torsdag den 9. august 2012

Det sidste øje


Vi havde sat hinanden stævne til en dejlig eftermiddag. Kaffe i haven under hyldetræet. Næsten modne brombær på busken. Stokroser i vinddans og magiske marmorskyer i horisonten. Tre stole, tre kvinder. Det var længe siden sidst og snakken gik lystigt. Vi har ikke så meget tid, sukkede vi, for vi kunne mærke, at vi havde en del på hjerte. Ting, vi ville dele. ’Vi må putte så meget nydelse i timerne som muligt’, sagde jeg og det gjorde vi.
Da kaffen var drukket, gik vi gennem den idylliske landsby ned til havnen. Tre kvinder, to hunde og sensommerduft. Snak over hækken, menneskemøder og inspiration så tyk, at jeg kunne have sat mig ned og skrevet på stedet. Jeg fandt endda en titel til den historie, der bare må fortælles om det sted ved fjorden.

Vi nåede ned til den lille havn og hilste på de kaffedrikkende mandfolk, der sad på kajen. Eller var det øl, de hyggede sig med? Solen skinnede gennem skyerne og guldglimt ramte vandet, strakte sig mod horisonten og bredte verden ud et sted i periferien. Selv rejste vi ikke længere end til enden af bådebroen, men det skal man heller ikke kimse af. Dybe vejrtrækninger og havluft i lungerne. Masser af frisk vind med et strejf af efterår og tang. Det var et som et øjebliks vidunderlig meditation.

Så så jeg hende. En lille jolle kom nærmere og mit blik fæstnede sig. Der var noget velkendt ved den måde, hun holdt sit hoved på, håret, der flagrede i vinden og de solbrune arme, der målrettet roede mod land. Jeg blev stående og ventede til hun var helt henne ved kajen. Så tog jeg imod det reb, hun kastede op til mig og fastgjorde båden på en af de tomme pæle. Det var som om lige netop den pæl havde ventet på den jolle. Hun rejste sig i båden og vores blikke og hænder mødtes. Jeg hjalp hende op på kajen og hun faldt mig om halsen. Augusta!

Jeg blev så glad og overrasket, at jeg slet ikke havde ord. Så vi sagde ikke noget, men hun stak sin arm under min og sammen med de andre kvinder gik vi tilbage gennem landsbyen, til det hus, hvor vi nu skulle forberede et lækkert aftensmåltid. Små vegetarretter krydret med urter og kærlighed. Men inden vi gik i køkkenet, trak jeg hende til side for at være helt sikker på, at hun ikke bare var en slags overgangshallucination.

’August’, sagde jeg med grødet stemme, ’er du virkelig kommet for at blive’? Og det lød jo lidt fjollet, men sådan sagde jeg altså, for jeg kunne ikke finde på noget bedre. Jeg måtte bare vide. Et eller andet. En slags sikkerhed, der var til at føle på, noget mere stabilt end vejret og mere håndgribeligt end de vindblæste skyer.
Hun lo sin velkendte frodige latter og kastede med hovedet, så det korngule hår flagrede om ansigtet. De blå øjne søgte mine, sandheden lagde sig til rette og hendes smukke hoved nikkede ivrigt.

’Naturligvis! Ja, resten af min måned selvfølgelig. Jeg blev lidt forsinket, det må du undskylde, men vind og vejr ville det anderledes end jeg. Jeg for vild på havets bund, men kom op til overfladen og fandt så jollen. Den var ligesom jeg alene og forblæst og så rottede vi os sammen. Der er et sted, jeg bare må hen, sagde jeg til jollen og det forstod den godt. Den ville gerne hjælpe mig. Jeg skulle bare ro, så lagde den vandtæt bund til. Og resten af historien kender du. Jeg mærkede, at du ville være i Stavreby netop i eftermiddag og nu er jeg her også!

Hun gispede efter vejret, så hurtigt talte hun. Latteren lå mellem linjerne og kærtegnede hvert ord.

’Åh, hvor er det godt at se dig’, sagde jeg bare og gav hende et knus. ’Jeg glæder mig til at vise dig mine nye omgivelser og til at du flytter ind på gæsteværelset i huset for enden af markvejen’.

Så gik vi ind til de to andre gode kvinder og lavede mad. Spiste, drak og sagde gode ord. Og da dagen gik på hæld, satte vi os i bilen og kørte hjem. Efteråret fulgte med et stykke af vejen, men jeg tror jeg fik det lagt bag mig. Eller måske var det efteråret, der lavede en hasarderet overhaling på landevejen lige udenfor Haslev? Lige gyldigt hvad, så tog jeg August med hjem, redte op til hende og nu er hun har. Endelig!

Sådan kan man tage af sted og tro, at man skal have en dejlig dag og så bliver den endnu bedre, end man turde forestille sig. Hvilket minder mig om, at man aldrig kan drømme for stort. Sigt efter månen, er der en, som har sagt. Selvom du misser, vil du altid ramme en stjerne. Noget i den stil.

Nyd din augustdag!

12 kommentarer:

  1. Høres ut som en vidunderlig dag, og et vidunderlig gjensyn med August; så koselig å lese om det!

    Ha en fin dag, i dag også, kanskje finner du og Augusta på noe sammen...

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Janna, det var en fin venindedag i sensommeridyl! :)

      Håber du har en god dag. Klem.

      Slet
  2. Lyder som en skøn dag, du/I ;) har haft. Dejlig læsning. Jeg bliver berørt, tak kære og gode dag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak selv kære du og ja, det var en fin dag. En værdig afløser for vores dejlige blive-blæst-igennem aften! ;)

      Slet
  3. JA, det var i sandhed en skøn dag. TAK!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg vist også lige skrevet et sted. Hos Miri? ;) Tak og selv tak.

      Slet
  4. Ja, det høres ut til å ha vært en nydelig august dag Lene!
    Som alltid koser jeg meg med å lese dine tekster -nå fra Kreta ; )

    Ønsker deg gode dager! Varm klem til deg : )

    SvarSlet
    Svar
    1. Kreta! Åh! Det under jeg dig. Og faktisk er det meget muligt, at jeg også snart selv vil befinde mig på Kreta eller et sted i nærheden! :)

      Ha' gode solskinsdage. Klem.

      Slet
  5. Så godt at August dukket opp, endelig!
    I dag har jeg hatt fri, og sittet ute i solen. Litt skyer nå og da, men mest varm sol. Jeg bare lukket øynene, og kjente varmen, og ble litt søvnig der jeg satt. Så herlig!!
    Vi må jo nyte henne når hun er her.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Det skal nydes, det der kan. Bruges. Og august kan stadig byde på sommervejr eller noget der ligner, ja!

      Ønsker dig en fin dag. :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.