onsdag den 11. juli 2012

Fødselshjælper


Vejret ser ikke ud til at påvirke hende. Juli. Jeg, derimod, føler mig svøbt i regndis. Forsinket er jeg ankommet til morgenen. Jeg måtte bane mig vej gennem dug og tunge regnskyer, blidt skubbe en sky til side og hoppe ud på den anden side. Forbavset ser jeg mig om i køkkenet. Der dufter af kaffe, men hun er dér ikke.

Jeg skænker kaffe op og sætter mig ved vinduet. Tænker, at jeg om lidt vil se hende komme vandrende. Jeg har hende mistænkt for at gå tidlige morgenture dér, hvor natten møder dagen. Men denne gang har hun sat kaffe over først, lidt usædvanligt. Vi plejer jo at drikke kaffe sammen. Jeg savner hendes selskab, de ting, hun sysler med og de ord, hun giver mig. Eller måske er det nærmere det, hendes ord får mig til at tænke på. Når jeg forlader morgenbordet og har drukket kaffe med Juli, er det altid med favnen fuld af stof til eftertanke. Jeg bliver ligesom lidt smidigere og noget står klarere. Hun er en katalysator. Jeg finder svarene i mig selv, men hun er en slags fødselshjælper.

Nu kommer hun brusende ind, jeg kan høre døren åbne sig, den velkendte knirken. Hun stiller gummistøvlerne i gangen og kommer ind i køkkenet, lyser op i et smil, da hun ser mig sidde ved bordet. Kommer hen og planter et kys på min pande. Dufter af sommerblomster. Våd af regnen. Små prikker på hendes kinder minder mig om modne kirsebær. Hvor får hun energien fra? Selv sidder jeg fast i tråde af et usynligt edderkoppespind. Som en flue. Fanget af morgenen og en følelse, jeg ikke helt kan identificere. Jeg sukker dybt og hun ser på mig, mens hun skænker kaffe. Ryster let på hovedet.

’Hvad sidder du og tænker på?’. Hun sætter sig overfor mig, hviler hovedet i hænderne. Lytter allerede inden jeg får sat ord på. ’Og sig mig, har du fået skrevet noget i bogen, jeg gav dig forleden dag?’.

Jeg rækker hende bogen uden ord. Hun læser højt.
Et solkys på panden.
Et skybrud af lykke.
Fra tid til anden.
En helhed, et stykke.

Et træ i haven.
Et solglimt bag sky.
At give sig selv af selveste gaven.
Og lov til at starte på ny.

4 kommentarer:

  1. Takk, kjære du, for atter en gang ved dine ord å løfte meg opp; du har satt ord på det JEG også føler i dag. For jeg har sittet på terrassen og latt solen varme min verkende kropp, sett utover det som en gang skal bli en hage, og bare nydt å være til - for livet er fylt av de skjønneste ØYEBLIKK, og det er disse skybruddene av lykke som gjør livet så deilig!

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Janna, har tænkt på dig. Så glad for at mine ord kunne gøre noget for dig, bare lidt. Hvis vi vælger vores ord med omhu, kanske vi kan gøre verden lidt bedre? God bedring, søde ven. Klem.

      Slet
  2. vakkert dikt, Lene :-)

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.