onsdag den 25. juli 2012

Toscana - alting har sin tid


Drømmen om Italien ligger som en behagelig skygge i sommervinden. Nu, hvor sommeren har kastet sin kærlighed på øen, hvor jeg bor, er udlængslen ikke længere så stor. Jeg føler stort velbehag ved at sidde ude i solen, lade mig kærtegne, få farve og energi. Måske er det ikke helt det samme som at sidde på en trattoria i Toscana, men når jeg lukker øjnene og lytter til insekternes summen og solens gang over himlen, er jeg lige hvor jeg ønsker at være. Jeg laver min egen frokosttallerken med lækre antipasti og jeg drikker vand med isterninger. Næste sommer drager jeg til Toscana. Lige nu er jeg på plads i den danske sommer.
Jeg er på sommerskole. Jeg har længe haft noget, jeg skulle læse og lære og de solrige dage er perfekte til at være student. Det føles nemt at sidde ved havebordet med notater, bøger og suge til sig. Sol og læring. Jeg gør mig mentalt klar til efterårets program, mens jeg slapper af og glæder mig over, at jeg stadig har så meget at lære. Hver eneste dag er en ny lektie. Og det går op for mig, hvor meget man selv kan gøre. Den viden, man længes efter, er tilgængelig, hvis man er lydhør, åben og opmærksom. Der står intet i vejen. Kun en selv.

Og jeg skal ikke spænde ben for en lærevillig sjæl. Jeg serverer kaffe og isvand, mens solen glider over himlen og hilser venligt på de små lammeskyer, der blot er til pynt i det uendelig blå. Jeg kan dufte lavendel og høre cikader. Der står solsikker på min mark. Jeg bliver i tvivl. Hvor er jeg egentlig? Og betyder det i grunden så meget, når bare man er glad for at være sammen med sig selv? Nogle kalder det egocentrisk, når man værner sig om sit eget velbefindende, men det er i virkeligheden nøglen til at åbne den store dør til verden. Glæden ved at være. I sin egen have. I sit eget jeg. Derfra kan man rejse ud.
Min aften sluttede med bål i haven. Og eftersom kæresten glæder sig over, at frøhøsten nu endelig kan komme i hus, ser jeg ikke meget til ham, så jeg sad alene foran flammerne og nød aftenens rolige åndedrag og bålets knitren. Flammerne havde samme farve som himlen. Orange. Fuld af ild, kreativitet og liv. Jeg tænkte på den rejse, jeg netop havde afsluttet på Caminoen i selskab med Shirley MacLaine. Afsluttet og dog lige begyndt. Jeg tænkte på alle de spørgsmål, hun stillede undervejs og som hun gav videre til mig, spørgsmål, der rejste sig med røgen fra bålet og søgte ud i natten. Jeg følte tomhed over at have forladt både Shirley og Caminoen, en slags ensomhed over at være overladt til mig selv med alle min spørgsmål, men også en sand og gennemtrængende glæde over at være på vej. Over at svarene kommer, når man er klar. Ligesom sommeren.

I dag går rejsen videre. Der er meget mere at lære og heldigvis for det. Læreren venter tålmodigt på mig, mens sommeren går sin gang og kornet modnes. Alting har sin tid.

Billedet er lånt på kulturrejser-europa.dk

3 kommentarer:

  1. Så fint det du skriver om å trives i sitt eget selskap..gjerne i sin egen have-kunne være alene kun med seg selv..det tror jeg er et viktig utgangspunkt for å ha et godt liv.Da kan man trives mange steder..i Toscana..eller bare rett og slett hjemme hos seg selv..ønsker deg en fin sommerdag!:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vigtigt at tage hånd om sin egen have, ja. At føle sig veltilpas dér. Derfra ligger verden åben og alle have skønne åbner deres porte! ;)

      Jeg håber du har haft en fin dag også. Og tak for altid fine kommentarer, som gør mig glad!

      Slet
  2. alle haver, skulle det være ;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.