mandag den 13. august 2012

Læremestre og kaffekopper


’Forhindringer er læremestre’, siger Augusta og spilder lidt kaffe på sin korngule tunika. Hun smiler bare og lader pletten sidde, mens hun reflekterer over sine egne ord. Jeg nikker. Jeg er enig. Det kan være svært at tænke sådan, når man ramler ind i den ene forhindring efter den anden eller bliver ved med at møde den samme irriterende personlighed forklædt i forskellige kroppe, men det er jo sandt. Der er noget, man skal lære, noget man skal bruge for at komme videre. Det er som et slags spil. Hvis man ikke løser gåden og forstår, hvilken lektie der ligger i forhindringen, er der ingen veje, som fører til Rom. De fører bare hen til næste forhindring, som indeholder samme lektie og så fremdeles, indtil en dag der går et lys op for løberen. Aha! Så det var det, jeg skulle lære. Forstå. Mærke helt ind i sjælen, så forståelsen aldrig forsvinder igen. Og så åbner der sig pludselig en ny dør.
’Er du stødt på mange forhindringer på din vej gennem året? spørger jeg hende, min kære logerende, selveste sensommer Augusta, som vi alle kender som August. Jeg har stadig ikke fattet, hvad der bliver af mine skønne månedlige gæster, når de forlader pensionatet eller huset, som det jo egentlig bare er nu. Jeg havde ingen planer om at have pensionat igen, men det lader til, at både månederne og huset havde en anden agenda. Smilende indser jeg, at jeg ikke altid forstår at tænke mig til det allerbedste for mig selv. Jeg tror, jeg ved bedst, men der er nogen, som ved en lille smule bedre. Mit hjerte taler sit eget sprog og det er ikke kun mig, som lytter. Og nu bliver det måske lidt mystisk, men sådan er livet faktisk. Mystik på den gode måde, hvis det er sådan, man vil have det. Og det vil jeg. Eventyr, mystik, magiske formler og døre, der åbner sig, når jeg mindst af alt venter det. Åbenbaringer og forståelser, der rækker vidt og dybt og som har tråde langt tilbage i tiden. En del af noget større.

’Forhindringer? Augusta slår en skraldende latter op. ’Om! Min rejse gennem året består af en hel række forhindringer, men eftersom jeg ved, at de er til for at jeg skal lære, så ser jeg på dem som en udfordring. Først bliver jeg måske lidt slukøret, frustreret og utålmodighed, men så sætter jeg mig ned og tænker det igennem. Hvad kan du lære af denne tilsyneladende håbløse forhindring, Augusta, større end den kinesiske mur og dybere end Lake Tahoe? Så sidder jeg dér et sted på vej mod min måned og tror, at det aldrig bliver min tur igen, men pludselig forstår jeg noget, indser, hvad der ligger i lige netop den forhindring og så sker der altid noget. Jeg kommer videre! Turen går mod august, spirer bryder op af jord og asfalt og som svalerne på vej op i Europa, nærmer jeg mig mit mål. Mit midlertidige mål. For målet er jo ikke noget egentlig mål, det er blot endnu en station og sådan fortsætter det.’ Hun smiler til mig. ’Og når efteråret banker på og min afløser tripper for at komme til, følges jeg med svalerne tilbage, hvor jeg kom fra. Bortset fra at det sted ikke længere findes. Det er forandret. Jeg er forandret. Alt er nyt og så er jeg klar til at lære igen. Og leve, ikke mindst. For det er selve rejsen, det gælder, som du så udmærket ved!’
Jeg nikker. Det har jeg efterhånden lært. Rejsen. Læringen. Og hvor rejsen nu går hen, ved jeg faktisk ikke helt. Jo, noget ved jeg. Om to uger går den til Kreta, for mor og jeg har booket en afbudsrejse i stedet for vores årlige sommerhustur. Vi trænger til græsk salat af store solmodne tomater, sol og hav. Og bagefter? Fortsættelse følger, for meget er faldet på plads kun for at trævle sig selv op igen. Der er puslespilsbrikker overalt på mit bord. Og mit hoved. Men mit hjerte synger stadig samme sang og den danser jeg til.

’Ligegyldigt hvad der sker, og hvilke forhindringer, der dukker op på din vej, så kan du lære og bidrage ved at være dig selv, gøre dit bedste, søge din højeste sandhed og følge dit hjerte!’ August giver mig en krammer og forsvinder ud af køkkenet. Hendes halvtomme kaffekop står stadig på bordet. Jeg ryster på hovedet og retter mig selv.

Hendes halvfulde kaffekop står stadig på bordet …

6 kommentarer:

  1. Tak:-) Hvor er det bare sandt - det kan være hårdt med de "forhindringer" vi møder på vores vej -nogle perioder er der så mange, at man tænker - kan det nu oss' være rigtigt???? Og ja det kan det jo, for der er noget mere, vi her og nu skal lære om os selv for at blive et endnu mere autentisk og harmonisk menneske. Så vi må spørge os selv "hvad kan jeg lære af den her situation"???? Spændende men også rigtig hårdt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er hårdt til tider! Jeg forsøger at huske at spørge mig selv om, hvad jeg kan lære. Hvad jeg har lært. Og bruge det på vejen videre. Svært, ja, men når det lykkes er det faktisk en slags velsignelse. Hm! ;)

      Slet
  2. Er koppen halvtom eller halvfull...? Ja, si det, det kommer vel an på hvordan vi ser på livet, og jeg velger som du: "Koppen" min er halvfull! Hvordan man nærmer seg livet, med dets utfordringer og forhindringer, er et valg man må gjøre, og jeg velger meg en halvfull kopp; ikke en halvtom..., og fyller den opp med alt det jeg lærer underveis på min livsreise, og i mens kan jeg nyte min morgenkaffe, laget av en spesialblanding, kun for meg, fullpakket av de lifligste dufter og aromaer, noen ganger smaker den beskere/bitrere enn vanlig, men lar jeg den stå og trekke litt til - kommer som oftest den dype, gode smaken frem igjen...

    Ha en god dag.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er en klog kvinde, Janna og din kaffe er god. Ønsker dig en fin dag. Klem.

      Slet
    2. :-) Takk!
      Kommer til å bruke dette temaet i et innlegg selv en dag, for jeg synes det traff meg rett i hjertet, og dette er noe jeg selv er opptatt av; det å prøve å ha en positiv tilnærming til livets viderverdigheter... Sier ikke at jeg alltid klarer det, men jeg prøver... Så om det er greit for deg, henviser jeg til deg, og bruker mitt eget svar til deg hos meg selv...

      Ha en god tirsdag!
      Klem

      Slet
    3. Klart det er greit! Med glæde. Jeg liker når vi kan dele, henvise og give videre, inspirere hinanden, sætte ord på, nye ord, anderledes ord, gøre dem til vores egne ...

      Nej, jeg klarer det bestemt heller ikke altid, men jeg har besluttet mig for at gøre mit bedste. Og det er det bedste, man kan gøre! :) Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.