. Vi accepterer. Og i acceptens favn bliver denne tilsyneladende frygtsomme rejse til en lille perle.

Lad ingen vægt veje de ukendte skatte. 
 -Kahlil Gibran "Profeten"
-

10 kommentarer:

  1. Kære Megan.....det er så smukt skrevet. Som du kan se på min blog, er jeg lidt tom for ord - har ingen ord for, hvor smukt og rigtigt det er, det du her på din sider skriver om livet. Du er virkelig virkelig dygtig til at skrive. Det er rigtigt, at for at være tro mod sig selv, er man nødt til at følge sit hjerte - også selvom det medfører nogle hårde beslutninger, og noget nyt og utrygt.....Smuk weekend til dig:-) Stort kram Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Gitte. :) Og en smuk weekend og knus tilbage til dig.

      Slet
  2. Som de andre to synes jeg, du skriver fantastisk, Lene. Klem og en rigtig god sommerdag til dig og høstholdet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Gitte. Og nu skinner solen, så mon ikke høstholdet kommer ud med maskinerne? :)
      Klem.

      Slet
  3. Jeg er så gla, så gla for deg og denne bloggen din! Du er et unikum som skriver på en utrolig flott og særegen måte.
    Uvissheten....den liker jeg ikke. Jeg liker ikke uforutsigbarhet, jeg liker ikke å ikke vite...og særlig ikke når det gjelder de store spørsmål i livet. Men sånn er det bare. En sa en gang til meg at jeg måtte "omfavne" uvissheten. Ikke lett, men som du sier - på et eller annet vis må vi lære oss å leve med den...
    Godt skrevet dette - igjen.
    Og takk for dine gode oppmuntringer til meg. Det varmet virkelig. Nå ønsker jeg deg en fin helg med gode timer og minutter og herlige opplevelser, uten for mye uvisshet :) klem til deg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak gode du.
      Uvisheden, det uforudsigelige, jamen det er jo selve livets vilkår. Alting forandrer sig hele tiden. Ikke desto mindre forsøger vi mennesker ned til sidste detalje at klynge os til det, der er. Vi søger sikkerhed. Tryghed. Og jeg er ingen undtagelse! ;)
      Men jeg vil udforske det i mig selv, tænker jeg. Måske kommer der flere indlæg om det! ;)

      Jeg ønsker dig en fin weekend. Klem.

      Slet
  4. Kære Lene
    Følger stadig deg og dine ord, du er så fantastisk til at beskrive og sætte ordne på lige der hvor jeg synes jeg er i livet. Du er stadig den blogger, der giver mig noget godt´at reflektere over. tusinde tak. Jeg er lidt tom for ord, på min blog men kommer nok igen. Vil da gøre forsøget...:-) God dag og må høsten komme godt i hus.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Tina, det gør mig glad, at du kan bruge dem til noget og at mine reflektioner på rejsen kan gives videre til glæde og en slags læring, forhåbentlig! :)

      Du blogger sikkert igen, når lysten er der! ;)

      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.