søndag den 5. august 2012

Dæmoner, hormoner og frisk luft


Det er sådan en søndag. En af dem, hvor morgenen kommer snigende, først med lys, siden regn. Det silede, mens vi spiste morgenmad siddende ved vinduet som tilskuere. Vi var i en slags togvogn, som ikke kørte.
Og dog. Jeg blev alligevel fragtet med og pludselig befandt jeg mig i et tordenvejr. Jeg var en tordensky fuld af ustadig energi.

Jeg er tilbage i overgangsalderens herlige hurlumhej. Efter nogle måneder med en slags pause og næsten normale kvindetilstande, er jeg tilbage på broen. Et skridt frem og to tilbage. Denne gang er jeg forberedt, tænker jeg og mærker, at jeg ikke kan forberede mig. Hormonerne slår benene væk under mig og tager humøret med på rutsjebanetur.

Accept, siger jeg forsigtigt til mig selv og håber, at jeg ikke svarer igen. Det buldrer lidt i sindet, mens det tygger på tanken. Accept. Nøglen til forandring og det eneste. Man kan ikke ændre noget, man ikke har accepteret først. Er det sådan, det er? Og nogle gange skal man blive i det, det har jeg også lært. Bare være. Mærke følelserne og lade tordenvejret drive over. For det gør tordenvejr! Og hormonerne skal vel også have deres skønhedssøvn? Jeg slukker for babyalarmen og forsøger at glemme dem. Mig selv. Tager hunden og går en hastig tur ud af landevejen. Tilbagelægger 5 kilometer og forfølges af fugtighed og tordenfluer. Ved, at dæmoner hader frisk luft, men hvad med hormoner?

Jeg leder efter August, mens vi går gennem den lille skov, det område, de lokale kalder Bankerne. Jeg er sikker på, at hun må dukke op før eller siden. Ikke at jeg har pensionat længere, men nu har både Juni og Juli boet på gæsteværelset og jeg savner at have den slags besøg. Det er som om deres blotte tilstedeværelse beroliger min sjæl. Men August er ikke at se nogen steder. Til gengæld er der masser af modne blommer på jorden og summende insekter, der forsyner sig. Hunden har fart på og jeg følger med. Det samme gør hormonerne. Vi kan da godt lide frisk luft, synger de i en nærmest drilsk tone. Gå du bare, løb, vi er lige ved siden af dig. Vi er dig.

Så slemt er det ikke, siger jeg til mig selv og drikker et stort glas vand. Det driver over, på samme måde som regnvejret og skyerne, der sejler over himlen.

Vi tager på søndagstur! Frem med bilen, ud til vandet, spise is og se på nye horisonter.

Måske får jeg øje på Augusta et sted, hvor jeg mindst af alt venter det. Og måske bliver hormonerne hjemme. Jeg drejer nøglen om, låser og lister stille af sted. Ud i søndagen.

6 kommentarer:

  1. Ja, jeg kejnner meg igjen her, og jeg tror jeg er på vei over broen, jeg også. Er på en følelsesmessig berg-og-dal-bane-tur i disse dager, og mye føles ukjent og vanskelig. Vet ikke om det er overgangsalderen som ligger på lur, men det aner meg at noe er i gjære...

    Tar meg på tak for å akseptere, være tilstede, leve... Er ambivalent i forhold til mangt og meget... Likevel, jeg er takknemlig for livet, og ser framover som best jeg kan.

    Ha en god søndag videre, Lene.
    Klem fra meg; som har lest alle dine innlegg siden sist, men som ikke har hatt energi nok til å kommentere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for gode ord, Janna. Overgangsalderen opleves meget forskelligt fra kvinde til kvinde også hvad det psykiske angår. For mig ser det ud til at blive en rejse i sig selv og det forsøger jeg at indstille mig på! ;) Jeg har endda købt en bog "Hedeturen" om emnet, skrevet af en kvinde som oplevede det meget voldsomt.

      Jeg kigger forbi dig og er glad for, at du er tilbage her. Har savnet dig og tænkt meget på dig og alt det, du har været igennem.

      Klem.

      Slet
  2. Kjære Lene
    Det var godt å komme innenfor her hos deg igjen. Det er lenge siden nå.....
    Jeg har nemlig hatt ferie, på bloggen, men også privat. Deilig å ikke være avhengig av noenting.
    Jeg leser nedover hos deg...du har hatt mange innlegg siden jeg var her sist, og jeg har mget å ta igjen. Men jeg gleder meg.
    Jeg var tilbake i København igjen, på min ferie, men bare kun for noen dager, sammen med familien, på besøk hos Marianne, og dagene var fyllt opp; til randen. Men jeg lover å gi beskjed neste gang jeg drar til København, så blir det nok til, en dag, at vi sees.
    Overgangsalderen har enda ikke kommet til meg. Tror jeg. Kanskje jeg må høre med andre, som min mann, om jeg oppfører meg annerledes? Jeg har ingen hetetokter, men frykter dem ikke. Som en kunde av meg fortalte, så sa hun at hun lot dem bare komme; og synes igrunnen det var deilig. Det er jo naturlig, som hun sa.
    Vel, her vaskes det tøy etter en deilig ferie. Og hverdagen er igjen tilbake.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velkommen tilbage Sylvia. Tror det er en god ide at holde HELT FERIE og ikke blogge og den slags. Om to uger har jeg også ferie og jeg skal gøre det samme, i hvert fald det meste af tiden! ;)

      Jeg håber, at vi kan ses i København næste gang du er her! Håber i hvert fald du har haft gode dage i min fine hovedstand.

      Jeg synes ikke at man skal frygte overgangsalderen. I øvrigt aner man ikke, hvordan det vil blive, det er så individuelt. At jeg var nået dertil, kom helt bag på mig. Jeg synes ikke at hedeturene er behagelige, men jeg forsøger at acceptere dem og endda se det sjove i dem. ;) Men det psykiske fylder også meget. Det har jeg tænkt mig at skrive lidt om i hvert fald, vigtigt at den del ikke bliver tabu.

      Velkommen tilbage til hverdagen og bloggen, glæder mig til at besøge dig igen også! :)

      Slet
  3. Nej, man skal ikke frygte overgangsalderen - man skal omfavne den! Jeg tror faktisk, at det er den periode i ens liv, hvor man overgår til den kreative fase - for hvis man giver lov, vil kreativiteten vokse.

    Blæs på hormonforandringer og varme kinder og alt det ubehag, der følger med. Det er alt sammen så irriterende, men jo mere, man ignorerer dem, jo bedre kommer man igennem. Og glæd dig så over den kilde af ideer og sprudlende kræfter, der fylder dig i stedet for. Med tiden. For overgangsalderen er jo netop det - en overgang. Til noget andet og bedre. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Smil og tak Mia! Jeg vil gøre mit bedste. Og de store eksistentielle tanker kan jo bruges kreativt i skriverierne, ja! :)

      Og jeg er ganske enig i dig i, at næste fase bliver endnu mere kreative og glædelig, hvis man giver lov. Og det gør jeg! :))

      Knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.